BinckBank Tour-analyse: Italiensk talentshow på uvant scene

Der er stor forskel på, hvor stor prestige de nationale mesterskabstrøjer har. Der er formentlig ikke mange, der tillægger det den store betydning, om det er den ene eller den anden Sagan, der kører rundt i den slovakiske trikot, og der er formentlig heller ikke mange, der løfter et øjenbryn, når Alexey Lutsenko sikrer sig endnu et år i den kasakhiske trøje. Der er imidlertid også trøjer, der er så prestigiøse, at mange ryttere har det som et karrieremål at erobre den. Det gælder vel først og fremmest de belgiske, italienske og franske trøjer, der altid i cykelsporten har stået som noget særligt.

Den italienske tricolore er således en af sportens vigtigste symboler, men faktisk kan den også være temmelig billigt til salg. Er man italiener, og kører man en hæderlig enkeltstart, har man i mange år uden al for megen konkurrence kunne sikre sig et år i trøjen på tidskørslerne. Nok er støvlelandet en af sportens gigantnationer med store stjerner i klassikere, massespurter og grand tours, men på temposiden har det i mange år knebet. Man havde kortvarigt et lille fænomen på vej i form af Adriano Malori, der var meget tæt på at blive verdensmester i Richmond i 2015, men hvis karriere jo desværre fik et tragisk endeligt som følge af et grimt styrt i Argentina. Ser man bort fra Malori-æraen, har det i den grad knebet på den italienske temposcene.

Nu er der imidlertid grøde i den hos de stolte italienere. I de senere år har multitalentet Gianni Moscon også udviklet sig omfattende repertoire til at inkludere tidskørsler, hvilket indbragte en 6. plads ved VM for to år siden, men landet har også nogle mere rendyrkede specialister på vej. Samtidig med at landet er blomstret op som banenation med et af de førende 4 km-hold, har Filippo Ganna og Edoardo Affini igennem U23-tiden etableret sig som tempogiganter i deres egen generation. Ganna var først i rækken og blev blandt andet nr. 2 ved U23-rytternes EM, og sidste år gjorde Affini det endnu bedre ved at erobre de unge rytteres stjernetrikot i disciplinen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Nu ser det ud til, at de to tempomaskiner kan genrejse Italien som en stor temponation på eliteniveau også. I de første år hos UAE så det ellers ud til, at Ganna skulle føjes til den nærmest endeløse liste over lovende temporyttere, der efter en fantastisk ungdomstid faldt igennem på højeste niveau. An bliver altid overrasket over at se, hvordan listen over U23-verdensmestre tæller navne som Jack Bobridge, Luke Durbridge, Anton Vorobyev, Damien Howson, Mads Würtz og Marco Mathias, der alle som professionel er endt som temmelig ordinære enkeltstartsryttere. Gannas første år som professionel tydede længe på, at han ville slutte sig til det kedelige selskab, og faktisk skuffede han så ofte, at han i en periode nærmest ikke var værd at nævne som kandidat til de store enkeltstarter.

Men som bekendt betyder holdet og den støtte og det materiel, der kan tilbydes, enormt meget i den meget specialiserede disciplin. Er man i tvivl, skal man blot se på, hvad der er sket med Rohan Dennis og Stefan Küng, efter at de forlod BMCs holdløbskonger til fordel for mandskaber med en begrænset historik på tidskørsler. Helt omvendt er det med ryttere, der skifter til særligt Jumbo, der på det seneste har haft for vane at kunne forvandle hvem som helst til noget, som minder om en specialist.

Ineos har længe haft samme rygte. Under Sky-tiden var det en slet skjult hemmelighed, at man som regel vandt et par procent på enkeltstartscyklen ved at blive en del af det britiske holds superteam af specialister, der har kunnet give rytterne de bedste forudsætninger for at forbedre sig i disciplinen. Det har ikke været sjældent, at briterne har haft adskillige ryttere i top 10 på enkeltstarter også på meget højt niveau, og man skal såmænd bare kaste et blik ned over den nuværende trup for at se, hvor mange tempospecialister holdet enten har hentet eller opfostret.

2019-sæsonen har imidlertid brudt trenden. Samtlige holdets specialister har kørt skuffende enkeltstarter gennem hele sæsonen med én enkelt og meget markant undtagelse, nemlig Ganna. På den baggrund virker det nærmest til, at UAE-mandskabet har holdt hans tempotalent nede, for der skulle åbenbart bare et skifte væk fra araberne til for at forvandle ham til en af verdens førende temporyttere - og det endda i et år, hvor det som sagt slet ikke har fungeret for briternes øvrige specialister. Måske siger det mere, om UAE-mandskabets fokus på disciplinen end om Ineos, og det skulle Mikkel Bjerg og Brandon McNulty måske tænke på, nu hvor de har sluttet sig til araberne…

Ganna er i hvert fald blomstret op efter skiftet. Han kom flyvende fra start ved allerede at vinde i første forsøg på første løbsdag i Provence i februar, og siden er han gået fra succes til succes. Der har været mindre gode præstationer undervejs for den stadig svingende italiener, men særligt 3. plads i det meget stærkt besatte Tour de Romandie på en rute, der ikke passede ham ideelt, understregede potentialet. Og i dag kom det så fuldt til udtryk, da han i overlegen stil vandt enkeltstarten i BinckBank Tour, der har for vane at være en af de mere prestigiøse som følge af et ofte meget stærkt felt.

Ganna ikke blot vandt etapen, han gjorde det også i suveræn stil. Flere har spekuleret i, om det blæste op til sidst og gav ham en fordel i forhold til de sidst startende, men det er svært at finde belæg for den påstand. Tværtimod tydede det forhold, at både Søren Kragh og Marc Hirschi lagde langsomt ud, men kørte meget stærkt hjem i modvinden, ligesom den sent starten Laurens De Plus ligeledes kørte stærkere hjem end flere på papiret bedre temporyttere på, at forholdene næppe var til fordel for den ene eller den anden gruppe - og vejrudsigten burde sågar have tale for, at Ganna havde vanskeligere forhold end klassementsrytterne. Alt tyder således på, at italieneren var på en anden planet, ikke mindst fordi han nærmest knuste Affini og Jos van Emden, der startede stort set på samme tid.

Det er nu heller ikke den helt store overraskelse. Som flerfoldig verdensmester i forfølgelsesløb på banen er han skabt til korte enkeltstarter, og med den fremgang, han har gjort i år, kunne man godt have luret, at han ville kunne sætte alle til vægs på en rute som denne. Nok skuffede han ved EM, men det løb viser sammen med de italienske mesterskaber blot, at han fortsat har begrænsninger over lange distancer. På de korte skal vi fremover til at regne ham som en af giganterne.

Det skal vi formentlig også med Affini. Lidt overraskende har Mitchelton givet ham et løbsprogram nærmest uden enkeltstarter, og da han skuffede fælt ved den eneste i første halvdel af sæsonen tilbage i februar ved Ruta del Sol, sad man længe med fornemmelsen af, at han nok ville ende som en mulig kandidat til den ovenfor omtalte lange liste af fallerede temporyttere. Den antagelse fik han rettet op på med den højst overraskende bronzemedalje ved det stærkt besatte EM, hvor slog blandt andre Ganna, og i dag bekræftede han det med en fabelagtig 2. plads i et skrapt felt. Og modsat Ganne synes Affini endda at være bedst over længere distancer, og dermed ser det pludselig ud til, at det engang så temposvage støvleland pludselig er ved at udvikle sig til en førende temponation.

Det har Holland længe været, og en af grundene til det er Jos van Emden. Hollænderen har i nu mange år været lidt af et fænomen på disse korte, flade enkeltstarter, hvor det vel længe kun har været Rohan Dennis, som har været bedre end ham. Desværre har australieren betydet, at det er blevet til alt for få sejre - blandt andet er han to gange blevet nr. 2 bag Dennis på den meget specialiserede enkeltstart i Tirreno - og nu kan han frygte, at den nye generation vil forhindre ham i at udnytte Dennis’ fald fra tinderne til at tage de sejre, han egentlig har fortjent. I dag var det i hvert fald to unge italienere, der knuste drømmen om med den hollandske mesterskabstrøje at vinde i den hollandske regeringsby Den Haag. Og desværre for stakkels Van Emden var det ikke en lille margin, der forhindrede ham i at vinde løbets enkeltstart for anden gang i karrieren.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

I det hele taget har Van Emden al mulig grund til at være lidt bekymret, når han kaster et blik på top 5. Her finder man nemlig også Harry Tanfield, der med sin 5. plads var dagens største overraskelse. Det er nu ikke, fordi vi ikke vidste, at han kunne køre enkeltstart - manden blev trods alt nr. 2 bag en Geraint Thomas i sit livs form ved sidste års britiske mesterskaber - men som professionel har han haft det meget svært. I dette løb har man imidlertid fornemmet, at han for første gang har kunnet andet og mere end bare at overleve, og noget tyder på, at han efterhånden har vænnet sig til det højere niveau. Det tyder dagens eminente resultat i hvert fald på, og dermed fremstår Tanfield som en mand, der skal holdes øje med.

Et andet talent, der benyttede etapen til at rejse sig, var Mads Pedersen. Danskeren har haft et skidt år, men hans kørsel både som suveræn lead-out man og i Ardennerne har vist, at han endelig har fundet de ben, han har ledt efter hele året. Det bekræftede han med dagens fine 7. plads, men etapen afslørede også en lille skavank, Pedersen skal have fod på. Som i Tirreno lagde han nemlig alt for hårdt ud med dagens bedste mellemtid, inden han faldt sammen i modvinden, og noget tyder på, at der er et disponeringsarbejde, som Pedersen skal arbejde med til de kommende opgaver.

Den slags disponering er ikke et problem for Bob Jungels, der altid pacer sig selv godt. Luxembourgeren var med sin 6. plads en af dagens positive overraskelser. Hans mildt sagt mindre heldige kørsel i Polen og problemer i sidevinden på 1. etape tydede nemlig på, at formen slet ikke er, hvor den skal være. Efter at Brian Holm har afsløret, at hans ringe kørsel i Ardennerne skyldtes en defekt cykel, kunne dagens fine præstation tyde på, at benene slet ikke er så ringe endda. Faktisk er det vel hans bedste enkeltstart af denne type, han overhovedet har kørt i sin tid som professionel.

Årets felt tæller lidt færre specialister end vanligt, og derfor er resten af top 20 stort set kun udgjort af klassementsryttere, hvis man ser bort fra særligt Miles Scotson og Tom Bohli, der også begge lider under skiftet væk fra BMC, samt en delvist genrejst Jasha Sütterlin og en overraskende stærk Casper Pedersen. Af disse er der dog også to førende specialister, og det var således helt efter bogen, at Stefan Küng og Søren Kragh endte som klassementskampens vindere.

Begge har dog grund til at være skuffede. Nok blev Küng en fin nr. 4, men han var ikke i nærheden af at røre Ganna. Med tanke på, hvor suveræn han var sidste år, blev dagens etape således blot endnu en understregning af, at skiftet til BMC altså har gjort uoprettelig skade. Nok var dagens enkeltstart en af de bedste i år, men det var stadig ikke Küng, som vi kender ham. Og i lyset af, at han åbenlyst er i fabelagtig form, er det særligt bekymrende, at han er så langt fra at røre Ganna.

Endnu værre gik det for Kragh, der kørte sin ringeste enkeltstart i løbet i tre år. Noget tyder imidlertid på, at Sunweb overvurderede modvinden en anelse. I hvert fald var det bemærkelsesværdigt, at både Kragh og Marc Hirschi lagde langsomt ud, men faktisk kørte ganske stærkt i modvinden. Nok havde Kragh aldrig været i nærheden af Ganna under nogen omstændigheder, men det kunne måske være blevet til lidt mere, hvis Sunweb havde anlagt en knap så konservativ pacingstrategi. I hvert fald fik Kragh nu kun et relativt lille udbytte af den etape, der var hans vigtigste våben.

