Himmelstormernes skæbnefællesskab del 1

“Jeg aner ikke, hvordan Riis er at køre for, men jeg ved, at Patrick Lefevere er en barsk satan, som vil gøre dit liv til et helvede, hvis ikke du er 100% klar til at blive professionel – og det, vel at mærke, hvis du er flamlænder eller valloner! At køre for ham som dansk nyprofessionel … uha uha.” (Belgisk journalist, 2007)

De Panne, april 2007
Vi sad med ryggen til gaden og det tiltagende kaos. Vores ansigter var røde og ophovnede af vinden, der dagen igennem havde stået på tværs af stranden og kilet sig ind imellem badehotellerne, cykelrytterne og alle de skælvende kødrande af euforiske flamlændere. Det var et vejr for kuskeslag, klaprende tænder og våde øjne.

Ved nabobordet havde otte belgiske journalister slået lejr om et voksende bjerg af glas; de råbte, fnøs og gestikulerede. Jeg lod mig ganske uforvarende opsluge af deres heftige diskussion – det var en fryd for øret at høre det hakkende, spyttende, gurglende flamske flyve som verbale håndtegn gennem rummet. Først da min medrejsende kom mig kantende usikkert i møde med to dugfriske Chimay, lod jeg mig atter løsrive.

Jeg husker ikke præcist, hvordan ordene faldt, men vi vendte vel dagens begivenheder og sportens tilstand i det hele taget, og på et eller andet tidspunkt må Mads Christensens navn være dukket op i vores passionerede ordveksling, for da de otte journalister efter en lille time hver især havde konsumeret deres otte Jupiler – hver mand gav en omgang til bordet – sejlede et lettere vejrbidt, rødmosset ansigt pludselig ind imellem vore, undertrykte en kvækkende bøvs og forkyndte alvorsfuldt: ”Det er en skam med Christensen.”

Betoningen var i sagens natur sløret af såvel humle som flamske gener, men jeg har både før og siden hørt skandinaviske navne udtalt langt værre af mangen en højtlønnet cykelsportsekspert, og vi vidste da også begge instinktivt, hvad han hentydede til. Jeg nikkede trist, gav ham ret og konstaterede, at han jo nok burde have valgt Bjarne Riis. Den rødmossede trak på skuldrene og fnøs: “Jeg aner ikke, hvordan Riis er at køre for, men jeg ved, at Patrick Lefevere er en barsk satan, som vil gøre dit liv til et helvede, hvis ikke du er 100% klar til at blive professionel – og det, vel at mærke, hvis du er flamlænder eller valloner! At køre for ham som dansk nyprofessionel … uha uha.”

Vi rystede sørgmodigt på vores duknakkede hoveder. Ingen sagde noget. Tanken om årtiers talent maltrakteret og bortødslet havde på et splitsekund lagt sig som en fugtig dyne over stemningen. Journalisten placerede to velvoksne grabber på hver sin ludende skulder, ruskede dem kærligt og brummede trøstende: ”Måske han kommer tilbage – han er trods alt kun 22, ikke sandt?!” Vi nikkede eftertænksomt og forsøgte at mønstre et smil. Manden dunkede mig godmodigt i ryggen – ”that’s the spirit!” – og så var han væk.

Vi sad endnu et par minutter uden at sige noget, så skubbede min rejsekammerat sig bagud i stolen med en demonstrativ skramlen, kom på benene og lynede jakken helt op i halsen. ”Lad os hoppe derudaf”, sagde han tonløst.
 

Nazaret, januar 2013
Sebastian Landers pjuskede hoved lyser op i mængden af verdensklasseatleter, som en lille, lykkelig lygte midt i havet af alvor og professionalisme. Alt, hvad der kan kravle og gå indenfor den europæiske sportspresse, er samlet i cykelproducenten BMC’s nye, pompøse konceptbutik, der i al sin sort/røde pragt ligger kilet ned i cykelsportens hjerteland midt mellem byerne Deinze og Eke sydvest for Gent i Østflandern.

Hele det brogede opbud er kommet for at bevidne præsentationen af ét af sportens på papiret mest slagkraftige mandskaber. Udover den regerende verdensmester, Philippe Gilbert, den forhenværende Tour de France-vinder, Cadel Evans, og ex-verdensmester Thor Hushovd, tæller den seksogtyvemand store trup også bl.a. VM-sølvvinderen i enkeltstart, Taylor Phinney, det nye store etapeløbshåb, Tejay Van Garderen, der i sommerens Tour de France i den grad overstrålede sin kaptajn i en række nøglemomenter, og så altså den danske mester i linieløb, den blot 21-årige neo-pro, Sebastian Lander.

Den excentriske vinaficionado og cykelmæcen, schweizeren Andy Rihs, der producerer høreapparater og har tjent langt størstedelen af sin svimlende, efter sigende 10-cifrede formue på etableringen af det navnkundige Phonak-imperium (og som i sin tid også var manden bag cykelholdet af samme navn) har tilsyneladende gjort det, som Flavio Becca ikke evnede: Med en næsten bundløs tegnebog har han skabt et hold, der faktisk formår at omsætte svimlende meritter på papiret til lige så overbevisende bedrifter på den internationale cykelscene.

Nuvel, 2012-sæsonen var ikke fejlfri. Især Rihs’ højest profilerede investeringer – Evans, Gilbert og Hushovd – skuffede alle fælt i de opgaver, man på forhånd havde udset dem til at spille hovedroller i. Men da holdets vækstlag i samme åndedræt formåede at blomstre og for alvor træde i karakter ved selvsamme lejligheder, og Gilbert desuden gennemførte en intet mindre end messiansk genkomst ved VM i Valkenburg, for til sidst at iklæde sig regnbuen på toppen af Cauberg, kunne BMC-mandskabet alligevel gå på vinterferie med en god og velfortjent fornemmelse i kroppen.

I de mellemliggende måneder er der ikke blevet handlet synderligt: Et par enkelte domestiques er kommet til, der har været mindre udskiftning i staben af trænere og sportsdirektører, og så er de to neo-proffer, Larry Warbasse og Sebastian Lander, blevet hentet op fra U23-rækkerne.

Der er ikke plads til, at himmelstormerne igen i år skal stjæle rampelyset. Scenarierne er opridsede og planerne lagt. I år skal de helt store gevinster hjembringes. Talentmassen skal naturligvis dyrkes og plejes, men udover vicekaptajnen Tejay Van Garderen, luksusløjtnanter som Greg Van Avermat og Alessandro Ballan, og tempoveteranen Marco Pinotti, så skal ingen andre forvente frit lejde i hovedopgaverne. På BMC råder et klippefast hierarki; det kan ingen være i tvivl om.

John Lelangue er imødekommende, da Feltets udsendte journalist efter holdpræsentation spørger til Sebastian Landers rolle på holdet. BMC’s erfarne Directeur Sportif, der i sin tid førte Floyd Landis til den berygtede – og kortlivede – sejr i Tour de France, hæfter uden tøven varme og rosende gloser på den danske neoprof, men slår også samtidig entydigt fast, at Lander er benjamin på holdet og vil blive behandlet som sådan. Sebastian Lander skal lære og udvikle sig; holdet har ingen resultatmæssige forventninger til den danske mester. Sværdet er tveægget – Lander kommer ikke til at lide under noget synderligt forventningspres, men han skal heller ikke forvente carte blanche til at forfølge sin egen chance.

Lander selv er tilsvarende ydmyg omkring sine ambitioner. Mediebevågenheden er ikke steget ham til hovedet, og selvom han nu har sin daglige gang blandt superstjerner og milliardærer, holdes målsætningen surret til jorden af realitetssansens uvurderlige sandsække: ”Det er jo klart, at op til det højeste niveau er der langt, så det er ikke noget, man skal stræbe efter lige nu og her. Men man skal have det i baghovedet”, siger Lander til Feltets udsendte. ”Jeg kommer til at køre nogle løb, hvor jeg fuldstændig får knækket nakken, men også nogle løb, som vil føles nemme.”

Målet for Lander er ganske enkelt at lære at være professionel, og hans sæson er da også startet blødt ud. Han gør sig heller ikke selv nogen illusioner om at skabe sensationer i stil med sommerens DM-sejr på WorldTour-niveau. I hvert fald ikke officielt.

Odder, december 2004
”…Quick Step har ikke, som CSC, en decideret klassementsrytter, så jeg kan få lov til at køre min chance uden at skulle hente alt for mange vandflasker til kaptajnen. Og hvem ved – måske bliver det mig, der får kaptajnrollen med tiden?” (Mads Christensen i Fyens Stiftstidende)

Da Mads Christensen bliver kåret til Årets Cykelrytter i Danmark som den første ikke-professionelle rytter i 10 år, har verden på det nærmeste lagt sig på maven for den 20-årige østjyde. En fænomenal sæson med sejre i U23 DM og Ringerike GP, en andenplads i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege og ikke mindst den historiske bronzemedalje ved U23-verdensmesterskaberne i linieløb har bragt navnet ”Christensen” på hele cykelverdenens læber.

Den efterspurgte herre har netop skrevet en toårig kontrakt med det belgiske mesterhold Quick Step, hvor flere af tidens allerstørste stjerner slår deres folder – Tom Boonen, Paolo Bettini, Mick Rogers, Pippo Pozzato for blot at nævne et par stykker – og dette naturligvis til stor fortrydelse for den danske holdmanager, Bjarne Riis, der ellers gerne havde set den danske cykelscenes på dette tidspunkt vel nok varmeste navn tørne ud for hjemlandets eneste ProTour-hold.

Men Mads Christensen er og bliver et egensindigt gemyt. Allerede i sine tidlige teenageår, da han turnerede landet på sin hvide Fondriest og brugte weekenderne på uantastet at sejre sig op igennem årgangene, var han kendt som en enspænder. Mads var venlig og imødekommende – det må man ikke tage fejl af – men det forekom unægtelig den udenforstående, at han, ligesom i de talrige ungdomsløb, hvor han tidligt tog afsked med resten af feltet for aldrig at se sig tilbage, trivedes bedst i sit eget selskab – det være sig alene i klubbussen, ude på landevejen eller hjemme i privaten. Mads var en ener, der gerne frivilligt indtog uriasposten – så længe denne blot garanterede ham arbejdsro og tid til fordybelse.

Jeg kørte selv cykelløb dengang sidst i 90’erne, hvor Mads for alvor brød lydmuren. Han er kun et år ældre end jeg selv, men selvom jeg da også flere gange oplevede at blive tvangsoprykket, nåede jeg aldrig at køre mod ham: Når vi andre havde fået skrabet nok point sammen til at stige i graderne, var Mads allerede for længst forduftet. Hvis ikke jeg husker helt forkert, formåede han som andetårs Ældste (14 år) at køre sig i Junior (17-18 år). I den alder kunne seks måneder gøre hele forskellen.

Ryttere, der var født i januar, havde en naturlig fordel over decemberbørn; pubertetens komme eller utidige udeblivelse kunne som regel aflæses af resultatlisten. Men sådanne teknikaliteter syntes ikke at bekymre Mads Christensen videre. Også i den henseende var netop han undtagelsen.

Det kan derfor heller ikke være kommet som et chok for de, der kendte Mads Christensen, da han til et kollektivt pressemøde med vennen og Team PH-holdkammeraten, Matti Breschel, sidst i oktober 2004 annoncerede, at han, i modsætning til sidstnævnte, havde valgt Bjarne Riis og Team CSC fra til fordel for belgiske Quick Step.

Ganske vist fulgte en periode med den i Danmark nærmest lovpligtige skepsis, hovedrysten og bagkloge lyssætning, men med den 20-årige østjydes selvsikkerhed og seriøsitet in mente, var det dog alligevel de færreste, der dristede sig til med profetisk skråsikkerhed at stille sig kritisk overfor ynglingens beslutning. Han var velsagtens gået til overvejelserne med velberåd hu, havde vægtet sine mulige alternativer og til sidst truffet en beslutning ud fra de forhåndenværende fakta? Mads Christensen vidste vel, hvad han gjorde..?

København, december 2009
”Jeg forudser, at han vil kunne etablere sig i verdenseliten på bane i de kommende år. På landevejen tager jeg et lidt større forbehold, men det er bestemt ikke usandsynligt, at han også kan nå helt til tops her.” (Morten Bennekou)

Ordene er U23-landstræner Morten Bennekous og stammer fra et portræt, som Politikens veritable cykelsportsorakel, Mogens Jakobsen, tegnede af den dengang blot 18-årige Sebastian Lander, der var nomineret til Årets Fund – primært i kraft af sin sejr i pointløbet ved juniorverdensmesterskaberne i Moskva tidligere på året.

Hertil kom så et generelt imponerende palmarès, der bl.a. bød på en bronzemedalje i parløb ved selvsamme stævne, en suveræn sejr ved juniorseksdagesløbet i Berlin – ved begge lejligheder med stammakkeren Christian Kreutzfeldt for enden af armen – adskillige podieplaceringer på landevejen i sæsonens løb samt en enkelt landsholdssejr på første etape af juniorløbet Tre Ciclistica Internazionale Bresciana. Dansk cyklings fremtid syntes i dén grad placeret i denne tætte sjællænders ungdommelige hænder.

Som det fremgår af Bennekous udtalelse, var det dog i første omgang ikke på landevejen man nærede de største forventninger til Lander. Der var en klar idé blandt cykelkyndige om, at Sebastian Lander på forholdsvis kort tid ville kunne udvikle sig til en fuldgyldig parløbsspecialist i diverse seksdagesløb på den internationale kalender, og at han endvidere mange år frem i tiden ville kunne begå sig individuelt til de store mesterskaber såsom VM og OL.

Problemet var imidlertid, at pengene og ikke mindst berømmelsen til alle tider vil være blandet af lige dele asfalt og sidevind, og lige meget hvor meget man end som landstræner eller menig aficionado måtte elske banens overskuelig dramaturgi, vil landevejen altid før eller siden rykke så kraftigt i en ung cykelrytter, der i princippet kan det hele, at banen uundgåeligt får løbepas. Vi har set det med Tayeb Braikia, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv herhjemme, og med deciderede eksperter som Bradley Wiggins og Theo Bos i udlandet. Har man næse for landevejens strabadser og pinsler, er der intet at stille op.

Og Sebastian Lander havde i dén grad næse for landevejen.

Odder, juni 2007
”…[J]eg har aldrig følt mig så ensom.” (Mads Christensen, 2010)

Efter to rædselssæsoner på først Quick Step, hvor han fik sin kontrakt ophævet før tid, og sidenhen Barloworld, hvor samarbejdet med Christian Andersen aldrig rigtigt bar frugt, vælger Mads Christensen at trække stikket. I en pressemeddelelse forklarer den kun 23-årige østjyde, at han har mistet lysten til at køre cykelløb og derfor indstiller karrieren med øjeblikkelig virkning. Rygtet vil vide, at Årets Cykelrytter 2004 er gået i lære i en tøjbutik.

Sæsonen startede ellers til helt nye toner fra Christensen, der med skiftet til danske Designa Køkken efter sigende havde genfundet kørelysten. I sin første optræden for holdet, det franske UCI-løb GP de la Ville de Lillers i marts, hjemkørte han en fornem ottendeplads, og med ét var fordums angrebsiver og ærgerrighed atter at spore i såvel kørsel som udtalelser.

Men entusiasmen holdt ikke længe. Da resultaterne i den efterfølgende periode udeblev, mistede Christensen atter modet og sank tilbage i den afsmag ved sporten og sine egne præstationer, som i høj grad havde præget hans tid i udlandet. Et par måneders overvejelser fulgte, og så kom beskeden endelig:

Mads Christensen indstiller karrieren.

Læs med i morgen, hvor anden del af Asger B. Nielsens feature bringes.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie