Giro d'Italia: Hovedudfordrerne

Giro-arrangørerne så formentlig med bekymring på de udmeldinger, der kom sidste år. Her meldte det ene store navn efter det andet nemlig ud, at Touren i 2019 ville være deres hovedfokus. Det gjaldt først og fremmest den forsvarende vinder Chris Froome, men også Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Geraint Thomas gjorde det klart, at det franske løb ville være deres primære mål denne sæson. Da det samtidig lå i kortene, at Mitchelton var ivrige efter at få Simon Yates til start i verdens største cykelløb, Miguel Angel Lopez gav udtryk for et ønske om endelig at gøre debut i Frankrig, og selv den lokale helt Vincenzo Nibali legede med tanken om igen at satse på verdens største løb, så det sort ud for de italienske arrangører.

På nærmest mirakuløs vis er alt imidlertid blevet vendt på hovedet. En genial beslutning om at designe en rute med tre enkeltstarter fik nemlig Dumoulin og Roglic til at skifte mening og skippe en Tour, der kun byder på en enkelt individuel tidskørsel. Samtidig havde Yates et ønske om at få revanche for sidste års store nedtur, Lopez blev ganske overraskende udvalgt som Giro-kaptajn trods en Tout-rute, der passer ham som fod i hose, Nibali satser alligevel på sit hjemmebaneløb, og Mikel Landa forsøger sig igen med den Giro-Tour-double, han havde så stor succes med i 2017, og dermed er feltet nu så spækket med potentielle vindere, at vi sjældent har set et brede favoritfelt til det italienske løb.

Desværre betyder skader, at Egan Bernal og Alejandro Valverde begge er sat ud af spillet, men det kompenseres der for i et felt, der ikke mangler topnavne. I tillæg til de ovennævnte, der alle har kørt med om sejren i det italienske løb, tæller feltet således også to ryttere, der tidligere har Vuelta-podiet, i form af Ilnur Zakarin og Rafal Majka, 2018-åbenbaringen Richard Carapaz, den dobbelt vinder af den hvide trøje Bob Jugels, samt grand tour-veteranen Bauke Mollema, og de får selskab af stærke folk som Domenico Pozzovivo, Ion Izagirre, Mikel Nieve, Esteban Chaves og Pello Bilbao, der alle tidligere har været i top 10 i grand tours, men i år skal agere hjælpere for deres kaptajner. Endelig sikrer en hær af unge løver som Ivan Sosa, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Ben O’Connor, Davide Formolo, Sam Oomen, James Knox og Giulio Ciccone, at der også bliver masser af talent at holde øje med i de kommende uger.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

Tom Dumoulin (****)

Egentlig skulle vi slet ikke have talt om ham. Efter at han overraskede sig selv og mange andre ved få uger efter at have sikret sig en 2. plads i Giroen også at køre sig til sølvet i Tour de France, var hverken Tom Dumoulin selv eller hans Sunweb-mandskab nemlig spor i tvivl om, hvad målet i 2019 skulle være. Når en udkørt og træt Dumoulin kunne blive nr. 2 i verdens største cykelløb, var det naturlige næste skridt at gå efter den samlede sejr, og derfor blev det allerede sidste sommer meldt ud, at 2019-sæsonen for Dumoulin ville handle 100% om Tour de France.

Dumoulin har imidlertid lært af Jens Otto Krag, der som bekendt havde et standpunkt, indtil han tog et nyt. Da Tour-arrangørerne i oktober åbenbarede en rute, der kun bød op en enkelt, endda ganske kort enkeltstart samt et hav af bjergetaper, kunne hollænderen ikke skjule sin skuffelse. I de dage var han ganske vist på bryllupsrejse, og de officielle reaktioner var derfor sparsomme, men det er meget tænkeligt, at humøret i den lille nye Dumoulin-familie i hvert fald kortvarigt fik sig et tryk i den forkerte retning.

Heldigvis ventede der hurtigt en glædelig opmuntring. Bare få dage senere åbenbarede Giro-arrangørerne nemlig en rute, der gik i den helt anden retning. Ganske vist vil der også i Italien være usædvanligt mange bjerge, men det afbalanceres af hele tre enkeltstarter, der endda alle er af den kuperede natur, som specialisten Dumoulin elsker. Derfor krævede det da heller ikke mange overvejelser, for den store hollænder og holdets ledelse at skifte spor, og i december kom den officielle udmelding om, at Giroen for tredje år i træk vil være Dumoulins hovedmål, og at Touren igen i år kun er en eftertanke, hvor ambitionerne bestemmes af den friskhed, som det italienske løb vil efterlade.

Med den kovending er der til gengæld al mulig grund til at tale om Dumoulin. Når det handler om sejre i grand tours, er sensationer nemlig yderst sjældne. Tre ugers udmarvende udfordringer i bjergrigt terræn er så krævende en prøvelse, at kun de allerbedste kan være med, og derfor er det næsten umuligt for en ”nobody” at løbe med sejren. I nyere tid har Chris Horner og Juan Jose Cobo ganske vist taget overraskende triumfer i Vueltaen, men begge de to klatrere var trods alt stillet til start med tidligere top 10-placeringer i tre uger lange etapeløb og med erklærede ambitioner om at køre efter klassementet.

Intet af dette var imidlertid en del af Tom Dumoulins rygsæk, da han stillede til start i Vueltaen i 2015. Tværtimod var han styrtet ud af Touren bare et par uger forinden, og selvom han havde nået at træne lidt i højderne, var målet alene at forsøge at køre sig i form undervejs for at gå efter en etapesejr i løbets anden halvdel, specielt på enkeltstarten. Løbet udviklede sig imidlertid helt anderledes end forventet for den store hollænder. Allerede på løbets 2. etape overraskede han sig selv ved at være meget tæt på en etapesejr, og tre dage senere havde han pludselig førertrøjen. En sådan giver man naturligvis ikke fra sig frivilligt, og da han efter i første omgang at have mistet den, generobrede trikoten ved på fantastisk vis at slå Chris Froome på den stejle Cumbre del Sol-stigning før første hviledag, begyndte håbet om en topplacering langsomt at spire.

Resten er som bekendt historie. Dumoulin fortsatte med at overgå sig selv, og efter at have generobret trøjen på løbets enkeltstart var løbet kun én bjergetape for langt til, at han havde leveret den største grand tour-sensation i nyere tid. Dagen inden afslutningen i Madrid lykkedes det imidlertid Mikel Landa og Fabio Aru at knække den store hollænder, der uden støtte fra sit hold, som slet ikke var gearet til at køre efter sejren i et stort etapeløb, gled ned på en sjetteplads - et resultat, som han uden tvivl havde været meget stolt af, hvis ikke det var fordi, han havde kunnet smage sejren. Og at han forud for løbet angiveligt fik diverse bookmakere til at give pengene 1001 gange igen i tilfælde af en sejr, siger alt om, hvor tæt vi var på en vaskeægte sensation.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Bedriften fik imidlertid Dumoulin til at skifte mening. Jeg husker, at jeg ved VM i Firenze i 2013 spurgte det unge hollandske enkeltstartstalent, om han nærede ambitioner i de tre uger lange løb. Med en nærmest overbærende hånlatter gjorde den ellers så sympatiske hollænder det klart, at han slet ikke anså det for realistisk at begå sig med klatrerne i de høje bjerge.

Alligevel havde Dumoulin aldrig drømt om, at han allerede i 2017 skulle stå med karrierens første grand tour-sejr. Efter et år, hvor alt havde handlet om enkeltstarter og OL, men som alligevel havde kastet etapesejre af sig i både Giroen og Touren, skulle han det år i Giroen for første gang stå sin helt store prøve. Endelig tilrettelagde han en sæson med det mål at køre klassement i en grand tour, og da han rullede til starten på Sardinien, var det med den intention at bekræfte de evner, han havde opdaget knap to år tidligere.

Ambitionerne var beskederne. Selv helt inde i hjertet havde Dumoulin aldrig drømt om mere end en top 10-placering, muligvis en top 5, hvis alt flaskede sig, men en podieplads i kamp med navne som Nairo Quintana og Vincenzo Nibali anså han som urealistisk. Hvad der siden skete ved vi alle. Igen lykkedes det Dumoulin gang på gang at overgå egne forventninger, og trods en drilsk mave undervejs skabte han endnu et mirakel ved at blive den første hollænder til at sejre i det italienske etapeløb.

Hvis nogle troede, at der blot var tale om et enkeltstående mirakel, måtte de hurtigt æde deres ord. Sidste år bekræftede Dumoulin nemlig, at han er indbegrebet af den ideelle grand tour-rytter, da han på bare tre måneder sikrede sig både en 2. plads i Giroen og Touren som led i en dobbeltudfordring, der ellers i nyere tid har knækket navne som Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Nairo Quintana og senest Chris Froome, der trods en 3. plads var langt fra vanlig styrke i sidste års Tour. Sådan var det derimod ikke med Dumoulin, der efter at være blevet sat på plads af Froome i forbindelse med dennes mageløse soloridt i Giroen og således ”kun” var blevet nr. 2 i sit titelforsvar, endda fandt et endnu højere niveau til juli måned, hvor han i sit første forsøg som klassementsrytter i Touren atter endte på podiets næsthøjeste trin.

Den stabilitet er naturligvis bemærkelsesværdig og måske i virkeligheden udtryk for Dumoulins største styrke. Således lykkedes det den store hollænder med den eminente motor at køre hele 42 grand tour-etaper uden at have én eneste dårlig dag. Måske blev han kørt midt over af suveræne Froome på Colle delle Finestre i Italien, og måske måtte han acceptere, at Geraint Thomas var et niveau over ham på de franske landeveje, men med en forudsigelighed som Jens Olsens Verdensur var Dumoulin med i front hver eneste dag, uanset om det gjaldt bjergetaper, enkeltstarter eller andre udfordringer.

Derfor må Dumoulin også slikke sig om munden ved udsigt til en Giro, der passer ham glimrende. Med hele 60 km enkeltstart kan den store hollænder med sikkerhed sætte masser af tid i banken i forhold til alle andre rivaler end Primoz Roglic, og det giver ham en glimrende buffer inden den brutale sidste uge i bjergene. Her kan han med andre ord tillade sig at køre relativt defensivt og med den klogskab og kølighed, der har vist sig at være hans speciale i sine tre hidtidige grand tour-forsøg, hvor han aldrig er blevet placeret dårligere end nr. 2. Med andre ord er ruten med sine tidlige enkeltstarter designet fint til, at hollænderen kan benytte den strategi, han til perfektion har brugt tre gange tidligere.

Til gengæld kan man også spørge, om bjergkosten ikke kan blive lidt for voldsom for en mand, der sammenlignet med klatrerne jo ikke just er nogen letvægter. I sine første år som grand tour-rytter var Dumoulin da også svært bekymret for, om han kunne klare mosten på de store bjergetaper med adskillige lange og svære bjerge. Den frygt har han imidlertid med stor effektivitet gjort til skamme i sine tre forrige forsøg, hvor han har været præcis lige så overbevisende på de største og mest udmarvende bjergetaper som på de lettere og mere eksplosive, der i de første år ellers var hans styrke.

Det skyldes naturligvis hans enorme motor, der næsten aldrig brænder sammen. Faktisk synes det næsten nu at være en fordel for Dumoulin, at løbet byder på hele tre kolossale bjergetaper med mere end 5000 højdemeter, for de færreste har hollænderens evne til også at være på toppen, når de fleste andre er slidt ned til sokkeholderne. Samtidig er de værste udfordringer alle koncentreret i løbets sidste del, hvor Dumoulin traditionelt har været stærkest, og selvom det naturligvis alt andet lige havde været til hans fordel med knap så mange og svære bjergetaper, er han bestemt ikke dårligt stillet.

Forberedelsen har også været god. Det er ellers ikke, fordi vi har set meget til Dumoulin i årets første måneder, men han har meget præcist kopieret den strategi, der fungerede så fint i 2017 og 2018. Efter en indledende træningslejr var han i aktion i UAE Tour og Tirreno-Adriatico, hvor han var god uden at være prangende, og han sluttede endda første del af sæsonen af med at køre et fornemt Milano-Sanremo, der ellers slet ikke passer ham. Efter en sidste træningslejr varmede han benene op i Liege-Bastogne-Liege, hvor han måske ikke var i stand til at følge de bedste, men hvor han var på nogenlunde samme niveau som de foregående sæsoner, hvor han også led under den manglende løbsrytme i den belgiske klassiker.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Faktisk står Dumoulin endnu stærkere end for 12 måneder siden. Dengang havde han nemlig været igennem en mental krise i løbet af foråret, hvor han havde svært ved at genfinde glæden ved at køre på cykel, men den slags trængsler har han ikke længere. Tværtimod kan han nu rejse til Italien med bevidstheden om, at han i foråret har kørt bedre, end han gjorde sidste år, og med hans store forudsigelige er der næsten garanti for, at Dumoulin også vil være med i front over de kommende tre uger.

Dumoulin har dog også udfordringer. Hvor man slet ikke kan betvivle hans egne evner, kan man i den grad sætte spørgsmålstegn ved hans hold. Wilco Kelderman var udset til at være hans vigtigste støtte, men et dumt styrt på en sprinteretape i Catalonien har for Gud ved hvilken gang parkeret hollænderne i sygesengen. Heldigvis har han hentet Sam Oomen, der trods sin rolle som hjælper sidste år endte i top 10, som erstatning, men den unge hollænder har hverken Keldermans klasse, alsidighed eller erfaring og har heller ikke bygget formen op mod maj, som slet ikke skulle have været et mål for ham.

Derudover udgøres resten af holdet primært af unge talenter. Chris Hamilton, Jai Hindley, Robert Power og Louis Vervaeke har alle givet prøver på deres talent, men alle har de også haft ustabilitet som det altoverskyggende tema i deres karrierer. Faktisk har skuffelserne været flere end de positive oplevelser, og det betyder, at Dumoulin slet ikke har nogen garanti for regelmæssig støtte i bjergene. Jan Bakelants byder sig ganske vist til med sin erfaring og sine alsidige evner, men belgieren har aldrig været den samme efter det grimme styrt i Il Lombardia i 2017.

Det svage hold var ikke det store problem i 2018, hvor han i Touren og Giroen altid var bagefter og derfor aldrig skulle kontrollere. Slår han Roglic på de to indledende enkeltstarter, er det imidlertid Sunweb, der vil være i pole position inden bjergene, og det kan blive lidt af en udfordring på en rute, hvor hold som Astana, Mitchelton, Bahrain og Movistar har rigeligt med muligheder for at køre Sunweb i sænk allerede tidligt på etaperne.

Heldigvis kan Dumoulin måske finde sig en allieret i Roglic, der heller ikke har det bedste hold. Sammen kan de have en interesse i at holde styr på klatrerne og i stedet udkæmpe et internt slag på enkeltstarterne, og det kan måske blive Sunwebs chance for at skabe en eller anden form for kontrol. Samtidig er Dumoulin kendt for sin kloge kørsel og sit kølige overblik, og han har vist, at han kan holde hovedet koldt, også i de mest pressede situationer. Med andre ord er det netop en fyr som ham, der måske kan vinde en grand tour, selvom holdet er svagt.

Til gengæld kan Roglic også blive et problem. Hvis sloveneren vitterligt viser sig som den stærkeste på enkeltstarterne, er det pludselig ikke længere nok for Dumoulin bare at køre defensivt. Så er det pludselig ham, der skal i offensiven, og det har han kun sjældent været vant til i sine hidtidige grand tours. Heldigvis har han også et berettiget håb om, at han med sin store motor kan slide Roglic ned på en af de største dage i bjergene, og faktisk er det måske slet ikke så dumt, hvis det er Jumbo-mandskabet, der længe må sidde med ansvaret for at styre løbet.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Dumoulin har klassen til at vinde igen, og hvis man tager holdelementet ud af ligningen og alene betragter evnerne på en alsidig rute som denne, skiller han sig sammen med Roglic ud som den klare favorit. Som bekendt var han i 2017 bakket op af et om muligt endnu svagere mandskab, og det forhindrede ham alligevel ikke i at vinde et løb, hvor en dårlig mave ellers gav ham rigeligt med udfordringer at forhold sig til. Når først den enorme motor bliver varm, er Dumoulin ganske enkelt en pokker svær nød at knække - og derfor får man denne gang trods alt ikke odds 1001, hvis det skulle lykkes ham for anden gang på to år at hæve det ikoniske trofæ som vinder af sportens måske allerhårdeste løb.

FELTET.DKS GIRO-MANAGERSPIL ER ÅBENT FOR TILMELDING!

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Simon Yates (****)

Det hører til sjældenhederne, at en klassementsrytter vinder tre etaper i en grand tour uden også at ende med den samlede sejr. Det var ikke desto mindre, hvad der skete i sidste års Giro d’Italia, der udviklede sig til et sært antiklimaks for Simon Yates. Gennem to uger leverede han et klatreshow, der kun sjældent er set i nyere tid i et tre uger langt etapeløb, og dag efter dag legede han kispus med alle de mange forhåndsfavoritter, der ikke var i nærheden af at matche den flyvende englænder og fik den ene klatrelektion efter den anden. Netop som det så ud til, at kun et uheld kunne true hans samlede sejr, endte det hele imidlertid i et af de mest spektakulære kollaps i nyere tid, hvor han på de sidste to bjergetaper gik fra at have løbet i et jerngreb til at ende på en 21. plads hele fem kvarter fra den lyserøde førertrøje, der havde været hans ejendom i det meste af løbet.

Den præstation satte en hel cykelverden i syv sind, når det handlede om at vurdere Yates’ grand tour-potentiale. Vi har alle gennem mange år vist, at både han og tvillingebror Adam var gudsbenådede talenter med et killerinstinkt som kun de færreste, men alligevel kom Yates’ totale dominans i et historisk stærkt Giro-felt lidt ud af det blå. Et flot forår havde da tydet på en vis fremgang, men at han i den grad skulle befinde sig på en helt anden planet i de italienske bjerge, var uventet.

Knap så uventet var imidlertid hans kollaps. Det kræver nemlig ikke mange timers studium af Yates-brødrenes kørsel i den tredje uge af grand tours at indse, at deres største svaghed netop har været deres holdbarhed. I deres stadig ganske få forsøg som grand tour-ryttere har mønstret nemlig været det samme. De har fløjet i de første to uger, men i den sidste del af løbet har det handlet om ren overlevelse. Derfor var vi formentlig flere, der havde ventet et niveaufald i den tredje uge, og selvom kollapset var betydeligt mere spektakulært, end nogen kunne have forestillet sig, var det i hvert fald ikke nogen stor overraskelse.

På den baggrund kunne man foranlediges til at tro, at den ellers så flotte præstation faktisk var beviset på, at Yates aldrig ville vinde en grand tour. Mønsteret var nemlig så tydeligt, at det i hvert fald er indlysende, at Yates ikke har den motor, der gør ham til en naturlig vinderkandidat i et tre uger langt etapeløb. På den anden side havde både han og broderen trods alt vist, at de kunne stå distancen og slutte i top 10 uden at opleve det totale sammenbrud, og derfor var der et berettiget håb om, at lidt mere modenhed måske også ville bibringe ham den sidste robusthed.

Der var nemlig en ganske god forklaring på, at Yates eksploderede så voldsomt, når det nu ikke var sket på samme vis, da han tidligere havde forsøgt sig som klassementsrytter i først Vueltaen i 2016 og siden i Touren i 2017 med fine top 10-placeringer til følge. Dengang var han nemlig kommet til løbene med intention om at køre defensivt og sikre sig det bedst mulige resultat. Sidste år kom han til gengæld til Italien for at vinde, og det var den tilgang, der i første omgang betød, at han betog en hel cykelverden, men i sidste ende også kostede ham det hele.

Yates var nemlig pinligt bevidst om, at han kun kunne vinde løbet, hvis han udnyttede enhver lejlighed til at vinde tid på Tom Dumoulin og Chris Froome, der ville give ham røvfuld på løbets enkeltstart. Derfor forsømte han ikke én eneste lejlighed til at angribe i løbets første to uger, hvor han angreb, angreb, angreb og angreb én gang til. Særligt hans to ridt på først Zoncolan og siden Sappada-etapen i løbets næstsidste weekend var imponerende og viste med al tydelighed, at Yates på det tidspunkt var i særklasse, også selvom det på førstnævnte etape akkurat ikke lykkedes at fange Chris Froome.

Offensiven blev fuldt ud belønnet med tre etapesejre og et så solidt greb om førertrøjen, at hverken Froome eller Dumoulin var i nærheden af at true hans samlede førsteplads på enkeltstarten. Dermed havde han fået det ønskede udbytte af sine anstrengelser. Problemet var bare, at der på det tidspunkt stadig resterede hele tre bjergetaper, herunder to af de allersværeste. Og det endte med at koste dyrere, end nogen havde drømt om.

Strategien var flot og beundringsværdig og fortjener langt større applaus end den defensive kørsel, han udviste, da han året forinden havde vundet den hvide trøje og sikret sig en top 10 i Touren. Problemet var bare, at den ikke var den klogeste, og selvom han havde en bedre Giro, end nogen havde turde drømt om, endte det hele med en bitter smag i munden. For en rytter, for hvem holdbarhed og restitution ikke er en naturlig force, blev den valgte taktik i sidste ende alt for meget, og den betød, at han til sidst var helt tømt for de energireserver, der trods alt havde gjorde ham i stand til at forsvare sig selv mod slutningen af tidligere grand tours.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Efter løbet gik Mitchelton-Scott tilbage til tegnebrættet for at finde ud af, hvorfor det var gået så ilde. Strategien var tydeligvis én ting, men noget andet var også timingen af formen. Yates var nemlig kommet til starten i Jerusalem i flyvende tilstand, og det viste han allerede med en chokerende god indledende enkeltstart. Den form bar ham igennem de første to uger på en lyserød sky, men det lykkedes ham ikke at holde den hele vejen - et temmelig stort problem i en grand tour, hvor de værste udfordringer som regel gemmes til sidst.

Derfor rejste Yates i august også til Vueltaen med en helt anden game plan. Denne gang handlede det ikke om at angribe på selv den mindste motorvejsbro, men derimod bruge de første to uger af løbet til langsomt at finde benene, også selvom han atter var truet af en lang enkeltstart. Den strategi skulle vise sig at fungere langt bedre, for i Spanien kunne Yates pludselig holde hele vejen, og selvom han langt fra var lige så spektakulær eller suveræn som i Italien, lykkedes det ham at få den flottest mulige revanche for nedturen ved at bestige podiets øverste trin som den tredje britiske grand tour-vinder i 2018.

Sejren var et udtryk for en helt forvandlet Yates. Kun en enkelt gang tabte han besindelsen, da han ved det, han selv betegnede som et tilfælde pludselig gled væk på løbets første bjergetape og derved sikrede sig et uventet forspring. Derfra kørte han til gengæld med ro og kølighed, inden han kom med nogle nøje udvalgte nålestiksangreb, der var nok til at sikre sig den samlede sejr.

Vigtigst af alt var måden, hvorpå han leverede dødsstødet. Som sagt har Yates’ svaghed hidtil været hans holdbarhed, og derfor var det yderst betryggende for ham, at han reelt sikrede sig sejren med en fornem magtdemonstration på 19. etape. Ikke blot kom den overlegne kørsel i løbets allersidste del, den kom også på en lang, jævn stigning, der ellers altid har været svagheden for en mand, hvis force først og fremmest er det mere eksplosive terræn.

Modsat sidste år kan Yates således nu rejse til Italien med bevidstheden om, at han faktisk kan vinde en grand tour, og nu ved han endda, hvilken opskrift der skal følges. Særligt i år, hvor de første 12 dage er ganske lette, er der lagt op til, at Yates skal bruge samme model som i Vueltaen og derfor langsomt køre sig ind i løbet, undgå væsentlige tidstab og bevare friskheden til den brutale sidste halvdel, hvor løbet skal afgøres. Her kan han håbe, at han kan genfinde sidste års overlegne niveau, og gør han det, vil selv den i år ellers suveræne Primoz Roglic få vanskeligt ved at følge den lille brite.

Alligevel kan man spørge sig selv, om ruten nu også er så god for Yates. Først og fremmest er der naturligvis de 60 km enkeltstart, som uanset hvad med sikkerhed vil koste et tidstab i forhold til Roglic og Tom Dumoulin. Heldigvis kan han glæde sig over deres kuperede natur, og særligt den eksplosive åbning i Bologna burde faktisk passe glimrende til en fyr som Yates, ligesom han kan finde trøst i, at han med sin choksejr på den ellers flade enkeltstart i Paris-Nice har vist, at han har gjort markante fremskridt. Det ændrer bare ikke på, at han er oppe mod to af verdens førende specialister, og dem har han ikke en jordisk chance for at matche.

Samtidig kan man spørge, om den bjergrige sidste del nu også er så god for Yates, som man umiddelbart skulle tro. Tre etaper med mere end 5000 højdemeter udgør den form for bjergmaratoner, som i hvert fald tidligere har været hans svaghed, og hvor han ikke har helt samme robusthed som de største motorer. Samtidig kommer de koncentreret i løbets sidste del, hvor han historisk har haft det sværest, og selvom det lykkedes ham at holde niveauet gennem hele Vueltaen, er der ingen garanti for, at det vil lykkes i en Giro, hvor tilstedeværelsen af to tempogiganter kan tvinge ham til mere offensiv og dermed også ressourcekrævende kørsel, end han skulle bruge i Vueltaen, hvor hans værste rivaler var de alt andet end tempostærke Enric Mas og Miguel Angel Lopez.

Samtidig er Mitchelton ikke helt så veludrustede, som de var i Giroen og Vueltaen sidste år. Tabet af den knæskadede Jack Haig er en mindre katastrofe, og da ingen ved, om Esteban Chaves efter sin lange sygdomsperiode kan nærme sig fordums styrke, er det med en vis usikkerhed, at han rejser til Italien. Heldigvis har han den altid stabile og brølstærke Mikel Nieve, ligesom kometen Lucas Hamilton så sent som i Baskerlandet viste, at han kan klatre med de bedste på WorldTour-niveau, men det ændrer ikke på, at han ikke har samme opbakning som i 2018, hvor han i Giroen havde Nieve, en brølstærk Haig og en i første del yderst velkørende Chaves og i Vueltaen var bakket op af Haig og i den sidste uge særligt af brormand Adam.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Potent er holdet dog stadig, og der burde være masser af rum til at lægge pres på i bjergene. Samtidig kan vi være ganske sikre på, at den relativt stabile Yates har fundet topformen, som han har gjort det til alle sine grand tours. Foråret har måske ikke budt på etapesejre på linjeløb i Paris-Nice og Volta a Catalunya, som det var tilfældet i 2018, men grundlæggende har niveauet været nogenlunde det samme, som det var tilfældet sidste år, og han leverede således en fornem indsats for Adam i Catalonien, ligesom han som sagt overraskede alt og alle ved at sejre på enkeltstarten i Frankrig.

Alt er således lagt til rette efter, at Yates skal finde samme niveau som for 12 måneder siden, men denne gang skal det bare kulminere i den sidste og ikke i de to første uger. Om det kan lade sig gøre på en rute, der kan synes en anelse voldsom for en eksplosiv og ikke specielt holdbar fyr som Yates, kan man måske nok have sin tvivl om, men han viste i Vueltaen, at han i hvert fald har fundet recepten. De stærkt forbedrede tempoevner giver håb om, at han i hvert fald kan begrænse sine tab på de tre tidskørsler, og kan han samtidig udnytte sin hurtighed til at score bonussekunder i samme omfang som i 2018, hvor han alene på målstregerne sikrede sig en tidsbonus på hele 42 sekunder, kan han måske kompensere for lidt af tabet i forhold til Roglic og Dumoulin.

Grundlæggende handler det hele imidlertid om, hvorvidt han kan finde sidste års drømmeniveau én gang til og denne gang også gøre det på rette tidspunkt i løbet. Det kan man have sin tvivl om, men udelukkes kan det bestemt ikke for en mand, der nu i to grand tours i træk har haft perioder, hvor han har været løbets stærkeste rytter. Egentlig burde ruten tilsige, at han i år satsede på Touren og ikke Giroen, men revanchetørsten er så markant, at han har valgt at vende tilbage til det sted, hvor han led et af nyere cykelhistories mest spektakulære nederlag. Og hvad ville være smukkere end at rejse sig netop der, hvor han oplevede karrierens hidtil største skuffelse?

FELTET.DKS GIRO-MANAGERSPIL ER ÅBENT FOR TILMELDING!