Brian Vandborg: Jeg var aldrig fristet

Brian Vandborg har ikke flere sider med sejre på sit CV. For det meste har hans rolle bestået i at hjælpe holdkaptajnerne og sørge for, at de blev beskyttet i sidevinden og kom sikkert i mål. Kun i enkeltstarterne har han fået lov at køre sin egen chance, og det er da også her, de fleste sejre er vundet.

Ikke overraskende er den første professionelle sejr højt på listen over dem, han er mest stolt over at have vundet.

VM, DM og Georgia

”Fjerdepladsen til VM (2006) er nok det største, selvom det ikke er en sejr. DM-titler (2006 og 2013) er specielt, men også min første prof sejr i Georgia (2005) husker jeg meget tydeligt - på grund af etapens hårdhed, længde, vejr, men også de ryttere der var med,” fortæller han til Feltet.dk, som hver mandag de sidste tre uger har haft en artikelrække med et portræt af den nu tidligere rytter.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

At det netop blev enkeltstartsdisciplinen, der blev hans spidskompetence, skyldes ifølge danskeren måske, at han jo startede forholdsvis sent med cykelkarrieren. Først som 18-årig deltog han i sin første fællestræning i Herning CK. Inden da havde han prøvet kræfter med fodbold, badminton, bordtennis og tennis.

”Jeg havde nok følt mig lidt mere sikker i feltet, hvis jeg havde fået kørt i ungdomsårene. Ellers tror jeg ikke, at der hverken er den store fordel eller ulempe ved at være startet så sent.”

Han tror heller ikke, at han ville have haft lige så stor succes med en af de andre sportsgrene.

”Det tror jeg ikke. Badminton var jeg ret god til, og havde jeg opsøgt muligheden der, så kunne jeg nok være kommet længere, men ikke prof. Jeg har en fin boldkoordination, men der er folk, der er bedre. Det var mest temperamentet, der drev det,” griner han.

Skader og sygdom

Han har haft perioder med sygdom, ikke mindst i 2005, hvor han pådrog sig kyssesyge, og så har han lidt af allergi, men er til gengæld blevet forskånet for alvorlige styrt og uheld?

”Ja, der har jeg været heldig, men det skyldes nok mest, at jeg var lidt for forsigtig. Enkeltstarterne har til gengæld passet godt til min fysik. Der er ikke så mange faktorer, der kan påvirke udfaldet, udover din egen præstation. Og havde jeg bare været lidt mere smidig, så kunne det måske være blevet til mere.”

”Man skal dog også kunne time det, og det er en anden måde, man f.eks. angriber bakkerne på. Det skal ikke være fuld smask fra bund til top, som man tit ser i landevejsløbene, hvor man skal have sat nogle folk. Her skal du altså have benene til at kunne tage farten med videre hen over toppen,” forklarer han.

Dem ville jeg gerne have kørt

Selvom han har kørt utallige løb, så er der nogle, han aldrig fik kørt, og som han gerne ville have prøvet kræfter med.

”VM linjeløb. Tirreno, Sanremo, Flandern og Roubaix,” lyder det prompte, idet han tilføjer: ”De to sidste mest fordi det havde været fedt at kunne sætte kryds ved. Og på grund af følelsen man må stå med efterfølgende. Realistisk set så havde jeg ikke det store at gøre der, medmindre jeg ramte udbruddet - så tror jeg faktisk det ville gå fint. Men den kamp, der er der er for vild til mig. Det er dog de to løb, jeg nyder allermest at se på tv.”

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Dopingspøgelset

Når man har kørt som professionel i den periode, Brian Vandborg var aktiv, så må man uvægerligt også have både hørt om det, og måske endda også være blevet tilbudt at tage den medicinske vej. Brian Vandborg er dog helt klar i spyttet, da han bliver spurgt, om han nogensinde har følt sig fristet, eller om han er blevet tilbudt doping i løbet af de ti år.

”Det kan gøres kort. Nej og nej. Havde man opsøgt det, så havde det nok været til at finde. Men der er ligesom tre faktorer, der spiller ind: Kan man leve med at snyde? Kan man se sine nære i øjnene og tør man gamble med sit liv?

Han indrømmer dog, at snakken om doping har fyldt i feltet.

Rygtesprederne var garanteret selv godt inde i systemet

”Men der er nok mange måder at snakke om det på. Det er ofte (de samme folk), der har rygter (at fortælle) - ofte gengangere, og der har jeg da tænkt, at der nok er en forklaring på hvorfor (de altid ved så god besked) - at vedkommende sikkert selv var godt inde i systemet. De biologiske pas og whereabouts-systemet må bestemt også have hjulpet - eller i hvert fald gjort det mere kompliceret at snyde. Det er dog ikke sådan, at jeg i mine resultater gennem de ti år som prof kan se den store udvikling - Om det forklarer, om der er mere eller mindre doping, ved jeg ikke - Jeg tror nu mere, det er et tegn på, at bredden er blevet bedre, og at alle træner bedre.”

Brian Bach Vandborg tror dog, at der er mindre doping i feltet i dag, end der var tidligere.

”Måske er det en blåøjet opfattelse, der er præget af, at jeg VIL tro på det, men ikke desto mindre er det min opfattelse. Det virker til, at den nye generation ikke er bange for at komme med skarpe holdninger til doping, og det er jo positivt.”

Kommer der en bog?

Der er mange tidligere ryttere, der har skrevet bøger efter endt karriere. Men det har Brian Vandborg ingen planer om, og med typisk beskedenhed argumenterer han med, at han ikke tror, han ville have nok til at skrive en bog.

Lidt statistik viser dog, at det i løbet af de ti år er blevet til så mange kilometer, at han ville kunne et par gange rundt om jorden ved ækvator. De er næppe kørt i absolut tavshed, og mon der ikke falder en anekdote af i ny og næ, når han mødes med gamle venner fra tiden som aktiv? Det er dog ikke sikkert, at de alle sammen ville egne sig til offentliggørelse

Går man ham lidt på klingen og spørger om titlen på en eventuel bog, så skinner beskedenheden også tydeligt igennem, sammen med den sproglige finurlighed.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

”VANDbæreren måske?”

Det var det sidste afsnit i portrættet af Brian Vandborg. Fik du ikke læst de første tre afsnit, så finder du dem herunder: