Giro d’Italia: Hovedudfordrerne

SÆT DIT MANAGERHOLD I GIRO-SPILLET

Giro d’Italia-arrangørerne i RCS Sport må knibe sig selv i armen i disse dage. Det så aldrig ud til at ville lykkes at overtale Chris Froome til at risikere en mulig Tour-sejr til fordel for et forsøg på at vinde dne eneste grand tour, han endnu mangler, Giroen. Udsigten til at skrive historie og blive den første rytter til at sidde på tronen i alle tre grand tours på én gang, var dog for fristende for briten, der i november bekendtgjorde sin intention om at stille til start i Jerusalem på fredag.

Vegnis drøm blev kun mere fantastisk i januar, da det endegyldigt blev bekræftet, at også den forsvarende vinder Tom Dumoulin vil begive sig til Mellemøsten i denne uge. Lige siden hollænderens sejr sidste år har cykelverdenen set frem til et første stort opgør mellem Froome og den nye grand tour-stjerne. Mange havde ventet, at dette første slag ville finde sted i en af de kommende udgaver af Touren, men Froomes modige satsning betyder, at opgøret til Vegnis store tilfredshed vil finde sted på de italienske landeveje.

Løbet handler imidlertid ingenlunde kun om Froome om Dumoulin. Efter to store bjergetapesejre i sidste års Vuelta kan stortalentet Miguel Angel Lopez for første gang stille til start i en grand tour uden at have været sat tilbage af skader forinden, Esteban Chaves jagter den samlede sejr efter at have været så tæt på i 2016, en formstærk Thibaut Pinot går efter sejren i Tour of the Alps efter at forbedre sidste års 4. plads, og Fabio Aru er sulten efter revanche, efter at en skade sidste år afholdt ham fra at stille til start. Læg dertil, at Domenico Pozzovivo synes stærkere end nogensinde, at George Bennett i øjeblikket gør stormskridt på verdenstoppen, at Simon Yates efter et flot forår jagter ny grand tour-succes i sin Giro-debut, at Davide Formolo synes klar til endelig at indfri sit kolossale potentiale, og at feltet byder på et hav af spændende unge ryttere, hvoraf mange har en stor mulighed for at overraske, og det bliver klart, at scenen er sat til et fabelagtigt slag de kommende tre uger i Italien.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Tom Dumoulin (****)

Når det handler om sejre i grand tours, er sensationer yderst sjældne. Tre ugers udmarvende udfordringer i bjergrigt terræn er så krævende en prøvelse, at kun de allerbedste kan være med, og derfor er det næsten umuligt for en ”nobody” at løbe med sejren. I nyere tid har Chris Horner og Juan Jose Cobo ganske vist taget overraskende triumfer i Vueltaen, men begge de to klatrere var trods alt stillet til start med tidligere top 10-placeringer i tre uger lange etapeløb og med erklærede ambitioner om at køre efter klassementet.

Intet af dette var imidlertid en del af Tom Dumoulins rygsæk, da han stillede til start i Vueltaen i 2015. Tværtimod var han styrtet ud af Touren bare et par uger forinden, og selvom han havde nået at træne lidt i højderne, var målet alene at forsøge at køre sig i form undervejs for at gå efter en etapesejr i løbets anden halvdel, specielt på enkeltstarten. Løbet udviklede sig imidlertid helt anderledes end forventet for den store hollænder. Allerede på løbets 2. etape overraskede han sig selv ved at være meget tæt på en etapesejr, og tre dage senere havde han pludselig førertrøjen. En sådan giver man naturligvis ikke fra sig frivilligt, og da han efter i første omgang at have mistet den, generobrede trikoten ved på fantastisk vis at slå Chris Froome på den stejle Cumbre del Sol-stigning før første hviledag, begyndte håbet om en topplacering langsomt at spire.

Resten er som bekendt historie. Dumoulin fortsatte med at overgå sig selv, og efter at have generobret trøjen på løbets enkeltstart var løbet kun én bjergetape for langt til, at han havde leveret den største grand tour-sensation i nyere tid. Dagen inden afslutningen i Madrid lykkedes det imidlertid Mikel Landa og Fabio Aru at knække den store hollænder, der uden støtte fra sit hold, som slet ikke var gearet til at køre efter sejren i et stort etapeløb, og derfor gled han ned på en sjetteplads - et resultat, som han uden tvivl havde været meget stolt af, hvis ikke det var fordi, han havde kunnet smage sejren. Og at han forud for løbet angiveligt fik diverse bookmakere til at give pengene 1001 gange igen tilfælde af en sejr, siger alt om, hvor tæt vi var på en vaskeægte sensation.

Bedriften fik imidlertid Dumoulin til at skifte mening. Jeg husker, at jeg ved VM i Firenze i 2013 spurgte det unge hollandske enkeltstartstalent, om han nærede ambitioner i de tre uger lange løb. Med en nærmest overbærende hånlatter gjorde den ellers så sympatiske hollænder det klart, at han slet ikke anså det for realistisk at begå sig med klatrerne i de høje bjerge.

Alligevel havde Dumoulin aldrig drømt om, at han allerede i 2016 skulle stå med karrierens første grand tour-sejr. Efter et år, hvor alt havde handlet om enkeltstarter og OL, men som alligevel havde kastet etapesejre af sig i både Giroen og Touren, skulle han sidste år i Giroen for første gang stå sin helt store prøve. Endelig tilrettelagde han en sæson med det mål at køre klassement i en grand tour, og da han rullede til starten på Sardinien, var det med det mål at bekræfte de evner, han havde opdaget knap to år tidligere.

Ambitionerne var beskederne. Selv helt inde i hjertet havde Dumoulin aldrig drømt om mere end en top 10-placering, muligvis en top 5, hvis alt flaskede sig, men en podieplads i kamp med navne som Nairo Quintana og Vincenzo Nibali anså han som urealistisk. Hvad der siden skete ved vi alle. Igen lykkedes det Dumoulin gang på gang at overgå egne forventninger, og trods en drilsk mave undervejs skabte han endnu et mirakel ved at blive den første hollænder til at sejre i det italienske etapeløb.

Resultatet har med ét løftet Dumoulin ind i den absolutte grand tour-elite, og han var knap steget ned fra podiet i Milano, inden han af diverse medier blev bedt om at forhold sig til sine muligheder i en direkte konfrontation med Chris Froome. Fra særligt den hollandske offentlighed blev der lagt et voldsomt pres på Dumoulin for at fokusere på Touren i 2018-sæsonen, hvor mange så frem til det store opgør mellem den hollandske komet og tidens store grand tour-konge.

Dumoulin lod sig imidlertid ikke påvirke af omgivelserne. Han analyserede nøgternt ruterne for de to løb og vurderede, at det større antal enkeltstartskilometer samt den helt flade rute til den lange tidskørsel i Giroen ville give ham de bedste muligheder for succes, og selvom man skulle helt frem til januar på at få den endelige bekræftelse, lå det allerede klart i slutningen af november, at Dumoulins første store mål i denne sæson vil være et titelforsvar i Italien.

Froomes overraskende beslutning om også at stille til start i Jerusalem har betydet, at cykelverdenen alligevel får den store duel, som mange har set frem til. Dumoulin har imidlertid ladet sig være upåvirket af britens deltagelse og har udelukkende fokuseret på at forsøge at gentage den formel, der bragte ham så langt for 12 måneder siden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Der er da heller ingen grund til at ændre noget som helst. Selvom Froome er en mere alsidig ryttertype end rivalerne fra sidste års løb, vil opskriften for Dumoulin altid være den samme. Hollænderen skal slå til på løbets to enkeltstarter, hvor særligt den flade 16. etape vil give ham mulighed for at vinde minutter på klatrerne, og derudover forsvare sig i bjergene med den afmålte og kloge kørsel, der er blevet hans varemærke. Naturligvis er det problematisk, at han på Froome slet ikke kan vinde så megen tid i kampen mod uret, som det er tilfældet i forhold til alle de øvrige rivaler, men det vil kun have den konsekvens, at han skal være endnu skarpere og har endnu mindre at give af på bjergetaperne. Recepten på succes vil for en type som Dumoulin altid være den samme.

Derfor har Dumoulin også forsøgt ned til mindste detalje at kopiere sidste års vellykkedes forberedelse, men desværre er det slet ikke gået på samme vis som sidste år. Tværtimod har Sunweb-kaptajnen som resten af sit hold haft et rædselsfuldt forår, hvor han har været forfulgt af uheld. Det startede i sæsondebuten i Abu Dhabi, hvor en defekt på enkeltstarten satte ham du af spillet på et tidspunkt, hvor han ellers havde sat bedre mellemtid end selveste Rohan Dennis, inden han på løbets bjergetape atter blev ramt af mekaniske problemer. Sygdom svækkede ham inden Strade Bianche, hvor han dog alligevel blev nr. 21, inden et styrt sendte ham hjem fra Tirreno-Adriatico i utide. Efter at have arbejdet for Michael Matthews i Milano-Sanremo drog han derefter som sidste år på træningslejr i højderne, men modsat sidste år uden den selvtillid, som et par resultater i de første løb ville have givet.

Dumoulin har siden medgivet, at uheldene delvist var hans egen skyld. Sidste år var hans store styrke, at han ikke lod sig mærke med omverdenens forventninger, men koncentrerede sig om sig selv og om at nyde løbene. I dette forår følte han sig imidlertid stresset over at skulle bekræfte resultaterne fra drømmesæsonen i 2017, og det betød, at han mentalt slet ikke var på plads i årets første løb.

Den megen modgang har fået ham til at trykke reset-knappen i bund, og nu føler han sig atter klar til at tilgå Giroen med samme afslappede attitude som sidste år. Alt tyder da også på, at Dumoulin er klar. Igen i år har han brugt Liege-Bastogne-Liege som sidste formafpudsning, og i år gjorde han det langt bedre end sidste og kunne endda arbejde for Sam Oomen i den absolutte finale.

Årets rute er heller ikke dårlig for Dumoulin. Naturligvis havde han ønsket sig samme antal kilometer enkeltstart som sidste år, men til gengæld betyder den helt flade natur af 16. etape, at han vil have et endnu større fortrin i forhold til hovedparten af rivalerne, der vil miste minutter til hollænderen på denne dag. Derefter handler alt om, hvorvidt han kan finde samme klatreniveau som sidste år. Her overgik han som bekendt de vildeste forventninger, og særligt da han satte Quintana regulært til vægs på den stejle Oropa-stigning, chokerede han cykelverdenen. På sine gode dage er Dumoulin i stand til at klatre med de allerbedste, også når det bliver stejlt.

Historien har imidlertid også vist, at Dumoulin har sine begrænsninger. I sine to store grand tours har han særligt gjort det godt på bjergetaper, hvor en flad indledning er blevet afsluttet med bare én svær stigning til sidst. På store bjergetaper med mange bjerge bliver forholdene mere komplicerede for Dumoulin, der trods alt skal slæbe på betydeligt flere kilo end alle sine rivaler.

Særligt hans flotte trøjeforsvar efter sit uheldige toiletbesøg på sidste års kongeetape vidner dog om, at Dumoulin på sine gode dage sagtens kan køre op med de bedste også på de allersværeste dage. Problemet er at gøre det dag efter dag. Sidste år var han i betydelige vanskeligheder på de sidste tre bjergetaper inden den afsluttende enkeltstart, og særligt på løbets 18. etape truede en større krise med at koste Dumoulin den samlede sejr. Den slags kriser kan han tåle i forhold til de lette folk, som vil tabe massiv tid på enkeltstarterne, men bare én halvdårlig dag vil formentlig blive straffet prompte af Froome.

Særligt fire etaper kan blive farlige for Dumoulin. Gran Sasso-etapen i Appenninene, som er en lang, udmarvende dag med mange højdemeter kan allerede vise sig som en prøvelse, ligesom også 20. etape med hele tre store bjerge allersidst i løbet, hvor Dumoulin sidste år var i vanskeligheder, vil være en udfordring. Værst ser det dog ud på Monte Zoncolan og Colle delle Finestre. Selvom Dumoulins fantastiske evne til at pace sig selv betyder, at han altid har forsvaret sig flot på meget stejle bjerge, kan ingen komme uden om, at hans størrelse vil være et betydeligt handicap i forhold til Froome på et så stejlt bjerg som Zoncolan, hvor end ikke han kan sætte tyngdekraften ud af kraft.

PRÆMIER TIL DE 75 BEDSTE I GIRO-SPILLET
 

Den anden store udfordring er 19. etape med Colle delle Finestre, hvor Dumoulin vil kunne blive ramt af sin anden svaghed: sit hold. Sammenlignet med Sky, Mitchelton-Scott og Astana er Sunweb nærmest rystende svagt besat. Sam Oomen er ganske vist et af sportens supertalenter, men det burde være en relativt enkel sag for de tre supermandskaber at isolere Dumoulin på 19. etape, hvor Finestre tårner sig op langt fra mål. Derefter venter den lette Sestriere-stigning, hvor det er så let at sidde på hjul, at en ensom Dumoulin i den grad vil være sårbar over for angreb, inden det hele efter en lang dag i bjergene slutter på den stejle Jafferau-stigning.

Netop holdet er måske Dumoulins største akilleshæl. Presset på Oomen er kolossalt, for selvom Laurens Ten Dam sidste år imponerede stort og viste, at der stadig er liv i de gamle ben, er han slet ikke den rytter, der tidligere har været top 10-kandidat i grand tours. Louis Vervaeke har stadig ikke genfundet benene efter sin overtræning, og talenterne Chris Hamilton og Lennard Hofstede har fortsat ikke vist skyggen af det nødvendige niveau. Med andre ord vil Dumoulin meget hurtigt kunne føle sig meget ensom, når det for alvor bliver tunget i Alperne i den sidste uge.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det var imidlertid ikke spor anderledes sidste år, og her endte Dumoulin alligevel øverst på podiet i Milano. I år er omstændighederne ganske vist mere komplicerede, først og fremmest i kraft af Froomes tilstedeværelse, men også i kraft af den større fokus, der fra rivalerne vil være på den forsvarende mester. På den anden side tilsiger al logik, at den fortsat bare 27-årige hollænder fortsat bare bliver stærkere og stærkere, og sammen med den større erfaring burde Dumoulin være endnu bedre, end han var for 12 måneder siden. Havde det ikke været for en genstridig mave, havde Dumoulin vundet sidste års løb i overlegen stil, endda foran navne som Quintana og Nibali.

Ja, Froome er en langt, langt hårdere nød at knække, men Dumoulin har gang på gang overgået både sine egne og omverdenens forventninger. Derfor skal Froome stå tidligt op, hvis han skal få skovlen under den hollandske supermand - og denne gang får man trods alt ikke odds 1001, hvis det skulle lykkes ham for andet år i træk at hæve det ikoniske trofæ som vinder af sportens måske allerhårdeste løb.

SÆT DUMOULIN PÅ DIT MANAGERHOLD I GIRO-SPILLET
 

Miguel Angel Lopez (****)

Siden Chris Froomes gennembrud som grand tour-rytter er det meget få gange, at briten har fået en regulær klatrelektion i de store etapeløb. Nairo Quintana har sat ham under pres i Touren, og både colombianeren og Alberto Contador har givet ham vanskeligheder i Vueltaen. Sidste år havde han en enkelt offday på Peyragudes-etapen i Touren, men det er ganske sjældent, at Froome er blevet sat decideret til vægs på store bjergetaper i sportens største løb.

Sidste år skete det imidlertid i Vueltaen, og det ikke blot en eller to gange. På hele tre store bjergetaper over bare fem dage i løbets anden uge kørte en lille colombiansk klatrer tre gange i træk fra alt og alle med storslåede soloopvisninger, og havde det ikke været for en mistimet jagt på Rafal Majka på La Pandera på 14. etape, var det blevet til en nærmest uhørt høst på hele tre etapesejre på bare fem dage! Nu endte det i stedet kun med to triumfer og en andenplads, men det kunne ikke slette det indtryk, en måbende cykelverden sad efterladt med: en ny superstjerne var født.

Navnet er Miguel Angel Lopez, som meget få havde hørt om, da i 2014 nærmest ud af det blå vandt ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir. Dermed indskrev han sig på en liste, der allerede talte både Quintana og Esteban Chaves, som også havde fået deres store gennembrud ved netop at vinde det fineste løb på U23-kalenderen, og med ét blev han et oplagt mål for cykelsportens største hold. Astana var ikke sen til at gribe chancen, og dermed stod han pludselig med en professionel kontrakt bare måneder efter sit første løb i Europa.

At skrive kontrakt med en så uerfaren rytter er naturligvis en gambling, men Lopez har i sine første år gjort rigeligt til at dokumentere, at han er alle pengene værd. Det er ikke mange ryttere, der i bare deres anden sæson vinder et ugelangt etapeløb på WorldTouren og slet ikke et svært løb som Tour de Suisse, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er i absolut topform. Det var ikke desto mindre, hvad Lopez gjorde i 2016, da han med knusende overlegenhed i løbets sidste weekend tog en ganske klar sejr trods en ikke helt lovende start på løbet.

Den samlede sejr var måske en lille overraskelse, men at han kunne blande sig med de bedste var til gengæld ikke uventet. Tværtimod viste Lopez lige fra første færd, at han er ”the real deal”. I 2015 tog han en fornem sejr på en svær puncheuretape i Vuelta a Burgos, og selvom han desværre ikke helt kunne bakke det op på den efterfølgende kongeetape og således missede den samlede sejr, havde han vist, at han kunne vinde på højeste niveau, i øvrigt efter at han allerede var blevet nummer 7 i sit første WorldTour-løb, Tour de Suisse, til trods for, at en skade havde ødelagt det meste af foråret. Det var den vinderevne, han tog med sig ind i 2016-sæsonen, hvor han efter en sejr foran Quintana-brødrene på kongeetapen i San Luis og en tilsvarende triumf på kongeetapen i Tour de Langkawi - hvor en punktering på en sprinteretape kostede ham den samlede sejr - fik sit store gennembrud, da han satte flere Tour-ryttere til vægs i Schweiz.

Lopez’ mål er imidlertid ikke at vinde ugelange etapeløb. Han vil vinde grand tours, og derfor var hans store mål i 2016 også at bekræfte sit potentiale ved at køre med i toppen af Vueltaen, hans første tre uger lange etapeløb. Det endte imidlertid som en dundrende fiasko.  Bare få kilometer inden den første store test på den stejle Mirador del Ezaro-mur lå Lopez i asfalten, og selvom han heroisk kæmpede sig igennem yderligere et par etaper, blev det til sidst for meget for talentet, der allerede efter seks dage kastede håndklædet i ringen. At talentet ikke var blevet efterladt på den spanske asfalt, viste han dog sidst på sæsonen, hvor han trods begrænset træning vandt Milano-Torino ved at sejre på toppen af den stejle Colle de Superga-stigning.

SÆT DIT MANAGERHOLD I GIRO-SPILLET

Desværre var styrtet i Vueltaen et kedeligt forvarsel om, hvad der ventede, og en åbenbaring af det, der synes at være Lopez’ allerstørste akilleshæl: de mange styrt. Bare få måneder efter nedturen i Spanien lå han igen i asfalten, og denne gang var det langt mere alvorligt. Et træningsstyrt i Colombia i november efterlod ham med et brækket skinneben og en spoleret forårssæson. Efter adskillige gange at have udskudt sit comeback vendte han endelig tilbage i Tour de Suisse, der skulle bruges som sidste forberedelse forud for Touren, hvor han var tiltænkt at skulle dele kaptajnrollen med Jakob Fuglsang, indtil Fabio Aru pludselig ændrede planer. Lopez viste et uventet højt niveau efter sin lange pause og så ud til at have retning mod en god tour - lige indtil han igen styrtede og med en brækket tommelfinger måtte vinke farvel til Touren.

Igen bekræftede Lopez imidlertid sin evne til at træne sig i topform. Bare få uger efter uheldet i Schweiz knuste han rivalerne på Østrig Rundts kongeetape på Kitzbüheler Horn, en af Europas mest frygtede stigninger. Havde det ikke været for uopmærksomhed i sidevinden, havde han suverænt vundet det østrigske etapeløb. Senere skuffede han lidt i den indledende del af Vuelta a Burgos, men da han på sidstedagen kørte fra en yderst formstærk Mikel Landa på de sidste meter af den ikoniske kongeetape til Lagunas De Neila blev det helt klart, at Lopez’ form var stigende, og at han var klar til i Vueltaen at tage revanche for sidste års nedtur.

Og det gjorde han i den grad. Desværre betød den mildt sagt lidt uheldige forberedelse, at han skuffede stort i løbets første uge, men hans to store etapesejre i den anden uge bragte ham med ét tilbage i rampelyset, og en kort overgang var der endda spekulationer om, hvorvidt han endda ville kunne vælte Froome af pinden. Det skete aldrig, da Lopez’ gode form forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet, og efter nogle meget svære sidste dage i de nordspanske bjerge, måtte han tage til takke med en 8. plads, der ikke stod mål med de udsigter, der havde været bare få dage forinden.

Den svage afslutning efterlod en lidt trist bismag i Astana-lejren, hvor man ellers havde drømt om det helt store undervejs, men det kunne alligevel ikke slette det overordnede indtryk. I en alder af bare 23 år havde Lopez bekræftet sit uhørt store klatrepotentiale og cementeret sin status som potentiel grand tour-vinder, og så gjorde det mindre, at der fortsat er flere detaljer, der skal finpudses, inden Lopez kan køre med om sejren i et af de helt store løb.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Håbet er, at den finpolering nu er gennemført, og at Lopez allerede i år i både Giroen og Vueltaen kan tage kampen om med de allerbedste og køre med om sejren. Forudsætningerne er i hvert fald bedre end nogensinde. Modsat sidste år i august stiller han nemlig til start efter en perfekt forberedelse, hvor han ikke har skullet bøvle med dumme skader, og denne gang har han sågar slet ikke været i asfalten forud for sin debut i den italienske grand tour. Endelig kan Lopez gå ind til et stort etapeløb på baggrund af en ideel formopbygning.

Foråret har budt på lidt blandede oplevelser, men alt tyder på, at colombianeren er på sporet. En fremragende præstation i Arabien i februar løftede forventningerne, da han først vandt kongeetapen i Tour of Oman - hvor han også havde vundet samlet, hvis ikke han havde ventet på holdkammeraten Alexey Lutsenko - og siden kun af en ekstremt formstærk Alejandro Valverde blev nægtet sejren på kongeetapen i Abu Dhabi. Siden fulgte en stor skuffelse i Tirreno-Adriatico, hvor han af uforklarlige årsager var en skygge af sig selv, men i det nylige Tour of the Alps kom han dog tilbage på sporet, da han satte flere af sine vigtigste rivaler, herunder Froome og Thibaut Pinot, til vægs på løbets kongeetape, inden han sluttede som nr. 3 samlet - i øvrigt efter at have smidt en sikker andenplads væk efter en meget sær manøvre på løbets 3. etape.

Alt tyder derfor på, at Lopez er præcis, hvor han skal være forud for Giroen, men der er fortsat flere spørgsmål end svar, hvad colombianeren angår. Sidste års mageløse præstationer i Vueltaen vidner om, at Lopez har potentialet til totalt at dominere løbets bjergetaper, hvis han undervejs genfinder de ben, der lod ham tørre gulv med rivalerne i Spanien sidste år.

Problemet er, at vi ikke aner, om han kan holde niveauet over tre uger. Det kunne han i hvert fald ikke i Vueltaen sidste år, hvor der var en verden til forskel på hans klatreben i den fantastiske anden uge og i en svag første samt i en skuffende tredje uge. Denne gang er forudsætningerne i kraft af den bedre forberedelse naturligvis langt, langt bedre, men det er stadig et åbent spørgsmål, om Lopez vitterligt kan holde sit topniveau hele vejen fra Etna på 6. etape til Cervinia på 20. etape. Vi aner det simpelthen ikke.

For det andet er der usikkerheden om hans evner til at komme godt i gang. Det har desværre været en lidt kedelig tendens, at Lopez har skullet bruge relativt mange dage på at finde benene. Det var tilfældet i Vueltaen og i Burgos sidste år, i Schweiz i 2016 og senest i Tour of the Alps, hvor der var stor forskel på benene på 1. og 2. etape. Den slags nedture er der ikke råd til i et løb, hvor man allerede på 6. etape kan se frem til den første store bjergtest.

I den sammenhæng kan ruten dog komme Lopez til undsætning. Ser man bort fra Etna-etapen, er den første del af løbet relativt blødt, og faktisk skal vi helt frem til Gran Sasso på 9. etape, før der atter venter et stort klassementsslag. Til den tid burde Lopez’ motor være blevet varm, og herefter kan man blot håbe, at den større erfaring samt den optimale forberedelse vil gøre det muligt at holde den gående hele vejen til Rom.

En anden udfordring for Lopez er naturligvis enkeltstarterne. Han har kun sjældent kørt enkeltstarter på højeste niveau, og referencepunkterne er begrænsede. Han leverede dog en mindre sensation på den relativt kort tidskørsel i Schweiz i 2016, da han blev en yderst overraskende nummer 2 efter specialisten Ion Izagirre. Siden da har han kun kørt én længere enkeltstart i sidste års Vuelta, hvor han dog tabte en del tid, og det er i høj grad nyt territorium for en rytter, der stadig har begrænset erfaring i Europa. Konventionel logik tilsiger, at han stadig vil tabe tid til mange af rivalerne på de 35 km powerenkeltstart i den tredje uge samt i de smalle gader i Jerusalem, men måske kan han forsvare sig bedre end sidste år. I 2017 betød de mange skader nemlig, at han stort set ikke arbejdede på sine tempoevner, men de har i den grad haft fokus siden dengang. Derfor håber Astana-ledelsen, at han kan bekræfte det potentiale, han viste i Schweiz for to år siden.

Den sidste udfordring er det at holde sig på cyklen. Det kan ikke være nogen tilfældighed, at den lille colombianer igen og igen har været i asfalten i løbet af en meget kort karriere, og derfor kan de mange snoede og ekstremt tekniske finaler i kringlede italienske byer være lidt af en udfordring for Lopez. Forhåbentlig kan han holde sig til og undgå uheld samt dumme tidstab, men det er en ekstra faktor, der kan bringe Lopez i vanskeligheder i løbet af tre lange uger.

Til gengæld kan Lopez se frem til løbets sidste 8 dage, hvor han har masser terræn at boltre sig i. Monte Zoncolan passer en ren klatrer som Lopez helt perfekt, og det samme gør de tre store bjergetaper i den tredje uge, hvor man endda på to af etaperne skal op i over 2000 m højde, hvilket er guf for enhver colombianer. Samtidig vil han være bakket op af et skræmmende stærkt Astana-mandskab, der vil kunne iscenesætte de samme storslåede og modige angreb fra distancen, som kendetegnede hans kørsel i Vueltaen sidste år, og som vil være nødvendige for at genvinde den tid, han vil tabe på enkeltstarten.

Stortalentet Jan Hirt, der er skabt til udmarvende dage i de høje bjerge, en stadig bedre Pello Bilbao, der var afgørende for Lopez i Vueltaen sidste år, solide Tanel Kangert, der sidste år havde kurs mod en top 10, indtil han styrtede, en genfødt Luis Leon Sanchez, der har haft et drømmeforår, samt de solide klatrere Alexey Lutsenko, Andrey Zeits og Davide Villella udgør en skræmmende formation, der tydeligt indikerer, at Astana i år satser alt på Lopez i Giroen. Særligt Dumoulin, hvis Sunweb-hold er alt andet end skræmmende, vil få kam til sit hård, når Astana ruller kavaleriet ud og sætter hollænderen under pres.

Lopez er med andre ord løbets helt store joker. Vi ved, at hans topniveau i bjergene er skræmmende, og at formentlig vil være den eneste, der for alvor kan vinde tid på Chris Froome på de sværeste dage i løbets sidste otte dage. Men vi ved også, at Lopez endnu ikke har dokumenteret den nødvendige holdbarhed og stabilitet over tre uger, og at han formentlig vil få betydelige klø på løbets to enkeltstarter. Ender det med et lille kollaps som i Vueltaen sidste år? Eller lykkes det denne gang for det colombianske klatreniveau at lege med rivalerne dag ud og dag ind hele vejen frem til Rom på samme vis, som han gjorde det i Vueltaens anden uge sidste efterår? Svarene blafrer i vinden, men om tre uger er vi meget, meget klogere om Lopez’ potentiale i de tre uger lange etapeløb.

SKAL LOPEZ PÅ DIT MANAGERHOLD I GIRO-SPILLET