Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Giro d'Italia-analyse: Den ødelagte fest?

14. maj 2019 20:15Foto: Sirotti

I disse dage køres Giro d’Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 4. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Kender I følelsen af i månedsvis at have glædet sig til en fest med to gode kammerater, som man kun ser alt for sjældent, for blot at se det hele ende som en fuser, først fordi den ene med få timers varsel melder afbud og senere fordi den anden efter blot en times tid tager hjem med et maveonde? Tilbage er man efterladt omgivet af folk, man ikke kender, og som man slet ikke kom for at være sammen med. Al den forventning, man havde bygget i månederne forinden, gør blot skuffelsen og ærgrelsen endnu større, og det hele ender med, at man selv går tidligt hjem uden at have fået indfriet noget af det, man kom efter.

 

Det er sådan, jeg og sikkert mange har det efter dagens dramatiske 4. etape af Giro d’Italia.  Lige siden den 22. december, hvor Primoz Roglic som den sidste fra triumviratet meldte sin deltagelse i årets Giro, har det nemlig været med en enorm forventning, at jeg har set frem til årets første grand tour, hvor der var lagt op til et stort opgør mellem Egan Bernal, Tom Dumoulin og den slovenske skihopper. Naturligvis var det positivt, at også Vincenzo Nibali, Mikel Landa og Miguel Angel Lopez meldte deres ankomst, men for mig har det hele tiden været opgøret mellem sportens vidunderbarn nr. 1 og den nyere generations to mest komplette grand tour-ryttere, der for alvor har gjort årets Giro til noget helt særligt.

 

På bare halvanden uge er den italienske cykelfest imidlertid om ikke spoleret, så i hvert fald punkteret, så den nu kun ruller afsted for halv kraft. Først var det Bernal, der med bare en uge til starten skred ud i en rundkørsel i Andorra og med et brækket kraveben måtte rette blikket mod Frankrig og Tour de France og ikke Italien og Giroen, og i dag røg så desværre også den anden af de tre superstjerner, da Dumoulin blev det mest markante offer i det dramatisk styrt, der totalt overskyggede den ellers forrygende finale, der afgjorde dagens med spænding imødesete etape.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Ganske vist er hollænderen sluppet for brud og i skrivende stund stadig med i løbet, mens med et tidstab på fire minutter og et knæ, der knap kan bøjes, er hans klassement stendødt. Og enhver logik siger, at det ikke giver mening at slide sig halvt ihjel i et løb, hvor han formentlig er for skadet til at kunne levere det store, og hvor han med fortsat deltagelse kun kan kompromittere sine egne chancer i sommerens Tour de France. Hvis han mod forventning føler sig i stand til at opnå et resultat på søndagens enkeltstart, kan det være, at han fortsætter frem til hviledagen, men mit bedste bud vil være, at der i løbet af i morgen formiddag bliver udsendt en pressemeddelelse, der bekendtgør Dumoulins exit.

 

Helt galt kunne det endda være gået, hvis den lille frontgruppe, der var blevet etableret efter styrtet, havde vundet mere tid, end de faktisk gjorde. Primoz Roglic var nemlig den eneste klassementsrytter, der havde klaret cuttet - naturligvis delvist som følge af held, men også som en konsekvens af sin årvågne og agile kørsel forrest i feltet - og havde han sikret sig et større forspring end de 16, det i sidste ende blev til, kunne han have begravet en stor del af spændingen. I forvejen var det ikke livgivende for løbet, at det netop var ham, der skulle ende som dagens største vinder, for med udsigt til en sejr på søndagens enkeltstart, kan sloveneren meget vel gå indtil den første hviledag med et kolossalt forspring, som bliver svært at hente. Til gengæld har han nu mistet en allieret i Sunweb, og derfor bliver det formentlig alene op til det ikke alt for stærke Jumbo-hold at kontrollere de mange kolossale bjergetaper, hvor Astana, Bahrain og Mitchelton med deres superhold vil have al mulig grund til at lægge pres på.

 

Heldigvis var dagens omkostninger ikke alt for store. Ser man bort fra Dumoulin, lykkedes det nemlig langt de fleste af klassementsrytterne at sidde med i den gruppe, der kun tabte 16 sekunder til Roglic. Selv Ilnur Zakarin, hvis Katusha-hold ellers var det hårdest ramte, da Daniel Navarro, som er ude af løbet, Viacheslav Kuznetsov, Marco Haller og Reto Hollestein alle ramte asfalten, lykkedes på imponerende vis med at holde sig til rivalerne på en dag, hvor han ellers lignede et oplagt offer. Pavel Sivakov, Hugh Carthy og Victor De La Parte mistede alle et par sekunder, og derudover var det kun den evigt uheldige Mikel Landa, der ikke var med i gruppen. Heldigvis undgik baskeren med et tab på 42 sekunder til Roglic den totale katastrofe, men med tanke på den skuffende enkeltstart begynder det efterhånden at se svært ud for Landa, der synes at have en mørk sky hængende over sig. Også outsidere som Tanel Kangert og Ben O’Connor tabte lidt tid, men med tanke på de forskelle, der vil være længere nede i klassementet efter bjergetaperne, er det næppe dagens tidstab, der afgør, om de ender i top 10 eller ej.

 

Til gengæld blev etapen dyr for løjtnanterne. Domenico Pozzovivo og Ion Izagirre røg begge i asfalten og tabte så meget tid, at de nu slet ikke kan bruges i det taktiske spil i bjergene. Heldigvis lykkedes det for Astana at holde Pello Bilbao inde i kampen, ligesom Bahrain stadig har Damiano Caruso, men begge gold mistede et vigtigt våben. Det gjorde Mitchelton til gengæld ikke, da australierne ud over Yates stadig har en tilsyneladende ganske velkørende Esteban Chaves fremme i klassementet som en joker, der kan vise sig at være et bedre kort, end mange havde antaget.

 

Midt i al dramaet glemmer man helt kampen om etapesejren, og det må man bestemt ikke. Det var nemlig fantastisk at se Richard Carapaz nærmest levere en tro kopi af det nummer, han også lavede for et år siden på Montevergine di Mercogliano. Dengang havde alle også sat næsen op efter en puncheurspurt, men netop som der blev gearet op til en finale for de hurtige afsluttere, stak den lille ecuadorianer af, og siden så de ham aldrig igen, til stor fortrydelse for Davide Formolo og Thibaut Pinot, der skulle vise sig at være de hurtigste i feltet.

 

Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu i dag. Bare 24 timer efter at en dum punktering havde betydet, at han blev fanget bag gårsdagens store styrt og dermed mistet al den tid, han havde vundet med sin flotte enkeltstart på 1. etape, svarede han fornemt igen ved på samme måde som i 2018 at udnytte den stilstand, der opstod, da det begyndte at knibe med hjælperkræfterne. Efter styrtet var der nemlig ikke mange hold med mere end én mand i frontgruppen, og da først de tunge folk, Rudiger Selig og Jacopo Guarnieri, havde kørt sig selv i sænk på det flade for hhv. Pascal Ackermann og Arnaud Demare, var det kun UAE, der havde ressourcerne til at holde farten oppe på bakken.

 

Det gjorde de til gengæld også fornemt. Diego Ulissi vidste, at det skulle gøres knaldhårdt, hvis han skulle have en chance for at overspurte den hurtigere Caleb Ewan på den ganske bløde målbakke, og det fik ham til at sende Simone Consonni og Valerio Conti, så snart vejen begyndte at pege mod himlen. De to italienere gjorde deres yderst for at slide sprinterne ned, og det lykkedes da også i stort omfang. Først var det Elia Viviani, der med overraskende optimisme endda havde sendt Pieter Serry frem for at føre undervejs på en etape, hvor al logik sagde, at han ikke kunne vinde, som måtte slippe, og siden faldt også Arnaud Demare, hvis FDJ-hold ellers havde sat sig frem fra start af etapen, fra. Med det hårde tempo blev også Pascal Ackermann, der ellers som i Polen Rundt sidste år atter viste, at han slet ikke er så ringe i disse afslutninger, så træt, at han ikke kunne mønstre sin vanlige spurtstyrke, og det kunne heller ikke Florian Senechal, der pludselig fik en mulighed, da Viviani sagde farvel og tak.

 

Problemet var bare, at Conti ikke kunne holde farten, da Consonni var slået ud. Den lille italiener begyndte hurtigt at tabe fart, og det skulle Carapaz ikke mærke to gange. Med samme eminente timing som på Montevergine di Mercogliano sidste år fløj han væk fra rivalerne, og da hverken Ewan eller Ulissi turde åbne for tidligt, skulle den lille ecuadorianer vise sig umulig at hente, som han også var det for 12 måneder siden, da han indledte sit gennembrud med at tage karrierens indtil i dag største sejr.

 

Mest ærgerlig over forløbet har Ewan grund til at være. Dagens etape blev nemlig endnu en understregning af, hvor fantastisk en puncheur han er blevet. Det kan godt være, at han ikke har vundet en rigtig massespurt på WorldTouren siden den 1. august 2017, og at han i flade spurter slet ikke har samme topfart som tidligere, men i disse afslutninger har han etableret sig som en af verdens bedste. Det startede med sejren i Stirling i sidste års Tour Down Under, og efter nu at have taget tre sejre i lignende afslutninger i UAE Tour og Tour of Turkey i år havde han alle chancer for at tage nr. 4 på dagens etape, der vel var hans allerbedste chance for at vinde en etape i hele løbet. Det fik lille Carapaz effektivt spoleret, og selvom Ewan kørte en fabelagtig spurt til sidst, hvor han var helt uden modstand, var det altså ikke nok til tage den sejr, der vil kunne lette lidt af det pres, som hans manglende spurtsejre har skabt.

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

 

Ulissi måtte tage til takke med en 3. plads, og det kan han måske takke sig selv for. Det var nemlig bemærkelsesværdigt, hvordan det samlede felt nærmest kollektivt havde besluttet, at de ville køre Ewans løb gennem hele etapen. Undervejs fik vi tydeligt set, at Jumbo og Roglic i hvert fald ikke har tænkt sig at gøre noget for at forsvare trøjen, og derfor lå det i kortene, at et stærkt udbrud ville have gode chancer for at løbe med både etapesejr og førertrøje på en dag, hvor sprinterholdene havde gang i en lille nervekrig om, hvem der skulle stå for føringsarbejdet. Alligevel var det kun tre ufarlige mand, der angreb fra km 0, og da hverken Ulissis UAE-hold eller andre mandskaber udnyttede de sene bakker til at sætte Ewan og de andre sprintere under pres, blev etapen alt for let til, at Ulissi kunne overspurte de mere eksplosive og hurtigere folk.

 

Hvad Roglic tænkte, er til gengæld ikke helt let at sige. Sloveneren lignede nemlig en ubesværet mand, der blot rullede med rivalerne i mål uden nogensinde at deltage i spurten. Noget kunne tyde på, at han udviste en form for fairplay ved ikke at udnytte situationen unødigt, som han ellers sagtens kunne have gjort, enten ved at køre fuld knald fra bunden af målbakken for at maksimere sin tidsgevinst eller ved at deltage i kampen om bonussekunder. Begge dele undlod han, og dermed så det i hvert ud til, at han udviste et sportsmanship, man ellers ikke nødvendigvis kunne have forlangt af ham i en situation, hvor styrtet opstod i fuld finale.

 

Det betød da også, at han ikke vandt så megen tid, som han havde kunnet, men alligevel er der efter fire dage ingen, der er indenfor et halvt minut af hans førertrøje, og blot syv rivaler er mindre end et minut bag den slovenske favorit. Samtidig er vi blevet berøvet muligheden for at se ham i direkte konfrontation med Bernal og Dumoulin i det møde, der har været imødeset siden december. Den italienske cykelfest har ikke just fået en start, der åbner op for den mest intense spænding.

 

Heldigvis sker det, at en dårlig fest alligevel kan blive reddet, når man falder i snak med nye bekendtskaber. Måske sker det samme også denne gang, selvom Bernal meldte afbud, og Dumoulin allerede er på vej hjem. Lopez, Yates, Landa og Nibali er forhåbentlig nogle flinke fyre, der kan hjælpe med at sikre, at det alligevel bliver det brag, som vi har glædet os til i de sidste mange måneder.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?