Mest interesse var der naturligvis om kampen om den samlede sejr, og her bekræftede Tim Wellens, Laurens De Plus og Marc Hirschi alle, at de er i fremragende form. Den store vinder var naturligvis Wellens, for selvom hans enkeltstart ikke var på højde med den overraskende sejr foran Campenaerts og Evenepoel i Belgium Tour, var det vel hans bedste enkeltstart i løbet hidtil. Og selvom han tabte to sekunder til Laurens De Plus, der på forhånd lignede hans største rival på denne etape, kan han føle sig rimelig tryg ved, at den alt andet end eksplosive belgier ikke vil gå forbi ham på brostensetapen i morgen, hvor han har begrænset erfaring og mangler de rette egenskaber.

Til gengæld står det også klart, at De Plus er i eminent form. Det viste han i torsdags, hvor det var ham, der splittede feltet til atomer, og det bekræftede han i dag, hvor han kørte en fremragende enkeltstart på en rute, der slet, slet ikke passede ham. Desværre rakte det ikke til at hente nok tid på Wellens, og nu kan det se ud til, at han må tage til takke med den samlede 3. plads.

Efter i dag er det nemlig Hirschi, der fremstår som truslen mod Wellens. Den unge schweizer er bestemt ikke specialist og kørte i det lys vel nok sit livs bedste enkeltstart. Det lignede ellers en lille katastrofe, da han ligesom Kragh lagde svagt ud, men med stor power fløj han gennem modvinden til sidst og holdt sig i spil til den samlede sejr. Nok er han mere komfortabel i Ardennerne end på brostenene, men med sit punch og en 10. plads i E3 som en solid bagage må han - især fordi han og Kragh udgør en stærk duo - være manden, Wellens og hans ikke alt for stærke Lotto-hold skal frygte.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derudover var det de forventede folk, der kørte stærkt. Fabio Felline er stadig ikke som før sygdommen, men dagens 12. plads var endnu et skridt i den rigtige retning. Med en 11. plads bekræftede Mike Teunissen også både sin form og sine evner på korte, tekniske enkeltstarter, og dermed sikrede han, at Jumbo har to stærke kort at spille, når Wellens i morgen skal sættes under pres.

Blandt de øvrige vindere finder vi især Ivan Garcia, der på forhånd lignede den måske største taber i toppen, men som i stedet endte som en stor vinder med endnu en overraskende præstation i et løb, hvor han vel har været overraskelse nr. 1. Sep Vanmarcke bekræftede det gode indtryk fra Ardennerne, og Greg Van Avermaet kørte også en for ham hæderlig enkeltstart. Simon Clarke rider videre på EF-bølgen som endnu en rytter, der har gjort stor fremgang i disciplinen, og temposvage Zdenek Stybar gjorde det bedre end ventet. Til gengæld leverede Philippe Gilbert endnu en skidt, skidt præstation i et løb, hvor han har været i overraskende god form, og selvom han gjorde det hæderligt, må Michael Valgren stadig sande, at enkeltstarter ikke er hans kop te. Og det er det slet ikke for Oliver Naesen, der helt som forventet fik sig en lille lussing.

Heldigvis må de også alle kunne øjne muligheder. Wellens’ sejr i hvert fald ikke i banken endnu, for ved indgangen til morgendagens etape er han nærmest den eneste, der ikke har nået at vinde. Langt de fleste af løbets stjerner har allerede tabt så meget tid, at deres taktik vel kortfattet kan sammenfattes i ordet ”Angreb”. Og kaster man et blik på Lotto-mandskabet, kan man godt forstå, hvis Wellens ikke sover helt roligt i nat.

Det gør Ganna til gengæld. Nok er Ineos’ løb endt som lidt af en skuffelse, efter at Dylan van Baarle har indset, at han efterhånden er ved at være træt, men alligevel har italieneren sikret, at det britiske storhold får noget med hjem. Og med tanke på hans dominans er det næppe sidste gang, at han har vundet en stor enkeltstart på WorldTour-niveau. Måske kan Italien ligefrem drømme om igen at blive en magtfaktor i den specielle disciplin. Ganna og Affini har i hvert fald givet støvlelandet grund til at drømme stort igen.