Fignon: De ekstatiske øjeblikke

”Fignon var en fighter til det sidste. Han blev ved med at være kritisk overfor de ting, han ikke kunne lide: Fejhed, svaghed og manglende mod”, sagde Jørgen Leth i går eftermiddags, da han modtog den triste nyhed.

Og han har ret. Man kunne sikkert beskylde Fignon for mange ting, men aldrig for at være fej, svag eller mangle mod. Både som rytter og som menneske. Til det sidste passede han sit job som ekspertkommentator på årets Tour de France, selv om stemmen var reduceret til en hvisken, og kræfterne så små, at han måtte indskrænke sig til at kommenterer bjergetaperne, hvor han selv som rytter fejrede store triumfer.

Laurent Fignon nåede lige akkurat at fylde 50 år.

Laurent Fignon blev født på Montmartre i Paris den 12. august 1960. Rent sportsligt startede han som fodboldspiller, hvor han var mere end habil på grønsværen. Turen til klubben foregik sammen med kammeraterne på cyklen, hvor han hurtigt fandt ud af, at han kunne køre fra de fleste. I 1976 meldte han sig ind i den lokale cykelklub, La Pédale de Combs-la-Ville, og fik at vide, at han aldrig ville blive til noget, fordi han var startet alt for sent. Den vurdering er der nok nogen, der har fortrudt senere.

Forældrene var heller ikke udelt begejstrede for hans passion for cykelsport, og den unge Fignon måtte efter sigende faktisk snige sig væk hjemmefra for at deltage i cykelløb. Det allerførste var over en strækning på 50 kilometer, og Fignon vandt løbet med 45 sekunder ned til nr. to. I 1978 deltog han i ca. 40 løb og vandt næsten halvdelen. Forældrene accepterede efterhånden hans lidenskab for cyklen men krævede, at han tog en akademisk uddannelse. Han nåede at færdiggøre en bachelorgrad, inden han fokuserede hele sit liv på cykling.

I 1981 kørte han Tour of Corsica, der var et løb for både amatører og professionelle, hvor den dengang dobbelte Tour de France vinder Bernard Hinault var på startlisten, og amatøren Fignon imponerede ved at køre stort set op med den store mester, hvilket i 1982 indbragte ham en kontrakt med Hinaults hold, Renault, under ledelse af Cyrille Guilmard.

Og som man siger: Resten er historie. I 1983 var holdkaptajn Hinault skadet og kunne ikke forsvare sin titel i verdens største cykelbegivenhed. I løbet af de tre uger på de franske landeveje voksede Laurent Fignon fra forholdsvis anonym hjælperytter til en gigant og vandt Tour de France 1983 i første forsøg i en alder af kun 22 år. Han sejrede igen året efter - denne gang med Hinault som benhård konkurrent på et andet hold - men de næste 4-5 år blev cykelsporten vidne til en svagere Fignon, der tilsyneladende ikke formåede at leve op til presset og de mange store franske forventninger.

I 1988 begyndte det at lysne. Han vandt Milano-San Remo og kørte generelt en god sæson som springbræt til 1989, hvor han var flyvende fra start og genvandt den store italienske forårsklassiker. Derefter vandt han Giro d’Italia og i juli måned var det kun en hårsbredde, der skilte ham fra en tredje sejr i Tour de France, hvor amerikaneren Greg Lemon løb med æren.

Den nu 29-årige franskemands karriere gik derefter på hæld. Fignon nåede aldrig sine tidligere højder og sluttede karrieren i efteråret 1993. Udover sine mange forskellige fortjenester nåede Fignon også at udøve en blivende indflydelse og inspiration på én af sine trofaste hjælperyttere: Bjarne Riis.

Fignons liv flere år efter cykelkarrieren var slut blev en vej med mange huller. Han grundlagde et managementbureau med det formål at organisere cykelløb. Blandt andet var han arrangør af Paris-Nice fra 2000 til 2002, hvor Tour de France arrangør ASO overtog løbet, der ellers ville være gået fallit. Derudover stod Fignon fx i spidsen for løbet Paris–Corrèze. I år 2000 blev Fignon skilt fra sin første kone, der også er mor til hans to efterladte børn.

Men i 2006 rullede Fignon påny. Han grundlagde Centre Laurent Fignon i Pyrenæerne. Et hotel og træningscenter for cyklister, og i 2008 blev han gift igen.

I 2009 udgav Fignon autobiografien ”Nous étions jeunes et insouciants” (Vi var unge og ubekymrede/tankeløse), hvor han tilstod brug af præstationsfremmende stoffer under sin karriere. Bogen udkom i juni 2009, og samtidig fik offentligheden at vide, at den da 48-årige ex-rytter var blevet diagnosticeret med cancer i tarmregionen. Det skulle senere vise sig, at metastaserne allerede havde nået lungerne, og prognosen var derfor ikke god.

I går var det så kommet så vidt: Fignon afgik ved døden, og verden over sendte gamle venner og kolleger ham en sidste tanke med på vejen som fx Lance Armstrong: ”Vågnede til nyheden om, at Laurent Fignon er død. Han var en god ven og en legendarisk cykelrytter. Vi vil savne dig Laurent. Hvil i fred”.

Og hvad så med de 8 sekunder, som han tabte Tour de France i 1989 med? Skal vi ikke høre lidt mere om dem? Nej. Han kæmpede. Og han tabte. Uden det ene eksisterer det andet ikke. Og uden begge dele er man kun et halvt menneske.

I juli 2010, da Tour de France havde nået Pyrenæerne, blev Fignon kaldt på podiet og tildelt præmien som dagens mest kamplystne rytter. Overrakt af hans gamle holdkaptajn og senere forbitrede konkurrent Bernard Hinault. Og minsandten om ikke man anede en svag sitren i øjenkrogene på den gamle grævling Hinault, mens de to gamle kæmper stod med armene om hinandens skuldre. Eller også var det bare noget jeg forestillede mig.

”Jeg elsker livet, latteren, rejser, bøger og god mad lige som alle andre franskmænd. Men frem for alt elsker jeg cykling”, sagde Fignon tidligere på året i et interview.

”Nogen gange, når jeg var fysisk fuldstændig usårlig, oplevede jeg øjeblikke af total og ren ekstase på cyklen. Disse sjældne momenter, hvor du er i fuldkommen harmoni med dig selv og elementerne omkring dig: Naturen, vindens susen og duftene. Jeg ved, det lyder lidt højstemt. Men i netop de øjeblikke, der var jeg lykkelig”.

Hvil i fred, Laurent Fignon.

Photo: Edition Grasset

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat