Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 12. etape af Tour de France
17. juli 2019 20:03Foto: Sirotti

Caleb Ewan sikrede på falderebet, at det lykkedes for alle feltets tre supersprintere at vinde en etape allerede inden de høje bjerge, og dermed har de vigtigste af de hurtige folk det forhåbentlig lidt lettere ved at se frem mod det, der venter i resten af den første uge. Fra torsdag gælder det nemlig endelig den første etape i de rigtige bjerge, når feltet efter hele 11 dage rammer Pyrenæerne, men desværre må man nok indstille sig på våbenhvile mellem løbets favoritter på en lang maratonetape, der synes som skabt til et udbrud, og som tillige vil være præget af modvind på de to legendariske bjerge, der skal bestiges.

MASSER AF CYKELBØGER MED STORE RABATTER

Ruten

Selvom bjergene altid er koncentreret i den sidste del, er det alligevel sjældent, at man først når den første af de to store bjergkæder i løbet anden halvdel. Det er ikke desto mindre tilfældet i år, hvor den særegne beslutning om at køre den lange vej fra Vogeserne til Pyrenæerne betyder, at vi først når frem til de høje bjerge på løbets 12. etape. Det betyder dog ikke, at klassementskampen bryder ud her, for som man før har set det, når Pyrenæerne er vært for den første etape i de høje bjerge, lægges der ud med en relativt blød sag, hvor man måske nok skal op over to af løbets legendariske stigninger, men hvor en 30 km lang afsluttende nedkørsel indbyder til, at det bliver en dag for et udbrud og lidt klatreopvarmning for favoritterne.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 209,5 km mellem Toulouse og Bagneres-de-Bigorre på en etape, der er designet som en klassisk første dag i Pyrenæerne i den forstand, at den første del tilbringes i fladlandet nord for bjergene, inden der tårner sig bjerge op mod slutningen. Fra start kører man således mod sydvest igennem helt fladt terræn, og den eneste lille udfordring er kategori 4-stigningen Cote de Montoulieu-Saint-Bernard (1,7 km, 5,2%), der har top efter 62,5 km.  Derfra fortsætter man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre igennem fladlandet forbi forplejningen, der kommer efter 116 km, og frem til bjergbyen Bagneres-de-Luchon, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 130,5 km for enden af den lang, lige vej, der over den sidste kilometer stiger let med 0,8%.

 

Herefter ændrer etapen karakter. Nu drejer man nemlig mod vest for at køre direkte op ad det berømte kategori 1-bjerg Col de Peyresourde (13,2 km, 7%), der er relativt let over de første 4 km, hvorimod den sidste halvdel stiger med mere end 8% i lange perioder. Fra toppen resterer fortsat 63,5 km, der indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, som fører mod vest og nordvest, inden man følger et let stigende dalstykke mod nordvest og sydvest ned til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen Hourquette d’Ancizan (9,9 km, 7,5%). Den bestiges fra sydøst og inddeles i to dele, hvor det over de første 4 km stiger med 8-10%, inden et lettere stykke leder frem til de sidste 5 km, som stiger med 6-8,5%. På toppen er der bonussekunder i en af de særlige bonusspurter.

 

Fra toppen resterer hele 30,5 km, og de er alle faldende. Den første del består af ”rigtig” nedkørsel med enkelte hårnålesving, men hurtigt bliver det blot til en lige, let faldende vej, der fører mod nordvest ned til Bagneres-de-Bigorre, hvor kun den sidste kilometer er flad. Der er to skarpe sving lige efter 3 km-mærket og derefter et meget skarpt sving med 750 m igen, inden et blødt sving leder ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3088 højdemeter.

 

Bagneres-de-Bigorre har været målby for to bjergetaper i dette årtusinde. Sidste gang var i 2013, hvor Dan Martin slog Jakob Fuglsang i en tomandsspurt efter en dramatisk etape, hvor Chris Froome var blevet isoleret nærmest med det samme, og hvor Richie Porte kollapsede totalt. Første gang var i 2008, hvor Riccardo Ricco knuste al modstand, inden en positiv dopingtest som bekendt tvang ham ud af løbet og i stedet gav sejren til Vladimir Efimkin. I 1999 vandt Christopher Jenner en Tour de l’Avenir-etape i byen.

 

 

image

 

 

 

Vejret

Pyrenæerne kan være glohede, men de er også ofte præget af meget ustabilt vejr. I år ser det ud til, at rytterne vil undgå den værste varme og snarere vil skulle slå med byger. Torsdag holder det dog formentlig tørt på en generelt overskyet dag, hvor risikoen for byger er 25%, og hvor temperaturen i målbyen blot vil nå 21 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra vest nordvest, hvilket giver side- og sidemodvind på den lange færd ned mod Pyrenæerne. Her vil der være sidemodvind på Peyresourde, inden man kort efter toppen drejer ind i direkte modvind, som vil vare ved hele vejen til målbyen, hvor man med 750 m igen drejer ind i sidevind, inden man får medvind på de sidste 200 m.


FÅ DVDEN LANCE ARMSTRONGS LIE TI 10 KRONER
 

Analyse af 11. etape

Det er ikke svært at forestille sig, hvor mange irriterende samtaler, Caleb Ewan har haft, når han har været hjemme på ferie i Australien i løbet af den europæiske vinter. ”Hvad laver du så?” er det klassiske åbningsspørgsmål, som han sikkert er blevet mødt af til mangen et middagsselskab. ”Jeg er professionel cykelrytter,” vil den lille australiers svar sikkert lyde.

 

”Har du så vundet nogle store løb?” vil være det naturlige opfølgende spørgsmål

 

”Jeg har vundet tre etaper i Giroen.”

 

”Nå!”

 

”Jeg har også vundet en etape i Vueltaen.”

 

”Ser man det!”

 

”Jeg er blevet nr. 2 i Milano-Sanremo, hvor jeg slog de fleste af verdens topsprintere.”

 

”Spændende!”

 

”Jeg har også vundet den store WorldTour-klassiker i Hamburg.”

 

”Det var sørme flot!”

 

”Faktisk har jeg vundet mere end 30 cykelløb, heraf mere end 15 på WorldTouren.”

 

”Men har du kørt Tour de France?”

 

Og her har enhver samtale lige indtil denne sommer været lagt død. I Australien - og i øvrigt også i USA og Canada - er der nemlig kun ét cykelløb, der tæller, og som får megen omtale på den anden side af jorden. I en verden, hvor tidsforskelle naturligt gør det svært at følge europæisk sport tæt, er det kun sportens gigantbegivenhed, som har den almindelige australiers interesse. Derfor har Richie Porte altid satset enøjet på Touren, selvom det kunne have gavnet hans karriere at forsøge at vinde Giroen eller Vueltaen. Derfor ser man meget sjældent amerikanske cykelryttere styre målrettet mod Touren. Og derfor satser de amerikanske cykelhold altid langt mere enøjet på juli måneds store begivenhed end på de to øvrige grand tours, der som regel er mere perifere begivenheder for ikke-europæiske mandskaber uden klare sponsorinteresser i enten Italien eller Spanien.

 

På den baggrund forstår man godt, at Ewan i de seneste år har været nærmest besat af Touren. På Mitchelton-mandskabet led han nemlig under det stigende fokus på klassementet, som i dag er blevet den væsentligste satsning på et hold, der ellers i sine første år alene jagtede etaper og klassikere. Ewan måtte i mange år leve med at få sin chance i Italien eller Spanien, hvor han gang på gang leverede varen, mens Touren var forbeholdt holdets tre klassementsstjerner, primært Yates-brødrene, men i 2017 også Esteban Chaves.

 

Derfor forstår man også godt den enorme skuffelse, da Ewan med bare få ugers varsel i 2018 fik besked om, at han alligevel ikke skulle have sin Tour-debut den sommer. Et miserabelt forår for sprinteren kombineret med yderst opløftende takter fra Adam Yates fik nemlig holdet til at satse enøjet på deres britiske klatrer - en beslutning, der næppe var hjulpet på vej af, at Ewan angiveligt allerede havde en mundtlig aftale med Lotto Soudal - og det betød desværre, at det langvarige ægteskab endte i yderst bitter skilsmisse. Ewan fik knap lov at køre cykelløb i sæsonens anden halvdel, og selvom han rundede sin tid på holdet af med at vinde massespurten i London i Tour of Britain, var der ikke flere starter til ”The Pocket Rocket”.

 

Beslutningen var kontroversiel, men forståelig. 2018-sæsonen viste nemlig med al tydelighed, at Ewan slet ikke havde den topfart, han havde haft i særligt 2017, hvor man med nogen ret kan hævde, at han var Giroens hurtigste sprinter, selvom det var Fernando Gaviria, der vandt de fleste etaper. Og med tanke på, at Yates vitterligt var flyvende i årets første måneder, er det kun i bagklogskabens klare lys, at man kan sige, at beslutningen var forkert, da den formsvage brite endte med at falde helt igennem.

 

På den baggrund har der nok også været en vis ængstelse at spore i Lotto-lejren. Det er allerede mange år siden, at de udså sig Ewan som manden, der skulle løfte den enorme arv efter André Greipel, der vel mere end nogen anden har defineret det belgiske mandskab igennem det seneste lille årti. Da de endelig fik fingre i den australske guldfugl, så det imidlertid ud til at ske på det forkerte tidspunkt, for igennem foråret fortsatte den kedelige tendens for Ewan i massespurterne.

 

Det var nu ikke, fordi der manglede sejre. Ewan vandt en hel stribe cykelløb, men hver eneste gang skete det i stigende finaler, der ikke var for klassiske sprintere. På de lette etaper, som han tidligere havde vundet med overbevisende lethed, fik han den ene omgang høvl efter den anden, uanset om rivalerne var Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Elia Viviani eller Fernando Gaviria. Særligt i UAE Tour kunne man med frygt imødese Ewans fremtid som topsprinter, for her var på de mange helt flade ørkenetaper ikke i nærheden af at kunne matche Gaviria, Bennett og Viviani.

 

Alligevel lykkedes det ham at vinde to etaper i Giroen, men også her skete det på en anden maner end i gamle dage. Sejrene kom nemlig efter lange maratonetaper, hvor de hurtige folk havde fået taget toppen af farten, mens han blev sat til vægs på de lette dage. Siden det tidlige exit fra den italienske grand tour fornemmer man imidlertid, at noget har været forandret. Måske var det kulminationen på den tilbagevenden til tidligere tiders styrke, der kulminerede i dag, da han i dag føjede sig til gruppen af ”rigtige” australske cykelryttere, da han i sin første Tour vandt en etape i allerførste forsøg.

 

Allerede i ZLM Tour så Ewan nemlig skarpere ud end vanligt. Her fik han sig noget af en skalp, da han på en etape, der var fladere end selv det mest præcist designede billardbord, satte en vis Groenewegen, der af de fleste regnes som verdens klart hurtigste, til vægs. Faktisk var det hans første sejr på en kort og let sprinteretape i Lotto-trøjen, og det gav håb om, at han kunne gentage bedriften i årets Tour. Og i Frankrig har han vist sig at være langt tættere på topsprinterne, end han har været det igennem hele sæsonen. Efter at han var blevet lukket inde på 1. etape, viste han det allerede med sit målfotonederlag til Groenewegen på den lange, men meget langsomme og lette 7. etape, og i dag kom så det måske endelige bevis, da han som i ZLM Tour satte hollænderen til vægs i en direkte duel på topfart, endda efter at Groenewegen havde fået et lead-out, han kun i sit inderste kunne have håbet på.

 

Sjovt nok er der vel nærmest tale om en tilbagevenden til normaltilstanden. Samtidig med at han har excelleret på de lette etaper, har det nemlig knebet på de hårde dage, som han ellers havde specialiseret sig i. Han var ikke i nærheden af at vinde på 4. etape, hvor en sen bakke havde trættet rivalerne, og da det i det let stigende opløb efter sidevindsdramaet på 10. etape så ud til, at han havde fået en matchbold forærende, blev han klart sat til vægs af både Wout van Aert og Viviani. Og på stigningerne har han i mange tilfælde været den sprinter, der er blevet sat først af.

 

Noget kunne tyde på, at Ewan igen har rettet sit fokus mod det, han egentlig startede med at mestre, nemlig de helt rene massespurter. Om forvandlingen skyldes en ændret træning, skal jeg lade være usagt, men resultaterne taler umiddelbart deres helt tydelige sprog. Og med tanke på, at han er hentet til Lotto som Greipels afløser og dermed som supersprinter, forstår man ham i givet fald godt. Skal man vinde etaper i Touren - og det er jo det, Ewan forventes at gøre - er det langt bedre at være en klassisk sprinter end at specialisere sig i hårde etaper med stigende finaler.

 

Det, der gør Ewans sejr særligt imponerende, er, at det var Groenewegen, han slog, og at det skete under de omstændigheder, det gjorde. For første gang i årets Tour lykkedes det nemlig Jumbo-toget med Wout van Aert, Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen at levere at af de super-lead-outs, de - ganske vist uden Van Aert - har leveret gang på gang i en sæson, hvor maskinen blot er begyndt at fungere bedre og bedre. Egentlig havde de ramt fronten for tidligt, men det lykkedes akkurat George Bennett at komme frem og give Van Aert en livsvigtig hånd på den nedre del af den sene bakke. Herefter lod de klogelig Alex Dowsett, Michael Mørkøv og Daniel Oss give lidt hjælp frem mod den sidste kilometer, inden Teunissen kunne køre den perfekt hjem for Groenewegen,

 

I disse situationer plejer Groenewegen ikke at være til at tale med, og det var han da heller ikke for hovedparten. Problemet var bare, at han havde netop Ewan på bagsmækken, og mens han let sejlede fra alle de øvrige rivaler, var det svært ikke at få en følelse af deja-vu fra generalprøven i ZLM Tour, da Ewan akkurat gled forbi den normalt hurtigere hollænder. Og Groenewegen fart så intet ud til at fejle, for folk som Elia Viviani og Peter Sagan var ikke i nærheden af at kunne måle sig med feltets fartkonge nr. 1.

 

I virkeligheden kan man argumentere for, at Ewan er endnu bedre end i gamle. Dengang var han nemlig kendt som en positioneringssvag sprinter, men det har i den grad ændret sig på det seneste. I erkendelse af, at toget med Roger Kluge og Jasper De Buyst er Deceuninck og Jumbo underlegne, har de i stedet koncentreret sig om at aflevere Ewan på det rigtige hjul. Og den strategi har fungeret så eminent, at man endda med nogen rette kan argumentere for, at Ewan har været selveste Peter Sagan overlegen. I hvert fald skubbede han decideret Sagan væk fra Vivianis hjul på 4. etape, og i dag var det også ham, der havde Groenewegens hjul, da det var hollænderen, der viste sig at få det bedste lead-out. Og endnu mere imponerende bliver det af, at et styrt fra De Buyst med 10 km tvang ham til at sætte foden til jorden og falde ned i bagenden af feltet, inden Kluge med en jætteindsats ikke blot bragte ham frem, men også afleverede ham præcis, hvor han ønskede det.

 

For en gangs skyld var det ikke Deceuninck, der dominerede finalen, og det skyldes formentlig Aime De Gendt. I modvinden var alle nemlig bange for at skyde frem, og det udnyttede Wanty-rytteren til pludselig at opbygge et forspring på 45 sekunder med 8 km igen. Deceuninck tabte nervekrigen og måtte brænde Yves Lampaert af i jagten, og det efterlod toget med kun Mørkøv og Maximiliano Richeze foran Viviani. De røg endda fra hinanden til sidst, så kun Richeze til sidst sad hos Viviani, og det skulle vise sig dyrt. Selvom det lykkedes argentineren at aflevere italieneren bag Ewan, så han egentlig havde alle forudsætninger for at vinde, måtte han atter sande, at han altså ikke har samme topfart som de hurtigste, og at hans mange sejre i mindst ligeså høj grad skyldes toget som ham selv. Mon ikke han skal overveje en ekstra gang, om det er så klogt at skifte hold? I dette løb har han modsat Ewan sjovt nok imponeret langt mere på de hårde etaper, nemlig nr. 4 og 10, mens det i den grad har knebet med farten i de flade finaler, hvor det først og fremmest er holdet, der har excelleret.

 

For Sagan blev det ”Sagan Classic”, idet slovakken udnyttede sin positionering til at maksimere pointhøsten, mens han atter måtte sande, at topfarten ikke rækker i sammenligning med feltets tre supersprintere. Det kan han til gengæld være fint tilfreds med, for efter at Matthews i dag valgte at melde sig ud af kampen om pointtrøjen i håb om at kunne gå i udbrud senere - desværre en lidt for sen beslutning, nu hvor 17. etape vel er den eneste tilbageværende potentielle udbrudsetape for en Matthews-type - er det nu kun Sonny Colbrelli og Viviani, der stadig er med i kampen. Og de har reelt også begge resigneret i et omfang, så det kun er et eventuelt Sagan-exit, der kan bringe dem i trøjen, som det skete for Matthews i 2017, hvor Marcel Kittel styrtede ud af løbet på et tidspunkt, hvor han var meget tæt på at have sikret sig den grønne trikot.

