Filmanmeldelse: Moon Rider - Kør til du dør

Der går længe mellem en danskproduceret cykelfilm kommer på gaden – og i biografen. Sidste gang var Thomas Gislasons Overcoming om det daværende Team CSC. Det var helt tilbage i 2005.

Men når der er tale om en medrivende og sympatisk film som Daniel Denciks Moon Rider – Kør til du dør, er det ventetiden værd.

Filmen skildrer det danske tempotalent Rasmus Quaades vej fra gymnasieelev til kandidat til U23 VM-titlen ved enkeltstarten i hjembyen Københavns gader. Og den tager livtag med de krav, der stilles til atleter på topniveau – og ikke mindst med besværet for den ambitiøse, men også eftertænksomme knægts kvaler med i mange tilfælde at slå hjernen fra. Nødvendigt for cykelryttere, men sommetider svært – ikke mindst når man har hovedet skruet på som filmens hovedperson.

Om dumhed
”Det er en del af min uddannelse at blive dummere, så jeg kan lære at slå hjernen fra og køre bedre cykelløb,” siger han et stykke inde i filmen. Da har vi allerede erfaret, at det langtfra er nemt for Rasmus Quaade, som får at vide, at han skal lære både ikke at være bange for at styrte og simpelthen adlyde påbud som at veje sin mad, spise isterninger samt ikke spilde kræfter på at gå. Fordi den slags gør cykelryttere, og fordi nogen siger det.

For Rasmus Quaade, der i filmen optræder meget dedikeret, konkurrencemindet og ganske særegen – intellektuelt såvel som fysisk – lyder det snarere som dogmer fra en sekt. Og der er i ham en modstand. Mod at acceptere disse nødvendige og simple regler.

Alligevel vil han kun én ting, har kun ét eneste og vanskeligt enkelt ønske: At cykle, at køre stærkt og at blive verdensmester. På sin måde, i sin stil, med sine evner – og med lidelsen som en sær drivkraft. Han ”bliver lokket”, fortæller han, af sin ”krop til at skulle ud på det yderste – helt ud i ingenting”. ”Jeg skal så tæt på at dø som muligt,” hører vi ham sige – ligesom han forklarer, at hans mål er at dyrke skønheden i kroppen. Og så vælter han af cyklen efter endnu en enkeltstartspræstation – ligger på jorden, livløs og i sin egen verden.

Opture og nedture
I løbet af dokumentarfilmen ser man den unge rytter med flere frisurer, med og uden skæg, på landevejen, ruller og banen, i Danmark og udlandet, på enkeltstart, med banelandsholdet og i linjeløb, i konkurrence og træning. Tiden går og bevæger sig frem mod det endelige klimaks: U23 VM i København. Der er opture og nedture, konflikter og forløsninger.

Som da daværende banelandsholdstræner, en systematisk Sven Meyer, og en skeptisk Rasmus Quaade står stejlt over for hinanden, og da han i et (side)vindblæst Bretagne sættes fra hjul bagerst i feltet – det eneste sted, man aldrig må sidde i den slags løb – og han i sin vaklende tro, fanget af sin drøm og besværlige vej dertil, med konstante udfordringer og turbulente tanker, ikke længere ser sig selv som cykelrytter. Surt slid og indespærret.

Indtil en grinende ’engel’ ved navn Michelle dukker op – i kæresteforholdet finder han ny glæde og vilje. En ny åbning. Cykelturene til hende bliver som åbenbarende enkeltstarter. Ind i en ny dimension.

Mere end et portræt
Med andre ord er plottet og fortællingen i Moon Rider utrolig banalt og simpelt, men også uhyre effektivt og effektfuldt. Derfor virker det. Derfor rives man med, vikles ind, underholdes og forløses. Hvad enten man er cykelfanatiker eller ej.

Uagtet at filmen går helt tæt på Rasmus Quaade og vil forstå netop denne unge, komplekse mand og cykelrytter, løfter filmen sig op over det rene og ensidige portræt. Gennem hans tvivl, ambition og ihærdighed, samt i kraft af analyser og vejledning fra personer tæt på tempotalentet, lærer vi om cykelsporten og dens invaderende krav om opofrelse for atleterne. Men også om at finde sit eget værd og den passion, der skal til for at begå sig og nå sine mål.

At cykelsporten er barsk, vidste vi nok i forvejen. Men det indblik, filmen tilbyder, bæres af den relation, vi får til Rasmus Quaade. En på mange måder uperfekt cykelrytter, der alligevel og i enhver forstand har meget at give. Den komplekse og hudløse hovedrolleindehaver. Det perfekte cast til denne på samme tid cykelfilm, roadmovie og dannelsesrejse.

Stærke virkemidler
På billedsiden er der samtidig tilstrækkelig meget cykling til, at man tilgiver instruktøren det mere eller mindre totale fravær af tekniske og taktiske detaljer – filmen fortaber sig aldrig i udstyrssnak, gearing, svingteknikker eller taktiske overvejelser og diskussioner, om end vi dog kommer med Rasmus Quaade og hans personlige træner, Lars Brian Nielsen, på besigtigelse af VM ruten i København, hvor bl.a. brostenspassagen ved Amalienborg drøftes.

Genremæssigt lykkes det Daniel Dencik et rigtig langt stykke hen ad vejen at finde sin egen personlige stil. En dokumentarfilm, ja bestemt, men så afgjort også en dramatiseret kunstfilm med brug af en række forskellige virkemidler, som giver filmen sin egen, personlige stil. Her er hverken den iscenesættende speak som i Jørgen Leths klassikere fra 1970’erne eller mere journalistiske fortællerstemme som i førnævnte Overcoming – men og næsten i overkanten af dramatiserende virkemidler som hjertebanken og kraftig vejrtrækning, fortættet og stemningsskabende musik, grovkornede og rystede billeder samt opstillede scener, der fungerer som skæve plateauer med evnen til at understrege en stemning eller en pointe i fortællingen.

Det fungerer, men er næsten som om, instruktøren ikke vover at lade billederne og fortællingen stå alene – til trods for styrken i netop disse. De stærkeste virkemidler bliver de reneste og mest simple: Rasmus Quaades ansigt og hans stemme. Udtryksfuldt og åbent for fortolkning. Hvad er denne mand gjort af?

Dramatiseret virkelighed
Moon Rider er ikke bare en film om Rasmus Quaade, et neutralt portræt, men instruktørens film om Rasmus Quaade – og Rasmus Quaades film om Rasmus Quaade. For de, som ivrigt følger med her på siden, vil det ikke være noget nyt at se den danske temporytter tone frem på skærmen – i en række videoklip produceret for Onsport har den unge københavner udvist stor lyst til at invitere andre ind i sin tilværelse som cykelrytter. Alligevel forbavses man – som det ofte er tilfældet med dokumentarfilm – over, hvor tæt han her har tilladt instruktør og kamera at komme ind på livet af sig.

Det er en af filmens oplagte forcer, at man fornemmer tilliden mellem hovedperson og instruktør samt sidstnævntes sympati med sit ’offer’. Men balancen mellem at udlægge Rasmus Quaades virkelighed og en objektiv udlægning af de faktiske begivenheder, hvordan tingene egentlig er foregået, bliver af samme årsag svær. Mon ikke de fleste accepterer denne præmis for filmen. Der er intet valg.

At enkelte scener og temaer i filmen virker opstillede eller påklistrede, må man også acceptere – det er en del af filmens udtryk, stil og måde at fortælle sin historie. Alle dokumentarfilm er redigerede bidder af virkeligheden, og denne film forsøger på ingen måde at skjule netop dette. På mange måder er det en styrke ved filmen, at billederne og særligt Rasmus Quaades stemme samt filmens musik og lyddesign skaber en så intens og fortættet atmosfære, at man lever sig ind i denne films udlægning.

Måne tur-retur
Hovedpersonens voice over forekommer ofte som læst op fra et manuskript, og både det og det musiske lyddesign medvirker samtidig til at skabe en distance – vi ledes til at opleve noget fra en mystisk og lidt magisk drøm. En rejse i tid og rum, en rumrejse. Måske en mand lidt på sin egen planet eller på vej til månen, som filmens titel indikerer.

Det gennemgående månetema er dog mere instruktørens personlige aftryk, end det forklarer noget egentlig om Rasmus Quaade. At han, når han efter ti års benhård træning rammer sit absolutte fysiske topniveau, har tilbagelagt en strækning svarende til afstanden mellem Jorden og Månen, er måske vildt, men på ingen måde enestående. Og at han virkelig skulle sidde på cyklen under VM-enkeltstarten, i al sin enfoldige smerte og vilje, og forestille sig, at månen kommer tættere på, den har man altså svært ved at købe.

Men i dette spændingsfelt mellem forførende indlevelse og kunstnerisk distancering gribes og forundres man, efterhånden som Moon Rider – Kør til du dør skrider frem. Filmen tager arven op fra Jørgen Leths klassikere, men fremstår i højere grad som en forløsende film – gribende, voldsom og mystisk.

Kender man så Rasmus Quaade efter at have set Moon rider? Både ja og nej. Men man kender i hvert fald en cykelrytter ved navn Rasmus Quaade. Og han har besluttet sig for at blive verdens bedste – med alt hvad det indebærer.

Moon Rider – Kør til du dør
Instrueret af Daniel Dencik
Længde: 81 minutter
Premiere den 5. september i 30 biografer landet over - vises herefter i flere biografer.

Læs også Feltet.dks interview med Daniel Dencik og Rasmus Quaade om Moon Rider.
 

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie