Epilog: Forårsklassikerne

nullDet er skuffende tendens, at mange af favoritterne mere vælger at kigge på hinanden frem for at skabe løbet. Dermed ikke sagt at de skal køre med hovedet under armen, men der bør være en lang række ryttere, der sagtens kan regne ud, at hvis de ikke kører offensivt, så slår de aldrig Alejandro Valverde, Danilo di Luca og Davide Rebellin, når disse kan lugte målstregen.

Det var en uhyggelig afslutning Valverde kom med på stigningen i Ans, men jeg er glad for at han ikke vandt en eneste af Ardennerløbene, idet det kan være en lektion for ham fremover om, at han ikke blot kan forlade sig på sin afslutning og ellers kun køre defensivt hele løbet igennem.

Kigger vi tilbage på forårets store endagsløb har der været en form for udskiftning i toppen af holdenes hierarki. Quick-Step har været meget synlige, men skal man kigge på resultaterne er det ikke meget de har at fremvise og taget i betragtning, at holdet primært bruger deres penge på ryttere som Boonen, Bettini og van Petegem, så ved de også godt, at det kan blive svært at rette op på tingene de kommende tre måneder, hvor cykelkalenderen primært består af etapeløb.

T-Mobile tog en meget flot dobbeltsejr i Gent-Wevelgem, men har ellers været fraværende i alle andre begivenheder og det tyske storhold kæmper stadig med få gang i holdet i forårssæsonen, hvor der efterhånden i mange år i træk har været problemer. Også Team Discovery har haft det svært, men kan trods alt glæde sig over, at holdets etapeløbsryttere vinder sejr på sejr.

Det forbløffer mig år efter år, men særligt i år er jeg rystet over, hvor skidt det står til for de franske cykelhold. Bouygues Telecom, Francaise des Jeux og Credit Agricole har været fuldstændige usynlige og storsatsende Cofidis kan vel næppe stille sig helt tilfreds med en 7. plads i Ronde van Vlaanderen til Nick Nuyens. Den eneste positive franske overraskelse har været AG2R’s kørsel i Flèche Wallonne, men skal man være fræk, så kan man udvide den tidligere påstand om at det professionelle felt kører med to forskellige hastigheder, til at der i virkeligheden nok er tre hastigheder, den sidste forbeholdt ryttere på franske hold.

Team CSC kan se tilbage på et forår, hvor man har etableret sig i den absolutte top i klassikerne. I alle de fire ”monumenter” (Milano-Sanremo, Ronde van Vlaanderen, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege) præsterede holdet at komme i 5. plads og foråret blev krydret med Stuart O’Grady fornemme sejr i Paris-Roubaix, en sejr der kan redde hele sæsonen for det danske hold, der i hvert fald indtil Tour de France ser ud til at få det svært i de kommende etapeløb.

Man kan ikke lade være med at imponeres over Fränk Schleck, der virkelig oppede sig på et tidspunkt, hvor det ellers så ud til, at Team CSCs rolle i Ardennerløbene var udspillet, men omvendt kan man ikke lade være med at ærgre sig over uheldet i Amstel Gold Race, for særligt i dette løb lignede han en mand, der havde kunnet kæmpe med om sejren foruden turen i asfalten.
Sejrene i de syv store endagsløb blev fordelt på seks hold og kun tyske Gerolsteiner vandt mere end ét løb. Hverken Amstel Gold Race eller Flèche Wallonne hører hjemme helt oppe i eliten blandt endagsløbene, men mon ikke de evigt glade sportsdirektører på Gerolsteiner-mandskabet er ligeglade. Holdet er bygget op omkring de to sejrsherrer Schumacher og Rebellin, og så meget desto mere tilfredsstillende, at holdets dyrt betalte stjerner lever op til forventningerne. Schumacher bliver interessant at følge resten af året og særligt til verdensmesterskabet på hjemmebane i Stuttgart må han allerede nu betragtes som én af løbets største favoritter.

Liquigas kan se tilbage på en forårssæson, hvor de sluttede med fire podiepladser, hvoraf den væsentligste kom med sejren i Liege-Bastogne-Liege. Der er grund til at tro, at di Luca for alvor er tilbage i den form, der i 2005 gjorde ham til kandidat til den samlede sejr i Giro d’Italia, men udover di Luca gjorde også Paolini og Petito en god figur. Eneste skuffelse må siges at være Pozzato, der efter at have vundet Het Volk var fuldstændig usynlig i resten af foråret.

Foråret har budt på mange nye navne, der givet vil kæmpe med om sejren i de store løb de kommende år. Riccardo Ricco bliver giftig i Ardennerløbene, når han først får timet sin form sådan at den ikke topper i Tirreno-Adriatico. Også Robert Gesink, Carlos Barredo og Jelle Vanendert gav smagsprøver på at de kan blive fremtidens stjerner og så kan man som dansker også glæde sig over, at Matti Breschel endelig viste sig fremme i et stort løb.

Omvendt så kan man ikke undgå at være en smule skuffet over Philippe Gilbert, der efterhånden ser ud til at være gået en smule i stå i sin udvikling efter at han for to år siden så ud til at han ville blive en magtfaktor i stort set alle de store endagsløb. Heller ikke Vladimir Gusev formåede at få sit endelige gennembrug og så overraskede det, at Samuel Sanchez ikke kunne præstere et eneste top 10-resultat.