Mindeværdige Grand Tours: Lignelsen om den genopstandne haj

Der var lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Der var lignelsen om de betroede talenter. Og så var der lignelsen om den genopstandne haj.

Bevares, sidstnævnte er der måske ikke blevet plads til i Bibelen, men hvis ikke den var kommet et par tusind år for sent, kunne den ligeså godt have været en del af den oprindelige udgave af verdens bedst sælgende bog. Historien om hvordan Vincenzo Nibali vandt Giro d’Italia 2016 indeholder nemlig både mirakler og moraler.

Nibali gik ind til sæsonens første Grand Tour som favorit. Ikke fordi hans sæson op til Giroen retfærdiggjorde det prædikat - tværtimod, faktisk - men kombinationen af hjemmebanefordel og erfaring gjorde det alligevel svært at komme med et bedre bud på en vinder. Favoritværdigheden tilfaldt ham altså mest af alt på grund af navnet, og Nibali var således under en anden form for pres end en typisk Grand Tour-udfordrer. For Nibali handlede det nemlig ikke blot om at vise, at han var Giroens stærkeste mand. Det havde han været minimum én gang før, nærmere bestemt da han i 2013 tørrede gulv med resten af feltet, så en gentagelse af den præstation ville ikke være specielt opsigtsvækkende, om end det måske ikke forventet. For Nibali handlede det derimod om at forblive relevant i snakken om feltets absolutte Grand Tour-spids. Vandt han? Fint, det havde de fleste regnet med. Tabte han? Massiv fiasko. Der var altså en hel masse at tabe og kun en lille smule at vinde for den gæve sicilianer, der året forinden havde fået bank i sæsonens hovedmål, Tour de France.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Én, der tilgengæld havde en hel masse at vinde, var Mikel Landa. Baskeren havde året før været Alberto Contadors mest seriøse udfordrer i selvsamme Grand Tour, og efter skiftet til mægtige Team Sky skulle enkeltstartsevnerne være blevet så meget bedre, at Landa trygt kunne stole på, at det uimodståelige klatretalent nok skulle bringe ham helt tæt på Nibali og resten titeludfordrende. Landa havde ikke på samme måde som Nibali en status, han skulle opretholde, så for ham gjaldt det bare om at slå sig løs og vise verden, at Astana begik en fejl ved ikke at satse på ham. Desværre skulle Landa finde ud af, at Grand Tours ikke udelukkende vindes på styrke, udstyr eller forberedelse.

Tredje store Grand Tour-stjerne på startlisten var Alejandro Valverde. Movistar-kaptajnen kom med en frisk Fleche Wallone-triumf samt fem andre sejre i baglommen, men det var alligevel de færreste, der for alvor troede på Valverde, når det kom til stykket, på trods af at han året forinden havde slået blandt andet Nibali i Tour de France og sikret sig en første podieplacering i verdens største cykelløb. Valverde kunne man dog aldrig helt afskrive, og der var ikke et sekunds tvivl om, at den spanske veteran ville slå til som en kobra, hvis Nibali eller Landa viste bare det mindste tegn på svaghed. Man kaldes trods alt ikke ’Den uovervindelige’ for ingenting.

På forhånd lignede det altså uomtvisteligt, at kampen om Giro d’Italia 2016 skulle udkæmpes mellem tre mere eller mindre etablerede navne, da resten af startlisten ikke ligefrem satte verden i brand, men som det så ofte før er sket i Giro d’Italia, tog løbet gang på gang en finurlig og overraskende drejning.

Optakt til Giro d’Italia 2016

Som tidligere nævnt havde Vincenzo Nibali ikke vist noget synderligt imponerende i optakten til Giroen, men det betød ikke, Astana-stjernen kom helt tomhændet til løbet. Nibali havde nemlig allerede i februar vundet Tour of Oman i sikker stil, og en samlet sjetteplads i Tirreno-Adriatico var heller ikke noget elendigt resultat. Hans undervældende præstation i det traditionelle forberedelsesløb Giro del Trentino, som Nibali i øvrigt dominerede før sejren i Giro d’Italia 2013, kunne dog næppe tolkes som et godt tegn.

Til Nibalis fordel talte, at han heller ikke før Tour de France 2014 havde vist noget som helst udover sejren i det italienske mesterskab, og det stoppede ham som bekendt ikke fra at vinde løbet med næsten otte minutter. Derudover var han bakket op af et stærkt Astana-mandskab, der inkluderede navne Jakob Fuglsang, Michele Scarponi og Tanel Kangert.

Mens Nibali var blevet kørt rundt i manegen i Giro del Trentino, havde Mikel Landa haft travlt med at vinde løbet, så hans selvtillid fejlede formentlig ikke noget inden løbet. Landa havde ellers ikke haft nogen drømmestart på Sky-tilværelsen, da sygdom og skade først havde gjort det muligt for ham at sæsondebutere sidst i marts, men det virkede til, at han var kommet sig over den slags forstyrrelser. Landa var ligeledes omgivet af stærke ryttere som Nicholas Roche og landsmanden Mikel Nieve samt rutinerede hjælperyttere som Christian Knees og David Lopez.

Det samme gjaldt Alejandro Valverde, da Movistar vanen tro stillede til start med et hold sprængfyldt klatretalent og rutine, men Valverde havde faktisk selv vist små svaghedstegn før løbet. Godt nok var han uden tvivl den af favoritterne, der havde haft den bedste optakt, men en placering uden for top-10 i Liege-Bastogne-Liege var ikke hverdagskost for den på det tidspunkt tredobbelte vinder af ’La Doyenne’.

Udover Nibali, Landa og Valverde kunne ryttere som Rafal Majka, Ilnur Zakarin, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin, Esteban Chaves og Steven Kruijswijk nævnes som potentielle podiekandidater, men af dem var det kun Rafal Majka og Rigoberto Uran, der nogensinde havde betrådt et Grand Tour-podium. Alligevel var der god grund til at holde særligt øje med Esteban Chaves og Steven Kruijswijk, men mere om det senere.

Giro d’Italia 2016 - løbet

Giroen blev skudt i gang med en knap ti kilometer lang enkeltstart i Apeldoorns gader, og her blev det til den ventede hjemmebanetriumf for Tom Dumoulin, der kunne iklæde sig løbets første Maglia Rosa efter en kneben sejr over Primoz Roglic. Andenpladsen var den almene cykeltilskuers første glimt af en hvis tidligere slovensk skihoppers potentiale, men Roglic var ikke færdig med at brillere i sin Grand Tour-debut. For nu tilfaldt rampelyset dog Dumoulin, der kunne nyde anden etapes rolige gang gennem det hollandske fladbaneterræn, inden Marcel Kittel til sidst kom som skudt ud af en kanon og sejrede i årets første Grand Tour-massespurt i Nijmegen.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Dumoulin startede også tredje etape i lyserødt, og denne gang gik etapen fra Nigmegen tilbage til gårsdagens startby, Arnhem. Feltet kom sikkert over alle broer, og med lidt mere støj og lidt mindre på spil gjorde de deres entré i Arnhem knap 72 år efter De Allierede ankom med faldskærm i det besatte Holland.

I Arnhem blev det på ny tysk sejr, da Marcel Kittel igen fandt det tunge skyts frem og dermed også overtog førertrøjen fra Dumoulin, der dog allerede på den efterfølgende etape tilbageerobrede trøjen efter ankomsten til det italienske fastland. Dumoulin blev akkurat snydt for etapesejren af Diego Ulissi, men han tog sammen med Steven Kruijswijk ét sekund på resten af favoritterne, der kom samlet i mål.

De tre næste etaper sad Lotto Soudal fuldkomment på, da André Greipel tog to spurtsejre og Tim Wellens vandt en kuperet sjette etape, hvor klassementet også kom lidt på spil. Etapen sluttede på toppen af en længere stigning, og efter et tidligt angreb fra Jakob Fuglsang lignede det længe, at danskeren kunne overtage førertrøjen.

Fuglsang endte som toer i samme tid som Ilnur Zakarin, men efter et angreb fra Fuglsangs egen holdkammerat, Nibali, havde trukket favoritterne tættere på, lykkedes det lige præcis ikke Fuglsang at tage førertrøjen. Nibalis angreb havde altså vist sig som en noget uigennemtænkt plan, da han selv blev sat af sine konkurrenter efterfølgende, og derfor tabte mellem 24 og syv sekunder til rivalerne.

Ottende etape blev vundet af en flyvende Gianluca Brambilla, der også kørte sig i lyserødt, og Brambilla havde imponerende nok også styrken til at forsvare trøjen på niende etapes enkeltstart.

Den 40 kilometer lange kamp mod uret blev vundet af Primoz Roglic, der blandt andet satte Fabian Cancellara til vægs, men i klassementet var Bob Jungels den store vinder. Luxembourgeren tog mere end et minut på alle andre klassementsryttere, inklusiv en Tom Dumoulin, der godt nok kæmpede med sadelsår. Nibali, Landa, Kruijswijk og Valverde sluttede inden for 11 sekunder, hvilket særligt Landa kunne være mere end tilfreds med, og de største tabere i klassementet blev således Esteban Chaves og Ilnur Zakarin, der begge tabte mere end halvandet minut til Nibali.

Tiende etape kom efter løbets anden hviledag, og selvom den ellers svære afslutning ikke lavede nogle seriøse forskelle i klassementet, blev det alligevel en skæbnesvanger dag for Mikel Landas Giro. Landa var nemlig blevet syg på hviledagen, og han måtte allerede tidligt på etapen kaste håndklædet i ringen. Skuffelsen var naturligvis enorm, og den blev ikke mindre af, at Landa lige var disket op med sit livs enkeltstart, og derfor mere end nogensinde før lignede en seriøs titelkandidat.

Etapen blev vundet af en meget ung Giulio Ciccone, og Bob Jungels overtog førertrøjen fra sin holdkammerat Brambilla, der på smukkeste vis havde ofret sig for sin kaptajn. Jungels forsvarede trøjen på 11. og 12. etape, der blev vundet af henholdsvis Diego Ulissi og André Greipel, inden Andrey Amador rev den fra ham på 13. etape, hvor Mikel Nieve sørgede for oprejsning til Team Sky ved at tage en fornem solosejr.

Via Dolomitterne

14. etape bød på årets første og eneste helt store dag i Dolomitterne, og der blev derfor ikke holdt igen. 210 kilometer og seks stigninger - flere af dem med top i mere end 2000 meters højde - var på menuen, og det var rigeligt til at skabe substantielle tidsforskelle, selvom målstregen ikke var placeret på et bjerg.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen blev hovedsageligt kontrolleret af Vincenzo Nibalis lyseblå tropper, der tydeligvis satte Hajen op til et stort fremstød, men Nibalis forventede angreb på den morderisk stejle Passo Giau kom aldrig. I stedet slog Nibali til på dagens sidste men betydeligt nemmere stigning, Passo Valparola, og da angrebet endelig kom, var tæt på intet bid i forceringen. Nibali kom ikke af med nogle af sine største konkurrenter udover Valverde, der allerede havde fået nok af den tynde luft og var blevet sat godt og grundigt på plads, men Nibali fik tilgengæld Steven Kruijswijk og Esteban Chaves lige i nakken. De to outsidere fik uden de store problemer bugt med Nibali, og derfra drejede det sig udelukkende om at distancere forhåndsfavoritterne så meget som muligt.

Den umage duo med den diminutive Chaves og den bredskuldrede Kruijswijk fik fat i resterne af dagens morgenudbrud og fik opbygget et enormt forspring til alle andre end Nibali, der havde holdt på hele vejen over Valparola, og derfor kun sluttede 37 sekunder efter de to rebeller. Inden da havde Chaves dog akkurat slået Kruijswijk i spurten, hvorfor han kunne sikre sig sin tredje Grand Tour-etapesejr efter de to, han tog i Vueltaen året før. Ilnur Zakarin, Rafal Majka og Rigoberto Uran sluttede mere end to minutter efter Chaves, mens Valverde først kom i mål tre minutter senere.

Med den suveræne præstation overtog Kruijswijk føringen i løbet, og den føring øgede han betragteligt på 15. etapes bjergenkeltstart på Alpe di Siusi. Her blev det til en ny andenplads for Kruijswijk, som blev besejret af Alex Foliforov, der leverede en massiv overraskelse ved at vinde den benhårde enkeltstart uden tidligere at have vist noget, der bare mindede om det niveau. Tredjepladsen blev besat af Alejandro Valverde, og kort efter fulgte Esteban Chaves og Ilnur Zakarin.

Vincenzo Nibali havde derimod store problemer, og da cyklen også undervejs gik i stykker, kørte Nibali mere end to minutter langsommere end Kruijswijk, der nu førte med 2.12 til Esteban Chaves og 2.51 til Nibali. Via Dolorosa gik åbenbart gennem Dolomitterne for Niablis vedkommende.

Dagen efter blev ondt til værre for Astana-kaptajnen, der på ny tabte næsten to minutter til Kruijswijk efter en kort og eksplosiv etape, der endte med en Valverde-sejr. Kruijswijk tog sin tredje andenplads i streg, men med en solid føring på tre minutter til Chaves og næsten fem minutter til Nibali var han nok ikke specielt skuffet, da han krydsede målstregen i Andalo.

Løbet havde altså udviklet sig ganske overraskende, og Kruijswijk sad solidt i den lyserøde trøje, da løbets sidste hviledag oprandt. Esteban Chaves og Alejandro Valverde havde ligeledes grund til stor optimisme, da begge havde taget etapesejre og nu befandt sig på det virtuelle podium.

Niabli gennemlevede derimod sit livs mareridt, og der var snak om alt fra sygdom til forkert indstillede pedalarme. Rygterne gik ovenikøbet på, at Nibali skulle udgå af løbet og i stedet satse på Tour de France, da der alligevel ikke var nogen chance for, at han kunne vinde denne Giro. Den store garde af trofaste Nibali-disciple kunne kun håbe på et mirakel, hvis ikke søndagens nadver i Torino skulle udvikle sig til en trist affære.

Genopstandelsen

Nibali besluttede dog at blive i løbet. Han havde altid været kendt som en opfindsom fighter, der ikke bare sådan lod sig slå ud, og han var opsat på at dø med støvlerne på. I Andy Dufresnes ånd fik Nibali altså travlt med leve - døden måtte vente.

17. etape forløb roligt, og 18. etape bød heller ikke på nogen omrokering af klassementet. Finalen er dog den dag i dag stadig værd at se igen, da Matteo Trentin og Gianluca Brambilla leverede verdensklasse samarbejde for at få skovlen under Cannondales Moreno Moser i en yderst spændende afslutning.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

To dage før paradeetapen i Torino blev det tid til det første store slag i Alperne. 19. etape bestod af 162 grufulde kilometer fra Pinerolo til skisportsstedet Risoul, undervejs med et visit til den 2744 meter høje Colle dell’Agnello, årets Cima Coppi.

Etapen blev fra start kontrolleret af Kruijswijks relativt svage Lotto Jumbo-mandskab, der som forventet lod et stort udbrud køre. I udbruddet sad Michele Scarponi, Nibalis løjtnant, der tidligere i løbet havde vist ekstrem styrke ved at blive nummer fem på bjergenkeltstarten, og han skulle vise sig at spille en vigtig rolle.

Umiddelbart var der dog ingen grund til bekymring for Kruijswijk, der sad solidt på førstepladsen, og hans hold fik tilmed lov til at kontrollere etapens gang et godt stykke op ad Agnello. Derfra sluttede det dog også med hjælpen til Kruijswijk, der med ét var isoleret, da Esteban Chaves’ Orica-GreenEdge-tropper satte pres på med en hård forcering. Fremstødet blev med det samme fulgt op med en acceleration fra Chaves, der tydeligvis befandt sig godt i de tynde luftlag, og colombianeren rystede alle andre end Kruijswijk og en overraskende godt kørende Valverde. Nibali faldt, som forventet, fra, lige da Chaves øgede tempoet, men denne gang skete der noget nyt: da fronttrioen gik i stå, kom Nibali op igen, og herefter havde han sågar overskud til selv at gå i front. Nibali blev ved med at lægge på, og til sidst var det kun Chaves og Kruijswijk, der kunne følge ham.

Nibali havde altså for første gang i lang tid vist styrke til at ryste de andre favoritter, og selvom Kruijswijk og Chaves stadig sad med på hjul, var det unægtelig gode tegn, Nibali viste. Mens holdkammeraten Scarponi for længst havde krydset toppen omkranset af meterhøje snemure, tog Nibali, Chaves og Kruijswijk hul på den lange nedkørsel.

Nedkørslen fra Colle dell’Agnello er i dag en af de mest berømte nedkørsler i moderne cykelsport, og mens Vincenzo Nibali nok vil huske den som en gave sendt fra Gud, har Steven Kruijswijk uden tvivl et lidt andet forhold til bagsiden af det gigantiske pas. Fra at være fuldstændigt oven på begivenhederne gik Kruijswijks til at være i dyb krise, da løbet pludselig smuldrede mellem fingrene på ham, efter at han kun få hundrede meter nede af bjerget var braget ind i en snebanke, og havde kunnet se Nibali og Chaves fordufte i horisonten.

Hollænderen virkede til at have oversatset for at følge sine to konkurrenter nedad, og prisen var umådeligt høj. I front ventede Scarponi nemlig loyalt på Nibali og Chaves, og sammen med en række andre indhentede lykkeriddere gav de sig i kast med opstigningen til Risoul med grund til stor optimisme.

Kruijswijk var derimod i panik, og selvom han egentlig ikke var længere efter fronten, end at han sagtens kunne leve med det tidstab, han så ud til at lide, gik det kun nedad for den desillusionerede Lotto Jumbo-kaptajn. Kruijswijk tabte hurtigt både sekunder og minutter, da Risoul for alvor tog fat, og til sidst kunne han end ikke holde hjulet på de ryttere, han i de foregående uger havde drevet gæk med. Alle chancer for en samlet Giro d’Italia-sejr fordampede i det franske forår.

I front var historien en helt anden, da en nu flyvende Nibali angreb Chaves flere gange, og med fem kilometer til stregen måtte Chaves opgive at følge Nibalis infernalske tempo. Et helt absurd comeback var under opsejling, og med den kraftige lugt af blod hamrede Hajen fra Messina op mod mål, tiljublet af hele tifosien.

Nibali krydsede stregen først og brød herefter straks sammen i gråd efter en af karrierens største præstationer, der var kommet helt ud af det blå. Esteban Chaves kom først ind mere end et minut senere, men da Kruijswijk tabte tæt på fem minutter, overtog ’Den smilende dræber’ den lyserøde trøje med blot en hård dag tilbage. Chaves var dog udmærket klar over, at et forsvar af trøjen pludselig så ganske svært ud, Nibalis genopstandelse in mente.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Der var lagt i kakkelovnen til et opgør af de helt store på 20. etape, der inkluderede tre knaldhårde stigninger fordelt på 134 kilometer. Noget festfyrværkeri blev det dog ikke til i starten, da et stort udbrud fik lov at sejle så langt væk, at ingen så dem igen, og Nibalis forventede angreb på førertrøjen kom først på den sidste del af den sidste hårde stigning.

Nibalis første fartforøgelse var ikke noget særligt, og Chaves fulgte uden problemer sin duellant, men da Nibali for anden gang satte tænderne i sit bytte, var det slut for Chaves, der resignerende kiggede ned på sit gear. Forudsigelserne havde været rigtige: Chaves havde brug for en langt større båd, end den han besad, hvis han skulle kunne afværge hajangrebet.

Herfra gjaldt det udelukkende for Chaves at forsvare sin føring, der lød på sølle 44 sekunder, og selvom han fik hjælp af sin landsmand Rigoberto Uran, havde han ikke en jordisk chance for at holde Nibali stangen. Sicilianeren ankom ved målstregen i Sant’Anna di Viandio 1.36 før Esteban Chaves, der havde kæmpet bravt, men i sidste ende tabt.

Dagen efter kunne Vincenzo Nibali se sit navn blive indgraveret i ’det uendelige trofæ’ for anden gang i karrieren og modtage Italiens - og resten af cykelverdenens - hyldest efter et løb, der bestemt ikke havde været nemt for ham. Nibalis evne til at lave citroner til lemonade havde vist sig afgørende, og han var selv klatret ned af det kors, han ellers var blevet fæstnet til. Hvis der havde været nogen tvivl før, var der det ikke længere: måske Nibali ikke længere var på sit fysiske topniveau, men hans ’never-say-die’-attitude og opfindsomhed var stadig nok til at besejre yngre ryttere med friskere ben.

Således lød lignelsen om den genopstandne haj altså. En lignelse, der bød på en hævn så sød, at Edmond Dantes havde været stolt, en hjerteskærende nedtur og en Bibelværdig opståen fra de døde.