 

Dagens positive overraskelse var Jens Debusschere. Bevares, en 5. plads på en Tour-etape burde ikke kunne bringe blodet i kog på et - tidligere - storhold som Katusha, men med tanke på det schweiziske mandskabs deroute må resultatet vel nærmest betegnes som en halv sejr. Faktisk er det vel den bedste spurt, Debusschere har kørt siden sejren i Tour de Wallonie sidste år, og det kom endda på en dag, hvor holdet mistede den sygdomsramte Rick Zabel. Nu kan man blot håbe, at det har igangsat det momentum, Ilnur Zakarin skal bruge, for russeren er reelt holdets eneste mulighed for at få den etapesejr, de drømmer om.

 

Etapen cementerede også Alexander Kristoffs nedtur. Nordmanden har i dette løb fået en uventet chance for ikke i 2020 at skulle blive fastlåst i rollen som lead-out man for Gaviria, men den har han slet ikke formået at gribe. Først har han kæmpet med siddesår og tandpine, og i dag var han så uheldig at tabe sin kæde med 1500 m igen, hvilket kostede ham ca. 20 positioner og positionen bag Jasper Philipsen. Egentlig viste han gode ben ved alligevel at ende i top 10, men da var det allerede for sent. Philipsen greb atter chancen for at køre sin egen spurt i kaptajnens fravær, men holdet må ærgre sig over, at de aldrig fik at se, hvad det kunne række til, hvis Philipsen havde leveret et lead-out som det, der næsten gav sejren på 4. etape. Det svar får vi aldrig, for nu drager Philipsen, der som nyprofessionel skal beskyttes, hjem, hvorfor Sven Erik Bystrøm er eneste mand i toget for Kristoff til de sidste to sprinteretaper.

 

Dagens mest uheldige rytter var Niccolo Bonifazio. Italieneren viste i dag, hvorfor han tidligere var kendt som en af feltets bedste i positionskampen, og han så ud til at være i position til at levere lidt tiltrængt opmuntring til Direct Energie. Sådan gik det imidlertid ikke, da Ewan tøvede med at følge Groenewegen og først kom med et sent retningsskifte, der tvang italieneren til at bremse. Man kan med nogen ret diskutere, om Ewans manøvre var lovlig, og man kan i hvert fald sagtens forstå Bonifazios frustration, da han endelig havde udsigt til at levere et resultat i et løb, hvor ikke meget har flasket sig hidtil

 

Han var ikke den eneste, der var uheldig. Det samme var talentfulde Cees Bol, der i lyset af Matthews’ ønske om ikke at score flere point, betød, at han fik chancen som Sunwebs sprinter. Egentlig burde han også være et bedre bud i en flad finale som denne, men desværre kostede det en del kræfter at komme tilbage, da han blev involveret i det styrt, der sendte Niki Terpstra ud af løbet. Det har formentlig taget det sidste af den styrke, den ellers lovende hollænder skulle have brugt for at vise, hvorfor han har været en af sæsonstartens mest lovende nyprofessionelle.

 

Endelig var der stakkels Giacomo Nizzolo. Italieneren har ellers endelig lagt to års skadesmareridt bag sig, og i de seneste uger har han langt om længe igen lignet den rytter, der to gange vandt Giroens pointtrøje. Desværre var også han involveret i styrtet, og han var bestemt ikke noget kønt syn, da han nåede mål hele 12 minutter bag feltet. Heldigvis kan han glæde sig over, at han har en lille uge til at komme sig inden næste sprinteretape, men desværre er tre dage i Pyrenæerne ikke just den opskrift på heling, som de fleste læger vil anbefale.

 

Og det er netop det, der venter. Efter 11 dage som hovedaktører må sprinterne indse, at de fra nu af blot vil være birolleindehavere, der får lov at stikke næsen frem på tirsdag i Nimes og i Paris til allersidst. Fra nu af står der nemlig bjerge på menuen næsten hver eneste dag, og derfor indledes nu en brutal overlevelseskamp, der sidste år udslettede næsten hele sprinterfeltet. Heldigvis kan feltets tre topsprintere nu se bjergene i møde med bevidstheden om, at de allerede har vundet deres etape - og Ewan kan glæde sig til næste middagsselskab i Australien, hvor han langt om længe kan præsentere sig som en ”rigtig” cykelrytter også i australiernes øjne.

 

Favoritterne

Efter to ugers venten har feltet endelig nået de høje bjerge i Pyrenæerne. Det i sig selv kan få mundvandet til at løbe hos de fleste cykelfans, men man gør klogt i ikke at skrue forventningerne alt for kraftigt i vejret. Torsdagens etape er nemlig ikke blot den klart letteste af løbets seks etaper i de to store bjergkæder, dens finale har også et uheldigt design, hvis hensigten er at bruge den offensivt. Derudover er vejrguderne heller ikke i humør til at bidrage til dramaet, da de har sørget for sidemodvind op ad Peyresoude og direkte modvind på Hourquette d’Ancizan og ikke mindst på nedkørslen, hvor det vil være meget vanskeligt for en enlig mand at holde et jagtende felt bag sig. Endelig er etapen også uheldigt placeret som optakt til fire helt afgørende dage.

 

Faktisk kan man argumentere for, at det vil være decideret dumt at forsøge at knække Ineos netop på denne etape. Med modvinden er sandsynligheden for, at det vil bære frugt nærmest ikke-eksisterende, for selvom briterne måske ikke imponerede med deres klatreevner på 6. etape, kørte Michal Kwiatkowski dog stærkt nok til at høre en yderst velkørende Mikel Landa i snor. Og kender vi Wout Poels ret, finder han benene til løbets sidste del, og hvis han er tilbage på 100% torsdag eftermiddag, er udsigterne til en succesfuld offensiv endnu mindre. Og med tanke på, at man kan tabe langt mere tid på fredagens enkeltstart og weekendens to etaper, ikke mindst lørdagens slag på Tourmalet, giver en simpel cost-benefit-analyse, at det ikke er besværet værd at forsøge noget stort.

