Giro d’Italia: Favoritten

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Det så aldrig ud til at ville lykkes at overtale Chris Froome til at risikere en mulig Tour-sejr til fordel for et forsøg på at vinde dne eneste grand tour, han endnu mangler, Giroen. Udsigten til at skrive historie og blive den første rytter til at sidde på tronen i alle tre grand tours på én gang, var dog for fristende for briten, der i november bekendtgjorde sin intention om at stille til start i Jerusalem på fredag.

Vegnis drøm blev kun mere fantastisk i januar, da det endegyldigt blev bekræftet, at også den forsvarende vinder Tom Dumoulin vil begive sig til Mellemøsten i denne uge. Lige siden hollænderens sejr sidste år har cykelverdenen set frem til et første stort opgør mellem Froome og den nye grand tour-stjerne. Mange havde ventet, at dette første slag ville finde sted i en af de kommende udgaver af Touren, men Froomes modige satsning betyder, at opgøret til Vegnis store tilfredshed vil finde sted på de italienske landeveje.

Løbet handler imidlertid ingenlunde kun om Froome om Dumoulin. Efter to store bjergetapesejre i sidste års Vuelta kan stortalentet Miguel Angel Lopez for første gang stille til start i en grand tour uden at have været sat tilbage af skader forinden, Esteban Chaves jagter den samlede sejr efter at have været så tæt på i 2016, en formstærk Thibaut Pinot går efter sejren i Tour of the Alps efter at forbedre sidste års 4. plads, og Fabio Aru er sulten efter revanche, efter at en skade sidste år afholdt ham fra at stille til start. Læg dertil, at Domenico Pozzovivo synes stærkere end nogensinde, at George Bennett i øjeblikket gør stormskridt på verdenstoppen, at Simon Yates efter et flot forår jagter ny grand tour-succes i sin Giro-debut, at Davide Formolo synes klar til endelig at indfri sit kolossale potentiale, og at feltet byder på et hav af spændende unge ryttere, hvoraf mange har en stor mulighed for at overraske, og det bliver klart, at scenen er sat til et fabelagtigt slag de kommende tre uger i Italien.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Chris Froome (*****)

”Det sker aldrig!” Det var en næsten helt enig cykelverden, der med det samme affærdigede det som ren spekulation, da de første rygter om Chris Froomes mulige Giro d’Italia-forsøg begyndte at svirre i oktober. Briten havde trods alt gang på gang understreget, at Tour de France i den nærmeste fremtid ville have hans fulde fokus, og at hans store karrieremål er at vinde verdens største cykelløb så mange gang som muligt. I det lys synes et forsøg på også at vinde Giroen at være et nærmest kamikazeagtigt projekt - og hvis Froome havde brug for en påmindelse om vanskeligheden af en Giro-Tour-double, skulle de yderst tamme præstationer i Touren af først Alberto Contador i 2015 og senest af Nairo Quintana i 2017 være rigeligt med vidnesbyrd.

Alligevel tog rygterne til i styrke, og efterhånden blev de så massive, at de ikke længere kunne affærdiges som ren ønsketænkning fra cykelnostalgikere, der dømte sig tilbage til en svunden tid, hvor de store ryttere kastede sig ud i næsten alle de store løb. Hurtigt kom det frem, at der var tæt kontakt mellem Sky-ledelsen og Giro-direktør Mauro Vegni, der naturligvis øjnede en gylden mulighed for at sikre sig et vaskeægte guldæg, der med ét kunne mangedoble interessen for et løb, der altid har kæmpet for at træde ud af Touren skygge, og som bestemt ikke har fået det lettere af Contadors og Quintanas vaskeligheder ved at deltage i begge de to første grand tours.

Vegni greb chancen med begge hænder. Han udskød rutepræsentation til slutningen af november, og selvom der helt sikkert har været vandtætte skotter mellem Sky og Giro-ledelsen - blandt andet blev der ikke plads til den ellers meget omtalte flade afsluttende enkeltstart i Rom, som helt sikkert stod højt på Froomes ønskeliste - er det ikke svært at se, at løbsdirektøren har designet en rute, der i hvert fald ikke har afskrækket Sky og Froome fra at kaste sig ud i et projekt, der syntes helt usandsynligt fra begyndelsen. En relativt let start, hvor der inden det store slag på Zoncolan kun er to relativt svære bjergetaper, samt en lang, usædvanligt flad enkeltstart i den tredje uge har fungeret som yderst fristende lokkemad, der i sidste ende var tilstrækkeligt til at gøre det umulige muligt.

I de sidste dage op til rutepræsentation var det alene et spørgsmål om at få den endelige bekræftelse, og det var derfor nærmest en formalitet at se Froome tone frem på storskærmen i Milano og bekendtgøre sin første deltagelse i Giroen siden 2010, hvor han blev sendt hjem i utide for at have holdt for længe fast i sin servicevogn. Helt fortjent høstede briten stor anerkendelse og ros for sit mod i de følgende dage, hvor der samstemmende fra cykelfans næredes stor beundring for, at et Sky-hold, der ellers har ry for at køre kontrolleret og kalkuleret, var villige til at gamble en historisk fjerde Tour-sejr for en mulig triumf i Giroen,

PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE I GIRO-SPILLET
 

Hvorfor i alverden tør Froome løbe en risiko, der muligvis koster ham chancen for at indskrive sig på listen over ryttere med rekorden over flest Tour-sejre? Svaret er formentlig helt enkelt. Efter sejren i Vueltaen indså Froome, at han havde en historisk chance for at blive den første i verdenshistorien, der på én gang sad på Tour-, Giro- og Vuelta-tronen, og den mulighed var næsten for fristende til at lade gå fra sig. Da Vegni med et venligt rutedesign, gav ham det sidste lille puf ud over rampen, slog Froome til. Om det ender i et frit fald, eller om han lander på benene efter en historisk præstation, der bliver meget svær at overgå, er endnu uklart, men det er umuligt andet end at beundre et vovemod, som næppe mange havde tiltroet en rytter, der ufortjent har fået et ry som beregnende og kontrolleret.

Siden den begejstrede melding i november har den kedelig salbutamol-sag naturligvis trukket lange skygger, der formentlig også har fået Vegni til at betvivle visdommen i sin beslutning om at satse alt på at få Froome til start. Faktum er imidlertid, at Froome i overensstemmelse med reglerne ikke er suspenderet, og havde det ikke været for et læk til pressen, havde cykelverdenen ikke anet det mindste om, at der var en juridisk proces i gang bag kulisserne. Froomes start i Jerusalem på fredag har sin fulde juridiske berettigelse, men desværre kaster det nogle kedelige skygger og skaber nogle uheldige kontroverser i det, der skulle have været et fantastisk forsøg på at skrive cykelhistorie. Heldigvis tyder mere og mere på, at en eventuel Froome-sejr vil kunne blive stående også i tilfælde af en karantæne, og derfor undgår vi formentlig samme beklagelige scenarium som i 2011, hvor Alberto Contador tog en overlegen Giro-sejr, som efterfølgende blev ham frataget.

Spørgsmålet er nu blot, om der overhovedet bliver en sejr, der eventuelt kan fratages Froome. Kan briten virkelig gøre det umulige at vinde tre grand tours i træk på mindre end et år? Al logik samt de historiske erfaringer siger nej, men Froome er ikke en hvilken som helst rytter. Tværtimod taler vi om et unikt grand tour-talent, der i de seneste fem år har været usårlig de etapeløb, hvor han har været tæt på 100% af sin form.

Kaster man et blik på Froomes resultater i 2018, er der intet at råbe hurra af. I Ruta del Sol var han ikke i nærheden af at blande sig med de bedste på kongeetapen eller enkeltstarten, og da han endda blev ramt af en punktering i finalen på 4. etape, endte det hele i fiasko. Meget bedre blev det ikke i Tirreno-Adriatico, hvor han atter skuffede i bjergene og derfor endte som ren hjælperytter for først Geraint Thomas og siden Michal Kwiatkowski. I sin seneste optræden i Tour of the Alps var han langt bedre og endte på en fin fjerdeplads, men efterlod samtidig klart et indtryk af ikke at være på samme niveau som Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez og Domenico Pozzovivo, der alle fremstår som nogle af de værste rivaler i de kommende uger på de italienske landeveje.

Det ville være så let at lade alarmklokkerne ringe med øredøvende lydstyrke, hvis ikke det var fordi, vi allerede har oplevet det hele før. Drømmen om at vinde Touren og Vueltaen i samme sæson fik nemlig Froome til at skrue voldsomt ned på forårsambitionerne i 2016 og 2017, og det gav med det samme resultat. Efter nogle pauvre sæsonstarter fandt briten nemlig den helt rette balance og kunne fastholde et tårnhøjt niveau fra begyndelsen af juli og hele vejen frem til Vuelta-afslutningen, og havde det ikke været for en kollektiv blunder på den berømte ”Froomigal”-etape i Vueltaen i 2016, havde Froome vundet begge de to grand tours i begge år.

Det er præcis den succes, der har overbevist Froome om, at han kan gentage opskriften i år, hvor fokus blot flyttes til Giroen og Touren og ikke Touren og Vueltaen. Derfor er der tale om en næsten identisk kopi af særligt hans 2017-sæson. Her betød et helt resultatløst forår nemlig også, at der blev stillet kraftige spørgsmålstegn ved Froomes niveau forud for Touren, og særligt da han var langt fra vanlig styrke i Dauphiné, blev hans status som Tour-favorit voldsomt udfordret.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Alligevel gjorde Froome alle kritikerne til skamme. Allerede på den indledende enkeltstart i Düsseldorf gav han rivalerne en mental mavepuster, og derefter leverede han en kontrolleret indsats gennem hele løbet, hvor man aldrig havde fornemmelsen af, at sejren var i fare. End ikke en lille nedtur på Peyragudes-etapen, hvor en lille sukkerkrise kunne have fået katastrofale konsekvenser, kunne fjerne et indtryk af, at en Froome i total kontrol med relativ lethed vandt et løb, hvor han aldrig gik rigtigt dybt. Tværtimod havde han Vueltaen i baghovedet gennem alle tre uger, undlod at lancere sine vanlige angreb i bjergene og lukrerede til fulde på sin enkeltstart og sit stærke hold til at hjemføre en lidt kedelig, men knusende sikker sejr.

Resultat var frugt i Vueltaen, hvor han var i en klasse for sig, og den succes vil derfor få ham til at forsøge at gentage opskriften i år. Derfor vil Froome og Sky formentlig køre et meget defensivt løb, hvor det handler om at nå til Rom med den lysetrøje på skuldrene, men med et absolut minimalt energiforbrug. Forvent ikke at se Froome i de storslåede bjergoffensiver, som kendetegnede hans Tour-sejre i 2013 og 2015, hvor han med vanlig overlegenhed satte rivalerne totalt til vægs på den første bjergetape.

Froome har en ufattelig træfsikkerhed, når det handler om at time formen, og der er ingen grund til at tro, at han ikke har fuldstændig styr på, hvor han er, og hvor han skal være på forskellige tidspunkter af løbet. Og ruten giver ham alle muligheder for at få succes. I løbet af de første 13 etaper er det kun Etna- og Gran Sasso-etaperne, der er svære nok til at kunne skabe forskelle. Dem skal Froome blot relativt let igennem og forsøge at undgå at smide tid, samtidig med at han finder den bedste form frem mod den frygtede Monte Zoncolan-etape, der markerer starten på finalen. Her skal Froome gerne være på 100%, og hvis det lykkes ham at følge mønsteret fra sidste års Tour, vil det lykkes perfekt.

Der er imidlertid visse forskelle i forhold til sidste sommer. I juli kunne Froome tillade sig at lukrere 100% på sin enkeltstart, da han blandt klassementsrytterne var i særklasse i kampen mod uret. Tom Dumoulins tilstedeværelse i Giroen komplicerer imidlertid tingene. Selvom Froome er en forrygende temporytter, der i de seneste to år har leveret sande magtdemonstrationer på de flade enkeltstarter i Vueltaen, har Dumoulin haft overtaget i deres interne duel. Ved OL i Rio, VM i Bergen og på den lange enkeltstart i Touren i 2016 slog hollænderen briten, og det er kun på den sidste enkeltstart i Touren samme år - en enkeltstart, der næsten var en regulær bjergenkeltstart - at Froome kunne slå Dumoulin.

Froome må derfor tage som udgangspunkt, at han vil tabe tid til Dumoulin på 16. etape, men med tanke på hans Vuelta-enkeltstarter i de seneste to år vil det ikke nødvendigvis være meget. Samtidig vil netop denne etape gøre det muligt for briten at vinde minutter på alle de rene klatrere, og han kan derfor meget vel skabe et scenarium, hvor han alene skal kontrollere sig om sin hollandske rival i bjergene.

Og her siger al logik, at Froome har overtaget. Dumoulin imponerede ganske vist stort i Giroen sidste år, hvor han endda slog Quintana og co. i en direkte duel på Oropa-stigningen. Den sidste uge viste imidlertid også, at der er grænser for hollænderens evner på de helt store bjergetaper, og selvom han særligt på kongeetapen imponerede, var Dumoulin tydeligvis under betydeligt pres på de sidste tre bjergetaper. Også i år er den sidste uge fyldt med solide dage i bjergene, og Dumoulin skal formentlig blot have én dag, hvor han ikke er på toppen for, at Froome kan vinde den nødvendige tid tilbage. Herefter kan han sætte cyklen på ”cruise control” og forsøge at spare så meget som muligt på kræfterne frem mod Touren.

Måske behøver Froome end ikke at vente til den tredje uge. Allerede på Zoncolan-etapen kan han give Dumoulin et dødsstød, der vil være nok til at forsvare en føring på enkeltstarten. Trods hans store kvaliteter kan end ikke Dumoulin sætte tyngdekraften ud af spil, og selvom han har udvist en fantastisk evne til at pace sig selv på stejle stigninger, vil et bjerg som Zoncolan altid være til Froomes fordel. Det skyldes ikke mindst, at Froome har en fantastisk track record på netop de allersværeste stigninger, ganske enkelt fordi han som ingen anden kan afmåle sin indsats og undgå at gå i rød zone - en meget fin balance, der er livsvigtig på monsterstigninger som disse. Det er ikke uden grund, at Froome har kørt så fremragende på Angliru i Vueltaen, og Froome kan med en stor dag på Zoncolan og en stærk enkeltstart formentlig gøre nok til at tage den samlede sejr.

En væsentlig faktor for, at det skal kunne lade sig gøre, er naturligvis holdet. Froome har næsten altid haft fordel af at have løbets bedste mandskab til at bakke sig op. Det er ikke nødvendigvis tilfældet denne gang, hvor særligt Astana og Mitchelton-Scott kommer i fremragende formationer. Froome er dog stadig særdeles veludrustet, når det handler om kollektivet, og i den direkte sammenligning mellem Sunweb og Sky er der klasseforskel.

Særligt Wout Poels, der sidste år blev nr. 6 i Vueltaen og formentlig ville kunne køre på podiet selv, vil være livsvigtig for Froome i hans forsøg på at spare på kræfterne frem mod Touren, men også Kenny Elissonde kan vise sig at være guld værd efter et Tour of the Alps, hvor den lille franskmand nåede helt nye højder. David De La Cruz og Sergio Henao har begge haft en svær tid, men Henao gav med en fin præstation i Ardennerne håb om, at han kan genfinde fordums styrke. Og kan De La Cruz finde de ben, han havde i den Burgos og den første uge af Vueltaen i 2017, er også han svær at matche i bjergene. Lægger man dertil altid stabile Vasil Kiryienka samt Salvatore Puccios og Christian Knees’ styrke på det flade kan man ikke komme uden om, at Sky atter har givet Froome fine forudsætninger for at nå sit mål.

Det kan godt være, at logikken siger, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan ikke vinde tre grand tours på mindre end et år. Men mange troede heller ikke, at det kunne lade sig gøre at vinde Touren og Vueltaen i samme sæson, og at man kunne køre i top 2 i begge de to grand tours, samtidig med at man tog OL-medalje i perioden mellem de to løb. Froome har gang på gang vist, at han både mentalt og fysisk er gjort af et helt særligt stof, der for altid vil placere ham oppe blandt de allerstørste i cykelhistorien. Og myten om den kenyanskfødte brite vil kun blive endnu stærkere, hvis han den 27. maj gør det, ingen troede muligt - salbutamol-sag eller ej.

PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE I GIRO-SPILLET