Optakt: 11. etape af Giro d’Italia

Ruten

Et tema i årets Giro er, at løbet hylder Italiens to monumenter. Det sker først gang på løbets 11. etape, hvor en stor del af ruten følger en del af den strækning, der også benyttes i Milano-Sanremo, inden man slutter i Fausto Coppis hjemby Novi Ligure, hvor man vil markere 100-året for mesterens fødsel i 1919. Der er nu ikke meget Coppi-terræn over ruten, der for anden dag i træk helt og holdent er henlagt til den flade Po-slette, som som bekendt også lægger asfalt til indledningen på Milano-Sanremo. Derfor venter for anden dag i træk en helt flad dag, hvor eneste forskel fra 10. etape er den langt længere distance på 221 km, og hvor der igen er lagt op til massespurt, inden bjergene melder deres ankomst.

Med sine 221,0 km er der tale om endnu en meget lang etape, der fører feltet fra Carpi til Novi Ligure, to byer, der begge ligger på Po-sletten. Fra starten kører man mod sydvest ad en let snoet vej, inden man drejer mod nordvest for at følge en lang, lige og helt flad vej, der leder frem mod Milano. I Piacenza drejer man mod vest for at køre igennem fladlandet frem til den første spurt, der er placeret efter 147,8 km.

Efter spurten drejer man mod sydvest for kort efter at ramme den velkendt rute fra Milano-Sanremo. Den leder igennem fladt terræn mod sydvest ned til den sidste spurt, der er placeret efter 189,7 km. Kort efter når man frem til Tortona, hvorefter det begynder at stige let, mens man fortsætter mod sydvest, så man over de sidste godt 20 km vinder ca. 100 højdemeter. Til slut venter en helt ukompliceret finale, hvor en lige vej leder frem til et sidste sving med 3 km igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 2,8 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 3 km stiger med knap 1% i snit og den sidste km med 1,1% i snit.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 453 højdemeter.

Novi Ligure har været målby for løbet tre gange tidligere, senest i 2010, hvor Jerome Pineau overraskende snød feltet og sejrede i en tremandsspurt med 4 sekunder ned til et felt, der ledtes hjem af Tyler Farrar. I 2007 blev Marco Pinotti italiensk enkeltstartsmester i byen.

Vejret

Efter mange dage med ustabilt vejr ser det endelig ud til, at Italien har fået sit ”rigtige” klima igen. Onsdag bliver en solrig dag med kun få skyer, og temperaturen vil nå 21 grader. Det vil være en anelse mere blæsende med en let til jævn vind fra syd, hvilket giver en lang dag med hovedsagelig sidemedvind. Det bliver til sidemodvind efter den første spurt og derefter modvind på det sidste stykke ind mod Novi Ligure. I det sidste sving md 3 km drejer man ind i sidemodvind på den alenlange opløbsstrækning.

Analyse af 10. etape

Da Arnaud Demare af FDJ-mandskabets ledelse fik besked på, at der ikke kunne blive plads til ham på et Tour-hold, der denne gang skal bygges 100% op om Thibaut Pinot, og at han i stedet måtte satse på Giro d’Italia, stod det klart allerede klart, at det ville blive en svær opgave at få den etapesejr, han akkurat missede, da han i 2016 senest var til start i den italienske grand tour og to gange endte på 2. pladsen. Han havde nemlig udsigt til at skulle op imod Fernando Gaviria, Pascal Ackermann og Caleb Ewan, der alle i de senere år har vist sig hurtigere end franskmanden i klassiske massespurter, og med hele tre meget stærke rivaler lå det bestemt ikke på den flade at vise, at han også kan vinde grand tour-etape uden for sit hjemland, hvor han har sikret langt hovedparten af sine indtil i dag 56 sejre. Bedre blev chancerne ikke af, at Demare havde et forfærdeligt forår, hvor det ikke lykkedes ham at vinde ét eneste cykelløb, og at han derfor drog til Bologna med en sejrstørke, der strakte sig helt tilbage til afslutningen på Tour du Poitou-Charentes i august (hvor han til gengæld gjorde rent bord ved at vinde alle fem etape, inkl. enkeltstarten).

Til gengæld var der også en række ting, der talte til Demares fordel. Først og fremmest er han sammen med Ewan den eneste rytter, der har fået et hold næsten 100% dedikeret til sig selv, og da han samtidig kom til Italien med sit supertog bestående af Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, lignede han faktisk den sprinter, der måske ville få den allerbedste opbakning. Samtidig var der i den første uge nogle ganske lange og udmarvende sprinteretaper, og med sine sejre i Milano-Sanremo og Hamburg Cyclassics samt sine podiepladser i Gent-Wevelgem har Demare vist, at hans speciale netop er at afslutte, når alle de hurtigere folk har fået slidt silken af.

Var der én sprinteretape, Demare ville få svært ved at vinde, var det til gengæld dagens 10. etape. Den 145 km lange søndagstur mellem Ravenna og Modena var nemlig henlagt til den helt flade Po-slette, og da den samtidig bød på en helt enkel og meget bred opløbsstrækning, der var som skabt til de reneste af de rene sprintere, lå det i kortene, at det ikke var her, at Demare ville kunne få udbytte af sin holdbarhed og sit gode tog. Tværtimod måtte han formentlig betale prisen for sin manglende topfart, og da etapen samtidig kom næsten to uger inde i løbet så det svært ud for franskmanden, der er berygtet for sin ringe restitutionsevne, der betyder, at han ofte blot skal nogle få dage ind i et etapeløb, inden han skal kæmpe hårdt bare for at komme over de mindste bakker.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Ikke desto mindre blev det netop på denne Giroens absolut letteste etape, at Demare endelig fik brugt sin næsten et år lange tørke og taget den Giro-etapesejr, som han med nu tre 2. pladser længe har banket på til. Og det var endda ikke, fordi etapens forløb undervejs havde gjort en Demare-sejr mere sandsynlig, for etapen blev præcis lige så kedelig, begivenhedsfattig og rolig, som man kunne have forudsagt det, allerede da den blev afsløret som en af de tre første under VM sidste år.

Alligevel viste Demare sig at være i absolut særklasse, og med en lang og fornem powerspurt var han både Ewan og Viviani langt overlegen. Naturligvis blev etapen skæmmet af det store styrt, der satte løbets på papiret hurtigste, den meget formstærke Ackermann, ud af spillet, og det er da også meget sandsynligt, at resultatet havde været et andet, hvis ikke den store tysker sammen med andre sprintere som Matteo Moschetti, Jakub Mareczko og Simone Consonni var hamret i asfalten, da det helt friske felt bragede en mod målet i Modena. I kampen mod de rivaler, der var tilbage, var Demare imidlertid den suverænt stærkeste, og man kan som bekendt ikke forlange, at han skal slå andre modstandere end dem, der er blevet ham givet.

Sejren blev som så mange andre grundlagt af Jacopo Guarnieri, der måske ikke er så suveræn, som han var i årene med Kristoff, men som stadig med jævne mellemrum viser, at han hører til i top 3 over verdens bedste lead-out men. Det gjorde han allerede i den tekniske finale på 3. etape, hvor han tog kontrol gennem de sidste sving, men hvor den ofte positioneringssvage Demare havde tabt hjulet på sin italienske holdkammerat. Denne gang sad kaptajnen imidlertid præcis, hvor han skulle, og da Guarnieri måske lidt for tidligt begyndte at tabe fart og blive passeret af Jasper De Buyst, der bevægede sig frem med sin kaptajn, Ewan, bag sig, åbnede franskmanden selvtillidsfuldt sin lange spurt, som Ewan end ikke var i nærheden af at matche.

Sejren er meget opløftende for Demare, og det ikke kun fordi det er den første i 2019. Den er nemlig en indikation på, at han er blevet langt mere holdbar i etapeløb end tidligere. Sidste år var han således en af kun ganske få sprintere, der overlevede Alperne i Tour de France, og selvom det ikke skete uden kontroverser og beskyldninger fra blandt andre André Greipel, var han stadig frisk nok til at vinde løbets næstsidste massespurt foran Alexander Kristoff, der ellers er kendt som en rytter, der altid er bedst mod slutningen af et tre uger langt etapeløb. Måske er det på tide at revidere opfattelsen af Demares restitutionsevner? Dagens flotte spurt kunne tyde på det.

For Ewan og Viviani bekræftede spurten derimod det, vi allerede vidste. Ewan, der i årene frem til og med 2017 var en af verdens absolut hurtigste i de helt flade spurter, må igen sande, at han ikke længere er en ren sprinter. Igen i dag blev det stillet tydeligt til skue, at hans evner som afslutter på en helt ren sprinteretape slet ikke er, hvad den var engang. Derimod står det stadig tydeligere, at det er de hårdere løb, den lille australier fremover skal satse på - et forhold, der blot blev understreget af hans sejr på lørdagens 239 km lange og ganske kuperede maratonetape. End ikke endnu et godt lead-out fra De Buyst, der sammen med resten af Lotto-toget fortsætter med at gøre det overraskende godt i dette løb, kunne kompensere for den fart, han ikke længere har, og derfor kan han kun glæde sig over, at morgendagens etape, der bliver hans sidste i dette løb, er 221 km lang og endda har en let stigende finale.

For Viviani blev etapen blot endnu en i rækken af den lange serie af skuffelser i et løb, der er gået galt lige fra start. Manden, der sidste år vandt grand tour-etaper her, der og alle vegne, og som drømte om at blive den store italienske helt i årets Giro, hvor han har kunnet sole sig i den ekstra opmærksomhed, den italienske tricolore indbringer, har nu i den grad ryggen mod muren. Ganske vist havde han oprindeligt planer om at gå efter pointtrøjen, men da den nu er ude af billedet, synes han at være bukket under for holdets ønske om, at han i morgen tager hjem for derefter at hellige sig drømmen om at køre sig i gult på Tourens første etape, der slutter på Deceunincks belgiske hjemmebane.

Det betyder, at morgendagens etape til Novi Ligure nu er hans sidste chance for at redde æren, og med den åbenlyse mange på topfart, han har haft i de seneste spurter, ser det svært ud. I dag sad han ellers som så ofte før fint placeret i Ewans baghjul, og modsat i lørdags kunne han da denne gang udnytte slipstrømmen til faktisk at gå forbi den lille australier. Til gengæld var han ikke i nærheden af at matche Demare, der jo ikke just sparede sig selv for vindmodstand, og det står derfor nu soleklart, at de seneste pauvre spurter ikke var nogen tilfældighed. Viviani har ganske enkelt slet ikke den fart, der tidligere har indbragt ham så stor succes for Deceuninck. Og faktisk ser det nu endda ud til, at belgierne for første gang siden Tour de France i 2012 skal tomhændede hjem fra en grand tour. Det ser i hvert fald sort ud, hvis ikke Viviani endelig lykkes i Novi Ligure i morgen.

Det bliver hans eneste chance for at få noget med hjem. Kampen om pointtrøjen er han for længst ude af, men den er til gengæld helt åben igen. Da han på de sidste etaper inden hviledagen frivilligt lod Ackermann støvsuge pointene i de indlagte spurter, lignede Demare ellers en mand, der helt havde opgivet den cyclamenfarvede trøje. Efter Ackermanns uheld i dag er afstanden imidlertid nu nede på blot et enkelt point, og selvom tyskeren heldigvis ikke meldes at have pådraget sig andet end hudafskrabninger og andre mindre alvorlige skrammer, kan skaderne betyde, at favoritværdigheden pludselig ligger på Demares skuldre. I hvert fald er den konkurrence, der i morges lignede den måske mindst spændende i løbet, lige pludselig blevet en knivskarp og neglebidende affære.

For Mareczko og Moschetti endte etapen naturligvis også i stor frustration. For dem begge var denne helt rene sprinteretape nemlig deres bedste mulighed for at få en sejr, men det fik styrtet desværre sat en ærgerlig stopper for. Det var en skam, for etapen her var en god mulighed for at se, hvor hurtige de i virkeligheden er på en etape, hvor de ikke er alt for hæmmede af manglende holdstøtte og/eller ringe positionering. For CCC-sprinteren venter der muligvis en mulighed i morgen, men her er etapen længere og byder på en stigende finale. Moschetti derimod er formentlig helt ligeglad med den slags bekymringer, for i skrivende stund er det højst usikkert, om han overhovedet kommer til start onsdag middag.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det gør de andre sprintere - også Consonni, der slap uden alvorlige skader - heldigvis, men de må alle indse, at det bliver svært at få ram på topsprinterne. Helt som forventet viste dagens etape nemlig, at hverken Davide Cimolai, Manuel Belletti eller den ellers så lovende Giovanni Lonardi har farten til at true giganterne i så ren en massespurt som denne. Det var imidlertid helt efter bogen. Værre er det for Giacomo Nizzolo, der med en 5. plads atter må sande, at han er milevidt fra det niveau, der i 2015 og 2016 indbragte ham pointtrøjen i dette løb, og hvis karriere i den grad er blevet sat tilbage af de knæskader, der i flere år har redet ham som en mare.

Endelig fortjener Rudiger Selig en kommentar. Tyskeren viste med dagens 3. plads, at han ikke blot er verdens måske bedste lead-out man, men at han altså også selv er en ganske hurtig herre. Det er ikke første gang, at han har måttet træde til som sprinter efter et uheld, som han gjorde det i dag, da Ackermann smagte på den italienske asfalt, og dagens podieplads var faktisk hans tredje i en grand tour, efter at han trods rollen som lead-out man tidligere er blevet nr. 2 på etaper i Giroen og Vueltaen. Sidste år slog han endda til i en spurt i Slovakiet Rundt, så hvis ikke det var, fordi han er så pokkers god i rollen som lead-out man, kunne han formentlig have fået sig en ganske fin karriere som en sprinter på niveauet lige under de bedste.

Det var vel egentlig også den rolle, Demare var tiltænkt i dette løb, hvor han i hvert fald på forhånd lignede den lille i kampen med særligt Viviani, Ackermann og Fernando Gaviria. Ikke desto mindre lykkedes det ham altså i dag at vinde den sprinteretape, der lå allerdårligst til ham, og det må i den grad give mod på mere på morgendagens 221 km lange maraton, der med sin let stigende finale er langt bedre for en klassikersprinter som Demare. Og da etapen samtidig er en hyldest til Milano-Sanremo, der har dele af sin rute indlejret på etapen, ville det vel kun være passende, at den eneste af løbets sprintere, der faktisk har vundet den italienske klassiker, også løber med sejren igen i morgen. På den anden side brød Demares sejr i dag jo al konventionel logik, så hvem siger, at det i morgen skal gå, som præsten prædiker?

Favoritterne

Efter dagens meget lette etape kunne man foranlediges til at tro, at morgendagens 11. etape mere eller mindre er en tro kopi. Profilen ser i hvert fald ikke meget anderledes ud end det billardbord, der blev serveret for rytterne i dag, og det kan heller ikke undre, der hele etapen for anden dag i træk er henlagt til Po-sletten, der som bekendt er et af de absolut fladeste områder i hele Europa.

Der er dog visse forskelle, der er værd at tage i betragtning. Først og fremmest er etapen 221 km og ikke 145 km lang, og selvom det formentlig ikke vil gå meget stærkere, end det gjorde på dagens begivenhedsfattige etape, vil de næsten to timer ekstra i sadlen utvivlsomt sætte sig i benene og favorisere de lidt mere holdbare folk på bekostning af de klassiske sprintertyper. Samtidig er opløbsstrækningen denne gang let stigende, og selvom 1% ikke er noget, der på nogen måde kan sætte sprinterne ud af spillet, er det nok til, at det kan tippe balancen en anelse i retning af de folk, der også excellerer i hårdere spurter på stejle bakker.

Til gengæld er selve opløbet præcis lige så ukompliceret, som det var i dag. Igen er der tale om en lang og bred vej, der faktisk denne gang blot er endnu længere, end den var i dag, og det er derfor ikke positionering og tekniske evner, der bliver altafgørende. Det gør derimod selve topfarten i det, der meget vel kan blive til endnu en lang powerspurt, men denne gang altså efter mere end 220 km og i en stigende finale, hvor de stærke folk vil have lettere ved at sætte sig igennem.

For vi så overhovedet den spurt, alle forventer? Ja, det gør vi. Ewan og Viviani har formentlig allerede bestilt flybilletten hjem, og derfor vil de naturligvis gøre alt for at vinde denne etape, ikke mindst Viviani, der som nævnt ovenfor i den grad har ryggen mod muren. Demare må samtidig være sprængfyldt med selvtillid, og da han og det meste af FDJ lige så godt kunne tage hjem, hvis ikke de skulle gå efter denne etape, vil også de køre sig i hegnet for at sikre en spurt. Det er måske nok lidt tvivlsomt, om Bora vil ofre meget for at sikre en spurt for den forslåede Ackermann, men Deceuninck, FDJ og Lotto skulle have rigeligt med muskelkraft til at sikre en samlet afgørelse.

Det ved hele feltet naturligvis også, og derfor er der lagt op til endnu en helt rolig start på etapen. Formentlig vil vi igen se, at et par små navne fra wildcard-holdene stikker af fra km 0, og derefter er der lagt op til endnu en langgaber, der altså vil tage to timer længere, end den gjorde i dag. Onsdag vil være en anelse mere blæsende, og med en generel sidemedvind frem til første spurt vil feltet måske være en anelse mere nervøst. Vi vil dog ikke se splittelse, slet ikke fordi vindretningen mod slutningen er så ugunstig, at det slet ikke giver mening at gøre forsøget på at angribe.

Med andre ord er der altså igen lagt op til en massespurt, men med de forskelle, som der er redegjort for tidligere. Det betyder, at vi denne gang vil pege på Arnaud Demare som vores favorit. Det ville vi ellers have forsvoret for bare et par timer siden, men efter dagens fornemme spurt er det svært at komme udenom, at franskmanden ligner det bedste bud. I dag var han i hvert fald klart hurtigere end både Ewan og Viviani - ikke mindst når man betænker, hvor lang en spurt han kørte - og morgendagens etape passer ham endda lang bedre. Som nævnt i analysen har Demares styrke nemlig altid været evnen til at spurte efter en lang og hård dag, og det gør den 221 km lange etape langt bedre for ham. Samtidig ved vi, at han er bedst i stigende spurter, og mens de 4-5% i Frascati var for meget for ham, er denne meget lettere bakke nærmest perfekt for en fyr som Demare.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Dertil kommer, at Demare som nævnt også kan glæde sig over støtten fra Jacopo Guarnieri, der i dag atter gav ham et fornemt lead-out. Det betyder ikke alverden i morgendagens ukomplicerede finale, men det er en fin fordel i et sprinterfelt, hvor niveauet er jævnt. Med tanke på, at Demare i dag kunne vinde en helt flad og let powerspurt i ganske suveræn stil, er det svært at se, at han skulle kunne blive slået i en spurt, der passer ham ideelt. Vi tror derfor, at han rider videre på bølgen og følger op på gårsdagens sejr med endnu en stor triumf.

Som sagt så vi i dag, at Caleb Ewan stadig har ikke har genfundet tidligere tiders topfart i de flade finaler, men heldigvis kan han glæde sig over, at onsdagens etape passer ham langt, langt bedre. Ikke alene så vi så sent som i lørdags, at han har en fantastisk evne til at bevare sin hurtighed efter lange løb - en egenskab, han også viste i sidste års Milano-Sanremo - han har som bekendt også i år vist, at hans virkelige speciale nu er stigende spurter. Derfor taler det til hans klare fordel, at morgendagens opløb går opad. Spørgsmålet er bare, om 1% er nok til, at han kan kompensere for den mangel på topfart, han tydeligvis havde overfor Demare i dag, ikke mindst fordi også franskmanden vil være begejstret for et stigende opløb. På den anden side kan han glæde sig over, at hans Lotto-tog bare bliver ved med at imponere, og i dag gjorde Jasper De Buyst det vel egentlig endnu bedre end Guarnieri, der fik startet lidt tidligt og tvang Demare til at køre en lang spurt. Belgieren er samtidig bedre i et stigende opløb end italieneren, og derfor kan Ewan måske se frem til endnu et perfekt lead-out. Er der en klassisk massespurt, han skal vinde, er denne et godt bud, og det kan derfor bestemt ikke afvises, at Ewan siger farvel til Giroen med en sejr.

Hvis man forud for løbet skulle pege på en sprinter, der med sikkerhed vil vinde en etape, ville de fleste nok sige Elia Viviani. Nu står vi imidlertid i den paradoksale situation, at italieneren er den eneste sejrsløse af de fem topsprintere, der tog starten i Bologna. Da han samtidig planlægger at rejse hjem efter morgendagens etape, kan han mærke presset på sine skuldre, når han i morgen ruller ud fra Carpi med retning mod Novi Ligure.

Motivationen fejler med andre ord helt sikkert ikke noget, men det gør benene. Det har været tydeligt, at Viviani slet ikke har sin vanlige fart, og det blev igen åbenlyst i dag, hvor han trods god læ ikke kunne gå forbi Demare og kun i sidste øjeblik kom ud af Ewans baghjul. Det var heldigvis lidt bedre end i lørdags, men lige nu ligner Viviani ikke en mand, der har benene til at vinde. Heldigvis ved vi, at han kan afslutte efter lange løb - han har trods alt vundet Hamburg Cyclassics to gange - og hans første Giro-sejr kom i et stigende opløb i Genova. Bakken her er ingenlunde for stejl for ham, og der er derfor ikke noget på selve ruten, der taler imod en Viviani-sejr. Spørgsmålet er bare, om han har benene, især nu hvor hans tog endnu ikke har givet ham den fordel, han plejer at have. Heldigvis er hans timing og positionering eminent, og i en modvindsspurt kan det måske være det, der alligevel giver ham sejren.

Den helt store joker er naturligvis Pascal Ackermann. Som opregnet i gårsdagens optakt har tyskeren hidtil været løbets hurtigste, i hvert fald hvis man ser bort fra 8. etape, hvor etapens hårdhed havde taget toppen af farten. Desværre er han nu så forslået, at det helt sikkert vil have en indvirkning på hans muligheder i morgen. Heldigvis er skaderne ikke alvorlige, men der venter utvivlsomt først en smertefuld og ubehagelig nat og siden nogle ulidelige 220 km frem mod morgendagens spurt. Naturligvis er det helt umuligt fra Danmark at vurdere, hvordan Ackermann virkelig har det, og formentlig kan han også først selv vurdere sine chancer i morgen eftermiddag ved 17-tiden. Der er ingen tvivl om, at en let stigende powerspurt som denne passer ham ganske fint, og da etapen slet ikke er så hård som i lørdags, bør han ikke lide under at være mindre holdbar end Ewan. Vi så på 4. etape, at han er konkurrencedygtig i hårde finaler, og på 1% har han langt større chance for med sin power at slå lille Ewan, end han havde på de 4-5% i Frascati. En frisk Ackermann ville have været vores favorit til at vinde en spurt af denne type, men grundet usikkerheden om hans helbred må han nøjes med en outsiderstatus. Til gengæld kan vi være rimelig sikre på, at han vil forsøge sig uanset helbredet, da han har brug for pointene for at holde sig inde i pointkonkurrencen.

Igen i dag måtte Giacomo Nizzolo sande, at farten ikke rækker til at matche de bedste. Heldigvis kan han glæde sig over, at chancerne formentlig er større onsdag. Ganske vist er lange powerspurter ikke optimale for en mand, der er bedst i tekniske og kringlede finaler, men til gengæld er han god på bakker og en holdbar fyr. Denne spurt passer ham således ikke helt ringe, og han viste i dag lidt af den positioneringsevne, han ellers kortvarigt syntes at have mistet, og som altid har været hans største styrke. Til gengæld har hans tog med Ryan Gibbons og Mark Renshaw kun leveret på 3. etape, og skal Nizzolo slå de hurtigere folk, skal de formentlig steppe op og give ham det fortrin, han har brug for, hvis han skal sejre i dette skrappe felt.

En anden rytter, der elsker stigende spurter, er Davide Cimolai. Det var i en stigende finale, at han vandt sin Paris-Nice-etape for nu efterhånden mange år siden, og i år blev han nr. 2 på en etape i Tirreno-Adriatico, hvor der også var et let stigende opløb. Cimolai ville nok have foretrukket en lidt kortere og lidt stejlere bakke, men det er i afslutninger som disse, at han har størst chance for at blande sig med de på papiret hurtigere folk. Hans stabilitet i dette løb er også udtryk for hans gode positioneringsevne. Nu skal han blot vise, at han også har farten, og det er nok trods alt tvivlsomt.

Simone Consonni var den af dagens faldne krigere, der slap nådigst fra styrtet, og det lyder ikke til, at han har slået sig slemt. Derfor vil han formentlig være konkurrencedygtig på 11. etape, og her vil han helt sikkert få en chance, efter at UAE gjorde det klart, at han skulle have deltaget i dagens spurt. Consonni er bestemt ikke en ren sprintertype med den nødvendige topfart til de flade spurter, men hans speciale er netop bakkespurter som denne. Etapen måtte gerne have været en anelse hårdere, og ikke mindst havde han foretrukket en mere teknisk finale, hvor han ville kunne gøre brug af sin gode positionering, men på en bakke som denne kan vi forvente, at Consonni er med fremme - i hvert fald hvis han ikke er for mærket af dagens styrt.

Som sagt var det lidt af en katastrofe, at styrtet i dag satte Jakub Mareczko ud af spillet. Dette var nemlig hans helt store chance, som nu gik i vasken. Heldigvis har han ligesom Consonni ikke slået sig slemt, og han bør være klar igen i morgen i det, der bliver en af de sidste etaper, inden han falder for tidsgrænsen eller står af. Desværre er den længere etape og hårdere finale til ugunst for tunge Mareczko, men på den anden side er det slet ikke umuligt. Etapen bliver nemlig ganske let, og 1% er ikke mere, end at selv den polskfødte italiener kan være med. Udfordringen er som altid hans positionering, men her kan han glæde sig over, at finalen igen er helt, helt ukompliceret. Spørgsmålet er bare, om han også er hurtig nok i en stigende spurt til faktisk at være med i front.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Manuel Belletti er en anden rytter, der ser frem til en hårdere finale. Egentlig har han ikke så mange resultater i stigende spurter, men han er generelt en holdbar sprinter, der drager fordel af, at folk er lidt trætte. Til gengæld er han ikke decideret specialist på bakker, og vi har også tydeligt set, at hans topfart altså ikke rækker til at vinde i dette felt. Med sin gode positionering og sin holdbarhed er han formentlig en stensikker mand i top 10, men det bliver meget vanskeligt at være med i kampen om de helt sjove placeringer.

Det bliver spændende at se, hvordan Nippo griber etapen af. Deres sprinter til de rene sprinteretaper er talentfulde Giovanni Lonardi, der på papiret ligner deres førstemand også til denne etape. Han viste i Tyrkiet, at han godt kan køre stigende spurter, men det er klart, at det er noget andet efter to uger i Giroen og efter 221 km. Her kan han betale prisen for sin manglende robusthed, og det kunne betyde, at man i stedet giver chancen til Juan Jose Lobato. Spanieren er ganske vist formsvag, men hans speciale er som bekendt stigende spurter, og han burde nok kunne køre en spurt efter så let en etape. 1% er for lidt til, at han virkelig kan vise sine evner, men til gengæld skal han i den ukomplicerede finale ikke lide under sin håbløse positionering. Bakken er ikke stejl nok til, at han kan vinde, men han kan gøre det hæderligt. Stigende spurter er også gode for Marco Canola, men som den langsomste af de tre må han være plan C i en finale, hvor stigningsprocenterne trods alt er i den meget lave ende.

Endelig vil vi pege på Paolo Simion. Bardiani-sprinteren var desværre en af de ryttere, der røg i asfalten i dag, men også han skulle været sluppet uden væsentlige skrammer. Til gengæld kan også han ærgre sig over at have misset den måske bedste mulighed, da han bestemt ikke er en holdbar type. Omvendt viste han med sejren på sidste etape i Kroatien sidste år, at han faktisk har en vis power i stigende finaler, og selvom det er noget andet i dette løb, er det ikke en spurt, han ikke kan være med i. Farten rækker ikke til et topresultat, men han burde være top 10-kandidat.

Det sidste hold, der kan tænkes at deltage i spurten, er Katusha, men det er helt uklart, hvem de kører for. Marco Haller har tidligere været styrtet, og i dag var Jenthe Biermans, Enrico Battaglin og Viacheslav Kuznetsov alle i asfalten. De fire hurtige folk har således alle skrammer, og det vil formentlig være friskheden på dagen, der afgør, hvem der køres for - med Haller som det mest logiske førstevalg. Uanset hvad er ingen af dem hurtige nok i en finale som denne.

OPDATERING: Det er blevet bekræftet, at Matteo Moschetti ikke stiller til start onsdag.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Elia Viviani

Outsidere: Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Davide Cimolai, Simone Consonni

Jokers: Jakub Mareczko, Manuel Belletti, Giovanni Lonardi, Paolo Simion, Juan Jose Lobato