Optakt: 15. etape af Tour de France

Ruten

Årets rute kendetegnes i nogen grad ved, at etaperne enten er meget flade eller meget bjergrige. Mange af de sidstnævnte kan sagtens blive vundet af udbrydere, men der er ikke mange klassiske mellemetaper, hvor hverken sprintere eller klassement kan komme i spil. Skal man pege på en klassiske udbryderetape, er det de to dage i Massif Central, der springer i øjnene. Hvor nogle af favoritterne måske kunne have haft ambitioner om at vinde 14. etape til Mende, burde ingen have sådanne planer på den efterfølgende 15. etape, der ligeledes finder sted i den kuperede region. Med en hård stigning og en lang nedkørsel til mål har den sidste etape inden anden hviledag ordet ”udbrud” skrevet med fed ud over hele ruten, og derfor vil alle feltets lykkeriddere formentlig have sat et stort, fedt kryds ud for den 22. juli som en af løbets allervigtigste dage.

Etapen fører feltet over 181,5 km fra Millau til Carcassonne. Der er tale om endnu en klassisk transportetape, der skal føre feltet mod sydvest ned mod Pyrenæerne, men da man skærer direkte igennem Massif Central, er terrænet alt andet end let. Allerede fra start melder første udfordring sig, når man kører mod sydvest ud af startbyen via en lille bakke og efterfølgende nedkørsel frem til kategori 3-stigningen Cote de Luzencon (3,1 km, 5,9%), der har top efter 9 km. Herfra går det videre gennem kuperet terræn mod syd, inden det endelig flader lidt ud, mens man fortsætter mod sydvest.

Etapen ændrer atter karakter, når man efter godt 50 km rammer kategori 2-stigningen Col de Sle (10,2 km, 4,9%), der bestiges fra nord og har top efter 64,5 km. De næste 16 km byder herefter på uvejsomt terræn på et lille plateau, mens man fortsætter mod sydvest, inden en længere nedkørsel leder til forplejningen i Brassac. Efter en lille bakke går det atter nedad mod sydvest, inden et kort fladt stykke leder mod syd frem til dagens spurt i Mazanet, der er ganske let stigende og teknisk ukompliceret og kommer efter 121,5 km.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Efter spurten kører man mod syd frem til dagens hovedudfordring. Det er kategori 1-stigningen Pic de Nore (12,3 km, 6,3%), der bestiges fra en nordvestlig retning. Der er tale om en todelt stigning med 7 hårde kilometer med stigningsprocenter på hovedsageligt 6-8, inden det flader ud på de sidste 5 km med stigningsprocenter på 5-6. Toppen rundes med 41,5 km igen, og herefter venter en teknisk ganske kompliceret nedkørsel, der fører mod syd ud af det kuperede Massif Central. Til slut rammer man atter fladlandet, og de sidste ca. 25 km er let faldende eller flade og fører mod sydvest frem til målet i Carcassonne. På de sidste 3 km er der kun skarpe sving med 1000 og 200 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning, Den sidste kilometer stiger let med 1,5% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 2917 højdemeter.

Carcassonne blev senest besøgt i 2006, hvor Yaroslav Popovych tog en stor udbrudssejr i byen. I 2002 vandt Baden Cooke en massespurt i det nu hedengangne Midi Libre, mens Jens Voigt tog en Route du Sud-etapesejr i byen året inden. Her vandt Jaan Kirsipuu også en massespurt i det nu hedengangne Middelhavet Rundt.

Læs også

Oversigten over en travl cykellørdag

Vejret

I dag slap rytterne for de varslede regnbyger, og dermed kommer de tørskoede frem til hviledagen. Søndag byder nemlig kun på enkelte skyer og en temperatur i målbyen på 27 grader. Den frygtede Mistralvind vil imidlertid blæse på etapens sidste del, hvor der vil være en frisk vind fra vest. Det giver sidemodvind frem til kort inden spurten, hvorefter der vil være sidemedvind frem til toppen af Pi de Nore. Der vil være sidevind på nedkørslen og sidemodvind på det flade. Det vil vare ved helt frem til det allersidste sving, hvorefter der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

Analyse af 14. etape

Da Slovenien sluttede på en beskeden 8. plads ved holdkonkurrencen i skihop ved OL i Vancouver, var det ikke et resultat, der vakte megen opmærksomhed. I global sammenhæng er vinterdisciplinen en nichesport, der ikke er meget i rampelyset, og det gælder slet ikke for atleter fra mindre nationer som Balkanlandet fra det tidligere Jugoslavien.

Få ville vide, at lige netop det resultat imidlertid ville få afgørende indflydelse på verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed bare 8 år senere. Kort efter skuffelsen ved OL indså den tidligere juniorverdensmester Primoz Roglic nemlig, at han aldrig nogensinde ville høste ædelt metal i sin foretrukne disciplin, og i stedet kastede han sig i en meget sen alder over landevejscykling. Det var der næppe nogen uden for det slovenske skihopsforbund, der tog notits af, men det er der i den grad mange, der har gjort siden dag.

Mindre end ti år siden den vinterdag i Canada kastede samme Roglic sig med samme frygtløshed, som kendetegnede hans tid i de sneklædte bjerge, ud over kanten og direkte op mod stjernerne, da han i dag kørte fra hele verdenseliten på den frygtede Jalabert-stigning i udkanten af Mende. Med det punch og den power, der har gjort ham til denne sæson mest lysende stjerne i ugelange etapeløb, fløj han fra hele verdenseliten og direkte ind i den lille eksklusive klub over ryttere, der kan drømme om at vinde verdens største cykelløb.

Efter forårets suveræne sejre i Romandiet, Baskerlandet og Slovenien vidste hele cykelverdenen godt, at Roglic var årets joker til Tour de France. Det slovenske fænomen har aldrig tidligere forsøgt at køre klassement i et tre uger langt etapeløb, og derfor var alle usikre på, om holdbarheden ville række helt frem til Paris, og derfor valgte LottoNL-Jumbo da også klogelig at nedspille forventningerne forud for løbet, hvor kun små fortalelser fra Robert Gesink og Dylan Groenewegen gjorde det klart, at Roglic faktisk var kommet til Frankrig for at jagte succes i det samlede klassement.

Indtil videre har han imidlertid pareret alt, hvad der er blevet kastet imod ham. Hektisk postionskamp, eksplosive mure, en debut på Roubaix’ toppede brosten og en historisk hård alpemenu, der har knækket en stribe af de mest etablerede navne i grand tour-sammenhæng… Det er ikke skortet på udfordringer for Roglic, der har bestået alle sine eksaminer til UG med kryds og slange og kunne gå ind til den første af de to etaper i Massif Central på en samlet 4. plads - endda trods et stort tab på holdløbet.

De store navne har nok hele tiden tænkt, at de nok skulle få den slovenske opkomling ned med nakken. Det kan godt være, at han har vundet i Romandiet og Baskerlandet, men Touren er altså noget andet. Derfor var de tilsyneladende også temmelig ligeglade, da de i den første uge havde chancen for én gang for alle at eliminere sloveneren fra podiekampen, da han lidt overraskende blev fanget i sidevinden på 6. etape.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den mulighed lod man imidlertid gå til spilde, og det kan nu vise sig at koste dyrt. I hvert fald viste Roglic i dag, at han ikke er i nærheden af at falme endnu. Selvom man ikke kunne fortænke en novice som ham i at forfalde til defensiv ”følgen-med”-kørsel udvidste han i dag på Jalaberts mur lige præcis det initiativ og den angrebslyst, der har kendetegnet ham gennem hele sæsonen. I Baskerlandet kørte han lige op med verdens førende specialist, Julian Alaphilippe, på lige præcis den type stigninger, og i dag kørte han fra cremen af klassemensrytterne og cementerede sin status som en seriøs podiekandidat - også selvom han i sidste ende ikke vandt megen tid.

Der er naturligvis stadig store spørgsmål at stille ved holdbarheden. Vi er end ikke inde i den tredje uge endnu, og den er som bekendt noget helt andet, der kan knække selv den mest overlegne rytter - spørg bare Simon Yates. Foreløbig er der imidlertid ikke det mindste tegn på svaghed, og selvom 12. etape trods alt viste, at han har visse begrænsninger på de helt store bjergetaper, skal man ikke glemme, at hans dødbringende enkeltstart gør ham livsfarlig på næste lørdag. Kan han undgå at kollapse, er han i skrivende stund i hvert fald min favorit til at sejre på en kuperet rute, der passer ham glimrende - også selvom han er oppe mod tre af verdens allerbedste temporyttere i Tom Dumoulin, Chris Froome og Geraint Thomas.

Mens Roglic sprang ind i stjernerne, fik vi ikke mange svar på løbets mest spændende spørgsmål: hvem af de to Sky-ryttere er bedst? Froome så ganske vist ud til at have problemer tidligt på stigningen, men det skal man ikke lade sig narre af. Enhver, der har set Froome i Vueltaen, vil vide, at han altid starter konservativt på disse stejle mure, og mod toppen var han klart en af de stærkeste.

Det var Thomas imidlertid også, og for fjerde klassementsetape i træk lignede manden i gult nærmest en mand, der var på søndagstur med familien. Det var svært ikke at være efterladt med et indtryk, at Thomas med legende lethed kunne være kørt op til Roglic, men det forbød holdordren ham tilsyneladende. Det synes da også i stigende grad at være klart, at Thomas i Pyrenæerne skal køre defensivt og koncentrere sig om ikke at knække, som han gjorde det i 2015, mens det er op til Froome med aggressiv kørsel at knække konkurrenterne.

Det er næppe nogen dårlig ide. Der hersker nemlig usikkerhed, om Thomas virkelig kan holde hele vejen efter at have været i form siden starten af juni, og han skal bare spørge Simon Yates, hvis han er i tvivl om, hvad der sker, hvis man ødsler med kræfterne, mens man føler, at man kan gå på vandet. Med sit store forspring har Thomas ikke behov for mere tid inden enkeltstarten, men det har Froome, der ikke kan vide sig sikker på at kunne holde Dumoulin og måske endda Roglic bag sig.

Derfor giver det næsten sig selv, at Froome skal i offensiven og Thomas følge med, og dermed er den taktiske nød måske slet ikke så svær at knække for det Sky-mandskab, der ellers er endt med et luksusproblem. Foreløbig er det i hvert fald svært at være utilfreds med deres position, og så må Pyrenæerne afsløre, om Thomas virkelig kan holde stand hele vejen, og om Froome efter en hård Giro kan finde det topniveau, han stadig leder efter.

Foreløbig holder Thomas stand, og det samme gør en anden af løbets wildcards. Igen i dag glemte Dumoulin nemlig, at han havde kørt Giro, og der er fortsat ikke skyggen af svaghedstegn eller træthed at spore hos manden, der aldrig tidligere har gennemført to grand tours i samme sæson. Ganske vist blev også han smidt, da fænomenet Egan Bernal - der bare imponerer igen og igen - skruede op for gassen, men det var alene udtryk for klassisk Dumoulin-kørsel. Ligesom Froome er han en mester i ikke at gå i rød zone, og hans sene angreb viste da også, at han ikke var i store problemer. Måske var der en lille sprække i panseret, da han kortvarigt slap Sky-duoen mod toppen, men foreløbig fremstår han stadig som en farlig rival for briterne, især hvis Thomas løber ind i den krise, der kan knække ham. Samme risiko løber Dumoulin imidlertid også, for hvor dagens ret eksplosive finale passede ham, fremstår de store bjergetaper i Pyrenæerne som en betydeligt større trussel for den store hollænder, der ikke er ren klatrer, og som før eller siden må kunne føle Giroen i benene.

Etapen blev endnu en trist dag for Movistar. Nairo Quintana rejste sig flot efter torsdagens nedtur og viste, at han fortsat skal tages seriøst ved at præstere på en stigning, der ikke passede ham, men Movistar kan bare ikke have en pletfri dag. Denne gang var det nemlig Mikel Landa, der viste svaghedstegn, netop som han lignede en mand i fremgang. Det kan meget være ryggen, der igen generede ham, men det er et problem for spanierne, at ingen af deres kaptajner viser den mindste form for stabilitet. Jo, Alejandro Valverde gør, men det er desværre i negativ retning, for den spanske veteran bekræftede igen i dag, at han er en skygge af den rytter, der kørte hele feltet sønder og sammen i årets første måneder.

En anden taber var Romain Bardet, der viste sine første seriøse svaghedstegn, netop som han ellers havde kommanderet holdet frem for at splitte feltet. Franskmanden kunne ikke svare på de sidste accelerationer, men det er ikke nødvendigvis ildevarslende. Denne finale passede ikke den franske dieselmotor, der på Alpe d’Huez igen viste, at hans force er de store maratondage i bjergene, og han vil være langt mere komfortabel i Pyrenæerne. Desværre betyder dagens lille tidstab dog, at han i endnu større grad er afhængig af et sammenbrud fra en af de fire giganter, hvis han skal ende på podiet, og der er derfor meget, der skal flaske sig, hvis det skal blive til et hattrick for den franske helt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Lovende præstationer var der også fra de to dieselmotorer Steven Kruijswijk og Ilnur Zakarin, der altid bliver bedre og bedre, og som klarede sig ganske fint i en finale, der slet ikke passede til antieksplosive typer som dem. Jakob Fuglsang forsvarede sig pænt i en eksplosiv finale og fik endnu engang bekræftet, at hans niveau rækker til en placering i udkanten af top 10, hvis han kan undgå af kollapse i Pyrenæerne. Og så viste lille Domenico Pozzovivo, at Touren trods Nibalis exit ikke er ovre for Bahrain-Merida, for der kunne meget vel ligge en etapesejr i bjergene at vente på den lille italiener med det store intellekt.

Til gengæld var det en forspildt mulighed for Dan Martin. Den uheldige irer må have gjort sig slemt upopulær hos de højere magter, for der synes at hvile en forbandelse over ham. Han har misset en Liege-sejr på et styrt i sidste sving, sidste år brækkede han ryggen i Touren og gik dermed glip af en sandsynlig podieplads, i år punkterede eller styrtede han i alle sine forårsmål, og det er fortsat i Touren, hvor han stadig mærker følgerne af uheldet på 8. etape. I dag drømte han om at rejse sig i en finale, der passede ham som fod i hose, men en punktering bare 1 km fra bunden af stigningen sendte ham ned på en 10. plads og slukkede definitivt det i forvejen spinkle podiehåb. Stakkels, stakkels Martin!

Stemningen er nok bedre i Astana-lejren, der reddede deres Tour, efter at Fuglsang er gledet ud af kampen om top 5. Og naturligvis var det udbryderkongen over dem alle, Omar Fraile, der slog til, da han endelig fik frit spil. Den dobbelte vinder af bjergtrøjen i Vueltaen, som sidste år tog en første grand tour-etapesejr i Giroen, og som i år igen viste klassen ved at vinde i både Baskerlandet og Romandiet, viste, hvorfor man ville ønske sig, at Astana bare gav ham frit spil.

Få har samme træfsikkerhed som Fraile, og i dag kørte han endda også med hovedet og ikke kun med benene. Taktisk overblik har ellers ikke altid været Frailes spidskompetence, og hans evindelige ødslen med kræfterne har kostet ham et hav af sejre. I dag holdt han sig imidlertid med ro, da Jasper Stuyven længe så ud til at snyde alle udbruddets bedste klatrere med et fantastisk soloridt. I gamle dage ville en nervøs Fraile formentlig være sat efter, men denne gang holdt han sig til Alaphilippe i den tro, at han med to holdkammerater nok skulle få styr på situationen.

Det lykkedes nu ikke helt, men til slut var Fraile både klog og stærk nok til selv at gøre det færdigt. Velvidende at hans antrit ikke kan matche Alaphilippes, foregreb han det ventede hug fra det franske fænomen, og det viste sig at være en klog beslutning. Denne gang var det nemlig helt atypisk Alaphiippe, der kørte for konservativt. Ligesom Fraile har den lille franskmand nemlig haft tendens til at spille for tidligt med musklerne, men det gjorde han ikke i dag. Tværtimod bevarede han isen i maven, men i sidste ende ventede han lidt for længe. Dermed blev det ikke sejr, det meste af cykelverdenen ellers havde ventet, men mon ikke der ligger flere triumfer og venter på sportens puncheur nr. 1? Det tror jeg - måske endda allerede i morgen

Den etape kunne også være en chance for Peter Sagan. Selvom slovakken fik klø, da han i 2015 sidst forsøgte sig med et udbrud på samme etape, gav han den igen et skud. Selvom han var oppe imod langt mindre letvægtere i en ganske stærk klatregruppe, viste han igen, hvorfor han kan vinde i snart sagt alle terræner. Med klog kørsel gemte han sig bagerst i gruppen hele dagen, inden han kørte op ad muren med afmålt power, og det var meget tæt på at give ham en sejr. Sagan kan ganske enkelt aldrig afskrives, og derfor skal Alaphilippe tage sig i agt, hvis han skal have revanche på morgendagens udbryderetape.

Den håber klassementsrytterne at komme let igennem, men i Massif Central kan igen vide sig sikre. 15. etape byder på et bjerg, en teknisk nedkørsel og kraftig mistralvind, og sidste år så vi, hvordan aggressiv kørsel fra Ag2r og en punktering til Chris Froome på en lignende etape kunne skabe uventet drama. Dermed er der lagt op til endnu en test af det stadig mindre felt af klassementsryttere - og ikke mindst af fænomenet Roglic. Klarer han også den kommende uges udfordringer, er der ikke længer noget, der står i vejen for et hop direkte op i toppen af listen over tidens mest lovende grand tour-ryttere.

Favoritterne

Som sagt har de to etaper i Massif Central hele tiden været de mest oplagte etaper for udbrydere i årets løb. Hvor dagens etape måske kunne have været en invitation til Alejandro Valverde (hvis han havde hafty benene) og Dan Martin (hvis han havde haft holdet), er der slet ingen klassementsinteresser i 15. etape, der er den allermest oplagte udbryderetape i hele løbet.

Med et regulært bjerg i finalen er det alt for hårdt til, at man kan håbe på en spurt, men samtidig er der alt for langt hjem til, at favoritterne kan angribe. Derfor er der absolut ingen med skyggen af interesse i at holde det samlet, og det ligner derfor en stensikker udbrudssejr. Der kan altid ske uventede ting - i Giroen betød en uventet chance for at køre Chaves ud af klassementet som bekendt, at en udbryderetape pludselig blev kontrolleret - men med mindre der sker et spektakulært og uventet tidligt kollaps fra en af favoritterne, virker det givet, at et udbrud for anden dag i træk skal køre om sejren.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det betyder ikke, at klassementsrytterne ikke vil føle hinanden an. Mange vil sikkert huske, at Ag2r på en næsten identisk etape - også dagen inden sidste hviledag - testede favoritterne, og da Chris Froome fik defekt, blev det hele mere dramatisk end ventet. Forvent ikke at se favoritterne i angreb, men man kan sagtens forestille sig, at især Ag2r, men måske også Movistar vil sætte et hårdt tempo på den sidste stigning, ikke mindst fordi nedkørslen er teknisk svær, og der er kraftig mistralvind i den flade finale. Med mindre en af favoritterne har en dårlig dag, vil de formentlig slutte i samme tid, men har man ikke dagen, er det en etape som denne, der kan koste tid. Man kan ikke vinde løbet søndag, men på den forkerte dag kan man tabe det.

Mens Sky altså måske alligevel skal testes lidt bagude, burde der dog ikke være tvivl om, at vi foran kan se en gentagelse af dagens scenarium. Alle ved, at der er en kæmpestor chance for en udbrudssejr, og da finalen denne gang i mindre grad er for specialister, er der endnu flere, der tror på, at de faktisk kan vinde etapen. Det betyder, at der igen er lagt op til krig i den indledende fase.

Modsat i dag er starten faktisk ret hård med flere mindre bakker, og det betyder, at det bliver lidt nemmere for stærke folk at komme væk. Det gør det lettere at forudse, hvem der kommer med. Det betyder også, at det bliver sværere at kontrollere, og vi kan derfor meget vel se en gentagelse af det, vi så i dag, hvor Sky meget tidligt sender en kæmpegruppe afsted.

Ligesom i dag vil der være en ret kraftig vind, der endda vil komme fra nordvest først på etapen. Det kan betyde, at vi ser lidt sidevindssplittelse som i dag, men da det er alt for tidligt at iværksætte et sidevindsangreb, er det svært at se, at det kan udnyttes. Mange har sikkert også fået sig en øjenåbner af dagens udvikling, og derfor vil der næppe være folk, der lader sig fange igen. Når udbruddet er kørt, regner vi derfor med, at det falder til ro, og at Sky vil sætte et kontrollerende tempo frem mod stigningen, hvor de eventuelt vil blive testet af rivalerne. Derefter kan den kraftige vind igen komme i spil i den flade finale, men da gruppen her vil være udtyndet, vil der næppe ske splittelse.

Uanset hvad der sker bagude, er det altså med 99% sikkerhed et udbrud, der skal køre om etapen, og som sagt er det denne gang lidt lettere at forudse, hvem der kan komme med - ikke mindst fordi Sky tilsyneladende ikke har skrubler med at åbne en stor hoveddør for alle dem, der har benene. Det hele kompliceres lidt af, at mange af de oplagte navne var afsted i dag, og derfor er det usikkert, hvor mærkede de er. På den anden side ser man mod slutningen af en grand tour ofte, at det er de samme ryttere, der kører afsted dag efter dag, ganske enkelt fordi det er de mest friske, der kan gøre forskellen. Derfor vil der sikkert være en solid gruppe af gengangere fra i dag.

Selve afslutningen er ikke helt let at læse. Der er tale om et regulært bjerg til slut, så det er klart, at de tungeste ikke har skyggen af chancen. På den anden side er det også umuligt for en lille let klatrer at holde hele vejen hjem, for en spinkel fyr har ikke mange chancer mod mere kraftfulde forfølgere i den kraftige sidemodvind på det flade stykke. En solidt klatrende klassikertype med en god spurt kan derfor sagtens vinde, hvis han kan begrænse sit tab på stigningen samt udnytte den teknisk svære nedkørsel og det flade powerstykke til at gøre tilbage. Det gør det til en ret åben affære med muligheder for mange ryttertyper.

Er det kedeligt at pege på den samme udbryder to dage i træk? Måske, men når vi taler om Julian Alaphilippe er der grund til at gøre en undtage. Det franske fænomen er for alvor kommet i hopla, og intet tyder på, at han er træt endnu. Tværtimod er han formentlig endnu mere indebrændt efter i dag at have smidt en oplagt mulighed væk, og selvom logikken ville sige, at han burde spare sig til bjergtrøjejagt i Pyrenæerne, vil det ligne ham dårligt. I 2016 bad hans hold tage ham det med ro efter flere dage i angreb, men alligevel gik han sammen med Tony Martin i udbrud på en sprinteretape. Ingen kan holde Alaphilippe tilbage, og kan han mærke gode ben, er det svært at tro, at han ikke vil forsøge sig i den kuperede indledning, der passer ham.

Afslutningen er også god for Alaphilippe. Selvom den sidste stigning er lang, har han i dette løb vist, at han også kan begå sig i høje bjerge, og der er trods alt ikke tale om en 25 km lang alpetop. Den tekniske nedkørsel er en gave til en af feltets bedste nedkørere. Det sidste powerstykke kan blive et problem, men skulle han stadig have selskab af en mand eller to, kan han slå de fleste på stregen. Med andre ord er det endnu en perfekt Alaphilippe-etape, og derfor er han igen vores favorit.

Dagens positive overraskelse var Peter Sagan. Som skrevet i analysen ovenfor overgik han alle forventninger i en finale, der burde have været alt for svær for en stor fyr som ham, og dermed viste han igen, at han kan vinde i de fleste slags terræner. 15. etape passer ham endda endnu bedre, for her er han ikke afhængig af at skulle kunne klatre lige op med de små spirrevipper. Tværtimod kan han denne gang pace sig selv op ad den lange stigning, og derefter har han 40 km, hvor han både kan gøre brug af sine fabelagtige nedkørselsevner og ikke mindst sin enorme power på flad vej. Det er klart, at formentlig vil blive sat på stigningen, men i dag viste han, at han ikke nødvendigvis vil tabe flere minutter. Også han kan være træt efter i dag, men kender vi Sagan ret, er god for et angreb igen i morgen.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det samme er angrebsmaskinen Omar Fraile. Ganske vist skulle man mene, at han burde tage den med ro efter dagens udfoldelser, men som sagt er det ofte de samme, der angriber igen og igen mod slutningen af en grand tour. Fraile har tydeligvis masser af form, og terrænet passer ham ganske perfekt. Han er en god klatrer og har ikke mindst en god spurt. Dagens sejr kan måske betyde, at han er mere tilbøjelig til at tage sig en slapper, men med Fraile ved man aldrig.

Det har ikke været et godt løb for Bauke Mollema , der har lidt med rygsmerter siden styrtet på brostenene, men i dag viste han god moral ved at forsøge at køre finale mod de bedste. Det var han ikke god nok til, men han var så tæt på, at han formentlig har fået mere selvtillid. Sidste år vandt han netop 15. etape, der var meget lig denne, og mon ikke han vil forsøge at ramme udbruddet? Lykkes det, vil han være en af de bedste klatrere, han har ganske god power på flad vej og ikke mindst er han også en glimrende afslutter i en spurt.

I dag ramte Jesus Herrada ikke udbruddet, men det var nok i virkeligheden meget godt. Spanieren ville nemlig formentlig være kommet til kort i den stejle finale, og han står langt bedre på morgendagens etape. Her er procenterne mere moderate for en relativt stor fyr som ham, og han viste med sin flotte kørsel på 11. etape, der burde have været for svær, at klatrebenene er skruet rigtigt på, og selvom han i år ikke har spurtet på sit gamle niveau, har han stadig en fin afslutning.

Arthur Vichot minder på mange måder om Herrada. Begge er puncheurtyper med en god spurt, og derfor passer også Vichot godt til denne etape. Han var i sit livs form inden løbet, men skuffede desværre på 5. og 6. etape, der var hans store mål. Top 40-placeringer på de tre bjergetaper, der ikke var hans kop te, vidner imidlertid om, at han stadig har noget at skyde med, og han må næsten have udset sig denne etape som det helt store mål. Det kan godt være, at han ikke kan følge de allerbedste på stigningerne, men til gengæld har han tid til at komme tilbage og dermed bruge sin gode spurt.

I dag sov Warren Barguil i timen. Det var en skam, for dagens etape passede ham bedre end morgendagens. Han må imidlertid være opsat på at jagte revanche, for selvom den flade finale ikke er ideel for ham, burde han kunne begå sig. Kommer han med, skal han og de øvrige klatrere forsøge at gøre en forskel på stigningen, og da han ikke er langsom i en spurt, kan han slå mange letvægtere på stregen. Formen er tydeligvis i fremgang, og han ligner en mand, der har kurs mod topformen i den tredje uge.

Det var ærgerligt for Bahrain at de i dag fik formsvage Gorka Izagirre og ikke Ion Izagirre med i udbruddet. Nu skal den yngste af brødrene i stedet forsøge sig i morgen, og 15. etape passer ham ikke helt så godt. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke skal gøre forsøget, for han viste på Alpe d’Huez, at formen ikke er dårlig. Han er som bekendt en ganske glimrende klatrer, en sublim nedkører og har god power på flad vej. Hans problem er, at han ikke er specielt hurtig i en spurt, men er han oppe mod et par letvægtere, kan han bestemt godt spurte til husbehov.

Forud for denne etape havde vi planer om at gøre Greg Van Avermaet til en af topfavoritterne, men efter dagens etape er han gledet ned i hierarkiet. Belgieren havde nemlig slet ikke samme diamanter i benene, som han havde i Alperne, og selvom han slet ikke ofrede sig for sin mere klatrestærke holdkammerat Damiano Caruso, forsvandt han med det samme på Muren i Mende. Derfor virker det ikke sandsynligt, at han kan være med allerede igen i morgen, men Van Avermaet kan aldrig afskrives. Der er langt hjem fra den sidste stigning, og med sin store power på det flade og sin gode spurt, er det en ganske fin etape for den stærke belgier. Det er det egentlig også for spurtstærke Caruso, men han vil nok efter i dag spare sig til Pyrenæerne, der er hans terræn.

Skal Danmark vinde en etape, er dette måske bedste mulighed. Størst chance har nok Søren Kragh, der i dag igen viste, at han klatrer ganske glimrende. Det er klart, at han næppe kan følge de bedste på stigningen, men hans gode nedkørsel, store power og gode spurt giver ham gode muligheder for alligevel af vinde. Desværre er han formentlig låst af Dumoulin, men da Simon Geschke i dag fik chancen, kan Kragh måske få den i morgen. Etapen er også god for den endnu bedre klatrende Michael Valgren. Heller ikke han kan formentlig klatre lige op med de bedste i et udbrud, men også han har gode chancer for at komme tilbage. Han er ikke så hurtig som Kragh, men kan spurte til husbehov. Også Magnus Cort har imponeret på stigningerne, men mon ikke det trods alt er for svær en etape for den danske sprinter?

Sidste år vandt Tomasz Marczynski to etaper i Vueltaen. Det var præcis i denne type terræn, og selvom han ikke har vist meget hidtil, skal man ikke udelukke en gentagelse. Marczynski er nemlig ikke en mand til de høje bjerge, og han burde have udset sig denne etape som sit største mål. Stigningerne har en længde, der passer ham, og han viste i Vueltaen, at han også kan afslutte. Hans holdkammerat Thomas De Gendt har med to udbrud på to dage også endelig fundet benene. Tre dage i træk kan være lidt for meget, men med De Gendt ved man aldrig. Han er brølstærk på flad vej, kan spurte og kan også overleve stigninger som disse.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det var virkelig en skam, at Daryl Impey  gik i udbrud i dag, for den etape passede ham slet ikke. Han skulle i stedet have ventet til søndag, hvor terrænet er meget bedre. Han er nemlig meget svær at slå i en spurt, og når han er i form, kan han begrænse sit tab på stigninger som disse. Med sin store power er der tid til at komme tilbage og herefter slå de andre på stregen. Desværre har han ikke lignet en mand med de bedste ben, hverken i Bretagne, Alperne eller i dag.

En dark horse kunne være Toms Skujins, der virker enormt velkørende og er kendt som lidt af en udbrudsspecialist. Terrænet her er helt sikkert for svært til, at han kan klatre med de bedste, men også han har som bekendt 40 km til at komme tilbage. Samtidig kan han gøre det færdigt i en spurt, og han har næse for at ramme udbruddene.

Endelig vil vi pege på Lilian Calmejane og Philippe Gilbert. Egentlig burde etapen være perfekt for Calmejane, men igen i dag viste han, at formen ikke er i top. Til gengæld er terrænet ikke alt for svært, og er han ikke for træt efter i dag, kan en snu Calmejane med vanlig næse for angreb og sin gode spurt, måske alligevel vinde. Etapen er til den svære side for Gilbert, der også brugte mange kræfter i dag, men da det er hans bedste chance for at vinde en etape, vil han sikkert forsøge igen. Også han skal forsøge at komme tilbage efter stigningen og herefter bruge sin gode spurt til at gøre arbejdet færdigt.

Anthony Perez brugte formentlig for mange kræfter i dag, Edvald Boasson Hagen synes ikke at have formen, Simon Geschke skal nok spare sig efter i dag, og den flade finale betyder, at det bliver svært for gode udbryderkandidater som Serge Pauwels, Pierre Rolland, Marc Soler (der måske skal beskytte holdkonkurrencen for Movistar), Jelle Vanendert, Pawel Poljanski og Gregor Mühlberger at vinde. Og endelig synes Adam Yates at vente til Pyrenæerne, inden han vil forsøge at gøre et comeback, mens Robert Gesink og Antwan Tolhoek nok skal blive hos de to LottoNL-kaptajner.

Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe

Øvrige vinderkandidater: Peter Sagan, Omar Fraile

Outsidere: Bauke Mollema, Jesus Herrada, Arthur Vichot, Warren Barguil, Ion Izagirre,

Jokers: Greg Van Avermaet, Søren Kragh Andersen, Michael Valgren, Tomasz Marczynski, Thomas De Gendt, Daryl Impey, Tom Skujins, Lilian Calmejane, Philippe Gilbert