Claus Michael Møller på vej hjem

nullTil daglig bor han i Spanien, men fredag aften var Claus Michael Møller i Danmark for at køre gadeløb i Aalborg, bare få kilometer fra Hjørring, hvor han oprindeligt kommer fra.

Han sad henslægt i en af de mange dybe stole ved det lange runde bord på tredje etage af Spar Nord-bygningen i centrum af Aalborg uden at se ud til at være specielt optaget af det forestående cykelløb. Han var interesseret i det, løbet, men det var på en måde, så det virkede, som om han ikke selv skulle køre det. Der var en uforklarlig afstand mellem den solbrune veteran med det tjavsede hår, som regnen udenfor havde gjort fugtigt, og den rytter, som få timer senere skulle pløje igennem tunge regnfald til sejren i den anden udgave af Spar Nord Grand Prix Aalborg.


Claus Michael Møller / Foto: Feltet.dk

Det fremstod tydeligt af hans ord, at han kendte til cykelsport. På et afmålt plan. Næsten så man skulle tro, han allerede var stoppet. Han virkede tilpas til pressemødet. Afslappet. Der var en iøjnefaldende ro over ham, som stod i skarp kontrast til de sammenbidte CSC-ryttere Lars Michaelsen og Allan Johansen, som godt kunne åbne for posen af cykelklichéer, når de blev stillet spørgsmål, men ellers fandt det svært at bringe noget nyt til torvs.

Der er langt fra cykelrytternes standardsvar om "holdet først", glade for at være med, og at de håber, det kommer til at blive et godt løb, til Claus Michael Møllers svar på det første spørgsmål, han blev stilt; hvorfor han kører løbet i Aalborg?

"Nu har jeg kørt cykelløb i 13 år, og det meste af min karriere har foregået i Spanien og Portugal, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er ved at være slut, så derfor vil jeg da gerne se at komme hjem, så folk kan nå at se mig køre cykel, og jeg ligesom kan få slået mit navn fast herhjemme, før jeg slutter."

Intet fejet ind under tæppet. Ikke prøve at foregive at være mere, end han er.

"Det er også derfor, jeg har prioriteret Danmark og løb herhjemme højere i de senere år. Men det har selvfølgelig også noget at gøre med, at det er sjovt at komme hjem og køre i det land, man kommer fra. Det er bare en anden følelse."

Forskellen blev gjort endnu mere mærkbar i Aalborg, da Møller havde byttet den solskin, der for et par uger siden fulgte ham til en samlet sjetteplads i Portugal Rundt, ud med godt dansk sommervejr - altså regn. Efter at have givet et længere interview til Nordjyske stiftstidendes reporter, gik han hen til vinduet og kiggede ned på Nytorv, hvor motionsrytternes løb var ved at blive afviklet.

"Uha, det er godt nok skrap, det sving der", sagde han og kiggede ned på motionsrytterne, der alle bremsede helt op for at køre igennem det halvfemsgraders sving, der fulgte lige efter den svage nedkørsel til mål. Motionisterne med de tætsiddende posede cykeltrøjer forsøgte helhjertet at se yndefulde ud, når de navigerede igennem svinget, men deres forsøg vækkede nærmere associationer til en vis hjort i en klassisk Disney-tegnefilm, der selv har sine problemer med vandmolekylet i en af dets tilstande.

Han tog ikke notits af det selvfølgelig faktum, at han og resten af det felt, der skulle køre senere var professionelle, og derfor også ville klare svinget bedre.

"Det er jo de samme materialer, vi har at køre med." Han satte sig tilbage i stolen og fortsatte: "Okay, måske er vi bedre teknisk til at køre, men jeg ved ikke, om det gør den store forskel. Det gør nok lige så ondt at falde, om man er professionel eller ej."

Til at hjælpe sig i Aalborg havde sin holdkammerat, den andet års professionelle spanier David Martin Peribanes. Jeg måtte undskylde, jeg ikke kendte noget til ham.

"Det gør ikke så meget," svarede Claus Michael. "Der er nok heller ikke så mange, der kender ham. Han er en type meget ligesom mig, der er god i bjergene og god til at køre enkeltstart. Han har den rigtige bygning til at køre etapeløb."

