Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 11. etape af Vuelta a Espana

Optakt: 11. etape af Vuelta a Espana

31. oktober 2020 13:15Foto: Sirotti

Primoz Roglic fortsatte sin sejrsgang ved på dagens puncheuretape stort set at få bugt med resten af sit tidstab til Richard Carapaz, der nu får endnu mere brug for at komme i offensiven inden enkeltstarten. Heldigvis for ecuadorianeren rammer vi nu hans terræn, når det lørdag går løs med den første af de to store etaper i de asturiske bjerge, hvor mere end 5000 højdemeter skal tilbagelægges fordelt over fem bjerge, hvoraf særligt de sidste tre er nogle brutale affærer.

Ruten

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap hen over den næstsidste weekend, meget ofte i de asturiske og cantabriske bjerge, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. I år er denne trio af bjergetaper reduceret til en duo, men det ændrer ikke på, at arrangørerne også i år har gjort den næstsidste weekend til løbets absolutte nøglepunkt. Meget fokus vil naturligvis være rettet mod søndagens store slag på Angliru, men rytterne gør dumt i at undervurdere lørdagens opvarmning, der med mere end 5000 højdemeter og fem stigninger i de brutale og meget stejle asturiske bjerge kan blive lige så vigtig som den efterfølgende kongeetape, ikke mindst fordi det hele slutter på Farrapona-stigningen, der er rigeligt svær til at skabe afgørende forskelle i kampen om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km, der fører feltet fra Vallaviciosa til søen Lagos de Somiedo på toppen af Alto de La Farrapona i 1708 m højde. Starten går helt ude ved den spanske nordkyst, men allerede fra start bevæger man sig ind i landet med retning mod nogle af Asturiens mest kendte Vuelta-stigninger. Starten er således knaldhård, idet man lægger ud med at køre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Alto de la Campa (8,3 km, 4,0%), der stiger relativt jævnt hele vejen til toppen, som rundes efter 9,3 km.

 

Den leder op til et relativt fladt plateau, som følges mod syd, sydvest og sydøst, inden man drejer mod sydvest ind på kategori 1-stigningen Alto de la Colladona (7,0 km, 6,5%, max. 10,8%), der er relativt regulær, men i bunden har en stejl rampe. Toppen rundes efter 56,0 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til dalen, hvor en først let faldende og siden let stigende dalvej fører mod vest, nordvest og sydvest frem til bunden af kategori 1-bjerget Alto de la Cobertoria, der ofte bestiges af Vueltaen. Den stiger med 9,0% over 9,8 km, men er langt, langt sværere, da der efter 3 relativt lette kilometer venter stigningsprocenter på 11-13% det meste af vejen op - og et maksimum på 13% - inden den flader ud med 2,5% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 95,2 km.

 

Efter Cobertoria venter en teknisk nedkørsel, der fører mod vest tilbage til dalen, hvor man nok engang følger en dalvej, der først falder let mod nordvest og siden stiger let mod sydvest frem til dagens spurt, der kommer efter 125,2 i byen Teverga, hvor man drejer mod vest for at køre op ad endnu en kendt asturisk stigning, kategori 1-bjerget Puerto de San Lorenzo, der stiger med 8,6% i snit over 10,0 km. Igen lægges der ud med fire lettere kilometer, inden der venter fem kilometer med stigningsprocenter på 9-13, inden det stiger med 8,2% på de sidste 1000 m frem mod toppen, der rundes efter 136,0 km.

 

Også denne gang venter der en teknisk nedkørsel, der her fører mod nordvest ned til dalen, hvor man rammer en stigende dalvej, der leder mod syd ned til bunden af den afsluttende stigning, Alto de La Farrapona, der ligeledes er i kategori 1 og bestiges fra nordvest. Den stiger med 6,2% over 16,5 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 11 km er således meget lette, da det hovedparten af vejen stiger med 3-4%, men de sidste 5,5 km er langt vanskeligere. Her stiger det således med 9-12% hele vejen med tre kilometer med hhv. 10%, 12% og 11,5%, inden den stiger med 8,0% over de sidste 500 m. Der er tale om en lang, næsten lige bjergvej, indtil der på de sidste 3500 meter kommer fire hårnålesving - det sidste ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 5162 højdemeter.

 

Alto de La Farrapona har to gange været mål for løbet i dette årtusinde. Første gang var i 2011, hvor Rein Taaramae tog en solosejr fra et langt udbrud, og hvor Juan Jose Cobo for første gang lykkedes med at vise sig som en potentiel vinder, da han kørte 20 sekunder væk fra sine britiske rivaler, Bradley Wiggins og Chris Froome. Anden gang var i 2014, hvor Froome og Alberto Contador fortsatte deres fantastiske duel, der denne dag blev vundet af spanieren, som satte briten med 16 sekunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Mange frygter utvivlsomt det velkendte asturiske regnvejr, men til alt held er det først fra mandag, at det vejrmæssigt går helt galt i regionen. Lørdag bliver en hæderlig dag, der ganske vist kun byder på enkelte solstrejf, men temperaturer på hele 21 grader i dalen. Det vil være småblæsende med en let til jævn vind (13-16 km/t) fra sydvest, hvilket give sidemodvind stort set hele dagen, indtil man har afsluttet nedkørslen fra San Lorenzo. Herfra får man sidevind resten af vejen, herunder hele vejen op ad målbjerget.

 

Analyse af 10. etape

I en tid, hvor Frankrig bare en måned efter afslutningen på Touren er ramt af endnu en næsten total nedlukning, ved man, at tingene kan gå lynhurtigt. Alligevel synes Ineos-manager Dave Brailsford nok, at det hele lige nu går lidt for stærkt. Ganske vist var det ham, der for et par dage siden var på den grønne gren, da det, der lignede sikre Sunweb- og Jumbo-sejre i Giroen og Vueltaen, pludselig fik et helt anderledes britisk twist, men han havde nok foretrukket at sætte begge løb på pause, da de i weekenden begge blev vendt totalt på hovedet.

 

Det er nemlig bare lidt mere end 48 timer siden, at vi stadig var i tvivl. I tvivl om, hvorvidt Primoz Roglic måske alligevel var lidt træt efter at have kørt Ain, Dauphiné, VM, Liege og Vuelta nærmest uden pause. Der var da i hvert fald svaghedstegn at spore både på Laguna Negra og ikke mindst på mestrenes kirkegård i søndags, hvor man kortvarigt overvejede, om Froomigal skulle efterfølges af et Roglical.

 

Tænk, at det bare er lidt over to døgn siden. Efter dagens 10. etape føler man sig nærmest dum over at have stillet spørgsmålet. Selvom han af en eller anden grund har ry for manglende holdbarhed, ved vi nemlig godt, at Roglic aldrig bliver træt. Om det er en særlig egenskab ved slovenske monstre, skal jeg være usagt - Tadej Pogacar kunne jo indikere, at der er noget om snakken - men faktum er, at Roglic vel har feltets højeste bundniveau, nu hvor Alejandro Valverde delvist er ophørt med at være evighedsmaskine, og Greg van Avermaet endda er begyndt at styrte. Om vi skriver februar eller november, eller om vi taler bjergetaper, enkeltstarter, puncheuretaper og i Ain sågar massespurter, ved vi, at Roglic altid kører med om sejren. For som han siger kan han jo godt lide at vinde, hvis nogen stadig skulle være i tvivl…

 

Nej, monsteret er altædende og umætteligt. Det blev for alvor stillet til skue i dag på en etape, hvor man ikke skulle kende meget til Roglic for at vide, at han var en af de tungeste favoritter, men de fleste andre klassementsryttere ville alligevel gå ind til en etape som denne med en erklæring om, at den blot skulle overstås med så mange intakte kræfter som muligt frem mod weekendens rædsomme udfordringer i de asturiske bjerge. Roglic er bare anderledes end flertallet, og selvfølgelig kunne han ikke se den lille bakke i Suances uden at lugte chancen for endnu en gevinst, der skulle fortæres af det umættelige gab.

 

Egentlig får man lidt ondt af alle de andre. Det var jo denne dag, Alex Aranburu, Julien Simon, Dion Smith, Robert Stannard, Zdenek Stybar, Andrea Bagioli, Tosh van der Sande, Magnus Cort, Gonzalo Serrano og alle de andre, der i finalen blev kørt frem, havde sat kryds ved som deres måske bedste chance i hele løbet. Det var da også Astana for Aranburu, Mitchelton for Smith og Stannard samt Deceuninck for Sam Bennett, Stybar og Bagioli, der efter en gigantisk gang pokerspil alligevel fandt ud af, at det var dumt at lade muligheden gå til spilde og derfor langt om længe fik neutraliseret det ret harmløse udbrud. Jumbo derimod rørte naturligvis ikke en finger, for deres kræfter skal bruges i weekenden, og en sejr i dag ville blot være flødeskum.

 

Det sultne monster kan imidlertid godt lidt flødeskum, og selvom han i finalen måtte nøjes med støtte fra gamle Paul Martens, der ganske vist i gamle dage selv havde været en glimrende kandidat til en sådan finale, lykkedes det ham alligevel at levere en magtdemonstration, så man allerede har glemt onsdagens nedsabling af Richard Carapaz. Den manglende støtte - kræfterne skulle jo spares til weekenden - betød ellers, at han så ud til at være endt lidt for langt tilbage, men for Roglic med sin nuværende form skal der vist fysiske barrierer til, hvis han skal holdes tilbage. Han koblede sig let på Bagioli-toget, da italieneren tog initiativet som reaktion på Guillaume Martins flotte angreb, og derefter spurtede han forbi med en lethed, der næsten fik det til at se ud som om, han var havnet i et lokalt spansk juniorløb, der ved en fejl ikke var blevet corona-aflyst.

 

Det var umuligt ikke at få ondt af Carapaz. Hans Ineos-hold havde ellers fint afleveret ham på bakken, men i en finale som denne kunne han ikke gøre andet end at bede til de højere magter for, at Roglic måtte blive slået. Desværre har selv disse magter deres grænser, når det handler om at stoppe sloveneren, og derfor er det forspring, der for godt 48 timer siden så ganske lovende ud, nu smeltet væk på bare tre dage. Med tanke på den gigantisk buffer, der skal opbygges inden tirsdagens enkeltstart, forstår man godt, hvis Brailsfords ikkeeksisterende lokker igen er blevet lidt grå i kanten.

 

Resten måtte så køre om stumperne, og dem tog Felix Grossschartner sig af. Østrigeren har igennem hele løbet virket stærkere end nogensinde, og selvom vi gang på gang får dokumenteret hans begrænsninger i de høje bjerge, måtte den gode form næsten føre ham langt i en sådan afslutning. Vi så jo i Tyrkiet Rundt i 2019 og senest med den flotte etapesejr i Burgos, at Bora-kaptajnen har et glimrende punch, og med dagens flotte resultat er det måske en evne, han bør til at dyrke noget mere.

 

I Tyrkiet var det som bekendt den daværende holdkammerat Sam Bennett, der slog ham, men sådan gik det ikke i dag. Han var nemlig ikke i nærheden af noget som helst på det, der lignede en af hans berømte offdays, og derfor fik vi aldrig at se, om finalen vitterligt var for hård for ham. Bennett kan så glæde sig over, at den dårlige dag kom fredag og ikke i weekenden, for er der ikke bare tale om en af hans klassiske enkeltstående svipsere, kan han få meget svært ved at overleve de kommende etaper. Trådet skal i hvert fald være betydeligt mindre firkantet end i dag.

 

Heldigvis har Deceuninck afsluttere til overflods, og Bagioli, der ellers har virket træt på det seneste, fik dokumenteret, at det er puncheur og ikke klatrer, han er. Til gengæld fortsatte nedturen for Stybar, der ellers sad fremragende placeret i bunden, men som til gengæld må sande, at klassikerformen ikke er kommet med nogle ugers forsinkelse, og at 2020 nok ender med at være lige til skraldespanden.

 

Det er det ikke for Aranburu, der egentlig kom hæderligt fra opgaven. Måske var det lidt for voldsomt at udråbe ham som favorit, for reelt set har spanieren stadig til gode at vinde en puncheurspurt på dette niveau. Talent kan man imidlertid hurtigt lade sig forblænde af, og måske gjorde Astana det samme. I lyset af etapens udfald var det måske ikke Aranburu, der havde brug for en hård finale, og i bagklogskabens lys virkede Omar Frailes voldsomme forcering til sidst måske decideret skadelig på kaptajnens chancer.

 

Det blev nemlig knaldhårdt. Stybar, Van der Sande og Serrano, der ellers var blevet afleveret flot af en selvopofrende Jon Aberasturi, eksploderede alle totalt, og da støvet havde langt sig der syv klatrere/klassementsryttere i top 15. Kun to af sprinterne lykkedes med at være fremme, og det var ikke uventet Magnus Cort, der dog stadig synes at være et stykke fra sin bedste form. Og så var det minsandten Jasper Philipsen, der aldrig tidligere har vist en holdbarhed, der skulle tilskrive ham en chance i en finale, hvor tre mand i top 7 ligger i klassementets top 10.

 

I vidunderbørnenes tidsalder skal vi dog altid regne med de unge drenge, og udover Bagioli, Aranburu og Philipsen viste Robert Stannard endelig igen lidt af det store talent, der ellers var stort set forduftet. Vi så det i glimt i Piemonte tidligere i år, og i dag kom det atter til udfoldelse på en etape, hvor meget ellers pegede på, at Smith var plan A, når nu newzealænderen havde vundet puncheurløbet Coppa Sabatini. I lyset af etapens udvikling havde det dog sin logik, at det var den mest klatrestærke af de to, der var med fremme, og ikke den lidt tungere brostenstype, som Smith er.

 

Der var også livstegn fra Julien Simon, der ellers har lignet en mand på retur, men som i hele dette løb har givet opløftende tendenser. Dermed blev det til et resultat, der en smule kan retfærdiggøre Total-mandskabets automatiske ret til alle WorldTour-løb, for det har godt nok ikke været meget, vi har set til det ret tamme franske mandskab. Mon ikke det bliver lidt anderledes, når det næste år er Alpecin og Mathieu van der Poel, der med Tim Merlier og Philipsen ved sin side har den slags automatiske invitationer?

 

Apropos automatik… Der er næsten noget automatisk over det i øjeblikket, når Roglic giver sine rivaler bøllebank i alle slags terræner. Det lysegrønne håb, der spredte sig over hele England og Ecuador for godt 48 timer siden, er lige nu så ødelagt, som Donald Trumps ellers så faste overbevisning om, at der nok skulle komme en corona-vaccine inden det amerikanske præsidentvalg. Heldigvis for Brailsford og Carapaz går det af og til hurtigt i cykelsport, så måske det hele kan vendes på hovedet én gang til, når røgen har lagt på Angliru på søndag? De kan jo altid håbe - svaghedstegn eller ej.

 

Favoritterne

Mens Touren og Giroen meget ofte henlægger deres klimaks til den tredje uge, forholder det sig anderledes med Vueltaen. Her er det stort set altid næstsidste weekend med sine tre bjergetaper, der er løbets nøglepunkt, hvorefter den sidste uges tid ofte er en anelse lettere, særligt i år hvor den bjergmæssigt er usædvanligt nem. Det skyldes, at man meget ofte tilbringer dette afgørende tidspunkt i de frygtede asturiske bjerge, der måske ikke er så kendte eller høje som de tinder, vi kender fra Frankrig og Italien, men som til gengæld byder på en stejlhed og vanskelighed, som ofte overgår, hvad vi finder i de andre grand tours.

 

I år har man skåret bjergtrilogien ned til bare to etaper - eller i virkeligheden har man kørt den første af de tre lidt tidligere end vanligt - men det ændrer bestemt ikke på vanskeligheden. Med Angliru som det naturlige højdepunkt synes man denne gang at have opdyrket de fleste af de stejleste og kendteste stigninger fra den ofte regnfulde og ufremkommelige region.

 

Det kommer i sandhed til udtryk allerede på lørdagens etape. Mange har øjnene stift rettet mod Angliru, men man skal passe på med at negligere den første af de to etaper. Alene det forhold, at man skal over fem stigninger og mere end 5000 højdemeter er ikke helt almindeligt i Vueltaen, hvor man ofte har lidt mere eksplosive ruter med færre stigninger, færre højdemeter og også ofte relativt korte bjerge. Alt sammen vendes der rundt på her, og selvom de første stigninger trods alt alle er relativt begrænsede i længde, er opkørslen ad Farrapona en for Vueltaen ganske lang sag, også selvom det kun er de sidste 5,5 km, der reelt kan bruges til noget. Samtidig skal man ikke kigge længe på bjergenes profiler for at forstå, at der er tale om nogle uhyre lede bjerge, der helt passer til den asturiske tradition.

 

Med andre ord er der lagt op til benhård kamp. Uanset om han havde forsvaret førertrøjen eller ej, var Richard Carapaz tvunget til at angribe, for når enkeltstarten indregnes, er han langt bagefter. Naturligvis har han La Covatilla i baghånden om en uge, men den ikke er helt så svær som finalerne i denne weekend. Hvis ecuadorianeren skal vinde løbet, skal han søndag eftermiddag have sikret sig et ganske betragteligt forspring til Primoz Roglic.

 

Selvom optimismen lige nu nok ligger på et lille sted, har han berettiget grund til at have et vist håb. Selvom han fik klø forleden, er denne etape helt anderledes end den foregående. Det kan godt være, at selve finalestigningen reelt kun er 5,5 km lang og derfor meget eksplosiv, men det er hele etapen ikke. Hvor man i onsdags kom frem til målbjerget i relativt frisk tilstand, vil det være helt anderledes denne gang, hvor man har næsten 5000 højdemeter i benene. Det bør tiltale en rigtig bjergrytter som Carapaz, der kan håbe, at balancen tipper. Et blik på duellen mellem Contador og Froome i 2014 viser tydeligt, at der er masser af tid at vinde trods den relativt korte opkørsel, for de to kamphaner havde vundet næsten et minut på alle andre, da først Froomes i sidste ende forgæves angrebsfest var overstået, og han i stedet fik spanieren i nakken til allersidst.

 

Kampen mellem Carapaz og Roglic på de sidste 5,5 km er en given ting, men om de også kører om etapesejren, er langt mere åbent. Jeg synes nemlig, at der åbner sig et hav af forskellige taktiske scenarier, som kan gøre etapen ret uforudsigelig. Meget afhænger nemlig af, om Jumbo vælger at køre kontrollerende, som et førende hold egentlig burde, eller om de fortsat bruger den lidt atypiske taktik, vi har set med angreb fra både Sepp Kuss og George Bennett.

 

Jeg tror, at det kan blive ret afgørende, hvornår udbruddet kører. Starten kan godt blive ret vild. Der lægges benhårdt ud med en stigning, men det er trods alt nok usandsynligt, at elastikken allerede her knækker. Derefter venter et langt, let stykke, hvor det bliver lidt af et lotteri at komme afsted, og her vil det ideelle være for Ineos at få lirket et svagere udbrud afsted. Det er nemlig først og fremmest briterne, der gerne vil køre om etapesejren, for det er Carapaz, der endnu ikke har vundet og har mest brug for de 10 bonussekunder.

 

Jeg er dog ikke sikker på, at manøvren vil lykkes. Hvis ikke han kommer afsted, tror jeg nemlig, at Guillaume Martin vil sætte Cofidis til at holde snor i udbruddet frem mod Colladona. Holdet tog en udbrudssejr med Rein Taaramae i 2011, og de drømmer helt sikkert om en gentagelse med formstærke Martin, for hvem etapen også er afgørende i kampen om bjergkonkurrencen.

 

Derfor ser jeg to mulige scenarier. Enten får Martin sneget sig tidligt afsted i et lidt svagere udbrud, og så har de en større chance, hvis Ineos er så bange for de kommende udfordringer, at de er nødt til at give dem lang snor. Hvis til gengæld Cofidis holder elastikken så stram, at man kan ”springe op” til udbruddet på Colladona, forudser jeg et ret vildt løb.

 

Normalt vil man i den situation forvente, at Jumbo bare kører tog, men hvorfor ikke udnytte, at George Bennett ligger nr. 11 i klassementet? Man kunne sagtens sende newzealænderen med i den byge af angreb, der her vil komme, hvor man også kan forvente, at Movistar meget vel kan angribe med enten Marc Soler eller Alejandro Valverde. I det scenarium får vi formentlig et brølstærkt udbrud i stil med det, vi havde på 7. etape, hvor Ineos var under pres. Briterne har nemlig ikke samme mulighed for at bringe sig selv i en gunstig situation, for de har kun Carapaz som kandidat, og han kommer jo ingen steder så tidligt på etapen.

 

Jeg anser den udvikling, hvor vi får et udbrud med Bennett, Soler/Valverde og andre potentielle klassementsryttere som Wout Poels, Mikel Nieve, David De La Cruz, David Gaudu og Aleksandr Vlasov. I den situation er det ret interessant, hvor kølige Jumbo vil være. Tør de lade dem sejle væk, vel vidende at Bennett kan være overmatchet, indtil Ineos påtager sig ansvaret? Eller vælger de, mens Bennett under alle omstændigheder kan sidde på hjul, alligevel at holde udbruddet så meget i snor, at det ikke glider dem helt af hænde?

 

Uanset hvad tror jeg ikke, at de vil køre et sådant udbrud, men snarere blot holde elastikken så stram, som situationen kræver. Hvem vil så skulle hente en sådan gruppe? Alle pile peger naturligvis på Ineos, men er de stærke nok? De er nede på seks mand, og selvom det ikke er et ringe hold, kan man med rimelighed have sin skepsis i forhold til, om de magter at hente et formentlig stærkt udbrud på en så brutal etape. Så skal de nok bruge allierede, men her er der også nogle gode kandidater.

 

Mest oplagt er Movistar, men hvis vi får dette vilde scenarium, er det usandsynligt, at de ikke har enten Soler eller Valverde foran. De ved nemlig godt, at deres styrke er deres overtal og ikke deres individuelle styrke, og det er derfor næsten givet, at de to medkaptajner skal spilles ud tidligt, nærmest uanset hvordan etapen udvikler sig. I det vilde scenarium kan det ske helt tidligt, men kommer der et svagere udbrud tidligt afsted, vil de formentlig skulle angribe på San Lorenzo og køre op til sandsynlige forposter. Movistar kommer derfor næppe i en situation, hvor de vil jagte.

 

Hvem kan så hjælpe? Israel SUN vil sikkert giver en hånd, men er ikke stærke nok, og de skal nok primært koncentrere sig om at sidde længe hos Dan Martin. Mere peger på EF, men det vil være synd at sige, at det amerikanske mandskab vælter i klatrere, der kan kontrollere en etape som denne. Jeg kunne også have en vis tro på, at Wout Poels vil nå noget, men Bahrain er for svage, og jeg tror mere, at han kigger på søndagens yndlingsstigning, Angliru.

 

I stedet er det nok snarere Astana. Aleksandr Vlasov har genfundet sit momentum og kan gøre sig legitime forhåbninger om at tage den etapesejr, han var tæt på forleden. Det er muligt, at han kunne finde på at gå med i et vildt udbrud fra distancen. Omvendt er han som grand tour-debutant mest med for at lære og knap så meget for faktisk at vinde løbet, og det kunne tale for, at han skal køre lidt mere afventende. Det kunne tale for, at de skal jagte. Hvis det stærke Astana-hold sætter sig for at jagte, kan det afgørende tippe balancen.

 

Hvad er så konklusionen på alle disse betragtninger? Den er ikke just entydig, for jeg regner med en taktisk ret kompliceret etape, der kan gå mange veje, og hvor meget bestemmes af dels om udbruddet kører inden Colladona, og om Jumbo vælger at køre tog, eller om de ”leger” med Bennett, som de gjorde forleden. Uanset hvad tror jeg dog, at det kan blive svært at hente alle mand fra udbruddet. I alle tilfælde er det nemlig primært Ineos, der har en interesse i at hente alle mand, og medmindre de får hjælp fra særligt Astana, tvivler jeg på, at de er gode nok til det.

 

Mit bud er derfor, at vi skal finde vinderen blandt udbryderne, hvem er det så, der kan holde hjem i et muligt højintenst scenarium? Vi skal i hvert fald ud i sublime klatrere. Jeg tror nemlig, at Guillaume Martin enten er kommet tidligt afsted - og så skal man klatre godt nok til at slå ham - eller også, at gruppen er kørt på Colladona, og så vil den være så stærk, at kun de allerbedste kan vinde. Derfor er kandidatlisten denne gang ikke synderligt lang.

 

Jeg vælger at pege på Mikel Nieve. Han kommer næppe afsted på det flade, men kører gruppen først på Colladona, vil jeg blive svært overrasket, hvis ikke han sidder der. Nieve var allerede afsted på 7. etape, og han elsker disse langdistanceudbrud på de største bjergetaper. Det var det, der gav ham ry som kongen af kongeetaperne, da han tidligt i sin karriere kørte alene hjem på kongeetaper i Giroen og Vueltaen, og siden har han taget yderligere tre store udbrudssejre på højeste niveau med gigantiske togter. Inden dette løb havde jeg egentlig sendt ham på pension, men han har været bedre, end jeg havde ventet. Særligt jorde han det overraskende godt på den lidt eksplosive finale forleden. Derfor tror jeg, at kongen af kongeetaperne stadig kan klemme et af sine store udbrud ud af benene for måske sidste gang.

 

Det er også oplagt at pege på Guillaume Martin. Den lille franskmand kom skidt fra start og fik effektivt kørt sig selv ud af klassementet, men siden da har han været ganske overbevisende. Tre gange i træk har han kørt med om sejren fra et udbrud, i onsdags blev han nr. 14 blandt favoritterne, og i dag angreb han i finalen for siden at sikre sig en top 10. Denne etape er den hidtil bedste for en rigtig bjergrytter, der endda er bedst, når højdemeterne er mange, stigningerne lange og bjergene talrige. Som sagt tror jeg, at Cofidis vil gøre alt for at få den lille franskmand afsted enten tidligt eller på Colladona, og så er det op til ham at vise, at han er stærkeste mand til sidst. Da der nok er grænser for, hvem Jumbo lader køre, kunne meget tale for, at han er et godt bud.

 

Jeg mener også, at George Bennett står med meget gode kort, hvis Jumbo vitterligt vælger den offensive strategi. Newzealænderen vil da kunne sidde på hjul hele dagen, og det stiller ham naturligt bedre. Når jeg alligevel ikke har ham som nr. 1, skyldes det, at han mildt sagt ikke har været overbevisende på det sidste, slet ikke i udbruddet i tirsdags. I forvejen ved vi, at han har for vane at falde sammen i den tredje uge, og jeg har en fornemmelse af, at trætheden er ved at sætte ind. Han er dog ikke mere træt, end at han blev nr. 13 på Moncalvillo, og efter en dag på hjul kan han meget vel gøre, som Sepp Kuss gjorde sidste år, da Jumbo brugte samme særegne taktik, nemlig som førertrøjehjælper at tage en solosejr på en bjergetape.

 

Så er der Aleksandr Vlasov. Tør han kaste alt på ét bræt og angribe fra distancen, eller vælger han den mere konservative taktik? Hvis han vælger førstnævnte, og hvis Jumbo tør lade ham køre, vil jeg tro, at han bliver meget svær at slå. Rusten er banket af, han fryser ikke længere, og han viste på Moncalvillo, at niveauet rækker til at kæmpe med de allerbedste. Denne etape burde passe ham perfekt, og derfor tror jeg ikke, at han kan slås, hvis han rammer udbruddet og får lov af Jumbo. Selv i en finale mellem favoritterne har han en chance, for vi så forleden, at han med sit tidstab er bedste bud på en mand, der kan snige sig væk, hvis Carapaz og Roglic ikke kan køre fra hinanden, og det hele blive en anelse for taktisk.

 

Den rytter, der kan blive allermest interessant at følge, er Clement Champoussin. Hans store tidstab fra de første dage betyder, at han har al den frihed, han skal bruge, og hvis udbruddet først kører på Colladona, bør han sidde der. Så skal han vise, at han kan gøre det færdigt i utvivlsomt skrapt selskab. Hans 10. plads fra Moncalvillo viser, at han er i stand til at køre fra folk som Nieve, Martin og Bennett, men denne etape er anderledes. Som ren klatrer bør han trives her, men har han allerede den nødvendige robusthed til så vild og voldsom en dag? Han har immervæk kun kørt som professionel i et par måneder, og han har forud for dette løb aldrig været i nærheden af dette niveau. Omvendt har han overrasket igen og igen, og det kan sagtens atter gøre.

 

Et andet godt bud er David De La Cruz. Spanierens potentiale er begrænset, og det er blevet bevist på de seneste etaper. Niveauet er dog relativt fornuftigt, og det er bestemt ikke udelukket, at han kan være stærkeste mand fra et udbrud. Denne type etape passer perfekt til hans dieselmotor, og han har ikke det store at miste ved et sats, da han næppe går i top 10 med afventende kørsel. Kører gruppen på Colladona, har han gode chancer for at sidde der, og så skal han vise, at han vitterligt er bedste mand, når vi taler om en etape, der passer ham bedre end de foregående.

 

Som sagt taler meget for, at Movistar får en af deres to løjtnanter afsted, og her ligner Alejandro Valverde bedste bud. Han har dog været meget svær at læse, for mens han var ret overbevisende på både 2. og 7. etape, har han skuffet i bjergfinalerne. Moncalvillo var heldigvis hæderlig, men bekymringen er, at han får det sværere på denne etape, der passer ham langt dårligere end onsdagens eksplosive sag. Derfor frygter jeg, at han vil være overmatchet af mere klassiske klatrere, men chancen er reel, for jeg tror ikke, at Jumbo frygter ham så meget, at de ikke vil lade ham ramme et udbrud på Colladona.

 

Ender det med samling, er det svært ikke at pege på Primoz Roglic? Sloveneren viste igen i dag sin overlegenhed, og han var også uhyggelig på Moncalvillo i den vilde duel med Carapaz. Balancen kan sagtens tippe på en etape med 5000 højdemeter, men Roglic viste senest under Touren, at han også mestrer den slags. Han har den luksus, at han bare skal sidde limet til Carapaz hele vejen og slutteligt bruge sit vilde punch, når vi nærmer os den røde flamme. Selve finalen er ret eksplosiv, så er han stadig frisk, bliver han svær at slå.

 

Den anden kandidat er naturligvis Richard Carapaz. Han blev ganske vist slået i onsdags, men hans modstandsdygtighed var temmelig imponerende i en finale, der nok passede Roglic bedst. Denne etape med flere højdemeter bør i teorien øge hans chancer, selvom han nok havde foretrukket, at finalen var en anelse mindre eksplosiv. Roglic har trods alt to gange vist lidt skrøbelighed, og skulle den dukke op igen, er det Carapaz, der kan udnytte den. Formen synes i hvert fald fremragende, og etapen er svær nok til, at han kan drømme om revanchen.

 

Den sære Jumbo-taktik betyder også, at Sepp Kuss kommer i spil. Al logik siger, at det er Bennett, der skal sendes tidligt afsted, da Kuss er ude af klassementet, og der er næppe råd til igen at lade dem begge forlade Roglic denne gang. Til gengæld er Kuss åbenlyst den stærkeste af de to, og mangler Bennett benene til at komme væk, kunne Kuss sagtens komme afsted som kontrollant. Det gjorde han som bekendt sidste år, og mange husker, hvordan det gik, da han sejrede på Acebo. Efter en dag på hjul er det i hvert fald stort set umuligt at se, hvem der skulle kunne køre fra den amerikaner, der virkede i hopla så sent som i onsdag og ikke synes træt endnu.

 

Får Wout Poels lov at køre? Og vil han? Han er i en fornuftig position til med afventende kørsel at køre sig op i nærheden af top 5, især hvis han vitterligt er ved at finde sin velkendte tredjeugesform. Det kunne tale for en afventende taktik, men kører gruppen på Colladona, kunne han godt finde på at snige sig afsted. Jeg er dog tvivlende over for, om Jumbo tør lade ham køre langt væk, men lidt snor kan han muligvis godt få. Den sidste stigning med en kort, stejl rampe til slut, passer ham som fod i hose, og han bliver svær at bide skeer med, hvis han får frihed. Og samtidig er han sammen med Vlasov vel bedste bud på en rytter, der i finalen kan snige sig væk, hvis favoritterne ender med alligevel at køre om det.

 

Man kan også håbe på en genrejsning fra David Gaudu, men optimismen kan efterhånden ligge på et lille sted. Den lille franskmand har ikke haft sit niveau i hele 2020, og senest fik han sig en lussing på Moncalvillo. Hans formkurve har dog været opadgående, og vi ved, at han kan være meget svingende. Han har ikke noget at miste ved at angribe på Colladona, og denne store bjergetape med mange stigninger er den foreløbig bedste for ham. Nærmer han sig niveauet fra sine bedste perioder, bliver han svær at slå fra et udbrud. Spørgsmålet er bare, om han gør det.

 

Movistars anden mand til et tidligt udbrud er Marc Soler, men han virker træt. Han skuffede på Moncalvillo og senest mistede han sågar tid i dag. I forvejen vil jeg tro, at denne etape er for voldsom og stigningerne for stejle, men Soler har før taget mig på sengen, senest på stejle Glières under Touren. Han er som bekendt en uhyre svingende herre, og finder han pludselig benene fra 2. etape igen, kan han sagtens gøre det færdigt fra et udbrud.

 

Så er der Michael Woods. EF er så bjergsvage, at jeg tror, at han skal blive hos Hugh Carthy, der ellers hurtigt isoleres, men eksploderer det hele på Colladona, kan det gå som på 7. etape, hvor han sendes afsted som kontrollant. I det tilfælde vil han igen sidde på hjul hele dagen, og så kan han ikke afvises. Som udgangspunkt er denne etape for voldsom for en fyr som ham, og han bør være overmatchet, men kommer han relativt frisk hen til de sidste 5,5 km, ligger selve den eksplosive finale perfekt til ham med de stejle procenter.

 

Tør Esteban Chaves at angribe tidligt? Jeg tvivler, men han har gode erfaringer med det fra Etna-etapen for to år siden. For ham betyder en samlet 7. plads ikke det store, men på den anden side har han været i så stor en krise, at jeg tror, at den vil føles som en sejr. Derfor venter jeg en mere afventende taktik, men kommer han afsted på Colladona, kan han ikke afskrives. Min forventning er stadig, at han eksploderer, som han plejer, men foreløbig har han holdt meget bedre stand, end jeg havde troet.

 

Endelig er der Hugh Carthy og Enric Mas. For begge de to dieselklatrere er det denne etape, der hidtil har passet dem bedst. Carthy har jo virket uhyre overbevisende, og efter en lidt svær periode kom Mas lidt igen på Moncalvillo med håb om, at han atter kan blive bedst sidst i løbet, som han plejer. Deres problem er, at de ikke får lov at køre tidligt, og deres eneste chance er at snige sig væk fra Carapaz og Roglic til sidst. Det bliver svært, men de har begge tabt så meget tid, at det ikke er umuligt. Til gengæld tror jeg ikke, at det er muligt for Dan Martin, og selvom de sidste 5,5 km passer ham, tror jeg, at den samlede etape er så voldsom, at han ikke kan vinde i kamp med de to favoritter.

 

Jeg har svært ved at se andre etapevindere. Felix Grosschartner bør være overmatchet på så svær en dag, og jeg kan heller ikke se Davide Formolo, Gorka Izagirre, Omar Fraile, Rui Costa, Nick Schultz, Andrea Bagioli eller Sergio Henao vinde på en dag med så mange højdemeter. Ion Izagirre har rejst sig lidt, men jeg tror også, at etapen bliver for svær for ham, og Mattia Cattaneo synes stadig at mangle for meget efter sin skadespause. Gino Mader og Robert Power har vist svaghedstegn og virker trætte, og Ivan Ramiro Sosa skal utvivlsomt kun hjælpe Carapaz. Nans Peters har måske en chance, men jeg vil tro, at han ender med at være oppe mod en bedre klatrer til sidst. Endelig virker Jan Hirt for formsvag, selvom han burde elske denne type etape.

 

Og bed så lige en aftenbøn for Jakub Mareczko . Han får brug for det.

 

Feltet.dks vinderbud: Mikel Nieve

Øvrige vinderkandidater: Guillaume Martin, George Bennett

Outsidere: Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, David De La Cruz, Alejandro Valverde, Primoz Roglic

Jokers: Richard Carapaz, Sepp Kuss, Wout Poels, David Gaudu, Marc Soler, Michael Woods, Esteban Chaves, Hugh Carthy, Enric Mas

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alberto Contadors sejr i en herlig duel med Chris Froome fra 2014 og Rein Taaramaes sejr fra 2011.

Mikel Nieve
Guillaume Martin, George Bennett
Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, David De La Cruz, Alejandro Valverde, Primoz Roglic
Richard Carapaz, Sepp Kuss, Wout Poels, David Gaudu, Marc Soler, Michael Woods, Esteban Chaves, Hugh Carthy, Enric Mas
Dan Martin, Ion Izagirre, Nans Peters, Felix Grossschartner, Gino Mader, Mattia Cattaneo, Davide Formolo
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE