Dauphiné-analyse: Født på det forkerte tidspunkt

Stakkels, stakkels Dan Martin! En rytters generalieblad bestemmes ikke kun af en rytters egen styrke, men i lige så høj grad af modstanden. Bare tænk på de mange ryttere, der var så uheldige at være på toppen i samme periode som Eddy Merckx, hvor Kannibalen kun efterlod krummer til resten at køre om. Eller på ryttere, der måtte slås mod Bernard Hinault i den tid, hvor Grævlingen var næsen altædende. Eller på Jan Ullrich, der kunne have haft et hav af Tour de France-sejre, hvis ikke han uheldigvis havde været i samme generation som Lance Armstrong.

På samme måde må Martin forbande sin fødselsdato langt væk. Med sit fabelagtige punch kunne den lille irer have vundet et hav af klassikere, hvis ikke han havde været så forbandet uheldig gang på gang at løbe ind i en ustoppelig Alejandro Valverde, der i ardennerklassikerne kun er overgået af Merckx. Efter sine mange nederlag til den uovervindelige spanier er Martin gang på gang blevet bedt forholde sig til, hvad der skal til for at slå El Imbatido, og hidtil har han ikke kunnet komme med andet svar, end at han vel må vente til den uopslidelige spanier engang går på pension - hvis dette da nogensinde sker.

Nu viser Valverdes dåbsattest efterhånden, at alderen nærmer sig de 40, og derfor har der endelig været lys for enden af tunnelen for Martin. Og netop som han i det fjerne kunne ane en vej ud af mørket, ser det nu ud til, at der blot tårner sig endnu en udfordring op, som atter vil afholde Martin fra at udbygge den sejrsliste, der kunne være så meget længere, hvis det ikke havde været for Valverde.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Den nye udfordring er fransk og er måske i virkeligheden endnu mere skræmmende end Valverde, hvis det overhovedet lader sig gøre. Det er de færreste, der i deres allerførste Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege bliver nr. 2 i begge løb, men det var præcis, hvad Julian Alaphilippe gjorde for to år siden. Lige siden dengang har det været klart, at supertalentet er intet mindre end et fænomen, og siden har han blot igen og igen bekræftet formatet. Ved OL i Rio kunne det meget vel være blevet til guld, hvis ikke han var blevet fanget bagude i et taktisk spil, i Fleche Wallonne i 2016 blev han atter nr. 2, sidste år var han stærkeste mand på stigningerne ved VM og kun få kilometer fra at blive verdensmester og blev siden nr. 2 bjergløbet Il Lombardia samt vandt en bjergetape i Vueltaen i direkte duel med Rafal Majka, og i år kom den store sejr så endelig i Fleche Wallonne, ligesom han meget vel kunne have vundet i Liege, hvis ikke han havde været tvunget til loyalt at beskytte Bob Jungels i front.

Alaphilippe er ganske ikke helt noget helt unikt, og i det bekræftede han så igen sit fabelagtige punch, da han slog til i en rigtig Alaphilippe-finale på første bjergetape i Dauphiné. Uden de store problemer overlevede han dagens lange stigning, der helt som ventet blev forceret i et relativt moderat tempo, og derefter var han fuldstændig ustoppelig på den korte rampe op mod mål, hvor der helt som ventet ikke var nogen, der var blot i nærheden af at matche hans antrit. Med tilsyneladende lethed fulgte han med, da Dan Martin åbnede ballet på den sidste kilometer, og herefter skulle han blot træde få gange for let at gå forbi ireren til sidst og dermed føje endnu en sejr til det allerede bugnende CV.

Alaphilippes sejr var lige så overlegen, som den var forventet, men det betyder ikke, at træerne vokser ind i himlen for den franske vidunderdreng. Mønsteret er nemlig efterhånden temmelig klart for franskmanden i de ugelange etapeløb. Gang på gang har han knust rivalerne i den indledende del af disse løb, hvor terrænet ofte har passet ham, men når han har ramt de lange stigninger sidst i løbet, er han som regel kommet til kort. Det skyldes dels for svære bjergudfordringer, men også en restitutionsevne, der desværre betyder, at han ofte taber niveau mod slutningen af etapeløbene. For to år siden viste han ganske vist med en sjetteplads i dette løb, at han kan forsvare sig også i de rigtige bjerge, men trods hans overlegenhed i dag vil det stadig være en overraskelse, hvis han kan køre med hver eneste dag i de høje bjerge helt frem til søndag, hvor udfordringerne bare bliver vanskeligere og vanskeligere fra dag til dag. Men så længe han fortsat er på toppen, er det for enhver cykelfan bare at nyde et fænomen, når man set et!

Igen var det altså Martin, der var måtte tage til takke med endnu en andenplads til samlingen, men ireren er forhåbentlig i stand til at se glasset som halvt fuldt. Med tanke for det mareridtsår både han og UAE-mandskabet har haft siden sæsonstarten kommer dagens resultat som kaldet fra himlen for både Martin og alle andre på det arabiske hold. Grundet kalenderændringen har Martin nemlig nedspillet forventningerne til årets Dauphiné, fordi han endnu ikke er har trænet med samme intensitet som vanligt, og derfor lover det fremragende, at han alligevel allerede er på dette niveau. Ireren var nemlig i særklasse en af de stærkeste, da han med sit ryk først gjorde forskellen og siden var helt alene om at holde resten af feltet bag sig, inden han alligevel havde kræfter til at spurte om andenpladsen. Det vidner om, at Martin endelig er tilbage, og holder han det niveau, er der al mulig grund til at tro, at der kan ligge en etapesejr at vente senere i løbet - og efter Kristoffs sejr i Gippingen et par timer senere kan dagen i dag derfor måske markere et vendepunkt for UAE.

