Himmelstormernes skæbnefællesskab del 2

Fik du ikke læst Del 1 - start her.
 

”..[D]et han foretog sig den dag, ved at løsrive sig fra feltet og afslutte det selv, betyder bare, at han er i stand til at fighte, og at han, selvom feltet er på vej tilbage, ikke mister motivationen. Det viser mig, at han er indstillet på at kæmpe helt til stregen, og det er enormt vigtigt…” (John Lelangue, 2013)

Hammel, juni 2012
På en gennemblødt og yderst selektiv rute i det østjyske bjerglandskab, skriver Sebastian Lander sig ind i historiebøgerne ved at vinde elitens danmarksmesterskaber i en alder af blot 21 år.  Selvom Lander i princippet har siddet i udbrud siden starten gik og således har passeret Pøt Mølle 20 gange i forreste geled, formår han alligevel i en nervepirrende finale at oversprinte den firedobbelte danmarksmester, Nicki Sørensen, og holdkammeraten André Steensen.

Det forekommer den udenforstående, at ingen på denne regntunge sommerdag kan have brugt lige så megen energi som Lander: Han kørte løbet fra spids, tog sin del af føringsarbejdet og mere til, forblev i front, selvom udbruddet smeltede sammen med forfølgergruppen, befandt sig stadig blandt de forreste, da gruppen atter tyndede ud, kørte med ro og kløgt og koldblodighed, og satte dræberhugget ind med kraft og usvigelig sikkerhed. Han er ikke bare en fortjent danmarksmester; han var den eneste rigtige vinder.

Perioden siden juniorverdensmesterskabet i Moskva har ellers ikke været entydigt rosenrød for Lander. De store præstationer, hans 2009-sæson profeterede, udeblev for en stor dels vedkommende i de følgende to sæsoner, og med undtagelse af en sejr på første etape af Nations Cup-løbet Ville Saguenay i Canada i 2010, har perioden budt på total resultatmæssig tørke, hvad landevejen angår.

På banen har omstændighederne artet sig en anelse gunstigere, men der har stadig været langt fra de lejlighedsvise sejre med skiftende partnere ved paradestævner rundt omkring i cykelgeografien til regnbuetrøjen, Kong Christian stod ved højen mast og portrætartikler i Politiken. Sebastian Lander har som U23-rytter på Concordia oplevet veritabel stilstand. Og det sætter sine spor i en ung rytter.

Op til 2012-sæsonen er det imidlertid som om, noget er faldet på plads indeni Sebastian Lander, og med skiftet til Glud & Marstrand lader han til at have genopfundet sig selv som rytter. I marts måned kommer han flyvende fra start, og i sine tre første UCI-opgaver for Horsensholdet bliver han 4’er og 5’er i henholdsvis Ster van Zwolle og Dwars door Drenthe og indkører en niendeplads i GP de la Ville de Lillers – én placering lavere end Mads Christensen fem år tidligere.

I Post Cuppen, som han ender med at vinde, er han flyvende, og da han stiller til start til elitens DM i Hammel, har han allerede vundet både U23 DM og DM i holdkørsel. Sebastian Lander er klar, motiveret og velforberedt. Han er i et eller andet omfang blevet voksen. Og så er han næsten fuldstændigt stoppet med at køre på bane.

Lucca, november 2010
Efter en længere periode, hvor Mads Christensen først trak sig fuldstændigt fra cykelsport, for sidenhen at køre en håndfuld amatørløb for Århus CK og til sidst gøre comeback for Designa Køkken, har han igennem en serie overbevisende resultater for Glud & Marstrand i 2010-sæsonen landet en 1-årig kontrakt med Team Saxobank-SunGard. Christensen selv er naturligvis lykkelig og siger, at han om nogen er ”klar over, at kontrakten med Saxo Bank-SunGard er en stor chance”, og at han siden sin ”tid i Italien og på Quick Step har […] arbejdet hårdt og målrettet hen imod at komme på holdet”.

Holdejer Bjarne Riis er tilfreds og fornøjet, men han lader også i flere udtalelser skinne igennem, at Mads Christensen ikke har udviklet sig synderligt, siden han stadig var en lovende U23-rytter, og at dette møjsommelige talentarbejde, som nu omsider er blevet ham til del, sagtens kunne være påbegyndt fem år tidligere. Riis har måske tilgivet, men ingenlunde glemt nederlaget til Lefevre i 2004.

København, oktober 2012
Sebastian Lander offentliggør – til langt de flestes overraskelse – at han har skrevet kontrakt med superholdet BMC for de næste to sæsoner. Mange kommentatorer, der også stadig har Rasmus Guldhammers mislykkede romance med Brian Holm i baghovedet, sætter spørgsmålstegn ved det noget uortodokse holdvalg og henviser til cykelhistoriens talrige eksempler på fejlforvaltede og misligholdte talenter, der alle efter lidt for store mundfulde har måttet kløjes i hele molevitten.

Selv folk tæt på Lander som landstræner Bennekou og sportsdirektøren for Glud & Marstrand, Michael Skelde, har rådet danmarksmesteren til at vente et år med at blive professionel, men Lander har ikke desto mindre besluttet sig for at smede, mens jernet er varmt. I en kommentar til Feltet siger han, at det er ”alle rytteres drøm. Det er en drøm over 10 år, der går i opfyldelse”, og tilføjer: ”[J]eg gør det på den hårde måde, for der er ikke andre danskere… […] Det giver hår på brystet, og det er det bedste for mig. Jeg har altid været social og været god til at finde nye venner. Jeg ser det ikke som et problem, men som en oplevelse.”

Opbakning får han da også fra Brian Holm, der nu er sportsdirektør hos Patrick Lefeveres Omega Pharma – Quick Step. Til Feltet.dk siger Holm: ”hvis jeg havde en søn, som jeg skulle rådgive, så ville jeg også pege på BMC”. Presset ikke er stort, forklarer han, og ”de tager tingene stille og roligt.” 

San Sebastian, august 2012
Mads Christensens kører et glimrende Clásica San Sebastián og ender på en ærefuld syvendeplads foran prominente navne som Joaquim Rodriguez, Greg van Avermat og Alejandro Valverde. Det er ikke noget stort gennembrud for den 28-årige dansker, men det er en indikation på noget, man har savnet fra hans side i adskillige år; vedholdenhed, aggressivitet og selvtillid.

Især det sidste har sæsonen igennem været en mangelvare på et blodfattigt Saxobank-mandskab, som tilsyneladende har haft ambitionerne på vågeblus, indtil holdets altoverskyggende profil, den fortabte søn og frelser, Alberto Contador, har kunnet genindtage sin ubestridte trone. Den sjette august har han imidlertid gjort sin re-entré i manegen på den 206-kilometer lange første etape af Eneco Tour, og selvom kaptajnen ikke i dag er at finde i det solbagte Baskerland, ja så synes hans nåde in absentia alligevel at kaste lidt glans og vovemod nedover tropperne.

For de kører alle sammen stærkere og mere hæmningsløst, end de plejer. Daniel Navarro lader til at være i storform, og også den lille, polske bjergrytter, Rafael Majka, gør det forbilledligt. Men i sidste ende er det danske Mads Christensen, der bliver holdets bedst placerede rytter. Og det giver håb om mere.

København, december 2012
Sebastian Lander er nomineret til Årets cykelrytter, og har mulighed for at blive den første amatør, der tager titlen, siden Mads Christensen tilbage i 2004. Han taber dog til den olympiske mester i Omnium, Lasse Norman-Hansen, der ligesom Lander stadig ikke er professionel.

I modsætning til Lander har Norman dog valgt at tage et år mere på de danske landeveje på det lille Blue Water Cycling-hold, selvom flere store hold selvsagt har været interesseret i fynboen, for som han forklarer, så er det vigtigt ”at have det sjovt… […] for at kunne lave gode resultater”. Også han har i øvrigt valgt at fokusere sine kræfter på landevejen, selvom det indtil videre er banen, der har indbragt ham de største triumfer…

København, januar 2013
”…[G]rundlæggende passede det slet ikke til min mentalitet, at jeg fra første færd fik besked på bare at tage den med ro. At jeg ikke skulle lægge noget pres på mig selv, og at min tid nok skulle komme. Det kan godt være, at de rammer passer til mange andre, men jeg skal have det stik modsat. Jeg har det bedst, når der bliver stillet krav til mig, når der forventes noget af mig.” (Mads Christensen i Politiken, 2006)
 

Mads Christensen og Sebastian Lander er ikke blot vidt forskellige ryttertyper – de er også umiddelbart meget forskellige personligheder. Det yder ikke nogen af de to retfærdighed blot at henvise til Christensens mislykkede Quick Step-eventyr som bevis for, at Lander i samme situation burde have undgået BMC eller slet og ret søgt ind under Ørnens trygge vinger, ligesom eventuel succes for Lander på BMC heller ikke kan ændre på Christensens fortid.

Myriader af uensartede faktorer spiller ind, når en ung cykelrytter skal forsøge at brolægge kløften mellem talent og stjerne, og som det tidligere er demonstreret på disse sider (se bl.a. Mads de Wolffs ”Cyclenomics”-serie) er det svært, hvis ikke ligefrem forkert, at postulere en tendens i sådanne livsfaser. Cykelsport er – ligesom tilværelsen i øvrigt – et nådesløst kortspil, hvor kun de færreste kender reglerne, og ingen kender dagen.

Når jeg ikke desto mindre i disse artikler har valgt at sammenstille netop Lander og Christensen, og ikke førstnævnte og Rasmus Guldhammer eller lige så uheldige Thomas Vedel Kvist, er det fordi visse unikke overlap unægtelig forekommer i d’herrers biografier: Begge har de i en forbløffende ung alder gjort sig til på den internationale scene; begge har de som teenagere været nomineret til eller vundet store idrætspriser; begge har de valgt deres egen rute ud i verden – en rute der i første omgang og mod sædvane ikke har inkluderet Bjarne Riis.

Dette skal dog på ingen måde foranledige en dommedagsprofeti! Jeg tror og håber på, at Sebastian Lander finder sig til rette hos BMC og med tiden vil udvikle sig til en ganske habil cykelrytter. John Lelangues kommentarer andetsteds på Feltet (se ”John Lelangue om Lander: Han skal lære!”) tyder i hvert fald på, at han nok skal få ro og tid til sit forehavende.

Hvad Christensen angår, må man jo erkende, at det enorme potentiale, han i sin tid repræsenterede, på papiret ikke er blevet indfriet. Med sidste års bjergtrøje i Pays Vasco og syvendepladsen i San Sebastian lader det dog til, at Christensen endelig er ved at have knækket koden. Men havde man efter VM i 2004 spurgt den dengang så selvsikre bronzevinder, hvor han mon befandt sig ni år senere, ville han nok ikke selv have gættet på disse resultater som de mest funklende på et ellers temmelig blodfattigt palmarès.

Der er absolut intet galt i at være domestique, servicere sit hold og passe sine træningspas! Jeg kan bare have mine tvivl om, hvorvidt en karriere som cyklende funktionær – med bundne opgaver og steady paychecks – er forenelig med Christensens selvforståelse.

Men hvorfor så denne sammenstilling? Jo, fordi Lander måske netop kunne tage ved lære af Christensens eksempel. Tillad mig at vende billedet en anelse på hovedet:

Det er naturligvis den logiske og mest ligefremme konklusion, at Christensens vinger simpelthen viste sig for porøse under solen, og at det han manglede, da han i sin tid valgte Quick Step frem for CSC, var den tryghed og familiaritet som sidstnævnte netop kunne have bibragt ham, som erstatning for en manglende modenhed langt de færreste 20-årige vel i realiteten besidder.

Men hvad om man anskuede det anderledes? Hvad hvis Mads Christensen rent faktisk havde både modenhed og courage i overflod, men simpelthen ikke brød sig om det, han så? Hvis de velovervejede holdninger og udtalelser, han lejlighedsvis deler med pressen, rent faktisk er udtryk for en lige så reflekteret og intelligent natur, en sensibilitet og et følelsesliv, der ikke blindt tager alt ind på kommando, men forholder sig kritisk til omgivelserne, ja så ville det jo være nærliggende at forestille sig, at Mads Christensen simpelthen havde set og oplevet ting, han ikke hverken brød sig om eller kunne identificere sig med..?

I et interview i Fyens Stiftstidende i juni 2007 siger Mads Christensen, at beslutningen om at indstille karrieren, udover den resultatmæssige tørke også bunder i ”alt det, som der foregår i cykelsporten på det højeste niveau, som jeg ikke har lyst til at være en del af - doping og det ene og det andet. Man bliver lidt træt af at færdes i sådan et miljø”.

En sådan formulering i en verden, hvor det at holde kæft er en dyd, og bekendelse som udgangspunkt kun er noget man går til, hvis man bliver afpresset eller den juridiske udløbsdato er overskredet, er nok nogenlunde det tætteste vi kommer på en egentlig indrømmelse fra Christensen af, at noget af det, han oplevede på fordums Quick Step-hold og efterfølgende ikke kunne affinde sig med, var en flig af den organiserede doping, en række af holdets ryttere, trænere og løst tilknyttede personale igennem årene har været mistænkt, anklaget og sågar dømt for.

Det sætter unægtelig Mads Christensen og alle hans sportslige kvaler siden ungdomsårene i relief. Traf Mads Christensen måske netop det rigtige valg..? Blot efter i første omgang at have truffet det forkerte…

Meget vand er løbet i åen siden 2005: Dopingkontrollen er tilsyneladende blevet bedre, rytterne er blevet mere åbenmundede om brugen af forbudte stoffer, og Mads Christensen er tilbage i det professionelle felt. Og 21-årige Sebastian Lander kører nu rundt i BMC’s sort/røde trøjer. Det skal blive spændende at følge hans karriere. Han virker som en sympatisk og fornuftig mand, som forhåbentlig får hånd om sin egen skæbne – og en lang og succesrig karriere.

Man kan samtidig håbe, at Sebastian Lander aldrig glemmer, at han er sportsmand og ikke funktionær – og at han endvidere aldrig taber sine idealer af syne! Vågner han en dag og har mistet viljen til sejr, har han et udmærket forbillede i Mads Christensen. Mads Christensen tog sin karriere op til revision – og tog efterfølgende konsekvensen af det, han så. Står Sebastian Lander i samme situation om to år, ved han derfor, at han ikke skal fortvivle. For man kan altid begynde forfra. Også selvom det er svært.

De Panne, april 2007
Vi slutter, hvor vi startede: I det kolde, vindblæste Belgien, hvor jeg og min medrejsende gik med vinden i ryggen langs de mange havepavilloner, caféerne og alle holdbusserne. Nogen havde på denne dag strøet det internationale cykelcirkus udover en uanseelig, belgiske soveby med så skødesløs en hånd, at turen ned til målområdet mest af alt mindede om et psykedelisk forhindringsløb.

Vi havde ikke snakket sammen siden caféen. Jeg spekulere på, om han ligesom jeg havde mistet humøret ved journalistens ølglaserede Christensen-bemærkning og nu også lod frustrationerne køre i ring indeni. Det var nu også ærgerligt med Mads; det er aldrig rigtigt til at bære, når et stort talent går til spilde. Måske skuden stadig kunne vendes; måske en sæson eller to på et dansk hold kunne få nogle ting til at falde på plads..? Der måtte bare heller ikke gå for lang tid, tænkte jeg, det måtte ikke blive en sovepude. Jeg skuttede mig i de sidste rester af nordatlantisk vinter. Det var svært at være optimist.

Vi drejede ned ad opløbsstrækning. Den første rytter var netop sendt af sted. I en rum tid var Christensen stadig i mine tanker, men så kørte en ung ukrainer pludselig en supertid, og jeg glemte min følelse og lod mig opsluge af løbet. Vi lænede os forsigtigt ind over barrieren, lagde så tøvende underarmene mod stålet, og inden enkeltstartens ti sidste var sendt af sted, hang vi nedover fronten og gungrede på pladerne; lykkelige, euforiske, ubekymrede.

Senere, da vi om aftenen dinglede tilbage mod hotellet, kunne ingen længere huske, hvad vi havde murret over. Det havde været et fremragende løb, og den nye store, italienske brostenshelt, Alessandro Ballan, havde taget den samlede sejr forud for søndagens Ronde van Vlaanderen. Det lovede godt for det drama, vi utvivlsomt havde i vente. Jeg glædede mig til søndag – sæsonens højdepunkt! – og efter det; Paris-Roubaix – et nyt højdepunkt! Og så alle de vidunderlige rundture. Og sådan ville sæsonen så utvivlsomt fortsætte.

For sådan er det også: Der kommer altid et nyt løb, nye dramaer, vanvittige sejre og grusomme nederlag. Og med dem nye ryttere, der dukker op, brænder igennem og fader væk lige så hurtigt, som de er kommet. I cykelsport står der altid nogen på spring for at tage din plads. For at ophøje dig. For at pille dig ned. For omsider at glemme dit navn. Det er et ubarmhjertigt game.

Vi må aldrig glemme respekten for de, der alligevel tager chancen.
 

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie