"Den største pris - en cykelrytters bekendelser" af Bo Hamburger

nullJeg læste bogen i to tempi. Den ankom fra malermesterens firmaadresse lørdag middag, og samtidig med noget rengøring og andre weekendgøremål, nåede jeg gennem de første 150 af bogens i alt 250 sider omkring sidst søndag eftermiddag. Og sku’ jeg have skrevet anmeldelsen på den baggrund, så ville den have begrænset sig til to ord: Flot omslag.

Så la’ os tage det først: Det er nemlig sjældent at grafikere overhovedet nævnes i denne sammenhæng, men her har Janni Andreasen fra Datagraf A/S gjort et godt stykke arbejde. Fotoet er velvalgt, og de små detaljer med at trække de gule solbriller og den blå tape på styret frem, og ellers la’ resten stå i sort, er helt rigtigt set.

Tilbage til indholdet. Frem til omkring side 150 er der ikke den store forskel på Bo bekendelser og Brians bekendelser og Jespers bekendelser og alle mulige andres bekendelser. Der bliver serveret flæskesteg med rødkål, fortalt om søndagene på cykelbanen og sunget ”sejle op af åen” til man er parat til at kradse tapetet i laser og lægge landminer i møblerne. Og den logiske progression, som bogen, indtil side 150, har fuldt tilfælles med kammeraternes bekendelser, når også hen til den klassiske ”Det eneste jeg ville, var at cykle”. Og når man kommer dertil, så retter jeg mig op i stolen og koncentrer mig og bliver spændt. For nu kommer der måske endelig et svar på spørgsmålet om: ”Hvorfor ville du cykle?”.

Pudsigt nok bliver det spørgsmål stort aldrig besvaret. Og hvis det gør – så er det noget med at ”de har sån noen fede solbriller”. Eller ”man ser så cool ud på den cykel”.

Gearskifte
Men – her skifter Bo Østlund Hamburger gear og kører væk fra feltet i stort tempo. Han går dybt. Han giver den krop, bund og volumen. Og han giver den gudhjælpemig også troværdighed i en sådan grad, at jeg faktisk er fuldt ud parat til at acceptere hans forsikring om, at han kun tog EPO og andre slemme ting i perioden fra foråret 1995 til foråret 1997. Og lad os så lade dopingproblematikken ligge herefter.

De sidste 100 sider af ”Den største pris – en cykelrytters bekendelser” samler bogen op og er virkelig værd at læse. Det er der to grunde til: For det første så besvarer Bo Hamburger spørgsmålet om, hvorfor han ville cykle. Han gentager sig selv, han nærmer sig målet fra flere vinkler og danser omkring spørgsmålet som en genert teenager til det første afdansningsbal. Men han besvarer det. Læs det selv.

Den anden grund til bogens læseværdighed ligger i det faktum, at hans udgangspunkt er helt anderledes end Brian Holms og Jesper Skibbys. Hvor de først allerede havde bandet, svovlet, smugpimpet og grædt i ensomhed over det fortabte land, inden de greb til pennen – så kommer Hamburgers bog, som den hvileløse malermesters smertelige råb om hjælp og en forståelig verden, råt og usødet fra bunden af det sorte hul. Bo Hamburger har fået taget sin drug. Og han har ikke – som de andre – været gennem den kolde tyrker endnu.

Det giver bogen en helt særegen og sitrende hudløshed, som gør den ægte, vedkommende og troværdig. Og det er godt klaret af Bo Østlund, at han har kunnet formidle det aspekt.

Til gengæld må det være Bo Østlund, der skal tage den ikke særlig smukke skønhedsplet på sin kappe i kapitlet ”Mødet med døden”, hvor han kommer til at bytte om på navnet på den døende rytter og løbet. Det var Hamburgers træningskammerat Allessandro Galetti, der døde af et hjerteanfald på en støvet og brændende vej op af Alto de La Manzandeda i juni 2005 i løbet Subida al Naranco – og ikke omvendt.

Malermesteren og citronhalvmånen
Nu kender jeg ikke Bo Hamburger personligt, men det virker ikke som om, at det er hans idé at starte med et citat af Søren Kierkegaard. Han er måske nok enig i, at ”tiden er uden lidenskab”. Det er han imidlertid ikke selv, så han er givetvis noget mere enig i det Platon-citat, der er til sidst i bogen, hvor den gamle græker siger: ”Det liv, som ikke udforskes, er ikke værd at leve”.

Bo Hamburger har udforsket. Derfor skammer han sig heller ikke over sin fortid og indser tøvende, at den danner basis for fremtiden og den endelige erkendelse. En af mine yndlingspassager er denne fra slutningen af bogen:

”Cyklingen vil stadig fylde meget i mit liv, og jeg vil nok til det sidste sidde og kigge på de gamle slidte videobånd fra min karriere. Jeg vil sidde i den bedste lænestol i stuen med kaffekoppen og citronhalvmånen og nikke tilfreds hen mod skærmen, mens jeg ser, hvordan jeg går i udbrud, bestiger tinder og forcerer bjergtoppe med mine unge stærke ben”.

Bo Hamburger udforsker stadigvæk. Og han er langtfra færdig. Han har fremragende hjælp fra en livspartner, der ku’ ha’ smidt ham på porten hundredvis af gange – men ikke gjorde det, og det skal han være glad og taknemlig for. Og han tænker hele tiden. Og vurderer. Og evaluerer. Og planlægger. Og er efterhånden ved at erkende, at det største løb af dem alle: Det ligger stadig foran ham.

Det er sunde tegn. Og jeg er overbevist om, at han er på rette vej. Men det er ham selv og ingen andre, der skal træde i pedalerne og svinge penslerne på livets lærred. Og hvad er det nu lige, malermestrenes slogan er i de seneste kampagner: Lad hellere os male!


Den største pris – en cykelrytters bekendelser
Af Bo Hamburger og Bo Østlund
Forlaget Heatherhill 2007