Optakt: 11. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Det kræver blot et enkelt blik på resultaterne af sidste års Vuelta for at indse, at den spanske grand tour meget ofte er lidt af en gave til udbrydere. Det skyldes, at det varierede spanske terræn giver masser af muligheder for at designe etaper, der hverken er meget bjergrige eller flade. Sådanne dage er som bekendt perfekte muligheder for lykkeriddere, og det er en sådan, der venter feltet, når de på løbets midtpunkt tager hul på et kort besøg i det smukke og uvejsomme Galicien. På 11. etape er der lagt op til en hård dag med et hav af højdemeter og dermed en rigtig lækkerbisken for de angrebslystne folk.

Med en distance på hele 207,8 km er der tale om en for Vueltaen sjældent lang etape, der fører feltet fra Mombuey til Reibeira Sacra i udkanten af Luintra. Startbyen ligger i udkanten af det flade plateau, hvor den forrige etape fandt sted, og derfor er det fladt i indledningen, hvor man kører mod vest med retning mod bjergene. Her rammer man hurtigt kategori 3-stigningen Puerto del Padornelo (5,7 km, 5,3%), der har top efter 37,7 km, hvorefter man rammer de snoede veje og det uvejsomme terræn, der karakteriserer resten af etapen. Et hovedsageligt faldende stykke med flere mindre bakker leder mod vest og siden nord, indtil man rammer kategori 3-stigningen Alto do Covelo (9,5 km, 4%), der har top efter 101,5 km. Herefter følger endnu et generelt faldende og teknisk stykke, der leder mod nord og siden vest.

Etapen tager for alvor fat, når man rammer kategori 2-stigningen Alto de Trives (10,5 km, 4,6%), hvis top rundes efter 139 km, hvorefter det går videre ad snoede og kuperede veje mod nordvest frem til dagens spurt, der kommer efter 159.6 km. Herefter venter en nedkørsel og en lille bakke, inden det gælder den afgørende udfordring i finalen. Det er kategori 3-stigningen Alto del Mirador de Cabezoas (8,8 km, 4,3%), der har top 17,8 km fra stregen. Herfra går det videre mod nordvest via en længere nedkørsel, indtil man til slut rammer en lille ikke-kategoriseret stigning, der har top med bare 3 km igen. Herefter venter 2 let faldende kilometer, inden en nedkørsel leder ned til den sidste kilometer, hvor de sidste 300 m stiger med 3,5%. På de sidste 5 km følger man en meget snoet vej med et sidste skarpt sving lige efter den røde flamme.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på i alt 3812 højdemeter.

Luintra var senest målby i 2016, hvor Simon Yates med et stærkt angreb på en bakke i finalen kørte alene hjem til karrierens første etapesejr i en grand tour.

Vejret

Det har betydet en klar ændring i vejret, at feltet er kommet til den nordlige Spanien, og onsdag kan feltet for første gang møde lidt regn. Der ventes nemlig byger, overskyet vejr og temperaturer på 23 grader, indtil det vil klare op mod slutningen af etapen. Der vil imidlertid ikke være meget af den galiciske vind, idet det blot vil blæse let fra vest. Det giver modvind på det meste af etapen afbrudt af et sidevindsstykke midtvejs. Også i finalen vil der være modvind, indtil man drejer ind i sidevind på den sidste kilometer.

Analyse af 10. etape

Sprintere er et helt andet folkefærd end de fleste andre ryttere. Hvor langt de fleste sætter kvaliteten af sejre over kvantiteten af sejre, holder de hurtige folk altid særligt nøje øje med den tæller, der viser, hvor ofte de har vundet. Naturligvis står grand tour-etapesejre og de få sprinterklassikere højt på enhver sprinters ønskeliste, men meget ofte betyder det næsten lige så meget at vinde med en vis regelmæssighed. Det er nemlig altid sprinterne, der topper alle sejrslister, og en god sprinter med hyppige sejre kan derfor fastholde et positivt momentum på et hold, og det tager så meget af presset væk, at også andre ryttere ofte blomstrer. Derfor er den bedste forsikring - selvom der naturligvis aldrig findes garantier i topsport - for en succesfuld sæson at sikre sig en hurtig afslutter, der både kan vinde tidligt og ofte.

Elia Viviani er et godt eksempel på dette. Den hurtige italiener har aldrig lagt skjul på, at han drømmer om at vinde i Giroen og i klassikerne, hvor særligt Milano-Sanremo står højt på hans ønskeliste, men han har også i mange år sat sig helt offentlige mål for antallet af sejre. I starten skulle han altid vinde mere end i den foregående sæson, og siden var målet at nå et tocifret antal sejre, hvad han endelig nåede sidste år, hvor han for første gang vandt 10 gange.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

I år kunne han tillade sig at stile højere. Efter at Sky meget generøst lod ham slippe ud af sin kontrakt, så han kunne gribe sit livs mulighed, da Quick-Step viftede en lukrativ kontrakt foran hans øjne, kom han endelig til et hold, hvor han kunne forvente et helt hold til at støtte sig. Og ikke blot fik han stillet flere hjælpere til rådighed, han fik samtidig et helt dedikeret tog udelukkende bygget op om ham og et løbsprogram, der var designet til, at han skulle vinde konstant gennem hele sæsonen.

Allerede i mine optakter forud for sæsonen fremhævede jeg da også Elia Viviani som en af årets 10 bedste transfers, for det lå næsten på den flade at forudse, at matchet mellem et af verdens bedste tog og en italiener, der igennem efteråret 2017 havde været bedre end nogensinde, kun kunne blive en succes. Fra start var det således næsten givet, at han ville blive en af sæsonens mest vindende. Spørgsmålet var bare, hvor langt op på listen han kunne nå.

Efter de første otte måneder af 2018 kan vi lukke den diskussion. Med dagens suveræne spurtsejr i det nordvestlige hjørne af Spanien nåede den officielle tæller helt op på 17 triumfer i år, og dermed har han et forspring på hele fire ned til Alejandro Valverde og Dylan Groenewegen, som deler andenpladsen. Selvom de to sidstnævnte helt sikkert ikke er færdige med at vinde endnu, synes det stærkt usandsynligt, at de vil kunne nå deres italienske rival. Viviani kan nemlig se frem til to eller tre massespurter senere i denne Vuelta, og med den suverænitet, han hidtil har udvist, kan han meget vel ende løbet med hele 20 gevinster. Det er der næppe andre, der kommer i nærheden af.

Spørgsmålet må nu være, hvad det kan blive til for Viviani. Vi skal tilbage til 2015 for at finde den seneste rytter, der sejrede 20 gange, da Alexander Kristoff i sin drømmesæson nåede den grænse. Derudover har også Peter Sagan med 22 i 2013, André Greipel med 21 i 2010, Mark Cavendish med 23 i 2009, Tom Boonen med 20 i 2006, Erik Zabel med 20 i 2001 og ikke mindst Alessandro Petacchi med 25, 21 og 23 sejre i hhv. 2005, 2004 og 2003 været på den rigtige side af det magiske tal i dette årtusinde, og det må nu være et oplagt mål for Viviani at nå så langt op ad listen som muligt.

Petacchis vilde 25 sejre i 2005 er nok uden for rækkevidde, men der kan sagtens vente flere gevinster på Viviani også efter Vueltaen, for den utrættelige italiener er så sulten, at han formentlig vil gøre alt for at komme så langt op på listen som overhovedet muligt. Også efter det spanske løb er der nemlig flere gode chancer, også selvom VM i år ikke er en option.

Problemet er i den sammenhæng Fernando Gaviria. Hidtil har de to sprinterstjerner trivedes side om side i skøn harmoni, men man kunne sagtens forestille sig, at der vil komme visse konflikter senere på året. Den italienske kalender byder på enkelte sprinterløb, der er oplagte mål for Viviani, men først og fremmest er det i Nordeuropa, de hurtige folk kan boltre sig, ikke mindst i tiden frem mod Paris-Tours. Her vil en sulten Gaviria, der som bekendt ikke har kørt meget de seneste måneder, formentlig også have ambitioner, ikke mindst i den franske klassiker, som han tidligere har vundet. Den allerstørste chance for at øge sejrskontoen betydeligt kommer imidlertid i det sprintervenlige Tour of Guangxi, og da Viviani altid har haft smag for eksotiske sprinterløb, vil han sikkert lægge billet ind på det løb også. Det vil Gaviria imidlertid også, for han gjorde næsten rent bord sidste år. For første gang i denne sæson kan der derfor være en lille konflikt mellem de to sprinterstjerner, og det er nu op til Patrick Lefevere at vise, at han fortsat mestrer kunsten at få store navne til at trives i hinandens selskab.

I første omgang handler det imidlertid for Viviani om at få fuldt udnytte af Vueltaen, og her ser det ganske lovende ud. Quick-Step oplevede ellers et halvpinligt nederlag i torsdags, hvor storfavoritten Viviani totalt missede sin chance, da det ellers normalt så fejlfri belgiske supermandskab for en sjælden gangs skyld totalt fejllæste spurten. Viviani viste sig ganske vist som den suverænt hurtigste, men kunne i kraft af den dårlige position kun nå frem til en tredjeplads, et resultat, der må have været smertefuldt for en mand, der har blikket stift rettet mod antallet af sejre.

Derfor var det også en ekstra tændt Viviani, der stillede til start i dag. Ikke blot havde han nemlig måttet se sig slået i torsdags, han måtte i lørdags også indse, at han havde overvurderet sig selv, da han sendte sit hold frem for at føre på en etape, der i sidste ende var for hård. Derfor stod løbets forventede altdominerende sprinter efter 9 dage med bare én gevinst, hvad der helt sikkert ikke behagede den ærgerrige italiener.

I dag fik han og holdet imidlertid deres revanche og det endda med maner. Dagens etape er nemlig den allerbedste forklaring på, hvorfor Viviani i år har vundet i nord, syd, øst og vest. Hans sammentømrede tog har hørt til de allerbedste og i stort set hvert eneste løb afleveret deres stjerne ideelt, og kombineret med Vivianis egen evne til at læse spurterne og træffe de rigtige beslutninger har det været et march, der har været næsten umuligt at besejre.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

I dag var opvisningen total i en sådan grad, at det blev tydeligt for enhver, hvor stor en forskel det gør at have et helt hold til at bakke sig op. Mens de øvrige sprintere i løbet, der er kendt for sit bjergrige terræn, har fået stillet et par mand til rådighed, har Viviani som den eneste et hold, der næsten 100% er bygget op omkring ham. Lægger man dertil, at hans tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini er et af verdens bedste, og at Viviani samtidig igen i dag viste, at han har en topfart, som ingen i dette felt kan matche, er Vivianis sejre i massespurterne i dette løb nærmest en trivialitet, i hvert fald så længe de ikke begår fejl, som de gjorde det i sidste uge.

Dagens præstation var en af årets smukkeste. Først kontrollerede Kasper Asgreen sammen med de ørvige sprinterhold det meste af etapen, inden han til slut lancerede toget med godt 2 km igen. Derefter holdt først Pieter Serry og siden Dries Devenyns farten høj, indtil Peter Sagan forsøgte at kaste grus i maskineriet ved at sende Lukas Pöstlberger i offensiven. Det var op til Laurens De Plus at holde den østrigske mester i snor, og det gjorde han glimrende, inden Mørkøv og Sabatini til slut gjorde arbejdet færdigt ved at aflevere Viviani så perfekt, at han kunne starte sin spurt præcis, hvor han ville.

Derfor var det for de andre sprintere reelt også bare en kamp om andenpladsen, og den ville sandsynligvis gå til den mand, der vandt kampen om Vivianis hjul. Til den position var der to oplagte favoritter, nemlig Sagan og Giacomo Nizzolo, der begge har vist sig eminente i positionskampen. Det var da også dem, der endte som de store tabere i torsdags, hvor de som ventet havde truffet den forkerte beslutning at spille på Quick-Step-hesten, der fejlede, og i dag var det også præcis de to, der var linet op bag den italienske mester.

Herfra kunne de imidlertid ikke stille meget op, og de kunne kun igen med gode spurter bekræfte, at de efter Viviani er løbets næsthurtigste, og at de har en positioneringsevne, der må gøre de fleste misundelige. Desværre er strategien med at gribe Vivianis hjul næppe det, der fører dem til sejr, for det var som bekendt ikke dem, der kunne gribe muligheden, da Quick-Step fejlede i torsdags. Med udsigt til nu bare tre sprinteretaper kunne det derfor se ud til, at det ikke bliver i denne Vuelta, at Nizzolo, der ellers endelig ser ud til stabilt at være tilbage, får taget den forløsende første grand tour-etapesejr, eller at Peter Sagan får brudt hans mageløse serie af grand tour-andenpladser - en liste, der foreløbig tæller tre i løbet af de seneste fire etaper.

Sagan havde ellers gjort sit bedste for at give sig selv en chance for at vinde etapen. Den lille stigning i finalen var en oplagt chance for at sætte rivalerne under pres, og Bora gjorde da også præcis, hvad de skulle, da de sendte Marcus Burghardt og Davide Formolo og siden også Rafal Majka til fronten. Desværre betød modvinden, at de stort set ingen skade gjorde, og da selv stor Max Walscheid kort efter toppen fik kontakt igen, blev det klart, at det havde været skønne spildte kræfter.

Derfor blev de sidste 25 km da også temmelig kedsommelige, for nu var der ikke længere hverken terræn eller tekniske udfordringer til at true Quick-Step-dominansen. Ganske vist forsøgte Sagan et sidste trick ved at angribe Pöstlberger, så han derigennem måske kunne tvinge Viviani til at skulle åbne for tidligt, men reelt set blev etapen afgjort, da feltet rundede toppen af stigningen, uden at Bora havde gjort den helt store skade.

