Giro d'Italia-analyse: Det kasakhiske advarselsflag

Forud for årets Giro stod det klart, at det meget vel kunne udvikle sig til en kamp mellem på den ene side Astana, Bahrain, Movistar og Mitchelton, der med deres ganske brede og klatrestærke hold skulle i offensiven, samt Sunweb og Jumbo, som havde udsigt til på de to enkeltstarter at sikre sig et solidt forspring med hhv. Tom Dumoulin og Primoz Roglic. Med andre ord lignede det et opgør mellem fire offensive og to defensive hold i den brutale sidste uge, hvor de mange bjergetaper for alvor lægger op til angreb.

Med Tom Dumoulins exit er Sunweb nu ude af det regnestykke, og det betyder, at Jumbo har mistet en vigtig allieret i kampen for at kontrollere løbet. Og hvis de havde håbet, at deres rivaler ville være dem nådigt stemt, må de i den grad tro om, efter at rivalerne allerede i dag affyrede et klart varselsskud som tegn på, at der er lagt i kakkelovnen til noget stort, når feltet om præcis en uge endelig rammer de bjerge, der jo er Giroens DNA.

Dagens etape skulle nemlig have været en fredsommelig en af slagsen i den lange række af tidlige etaper, der for klassementsrytterne egentlig bare burde handle om overlevelse. Nuvel, der ville med statsgaranti være hård kamp om udbruddet i den indledende fase på en dag, hvor alle vidste, at det med stor sandsynlighed ville køre hjem, men når først en ufarlig gruppe var kørt, var det vel den almindelige antagelse, at roen ville sænke sig, indtil favoritterne måske skulle spurte lidt for ikke at tabe sekunder på den sidste bakke op mod mål.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sådan gik det bare slet ikke. Starten var lige så hektisk som forventet, men i det medfølgende kaos var det ikke kun ufarlige ryttere, der blandede sig. Første advarsel kom allerede, da der pludselig var blevet etableret en ganske farlig gruppe, der talte potentielle klassementsryttere som Pello Bilbao, Tony Gallopin og Hugh Carthy, mens Mitchelton havde været snu nok til at sende Mikel Nieve med, så også australierne havde en mulig mand til klassementet, hvis gruppen skulle få lov at køre væk. Dermed var Jumbo i teorien allerede under pres, og det var bestemt ikke blevet bedre af, at de allerede da havde mistet Laurens De Plus - et tab, der på ingen måde kan overvurderes. Den talentfulde belgier skulle nemlig have været Roglics suverænt vigtigste mand i bjergene, men sygdom tvang ham sendte ham allerede til tælling umiddelbart efter den meget lovende enkeltstart, og dermed er et i forvejen ikke specielt stærkt Jumbo-mandskab allerede svækket markant.

Heldigvis blev hollænderne i denne situation reddet. Vincenzo Nibali var nemlig ikke tryg ved situationen, og da også Jose Joaquin Rojas havde sneget sig med og dermed bragt Valerio Contis førertrøje i fare, slog Bahrain og UAE en fællesarabisk front, der var stærk nok til efter en hård og intens jagt at afblæse alarmen. Desværre for Roglic, Nibali og Conti havde Astana og Mitchelton bare ikke tænkt sig at stoppe her, og nu ville Bora endda også lege med. Knap var den ene alarm afblæst, før sirenerne igen gjaldende ud over hele Syditalien, da en om muligt endnu stærkere gruppe igen talte Bilbao, Gallopin og Rojas, men nu også havde fået selskab af en endnu farligere rytter, nemlig den nylige nr. 2 i Liege-Bastogne-Liege, Davide Formolo.

Paradoksalt reagerede Bahrain ikke denne gang, selvom Formolo bestemt ikke gjorde situationen mindre truende, men formentlig var det i bredden ganske svage arabiske mandskab allerede kørt tynde. Jumbo havde is nok i maven til at insistere på, at de skulle have udbytte af frivilligt at have afgivet trøjen, og Mitchelton brugte tilstedeværelsen af stortalentet Lucas Hamilton, der ellers er helt ude af klassementet, som et alibi for at lade gruppen køre. Det efterlod pludselig UAE med hele ansvaret, og da den første jagt havde efterladt bare Diego Ulissi og Marco Marcato ved Contis side, så det pludselig ud til, at Rojas måske kunne løbe med trøjen, mens Formolo, Bilbao og Gallopin kunne sikre sig et vigtigt forspring i klassementet.

