Eksperten husker legenden: En stjerne, der rakte ud over cykelsporten

”Han var en, man kendte, selvom man ikke nødvendigvis interesserede sig for cykelsport. Både, fordi han lavede resultaterne, men også fordi han var en showman.”

Det er en af de helt store, som landevejscyklingens elite har sagt farvel til i 2023.

For Peter Sagan har kørt sit sidste store løb på de smalle dæk. En WorldTour-karriere, der bød på vanvittige 69 sejre, er forbi.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

18 Grand Tour-etaper (herunder de 12 i Tour de France), Paris-Roubaix, Flandern Rundt, tre gange Gent-Wevelgem, E3 Harelbeke, begge canadiske klassikere og etapesejre i yderligere ni etapeløb er inkluderet i disse. Det er rekordhøje tre VM-guldmedaljer i træk og syv grønne trøjer i Tour de France ikke.

Alligevel besad slovakken en klasse, der måske overstråler hans sejrs-CV.

”Han har på sin vis skrevet resultatmæssig historie, men i forhold til hvor god han var, og hvor meget han kunne, så sidder man også lidt tilbage med en følelse af, at han ikke helt nåede at vinde det, han kunne,” mener Feltet.dk´s ekspert, Emil Axelgaard, og præciserer:

”For en rytter af hans klasse er to monumentsejre for lidt. Der var en periode, hvor han per definition var favorit til Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det er lidt besynderligt, at han kun har vundet to monumenter.”

Sagan taber et iskoldt Milano-Sanremo 2013 til sensationen Gerald Ciolek. Foto: RCS Sport.

Det især Milano-Sanremo, som Sagan aldrig nåede at vinde, der på vegne af slovakken ærgrer Emil Axelgaard. Det er svært at finde en lignende historie om en rytter og et løb, som passede sammen - og så alligevel ikke.

13 gange kørte Sagan La Classicissima. Syv gange sluttede han blandt de fire bedste. Både i 2013 og 2017 var han favoritten, da frontgruppen ramte de sidste 300 meter, blot for at se sig slået af henholdsvis Gerald Ciolek og Michal Kwiatkowski.

”Han var jo nærmest forhekset i det løb. Han kunne bare ikke vinde det, selv når han havde matchbold og straffespark. I 2013 og 2017 kan man jo stadig ikke forstå, hvordan han ikke vandt. Der burde det ikke kunne være gået galt for ham,” siger Emil Axelgaard.

Også i 2019 ankom Sagan til opløbet som den på papiret hurtigste mand, men i et skæbnesvangert øjeblik kiggede han den forkerte vej, og så var hans spurt ødelagt. Mens Sagan blev lukket inde, kørte Julian Alaphilippe først over stregen.

Læs også

Lidl-Trek giver status på stjerne efter styrt

Den overvågede og isolerede favorit

Det er en nærmest unaturlig stor del af historien om en mand med i alt 121 professionelle sejre. At han skulle have vundet meget mere. For så stærk og teknisk unik var han. Men hvorfor vandt han så ”blot” 121 gange?

”Han var ramt af, at han var den store stjerne, han var. Og han var lidt alene om at være stjernen. I dag er der flere af dem sammen. Pogacar, van der Poel og Van Aert. Så der er flere hold til at tage kontrol. I en periode var det alle mod Sagan. Det kostede ham nogle sejre,” fortæller Emil Axelgaard og fortsætter:

”Andre gange var det ham selv, der spillede lidt for meget med musklerne og derfor løb tør for kræfter til sidst. Han kunne godt finde på at angribe, når han bare kunne have stolet på sin spurt. Men det er også svært, fordi folk altid kiggede på ham. Han skulle lukke hullerne, og i sådanne situationer er det bedste forsvar nogle gange angreb.”

”Det skyldtes også delvist, at han var meget alene i finalerne. Han har ikke altid haft det bedste hold. Hans hold var bygget op om ham, men det var sjældent stærkt.”

Sagan under Flandern Rundt 2017. Slovakken jagtede Philippe Gilbert, men så fik han styret vinklet ind i en jakke på barrieren og styrtede. Foto: Sirotti.

Eksperten eksemplificerer med Paris-Roubaix 2016, Flandern Rundt 2017, Strade Bianche 2018 og Amstel Gold Race 2018. Alle løb, som Sagan helt- eller delvist tabte, fordi han enten var stærkt overvåget eller ikke havde holdet til at genvinde kontrollen, når han som storfavoritten var blevet fanget på bagkant.  

Derudover mener Emil Axelgaard, at Sagan til tider tabte spurter, som han på papiret skulle have vundet. I nogle tilfælde, fordi han tidligere i løbet havde brændt flere kræfter, end han kunne have gjort. Matteo Trentin i Touren, Greg Van Avermaet i Omloop og Kwiatkowski i E3 er eksempler på uventede sejrherrer over Sagan, foruden eksemplerne fra Via Roma.

Omloop Het Nieuwsblad, Strade Bianche, Amstel Gold Race og OL var løb, som Sagan ikke fik på sin palmares, selvom de ifølge Emil Axelgaard var indenfor slovakkens rækkevidde.

Hvad de to sidstnævnte angår, fremhæver eksperten 2013-udgaven af Amstel, hvor Sagan mødte op som favorit, men fik krampe i finalen, samt hans valg om at droppe landevejsløbet i Rio, da ruten i hans optik var for hård. Det modbeviste rivalen Van Avermaet ved at vinde.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

De to rekorder

Men inden det hele bliver for negativt, må fokus vendes til de løb, hvor ekstremt stabile og positionsstærke Sagan ikke blev nummer to (han fik 114 andenpladser).

”Selvfølgelig har han resultater, der gør, at han er en historisk figur. Med de tre VM-titler i træk kompenserer han for, at han kun vandt to monumenter.”

”VM-titlerne er ikke mindre imponerende, i det lys at det var på forskellige ruter, og at han kører for en mindre nation. Praktisk talt var han en én-mandshær. Det har selvfølgelig også betydet, at han har været afhængig af noget held,” siger Emil Axelgaard og nævner Bergen i 2017, hvor kun en stærk føring fra italienske Alberto Bettiol forhindrede Magnus Cort i at køre alene hjem.

I Richmond 2015, Doha 2016 og Bergen 2017 ramte Sagan plet. Som den første og hidtil eneste har slovakken snuppet regnbuetrøjen tre år i rap, og det har Emil Axelgaard en teori om, hvordan har kunnet lade sig gøre.

”Spørgsmålet er, om det i virkeligheden var lidt en befrielse for ham at komme til VM, hvor han ikke havde et hold, der skulle skabe løbet. Ved VM kiggede alle ikke på ham. Det kunne være en forklaring på, at hans sejre kom til VM, og ikke i andre løb der passede ham.”

Den anden bedrift, som gør Sagan historisk, er naturligvis hans syv sejre i pointkonkurrencen i Tour de France (2012-2016 & 2018-2019). Sejre, der kom i hus på baggrund af enorm stabilitet og styrke i positionskampen fremfor rå power.

Sagan havde været syg i dagene op til VM 2017, men formåede alligevel at slå Alexander Kristoff på målfoto. Foto: Sirotti.

”Noget, der er vigtigt at nævne ved ham, er hans ekstreme stabilitet, fordi han var så eminent i positionskampen. Det er noget, der kendetegner ham, men så også har givet ham et ry for en bad boy, som måske har været lidt for aggressiv.”

”Det er også en del af fortællingen om ham,” fortæller Emil Axelgaard, der fornemmer, at netop dette ry blev en ulempe for Sagan, da juryen skulle afgøre hans videre Tour-skæbne efter den famøse kollision med Mark Cavendish på 4. etape af Touren i 2017. Sagan blev, hvilket UCI senere har indrømmet var en fejl, smidt ud af løbet.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

En anden evne, som medvirkede til Sagans suverænitet i pointkonkurrencen, var hans alsidighed. Slovakken klatrede bedre og var mere holdbar end sine konkurrenter, hvilket ikke kun gjorde sig gældende i Touren.

”Da han var bedst, vandt han også en bjergetape i Schweiz Rundt,” husker Emil Axelgaard om juni-dagen i 2013, da Sagan fulgte favoritterne på et decideret bjerg og derefter på nedkørslen kørte væk med Roman Kreuziger, Mathias Frank og Rui Costa, som han slog på stregen.

”Jeg husker, at jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Han kørte fra næsten alle klassementsrytterne på et rigtigt bjerg. Det var vildt. Det var en af de gange, hvor han gjorde nogle ting, som egentlig ikke burde kunne lade sig gøre for hans ryttertype. På sine bedste dage kunne han de mest utrolige ting, ligesom nutidens fænomener.”

Som andre eksempler nævner eksperten 4. etape af Tirreno Adriatico 2012 og 5. etape fem år senere. Begge dage slog Sagan klassementsrytterne i stejle finaler efter dage med over 3.000 højdemeter.

Derudover er der slovakkens mindeværdige forsvar på Mount Baldy i Tour of California 2015. Sagan tabte førertrøjen til Alaphilippe, men da han dagen efter akkurat fik presset sig ind foran Tyler Farrar til fire bonussekunder i en massespurt, vandt han løbet med tre sekunder.

The rise and fall

Rent sportsligt er Sagan ikke kun speciel qua hans nærmest absurde mængde af sejre og sekundære topplaceringer. I 2010 igangsatte den dengang 20-årige rytter en trend i cykelsporten.

”Nu har vi jo siden vænnet os til, at unge ryttere kan brage ind på scenen, men det var han den første, der gjorde,” forklarer Emil Axelgaard, der fik sig noget af en overraskelse under Tour Down Under.

”Jeg kan godt huske, at Liquigas havde skrevet med ham Peter Sagan. Så sagde jeg: ”Nå, han havde ikke de store juniorresultater”. På Willunga Hill var der fire mand, der kørte væk. Verdensmesteren Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og så Peter Sagan. Det var helt vildt. Der tænkte man: ”Wow, det var alligevel imponerende”.”

Sagan vandt ikke etapen over Willunga Hill, men i Europa viste han, at en nærmest uset ung superstjerne var ankommet til sporten. I Paris-Nice vandt han to etaper, i Paris-Roubaix var han længe med helt fremme, og i Tour de Romandie vandt han igen. Resten er historien.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Historien sluttede dog ikke lige så stærkt, som den startede. Modsat eksempelvis Valverde formåede Sagan ikke at holde niveauet tårnhøjt til sit sidste løb. Efter 2018 dalede han langsomt i niveau. Flere coronaforløb hjalp næppe.

Sagan vinder 3. etape af Paris-Nice som 20-årig i 2010, hans første seniorsejr. To dage senere vandt han igen. Foto: Sirotti.

At det fra 2019 og frem fortsat blev til en Tour-etapesejr, to Giro-etapesejre, yderligere fem andre WorldTour-sejre, to fjerdepladser i Milano-Sanremo, en femteplads ved Paris-Roubaix samt en femte- og syvendeplads ved VM vidner måske mest af alt om højden af slovakkens topniveau.

”Som resultaterne siger, var han stadigvæk god, men han var ikke længere den der supermand. Det blev så helt tydeligt, da han kommer tilbage efter coronapausen.”

”Han udgår af Strade Bianche, bliver sat på en oplagt etape i Dauphiné, og han vinder ikke sin pointtrøje i Touren. Allerede før coronapausen var det fuldstændig rystende at opleve en sidevindsetape, hvor Sagan ikke sad i første gruppe. Det var i Paris-Nice.”  

For Emil Axelgaard er Sagans fald fra tinderne ikke noget, der ødelægger hans eftermæle. Valverde-typen er mere undtagelsen end reglen, der omvendt er blevet bekræftet af ryttere som Edvald Boasson Hagen, Yaroslav Popovych og Roman Kreuziger, og måske også snart Alaphilippe.

”Jeg synes, at der er mange eksempler på, at dem, der eksploderer ind på scenen i en ung alder, falder hurtigt af på den, når de nærmer sig de 30. Det er et almindeligt fænomen, så jeg er ikke overrasket over, at det skete for Sagan. Derfor skal man også passe på med at spørge, hvem der mon skal slå Remco og Pogacar de næste 100 år.”

En stjerne, der rakte ud over cykelsporten

Om 10, 20 eller 100 år er det næppe heller Sagans sidste karriereår, som cykelfans, eller så mange andre, vil huske slovakken for. Sejrene og lige så mange sekundære topplaceringer, årene i grønt og regnbuen, de halsbrækkende nedkørsler, jubelscenerne, sidevindsangrebene, undvigelserne af styrt, de karismatiske interviews og kilometerne på baghjul.

Vælg selv. Peter Sagan leverede minder til enhver smag.

Læs også

Suveræn sejr til 37-årig

”Der var både det resultatmæssige, og så er der den figur, han var i sporten. For i en periode var han jo sportens superstjerne. En stjerne, der rakte ud over cykelsporten. Han var en, man kendte. Det er jo specielt, for sådan noget plejer at være forbeholdt Tour-vindere,” konkluderer Emil Axelgaard.

Sagan under VM 2023, hans sidste i karrieren. Foto: Sirotti.

Peter Sagan indledte sin seniorkarriere på det slovakiske kontinentalhold Dukla Trencin - Merida i 2009. Faktisk havde han haft en mere imponerende juniorkarriere indenfor mountainbike, som han året forinden var blevet verdensmester i.

Til 2010 gav Liquigas ham chancen på WorldTouren (dengang ProTouren). Her kørte han frem til 2015, hvor Bjarne Riis fik lokket ham til Tinkoff - Saxo. To år senere lukkede Oleg Tinkov holdet, hvorefter Sagan rejste videre til Bora-Hansgrohe. Sagans landevejskarriere på topplan sluttede med to sæsoner hos franske DirectEnergie.

I sommeren 2024 sætter Sagan officielt punktum for sin karriere ved at køre OL i mountainbike. Hans OL-projekt på de brede dæk i 2016 blev forpurret af to punkteringer.