Giro d'Italia-analyse: Bradley-forbandelsen, Brailsford og Briterne

Hver onsdag sender TV2 News et magasinprogram, der kaldes ”Brexit, Boris og Briterne”. Nu nærmer Brexit-forhandlingerne sig ganske vist deres klimaks, hvorfor der næppe mangler samtaleemner til de kommende tre uger, men skulle de alligevel løbe tør for stof, kunne de snildt omdøbe udsendelsen til ”Bradley-forbandelsen, Brailsford og briterne”, for så vil de i hvert fald have rigeligt at tale om, selvom det måske vil kræve en vis udskiftning i bemandingen.

Nu er det kun ca. halvdelen af briterne, der betragter Brexit som en forbandelse, og det er heller ikke Bradley Wiggins’ skyld, at Ineos/Sky er ramt af en Giro-forbandelse (men matematikerens begrænsede sprogkundskaber skulle jo have bogstavrimet til at gå op!), så analogien eller titlen er måske ikke helt velvalgt, men det vil i hvert fald være berettiget at lave en hel temaudsendelse alene om den triste skæbne, Dave Brailsfords ellers så succesrige supermandskab har oplevet på de italienske landeveje. Uanset om de har satset på Wiggins (én gang), Richie Porte (to gange), Mikel Landa (to gange), Egan Bernal (én gang) eller Geraint Thomas (nu også to gange), har der nemlig siden Wiggins’ mislykkede forsøg i 2013 hvilet tung forbandelse over kaptajnen, der er blevet sat ud af spillet enten før eller tidligt i løbet. Kun da man stillede det helt tunge skyts, Chris Froome, i 2018, kunne man bryde serien af uheld, og selv grand tour-kongen måtte endda i asfalten hele to gange den første uge, så det kun var et sandt mirakel, der gjorde, at han alligevel endte som samlet vinder.

Brailsford må i hvert fald have stillet sig selv det spørgsmål, hvad i alverden han da havde gjort galt, da drømmestarten i Palermo med ét blev forvandlet til endnu et Giro-mareridt allerede inden løbets første bjergetape, var startet. En flaske faldt ned i Thomas’ forhjul, og det, der for 48 timer siden næsten kunne ligne en walisisk procession mod samlet sejr, blev med ét forvandlet til en total gentagelse af samme Thomas’ første forsøg på Giro-triumf i 2017. Dengang var det også på den første store bjergetape, at korthuset ramlede, og eneste forskelle var vel, at styrtet dengang skete lidt tættere på målstigningen, og at det dengang var en motorcykel og ikke en flaske, der var skyld i miseren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det efterlader desværre storholdet lige så afklædte, som de var for få uger siden på de franske landeveje, da det, der ser ud til at blive en rigtig skodsæson, kulminerede med Egan Bernals exit fra Touren. Nok viste Jonathan Castroviejo nok engang, at han jo er blevet en hel lille klatrer, men da der næppe er mange, der ser ham overleve en historisk vanskelig tredje uge, og lottokuponen Tao Geoghegan Hart nok engang viste sig som en nitte, som han også gjorde det i sidste års Vuelta, kan briterne vist godt glemme alt om et topresultat i klassementet. Heldigvis har man allerede en etapegevinst - og gode chancer for flere på løbets to tilbageværende enkeltstarter - men meget peger på, at Ineos for femte gang i de seneste seks grand tours mere ender som statister end hovedaktører. Denne gang har de endda ikke Touren til at redde Giro-forbandelsen, men heldigvis taler mere og mere for, at Richard Carapaz og Bernal gør fælles front i en Vuelta-satsning, der ellers så nødlidende ud i lyset af stakkels Froomes fortsat ustoppelige trængsler.

Det ser dog ud til, at Brailsford måske ikke skal se på sit hold, men snarere sin nation for at finde en forklaring på forbandelsen. Efter dagens etape er løbet nemlig helt uden britisk islæt i toppen af klassementet, da også Simon Yates leverede en af de eksplosioner, der jo desværre er hans primære varemærke. At den lille brite gik ned, var vi nok mange, der havde forudset - robusthed i en grand tour er ikke just spidskompetencen - men at det ligefrem skulle ske allerede på første bjergetape, var måske svært at forudsige i lyset af den genfødsel, en ellers hensygnende Yates havde leveret i Tirreno.

På den anden side var det jo også åbenlyst, at lige netop Yates næppe gjorde sig selv en tjeneste ved at være i topform mere end måned inden afslutningen på Giroen, og når en mand ikke just er kendt for at holde sin form synderligt længe, kan det vel ikke komme som det helt store chok, at der kom et sammenbrud næsten en måned efter, at Yates dansede fra alt og alle på Sassotetto-stigningen i Tirreno. Og da James Knox bekræftede, at han altså aldrig bliver nogen stor grand tour-stjerne, og Geoghegan Hart som sagt legede nitte, var det slet og ret en møgdag for alle med drømme om at bryde den britiske grand tour-tørke, der for denne epoke har varet nærmest uhørt længe.

Det efterlader også et af løbets andre supermandskaber i en uhyre svækket tilstand. Jack Haig, der ellers var plan B, valgte nemlig at vente på Yates - en beslutning, der i første omgang virkede tåbelig, men som nok også kan forklares med knap så mange diamanter i de australske ben. Og da plan C, Lucas Hamilton, fortsatte sin lidt skuffende sæson, som kun har budt på en lidt tilfældig sejr i Tirreno, står det mandskab, der ellers lignede et af de to stærkeste, nu totalt afklædte tilbage. Og de har modsat Ineos ikke en et par tempokonger at falde tilbage på.

Sammenbruddet for Mitchelton og Ineos skulle med det samme vise sig at have afgørende indvirkning på løbet. Forud for starten var det tydeligt, at Giroen ikke er topprioritet for mange i corona-året 2020, og der var ikke mange stærke formationer til start. Astana og Mitchelton skilte sig ud med Ineos som en solid nr. 3, men da Astana som bekendt tabte to af deres tre stærke kort, nærmest inden Alexandre Vinokourov havde fået bestilt en ny corona-test for at se, om Alex Aranburu, Yuriy Natarov og Vadim Pronskiy var blevet raske, er de tre hold, der skulle kontrollere løbet nu pludselig kørt helt bag om dansen.

Det kan i den grad få indvirkning på den fremtidige udvikling. Skal vi bedømme ud fra den indianerkørsel, der prægede opkørslen ad Etna, er der i hvert fald lagt op til tjubang-cykelløb de kommende tre uger. Ganske vist viste Koen Bouwman, at han altid rejser sig i Giroen, så han kunne sidde hos Steven Kruijswijk, og Gianluca Brambilla fortsatte sin stille genfødsel, som blev startet i Tirreno, men det endte lynhurtigt mest som et mand-mod-mand-opgør mellem løbets favoritter. Det kunne ingen kontrollere, og pludselig stak Wilco Kelderman, og den unge Harm Vanhoucke, der ved at køre fra Castroviejo atter beviste, at han efter et svært 2019 endelig kan folde sit store potentiale ud, af og vandt vigtig tid, mens de tre tilbageværende af de seks forhåndsfavoritter, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali og Steven Kruijswijk, var lidt for jævnbyrdige til at gøre nævneværdig skade på hinanden.

Det skal de passe på med. Mange vil huske, hvordan en sygdomssvækket Primoz Roglic med et meget svagt Jumbo-hold - også dengang var Bouwman sidste man hos sin kaptajn - og Nibali havde så travlt med at se på hinanden, at de lod Richard Carapaz køre væk to gange i træk. Og da det endelig gik op for dem, at den lille ecuadorianer faktisk var den i særklasse stærkeste rytter i løbet, var slaget allerede tabt. Og hvem ved, hvad der kan ske, hvis de tre isolerede forhåndsfavoritter fortsætter med at være så lige, at de ikke rigtigt kan ryste hinanden. Kelderman viste i dag, at han i hvert fald er vågen, og en Rafal Majka, der igen fortsatte den langsomme genfødsel, vi har set i de seneste to år, kunne være en kandidat til at gøre det samme.

Udover Kelderman og Vanhoucke, der nu serøst må overveje de klassementsplaner, jeg allerede omtalte i går, var de store vindere vel Nibali og Kruijswijk. Begge kom nemlig til løbet med stor tvivl om deres form, men begge bestod de den første test - endda med glans. Nok var Kruijswijk et niveau under de bedste, men hans stabile dieselkørsel betød, at han langsomt og sikkert begrænsede tabet nok til at ligne en af de to topfavoritter til den samlede sejr. Vi ved nemlig alle, at både Nibali og Kruijswijk skal slås i uge 1, og at de er bedst i uge 3, og at de allerede klarer sig så pænt nu, er bekymrende for alle andre. Og så må man i øvrigt bare tage hatten af for Nibali, der måske nok - sagt i al god mening - kører som en sæk kartofler det meste af året, men når der står grand tour på kalenderen, kan man stille uret efter, at han har fundet formen.

Det var dog hverken Nibali eller Kruijswijk, der var stærkest. Det var ikke uventet Fuglsang, der lukrerede på sin gode VM-form til trods tidlig isolation at køre et aggressivt cykelløb. Naturligvis kan danskeren også lugte blod efter tabet af tre af sine fem værste rivaler, men han må alligevel være lidt bekymret over udsigterne. Når han ikke kan køre fra sine to hovedrivaler i uge 1, hvor han burde være den bedste, ser det utvivlsomt problematisk ud i uge 3, hvis Nibali, Kruijswijk og han alle følger den grand tour-formkurve, de plejer. De går nemlig hver sin vej for.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Allermest grund til at juble har dog Domenico Pozzovivo. Den var næppe mange, der havde satset pensionsopsparingen på, at den lille, kloge italiener pludselig skulle rejse sig. Hans karriere så nemlig ud til at ligge i graven, da et voldsomt styrt i august efterlod ham så svækket, at han selv troede, at det hele var slut. Sådan så det da også ud, da Bahrain-mandskabet skammeligt smed ham på møddingen som udtjent vraggods, der næppe kunne rejse sig igen, og havde NTT ikke givet ham en julegave i juledagene, havde Professoren formentlig været i gang med at dyrke sine intellektuelle og ikke fysiske evner i disse dage.

Sådan gik det heldigvis ikke, og den snart 38-årige italiener var i dag fuldt på højde med Nibali og Fuglsang - endda så meget, at han sammen med danskeren var den mest aggressive. Naturligvis ved vi ikke, hvor meget holdbarhed der er hos en mand, der har været igennem så megen modgang det sidste år, og som ikke just er nogen vårhare længere, men det ser ud til, at NTT endelig skal spille en hovedrolle i et stort cykelløb igen. Og i en tid, hvor Giacomo Nizzolos forbandede knæ ser ud til igen at sende hans karriere til tælling, er det opløftende, at flere af holdets fallerede stjerner som Pozzovivo, Michael Valgren og Louis Meintjes pludselig spiller lidt med musklerne igen.

Netop Meintjes kan vel sammen med Hermann Pernsteiner og Ilnur Zakarin kaldes små vindere. Særligt Pernsteiner var uhyre overbevisende, indtil han desværre eksploderede til sidst, men de kom alle ganske pænt fra en første test i uge 1. Alle er som bekendt kendt for deres evne til at blomstre i den tredje uge, og holder den tendens, ser fortsættelsen ganske lovende ud.

Det gør den også for Joao Almeida. Nok måtte han sande, at han ikke helt kunne matche de bedste, men den dieselkørsel, vi lærte at kende fra Burgos, var akkurat nok til at bringe ham i førertrøjen. Naturligvis skal vi lære at forstå hans holdbarhed, men han har i hvert fald kørt sin ind som Deceunincks klare nr. 1, for selvom Fausto Masnada med sin ligeledes klassiske dieselstil også kom hæderligt ind, vil jeg tro, at italieneren ret hurtigt retter blikket mod etapesejre i stedet.

Det var dog kun med nød og næppe, at førertrøjen blev sikret. Det udbrud, der var helt dødsdømt, da Mitchelton satte sig tidligt frem, blev nemlig reddet på gongongen af Yates’ og Thomas’ sammenbrud. Uden et hold til at kontrollere blev det derfor alligevel til udbrudssejr, for indianerkørsel er ikke pokkers effektivt, hvis forankørende skal hentes.

Det lukrerede den spændende Jonathan Caicedo på. Nok var 2019 svært, men i dag viste han, hvorfor han i 2018 fik mig til at spærre øjnene op, da Carapaz og han i Asturien lavede en sjælden italiensk dobbeltsejr. Naturligvis er han ingen ny Carapaz, men efter Ruben Guerreiros og Tanel Kangerts nedtur skal det blive spændende at se, om han kan blive en klassementssatsning for EF og derved bygge videre på de lovende takter fra Colombia i februar.

Carapaz savner de helt sikkert på Movistar, men spanierne var en anden positiv overraskelse i dag. Efter mere end et år med uafbrudte skuffelser viste Antonio Pedrero nemlig i dag endelig, hvorfor han sidste år var guld værd, da Little Richard skulle forvandles til Giro-konge. Og da også det ellers stagnerede talent Sergio Samitier pludselig viste lidt af de gamle evner, kan det nu være, at det hensygnende spanske storhold efter en vellykket Tour nok engang slipper for at spille den statistrolle, de ellers med en uinteressant og mærkeligt sammensat trup har fået for vane i det meste af 2020.

Det er de dog ikke ene om. Vi har vænnet os til, at Ineos er en gigant i de lange etapeløb, men i nu fem ud af de seneste seks grand tours har supermandskabet været eller vil blive henvist til en birolle i klassementet, og det er en ny virkelighed, vi skal lære at forholde os til. Helt nyt er det dog ikke, for i Giroen plejer det jo at gå sådan. Der er nemlig stadig nemlig masser at tale om, hvis TV2 News skulle finde plads i programmet til temaudsendelsen ”Bradley-forbandelsen, Brailsford og Briterne”.