Det affødte det selvfølgelige spørgsmål; hvorfor tog to "spanske" bjergryttere til Aalborg for at køre et gadeløb? Var de ikke bange for regnen? Claus Michael Møller oversatte spørgsmålet henvendt til hans holdkammerat, der kun kan tale spansk.
"David siger, at han før i tiden rigtig godt kunne lide at køre i regnvejr. Men det var kun indtil han kom ud for en ulykke. Siden da har han ikke været helt så glad for at køre i regnvejr."

Det burde ikke komme som en overraskelse for Claus Michael Møller, der stammer fra egnen, at det gerne regner i september, så hvorfor tog han en spansk bjergrytter med til den flade danske sensommerregn?

"Ja ..." Claus Michael grinte og tyggede lidt på den, før han svarede. "Det var egentlig, fordi han har længe snakket om, at han godt kunne tænke sig at prøve at køre løb i Danmark, og så da jeg blev spurgt, om jeg ville køre her, sagde jeg, at jeg gerne ville have ham med", oversatte han for holdkammeraten og fortsatte selv.

"Regnen kommer ikke nødvendigvis til at spille nogen stor rolle. Det er gerne sådan, at jo bedre forholdene er, jo hårdere bliver der kørt. Det er derfor, du gerne ser en masse ryttere styrte i solskin, fordi feltet kommer ind i en rundkørsel med 80 kilometer i timen, og så er der bare ikke plads til alle. Det sker nogen gange, at der er færre styrt, når man kører i dårligt vejr, fordi folk passer på, og de ved, de skal passe på."

"Teknik er utroligt vigtigt i et løb som det, vi skal ud at køre i dag. Og derfor kommer det ikke til at betyde så meget, om man er bjergrytter eller ej.”

For et par uger siden til gadeløbet i Silkeborg havde Michael Rasmussen også gjort en god figur.

”Det er, fordi han er gammel mountainbike-rytter og har en bedre teknik end de fleste. Det er utroligt vigtigt i sådan et løb her, at man ikke rører for meget ved bremserne i svingene, for der er mange af dem, og hvis man skal helt ned i fart og op igen hver eneste gang, så kan et kort løb som det her godt gå hen og blive rigtig hårdt,” forklarede Claus Michael Møller.

Han sluttede pressemødet af med at sige, at "Gadeløb skal køres fra fronten. Hvis man kommer for langt tilbage i feltet, kan det være svært at komme frem igen, og fordi det hele går så hurtigt, risikerer man nemt, at det afgørende udbrud er kørt, hvis man er uopmærksom et kort øjeblik."

Da løbet halvanden time senere gik i gang med en omgang våd krudt, der ikke ville sige en lyd og 54 ryttere, der tavst trillede ud på rundstrækningen, skulle det få betydning. Det havde mest af alt lydt som en af den slags huskeregler, alle lærer fra barnsben - på linie med "husk at se både til højre og venstre, før du går over gaden"-, men det viste sig at være mere end det. Det var hans strategi for løbet.

Fra starten af løbet holdt Claus Michael Møller sig hele tiden blandt de forreste. Da der efter 25 minutters kørsel var et 7-mandsudbrud, der fik et afgørende hul, sad han med der, ganske som han havde siddet med i to andre udbrud tidligere i løbet.

Han var rigtig godt kørende, og da løbet kørte ud på sidste omgang, sad han i førergruppen med kun Lars Michaelsen og Michael Berling. På det tidspunkt var himlens sluser åbnet, og det stod nede i stride strømme. En kort regnpause ti minutter inde i løbet, havde fået folk til at slå deres paraplyer ned og koncentrere sig om cykelløbet, men selv ikke paraplyer var nok til at holde sig tør, da løbet skulle afgøres.

Da han stod i arrangørernes telt og ventede på at komme på sejrspodiet, var der en af tilskuerne, der spurgte ham, hvad han syntes om vejret. "Det ville klart have været bedre, hvis solen havde skinnet, Så havde det været nemmere at køre. Men jeg må nu nok indrømme, at jeg er imponeret over, hvor mange tilskuere, der alligevel er kommet for at se løbet."

Han vred sine ekstra ærmer. Det dryppede, som var det en karklud, og han tilføjede med glimt i øjet.

"Vi andre er her jo kun, fordi vi bliver betalt for det. Ellers ville vi nok ikke være kommet ud i det her vejr."


Claus Michael Møller / Foto: Feltet.dk