Giro d'Italia-analyse: Meteorologiske marginal gains

Når man skal forklare, hvorfor Ineos/Sky med Dave Brailsford i spidsen er så succesrige, henvises der ofte til ”marginal gains”. Det er en populær betegnelse for alle de små subtile detaljer, som de fleste hold anser for negligerbare, men som de perfektionistiske briter med en kombination af grundighed og overvældende økonomiske ressourcer og teknisk indsigt forsøger at optimere i den overbevisning, at den additive effekt af alle de små gevinster bliver målelig. I Danmark ville vi vel snarere kalde det ”Mange bække små, gør en stor å”, men selvom briterne næppe kender det danske udtryk, har de været i stand til at omsætte det i praksis.

I en vis forstand kan man sige, at det var marginal gains, der i dag gjorde Giro-indledningen til alt andet end den forbandelse, som ellers har martret det britiske hold i næsten alle deres ture rundt i Italien. På alle parametre blev det nemlig en sand Ineos-fest, der ikke blot førte til den forudsigelige sejr til tempofænomenet Filippo Ganna og en tidsgevinst i klassementet til Geraint Thomas, men også en langt større sekundhøst, end den walisiske forhåndsfavorit kunne have drømt om selv i sin mest optimistiske jubelstund.

Denne gang må man dog nok slette ordet ”marginal”, for hvis det refererer til en eller anden subtil detalje, der i sig selv er ligegyldig, kan man bestemt ikke sig, at der var noget ”marginal” over det, der gav Thomas det uventet gode udgangspunkt. Det står nemlig på side 1 i cykelsportens ABC, at det næst efter rutekendskab er et blik på vejrudsigten, der er den vigtigste ingrediens i enhver god forberedelse til et cykelløb. Og denne gang kan man i hvert fald filosofere over, om ellers store hold som Astana, Jumbo, Bora, Sunweb og Trek havde ulejliget sig med at tjekke en af de mange helt gratis vejrtjenester, som nettet jo er fuldt af.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det krævede i hvert fald ikke en doktorgrad i meteorologi at gøre det hjemmearbejde. Selv fra mit domicil i Danmark fjernt fra den glohede ørkenluft, der strømmede op over Sicilien denne varme og blæsende oktoberdag, kunne jeg således konstatere, at det måtte handle om at få kørt den enkeltstart så hurtigt som muligt. Den kraftige ørkenstorm ville nemlig nærmest fordufte i løbet af de blot tre timer, etapen varede, og med en generel medvind på hovedparten af etapen, ville det være tudetosset ikke at tage imod den gratis hjælp, den varme ørkenluft kunne tilbyde.

Brailsford sagde da også ”top” med det samme og takkede ja til tilbuddet ved at lade sine fire esser, Jonathan Castroviejo, Rohan Dennis, Ganna og Thomas starte blandt deres fem første ryttere. Naturligvis havde den snu købmand Patrick Lefevere også blik for en god handel og sørgede for, at hans to esser, Joao Almeida og James Knox, fik det ekstra skub, som Sahara-luften ganske kvit og frit kunne levere. Den jyske købmand, Bjarne Riis, fik også sendt sin tempomaskine Victor Campenaerts tidligt afsted, Nicki Sørensen lod Alex Dowsett starte allerførst, og Matthew White var også årvågen nok til at give Simon Yates en tidlig starttid.

Sådan var det imidlertid ikke hos Astana, Trek, Jumbo, Sunweb og Bora. Klassementsrytterne Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Rafal Majka samt Michael Matthews, der ellers drømte om at en god tid i dag og ti bonussekunder i morgen ville gøre ham lige så lyserød, som han var det i 2014 og 2015, blev alle sendt afsted blandt de allersidste. Og mens Thomas var blevet blæst hele vejen ned til Palermo, måtte de fem topkandidater trods ihærdig fight notere sig enorme tidstab på hhv. 1.24, 1.21, 1.05, 1.37 og 1.06 til den mand, som i forvejen stod til at give den prygl på løbets tre enkeltstarter, og som nu fik langt mere ud af de første bare 15,1 km af de knap 65 km tidskørsel, end han kunne have troet. Og lille Yates, der i den grad havde sin kropsvægt imod sig på den generelt faldende rute, kunne med et tab på bare 26 sekunder kalde sig dagens anden vinder, mens hans tidligere holdkammerat Matthews med et tab på i alt 35 sekunder til Thomas kan glemme alt om lyserøde klæder.

Det er svært at svare på, hvordan en så eklatant mangel på grundighed kan koste så dyrt i verdens næststørste cykelløb, når selv et opslag i Feltet.dks optakt kunne have givet dem svaret på, hvornår de skulle starte. Den eneste forsvar, der kan accepteres, er vel, at de var bekymrede for sikkerheden, når kraftig sidemedvind ramte pladehjulene, mens farten var allerhøjest.

Det var da også en relevant bekymring, og det var åbenlyst, at der var et behov for at afveje sikkerhed over for mulig tidsgevinst. Således røg både Campenaerts og Dowsett på halen, da de startede som de allerførste, og Dennis havde åbenlyst svært ved at styre cyklen. Også andre, der ellers lagde ambitiøst ud, måtte undervejs trække i bremsen på en rute, der måske ikke var helt gennemtænkt i en tid, hvor der generelt er fokus på at forbedre sikkerheden. Naturligvis var vinden årsagen til farligheden, men kan man tro den TV2-vejrudsigt, jeg hørte forleden, er disse ørkenstorme på Sicilien ikke noget ukendt fænomen på denne tid af året og dermed også en forudsigelig fare.

De varierende omstændigheder gør også, at vi ikke kan bruge resultatet til noget som helst i forhold til at vurdere form. Vi kan blot konstatere resultatet og erkende, at der nu er brug for endnu mere offensiv kørsel i bjergene end først antaget, hvis Thomas’ forudsigelige tidsgevinster skal annihileres. Forholdene var ganske enkelt for forskellige, for vinden aftog med så kraftig en hastighed, at der var stor forskel på at starte bare med en halv times mellemrum. Og lægger man dertil, at mange valgte forsigtighed fremfor risiko blev vi ikke meget klogere.

Det eneste, vi reelt kan, er at sammenligne de klassementsryttere, der kørte i sidste gruppe under nogenlunde ens betingelser. Her må Nibali regnes som den store vinder, når han satte tid i banken på alle andre end Kelderman, der på forhånd regnes som den mest tempostærke af de fem - også selvom det først var i Tirreno, at han genfandt lidt af sine tempoevner. Måske kunne han have forventet at vinde tid på Kruijswijk på en rute, der slet ikke passede til den hollandske dieselmotor, men med de enkeltstarter, Fuglsang efterhånden har genfundet de senere år, var det overraskende, at danskeren skulle bløde sig meget tid. Det eneste forventelige var, at Majka fik sig en gedigen lussing, for det lå i kortene allerede inden starten - og med en startposition som allersidste mand bad han næsten om, at der skulle slås ekstra hårdt!

Set med danske øjne var det en møgstart, men et tidstab på denne gang tempotons siger ikke meget om Fuglsang reelle form i bjergene. Det her er ganske enkelt noget helt alle, og det eneste, jeg vil drage som lære, er vel, at Nibalis gode VM var en bekræftelse på, at han som altid har fundet formen til sine grand tours. Det reelle hierarki bliver vi først klogere på, når de har smagt på lave på Etna på mandag - og med nu endnu større behov for aggressiv kørsel bliver vi måske endnu klogere end først antaget på en første bjergetape, der ellers ofte køres lidt konservativt.

Mens de etablerede stjerner led, boltrede talenterne sig. Mest markant var det, at Joao Almeida chokerede med en 2. plads, men med al respekt for portugiserens uhyre store talent siger det vist mere om hans meget tidlige starttid end om hans tempoevner. Det bør trods alt ikke være muligt for ham at slå Thomas på en enkeltstart af denne type, men selvfølgelig var snu Lefevere manden, der lukrerede allermest på omstændighederne.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Udover Ganna, der jo også stadig er en ung komet, som efterhånden flyver så hurtigt, at vi ikke alligevel får en ensidig fremtidig Evenepoel-dominant som frygtet, var top 10 fyldt med unge navne. Tour de l’Avneir-vinderen Tobias Foss fik en grand tour-debut, der må få vore norske brødre til at drømme sødt om en fremtidig sejr i et af de store etapeløb, mens vi danskere jubler stort over, at Mikkel Bjerg efter nogle skuffelser i Tirreno og ved VM endelig fik vist, at han også kan begå sig i det tungeste selskab.

Det hensygnende NTT stod vel for dagens største sensation med en top 10 til unge Matteo Sobrero, der ikke er specialist og ikke har imponeret i sin første tid som professionel. Brandon McNulty viste, at han kan blive særdeles interessant i klassementssammenhæng med en fabelagtig 24. plads, selvom han startede i sidste gruppe, hvor han knuste alle de etablerede klassementsnavne. Og Aleksandr Vlasov, der kunne frygte en lussing i en disciplin, som ikke er hans, var snu nok til med en relativt tidlig start at ende som tredjebedst af de seks reelle vinderkandidater (Thomas, Kruijswijk, Nibali, Fuglsang og Yates er de øvrige) med et tab på 57 sekunder til Thomas. Dermed endte det ikke alt sammen skidt for et Astana-mandskab, der ellers mistede Miguel Angel Lopez som følge af et af de uhyggeligt klodsede styrt, som ellers lignede en børnesygdom, han var kommet sig over, og som nu slet ikke ser så skræmmende bjergstærke ud som den gjorde for et par timer siden.

Det gør de heller ikke hos Ineos, der ikke er kommet til Italien med deres A-kæde, men netop i det lys er det jo en god ide at finde de fordele - eller marginal gains - man kan. Blandt disse burde egentlig ikke høre at kigge i vejrudsigten, men når konkurrenterne forærer dem et straffespark uden målmand, kan man jo lige så godt sparke bolden i mål. Måske er det ikke helt uden grund, at det er Brailsford og co., der har vundet Touren syv ud af de seneste ni gange…