UAE tog den dog med ro og fik igen samling på tropperne, så deres tunge drenge - der desværre ikke talte den knæskadede Fernando Gaviria, der blev den næste store profil til at forlade løbet - kunne holde situationen nogenlunde under kontrol på det lange stykke frem mod etapens lange stigning. Herefter rejste Jan Polanc sig heldigvis fra en halvsløj start, og sammen med Ulissi kunne han sikre, at tidstabet på løbets sværeste udfordring ikke blev for stort, heller ikke selvom Andrey Zeits, Jay McCarthy og Antonio Pedrero i front arbejdede stenhårdt for hhv. Bilbao, Formolo og Rojas.

Alligevel var Contis trøje alvorligt under pres, da de rundede toppen, men så skete det, man ofte ser i grand tours, hvor løbenes betydning er så stor, at også sekundære placeringer spiller en rolle. Det skræmmende svage Bardiani-mandskab valgte at sætte en jagt ind på at forsvare Giovanni Carbonis 2. plads, men først og fremmest var det Trek, der ikke var trygge ved at forære Formolo 2 minutter. Italieneren er nemlig en direkte rival til Bauke Mollema i kampen om de sekundære top 10-placeringer, og da holdet havde fået store Michael Gogl med over stigningen, gav det god mening at bruge ham til over kort tid at skære et minut af forspringet. Til slut så Katusha også Formolo som en trussel mod Ilnur Zakarin, og da en mulig etapesejr til Enrico Battaglin også lurede, satte også det schweiziske hold sig frem.

Da var det bare allerede for sent. Allerede forud for etapen var det meget svært at se, hvem der både skulle have styrken og interessen i at køre et udbrud ind, og sådan blev det da også. Trods den organiserede jagt var gruppen for stærk, og dermed stod det klart, at Formolo, Gallopin og Bilbao vitterligt ville få sig en tidsgevinst, samtidig med at de fik en stor chance for også at sikre sig en etapesejr.

Da de ramte den næstsidste lille bakke, stod det dog hurtigt klart, at der var én mand i gruppen, der var flere niveauer over de andre. Formolo viste med al tydelighed, at det ikke var uden grund, at han var tæt på at vinde i Liege, for den ranglede italiener lagde allerede herfra kortene på bordet. Som Conti var det i går, var han nemlig i det dilemma, at han både have en etapesejr og et klassement at tage hensyn til, og sidstnævnte fik ham til at lægge så meget pres på, at rivalerne hurtigt forstod, at han var den stærkeste.

Problemet er bare, at det sjældent er en god ide at vise sin styrke alt for tidligt. Da de havde rundet toppen, vidste elle nemlig, at Formolo var manden, der skulle slås, og derfor var alt arbejdet herfra overladt til italieneren. Først måtte tre gange han svare på Lucas Hamilton, der havde brugt Yates som alibi til at sidde på hjul, og siden måtte han køre Rojas ind, da den snu, men stærkt lidende spanier udnyttede en stilstand til at går direkte forbi de forreste i den flade finale. Da Bilbao umiddelbart efter slog kontra, tøvede Formolo en tand for længe, og selvom han herefter åbnede op fra bunden af den sidste bakke, var det for sent at indhente den stærke basker, der trods alt med sidste års samlede 6. plads har vist, at han ikke er en mand, man bare fanger igen.

Derfor endte Formolos ambivalens med et ærgerligt udkomme. I lyset af den mistede mulighed for en etapesejr kunne han lige så godt have satset alt på at vinde så meget tid som muligt, for det taktiske spil til slut kostede ham alligevel ganske mange sekunder. På den anden side var det hans ønske om at vinde tid, der formentlig kostede ham de kræfter, han skulle bruge for også at vinde etapen, og derfor kostede det ham både på den ene og den anden front, at han satte sig lidt for meget mellem to stole.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Hans styrke kan ingen imidlertid betvivle, og selvom han indtil nu har lidt under manglende stabilitet over tre uger, kan rivalerne ikke være helt trygge ved at have foræret ham et minut. Bekymringen er nok trods alt mindre, hvad Bilbao og Gallopin angår, for modsat Formolo har ingen af dem vist, at de kan matche de allerbedste, når det for alvor bliver hårdt i sportens sværeste løb. Det har Formolo heller ikke gjort i grand tour-sammenhæng, men hans præstation i Liege må alligevel vække lidt uro, hvis han nu også kan overføre det til høje bjerge, hvor han hidtil har haft sine begrænsninger, og ikke mindst være stabil over tre uger.

For Bilbao gik det derimod helt, som han kunne have ønsket sig, og han har efterhånden udviklet sig til at være lidt at en specialist i at snige sig væk i disse taktiske finaler. Det var nemlig på præcis samme måde, han vandt en etape i sidste års Tour of the Alps og tidligere i år i Vuelta a Murcia, og faktisk var dagens sejr hans fjerde inden for det seneste års tid, efter at han også vandt en bjergetape fra et udbrud i sidste års Dauphiné. Således er baskeren et særdeles godt eksempel på den vindermaskine, Astana har udviklet sig til at være i de seneste to sæsoner.

For Gallopin må etapen være frustrerende. Selvom han har et halvt øje på klassementet, der er et lille mål efter sidste års 11. plads i Vueltaen, er hovedmålet i årets Giro at vinde den etape, der kan bringe ham ind i den eksklusive klub over ryttere med sejre i alle tre grand tours. Den glippede desværre i denne omgang, og det er langt fra sikkert, at han får lignende muligheder senere i løbet. På den anden side stod det også klart, at han var på sin grænse, og denne gang var det Bilbao, der var den mest snu, og ikke Gallopin, som ellers havde lavet et lignende nummer, da han sidste år udnyttede en stilstand til at vinde en etape i Vueltaen.

Det var bestemt ikke uden grund, at han var på sin grænse. Etapen havde nemlig udviklet sig til at være så knaldhård på en dag, hvor alle tidsplaner blev sprængt i stumper og stykker, at det så ud til, at kun Formolo havde overskud til sidst. Selv Mattia Cattaneo, der ellers har kørt som en motorcykel i ugerne op til løbet, og Hamilton, der er en af de mest lovende klatrere og i år virkelig har fået sit gennembrud, kunne ikke holde hjul på målbakken, og det siger ganske meget om, hvor brølstærk Formolo var på denne vanskelige dag i Syditalien. Og i det lys må man også tage hatten af for Rojas, der med en 6. plads bare dagen efter en 3. plads atter viste, at han er en langt, langt stærkere rytter, end hans beskedne resultatliste viste, og det havde vel egentlig været meget fortjent, hvis den loyale spanier var blevet belønnet med to dage i førertrøjen, inden Conti så kunne have taget den tilbage på enkeltstarten.

Sådan gik det imidlertid ikke, for Mollema og co. fik reddet den lille italiener, da lokummet stod i flammer, og han kan nu glæde sig over, at de kommende etaper bliver betydeligt lettere at kontrollere, og at han fortsat har kurs mod at køre i lyserødt formentlig indtil 13. etape. Det er særligt betryggende i lyset af Gavirias exit, for med Juan Sebastian Molanos tidlige farvel er UAE nu nede på bare seks ryttere.

Man kan bestemt ikke sige, at klassementet ikke var i spil på dagens etape, men som forventet rørte de helt store navne ikke på sig. Dertil var terrænet for let, og for Roglic, Yates, Nibali, Landa og Lopez handlede etapen bare om overlevelse. For Nibali blev det dog en trist dag, da en syg Damiano Caruso smed 17 minutter, og da Domenico Pozzovivo i forvejen var sat ud af klassementet af et styrt, er araberne nu nede på kun at have Hajen selv som en option i klassementet. Dermed bliver det ikke ham, der kan spille det taktiske spil, som Astana, Mitchelton og til dels også Bora ellers bød op til i dag.

For Roglic betalte pokerspillet sig, og der var altid andre hold, der var klar til at jagte på en trist dag, hvor han altså måtte sige farvel til De Plus. Derfor vil han helt sikkert glæde sig over, at det i forbindelse med den næste store opgave på søndag alene er op til ham selv og hans superform at sørge for at maksimere sit forspring inden bjergene. Noget tyder i hvert fald på, at han får brug for hvert eneste sekund, ikke mindst nu hvor han er uden sin løjtnant. Astana, Mitchelton og Bora viste i hvert fald i dag, at de bestemt ikke har tænkt sig at lade ham og Jumbo komme gratis til sejren. Efter i dag blafrer advarselsflaget i hvert fald på hver eneste flagstang i hele Italien.