Derfor var alle da også relativt friske, da de nåede frem til mål, og i en ukompliceret finale uden sving gav det derfor mulighed for at få en reel udmåling af topfarten. Her viste de tre første sig som de klart stærkeste, men bag dem var der flere opløftende momenter. Ikke mindst var det flot at se unge Nelson Soto, der ellers styrtede slemt for et par dage siden og i kraft af sine begrænsede klatreevner lignede en mand, der ville kunne få det svært i den sidste del af løbet.

Hidtil har han da heller ikke haft én eneste chance for at spurte, men i dag slog han til, da lejligheden bød sig. En fjerdeplads i grand tour-debuten er et fremragende resultat og viser igen, at Soto har nogle positioneringsevner, der kan bringe ham langt. Han har i de spanske løb i sin første sæson i Europa ofte haft svært ved at hænge på hele vejen, men når han har siddet med hjem, har han leveret bemærkelsesværdigt stabile resultater med sejren i Vuelta a Madrid som højdepunktet. Det bliver næppe til mange flere muligheder for Soto, der også kan få svært ved at gennemføre, men i dag fik han atter vist, at han er værd at holde øje med i fremtiden.

Etapen var også en stor opmuntring for Marc Sarreau. Franskmanden havde en svær start på sin professionelle karriere, men sidste efterår fik han sit helt store gennembrud, da han regulært besejrede en ellers meget formstærk Viviani i Poitou-Charentes og siden gav Bouhanni kamp til stregen i Fourmies. I år har han også vundet flere løb i Frankrig, men det har hidtil knebet på WorldTour-niveau. Senest skuffede han lidt i Tour de Pologne, og da Molards førertrøje i dette løb degraderede ham til en hjælperrolle, så det ikke ud til, at det var her, han skulle vise sig konkurrencedygtig på højere niveau. I dag kørte han imidlertid en meget flot spurt, og havde det ikke som så ofte før været får en dårlig position, kunne det måske endda være blevet til endnu mere.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Spurten havde imidlertid også sine tabere. Det gælder først og fremmest Nacer Bouhanni, der ellers har fløjet rundt på en lyserød sky siden den store comebacksejr i torsdags. I dag kunne han imidlertid ikke lukrere på en Quick-Step-fejl, og han var aldrig i nærheden af noget som helst. Dermed blev det også en understregning af, at Bouhanni nok stadig er en god sprinter, men at han ikke er den vindermaskine, han var, da han dominerede spurterne i både Giroen og Vueltaen i 2014.

Når man nævner vindermaskine og Vuelta i samme sætning, er det klart, at tankerne automatisk ledes hen mod Matteo Trentin, der som bekendt var helt dominerende sidste år. Årets udgave af det spanske løb har imidlertid været en stor fiasko for europamesteren, der slet ikke er i samme form som tidligere. Dagens lige boulevardspurt efter en let etape var måske ikke hans kop te, men man kunne nok have forventet et bedre resultat end en 10. plads. Desværre ser sidste års dominerende skikkelse ud til at ende som en parentes i årets løb.

Endelig fortjener også Walcheid et par ord med på vejen. Jeg har tidligere undret mig over, hvorfor i alverden Sunweb har sendt den lynhurtige, men også meget tunge sprinter til en bjergrig Vuelta, hvor han ikke vil få meget at skulle have sagt. I dag fik han endelig sin store chance i en helt flad boulevardspurt, der ikke kunne have passet ham bedre, men heller ikke her slog han til, formentlig fordi han var mærket af at have været sat på stigningen. Naturligvis er Walscheid kun i Spanien som erstatning for den sygdomsramte Phil Bauhaus, men mon ikke det havde været bedre for både ham selv og holdet, hvis man i stedet havde sørget for lidt mere støtte til Wilco Kelderman, der virker i stand til at kunne køre med om podiet, men som ikke har det bedste hold til at bakke sig op?

Kelderman var en af de mange ryttere, der fik sig en forskrækkelse på en etape, der ellers ikke bød på den store dramatik for klassementsrytterne. Et usædvanligt stort antal punkteringer ramte nemlig et hav af favoritter, herunder Kelderman to gange. Heldigvis kom den sidste inden for de sidste tre kilometer, hvormed han undgik tidstab, og derfor fik etapen som ventet ingen konsekvenser i klassementet.

Det kunne den ellers have gjort, for Alejandro Valverde havde sit livs chance for at komme i rødt, hvis han havde samlet det sidste bonussekund op i den indlagte spurt. Det forsøgte han imidlertid slet ikke, og det viser igen, at veteranen er 100% loyal, og at Movistar satser 100% på Quintana. For den lille colombianer passer det nemlig fint, at det er Yates’ og ikke hans tropper, der skal holde styr på en sæk lopper på morgendagens udbrudsetape, og det kan Valverdes drøm om at få en måske sidste dag i rødt i en lang karriere ikke stå i vejen for.

Og derfor er det altså Mitchelton-Scott, der har ansvaret for at forsøge at kontrollere morgendagens etape, der med sit uvejsomme terræn er den allermest oplagte dag for et udbrud overhovedet. Det vil de næppe gøre meget for, og derfor er der gode muligheder for at en snu rytter måske kan gå sig et par dage i rødt, hvis han er villig til at gå i offensiven i det, der meget vel kan blive en hæsblæsende start. For klassementsrytterne fortsætter nedtællingen mod fredagens næste store slag på La Camperona - og hos Viviani er blikket stift rettet mod torsdag, hvor han har næste chance for at føje endnu et kapitel til sin vilde vanvidssæson.

Favoritterne

Mange af de ryttere, der er kommet til Spanien for at vinde en etape fra et udbrud, har formentlig i løbsbogen sat ét kryds, der er lidt federe end de andre. Vueltaen byder altid på en hav af udbrudsetaper, og det har da også været tilfældet i år, hvor næsten en tredjedel af etaperne er blevet vundet efter er tidligt angreb. Skal man pege på én etape, der skiller sig ud som udbrudsetape nr. 1, må det imidlertid være onsdagens 11. etape, for det er meget svært at vinde mere oplagt angrebsterræn end det, der i morgen vil lede feltet helt ud til den spansk-portugisiske grænse.

På papiret ser profilen og stigningerne måske meget tilforladelige ud, men med næsten 4000 højdemeter over mere end 200 km er der tale om en ret brutal etape, der vil koste kræfter. Det skyldes ikke mindst, at den vil være næsten umulig at kontrollere, og derfor er der lagt op til en sand angrebsfest i den svære indledning. Alt sammen vil det bidrage til at trætte feltet voldsomt, og når gruppen endelig er kørt, venter fortsat et hav af mindre stigninger samt meget lidt flad vej.

Egentlig er terrænet ikke for svært for en fyr som Peter Sagan, for stigningerne er lange, lette opkørsler mere end regulære bjerge, og verdensmesteren har som bekendt vist, at han efterhånden har fundet ret god form. For de øvrige sprintere er det imidlertid ikke en option at gå efter denne etape, og da torsdagens etape er betydeligt sværere, end profilen kunne tyde på, vil de foretrække at spare kræfter til en etape, der trods alt giver dem betydeligt bedre muligheder. Da Movistar under ingen omstændigheder vil bruge kræfter på at jagte en etapesejr til Valverde på en brutal dag som denne blot to dage inden den første af tre vigtige etaper, er det altså kun Bora, der evt. ville kunne tænkes at jagte. Selvom de har et stærkt hold, har de også Emanuel Buchmann at tage vare på, og da det vil kræve en jætteindsats at skabe samling - uden at der er nogen som helst garanti for succes - vil de næppe overhovedet gøre forsøget.

Med andre ord ligner det en stensikker udbryderetape, der formentlig vil minde meget om 5. etape, og det betyder kamp fra start. Selvom feltet har været overraskende passive i starten af etaper, hvor udbrud egentlig har haft en god chance, vil det næppe være tilfældet denne gang, hvor alle ved, at udbruddet med 99% sikkerhed holder hjem. Derfor kan vi meget vel se en gentagelse af situationen fra sidste onsdag, hvor det tog mere end en time, inden en gruppe blev etableret, og det kan sagtens ske igen.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Meget vil afhænge af, om gruppen kommer afsted på den flade del eller først på stigningen eller senere. Sker det allerede tidligt, vil det kræve betydeligt mere held at ramme den rigtige gruppe, men kommer vi først frem til opkørslen, vil de stærkere folk have lettere ved at gøre forskellen. På en etape som denne er det sandsynligt, at gruppen først vil blive etableret på bakken eller senere, og derfor får vi formentlig et ret stort og stærkt udbrud.

Når elastikken endelig knækker, vil feltet falde helt til ro. Mithelton-Scott vil tage fronten, og der er en god sandsynlighed for, at de ikke vil bruge voldsomt mange kræfter på at forsvare trøjen. Det kan sagtens være, at de lader udbruddet sejle langt væk, også selvom det betyder, at Yates efter bare to dage må aflevere den røde trikot. Han har større ambitioner i dette løb, og for ham er det ikke nødvendigvis voldsomt afgørende også at køre torsdagens sprinteretape i rødt. Den sidste del af etapen vil for feltet derfor være temmelig fredsommelig, indtil stressniveauet vil stige frem mod den sidste stigning. Den er imidlertid let og i modvind, og feltet vil derfor sandsynligvis rulle til mål uden den store dramatik.

Foran vil et udbrud skulle afgøre etapen, og det kræver ganske gode klatreben at gøre arbejdet færdigt. Den sidste stigning er svær nok til at gøre en forskel i et udbrud, også selvom der er modvind, og ikke mindst så vi på 5. etape, hvor svært det kan være at kontrollere et formentlig ret stort udbrud i dette terræn. For at vinde skal man være stærk, men ikke nødvendigvis den stærkeste. Det handler også om årvågenhed og snilde ikke at blive fanget, hvis gruppen knækker undervejs.

Det gør det til en ret uforudsigelig etape med et hav af forskellige vinderkandidater. En af dem er Omar Fraile, der i de senere år har vist sig som en af feltets førende udbryderkonger. Det er blevet til to bjergtrøjer, men endnu ingen etapesejr i hjemmebaneløbet, og det drømmer han om at lave om på. Han har ikke lagt skjul på, at han har ambitioner i den anden halvdel af løbet, og selvom Astana vel egentlig burde koncentrere sig om at vinde løbet med Lopez, har vi set, at både Nikita Stalnov og Davide Villella har fået lov at køre i udbrud. Denne etape passer Fraile så godt, at det vil være dumt ikke at give ham chancen, og efter styrtet på 2. etape har han vist, at han er tilbage i form. Især på den knaldhårde 7. etape viste han stor styrke, og derfor ligner han en mand med formen til at gøre det færdigt. Han er en mester i at ramme udbruddene og har enorm power i terræn som dette. Den sidste stigning bør ikke være for svært for ham, og han er fremragende i en eksplosiv finale med en lille bakke og en let stigende spurt, hvor han kan slå de fleste. Derfor er baskeren vores favorit til at vinde etapen, også selvom han ifølge ham selv manglede benene til at blande sig i spurten på 8. etape.

Gorka Izagirre har måske ikke helt samme udbryderhistorik som Fraile, men han har alligevel vist, at han har næse for den fine kunst. Således vandt han sidste år en etape i Giroen, ligesom han i år fik en andenplads på en Tour-etape. Han kom lidt rustent fra start i dette løb, hvor han skuffede på 2. etape, men nu har han i den grad fundet benene. Ganske vist skuffede han sig selv ved at mangle kræfter i spurterne på 7. og 8. etape, men hans flotte kørsel på søndagens bjergetape viser glimrende form. Bahrain var efterfølgende skuffede over, at de ikke havde fået en mand med i udbrud, så det ligger i kortene, at de skal forsøge sig igen i morgen. I den sammenhæng er formstærke Izagirre deres bedste bud, for han klatrer godt i terræn som dette, er en fremragende nedkører og har ikke mindst en glimrende spurt på en lille bakke. Største usikkerhed hersker nok snarer om dagsformen, for baskeren er kendt for at være ret svingende i sine præstationer.

Det kan godt være, at EF har Uran, men de har også vist, at det ikke forhindrer dem i at gå i udbrud. Simon Clarke har allerede vundet en etape, Pierre Rolland har været tæt på, og i fredags var Michael Woods tæt på. Særligt Woods burde virkelig øjne muligheder på denne etape, for med sit eksplosive antrit er han god i en finale som denne. Han styrtede i Utah, men har overrasket sig selv med gode ben hidtil, ikke mindst i fredags, hvor han satte ellers formstærke Floris De Tier fra hjul på den sidste bakke, samt i søndags, hvor han sad med i feltet længe, indtil han slap trådet helt på den sidste del. Woods har måske ikke Frailes og Izagirres erfaring i at køre om sejren i et udbrud, men han har i hvert fald styrken. Selvom han foretrækker stejlere finaler, har han også en glimrende spurt i et stigende opløb, som han senest viste det med andenpladsen på 4. etape i Giroen.

Med to andenpladser har Bauke Mollema i den grad kredset om en etapesejr, og det er lige så sikkert som amen i kirken, at han vil prøve igen i morgen. Hollænderen har vist ganske glimrende form, og havde han ikke sovet i timen i søndags, havde han formentlig vundet etapen. Denne gang passer etapen ham knap så godt, fordi finalen er lettere, men samlet set er terrænet og bakkerne i finalerne så hårde, at også Mollema kan vinde. Han har vist god næse for at ramme udbruddene, og den lange distance med de mange højdemeter burde passe ham. Samtidig har han faktisk en ganske udmærket spurt, især når det stiger, som det gør denne gang.

Mollema er ikke Treks eneste bud. Også Gianluca Brambilla springer i øjnene. Den lille italiener har de seneste dage set bedre ud, end han har gjort ganske længe, og blandt andet sad han i lang tid hos favoritterne på søndagens bjergetape. Han er stadig ikke den rytter, han var i 2016, hvor han vandt etaper i både Giroen og Vueltaen, men kan han nærme sig, ved vi, at han er en sand udbryderkonge. Let kuperet terræn som dette passer ham, han er en god nedkører, og hans spurt er fremragende. Og hvem ved? Ligesom Mollema kan han køre sig i rødt, hvis Mitchelton bare lader det sejle.

Sky har hidtil været mest koncentreret om Michal Kwiatkowski, men med udsigt til, at polakken og David De La Cruz næppe kan køre med om de sjoveste placeringer, er der plads til, at briterne kan gå efter nye mål. Et sådan kunne være at tage en udbrudssejr, og det kunne åbne døren for Sergio Henao. Den lille columbianer har ganske vist været en skygge af sig selv siden sidste års sejr i Paris-Nice, men han er dog stadig en ganske stærk rytter. Det viste han senest som nøglehjælper for Kwiatkowski i Polen, og også i dette løb har han været hæderlig uden at være spektakulær. Henao er ikke ren klatrer, men med sit punch og sin gode spurt i stigende afslutninger er dette ikke en helt dårlig etape for ham. Han havde været bedre med kortere og stejlere stigninger, men rammer han udbruddet, vil han naturligt være en af favoritterne. Så skal han bare vise, at han stadig har formen til at gøre det færdigt.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Netop form er også det helt store spørgsmål for Peter Sagan. Verdensmesteren har tydeligvis ikke været på toppen i starten af løbet, men hans formfremgang er bemærkelsesværdig. Han bruger løbet som forberedelse til VM, og i den sammenhæng er der vel næppe bedre træning end en dag i udbrud på en hård etape som denne. Er Sagan på toppen, vil han kunne køre med om sejren også i terræn som dette, men det helt store spørgsmål er, om han allerede nu er god nok. Alene i kraft af sin status skal Sagan nemlig være dobbelt så god som alle andre for at vinde, fordi han som regel skal lukke de fleste huller selv. Vi tror, at etapen her på nuværende tidspunkt stadig er for hård kost, selv hvis han skulle ramme udbruddet, hvilket han har ganske god næse for. På den anden side bliver han i hvert fald ikke verdensmester, hvis han ikke kan sidde med i dette terræn, og morgendagens etape er derfor en fremragende chance for at teste VM-benene.

LottoNL-Jumbo er her for klassementet, men de må også have et vist blik på holdkonkurrencen. Hidtil har de været ganske aktive i udbruddene, og der er gode chancer for, at de vil være det igen i morgen. Reelt har de dog kun to, der kan gøre sig gældende, men de er også begge gode bud. Størst chance har Floris De Tier, der med sine præstationer i udbruddene på 5. og 7. etape har vist fremragende form, og han er god i dette terræn. Som vi så i Andalusien tidligere i år, er han også god i stigende spurter, og det er derfor en glimrende etape for det belgiske talent. Holdet har også superklatreren Sepp Kuss , der formentlig vil være en af de stærkeste i et eventuelt udbrud, men som nok får svært ved at gøre det færdigt i en ikke alt for svlr finale.

Skal man pege på én rytter, der har størst sandsynlighed for at ramme udbruddet, er det vel udbryderkongen Alessandro De Marchi. Lige siden hans ærgerlige 3. plads på 3. etape har han formentlig haft blikket stift rettet mod netop denne etape, for han er skræmmende stærk på ikke alt for stejle bakker og på dage med svært, uvejsomt terræn. De Marchi er med sin store råstyrke en mester i at ramme udbruddene, men desværre har han også svært ved at gøre det færdigt. Han er nemlig formentlig oppe mod bedre klatrere, og da han ikke kan spurte, skal han alene hjem. Det er ikke let i terræn som dette, men på den anden side har han to gange tidligere i dette løb vist, at han har styrken til at køre alene hjem efter at have ramt det rigtige udbrud. Formen til at gøre det, er der i hvert fald.

Hvis Jesus Herrada er snu, forsøger han at ramme dagens udbrud. Han er nemlig bare fem minutter efter i klassementet, og som sagt er der gode chancer for, at Mitchelton er villige til at give trøjen væk. Den gode placering siger alt om hans gode form, og dette terræn er det perfekte for den ret store og også ganske hurtige spanier. Får han vitterligt lov at køre, vil han være en af de stærkeste, men spørgsmålet er, om hans jagt på trøjen kan kompromittere chancerne for at vinde etapen.

Samme situation befinder Rafal Majka sig i. Polakken har på de to bjergetaper vist, at han er en af feltets allerbedste i bjergene, og ville han, kunne han formentlig køre i top 10. Nu jagter han imidlertid etaper, og da han er 5.44 burde Mitchelton kunne give ham en vis frihed. Som sagt er de næppe kede af at skulle give trøjen fra sig, men spørgsmålet er, om de tør give den til polakken. Han er trods alt tidligere blevet nr. 3 i dette løb, og der er næppe nogen, der vil være helt trygge ved at give ham et forspring. Det kan ødelægge hans chancer, men får han lov, vil han have ganske gode muligheder i en halvhård finale som denne, ikke mindst fordi han faktisk er ganske god i en stigende spurt. Boras andre kort er Davide Formolo, der dog ikke synes at være helt på toppen, samt Jay McCarthy, som dog nok vil finde terrænet lidt for vanskeligt.

Egentlig burde etapen være ganske god for både Tiesj Benoot og Fabio Felline, for begge er stærke på stigninger, der ikke er for stejle, ligesom de er fremragende i en stigende spurt og har en stor motor. Desværre kører de begge rundt med skader efter tidligere styrt, og selvom ingen af dem er sendt ud af løbet, og Benoot endda kunne vise sig lidt frem i finalen i lørdags, er der ikke meget, der tyder på, at de er helt på toppen. Allerede inden styrtene havde de skuffet en anelse, og man kan derfor tvivle på, om de i lyset af skaderne kan gøre sig gældende, også selvom etapen passer dem begge.

Sky har også et glimrende kort i talentfulde Tao Geoghegan Hart . Den unge brite har haft en vild sæson, hvor han særligt imponerede stort i Tour of California og Dauphiné. Han har skuffet lidt i den indledende del af dette løb, men han har formentlig også været ret konservativt kørende i sin første grand tour. Han bør dog have blik på denne etape, for han er en god klatrer, der samtidig har en ganske glimrende spurt. Nu skal han blot vise, at han efter 10 dage fortsat har friskheden til at køre med om sejren på så svær en etape.

Astana har også en god kandidat i Davide Villella. Den stærke italiener har med sin 4. plads i Lombardiet og sin flotte præstation i Liege tidligere i år vist, at han kan gøre sig gældende i dette terræn, og han har hidtil lignet en mand i storform. Han var også blandt de stærkeste i udbruddet på 5. etape, hvor han dog ikke kom med, da bussen kørte. Hans problem er først og fremmest, at han meget vel kan være oppe mod hurtigere folk til sidst.

Nicolas Roche har en fantastisk Vuelta-historik, men det er også tydeligt, at han ikke længere er så stærk som tidligere. I dette løb har han forsøgt at køre lidt klassement, men de drømme kan han begrave efter et sammenbrud i søndags. Derfor handler det om udbrud fra nu af, og dem har han før haft god næse for at ramme. Terrænet her passer ham, og han har en god spurt. Til gengæld kan man frygte, at han ikke længere er god nok til faktisk også at gøre arbejdet færdigt.

Og så er der naturligvis Ben King. Amerikaneren har vist sig skræmmende stærk i dette løb, og dette terræn passer udbryderkongen, der klatrer godt og har en fornuftig spurt. Han er blot 3 minutter efter i klassementet, men som sagt kan det sagtens tænkes, at Mitchelton er villige til at give trøjen væk. Det kan King udnytte til både at jagte en dag i rødt samt endnu en etapesejr. Til gengæld må han nok også indse, at tiden, hvor han kan få lov at snige sig væk i finalerne, er ovre, og nu skal han formentlig være den stærkeste, hvis han igen skal vinde.

Andre gode kandidater er Hermann Pernsteiner, Davide Formolo, Daniel Moreno, Lluis Mas, Simon Clarke, Dylan Teuns, Winner Anacona, Valerio Conti, Eduard Prades, Sander Armee, Vincenzo Nibali, Pello Bilbao, Pierre Rolland, Pieter Serry, Nicolas Schultz, Alexandre Geniez, Luis Angel Mate og Thomas De Gendt , der aller har gode chancer for at ramme udbruddet, men som enten mangler formen eller de rette karakteristika til at have stor chance for at gøre det færdigt.

Feltet.dks vinderbud: Omar Fraile

Øvrige vinderkandidater: Gorka Izagirre, Michael Woods

Outsidere: Bauke Mollema, Gianluca Brambilla, Sergio Henao, Peter Sagan, Floris De Tier

Jokers: Alessandro De Marchi, Jesus Herrada, Rafal Majka, Tiesj Benoot, Fabio Felline, Tao Geoghegan Hart, Sepp Kuss, Davide Villella, Nicolas Roche, Ben King