Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 13. etape af Tour de France

Optakt: 13. etape af Tour de France

11. september 2020 12:29Foto: BORA-hansgrohe / BettiniPhoto

Marc Hirschi fik endelig sin fortjente belønning for sin vanvittigt flotte kørsel på en fantastisk flot første etape i Massif Central, som utvivlsomt har efterladt mange trætte ben hos favoritterne. Desværre for dem skal de ømme stænger for alvor i aktion på sidstedagen i regionen, når det fredag gælder en forrygende bjergetape med to uhyre stejle finalestigninger, der vil give yderligere svar på, hvem der står stærkest i kampen om den samlede sejr.

Ruten

Massif Central er kendt for sit brutale cykelterræn, men fraværet af rigtige bjerge betyder, at regionen ofte kun spiller en birolle i kampen om den samlede sejr. Sådan bliver det imidlertid ikke nødvendigvis i 2020, for denne gang har arrangørerne sammensat en 13. etape, der med sine næsten 4500 højdemeter sagtens kan matche de store dage i de hårde bjerge. Nok skal vi ikke op i Alpernes og Pyrenæernes iltfattige luft, og nok bydes der ikke på 20 km lange bjergpas, men en yderst kuperet tur tværs gennem regionen med utallige stigninger, herunder mange stejle af slagsen, samt en meget vanskelig afslutning med en uhyre stejl dobbeltstigning gør, at der på løbets 13. dag skal udkæmpes et sjældent vigtigt slag i et område, der i år for alvor kommer til sin ret.

 

I alt skal der tilbagelægges 191,5 km mellem Châtel-Guyon og den 6,5 mio. år gamle vulkan Puy Mary Cantal - også kendt som Pas de Peyrol. Starten er dog relativt let, idet man snor sig mod syd ned til den store by Clermont-Ferrand, som nås efter 21,0 km, idet man dog efter 11,0 km når toppen af en bakke (3,5 km, 5,3%). Her indledes uhyrlighederne imidlertid allerede, når man drejer mod vest for at passere kategori 1-stigningen Col de Ceyssat (10,2 km, 6,1%), der bortset fra en let sektion midtvejs stiger stabilt med 7-8% det meste af vejen frem til toppen, der rundes efter 36,0 km. Nedkørslen er kort og enkel og fører mod vest, inden man følger et let stigende stykke mod syd ned til kategori 3-stigningen Col de Guery (7,8 km, 5,0%), der har en svær start med 7% over de første 2 km, men derefter hovedsageligt er ganske let. Toppen nås efter 63,5 km, hvorefter det falder let mod syd og vest, inden man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Montèe de la Stèle (6,8 km, 5,7%), der primært stiger med 6-8% på den første halvdel, men derefter flader ud med 3-5% på den sidste del.

 

Toppen rundes efter 85,5 km, og herefter venter løbets letteste fase. Det falder nemlig let mod sydvest over de næste 30 km, inden man igennem fladt terræn kører mod syd ned Saignes, idet man efter 111,0 km passerer dagens spurt, som er flad, men kommer efter en lille bakke inden den sidste kilometer. Nu tager etapen fat igen, når man skal over kategori 3-stigningen Cote de l’Estiade (3,7 km, 6,9%), der er ganske stejl med 7-8% på den første halvdel efterfulgt af en kilometer med 9-10%. Toppen rundes efter 130,5 km, men faktisk fortsætter det med at stige mod syd op til byen Trizac, inden man drejer mod vest for at passere en nedkørsel og en lille bakke (2,1 km, 5,3%). Herefter falder det igen via en stejlere, men let nedkørsel.

 

Opvarmningen til finalen indledes for alvor, når man drejer mod syd for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Anglard-de-Salers (3,5 km, 6,9%), der stiger med 5,5% over de første 2 km og derefter med 7,5% over de sidste 1,9 km frem mod toppen, som kommer efter 157,0 km. En kort nedkørsel fører mod øst, men herefter venter en lang, let stigende dalvej, som leder fra til byen Le Falgoux. Her indledes selve finalen, når man drejer mod vest for at passere den vanskelige kategori 2-stigning Col de Neronne (3,8 km, 9,1%), der stiger med 8,2% over den første kilometer, men derefter med 9-10% hele vejen frem til toppen, der også er rammen om en bonusspurt.

 

Den nås med 10,5 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører mod sydøst via et fladt plateau frem til bunden af Puy Mary (eller Pas de Peyrol). Den stiger med 8,1% over 5,4 km, men skal deles i to dele. Således stiger de første 3 km med bare ca. 5%, men derefter stiger den med 11-12% over de sidste 2,4 km. Stigningen følger en næsten lige vej med et hårnålesving med 800 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 300 m lange og 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4434 højdemeter.

 

Puy Mary Cantal har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

I september er Massif Central knap så varmt som om sommeren, og der venter en dag med kun få skyer of en temperatur i dalen på 23 grader. Midt på eftermiddagen vil der endda være en bygerisiko på 15.20%, men den aftager mod slutningen. Vinden vil bare være svag til let og komme fra nord. Det giver skiftevis med-og sidemedvind stort set hele dagen. Til slut er der dog sidemodvind på Netonne, inden man får sidemedvind efter toppen og på det meste af målbjerget. Med 3 km igen får man sidevind, der er modvind på næstsidste kilometer og slutteligt sidemedvind på de sidste 800 m.

 

Analyse af 12. etape

Nu er børnetallene i store dele af den vestlige verden faldende, men inden for én kategori sprøjtes de ud fra hospitalerne med en hast, vi vel næppe har set tidligere. Samlede man således hele cykelverdenens vidunderbørn til et fælles familiefoto, ville det efterhånden være så omfattende, at man måtte tro, at der var tale om en sammenbragt en af slagsen med bidrag fra en 4-5 tidligere ægteskaber.

 

I disse år kommer de nemlig som skidt fra en spædekalv, og det er egentlig synd. De får nemlig slet ikke samme opmærksomhed som fortjent, for hvordan får man plads i overskrifterne, når den regerende juniorverdensmester vinder VM-sølv, EM-guld og sit livs første WorldTour-klassiker i allerførste forsøg? Når Tadej Pogacar i sin grand tour-debut vinder tre bjergetaper og ender på podiet i allerførste forsøg? Når Egan Bernal bliver den yngste Tour-vinder i mere end 100 år? Eller når Mathieu van der Poel og Wout van Aert leverer nogle ridt, så man slet ikke forstår, at landevejssporten egentlig bare oprindeligt var en nebengeschäft?

 

Nej, det har ved den søde grød ikke været let at være Marc Hirschi. En VM-titel i U23-klassen er jo ikke i sig selv noget særligt, og en 3. plads i Clasica San Sebastian i debutsæsonen opdages slet ikke, når juniorverdensmesteren vinder. Og ingen lægger mærke til, hvor skræmmende stærk man kan være på kongeetapen i BinckBank Tour, hvis man akkurat på stregen bliver slået af Tim Wellens og derefter sammen med belgieren smider klassementet som følge af en gigantblunder.

 

Men Hirschi er noget særligt. Det ved alle, der så ham spurte op ad bakkerne i Ardennerne den augustdag sidste sommer, og som så ham mænge sig med Tour-stjernerne på San Sebastians mure for et år siden. Det er bare ikke rigtigt blevet opdaget, fordi et vidunderbarn mere eller mindre i vidunderbørnenes tidsalder hverken gør fra eller til.

 

Heldigvis ved alle det nu - også de mange, der kun for alvor følger cykelsporten under Tour de France. Med tre præstationer på bare 12 dage, der alle hver for sig kunne have fået enhver anden grand tour-debutant til at falde ned af stolen i ren jubelrus, har Hirschi cementeret, at selv Evenepoel, Bernal, Pogacar, Van der Poel, Van Aert, og hvad de ellers hedder, skal stå tidligt op, hvis de i de kommende år skal bide skeer med den lille schweizer, der med sine klatreevner, sin spurt, sine eminente nedkørselsevner og nu tilsyneladende også glimrende restitution er noget af det mest alsidige, vi har set længe.

 

Endelig kom belønningen i dag, da feltet ramte årets mest oplagt udbryderetape. Og hvor var det fortjent, at den første professionelle sejr - i sig selv meget sigende, at den kommer netop i Touren - endelig faldt. Wellens snød ham med det yderste af neglene for den første for et år siden, Julian Alaphilippe var ikke meget mere overlegen i spurten i Nice på 2. etape, og forleden græd hele cykelverdenen med Hirschi, da det flotteste Tour-soloridt i seks år blev spoleret af et slovensk monster og dettes slovenske monsterlærling bare få kilometer fra stregen i Laruns.

 

Heldigvis siger ordsproget jo, at det er alle gode gange tre, og derfor var der meget, der talte for Hirschi-sejr, da den schweiziske guldfugl pludselig ud af det blå dukkede op hos holdkammeraterne Tiesj Benoot og Søren Kragh, da Sunweb iværksatte en storslået offensiv i fuldstændig samme stil som Kragh, Benoot og Michael Matthews gjorde på 6. etape i Paris-Nice, hvor det dengang blot var Benoot, der færdiggjorde arbejdet med et smukt soloridt. Herfra var det indlysende, at rivalerne skulle stå tidligt op for at følge med gulddrengen på den stejle finalemur, og det store soloridt, der efterfølgende ventede, ville for de fleste være anset som en umulighed, når han blev jagtet af ikke færre end 11 af løbets stærkeste ryttere, hvis da ikke vi netop fire dage forinden ved selvsyn havde set, at soloridt og Hirschi rimer mægtig godt på hinanden.

 

Det var imidlertid ikke kun Hirschi, der fortjente rosen. Nej, det ellers kriseramte Sunweb-mandskab, der i disse år generelt er udsat for en masseudvandring af de mange stjerner, der har meget svært ved at indpasse sig under holdets meget strikse filosofi, har i dette løb været det måske mest imponerende kollektiv. I massespurterne har toget med Kragh, Joris Nieuwenhuis, Casper Pedersen og Cees Bol været overlegent, og i dag viste de lettere drenge Hirschi, Benoot, Nicolas Roche sekunderet af Kragh, der til sammen udgjorde en hel kvartet i den voldsomme finaleoffensiv, at holdet kan være med, uanset om der skal klatres eller spurtes. Det kan man kun tage hatten af for, og manager Iwan Spekenbrink må i den grad glæde sig over, at hans filosofi, der ellers har været udsat for megen kritik efter de mange dramatiske farveller til Tom Dumoulin, Marcel Kittel, John Degenkolb, Warren Barguil og nu senest Michael Matthews, Wilco Kelderman og Sam Oomen, stadig har lidt af den magi, der gjorde holdet til de succesrige opkomlinge fra nu mange år siden.

 

Opkomlinge er Deceuninck til gengæld ikke, og derfor var det måske meget forfriskende, at det ikke igen blev det belgiske supermandskab, der løb med æren. Alligevel kan holdet ikke være helt utilfredse på en dag, hvor en mildt sagt meget optimistisk Bora-taktik kunne have sendt Peter Sagan tilbage i den pointkonkurrence, han for 24 timer siden kunne se glide så langt væk, at han kun med det yderste af neglene stadig har kontakt med den.

 

Da tyskerne meget modigt valgte at kontrollere de 218 km og 3400 højdemeter, stod det nemlig klart, at det var op til Julian Alaphilippe at sikre, at det ikke blev til 30 tiltrængte point til Sagan. Og for franskmanden var det to fluer med ét smæk, for på én gang kunne han sørge for at hjælpe sin irske holdkammerat og samtidig tage den etapesejr, der ellers gled ham lidt af hænde, da han i første omgang mislykkedes med at ramme et udbrud, hvor Bora og Deceuninck i høj grad neutraliserede hinanden.

 

Der blev da også lagt i kakkelovnen til det helt store. Kasper Asgreen var den første forpost, og siden blev Bob Jungels og vennen Dries Devenyns sendt med i det brølstærke udbrud, der etableredes i finalen. Helt usædvanligt for en mand, der ellers er kendt for at have svært ved at holde sig selv tilbage, var det imidlertid denne gang passiviteten, der kostede sejren.

 

Måske var det manglende tiltro til egne evner i et år, hvor han også med sine mange forgæves angreb i finalen åbenlyst ikke har diamantbenene fra 2019, at han så stædigt insisterede på at sende alle sine forposter afsted inden det lange flade stykke til sidst. I hvert fald betød det, at han sov i timen, da Hirschi-bussen kørte, og så kunne det være helt lige meget, at Devenyns og Jungels lå klar til at fragte ham frem til selvsamme bus, når køreplanen allerede havde sagt, at den for længst var nået 7-8 stationer længere frem. Og så endte det alt sammen med, at en efterhånden temmelig frustreret Alaphilippe rullede til stregen efter at have fået noget, der må nærme sig defekt nr. 117 i en meget uheldsramt post-coronapause-sæson.

 

Nej, det var i det hele taget ikke de store holds dag, og det kan de i virkeligheden takke sig selv for. Læsere af mine optakter vil vide, at jeg kraftigt frarådede Bora-mandskabet at forsøge at kontrollere så voldsom en etape, for det ville formentlig være en umulighed. Én ting var, at Sagan skulle overleve en stigning, der så ud til at være på grænsen for en slovak, der ikke er den trefoldige verdensmester, han engang var. Noget andet var, at et Bora-hold på bare syv mand også skulle kontrollere en finale, der i hele sit væsen kun kunne beskrives som ukontrollerbar.

 

I en tid, hvor mange beskylder holdene for at være for afventende frem mod den tredje uge, kan man egentlig kun applaudere tyskerne for forsøget, men desværre blev det til den selvmordsmission, det allerede så ud til på forhånd. Allerede da Maximilian Schachmann blev sendt i offensiven i stedet for at satse på en spurt stod det klart, at Sagan måtte have meldt om dårlige ben, og selvom slovakken på imponerende vis klarede den ene af holdets to udfordringer, mislykkedes den anden så eklatant, at det samlede udbytte af en mere end fem timers benhårdt arbejde blev en samlet gevinst i forhold til Bennett på beskedne 2 point.

 

Der er dog også positive ting at tage med sig. Én ting er, at Schachmann igen viste, at hans kraveben ikke er så brækket, at det gør noget. Noget andet er, at Sagan nu tre dage i træk har vist, at han så ofte før bliver stærkere og stærkere i en grand tour. Alt taler for, at den stadig bedre slovak har alle midler til at gennemføre et attentat på Bennett i still med 7. etape på Col du Beal på lørdag og måske også på den lidt lettere 19. etape. Nu må man bare håbe, at de kræfter, der lidt optimistisk blev brændt af på dagens topointsgevinst ikke kommer til at mangle alt for meget, når den bedste chance for Sagan-sejr og pointtrøjecomeback kommer på lørdag.

 

Nej, det blev vitterligt dagen, hvor musene legede, mens kattene var ude. Mens Bora og Deceuninck mislykkedes i hvert fald dele af deres missioner, var det de små, der viste sig frem. Ikke blot sikrede Sunweb sig en 1. og en 3. plads med Hirschi og Kragh, der virkelig synes at nærme sig guldformen fra foråret, det lykkedes helt mirakuløst det lille B&B-mandskab at tage de to øvrige pladser i top 4 med en Pierre Rolland, hvis karriere for et år siden så pensionsmoden ud, og en Quentin Pacher, der engang var så spændende, men siden er gået helt i stå. Det var der næppe mange, der havde regnet med forud for løbet - slet ikke på en etape, der udviklede sig til at blive endnu hårdere, end man havde spået, hvis ikke Bora havde ændret på det oplagte udbrudsmanuskript, de fleste havde regnet med.

 

Og de var ikke alene. Lille Cofidis fortsætter deres flotte Tour med en 5. plads til Jesus Herrada, så de endelig ser ud til at præstere i løbet, der har været en forbandelse for dem i 12 år. Sebastien Reichenbach fortsætter med at vise, at det så ambitiøse FDJ-mandskab slet ikke reduceret til den statistrolle, det så ud til. Marc Soler fortsætter med at vise, at Touren ikke nødvendigvis bliver så katastrofal for Movistar, der med den nuværende trup må regnes som en miniput, som man på forhånd kunne frygte.

 

Nej, faktisk var det blandt de mindre hold vel kun CCC, der for alvor græder i aften, når de kan konstatere, at de missede deres bedste chance for en etapesejr på en dag, hvor Greg van Avermaet ifølge eget udsagn havde benene til noget stort, men hvor han lavede ”en Alaphilippe” ved at vente på den stejle mur, hvor bussen som bekendt allerede var kørt - selv for murspecialisten Alaphilippe. Og med Ilnur Zakarin, der var holdets bedste mulighed for at vinde en bjergetape, ser det nu sværere og sværere ud for det orange mandskab, der så desperat kæmper for at redde en synkende skude, der allerede har set Van Avermaet og Matteo Trentin hoppe fra borde.

 

Der var dog to store hold, som kan se tilbage på dagen med tilfredshed. Gigantmandskaberne Jumbo og Ineos kom begge godt igennem en etape, der bare skulle overstås inden morgendagens store bjergslag. De havde utvivlsomt ønsket sig en roligere dag, end Bora gav dem, men det er jo i sidste ende ens for alle. Og Jumbo kan glæde sig over, at tyskerne påtog sig ansvaret for at føre på en dag, hvor morgenmanuskriptet tilsagde, at det var hollænderne, der med Tony Martin og Amund Grøndahl Jansen skulle have holdt udbruddet i en eller anden form for snor.

 

På samme måde kan Tadej Pogacar strege endnu en etape ud og sætte sig ind i en bus, hvor det i dag er meget let at holde corona-afstand og konstatere, at hans svækkede og reducerede hold heller ikke i dag kostede ham noget nævneværdigt. Til gengæld må han så konstatere, at det i dag er ham, der står på bagerste række, når vidunderbørnene stiller op til familiefoto. Så er det godt, at han har en chance for igen at mænge sig frem til centerpladsen, når Massif Central i morgen byder på den sidste og sværeste af de tre etaper i regionen. I disse dage kan et vidunderbarn nemlig ikke tage sig bare én fridag, uden at en af de mange vidundersøskende har skubbet dem ud i skyggen.

 

Favoritterne

Som sagt er Massif Central mest kendt for sine knaldhårde udbryderetaper eller lidt blødere puncheuretaper, hvor klassementsrytterne nok skal i aktion, men hvor der sjældent er det helt store at vinde. Det ændrer sig imidlertid i år, hvor den rå region mere end vanligt byder på terræn, der virkelig kan gøre forskelle i kampen om den samlede sejr.

 

Det var ikke tilfældet på hverken 6. eller 12. etape, der begge havde en anatomi, hvor to ellers meget stejle stigninger ikke rigtigt kunne bruges til noget. Nej, det er fredagens 13. etape, der kan gøre, at området kommer til at spille en langt væsentligere rolle, end vi er vant til.

 

Det skyldes naturligvis finalen. Massif Central har ikke høje bjerge. Regionen har ikke de samme lange stigninger som Alperne og Pyrenæerne, men den har noget andet. Den har nogle stejle sataner, som man kun sjældent finder i Touren, men mest kender fra Giroen og Vueltaen. Det så vi med Lusette på 6. etape og i dag med den lille mur i finalen, og i morgen ser vi det så med Neronne og Mas de Peyrol, der begge har en karakter, så man tænker mere Vuelta end Tour - særligt når man rammer etapens sidste 2 km.

 

Det er terræn for favoritterne, og derfor vil der utvivlsomt komme nye svar i kampen om sejren. Det kan god være, at stigningerne er så kort, at vi taler sekunder og ikke minutter, men efter fire dage uden klassementskamp vil det give vigtige svar om, hvor det aktuelle klatrehierarki står. Det kan nemlig være ændret ganske betydeligt, efterhånden som vi er kommet nærmere den tredje uge, hvor de sande grand tour-motorer kommer til deres ret. Og dermed vil etapen være et vigtigt pejlemærke inden Grand Colombier på søndag, hvor løbets næstvigtigste slag formentlig skal slås.

 

Stigningernes karakter får imidlertid også indvirkning på, hvordan etapen køres. Lader man blikket løbe ned over top 10 er det nemlig svært at finde ryttere, der har stejle mure som deres speciale. Faktisk vil de næsten alle sige, at de på den slags stigninger primært skal forsvare sig.

 

Der er dog én markant undtagelse. Primoz Roglic har i Vueltaen vist, at han mestrer dem til UG med kryds og slange, og efter nedturen på Alto Mas de La Costa fandt Tadej Pogacar på Los Machucos i samme løb også ud af, at han har smag for den slags stigninger. Det samme har Adam Yates, ligesom også Rigoberto Uran i teorien burde være en type, der kan lide den slags afslutninger, men derudover er det lidt for meget diesel over rytterne i top 10.

 

Derfor vil de fleste hold nok også være fint tilfredse med at lade et udbrud køre. Der er jo ingen synderlig grund til ligefrem at forære Roglic 10 bonussekunder. Roglic selv skal spare på sit hold og har allerede sagt, at de efter 9. etape vil være mere afventende, og Pogacars blødende UAE-hold har ikke skyggen af chance for at kontrollere etapen. Yates ligner ikke just en mand, der skal tro på, at han slår Roglic, og Uran har vel aldrig nogensinde sat sig selv i scene til en etapesejr.

 

Nej, meget taler for en udbrudssejr - også fordi de fleste allerede har søndagens brutale etape i tankerne. Derfor er der da også lagt op til endnu en angrebsfest fra start, hvor der formentlig vil blive hård kamp om at komme afsted. Det kan ikke udelukkes, at udbruddet kommer afsted lidt tidligere på en etape, hvor de lidt tungere folk gerne vil spare sig til i morgen, og antallet af potentielle vindere er begrænset, men det vil næppe ske lige med det samme. Og kommer det først afsted på første stigning er der god chance for, at de klatrestærke folk også kommer med fremfor en gentagelse af dagens lidt triste scenarium med tonstunge tyskere i udbrud på deres udebane.

 

Når udbruddet er kørt, vil Jumbo tage kontrol, men da afstandene er store, vil de formentlig være fint tilfredse med at give dem måske endda 20 minutter. Nej, det skal være andre hold, der skal lukke det ned, hvis vi skal have samling.

 

Er det muligt? Ja, men det er nok usandsynligt. Vi ved af erfaring, at Mikel Landa og Miguel Angel Lopez ikke er bange for at sætte sig selv i scene, og da de begge har tid at vinde, kan man ikke udelukke et initiativ fra Bahrain eller Astana. Skulle Egan Bernal - eller for den sags skyld Nairo Quintana - virkelig sidde med diamanter i benene, kan man heller ikke udelukke, at de vil gøre forsøget. Det er dog nok særligt Ineos, da finalens karakter gør, at det skal gøres knaldhårdt, hvis det skal give pote, og det har Arkea ikke styrken til. Jeg tvivler dog på det, da de begge formentlig har blikket stift rettet mod søndag, der er deres store dag i uge 2. Den sidste mulighed for en jagt kan skyldes holdkonkurrencen, som Movistar vil forsvare med næb og kløer, og skulle de misse et udbrud med EF-deltagelse på stigningen, hvor det ikke er så let at kontrollere for spanierne med kun én god klatrer, der har tabt tid, kan man sagtens forestille sig, at spanierne tager initiativ.

 

Vi kan altså godt få samling, men mest sandsynligt er det, at et udbrud får lov at sejle langt væk af Jumbo, inden hold med en trussel mod top 10-placeringer eller holdkonkurrencen eventuelt vil sætte sig frem for at undgå, at afstanden ikke går helt amok. Derefter må vi se, om Ineos, Bahrain eller Astana vil lægge et pres fra Saignes og frem for at undgå, at finalen bliver alt for eksplosiv. Og så er det mest sandsynligt, at vi får to løb, hvor et udbrud kører om sejren, mens favoritterne kæmper bagude, formentlig med et Jumbo-hold, der lægger løbet i et jerngreb og kører tog frem til de sidste 2 stejle kilometer, selvom det godt kan tænkes, at Ineos, Astana eller Bahrain måske også i finalen vil lægge pres på for at gøre det knap så eksplosivt.

 

Jeg tror altså mest på en udbrudssejr, og her skal vi se i en anden retning end i dag for at finde de mest oplagte kandidater. Finalen er så brutal, at det er klatrerne, der har sat kryds ved denne etape. Det kan blive et lotteri at ramme rigtigt, men hvis udbruddet først kører på første stigning, burde der være en god chance for, at de mest oplagte navne også kommer afsted. Og da finalen er så svær, at relativt få kan sejre, er listen over mulige vindere denne gang ikke alt for lang.

 

Efter moden overvejelse er jeg endt med at pege på Emanuel Buchmann. Styrtet i Dauphiné har betydet, at den tyske dieselmotor slet ikke har haft det løb, han drømte om, men nu har han en ny mission. De seneste to dage har han sørget for at smide så meget tid, at han nu har al den frihed, han kunne ønske sig, så han kan jagte en etapesejr. Boras store mål på denne etape må være at få Buchmann ekspederet afsted. Det kan være et problem for en mand, der altid har haft det svært i starten af etaperne, men i dag er han så suveræn, at selv en stadig kold Buchmann kan køre væk, især hvis de kører på stigningen.

 

Det er klart, at den sidste mur ikke ligger ideelt til en dieselklatrer som ham, da den både er for kort og stejl, men en mand, der inden styrtet lignede en podiemand i dette års Tour, vil stadig være uhyggeligt svær at slå i denne finale. Det er tillige klart, at han endnu ikke er på toppen, men tiden arbejder for ham - både i forhold til skader og at få gjort motoren varm. Det er meget muligt, at vi skal til Alperne, inden han for alvor kan slå til, men med udsigten til, at han formentlig er meget bedre end i Pyrenæerne, tror jeg på tysk oprejsning til et lidende Bora-mandskab.

 

Hans værste rival kunne være en anden klassementsrytter. Thibaut Pinot viste overraskende god moral ved 24 timer efter skuffelsen at gå i en stor offensiv. Det endte med en total eksplosion, men igen rejste han sig og kæmpede sig fornuftigt i mål. Også for Pinot, der er hæmmet af rygsmerter, arbejder tiden til hans fordel, og det helt store spørgsmål er, om han er kommet sig nok. Kørslen på 9. etape var i hvert fald ikke helt opgivende, og han vil helt sikkert forsøge på denne etape. Finalen passer også bedre til ham end til Buchmann, da han har masser af punch, også på stejle procenter. Han skal først vise, at han er helt over skavankerne fra Pyrenæerne, men er han det, kan det blive fredag, at han gør som i 2015, nemlig vinder en bjergetape efter en gigantisk klassementsnedtur i uge 1.

 

Er han ikke på toppen, bruger FDJ bare plan B. Guldfuglen David Gaudu har været slemt uheldig i dette løb, da han blev syg forinden og var uhyre dårligt kørende i Limousin for siden at styrte på 1. etape her. Heldigvis viste han markant fremgang på 9. etape, hvor han gjorde det bedre end Pinot i det udbrud, de begge deltog i. Problemet med Gaudu er, at man aldrig ved, hvor man har ham - slet ikke sent i en grand tour, hvor han traditionelt har været skidt kørende - men hans forberedelse betyder, at det bør være pil opad denne gang. Er det det, er Gaudu som sagt en sand guldfugl, der kan slå hele verdenseliten på stigningerne, og han vil elske denne finale, der passer hans punch og hang til stejle procenter.

 

Jeg er meget spændt på, om Warren Barguil får lov. Han er først og fremmest Nairo Quintanas budyguard, men vi så på 9. etape, at han fik lidt af den frihed, han også var lovet. Dette kunne være en ganske perfekt etape for Barguil, der har punch på stejle mure, og vi ved af erfaring, at han ofte er rusten i uge 1 for siden at blive bedre og bedre, som vi så det i jubelåret 2017 samt i 2019, hvor han slutteligt fik sneget sig i top 10 med en stærk afslutning. 9. etape peger på en gentagelse af det scenarium. Spørgsmålet er, om han får lov, men hvis han gør, er det en perfekt Barguil-etape.

 

Det er det til gengæld ikke for Pierre Rolland, der finder finalen både for stejl og for kort. Til gengæld har den franske dieselklatrer som beskrevet i analysen været som genfødt siden corona-pausen, og han har nu langt om længe taget sig sammen til at få smidt den tid, der skal bruges til at gå i udbrud. Han var aktiv i dag, men det var først i finalen, og han burde derfor ikke være alt for mærket. Det er klart, at han ikke skal være oppe mod alt for eksplosive folk, men som det er tilfældet for Buchmann, kan en dieselklatrer godt vinde her, hvis bare formen er god nok - og det synes den at være.

 

Modsat Rolland vil Dan Martin elske denne etape. Faktisk er den så skræddersyet til murspecialisten Martin, at den må have det fedeste kryds i den martinske bog. Spørgsmålet er bare, om han har nået at blive god nok efter Dauphiné-styrtet. Det har ikke været overbevisende hidtil, men 30. pladsen på 9. etape var relativt løfterig, ligesom hans mange angreb i indledningen på etaperne også var det. Denne gang gør starten, at han har større chance for at ramme rigtigt med udbruddet. Så skal han bare vise, at formen er blevet så god, at han også kan gøre det færdigt i en finale, hvor der står Martin skrevet med flammeskrift.

 

Vi fortsætter listen over FDJ-kandidater med Sebastien Reichenbach. Både på 9. etape og i dag bevidste schweizeren det, vi har set siden Dauphiné, nemlig at formen er bedre end i et skidt 2019. Han nærmer sig efterhånden sit bedste niveau, og det gør ham til en kandidat, der modsat dagens etape rent faktisk passer ham nogenlunde. Heller ikke han er nogen eksplosiv fyr, og afslutningen er da heller ikke skræddersyet til ham, men med hans fine form kan han i den rette gruppe sagtens vinde her også.

 

En rytter, der er svær at blive klog på, er Daniel Martinez. Colombianeren har lidt siden styrtet i Nice, og selvom han er blevet bedre, står det ikke soleklart, at han er god nok. Man kan frygte, at det ender ligesom i Vueltaen sidste år, hvor en sygdomssvækket Martinez fik spoleret sin optakt og endte som ren statist gennem hele løbet. Han var dog hæderlig i Pyrenæerne, og med lidt mere tid til at komme sig siger logikken, at han er endnu bedre nu. Det er klart, at Dauphiné-Martinez bliver svær at slå i denne finale. Spørgsmålet er bare, om han stadig findes. Det er jeg ikke helt overbevist om.

 

Naturligvis må man også nævne Julian Alaphilippe. Stejle mure er som bekendt hans speciale, men stigningernes længde og den samlede etapes hårdhed gør, at det ikke er helt indlysende Alaphilippe-terræn. Det havde det været, hvis vi havde skrevet 2019, men det står efterhånden klart, at han er et stykke fra det niveau. Dårligt kørende er han dog ikke, som vi så på 2. og 4. etape, og i dag kunne han måske også have vundet, hvis ikke han som beskrevet i analysen havde valgt en lidt for afventende taktik. Han skal stramme sig an for at vinde i denne finale, men sidder han der på den 2 km lange mur til sidst, er han ikke let at bide skeer med.

 

Man må vel også nævne Marc Hirschi igen. Alt taler for, at der står fridag på den, men schweizeren synes jo utrættelig. Han må som minimum have fået færten af bjergtrøjen, og så er denne etape en god dag at gå på pointjagt. De relativt korte, stejle stigninger burde passe ham, og hans restitution synes god. Det sker meget sjældent, at man ser to udbrudssejre i træk fra samme rytter, men med den form, han lægger for dagen, kunne Hirschi måske være manden, der kan gøre det.

 

Der er helt sikkert mange, der vil elske at se en sejr til evigt uheldige og altid smilende Esteban Chaves. Desværre følger dette løb det mønster, vi kender fra post-kyssesyge-Chaves, nemlig at han starter stærkt for siden at blive ramt af en gigantisk hammer. Den hammer ramte ham også i Pyrenæerne, men han er dog ikke kollapset fuldstændigt. Mitchelton giver nu plads til etapejagt, og Chaves ligner manden, der skla satses på her. Finalen passer glimrende til en mand, der i Vueltaen har imponeret i denne slags afslutninger, men han skal nok være meget heldig med gruppens sammensætning, som han var det i Giroen sidste år, hvor han vandt en etape, for at melde sig ind klubben over ryttere med sejre i alle grand tours i morgen.

 

En joker kunne være Alexis Vuillermoz. Franskmanden har været en skygge af sig selv grundet de seneste års mange grimme styrt, men i dette løb synes han langsomt at finde formen. Han sad langt fremme på 9. etape, og murspecialisten Vuillermoz vil elske denne afslutning, selvom stigningerne er en anelse for lange til at være ideelle. I dag slap han sammen med alle sprinterne, og det kunne indikere, at han sparede sig til en etape, der ligner hans bedste chance for at gå efter en triumf.

 

Marc Soler har virkelig rejst sig efter en katastrofal start på sæsonen, og igen i dag imponerende han, indtil han løb tør for kræfter. Kører udbruddet på stigningen, er han manden, Movistar reelt har at sende afsted - måske sammen med en velkørende Carlos Verona, der dog næppe vinder - og chancerne for, at det lykkes, burde være rimelige. Finalen passer ham imidlertid ganske dårligt, da han ikke er fan af stejle procenter, og ligesom Chaves skal han have held med gruppens sammensætning for faktisk at vinde.

 

Slutteligt vil jeg pege på Pello Bilbao og Alexey Lutsenko. Bilbao virker efterhånden ganske velkørende, og han burde kunne lide denne finale, der minder om baskiske mure. Desværre har det set ud til, at Bahrain bedre både ham og den endnu mere formstærke Damiano Caruso blive hos Landa på de store bjergetaper, men måske kunne det være dagen til at sende Bilbao i forkøbet. I givet fald har han en reel chance for at gøre det færdigt, som han gjorde i en lignende rolle på Giroens 20. etape sidste år. Lutsenko er styrtet to dage i træk og lignede ikke sig selv, da han angreb i finalen i dag. Vi ved dog af erfaring, at han kan være meget svingende, og skal han ikke blive hos Lopez - og han har som bekendt en kasakhisk frihed, andre Astana-ryttere ikke har - er det ikke en helt dum finale for ham. Det kræver dog, at han er frisk efter to styrt, der ikke har givet andet end skrammer, men som trods alt må have mærket den ellers så stærke kasakhiske krop.

 

Sergio Higuita har været så haltende det sidste stykke tid, at det er svært at se ham vinde, selvom finalen passer ham. Hugh Carthy så i dag meget lidende ud efter tirsdagens styrt, og en ellers velkørende Neilson Powless vinder næppe her. Finalen er nok også for svær for Valentin Madouas og Rudy Molard, ligesom det er tilfældet for Gorka Izagirre, Bob Jungels, Maximilian Schachmann og en heldigvis efterhånden bedre Felix Grossschartner. Jan Hirt bliver som altid bedre undervejs, men vi skal nok frem til de lange dieselstigninger i den tredje uge for at se noget fra ham. Lennard Kämna synes ikke at være kommet fuldt tilbage efter styrtet forleden, og Nicolas Roche er også for forslået. Jeg tror, at finalen er for stejl for en ellers udmærket kørende Jesus Herrada, og unge Harold Tejada skal nok passe på sig selv hos Lopez. Ben Hermans er formentlig stadig mærket af den sygdom, der ødelagde hans udbrud forleden, og Krists Neilands er overmatchet i dette selskab. Mikel Nieve har været for langt fra fordums styrke på det seneste, og en velkørende Kenny Elissonde skal formentlig blive hos sine to kaptajner. Endelig skal man altid regne med noget fra svingende Nans Peters, men det er lidt svært at se ham vinde i denne meget stejle finale, mens Pierre Latour synes at være helt ude af form - medmindre han svigter Romain Bardet enormt.

 

Ender det i et opgør mellem favoritterne, står det umiddelbart mellem Primoz Roglic og Tadej Pogacar, der i Pyrenæerne var de to stærkeste. Jeg vælger at tro mest på Roglic, da Pogacar i Vueltaen havde et lidt blandet forhold til den slags mure, der til gengæld passer sloveneren, som har kørt brølstærkt på de baskiske mure, ganske glimrende. Hans punch er perfekt til de sidste 2 km, og han har holdet med en stadig bedre Tom Dumoulin til at føre sig frem. Hans usædvanlige snaksaglighed på hviledagen er en understregning af, at han føler sig komfortabel, og i Pyrenæerne lignede han aldrig en mand, der var presset. Vi ved alle, at Roglics punch på denne slags stigninger er næsten uimodståeligt, og derfor tror jeg, at han efter forarbejde fra Dumoulin vil kunne gøre det færdigt.

 

Det kan dog også blive Tadej Pogacar. Også hans punch er som bekendt fantastisk, som vi senest så på 4. etape, hvor han dog sad dårligt placeret. I Vueltaen havde han dog et lidt blandet forhold til murene. Han led så meget på Alto Mas de La Costa, at han troede, at Los Machucos var ren overlevelse, men den endte han med at vinde - dog efter foræring fra vennen Roglic. Han var formentlig en my bedre end Roglic i Pyrenæerne, og følger han det klassiske mønster, bliver han bare bedre og bedre undervejs. Til gengæld får han ikke længere gaver af Roglic, der ikke kan tillade sig at give ham den snor, han gav ham på Peyresourde.

 

Finalen er slet ikke skræddersyet til Egan Bernal, men den er så hård, at han denne gang har en reel chance for at vinde. Det kræver topform, men hans kørsel i Pyrenæerne indikerer, at han følger tendensen fra sidste år, hvor han bare blev bedre og bedre undervejs. Kombinationen af en stigning, der ikke rigtigt passer ham, og at vi endnu ikke er i uge 3, gør nok, at det er lidt for tidligt at gøre andet end forsvare sig, men Bernal er trods alt så god og finalen så stejl, at det er muligt, at han slår til, hvis den opadgående formkurve gør, at han mod forventning faktisk blive i stand til at få skovlen under Roglic.

 

Det er svært at se andre sejre, men skal man pege på tre, er det Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Richie Porte . Landa var fjerdebedst i Pyrenæerne, men stigningen her passer ham ikke. Til gengæld har han tabt tid og kunne være manden, Roglic lader køre til sidst. Lopez virkede meget overbevisende i starten, men havde en offday søndag. Vi ved dog fra Vueltaen sidste år, at han nu om dage kan være uhyre svingende. Nu har han tabt tid, så Roglic kan lade ham køre, og han er faktisk slet ikke ringe på denne slags stigninger. Det er Porte heller ikke, og han var i Pyrenæerne bedre, end vi har set ham siden styrtet i 2018. Hans stadig aftagende holdbarhed taler imod det, men han har tabt tid, der kan give ham frihed.

 

Til gengæld giver Roglic næppe ved dørene for Guillaume Martin, der ellers har punch, Nairo Quintana, der igen ser ud til at være uhyre svingende og kan være enten flyvende eller dårlig samt Rigoberto Uran og Romain Bardet, der næppe heller har niveauet. Adam Yates og Alejandro Valverde passer perfekt til finalen, men niveauet er næppe højt nok. Mere interessant bliver det at følge Enric Mas, der som altid synes i klar fremgang og i 2018 i Vueltaen viste evner i denne slags finaler, men det er nok for tidligt til, at han faktisk kan vinde, selvom han har frihed. Endelig er Bauke Mollema stabil og i fremgang, ligesom han i Vueltaen har vist, at han fremragende på stejle mure, men niveauet rækker næppe til sejr. Med andre ord: Mollema og Mas kan meget vel gøre det ganske godt, men der er en forskel på et godt resultat og en sejr. Tom Dumoulin og Richard Carapaz må nu antages at være rene hjælpere.

 

Feltet.dks vinderbud: Emanuel Buchmann (fra et udbrud)

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, David Gaudu (begge fra et udbrud)

Outsidere: Warren Barguil, Pierre Rolland, Dan Martin, Sebastien Reichenbach, Daniel Martinez (alle fra et udbrud)

Jokers: Julian Alaphilippe, Marc Hirschi, Esteban Chaves, Alexis Vuillermoz, Marc Soler, Pello Bilbao, Alexey Lutsenko (alle fra et udbrud)

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Egan Bernal, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Richie Porte

Emanuel Buchmann
Thibaut Pinot, David Gaudu
Warren Barguil, Pierre Rolland, Dan Martin, Sebastien Reichenbach, Daniel Martinez
Julian Alaphilippe, Marc Hirschi, Esteban Chaves, Alexis Vuillermoz, Marc Soler, Pello Bilbao, Alexey Lutsenko
Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Egan Bernal, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Richie Porte, Enric Mas, Bauke Mollema, Lennard Kämna, Nans Peters, Jesus Herrada
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Cro Race(2.1) 29/09-04/10

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 27/09-05/10

Giro d'Italia(2.UWT) 03/10-25/10

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 04/10

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 04/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 04/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 04/10

Tour de Vendée(1.1) 04/10

Binche - Chimay - Binche(1.1) 06/10

Tre Valli Varesine(1.1) 06/10

Tour of Thailand(2.1) 06/10-11/10

Paris-Bourges(1.1) 08/10

Amstel Gold Race(1.WWT) 10/10

Amstel Gold Race(1.UWT) 10/10

Tacx Pro Classic(1.1) 10/10

Hammer Hong Kong(2.1) 10/10-11/10

Gent-Wevelgem In Flanders...(1.WWT) 11/10

Gent-Wevelgem(1.UWT) 11/10

Memorial Rik Van Steenbergen(1.1) 11/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger