Optakt: 10. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Efter en stor klassementsetape og en velfortjent hviledag, der bød på en lang rejse til den nordvestlige del af landet, hvor man gør sig klar til et kort besøg i Galicien, har arrangørerne været nådige over for de folk, der har svært ved at komme i gang igen efter en fridag. I hvert fald lægges der på løbets anden tirsdag op til en af løbets allerletteste etaper, når der venter en næsten helt flad dag stort set uden stigninger på det flade plateau på grænsen til Portugal. Den chance ser sprinterne frem til at udnytte, inden det senere på ugen for alvor går løs i de nordspanske bjerge.

I alt er der 177 km på programmet, og de fører feltet fra storbyen Salamanca til Fermoselle ganske tæt på grænsen til Portugal. Begge byer ligger i et helt fladt område, og der er derfor ikke mange terrænmæssige udfordringer. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en flad rundstrækning i området sydøst for startbyen, inden man passerer syd om byens centrum efter 50-55 km. Herefter går det ad en lang, flad og næsten lige vej mod nordvest, indtil man kortvarigt kører mod nordøst for at nå frem til forplejningszonen i Ledesma, der nås efter 95 km.

Herfra sætter man igen kursen mod nordvest via en usædvanligt monoton og lige vej, der først begynder at sno sig lidt ved en større sø kort inden den indlagte spurt, der kommer efter 135,3 km. Her drejer man mod nord for via en nedkørsel af køre ned i en dal, hvorefter man via kategori 3-stigningen Alto de Fermoselle (4,9 km, 5,3%), der har top efter 147,9 km, kører tilbage til fladlandet. På toppen drejer man mod øst for at køre via en næsten helt lige og flad vej frem til målbyen, hvor der venter en helt flad og ukompliceret finale. Faktisk er der ikke ét eneste sving på de sidste 5 km, hvor vejen kun buer ganske, ganske let med 700 m igen.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Etapen byder på i alt 1305 højdemeter.

Fermoselle har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret

Rejsen mod nord betyder køligere forhold. Tirsdag vil starte solrigt, men det vil faktisk blive ganske overskyet sidst på eftermiddagen. Temperaturen vil nå 28 grader, og der vil bare være en svag vind, først fra nordøst og sidst på eftermiddagen fra vest. Det giver sidevind det meste af dagen, men mod slutningen, hvor vinden drejer, burde man efter toppen af sidste stigning have medvind på den lange, helt lige vej frem til mål.

Analyse af 9. etape

Jeg er helt paf! Det hører til sjældenhederne, at en rytter vinder de to første bjergetaper i en grand tour. Når det endelig sker, er det som regel en af løbets store favoritter, der føjer yderligere triumfer til en i forvejen alenlang sejrsliste. Det er svært at huske, at det i nyere tid er lykkedes for den samme udbryder, men det skete ikke desto mindre på dagens med spænding imødesete La Covatilla-etape.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Når det nu skulle ske, kunne man som minimum forvente, at det var en topklatrer, der var kommet til løbet for at vinde etaper. Det ville trods alt ikke være urimeligt at forestille sig, at ryttere som Rafal Majka, Bauke Mollema eller Ilnur Zakarin, der alle er ude af klassementskampen, kunne levere den sjældne bedrift. Men en rytter fra Dimension Data? Og så endda Ben King?

Det virker næsten helt absurd og på grænsen til det vanvittige. Ja, King er en dygtig rytter, der før har vundet det amerikanske mesterskab og en etape i Criterium International, men en vinder er han langtfra. Faktisk er han mest kendt som en bundsolid hjælper med smag for udbrud og sekundære førertrøjer i bjerg- og spurtkonkurrencer. I bjergene er hans generalieblad imidlertid stort set spejlblankt.

Vueltaen har imidlertid altid været overraskelsernes holdeplads. Hvem havde troet, at Juan Jose Cobo eller Chris Horner skulle vinde løbet i hhv. 2011 og 2013? Hvem havde set Peter Velits køre på podiet i 2010? Og hvem havde forestillet sig, at Tom Dumoulin i 2015 skulle være bare 24 timer fra at tage en sensationssejr? Rammer man en gylden formåre på en tid af året, hvor de fleste andre er dødtrætte, kan man skabe selv de største overraskelser på de glohede spanske veje.

Det er tilsyneladende en sådan gylden åre, King har fundet. Alligevel er det yderst bemærkelsesværdigt, at den amerikanske hjælperytter nu har kunnet føje to enorme sejre til sit temmelig tomme cv og samtidig reddet Dimension Data fra en sæson, der lignede den totale katastrofe. Og endnu mere iøjnefaldende er det, at hans to sejre blev opnået på sådan identisk vis, at det er næsten umuligt ikke at sidde tilbage med en fornemmelse af deja-vu.

På begge de to etaper lagde King grunden til sejren ved at angribe fra start på en etape, hvor en påfaldende apatisk felt lod udbruddet køre med det samme, selvom det lå i kortene, at en gruppe havde ganske gode chancer for at gøre arbejdet færdigt. I begge tilfælde var han imidlertid oppe mod den tilsyneladende overmagt, for på begge etaper havde han foruden sin tro følgesvend Luis Angel Maté selskab af en af feltets topklatrere med store bjergpræstationer på sit cv. I tirsdags var det Pierre Rolland, og i dag var det Bauke Mollema, der fremstod som tårnhøj favorit i det øjeblik, det stod klart, at feltet lod udbruddet køre hjem.

King er imidlertid både snu og stærk. I tirsdags sikrede han sig med kløgt, snilde og gode ben et forspring allerede inden stigningen, og derefter var det op til Rolland at forsøge at rette op på miseren på målbjerget. Fra bunden satte den elegante franskmand efter sin rival og så i første omgang ud til at kunne lukke hullet, lige indtil King viste sin imponerende styrke og i en benhård duel knækkede etapens store favorit.

”Never change a winning formula” er der et mundheld, der siger, og det er sikkert løbet igennem Kings hoved, da han frem mod La Covatilla-stigningen befandt sig i præcis samme situation én gang til. Derfor var han vågen, da de tunge folk forud for bjerget begyndte at angribe Mollema, for at sikre sig det nødvendige forspring, og som det var tilfældet, da han fulgte Jelle Wallays på 4. etape, var det i dag Lluis Mas, han koblede sig på i finalen.

Herefter så King sig ikke tilbage. Han satte lynhurtigt Mas af, som han gjorde det med Wallays den anden dag, og den eneste forskel var, at han denne gang ikke havde Nikita Stalnov ved sin side. Bagefter åbnede Mollema nemlig op fra bunden af stigningen, og da han lynhurtigt spiste 30 af de 90 sekunder, han havde smidt til amerikaneren i front, så det ud til, at hollænderen alligevel kunne leve op til sin favoritværdighed.

Som Rolland måtte Mollema imidlertid sande, at King ikke sådan er at bide skeer med. Langsomt begyndte trætheden at ramme de hollandske ben, der gradvist mistede det momentum, de havde haft. Tempoet på tidsspisningen faldt markant, og da det var nået ned på knap 20 sekunder, tippede balancen. Da Mollema ramte den fladere del i den knaldhårde modvind, eksploderede han, og derfra var det igen King, der trak fra, så han kunne tage sin anden sejr, denne gang uden at skulle bekymre sig om at slå en ung kasak i i spurten. Ikke helt uden grund rystede han hovedet, da han krydsede stregen, for vi var helt sikker mange, der gjorde det samme efter en start på løbet, ingen i Dimension Data-lejren nogensinde havde drømt om.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Hvis man tænker på alle de kvaler med styrt, sygdom og skader, der har ramt sydafrikanerne gennem et helt igennem forfærdeligt år, er det svært ikke at glæde sig over, at de endelig opnår lidt succes. Senest fik de sig endnu en spand kold vand i hovedet, da Mark Cavedish igen blev ramt af Eppstein-Barr-virus, og derfor kunne Kings mirakelserie næppe falde på et tørrere sted end hos et hold, der nærmest har haft patent på sidstepladsen på WorldTour-ranglisten i de seneste sæsoner.

Kings triumf var imidlertid på bekostning af Mollema, og lige så glad, man kan være på amerikanerens vegne, lige så svært er det ikke at have lidt medlidenhed med den hollandske fighter. Det har nemlig været ret tydeligt igennem de sidste to sæsoner, at Mollema vil aldrig nogensinde genfinder den styrke, der næsten bragte ham på podiet i Touren for to år siden, indtil et dumt regnvejrsstyrt knuste drømmene mod den våde asfalt. Samtidig har han kunnet se en holdledelse hente først Alberto Contador og nu Riche Porte til holdet som klar indikation på manglende tiltro til deres gamle kaptajns evner, og det burde nok kunne knække de fleste mentalt.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke med Mollema, der ikke blot på cyklen ser ud som en fighter, men også er det. I de seneste to udgaver af Touren samt i denne Vuelta har han nemlig fundet ind i en rolle som etapejæger, der virkelig klæder ham. Sidste år gav det det helt store udbytte, da han vandt en etape på den største scene i Frankrig, og i år var han igen tæt på to gange, hvor han blev hhv. nr. 3 og 4. I denne Vuelta er han nu blevet nr. 2 på to af de tre udbrudsetaper, og han har dermed udvist en fantastisk næse for at kunne køre med om sejren i flere forskellige terræner. Desværre er han ikke en oplagt vindertype, hvad der også afspejles i en ikke specielt lang vinderliste, men til gengæld har Mollema en klasse, der gang på gang bringer ham i situationer, hvor han kan snuse triumfen. Det kan man kun tage hatten af for.

Den en nervepirrende duel om etapesejren var heldigvis ganske livgivende for en etape, der ellers var på kanten til at udvikle sig til lidt af en fuser. Ikke blot lod det mærkeligt apatiske felt udbruddet køre med det samme, ingen af de store hold viste heller ikke den mindste interesse i at jagte etapesejren. Først da vi kom frem til den sidste stigning påtog Astana, Bora og LottoNL sig et ansvar ved at forsøge at gøre løbet hårdt, men på det tidspunkt krævede det allerede et mindre mirakel, hvis de også ville have etapesejren.

Samtidig betød den ret hårde modvind på den helt åbne stigning som ventet også, at det blev et ventespil, hvor det mere handlede om ikke at blotte sig end om at vinde tid. Det kan man naturligvis ikke fortænke favoritterne ud, for et soloangreb under de betingelser kunne meget vel have endt med at ramme dem direkte i nakken. Derfor var der heller ikke megen lyst til selv at træde i karakter, og det bedste våben var derfor at skabe udskilning bagfra ved at udnytte hjælperne til at sætte tempo. Det gjorde Emanuel Buchmann først med Rafal Majka, der leverede en jætteindsats under de vanskelige føringsbetingelser, og siden var det den stadig mere imponerende Sepp Kuss, der forsøgte at sætte George Bennett og Steven Kruijswijk op til angreb, som han også gjorde det på 4. etape.

Det så imidlertid længe ud til, at det hele ville ende i et Valverde-ryk til slut, og at alle andre ville forholde sig i ro, men heldigvis har vi Miguel Angel Lopez. Den lille colombianer lader sjældent en mulighed gå til spilde, og da han først åbnede ballet, fik vi faktisk flere svar end ventet. Særligt imponerende var Wilco Kelderman, der stort set ene mand skabte udskilningen til slut og igen viste, at man aldrig skal afskrive ham, blot fordi han har haft en dårlig forberedelse. Tværtimod ligner det nu et mønster, at han altid overpræsterer efter sine mange skadespauser, og man kan derfor kun filosofere over, hvad det kunne blive til, hvis han for en sjælden gangs skyld kunne holde sig på cyklen. Uanset hvad viste han i dag, at han lige nu er en af feltets stærkeste, og da han har både friskhed og enkeltstart som våben, er han i den grad i spil til podiet, også selvom den dumme defekt i sidevinden har sat ham kraftigt tilbage.

Den anden positive overraskelse var Ion Izagirre. Det har hele tiden været klart, at baskeren har været i flyvende form, for han har overpræsteret på snart sagt hver eneste etape, senest med den flotte spurt i går. I dag viste han sig så også som en af de stærkeste i bjergene. Alligevel skal man fortsat være varsom med at drage alt for håndfaste konklusioner om Izagirre. Modsat Kelderman er han nemlig ikke kendt for stabilitet, og han har ofte været ret svingende i sine præstationer. Dette er blot er hans andet forsøg som klassementsrytter i en grand tour - det første i Giroen for et par år siden gik temmelig ilde - og vi har derfor fortsat til gode at se, om han virkelig kan holde i tre uger, ikke mindst fordi han også har Touren i benene.

I det hele taget skal man nok være lidt varsom med at være alt for skråsikker på baggrund af denne etape. Forskellene blev nemlig først gjort i den relativt flade finale, hvor vinden betød, at det mere var et spørgsmål om power end om klatreben. Derfor var det da heller ikke uventet, at det var de mere robuste typer som Kelderman og Izagirre, der excellerede, mens de lettere folk havde det svært. I næste weekend venter stigninger af en helt anden karakter, og her kan der sagtens være vendt betydeligt rundt på klatrehierarkiet, når vi pludselig taler om stigningsprocenter på den kedelige side af 20.

Der var to af bjerggederne, der holdt sig flot til. Lige siden Portes spektakulære kollaps har Nairo Quintana og Lopez i mine øjne skilt sig ud som løbets favoritter, og den status levede de i den grad op til i dag. Den sidste del af stigningen passede dem langtfra, men alligevel var de i stand til at følge med den langt mere kraftfulde Kelderman. Med tanke på, at de begge har tradition for at blive bedre og bedre undervejs, og at den sidste del af løbet passer dem langt bedre, ser der efter i dag mere og mere ud til, at vi kan ende med en colombiansk duel.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Og hvorfor ikke et rent colombiansk podium? I hvert fald var Rigoberto Uran ikke langt fra at matche sine to landsmænd, og selvom det måske nok kan være svært at se ham matche sine to mere vævre kolleger på de stejle stigninger senere i løbet, lurer Uran som en trussel. Han har i de senere år opbygget en stabilitet, som i hvert fald Lopez ikke har haft, og han har en friskhed, som Quintana mangler. Falmer de to store favoritter, sidder Uran klar i sulkyen. Desværre kan han så ærgre sig over, at den enkeltstart, der tidligere var hans våben, i dag er en svaghed, og han kan sagtens ende med faktisk at tabe tid til sine to små landsmænd på 16. etape, selvom ingen af dem just er kendt som tempospecialister.

Quintanas flotte præstation løste også et problem for Alejandro Valverde. I går filosoferede jeg lidt over spanieren dilemma, hvor den suveræne form, han har vist hidtil, gjorde ham i tvivl om, hvorvidt han skulle holde sig til sin oprindelige plan om at bruge løbet som VM -forberedelse, eller om en samlet sejr faktisk kunne være en mulighed. Det problem løste hurtigt sig selv, da Valverde højst overraskende ikke kunne sidde med i en eksplosiv powerfinale, der egentlig burde passe ham. Dermed kan der nu ikke være tvivl om, at Quintana nu er Movistars klare kaptajn, og at Valverde en luksusløjtnant, der primært skal have Innsbruck i tankerne. Hvis han i de kommende dage kan finde det sekund, der kan give ham et par dage i førertrøjen, vil han nok ikke sige nej, men herfra må hans nethinde være helt regnbuefarvet. Da Richard Carapaz samtidig er ved at få banket rusten af, står Quintana med en støtte, han næppe kunne have ønsket sig bedre.

Manden, der i første omgang har snydt Valverde for den røde drøm, er Simon Yates. Han må til gengæld sidde tilbage med en lidt bittersød fornemmelse, for trøjen blev sikret på en dag, hvor han faktisk fik lidt klø af sine værste rivaler. Det kan være et ildevarslende tegn, men i lyset af sen overordnede plan om denne gang at toppe i den tredje uge, er tidstabet ikke alarmerende, slet ikke fordi den spinkle brite måske manglede lidt power til denne type afslutning. Alligevel hersker der forsat de præcis samme spørgsmål som hidtil, for det er nemlig langt fra sikkert, om Yates, der ikke just er kendt for holdbarhed, vitterligt kan finde sit topniveau i den tredje uge af en grand tour. Svaret blafrer stadig i vinden. Jeg har i hvert fald min tvivl.

’

Sammenlignet med andre var etapen i hvert fald ikke en katastrofe for Yates. Langt større skuffelse må der være i LottoNL-lejren, hvis tohovedede monster ikke viste sig helt så farligt, som mange havde ventet. På den anden side var denne eksplosive powerfinale ikke just det bedste for hverken George Bennett eller Steven Kruijswijk, og faktisk gjorde Bennett det vel egentlig ganske hæderligt under disse betingelser. Under alle omstændigheder viste de igen, at de med Kuss som et stærkt våben er villige til at tage initiativ, og derfor vil de om ikke andet kunne sætte kolorit på løbet, selvom podiet nu virker en anelse fjernere, end det gjorde for 24 timer siden.

Det gør det i den grad også for Thibaut Pinot, der vel sammen med Valverde var dagens største skuffelse. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har haft meget store forventninger til den hidtil så diskrete Pinot, der i medierne har talt om etapesejre, men i feltet har kørt som en klassementsrytter. Denne afslutning burde slet ikke have passet franskmanden så dårligt, og derfor var det en spand koldt vand i hovedet, at han til slut blev sat til vægs. Han har en friskhed, der burde komme ham til gode tidligere, men kobler man dagens lille nedtur med tidstabet fra sidevinden, ligner franskmanden ikke længere en podiekandidat.

En anden skuffelse var Emanuel Buchmann, men det er der måske en god forklaring på. Tyskeren, der ellers hidtil har vist sig som en af de stærkeste, var nemlig på hospitalet efter et styrt for to dage siden, og det lan meget vel være forklaringen på det pludselige formdyk. På den anden side virkede han enormt selvtillidsfuld, da han kommanderede Majka til fronten, så også for ham selv må resultatet være kommet som en lille overraskelse. Forhåbentlig kan han rejse sig igen, for i dag valgte holdet endegyldigt at køre ellers formstærke Majka ud af klassementet. Det åbner til gengæld i den grad døren for polsk etapesejr i de sidste to uger.

En anden stor taber var Sky, men det var knap så uventet. Vi er mange, der har ventet på Michal Kwiatkowskis forventede kollaps, for det virkede allerede på forhånd helt urealistisk, at han ovenpå både Touren og Tour de Pologne også skulle kunne køre klassement her. I dag sprang elastikken da også, og selvom nedturen nok er blevet fremskyndet af fredagens styrt, kommer det næppe som noget stort chok. Værre for Sky er det, at også David de la Cruz igen skuffede og dermed fortsætter en sæson, hvor han ikke har været i nærheden af at nå samme niveau, som han gjorde i Quick-Step-trøjen. For en sjælden gangs skyld vil Sky derfor næppe have nogen stor indvirkning på klassementet i en grand tour.

Det vil Fabio Aru nok heller ikke, og det er måske i virkeligheden mere alarmerende. Hvor Skys vanskeligheder var forventede, var dette for Aru løbet, hvor han skulle rejse sig. Også i dag fortsatte han imidlertid den kedelige tendens fra resten af 2018-sæsonen, og han ligner fortsat en skygge af den rytter, der så sent som sidste år kørte med om sejren i Tour de France. Det er stadig ikke udelukket, at han kan rejse sig, for Aru har altid været bedst i den tredje uge af en grand tour, men en absolut topplacering bliver det i hvert fald ikke til.

Det gør det heller ikke for Enric Mas, der vel var en af dagens skuffelser. Naturligvis skal man altid være varsom med at have alt for store forventninger til sportens talenter i deres første forsøg som klassementsrytter i en grand tour, men vi var nok mange, der havde troet, at det spanske supertalent ville være mere konkurrencedygtig i dag. Hans manglende erfaring taget i betragtning kan der stadig ske meget over de kommende tre uger, men dagens etape var i hvert fald en lille nedtur for spanieren, der dog holdt hovedet koldt og begrænsede tabet flot efter tidligt at have tabt terræn første gang.

Endelig fortjener Tony Gallopin igen at blive nævnt. Ja, den eksplosive powerfinale var ikke dum for ham, og nej, jeg tror heller ikke, at han holder hele vejen, men man må alligevel lette lidt på hatten over, at han igen kunne gøre det så flot, denne gang på en stigning, der i hvert fald på papiret var for svær for ham. Vi må se, hvor længe elastikken holder, men foreløbig kan man kun glæde sig over, at han i dette løb har været på sit højeste niveau i nu mange år.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Dagens etape gav altså enkelte svar, men der er fortsat et hav af spørgsmål, der står åbne. Lige nu kunne det ligne en colombiansk tvekamp mellem Quintana og Lopez, men det er først på fredag, vi får det næste reelle svar på, hvem der kan køre med om sejren. En hviledag og tre lettere etaper skal overstås, inden muren La Camperona danner rammer om det næste klassementsslag, og indtil da må vi væbne os med tålmodighed.

Og hvem ved? Måske planer King ligefrem et hattrick på fredag. Der er som bekendt ingen grund til at ændre på en vindende formel.

Favoritterne

I de senere år er Vueltaen stort set gået væk fra disse dræbende kedsommelige transportetaper på den spanske højslette, men som regel er der en enkelt eller to afhvert eneste år. Det gælder altså også i år, hvor denne tirsdag næppe vil byde på det helt store drama på den lange, lige vej i det nordvestlige Spanien. Det ligner en af de mest oplagte muligheder for sprinterne, der kan se frem til at boltre sig i en helt ukompliceret finale, så de vil alle have sat et af deres fedeste krydser ud for netop denne etape. Det bliver sjældent lettere i Vueltaen.

Chancen for en massespurt øges kun af, at der er flere sprintere, der har set, at det kan lade sig gøre at vinde. Elia Viviani er den oplagte favorit, der skal skyde på alt hvad der rører sig, og også Giacomo Nizzolo og Nacer Bouhanni har fået optimisme efter den første uge. Det samme har Danny Van Poppel, selvom han nok må indse, at hans hold ikke kan afse ressourcer til at jagte. Det kan Bora stil gengæld, for Peter Sagan begynder at løbe tør for muligheder, hvis han skal have en sidste sejr i regnbuetrøjen.

Samtidig er 11. etape måske den allerbedste udbrudsetape i hele løbet, ligesom også 12. etape kan være sværere at kontrollere, end man tror. Derfor venter der et par langt mere oplagte etaper til angreb, og det vil derfor give god mening for de fleste at gemme kræfterne til senere.

Med andre ord ligner det en af de motorvejsetaper, der ellers hørte fortiden til. Vinden kunne have været en trussel, men selvom den vil være i siden det meste af dagen, vil den være så svag, at den nærmeste er ligegyldig. Den vil højst skabe lidt spænding og stress, men ikke splitte feltet.

Det betyder også, at manuskriptet burde ligge klart fra start. Et udbrud vil formentlig kunne etableres allerede fra km 0, og derefter vil de opbygge sig et næppe alt for stort forspring. Mitcheæon-Scott vil naturligvis ikke gøre meget for at jagte, men lynhurtigt vil Quick-Step sætte sig frem. Det er usikkert, hvor meget hjælp, de vil få, for de var som bekendt overladt til sig selv på 3. etape. På 6. etape så vi imidlertid, at Trek og Bora gav dem en hånd med, og efter Bouhannis sejr vil Cofidis sikkert også bidrage. Med andre ord burde der være masser af interesse i at jagte, og det ligner en fredsommelig sprinteretape.

Løbets første nøglepunkt er den lille stigning. Den kommer så tæt på mål, at det faktisk godt kan give mening for Bora at lægge lidt pres på. Som sagt er Sagan ved at løbe tør for muligheder, og holdet har vist, at de vil gøre alt for at tage den forløsende sejr. Kan de sætte sprinterne under pres her, vil det øge chancerne betydeligt. De første 4 km stiger med 5-6%, så det burde være nok til at kunne gøre en forskel.

Det kan betyde, at det er et lidt mindre felt, der vil nå Fermoselle, men spurten burde ikke være truet. Den er så ren, som den overhovedet kan være, for der er hverken terrænmæssige eller tekniske udfordringer på den lange, lige vej ind mod målet. Med andre ord er det en dag, hvor topfart virkelig spiller en rolle, og det vil gå lynhurtigt, da de samtidig vil have vinden i ryggen.

Med udsigt til en massespurt er det klart, at Elia Viviani er favorit. Italieneren har i sine to hidtidige spurter vist sig som den klart hurtigste. I mandags overspurtede han suverænt Nizzolo, og i torsdags var han igen den stærkeste, men fik sin spurt ødelagt af en dårlig position i det sidste sving. Samtidig viste toget med Fabio Sabatini (som ganske vist var fraværende på den etape) og Michael Mørkøv i den første spurt, at de ikke uventet har det bedste tog, og selvom lead-outs ikke er altafgørende i en spurt som denne, er sandsynligheden for, at Viviani kan starte sin spurt fra den bedste position meget stor.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Den store usikkerhed er snarere bakken, for Viviani kan komme i problemer, hvis Bora virkelig giver den gas. Det er dog tvivlsomt, for Viviani har opnået en stor holdbarhed, og på 7. etape sad han med over en lignende kategori 3-stigning, selvom der blev kørt stærkt i front. Nu om dage er Viviani en af de ryttere, der kan overleve det meste, så han burde som minimum kunne sidde med hjem. Spørgsmålet er, om det vil koste lidt af topfarten, for Viviani kan være ret svingende, hvis han er træt. Det tvivler vi dog på efter en så relativt let etape, og derfor er han den oplagte favorit.

Hans værste rival må igen være Peter Sagan. Selv på 3. etape, hvor han fortsat var langt fra formen, blev han nr. 3, og det viser, at han er en af de hurtigste i dette felt - især fordi han endda blev lukket inde i spurten. Siden dengang er hans form blevet en helt anden, og han har om nogen en fordel af, at trætheden er ved at sætte ind hos de knap så holdbare folk. En flad boulevardspurt som denne er ikke den bedste for ham, idet hans eminente teknisk og fabelagtige positionering gør ham bedre i komplicerede afslutninger. Så sent som i torsdags viste han igen, at han er den bedste i positionskampen, da han vandt kampen om Vivianis hjul, men denne gang viste det sig at være den forkerte beslutning. Også i morgen er der gode chancer for, at han vil sidde bag den italienske mester, og så kan man ikke udelukke, at han med sin eminente timing kan gå forbi. Viviani er nemlig ikke meget hurtigere end Sagan, der i år har spurtet fremragende. Og kan Bora endda gøre det hårdt og skabe udskilning på bakken, øger det blot hans chancer.

Ligesom Sagan var Giacomo Nizzolo en stor taber som følge af Quick-Steps mistimede lead-out på 6. etape. Helt som ventet havde også han nemlig vist sig som en af de bedste i positionskampen, men denne gang var det oplagte valg af hjul bare ikke det rigtige. På 3. etape viste han imidlertid både sin høje fart og sin gode positioneringsevne, da han blev nr. 2 bag Viviani. Etapen viste også, at han ikke kunne matche sin landsmand på topfart, men vi skal ikke glemme, at han før sine mange skader faktisk var den hurtigste af de to. Nizzolo har i Giroen gang på gang vist, at han bliver bedre igennem tre uger, og efter den lange pause, er det logisk, at det også sker her. Han viste storform med sin flotte spurt i den hårde finale på 8. etape, og han burde derfor have en vis glæde af hårdt tempo på bakken. Han har et af de bedste tog, og så er det op til ham at vise, at han nærmer sig sit gamle niveau og igen kan true Viviani og Sagan.

Nacer Bouhanni fik en fantastisk sejr på 6. etape, og man kan næsten se, hvordan selvtilliden har fået ham til at vokse de sidste par dage. Alene det forhold, at Cofidis førte an i jagten på den svære 8. etape, siger meget om franskmandens tro på sig selv. En selvtillidsfuld Bouhanni plejer at være god, men det har også været tydeligt, at han fortsat ikke har samme fart som tidligere. I 2014 satte han let Viviani og Nizzolo til vægs, men på 3. etape var det tydeligt, at han stadig ikke er på sit gamle niveau. Sejren på 6. etape skyldtes lige så meget Quick-Steps fejl som Bouhannis egen styrke. Det ændrer dog ikke på, at Bouhanni overspurtede Van Poppel og har en reel chance for også at true de tre store navne. Han er hæmmet af sin begrænsede støtte, men er god i positionskampen, hvor hans timing også plejer at være eminent. Til gengæld foretrækker han mere tekniske finale. Og selvom han klatrer ganske fint, er han ikke helt så holdbar som vores tre favoritter, så hårdt Bora-tempo på bakken kan bringe ham i vanskeligheder.

Danny Van Poppel er kendt som en af de mere ustabile sprintere, men når han er i form, er han bedre, end resultaterne tilsiger. Lige nu er han måske stærkere end nogensinde, for det var dybt imponerende, at han kunne spurte sig til en 3. plads bag Valverde og Sagan på 8. etape. Til gengæld har hele denne sæson også vist, at han stadig ikke er helt så hurtig som tidligere, og han blev da også overspurtet af Bouhanni på 6. etape, selvom afstanden var lille. Den gode form burde imidlertid komme ham til gode, hvis Bora giver den gas på stigningen. På den anden side er Van Poppel bedre på kortere bakker, og han kan trods sit gode resultat i lørdags faktisk godt komme i vanskeligheder på en lang opkørsel som denne. Hans positionering og timing har ikke altid været god, fordi han har haft en tendens til at komme for tidligt frem, men som vi så i torsdags er det ikke altid en ulempe i en medvindsspurt. Med lidt held kan en formstærk Van Poppel godt løbe med sejren.

Matteo Trentin har været en af løbets skuffelser, for den sidste år så suveræne italiener har været en skygge af sig selv fra dag 1. Derfor er det da også svært at være alt for optimistisk på hans vegne, for i forvejen passer en flad boulevardspurt ham ikke. Det blev i torsdags da også helt tydeligt, at topfarten ganske enkelt ikke rækker til at true de bedste på flad vej, men måske kan det alligevel blive til et topresultat. I teorien burde Trentin i hvert fald være en af de mere holdbare ryttere, og han har i Luka Mezgec en lead-out man, der ligeledes klatre godt, og hvis lige man kun finder på Quick-Step. Kan Mezgec time det rigtigt, og bliver de hurtigere folk igen fanget længere tilbage, kan man derfor ikke helt udelukke en Trentin-sejr. En anden mulighed er, at man i lyset af Trentins svage form måske kører for Mezgec, men det synes dog usandsynligt på et hold med et normalt ret veldefineret hierarki.

I dette løb har Simone Consonni fortsat de fremragende takter, han har vist siden den store sejr i Slovenien i juni. Man må tage hatten af for hans stabilitet, for med en forrygende positioneringsevne har han været i top 10 i snart sagt alle de spurter, han har kørt siden da. Han har i en boulevardspurt som denne ikke samme topfart som de ovenfor nævnte, og derfor får han svært ved at vinde, men hans positionering kan bringe ham langt. I teorien burde en hård bakke være til hans fordel, men han har virket en anelse slidt de sidste par dag, så det er ikke helt sikkert, at han sidder med hjem, hvis Bora virkelig drejer gashåndtaget i bund.

For Max Walscheid ligner det umiddelbart en helt perfekt etape. Den er lang, lige og flad, og der er udsigt til en ganske let dag. Problemet er stigningen, og det bliver i høj grad Bora, der bestemmer, om tyskeren skal have en chance. Beslutter de sig for at give den gas, er det så sikkert som amen i kirken, at den store tysker falder fra, for han har svært ved at overleve selv den mindst motorvejsbro. Bliver det imidlertid en stille og let dag på kontoret, får han til gengæld ikke mange bedre chancer end denne. Et langt, lige opløb giver i hvert fald masser af plads til, at han kan komme op på sin imponerende topfart,og han er ikke så hæmmet af sin begrænsede støtte. Spørgsmålet er dog også, om han stadig har sin vanlige fart efter de ni første dage af sin første grand tour.

Det har været svært ikke at være imponeret over Tom Van Asbroeck. Allerede i BinckBank Tour blev det klart, at han virkelig har fundet formen, men alligevel var det været overraskende at se, hvor godt han har klaret stigningerne. Dermed burde han være en af de ryttere, der kan drage fordel af bakken, og han er også ret god i positionskampen, hvor han kan få hjælp af erfarne Simon Clarke samt Mitchell Docker, hvis denne klarer stigningen. Farten rækker næppe til sejr, men et godt resultat er inden for rækkevidde.

Næstefter Sagan er det Ryan Gibbons, der har været den mest klatrestærke sprinter. Den unge sydafrikaner imponerede særligt på 7. etape, hvor han var meget tæt på at sidde med hjem i en gruppe, der næsten udelukkende bestod af klassementsryttere. Det vidner om en helt forrygende form for Gibbons, der derfor burde have fordel af, at Bora måske lægger pres på i finalen. Heller ikke for ham rækker topfarten til sejr, ligesom han er stort set uden støtte i finalen, men til gengæld er han god i positionskampen.

På de seneste etaper har Marc Sarreau måttet stille sig i holdets tjeneste, da Rudy Molards førertrøje samt Thibaut Pinots klassement har krævet deltagelse fra alle mand. Nu er Molard imidlertid tilbage i en hjælperrolle, og det burde kunne give Sarreau en chance igen. Han er egentlig ikke den mest holdbare sprinter i feltet, men han har imponeret med sit flotte arbejde som hjælperytter de seneste dage. Formen g friskheden synes derfor god, og vi ved, at han er ganske hurtig. Hans problem har altid været positioneringen, men i en finale som denne burde han have lettere ved at overvinde den hurdle.

Ivan Garcia er ikke kendt som den klassiske sprinter, men han har af og til vist sig frem. Det gjorde han blandt andet med 5. pladsen i Madrid sidste år og med 4. pladsen i RideLondon Classic for en måneds tid siden. Senest viste han stor styrke, da i den hårde finale på 8. etape kørte en alt for lang spurt, men alligevel sikrede sig en flot placering i top 10. Han er en ganske holdbar type, der burde have en god chance for at klare sig over bakken. Til gengæld er han ret uerfaren i positionskampen, hvor han er helt på egen hånd, og han mangler også topfarten til at køre med om sejren. Det er derfor først og fremmest den gode form, der skal bringe ham langt.

Vi har også flere gange peget op Jon Aberasturi, og det vil vi gøre igen. Baskeren har ikke haft den letteste start på løbet, efter at han styrtede allerede inden starten og derfor kører rundt med flere sting i knæet. Alligevel har han gjort det ganske pænt i de to første massespurter, og logikken siger, at han burde blive bedre og bedre, efterhånden som sårene heles. Han har klatret ret godt på det seneste og burde derfor kunne overleve bakken. Hidtil har hans problem været positionering, men det burde være lettere i den ukomplicerede finale.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Giacomo Nizzolo

Outsidere: Nacer Bouhanni, Danny Van Poppel, Matteo Trentin, Simone Consonni, Max Walscheid

Jokers: Tom Van Asbroeck, Ryan Gibbons, Marc Sarreau, Ivan Garcia, Jon Aberasturi, Luka Mezgec