Giro d'Italia-analyse: Vellykket flugt fra Skys Giro-forbandelse

Forløsning! Kortere kan det vel ikke siges, efter at Elia Viviani i dag levede op til sin status som det absolutte stjernenavn i et relativt tyndt besat sprinterfelt og for anden gang i karrieren vandt den første massespurt i sit hjemlands grand tour. For et år siden oplevede han sin hidtil største skuffelse, da Sky-ledelsen umiddelbart inden Romandiet Rundt - hvor han i øvrigt svarede igen ved at vinde en etape - gav ham besked om, at han ikke var udtaget til sit store sæsonmål, og lige siden har han desperat drømt om at komme tilbage til sit favoritløb, hvor han også i 2016 oplevede en stor nedtur.

Viljen til at vende tilbage til Giroen var så stor, at han valgte at afbryde samarbejdet med Sky før tid og udnytte, at holdet lod ham skifte til Quick-Step, der var på desperat jagt efter en erstatning for Marcel Kittel, som nægtede at risikere at skulle dele sprinterrollen i Touren med Fernando Gaviria. Med sit fokus på Giroen var Viviani det oplagte valg, og dermed fik han af Patrick Lefevere stillet et af sportens bedste tog til sin rådighed. Det var naturligvis en chance, han ikke kunne forpasse, og med ét gik Viviani fra at være en af de mest isolerede topsprintere til at være bedre støttet end de fleste.

Viviani har haft en fabelagtig sæsonstart, hvor han til fulde har draget nytte af sit gode tog, men det har hele tiden været Giroen, der var hans store eksamen. Derfor ringede alarmklokkerne også, da italieneren mildt sagt ikke var imponerende i Romandiet, hvor han sågar faldt for tidsgrænsen på bjergenkeltstarten. Det har utvivlsomt givet panderynker i Quick-Step-lejren.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det var der heldigvis ikke grund til. I dag levede italieneren nemlig til fulde op til tilliden, da han slog til ved først givne lejlighed. Med en ganske suveræn spurt tog den ellers så succesrige italiener sin blot anden grand tour-etapesejr og fik dermed lettet det kolossale pres, der har hvilet på hans skuldre, ikke mindst siden det blev klart, at årets sprinterfelt ville være meget svagt besat.

Sejren er en stor forløsning for både Viviani selv og Quick-Step, der dermed fortsætter drømmeforåret. Alligevel er alt ikke fryd og gammen i den belgiske lejr. Faktisk gik det meste galt i selve spurten, og det var bestemt ikke uheldigt, at italieneren overhovedet kunne gøre brug af sin hurtighed. Da Zdenek Stybar, Florian Senechal og Michael Mørkøv skød frem, havde de nemlig tabt både Fabio Sabatini og Viviani, og faktisk endte de tre holdkammerater med at give rivalerne et glimrende lead-out i stedet for at hjælpe deres kaptajn.

Viviani viste imidlertid stor styrke i positionskampen ved at gribe hjulet på sin formodet værste rival, Sam Bennett. Hans lead-out man, Rudiger Selig, viste nemlig atter, hvorfor han må regnes som verdens måske allerbedste, da det atter lykkedes ham at aflevere sin irske kaptajn perfekt, som han gjorde det utallige gange sidste år.

Derfor var alt da også på sporet for Bennett, der så desperat jagter sin første etapesejr, men en blunder kostede ham sejren. Jakub Mareczko, der helt usædvanligt havde fået sig positioneret glimrende i en ellers meget teknisk finale, åbnede nemlig en lang spurt, og mens Viviani udviste snarrådighed og med det samme reagerede, var Bennett helt uopmærksom. Derfor var de to italienske fugle for længst fløjet, da ireren trådte an, og selvom han kørte en glimrende spurt, rakte det kun til en skuffende tredjeplads.

Bennett var imidlertid ikke den eneste, der havde grund til at ærgre sig. Niccolo Bonifazio havde nemlig også kurs mod et topresultat, da han fangede den rette bølge og skød frem sammen med Mareczko. Han blev imidlertid af Viviani tvunget til at bremse, og det forhindrede ham i at udnytte den helt perfekt slipstrøm, han ellers havde udsigt til.

I det mindste spillede han på den rigtige hest. Det gjorde Danny Van Poppel til gengæld ikke. Hollænderen var ellers i den perfekte position bag Tom Van Asbroeck og Sacha Modolo, da belgieren kørte lead-out for italieneren. EF -duoen kunne imidlertid ikke stå imod, da Selig kom bragende bagfra, og derfor endte Van Poppel i en låst position, hvorfra han hurtigt indså, at slaget var tabt. Heldigvis kan han glæde sig over, at hans tog med Jos Van Emden og Gijs Van Hoecke gjorde det glimrende, og han kan derfor med nogen fortrøstning se frem til de kommende sprinteretaper.

Langt værre gik for Sky, hvis Giro-forbandelse absolut ingen ende til tage. I går styrtede Chris Froome, og i dag gik det så ud over holdets plan B, da Wout Poels punkterede i finalen og mistede 40 sekunder. Det var noget af et slag i ansigtet for briterne, der dermed efter bare to dage kan se på et klassement med ganske betydelige tidstab til begge deres kaptajner. Der synes simpelthen ikke at være en ende på briternes uheld i Italien. Poels var i øvrigt ikke den eneste klassementsrytter, der smed tid, da også Jack Haig - formentlig som følge af sit styrt på 1. etape - var ude af stand til at følge feltet. Dermed mistede det stærke Mitchelton-mandskab en vigtig taktisk option i deres forsøg på at udnytte deres kollektive styrke i bjergene.

Dagens anden store vinder var naturligvis Rohan Dennis. Allerede i går forudsagde jeg, at Victor Campenaerts med et udbrudsforsøg ville gå efter trøjen, og Tom Dumoulin havde da også klart signaleret, at han yderst gerne ville af med trøjen og dermed slippe for det stress, den giver efter hver etape.

Problemet var bare, at BMC havde de samme planer, og det kan undre. Hvis Dennis vitterligt tror på sig selv i klassementssammenhæng - og det er som bekendt den samlede stilling, der er hans store mål i år 2 i hans fireårige forsøg på at transformere sig selv til grand tour-rytter - er det alt andet end ideelt at skulle iføre sig trøjen allerede nu. Det koster kun unødige kræfter, og for en rytter, hvis største problem i forvejen er holdbarhed, er denne form for tidligt stress ikke just hjælpsom.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Forklaringen kunne meget vel være BMCs usikre fremtid. Holdet er som bekendt lukningstruet efter denne sæson og jagter desperat en sponsor. Senest har Greg Van Avermaet lagt ekstra pres på for en hurtig afklaring, og derfor er der brug for al den opmærksomhed, man kan skaffe. Et par dage i førertrøjen til Dennis er derfor ikke at kimse ad, og den mulighed kunne man ikke lade forpasse.

Missionen var usædvanligt veludført. Allerede fra start markerede man tydeligt over for Campenaerts, hvad planen var, og derfor fik belgieren trods to forsøg aldrig lov at køre. Derefter kørte man i god tid det tidlige udbrud ind og afsluttede arbejdet med at aflevere Dennis perfekt.

Australieren skal imidlertid prise sig lykkelig for, at Elia Viviani ikke gav sig fuldt ud i spurten. Det var en plan, der meget let kunne være endt i det rene ingenting, hvis italieneren vitterligt havde kørt 100% for de 20 vigtige point. Samtidig kunne man meget vel have forestillet sig, at også Sam Bennett eller Danny Van Poppel ville have blik på pointtrøjen, og derfor kunne Dennis meget vel være kommet tomhændet derfra.

Heldet tilsmilede derfor også amerikanerne, der således fik en fortjent belønning for en flot plan, og nu har Dennis endda gode muligheder for at holde fast helt frem til Etna. Med mindre der står en hård modvind på den berømte vulkan får australieren det svært på 6. etape, men inden da kan han gøre trøjen stor ære. Med sin hurtighed i puncheurfinaler som dem, der venter tirsdag og onsdag er det endda ikke udelukket, at han kan vinde en etape med den lyserøde trøje på sine skuldre - og dermed har han sat vigtige point i banken, inden den tredje uge, hvor man med stor ret kan frygte, at den ganske ustabile australier eksploderer markant.

Det var i øvrigt ganske interessant, at kun Viviani gad blande sig i de indlagte spurter. På papiret burde Bennett have gode chancer for at true italieneren i kampen om den cyclamenfarvede trøje, men ireren har åbenbart i første omgang fuld fokus på etapesejre. Det kan ændre sig senere, hvis Bennett eller andre sprintere pludselig får trøjen inden for rækkevidde, men Viviani har i hvert fald i dag styrket sin favoritstatus.

Det er dog forsat ikke helt givet, at en sprinter overhovedet vil vinde trøjen. I år er der nemlig færre sprinteretaper, og selv de relativt flade 12. of 13. etaper har nogle bakker i finalen, der kan være perfekte angrebsramper. Pointsystemet er dog indrettet således, at sprinterne har en klar fordel, og da Quick-Step primært er her for Viviani, vil de også gå så meget efter indlagte spurter undervejs, at italieneren må være det oplagte bud på en samlet vinder af pointtrøjen - hvis altså ikke Bennett undervejs pludselig kan blive en trussel.

Alt det bliver vi meget klogere på i morgen. En sprinterfjendtlig rute betyder, at Viviani, Bennett og co. skal slå til hver eneste gang, muligheden byder sig. Det gør den igen søndag, hvor det israelske eventyr afsluttes med det, der i bogstavligste forstand vil være en lang ørkenvandring langs den egyptiske grænse. For tre år siden lykkedes det aldrig for Viviani at følge op på sin første succes. Kender man Quick-Step ret, vil det være anderledes denne gang.