 

Klassementskampen kan derfor formentlig afblæses allerede nu. Man kan ikke helt udelukke, at en rasende Mikel Landa, der sjældent tænker to gang, før han angriber, vil forsøge noget, men baskeren har også allerede indikeret, at han i år vil forsøge at køre med lidt mere omtanke. Romain Bardet og Dan Martin er også typer, der muligvis kan tænkes at give den et skud, ligesom folk som Warren Barguil og Guillaume Martin måske vil forsøge at udnytte, at Ineos ikke frygter dem voldsomt, til at stjæle lidt tid og/eller teste benene. Langt de fleste må dog formodes at spare til enkeltstarten.

 

Det er derfor næppe i morgen, at man vinder løbet, men til gengæld er stigningerne også svære nok til, at man kan tabe det, hvis man har en dårlig dag. Man kan derfor ikke udelukke, at klatrestærke hold som Movistar, FDJ, Astana Trek eller Mitchelton måske vil benytte deres kollektiv til at lægge lidt pres på undervejs, særligt på den sidste stigning, med henblik på at afsøge, om der er en rytter eller to, der sidder med dårlige ben. Skulle det vise sig, at en af favoritterne er i vanskeligheder, kan etapen pludselig blive mere dramatisk og aggressiv end ventet, men det er formentlig også det eneste, der kan bryde det, der ligner en våbenhvile inden den enormt vigtige enkeltstart, hvor alle gerne vil være så friske som muligt.

 

Det betyder også, at der burde være statsgaranti for, at et udbrud skal afgøre etapen. Det er næsten umuligt at se, hvem der skulle have blot skyggen af interesse i at skabe samling på en etape, som med sin lette finale kun kan vindes af et fåtal af klassementsrytterne. Det giver langt, langt mere mening at spare på holdet til weekenden. Julian Alaphilippe kunne måske nok drømme om at vinde en spurt i en lille favoritgruppe, men hans Deceuninck-hold har dels ikke ressourcerne til at kontrollere en bjergetape, dels ingen interesse i at gå efter en sejr på en dag, hvor man i forvejen ikke kan vide sig sikre på, om ikke bjergene bliver for lange for deres franske stjerne. Med den form, han har vist, er der gode muligheder for, at han forsvarer trøjen, især hvis etapen som forventet køres defensivt, men Alaphilippe har det med at eksplodere undervejs i et etapeløb, ikke mindst når stigningerne bliver for lange. Der er derfor ingen garanti for, at han overhovedet holder trøjen, og derfor vil det være meningsløst at satse stort på en tvivlsom etapesejr.

 

Til gengæld vil han gøre alt for at holde trøjen, og det betyder, at Deceuninck ikke vil lade én eneste farlig rytter komme fri. Starten er så let, at de sagtens kan sikre, at de farlige folk holdes ude af udbruddet, og man må formode, at de kører med relativt stor sikkerhedsmargin for ikke at tvinge sig selv til at skulle føre hårdt hele dagen. Ser man på klassementet, er der et stort hop fra Guillaume Martin på 25. pladsen ned til George Bennett på 26. pladsen, og det virker sandsynligt, at de i hvert fald ikke lader folk fra top 25 komme i udbrud. Dertil kommer, at det også kan tænkes, at de låser folk som Bennett og Vincenzo Nibali, der pludselig kan blive lidt halvfarlige, hvis man giver dem for stort et forspring. Det vil dog nok snarere bekymre de større klassementsfolk, der måske nok ikke frygter den formsvage Nibali, men måske heller ikke ser den helt store grund til at lukke ham tilbage i spillet, når nu man relativt let kan kontrollere etapens flade indledning.

 

Netop den flade start er også - sagt på jysk - træls for folk, der prøver at spå om udkommet. Med en flad begyndelse er det nemlig altid lidt af et lotteri at ramme udbruddet, og det vil det også være denne gang. De små, lette klatrere har det endda decideret svært, når de skal kæmpe mod mere kraftfulde folk i en indledende fase, der med garanti vil blive hektisk og aggressiv. Alle ved nemlig, at udbruddet har næsten 100% chance for at holde hjem, og med tanke på, at fredagen for mange er en halv hviledag, vil et hav af folk være opsatte på angreb. Det betyder, at det formentlig vil tage lang tid at få gruppen etableret.

 

Når det er sket, er det tid til at gøre status. Meget ofte ser man på etaper som disse, at halvdelen af udbruddet udgøres af tunge folk, hvor man spørger sig selv, hvad dog i alverden de laver i en sådan offensiv. Meget ofte kan man på forhånd udelukke mere end halvdelen af gruppen, for skal man vinde her, skal man altså være en pokkers god klatrer. De små folk får som sagt til gengæld lidt svært ved at ramme rigtigt i den aggressive indledning, og det gør det hele meget åbent. På en dag som denne er det meget svært at forudse, hvem der vil sidde i udbruddet.

 

Som sagt er det tvivlsomt, om vi vil se folk fra top 25 med fremme, men det er til gengæld meget sandsynligt, at vi kan se ryttere fra klassementsholdene. På en dag som denne kan det være godt at have folk fremme, hvis der skulle ske noget uventet i finalen. Derfor kan man sagtens se nogle af topholdenes bjerghjælpere komme i udbrud, og det åbner altid døren for, at de kan få mulighed for også at gå efter en etapesejr, da det trods alt er usandsynligt, at kaptajnen skulle få brug for deres assistance på en dag, der nok ikke bliver voldsomt dramatisk.

 

Når udbruddet er sluppet fri, venter herefter en relativt stille dag. Deceuninck vil give udbruddet den snor, de kan tillade sig, og herefter vil man rulle frem mod stigningerne, mens gruppen i front får et forspring, der meget let kan komme over de 10 minutter. Der er dog en lille joker i den relativt kraftige sidevind, som rytterne vil have i fladlandet. Det er usandsynligt, at det vil skabe drama på en dag, hvor alle vil være opsatte på at spare sig til stigningerne, men man skal tage sig i agt. Uanset hvad vil det skabe nervøsitet og stress og måske gøre, at den første fase ikke bliver helt så rolig som mange havde ønsket. Når vi rammer stigningerne, vil vi tro, at Ineos sætter sig frem for at kontrollere, og så må vi se, om Movistar, FDJ, Trek, Astana eller Mitchelton vil lægge lidt pres på, og om folk som Landa, Barguil, Martin eller Bardet vil forsøge et lille angreb. Som sagt forventer vi dog ikke det store drama hos favoritterne, og det vil derfor være udbrydernes kamp om etapesejren, der formentlig vil være det mest interessante.

 

Som sagt skal man klatre godt for at vinde etapen, og det får os til at pege på Michael Woods som vores favorit. Canadieren har hele tiden sagt, at han er kommet til løbet for at jagte etapesejre og støtte Rigoberto Uran, men syntes alligevel at have klassementet lidt i baghovedet i de første dage. Det kan han nu glemme alt om, efter at et styrt på 8. etape sendte ham helt ud af billedet, og dermed kan han nu fokusere 100% på plan A. Der er naturligvis en risiko for, at man vil bede ham blive hos Uran, men på en dag som denne er det ikke nødvendigvis dårligt at have folk i front. Woods kan med andre ord varetage begge opgaver på én gang, og rammer han først udbruddet, vil han være svær at slå. Lange stigninger er måske ikke hans spidskompetence, men han er trods alt blevet nr. 7 i Vueltaen, og han viste på 6. etape, at formen er fornuftig. Han er måske ikke en stor nedkører, men det spiller en mindre rolle på den lette nedkørsel til slut. Til gengæld er han hurtig på stregen, og dermed har han alle forudsætninger for at vinde. Det gør Woods til vores favorit.

 

En anden oplagt kandidat er Tiesj Benoot. Belgieren var ikke helt tilfreds med benene i starten af løbet, men han fandt dem heldigvis til 9. etape, hvor han meldte, at de var fremragende. Det var da også tydeligt, at Benoot var stærkeste mand i det udbrud, der afgjorde etapen, men desværre var han oppe mod en hurtigere mand i Daryl Impey på en dag, hvor modvinden gjorde det svært at gøre forskelle. Benoot er bestemt ikke en typisk klatrer, men kan man blive nr. 4 i Tour de Suisse, kan man også vinde en etape som denne. Stigningerne er regulære og ikke alt for stejle, og det burde passe den relativt store Benoot. Og selvom han ikke kunne slå Impey på stregen, vil han i en spurt kunne slå de fleste af feltets klatrere.

 

Bahrain-Merida er ude af klassementet og jagter nu etaper. Det er allerede gået ganske, idet Dylan Teuns vandt på La Planches des Belles Filles. Belgieren har været ganske svingende i årets løb, for efter en skuffende indledning slog han til i Vogeserne, inden han endte langt fra de bedste på den hårde 8. etape. På hviledagen gav han dog udtryk for en vis friskhed og ambitioner om at vinde igen, og denne etape er en glimrende chance. Heller ikke han er ren klatrer, men en top 10 i det nylige Dauphiné samt sejren i sidste uge viser, at han klatrer ganske glimrende. I sidste års Vuelta var hans stabilitet næsten skræmmende, da han kørte med om sejren fra ikke færre end fem udbrud og omsatte det til en 2., to 3., en 4. og en 5. plads. Det viser, at han har smag for at ramme udbruddene, og i torsdags viste han, at han også kan vinde. Han kan være temmelig ustabil, men rammer han en af sine gode dage, er dette en glimrende finale for belgieren, der også har en glimrende spurt til sidst.

 

Trods den manglende etapesejr har Sunweb faktisk kørt et synligt løb, og de vil gøre alt for at ramme udbruddet også denne gang. Selvom han åbenlyst ikke er i storform, ligner Wilco Kelderman det bedste bud. Hollænderen har måske ikke vist meget indtil videre, men hidtil har det også primært handlet om at komme frem til bjergene, hvor han ventes at slå til. Om benene er gode nok allerede nu, kan være lidt svært at vurdere, men rammer han rigtigt, burde han i hvert fald være en af de bedste klatrere. Selv hvis formen ikke er helt på toppen, vil han i kraft af modvinden måske alligevel kunne hænge på og herefter udnytte, at heller ikke han er helt langsom i en spurt.

 

Man kan diskutere, om Bora giver plads til udbrud på en etape, hvor de mange tunge folk får svært ved at beskytte holdets to klassementsryttere, men som for Woods gælder, at det er på en etape som denne, at det giver mening at have folk ude foran. Det kan åbne døren for Gregor Mühlberger, der hidtil ikke har vist meget i løbet. Man skal imidlertid passe på med at basere alt for meget på tidligere resultater for den tidligere østrigske mester, for han er kendt for at være yderst svingende. Senest kørte som en yoyo i Dauphiné, hvor han kun med det yderste af neglene blev slået af Julian Alaphilippe på 6. etape. Tidligere var han tæt på at vinde den sidste bjergetape i sidste års Giro og kongeetapen i Tour de Suisse i 2018, og det viser, at han som regel rejser sig, når han rammer det rette udbrud. Gør han det igen i morgen, har han klatreevnerne til at vinde, især fordi Dauphiné viste, at han faktisk er hurtigere, end hans resultater antyder.

 

Får Vincenzo Nibali lov at angribe? Der er næppe tvivl om, at vi ser Hajen i angreb før eller siden, men spørgsmålet er, om det sker allerede her. Han er trods alt ”kun” et lille kvarter efter i klassementet, og selvom han ikke ligner den mindste trussel mod de bedste, er Nibali stadig Nibali. Derfor kan man diskutere, om Ineos har lyst til at lade ham komme i udbrud på en dag, hvor det er let at forhindre, ikke mindst fordi det vil betyde, at man ikke kan lade sejle udbruddet helt til månen. I den sammenhæng vil det være nyttigt at lukke ham ned med det samme. Omvendt udgør han åbenlyst ikke nogen umiddelbar trussel, så det kan sagtens ende med, at han får lov alligevel. Etapen er måske en anelse let for Nibali, der som bekendt ikke har megen spurtstyrke, og nedkørslen er så let, at han ikke kan bruge den offensivt. For at vinde skal Nibali alene væk på stigningen, men det er dog også et ganske sandsynligt scenarium.

 

Boras anden kandidat er Maximilian Schachmann, men det må efterhånden stå klart, at den tyske mester ikke er i storform. Ganske vist klarede han det udmærket på 8. etape, men han var ikke den rytter, der vandt tre etaper i Baskerlandet eller kørte i top i alle ardennerklassikerne. Han var også en af blot to Bora-ryttere, der ikke sad med i mandagens sidevind, og det burde en formstærk Schachmann trods alt have gjort. Omvendt ved vi, at han er en klasserytter, der måske ikke er ren klatrer, men dog kan køre opad i så stort et omfang, at han kørte i top i Baskerlandet, selvom han sled og slæbte for Buchmann. Modvinden vil hjælpe den relativt store tysker, der har den fordel, at han kan slå de fleste på stregen.

 

Så er der Thomas De Gendt. Ganske vist har det i de senere år stået klart, at belgieren trods sin tidligere sejr på Mont Ventoux stadig har sine begrænsninger i de høje bjerge, men netop sejren på Ventoux viser også, at han på sine store dage kan overvinde selv de voldsomste udfordringer. Og lige nu er De Gendt åbenlyst i så eminent form, at det er i en tid som denne, at han kan vinde en rigtig bjergetape. Han har det svært på meget stejle procenter, men stigningerne her burde passe ham hæderligt, og modvinden vil også hjælpe en stor fyr som ham. De Gendt kan være mere svingende end humøret hos selv den mest hormonforstyrrede teenagedatter, og derfor ved man aldrig, hvor man har ham, men lige nu ligner han en mand, der kan det meste, ikke mindst fordi hans fine spurt betyder, at han formentlig bare skal hænge på.

 

Det kan godt være, at Ilnur Zakarin er faldet lidt sammen, men så sent som i Giroen viste han, at han stadig har de store bjergridt i sig. Her vandt han en stor bjergetape, som han også gjorde det i Touren i 2016. Desværre har det også været åbenlyst, at formen slet ikke er på toppen, og han har åbenlyst skullet bruge første del til at komme i gang igen efter Giroen. Samtidig passer etapen her ham bestemt heller ikke, da han ikke er spurtstærk og er feltets måske mest klodsede nedkører. Til gengæld er nedkørslen også ret let, og rammer han udbruddet, er der altså en vis sandsynlighed for, at selv en relativt formsvag Zakarin vil være gruppens bedste klatrer. På den nedre del af nedkørslen har han også masser af power, så kommer han bare sikkert igennem den tekniske del nær toppen, er det bestemt ikke udelukket, at Zakarin kan redde Katushas Tour allerede her.

 

Hvor meget frihed får Astana-drengene? Det er det store spørgsmål, men det er som sagt på en dag som denne, at det kan betale sig at sende en mand afsted. Den yderst formstærke Alexey Lutsenko er for farlig i klassementet og er derfor ude af billedet, og Luis Leon Sanchez synes at være meget formsvag. I det hele taget er det de færreste, der synes at være på deres højeste, men holdet har hele tre mand, der har vist sig i stand til at vinde fra udbrud i grand tours. Det gælder særligt udbryderkongen Omar Fraile, der synes at være i glimrende form, men som måske også har sine begrænsninger på så lange stigninger som disse. Omvendt overvandt han ganske solide bjerge, da han for et par år siden sejrede i Giroen, og det viser, at man altid skal passe på Fraile, der som bekendt er lynhurtig på stregen og samtidig vil have glæde af modvinden i kamp mod de lettere folk.

 

Holdets to øvrige baskere, Pello Bilbao og Gorka Izagirre, kan også komme i spil. Særligt Bilbao er et helt oplagt valg, da baskeren i Giroen sejrede hele to gange fra udbrud. Han har åbenlyst ikke helt samme form denne gang, men faktisk skuffede han også i store dele af Giroen. Bilbao synes at være typen, der altid er der, når han rammer det rette udbrud, som han også var det, da han sidste år vandt i Dauphiné. Han klatrer godt og har samtidig en glimrende spurt. Izagirre kom meget skidt fra start, men så bedre ud i weekenden. Vi ved fra sidste års Tour, at han kan være yderst svingende, for selvom han havde nogle forfærdelige dage undervejs, blev han alligevel nr. 2, da han endelig ramte et udbrud på 16. etape. Stigningerne her er lidt lange for en fyr som ham, men han er eminent nedkører og hurtig på stregen.

 

Det er godt nok længe siden, vi har set noget til Sergio Henao. Colombianeren, der engang lignede så stort et grand tour-talent, at Sky endda udråbte ham til Vuelta-kaptajn i en meget ung alder, er siden sejren i Paris-Nice i 2017 faldet helt sammen. Listen over skuffelser er nærmest endeløs, men på det seneste har han i det mindste gjort det hæderligt. Således blev han nr. 13 i Tour de Suisse, og han sad sikkert hos Dan Martin på den knaldhårde 8. etape. Han er ikke en mand til de lange stigninger, men i denne situation er der en vis sandsynlighed, at han vil kunne være en af de bedre klatrere i et eventuelt udbrud. Da han samtidig er ganske hurtig, er det måske i morgen, at Henao endelig viser livstegn igen.

 

Etapen her er meget sammenlignelig med den første bjergetape i 2018. Her sejrede Julian Alaphilippe fra et udbrud, men blev jagtet benhårdt af Rein Taaramae, der endte etapen som nr. 3. Esteren har for vane at køre én god etape i en grand tour, inden har udgår på en af sine mange miserable dage, og den gode dag kunne meget vel komme denne torsdag. Taaramae har nemlig virket fornuftigt kørende indtil, og han har generelt haft et fint år, hvor han er blevet nr. 3 i Tour de l’Ain og i løbet på Mont Ventoux. Desværre kan han ikke spurte, men han elsker lange, regulære stigninger som disse. Taaramae kan være mand for at bringe Direct Energie lidt tiltrængt succes, hvis han rammer en af de fine dage, han stadig har med jævne mellemrum.

 

I det hele taget må man håbe, at esterne tænder for fjernsynet. En anden kandidat kunne nemlig være Tanel Kangert. EF har vist, at de gerne vil køre offensivt, og det vil være oplagt, at de skal have enten Woods eller Kangert afsted her. Desværre har Kangert kørt Giro og har planlagt at køre sig op undervejs med henblik på udbrud mod slutningen, og han er tydeligvis ikke i sin bedste form. Omvendt så hans føringsarbejde på 8. etape faktisk ganske solidt ud, og han synes ikke at være alt for langt fra de 100%. Han elsker lange stigninger som disse og viste på kongeetapen i 2018, at han har de store soloridt i sig. Og så kan han faktisk godt spurte trods sin dieselagtige kørestil.

 

Sunweb skal naturligvis også have en mand i udbrud, og bliver det ikke Kelderman, har de stadig to andre kort. Lennard Kämna lignede længe en mand, der var på vej mod et karrierestop, men i Tour de Suisse viste han endelig, hvorfor han regnes som et stortalent. Også i dette løb har han været fremragende kørende, ikke mindst på den hårde 8. etape, hvor han kørte fornemt for Matthews. Med de klatreben, han viste i Schweiz, og den hæderlige spurt, han har, er han et godt bud. Det samme er Nicolas Roche, der også har kørt hæderligt siden Tour de Suisse og senest viste fin form i udbruddet på 9. etape. Også han har en fin spurt.

 

Movistar har holdkonkurrencen at tænke på, og det er meget sandsynligt, at de bare sender en af deres tungere folk afsted for at undgå at smide konkurrencen væk. Man kan dog håbe, at de giver plads til enten Andrey Amador eller Marc Soler, der rent faktisk også kan gøre det færdigt (Carlos Verona synes at være usædvanligt formsvag). Amador er nok blevet for tung til at vinde, men Soler burde have en chance. Han synes at være i sin bedste form måske siden sejren i Paris-Nice. Hans klatreevner er stærkt overvurderede, og han kan ikke spurte, men i et potentielt ”tungt” udbrud, burde han kunne skille sig ud som en af de bedre klatrere.

 

Endelig vil vi pege på Alexis Vuillermoz. Franskmanden har haft et skidt år og er nu blevet sat yderligere tilbage af et styrt. Derfor er vi ikke alt for optimistiske på hans vegne, men han klarede sig trods alt hæderligt på 6. etape. Med udsigt til modvind og en lang nedkørsel kan man håbe, at han alligevel vil have benene til at hænge på og herefter gøre det færdigt i en spurt.

 

Damiano Caruso burde også være en oplagt kandidat, men efter styrtet på 1. etape synes han at have været helt ved siden af sig selv. George Bennett og Laurens De Plus skal nok blive hos Kruijswik, mens Rudy Molard og Sebastien Reichenbach ligeledes formentlig skal blive hos Pinot. Desværre er Jack Haig nok også låst, men efter at han genfandt benene på 8. etape kunne han have været et glimrende bud på en vinder. Jesus Herrada skuffede så fælt på 9. etape, at vi har mistet troen på hans form, og Mathias Frank klatrer ikke længere godt nok til at køre alene hjem. Fabio Felline er nok fortsat ikke god nok, Tony Gallopin virker stadig meget formsvag efter sine seneste styrt, Tim Wellens har måske nok bjergtrøjen, men har desværre været en næsten kronisk skuffelse på stigningerne, Elie Gesbert mangler fortsat for meget, og Simon Yates skal formentlig spares til den tredje uge. Endelig virker også Rui Costa til formmæssigt slet ikke at være, hvor han burde, mens Giulio Ciccone formentlig har rigeligt at gøre med at komme sig efter dagens styrt.

 

OPDATERING: Tiesj Benoot styrtede på dagens etape og har desværre IGEN slået det samme knæ, han også slog i Vueltaen og Omloop Het Nieuwsblad. Han starter med sikkerhed etapen, men om han er konkurrencedygtig er tvivlsomt.

 

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Tiesj Benoot, Dylan Teuns (begge fra et udbrud)

Outsidere: Wilco Kelderman, Gregor Mühlberger, Vincenzo Nibali, Maximilian Schachmann, Thomas De Gendt (alle fra et udbrud)

Jokers: Ilnur Zakarin, Omar Fraile, Pello Bilbao, Gorka Izagirre, Sergio Henao, Rein Taaramae, Tanel Kangert, Lennard Kämna, Nicolas Roche, Marc Soler, Alexis Vuillermoz (alle fra et udbrud)

FORUDBESTIL: DEN HEMMELIGE CYKELRYTTER - UDKOMMER 30. JULI - SPAR 50 KRONER
 

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

World Cup Bern(CDM) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS