Historiens Vingesus: En uforglemmelig slagmark

Tour de France er unægtelig det største show på cykelsportens årshjul. Karavaner, store profiler og mytiske tinder er med til at gøre løbet til det, som det kendes som i dag: La Grande Boucle. Netop mytiske tinder er i fokus på morgendagens 18. etape, som går over flere større stigninger, hvoraf den sidste af dem er Col du Galibier.

En etape for bjerggederne
Man skal som bekendt passe på med at spå for meget om fremtiden, men hævet over enhver tvivl er det, at 18. etape i dette års Tour de France bliver én for de bjergglade ryttere. 208 kilometer fra Embrun til Valloire. Fire stigninger, tre afgørende nedkørsler og ikke mindst en afgørende duel på Col du Galibier.
 

I år bliver det 59. gang siden debuten i 1911, at Col du Galibier optræder på rutekortet til Tour de France. De første mange kilometer foregår med frit udsyn til toppen, med stigningsprocenter i det blå segment og udsigt til pinslerne, som venter til sidst. Specielt i den sidste kilometer, hvor stigningsprocenten gennemsnitligt ligger på 9 procent, lider rytterne typisk.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Mange Tour-drømme er opstået, blevet be- eller afkræftet eller blot knust, når feltet har været et smut over Col du Galibier. Feltet.dk vil slå ned i nogle af de historiske slag, som byder på nogle af de mest afgørende opkørsler af Col du Galibier.

Efterkrigstidens slagmark
Col du Galibier optrådte i den første udgave efter 2. Verdenskrig i 1947, og i den umiddelbare efterkrigstidsperiode blev Galibier en sikker vinder for arrangørerne at tage med i løbet. Sådan blev det også i 1952, hvor den italienske legende Fausto Coppi vandt sit sidste Tour de France.

Col du Galibier stod på menuen på 11. etape, som sluttede i Sestriere. Dagen inden var en hviledag, som blev brugt i Alpe d’Huez, hvortil rytterne havde kørt på 10. etape. Coppi vandt denne etape, og var derfor ikke under pres på 11. etape.

Det franske landshold forsøgte på Galibier at angribe Fausto Coppi i øst og vest, men da stigningsprocenterne begyndte at stige, blev franskmændene neutraliseret i en sådan grad, at Fausto Coppi nød et énmandsshow de sidste 14 kilometer til toppen.

I Sestriere vidste rytterne godt, at Coppi reelt havde vundet løbet det år, da Coppi kørte solo fra Galibier over Montgenevre-stigningen til Sestriere. Med et forspring på over tyve minutter i det samlede klassement, kunne ingen røre italieneren, som endte med at vinde Tour de France med et forspring på hele 28 minutter. De ni af de 28 minutter fik Coppi hentet på denne etape over Col du Galibier, og den må dermed siges at have afgørende betydning for legendens sejr.

Kannibalen slår til igen
Fausto Coppi er ikke den eneste legende med succes på Col du Galibier. Rekordindehaveren Eddy Merckx vandt sit første Tour de France i 1969. Etapen dengang havde nogenlunde samme længde som årets etape med sine 198 kilometer.

Alle feltets ryttere havde øjnene rettede mod belgiske Eddy Mercxk, som gik under navnet Kannibalen. Året forinden havde han i suveræn stil vunder Giro d’Italia, mens han som optakt til Tour de France 1969 vandt både Paris-Nice, Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege.

I de hvide Faema-trøjer startede Merckx holdkammerater etapen for fuld udblæsning. Mercxk selv bar den gule trøje, den grønne trøje og den prikkede trøje, og alt var fryd og gammen for belgieren.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

I sin vanlige stil sad han med alle favoritterne på Galibier, da Faema-mandskabet havde sorteret alle de tyndeste led fra. Småexcentrisk som han var, kiggede han dem dybt i øjnene, skiftede gearet til sit vanlige høje gear og trådte et gudsjammerligt hårdt tråd, som ingen af de resterende favoritter kunne matche.

Hverken Roger Pingeon eller Raymond Pulidor kunne følge Merckx, som dog senere fik selskab af Herman Van Springel, som vandt etapen. Merckx kunne slappe af på resten af etapen og endte med at blive hentet stille og roligt af favoritterne, som han slog i den afgørende spurt.

Selvom han ikke vandt noget afgørende tid på den etape, beviste han endnu engang, at han ikke kunne trues i bjergene, når det virkelig gjaldt.

Den mytiske scene for mange slag
Med de historier i baghovedet er bjerget sidenhen blevet slagmark for mange større slag. I 1998 var Marco Pantani første mand over Col du Galibier på en dag, hvor han vandt etapen med godt to minutter til nummer to. Han vandt desuden den gule førertrøje efter en spektakulær dag.

Den hidtil førende Jan Ullrich gik nemlig helt ned med flaget i det franske uvejr, hvor en kombination af dårlige ben og dårlig påklædning førte til et tab på ni minutter og et tab af førertrøjen.

I 2006 gik 16. etape også over det mytiske bjerg, og her var en dansk Rabobank-rytter i fokus. Michael Rasmussen var på togt i jagten efter bjergpoint, og denne dag var han i front fra kilometer otte. Han satte til sidst sine udbrudskammerater og kunne notere sig for en flot sejr, en prikket trøje og hans på daværende tidspunkt anden etapesejr i Tour de France.

En anden rytter, som oplevede stor succes på Col du Galibier, var Andy Schleck tilbage i 2011. Luxembourgeren kørte om sejren i Tour de France med australske Cadel Evans, og på 18. etape til Galibier lykkedes det ham at vinde en stor bjergetape foran sin bror Frank Schleck.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Den dag kom Schleck ikke i gult, da miraklet Thomas Voeckler stadig holdt fast med kun 15 sekunder. Til gengæld fik han samlet et forspring, som han troede var nok til at slå Cadel Evans på enkeltstarten senere i løbet. Det endte dog som bekendt anderledes, og Cadel Evans vandt sit første og eneste Tour de France det år.

Det er klart, at når bjerget har så mange udgaver af Tour de France bag sig, så kunne man sagtens slå ned i historien flere steder. Vi har nu udvalgt nogle enkelte nedslag, og hvem ved, om morgendagens etape mon bliver endnu et historisk slag?