Analyse: Den uundgåelige skilsmisse

”Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og til sidst vinder Tyskland.”

Sådan lyder et af fodboldhistoriens mest berømte citater, der kom fra en frustreret Gary Lineker, efter at tyskerne havde ekspederet England ud af VM i Italien i 1990. I de senere år har man ikke kunnet fortænke alverdens cykelryttere i at tænke noget tilsvarende. ”Tour de France er et simpelt cykelløb: 176 ryttere kører Frankrig tyndt i 21 dage, og til sidst vinder Chris Froome” kunne i hvert fald være en nærliggende omskrivning af Linegers berømte ord, og de færreste ville med rette kunne have noget at indvende mod en sådan formulering.

Eller måske skulle man udskifte Chris Froome med Sky/Ineos? Sagen er nemlig, at den britiske grand tour-konge og det britiske millionmandskab har været nærmest siametiske tvillinger, siden Froome med Vuelta-sejren i 2011 pludselig blev forvandlet fra nobody til verdensstjerne. Nok har en kombination af hjælperytterroller for Bradley Wiggins, styrt på regnvåde brostensetaper, en lidt for ambitiøs Giro-Tour-satsning og en uforsigtig pudsen-næse forud for en Dauphiné-enkeltstart betydet, at Froome ikke har vundet hver eneste gang, siden han første gang kørte Touren for sin britiske arbejdsgiver i 2012, men hver gang, han har været til start i frisk tilstand og som holdets kaptajn og er sluppet igennem løbet uden knoglebrud, er han endt øverst på podiet. Og det endda med en sådan overlegenhed, at løbene aldrig reelt har været spændende.

Læs også

Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)

Derfor bliver det også på alle måder en helt forkert oplevelse, når Froome om et halvt års tid for første gang stiller til start i et cykelløb med en trøje fra Israel Start-Up Nation trukket over hovedet. Ineos og Froome har været så intimt forbundne, siden de nærmest simultant rejste sig fra en status som underdogs til cykelsportens reelle magthavere, at de har været svære at skille ad. Det bedste eksempel er vel på dette er vel de franske fans, der har et kronisk had til alt ikke-fransk, som kunne tænkes at dominere ”deres” løb, og som har haft meget svært ved at finde ud af, om det er holdet eller Froome som person, de ikke kan udstå. De to størrelser har nemlig været helt uadskillelige i et ægteskab, hvor de to parter på alle områder har passet lige så perfekt sammen, som regnbyger og blæsevejr gør det til den danske sommer anno 2020.

I enhver forstand er det derfor ”big news”, at de to parter alligevel er vokset fra hinanden. Vi taler nemlig om en af alletiders største giganter, der skifter fra sportens allerstørste hold til en lille miniput, der lige nu henslæber en tilværelse som WorldTourens absolutte miniput, og dermed vækker det samme opsigt, som det ville gøre, hvis Lionel Messi, der er intimt forbundet med FC Barcelona, sagde farvel til det catalanske storhold til fordel for et bundhold, der kæmper for overlevelse i La Liga. Ligesom Messi regnes som en af alletiders største fodboldspiller, har Froome nemlig en resultatliste, der utvivlsomt gør ham til sin generations største rytter. Han er én af blot syv ryttere, der har vundet alle grand tours, han er den eneste udover Eddy Merckx og Bernard Hinault, der har været forsvarende vinder af alle tre store etapeløb på én gang - og den eneste med den nuværende kalenderstruktur - han har rekorden for fleste sejre i verdens vel nok sværeste ugelange etapeløb, Criterium du Dauphiné, han har vundet to OL-medaljer og én VM-medalje, og han har vundet et hav af sejre i flere andre etapeløb. Ser man bort fra den resultatmæssigt nu helt afklædte Lance Armstrong, er der ingen i dette årtusinde, der kommer i nærheden af et lignende generalieblad.

Men hvorfor afslutte et ægteskab, der har været om ikke hele årsagen så i hvert fald en nøglekomponent i disse resultater? Sagen var vel, at de to parter var vokset fra hinanden i et forhold, der i sin natur aldrig kunne blive ligeværdigt. For mens Ineos - i hvert fald i teorien - har en ubegrænset levetid, gælder det samme ikke for Froome. Tværtimod lakker hans karriere kraftigt mod enden, og alene det faktum, at en Tour-sejr til september vil gøre ham til den næstældste vinder nogensinde - kun overgået af Firmin Lambot, der i 1922 sejrede på en tid, hvor sporten slet ikke tåler nogen sammenligning med det, den er i dag - fortæller alt om, at holdbarhedsdatoen kraftigt nærmer sig for den britiske veteran. Og alt dette er naturligvis blot blevet endnu mere aktualiseret af det grusomme styrt, der i den grad stiller spørgsmål ved, om Froome nogensinde igen kommer blot i nærheden af det niveau, han havde, da han senest vandt et cykelløb helt tilbage i maj 2018.

Derfor har manager Dave Brailsford, der ellers altid har været 100% loyal over for Froome, været tvunget til at sætte sig ud over det sentimentale. Den britiske holdmanager, der ellers aldrig har lagt skjul på, at hans store drøm var at skrive historie med briten og gøre ham til den mest vindende i Touren nogensinde, har måttet lægge følelserne til side og lade holdets fremtid komme først. Og den tegner sig lys, når man i truppen har den forsvarende Tour-vinder Egan Bernal, der omvendt er historiens tredjeyngste vinder af løbet, Giro-kongen Richard Carapaz, den uhyre lovende Bernal-klon Ivan Ramiro Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan-Hart og fra den kommende sæson efter alt at dømme også Laurens de Plus i truppen. Uagtet hvor meget Brailsford gerne ville tage de historiske femte og sjette Tour-sejre med Froome, som tydeligvis var hovedmålet blandt andet i 2018, hvor holdets taktik åbenlyst afslørede, at man foretrak en Froome-sejr frem for den Geraint Thomas-triumf, det i sidste ende sluttede med, er det disse navne og ikke Froome, der er fremtiden.

Brailsford har ellers været en mester i at forene tilsyneladende ellers uforenelige egoer til ét kollektiv, som det kan ses af det forhold, at holdet hele tre gange har haft to mand på podiet i Paris, også selvom det ikke altid har været gnidningsfrit. Men da Bernal i et interview i april gjorde det klart, at han ingenlunde havde til sinds at tilsidesætte egne chancer for at vinde den kommende Tour for at pukle til fordel for holdets traditionelle kaptajn og derved fik sat pisset i kog hos en i forvejen meget pirrelig og usikker Froome, stod det klart, at der allerede var tale om to TGV-tog, der bragede mod hinanden med så stor fart, at en kollision var helt uundgåelig.

I første omgang var Froome angiveligt så rasende over det tilsyneladende aftalebrud fra Bernal, at han har klar til at forlade skuden med det samme, så han ikke risikerede til sommer at ende som hjælper for andre. Den slags har han nemlig tidligere prøvet, ikke mindst for Wiggins i 2011 og 2012, og i en alder af 35 er der ikke plads til at spilde muligheder på den slags slavetjanser igen. Bedre blev det ikke af, at Ineos slet ikke gjorde nogle anstrengelser i forhold til at tilbyde holdets stjerne en kontraktforlængelse, og helt galt gik det, da rygtebørsen også meddelte, at Froome slet ikke kunne regne med sin Tour-plads, hvis han havde planer om at skifte hold til vinter.

Heldigvis blev der fundet en mindelig løsning. Et møde mellem de to parter på den første træningslejr, efter at Froome blev sluppet ud af sin kælder i Monaco, da den lange franske nedlukning langt om længe blev tilendebragt, betød, at et desperat skifte d. 1. august blev skrinlagt, og at Froomes rolle som en af tre kaptajner i den kommende Tour blev garanteret. Til gengæld kunne Brailsford ikke give Froome nogen garantier for de kommende år, og dermed var der kun én vej, hvis en kaptajnrolle i Touren 2021 skulle sikres, nemlig udgangen.

Man kan sagtens forstå Brailsfords valg. Uanset det nære bånd mellem de to parter er der mere fremtid i Bernal, Carapaz og co. end i en 35-årig veteran. At risikere en utilfreds Bernal til fordel for en satsning på en ældre herre på vej tilbage fra et karrieretruende styrt ville være lige så meget galimatias, som da Johan Bruyneel i sin tid ofrede forholdet til Alberto Contador til fordel for et meget risikabelt comebackforsøg fra Lance Armstrong. Og den beslutning kom der som bekendt ikke meget godt ud af.

Til gengæld kan man diskutere visdommen i Froomes beslutning. Som Geraint Thomas, der selv har stået i et lignende dilemma, er kommet frem til, er det lettere at vinde Touren, hvis man har det uovervindelige Ineos-mandskab bag sig og ikke imod sig. For at ende øverst på podiet skal Froome under alle omstændigheder vise sig bedre end den unge colombianer - i hvert fald når der ikke gives forrang i hierarkiet - uanset om de er holdkammerater eller ej. Og kører han for Ineos, vil Froome formentlig vinde løbet, hvis han vitterligt også er løbets bedste mand.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne mirakuløst Giro-klar: 21. april var en slags D-dag

Den slags garantier er der til gengæld ikke på Israel Start-Up Nation. Tværtimod er cykelsporten fyldt med eksempler på ryttere, der har været de stærkeste, men som er blevet slået af svagere ryttere med et stærkere hold i ryggen. Og lige nu er det meget svært at se, at selv en Froome i fuld vigør vil være i stand ene mand at modstå de skræmmende stærke kollektiver fra Ineos og Jumbo-Visma. Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til 2019-Giroen for at finde en god illustration på, hvor svært en ensom tilværelse på bjergetaperne kan være, for her var en ganske vist og nedslidt, syg og forslået Roglic alt, alt for alene mod rivalerne i de italienske bjerge.

Israel Start-Up Nation har heldigvis masser af både penge og ambitioner. Den canadiske rigmand Sylvan Adams har ladet pungen stå på vid gab, for ellers henter man ikke en rytter, der ifølge L’Equipe er feltets næstbedst betalte efter Peter Sagan. Derfor kan man også vente sig, at der kommer en betydelig oprustning til en trup af bjergryttere, der i skrivende stund er stort set ikkeeksisterende, men det er helt udelukket, at israelerne til den kommende Tour kan præsentere en trup, der blot når de britiske og hollandske rivaler til sokkeholderne. Og bedre bliver det ikke af, at der i en trup på nu bare otte mand formentlig også skal være plads til en israeler, der sagt i al respekt ikke har niveauet til at køre på et hold, der har planer om at vinde Touren.

I skrivende stund er det kun Dan Martin, Daniel Navarro og den opblomstrende Ben Hermans, der har en historik i de høje bjerge. Og desværre lignede den nu 33-årige Martin i 2019 ingenlunde én af blot to aktive ryttere, der har vundet begge de to kuperede monumenter, ligesom Navarro tydeligvis er ovre sine bedste år. På rygtebørsen forlyder det, at Froome kan blive genforenet med to af sine tidligere nøglehjælpere, Mikel Nieve og ikke mindst Richie Porte, der begge står højt på ønskelisten, men også de viste i 2019, at meget kunne indikere, at også deres bedste år er bag dem. Kommer de til holdet, kan der meget let blive tale om en samling af afdankede veteraner, som man netop så det hos Bruyneel og Radioshack med Armstrong, Chris Horner, Levi Leipheimer og Andres Klöden, over for et par mandskaber fra Ineos og Jumbo-Visma, som oser langt mere ungdom og virilitet.

Samtidig løber Froome en stor risiko i forhold til den kommende Tour. Ganske vist har det nu længe været helt klart, at hans Tour-plads ikke er i fare, heller ikke selvom han skifter hold, men det skal blive interessant at se, om holdskiftet betyder, at hierarkiet mellem de tre kaptajner, Froome, Bernal og Thomas, nu også er helt så lige, som det officielt siges, senest af sportsdirektør Servais Knaven i de hollandske meder. Nok ville det være smukt med en historisk femte sejr til Froome som afskedsgave, men hvis prisen er en halvsur Bernal, er det måske ikke det værd. Og hvis Brailsfords nye ambition er at gøre colombianeren til historiens mest vindende Tour-rytter, kan der hurtigt være sydamerikansk forrang, præcis som Froome havde forrang over Thomas for to år siden.

Med skiftet kan Froome derfor meget vel have givet sig selv en halvdårlig hånd, både i forhold til løbene i 2020 og 2021. Alligevel vil det være uhyre dumt at afskrive netop ham. Froome er nemlig ikke blot et fysisk unikum, men har også en vindermentalitet, som er noget helt særligt, og som gang på gang er blevet fremhævet af Brailsford som hans måske vigtigste egenskab. Udenfor løbene er han ganske vist indbegrebet af en gentleman, som ingen har et ondt ord at sige om, men så snart han kaster benene over jernhesten forvandles han til et ærgerrigt dyr, der vil vinde for enhver pris. Det er præcis den ærgerrighed, der har ført ham igennem et vanvittigt genoptræningsregime igennem det seneste års tid, hvor billederne fra hans kælder i Monaco tydeligt har vist, at end ikke en coronanedlukning har kunnet holde ham tilbage i bestræbelserne på igen at blive den Froome, vi kender. Det var den ekstreme dedikation og målrettethed, der bragte Alejandro Valverde tilbage fra sit karrieretruende styrt i 2017, og hvis nogen kan gøre noget lignende i en pensionsmoden alder, må det være Froome.

Om det så lykkes, er en anden sag. Selv Froome og Valverde kan ikke kæmpe mod biologien, og selvom Sylvan Adams mener, at de kan drage fordel af en relativ sen karrierestart, er briten ikke længere nogen vårhare. Vinder han Touren i 2021, vil han blot være få måneder yngre, end da 36-årige Lambot vandt løbet i 1922, og nu skal det endda ske med verdens bedste cykelhold som mod- og ikke medspiller.

Nej, Froome har bestemt ikke gjort det lettere for sig selv ved at bryde ud af det ægteskab, der har ført ham til så megen succes. Desværre gjorde clashet mellem ham selv og i første omgang Bernal, der som menneske på mange måder synes at være nærmest en colombiansk kopi af ham, skilsmissen helt uundgåelig. Nu venter der så den monumentale udfordring for Froome at bevise, at Touren er et simpelt cykelløb, hvor 176 ryttere kører Frankrig tyndt i 21 dage, og hvor det er ham og ikke Ineos, der vinder til sidst.