At vinde samlet bliver dog formentlig en umulig opgave for Martin. Dagens etape bekræftede nemlig blot det indtryk, det har været umuligt at komme udenom siden starten af løbet: at Geraint Thomas ligner feltets i særklasse stærkeste mand. Med nærmest legende lethed trådte han op til Martin, da den eksplosive irer forcerede, nøjagtigt som han gjorde det, da Alaphilippe angreb på 1. etape. Havde det ikke været for uheld, havde han formentlig også vundet prologen, og selvom førertrøjen i øjeblikket sidder på Gianni Moscon, står det efterhånden lysende klart: Thomas ligner den rytter, der sidste år knuste alle i Tour of the Alps, og han bliver næsten umulig at slå i dette løb.

Foreløbig er det dog et af sportens øvrige fænomener, der er i den gul-blå trøje. Mens Michal Kwiatkowski skuffede i en finale, der burde have passet ham - med stor sandsynlighed som følge af styrtet for to dage siden - viste den unge italiener, at der ikke umiddelbart er grænser for talentets rækkevidde eller alsidighed. Smid ham ud på brostenene i Roubaix, og han kører i top 5. Send ham til Il Lombardia, og han kører på podiet på en bjergrig rute. Send ham til Vueltaen, og han får feltet til eksplodere i bjergene, så kaptajn Froome kan angribe. Send ham til VM i enkeltstart, og han kører i top 6. Og send ham til Dauphiné, og han tager førertrøjen efter den første bjergetape.

Heller ikke for Moscon vokser træerne dog ind i himlen, for også for ham var dagens ekplosive finale særligt god. De lange stigninger senere bliver formentlig lidt for hård kost for italieneren, men nu får han i det mindst lov til at se, hvor langt klatreevnerne rækker. Der er ingen tvivl om, at Thomas er øverst i hierarkiet, men Kwiatkowskis tidstab i dag betyder formentlig, at Moscon vil være mere beskyttet end polakken. Det kan give ham en uventet chance for at køre for sig selv, og det vil kunne give en indikation på, om han vitterligt ligesom Thomas er af en støbning, der gør det muligt på sigt både at køre efter sejre i brostensklassikere og grand tours.

Den sidste mand i frontgruppen var Romain Bardet, hvis Ag2r-hold leverede en mærkelig halvhjertet indsats, hvor man ikke helt kunne beslutte sig for, om man ville gå efter etapesejren eller ej. Det ville dog også have været en stor overraskelse, hvis Bardet havde vundet i en finale som denne, og han har al mulig grund til at være tilfreds med dagens udkommer. De kommende tre etaper passer ham langt bedre, og efter en flot prolog og et stærkt holdløb kunne Bardet næppe have ønsket sig et bedre udgangspunkt efter 5 dage - slet ikke fordi Pierre Latour med en 5. plads bekræftede den store fremgang, han også viste med sin podieplads i Catalonien tilbage i marts.

Udover Kwiatkowski var dagens skuffelse Adam Yates, der burde havde kunnet sidde med i en finale som denne. Der er dog ingen grund til panik for briten, der allerede på forhånd havde nedspillet forventningerne med tanke på, at der fortsat er lang vej til Touren. Dagens præstation fortæller, at Yates ikke er i Tirreno-form og derfor næppe kan køre med om sejren, men i Tour-sammenhænhg er der ingen grund til panik. Det er der heller ikke for Vincenzo Nibali, der tabte tid i finalen, men den italienske stjerne havde allerede på forhånd varslet, at man absolut ikke skulle have blot de mindste forventninger til ham i denne uge.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det skal man til gengæld til Emanuel Buchmann, der helt levede op til mine store forventninger med en flot præstation i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham. Også unge Guillaume Martin, der ellers havde meldt ud, at han endnu var et stykke fra formen, viste imponerende styrke ved stadig at kunne spurte sig til en 8. plads trods et soloangreb i finalen. Også Tiesj Benoot viste atter, at han er i stand til at overvinde tyngdekraften og klatre med bjergrytterne selv i meget svært terræn.

Derudover gav løbet ikke de helt store svar. Efter den lovende indledning kom Bob Jungels en anelse ned på jorden i en finale, der burde have passet ham, men ellers er det svært at aflæse meget af en finale som denne. Dieselmotorerne Marc Soler og Ilnur Zakarin sad fint med de bedste, Pello Bilbao er fortsat ikke træt efter Giroen, og Damiano Caruso har igen kurs mod et fint resultat som BMCs loyale skyggekaptajn. I virkeligheden var det vel kun Antwan Tolhoek og Jaime Roson, som skuffede ved ikke at sidde med i favoritgruppen - for der var vel ikke mange, der havde regnet med, at Warren Barguil ville være i stand til at vende den endeløse serie af skuffelser, den har stået på lige siden starten af sæsonen.

Man kan dog ikke læse meget ud af en kort, eksplosiv stigning som denne. Dauphiné er et bjergløb, ikke et puncheurløb, og derfor er det de kommende tre dage, der for alvor vil skille fårene fra bukkene og vise, hvem der er hot, og hvem der er not inden årets Tour. I dag var det helt efter bogen Alaphilippe, der satte alle til vægs, men franskmanden kan som sagt meget vel få slidt silken af i bjergene på de kommende etape. Mon ikke der i hvert er en vis irer, der har det håb?