Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 15. etape af Tour de France
20. juli 2019 20:36Foto: A.S.O. / Thomas Maheux / Alex Broadway / pauline Ballet

Thibaut Pinot bekræftede sin fabelagtige form ved at føje Tourmalet til listen over store bjerge, hvorpå han har vundet, og Julian Alaphilippe leverede endnu et lille mirakel, der gjorde lørdagen til en sand drøm for værtsnationen. Samtidig viste Ineos betydelige svaghedstegn, og det bør i den grad åbne op for, at der skal forsøges ting og sager, når det søndag går løs med den sidste pyrenæeretape, der måske ikke er så vanskelig som den foregående, men er rigeligt hård til at sætte rav i den et felt, hvor dunsten af Ineos-blod må hænge tykt over det meste af Sydfrankrig.

Ruten

I de senere år har man ofte set, at arrangørerne har gjort den første af de to store bjergkæder relativt let, men sådan bliver det bestemt ikke i 2019. Måske var den første af de tre pyrenæeretaper nem, men i løbets anden weekend venter to meget vanskelige bjergetaper, der begge har mål på et bjerg. Efter lørdagens afslutning på mytiske Col du Tourmalet, som alle kender til hudløshed, er det imidlertid noget andet, der venter på den sidste dag i Pyrenæerne, når rytterne for første gang nogensinde skal slutte på Prat d’Albis-stigningen i udkanten af Foix som afslutning på en lang og svær bjergetape, der måske ikke byder på de højeste og mest kendte stigninger, men alligevel har næsten 4500 højdemeter.

 

I alt skal der tilbagelægges 185 km, der fører feltet fra Limoux til toppen af Prat d’Albis nær Foix. Startbyen ligger i fladlandet nord for Pyrenæerne, og derfor er første del af etapen let. Her kører man igennem fladt terræn mod syd og siden sydvest, inden et længere let stigende stykke leder op til et fladt plateau, der følges mod sydvest frem mod bjergene. Dem får man en forsmag på, når man skal op over kategori 2-stigningen Col de Montsegur (6,8 km, 6%), der er en regulær stigning, som kun for alvor er stejl på den nedre del, hvor en kilometer stiger med 9,6% i snit.

 

Den første stigning var kun opvarmning, for efter toppen, der kommer efter 60,5 km, går det via en let nedkørsel mod nordvest og vest ned i dalen, som nås bare få kilometer sydøst for Foix. I stedet for at køre ind til målbyen følger man imidlertid den flade dalvej mod syd og sydvest forbi dagen spurt, der kommer efter 93,5 km og er relativt flad og teknisk helt ukompliceret. Herefter stiger det let, mens man fortsætter mod sydvest gennem dalen.

 

Finalen indledes, når man efter 108,5 km når frem til Vicdessos. Her drejer man nemlig mod nordvest for at bestige kategori 1-stigningen Port de Lers (11,4 km, 7%), der afbrudt af enkelte plateauer stiger med 7-9% det meste af vejen mod toppen, der passeres efter 120,5 km.  En relativt teknisk nedkørsel fører nu mod vest og nordvest tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst direkte ind på kategori 1-stigningen Mur de Péguère (9,3 km, 7,9%), hvis data er misledende. De første 6 km er nemlig lette med stigningsprocenter på 5-7 det meste af vejen, men de sidste 3,3 km stiger med 11-13% hele vejen til toppen, der kommer med 38 km til mål i forbindelse med en af de særlige bonusspurter, hvor der er bonussekunder på spil.

 

Herefter går det via en relativt teknisk nedkørsel mod nordøst og øst ned til Burret, hvor man rammer en let faldende dalvej, der følges mod øst hele vejen ind til Foix. Modsat den berømte ”sømetape” fra 2012 slutter man imidlertid ikke her, men kører i stedet mod syd og sydvest op ad den nye kategori 1-stigning Prat d’Albis. Den stiger med 6,9% over 11,8 km og kan inddeles i tre dele. De første 3 km er lette med 4-6%, men derefter følger fire vanskelige kilometer, hvoraf de to stiger med mellem 10 og 11% i snit. Herefter følger fire kilometer med 6-7%, inden det flader ud med 3% over de sidste 800 m. På de sidste 5 km er der fire hårnålesving, det sidste med 650 m igen, hvorefter man rammer den bare 4 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4345 højdemeter.

 

Prat d’Albis har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Der har dog været mål i Foix, senest i 2017, hvor Warren Barguil slog Nairo Quintana, Alberto Contador og Mikel Landa i en firemandsspurt efter en kort, intens etape, i 2012, hvor Luis Leon Sanchez sejrede på en etape, der er mest berømt for de søm, der var blevet drysset ud på nedkørslen fra Mur de Peguere, og i 2008, hvor Kurt-Asle Arvesen akkurat slog Martin Elmiger i en ufatteligt tæt spurt, der sendte Norge i cykelekstase.

 

image

 

 

 

Vejret

Fra på mandag ventes varmehelvedet at bryde ud med temperaturer i Pyrenæerne på den forkerte side af de 35 grader, men helt så galt går det ikke søndag. Det bliver dog alligevel en glohed dag, hvor temperaturen i Foix vil nå 32 grader. Skyer vil der ikke være mange af, men der er en 15% risiko for en eftermiddagsbyge. Vinden vil blot være svag til let og komme fra nord. Efter et kort medvindsstykke giver det sidevind stort set hele vejen frem til toppen af Port de Lers. Herefter år man modvind indtil afslutningen på nedkørslen fra Mur de Peguere og dernæst sidevind i dalen. Til slut vil der være medvind hele vejen op ad målstigningen.

 

Analyse af 14. etape

I 2014 var franskmændene ved at gå amok i en kollektiv ekstase. Mens Bernard Hinault og Laurent Fignon gled længere og længere ind i glemslens tåger, var det nemlig kun i drømmene, at de mange lokale fans kunne forestille sig, hvordan det var, når deres egne helt kunne kæmpe med helt i toppen af klassementet. Bevares, Richard Virenque havde da været på podiet, men uden at være i nærheden af sejren, og helt galt blev det i dette årtusinde, hvor det kun var Christophe Moreau, der af og til kunne antænde bare lidt af hjemmebanenationens gnist.

 

Det var det, der ændrede sig i jubelåret 2014, hvor Thibaut Pinot og Romain Bardet begge fik det store gennembrud, de begge havde været spået til længe. Ganske vist var de aldrig tæt på at true suveræne Vincenzo Nibali, og de blev endda overstrålet af deres erfarne landsmand Jean-Christophe Peraud, der med sin 2. plads var endnu bedre end Pinot, som måtte tage til takke med en 3. plads og en hvid trøje. Naturligvis blev det en enlig svale for Peraud, men siden da har fransk cykelsport blomstret i et omfang, som man skal meget langt tilbage i annalerne for at finde magen til.

 

Pinot, Bardet, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, Warren Barguil og Julian Alaphilippe har siden da alle på et eller andet tidspunkt været del af den absolutte verdenselite i de dele af cykelsporten, de hver især mestrer, og i dag bekræftede David Gaudu med sin forventede, men stadig bjergtagende kørsel, at der står en ny guldfugl til at tage over i rækken. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at franskmændene havde udsigt til en stor Tour, men alligevel må selv den mest jubeloptimistiske franskmænd havde svært ved at begribe, hvad det var, vi var vidner til denne lørdag eftermiddag i Pyrenæerne.

 

Ganske vist fortsatte Bardet den desværre forventelige nedtur, som vel reelt startede helt tilbage i 2017, hvorfra det udelukkende er gået nedad bakke, men det er hurtigt glemt, når man betragter resultatlisten. På toppen af det mest mytiske målbjerg i årets Tour var der nemlig som i 2014 hele tre mand at finde i top 10, men modsat dengang var de ikke henvist til de sekundære placeringer. Tværtimod var der malet tricolore ud over hele Pyrenæerne i et omfang, så Emanuel Macron, der i dag var gæst ved løbet, formentlig vil gøre alt for at lade lidt af succesen smitte af på hans knap så prangende popularitetsmålinger.

 

I hvert fald ville han nok få gedigne prygl, hvis Alaphilippe skulle få den ide at stille op som modkandidat ved valget i 2022. Efter sidste års Tour havde Deceuninck-fænomenet ganske vist sikret sig sin status som nationens nye darling, men i de seneste dage har den kun nået nye højder. Nogle vil måske hævde, at gårsdagens sejr på enkeltstarten var hans mest imponerende bedrift hidtil, men i mine øjne var den sejr ikke nær så overraskende som det, han leverede i dag. Tidligere har han nemlig altid kørt gode kuperede enkeltstarter, men en 2. plads på Tourmalet - endda i verdens største cykelløb - er et bjergresultat, der hidtil har været så fjernt fra hans kompetencefelt, at det fremstår som hans i særklasse mest vanvittige bedrift i årets Tour.

 

Naturligvis var der også mange ting, der gik hans vej. Mod slutningen betød jævnbyrdigheden blandt mange af forhåndsfavoritterne, at det blev den perfekte stop-go-kørsel for eksplosive Alaphilippe, der flere gange undervejs tydeligvis var besværet. Etapen var også relativt kort og uden de mange højdemeter, der som regel har kunnet knække franskmanden, men sandheden er, at hverken de angreb, der kom mod slutningen, eller Gaudus og de imponerende Jumbo-drenges malende tempo var nok til at slide fænomenet ned. Og da det på den sidste kilometer nærmest gik helt i stå, lå det i kortene, at Alaphilippe med sin evne til at æde sig selv og sit eminente punch nok skulle være i spil til de absolutte topplaceringer.

 

Det er klart, at hele Frankrig allerede nu ser Alaphilippe i Paris iføre sig den gule trøje, Hinault har efterladt i de franske gemmer siden 1985, men der er stadig al mulig grund til at klappe hesten. Nok kørte Alaphilippe fornemt i dag, men det så også ud til, at der ikke skulle være skruet meget op for tempoet, før den papirstynde elastik var knækket. Og selvom jeg skal spare jer for endnu en opremsning af alle de gange, hvor den franske puncheur er faldet helt sammen mod slutningen af blot et ugelangt etapeløb, er det altså svært at forestille sig, at han kan bevare dette tårnhøje niveau i en hel uge endnu. Det skyldes ikke mindst, at den sidste uge passer så dårligt til Alaphilippes spidskompetencer, som noget kan, da der i Alperne venter et utal af højdemeter, et hav af lange, opslidende bjerge, der er regulære, men ikke eksplosive, og flere toppe i den allertyndeste luft, Europa kan frembyde.

 

Selv hvis Alaphilippe selv kan stå distancen, får han et problem med sit hold. Ganske vist kørte Dries Devenyns flot i dag, men drømmen om, at Enric Mas’ gode enkeltstart var et varsel om, at Vuelta-motoren var blevet varm nok, brast. Det kan den stadig nå at blive frem mod Alperne, men det er stadig meget svært at se, hvordan Deceuninck-holdet skal forsvare sig mod Ineos, Movistar, FDJ og Jumbo, der alle i dag viste, at de vil være stærkt overrepræsenteret i forhold til belgierne, når det bliver alvor. Og nu har Alaphilippe det store problem, at de andre næppe længere regner med, at Alaphilippe-udfordringen løses af sig selv. Tværtimod kan han nu forvente, at han vil komme under angreb og om nødvendigt også langt fra mål. Skulle han mod forventning undgå en af sine mange eksplosioner også i Alperne, kan han måske komme i spil til en podieplads, men der er en verden til forskel på at blive nr. 2 og på at skulle forsvare en trøje med en trup, hvoraf halvdelen udgøres af et sprintertog.

 

Heldigvis har franskmændene andre kort at spille. Selvom det er Bardet, som har opnået de bedste resultater, har det i mine øjne altid været klart, at det har været Pinot, der har været den ekstraordinære af de to. Bardet er dygtig og stabil, men han mangler det særegne, der adskiller den gode fra stjernen. Det har Pinot haft, siden han i U23-klassen blev udskreget til noget helt stort, og siden han som helt ung i 2012 bragte FDJ-manager Marc Madiot på kanten af et hjertestop ved at vinde en Tour-etape og ende som nr. 10 i sit allerførste forsøg.

 

Meget er gået galt siden da. De mange dårlige dage, en skrøbelig psyke, masser af sygdom, problemer på nedkørsler og i sidevind og ikke mindst en stribe af uheld, der kulminerede under sidste års Giro, hvor en grim lungebetændelse 24 timer inden afslutningen kostede ham en stensikker podieplads. Til gengæld kunne man også i efteråret se, at noget var forandret, for her kørte Pinot som en sand motorcykel. Ikke blot vandt han to etaper i Vueltaen - havde det ikke været for sidevinden, havde han også været længere fremme i klassementet - han kørte også så stærkt som hjælper under VM, at jeg bestemt ikke udelukker, at han i dag havde haft regnbuestriber på maven, hvis han havde været fransk kaptajn. Den gode form fik han så lov at bruge, da han knuste al modstand i Il Lombardia.

 

Derfor var mine forventninger til ham også tårnhøje, men lidt sygdom under Dauphiné betød, at hans stjerne falmede igen. Havde hans skrøbelige helbred nu atter sat ham så meget tilbage, at det igen skulle gå galt? Men måske skulle man alligevel hæfte sig ved Chris Froome, der inden sit tragiske exit nåede på den hårde 2. etape at bemærke, at farten altid steg et ekstra hak, når brølstærke Pinot kom frem for at føre i den decimerede favoritgruppe. Den britiske Tour-konge plejer jo nok at have en fornemmelse af, hvem man skal holde øje mig.

 

Det vil nu alligevel være synd at sige, at Pinot ikke havde advaret sine rivaler. Jeg har flere gange skrevet, at han allerede virkede ekstra fokuseret og skarp, da han blandede sig med Boras brostensdrenge på de belgiske pavéer på 1. etape, og siden da er han gået fra succes til succes over et stærkt holdløb, fabelagtig puncheurkørsel sammen med Alaphilippe i Massif-Central og en fremragende enkeltstart, inden det kulminerede med dagens fornemme sejr, der gør, at han nu har vundet på Alpe d’Huez, Col du Tourmalet og Lagos de Covadonga, måske de to vigtigste Tour-stigninger og det vigtigste Vuelta-bjerg. Det er en rekordliste, de fleste vil misunde ham.

 

Desværre var sidevinden en dyr fornøjelse, men for løbet var det måske meget godt. Pinot har nemlig fortsat så meget tid at vinde, at han nu ikke blot lugter podiet, men også sejr. Og med tanke på, at Gaudu i dag endelig på den helt store scene viste, hvorfor en hel cykelverden har udset sig ham som den næste store franske klatrer, kan man godt forstå, hvis Alaphilippe skæver lidt nervøst mod Pinot, der næppe er hel så venlig, som han var, da han ved VM loyalt ofrede egne chancer for Deceuninck-stjernen og Bardet.

 

Pinots motivation må også skyldes, at der i øjeblikket hænger en tyk dunst over Sydfrankrig, som vi ikke har kunnet få færden af siden Bradley Wiggins’ sejr i 2012. Det lugter nemlig efterhånden mere og mere kraftigt fra det Ineos-kadaver, som gribbene allerede begyndte at kredse om, da Poels og Bernal viste overraskende svaghed på La Planche des Belles Filles. Geraint Thomas’ eminente kørsel fik imidlertid hurtigt lagt en dæmper på den spekulation, men efter i dag står det soleklart, at briterne i år er til at tale med i et omfang, som vi ikke har set det længe.

 

Thomas’ nedtur kom formentlig som en overraskelse for de fleste, for det vil være synd at sige, at han har vist mange svaghedstegn indtil nu - i hvert fald hvis man glemmer 3. etape. Derfor er spekulationerne nu også mange. Hvorfor havde han det så svært i dag faktisk allerede fra km 0? Var det bare en dårlig dag? Eller var det i virkeligheden udtryk for, at Thomas enten ikke er så god som sidste år, eller måske bare får det lidt for svært på denne meget bjergrige rute?

 

Nu kan man altid være bagklog, men måske var Thomas slet ikke så skræmmende sidste år. Froome og Dumoulin var begge trætte efter Giroen, og Roglic viste i årets Giro, at han altså stadig har sine begrænsninger i de høje bjerge. Måske var Thomas’ overlegenhed mere et udtryk for svækket konkurrence end for, at han pludselig kunne slå de allerbedste i de høje bjerge?

 

Det svar får vi aldrig, men det er i hvert fald en tanke værd, nu hvor Thomas så åbenlyst havde det svært næsten hele vejen op ad Tourmalet. Og dermed kan det pludselig alligevel være, at det bliver Egan Bernal, der skal løfte kaptajnansvaret for det britiske supermandskab. Efter et par skuffende præstationer viste den lille colombianer nemlig sit enorme potentiale, da feltet endelig ramte hans virkelige terræn. Nok manglede han åbenlyst lidt til sidst, hvor eksplosive Bernal normalt burde have kunnet sætte sig igennem, men med tanke på, at han i 2018 gav indtryk af blot at blive bedre igennem de tre uger, er det nok en god ide at sætte kryds ud for Bernal, når vi skal op i næsten 2800 m højde i den kommende uge. Ineos er måske nok et såret dyr, men de er langt fra klar til aflivning endnu, heller ikke selvom Wout Poels stadig ikke har fundet sine tredjeugeben, og Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon begge faldt helt igennem i dag.

 

Det gjorde Jumbo til gengæld ikke. Længe så det ud til, at Gaudu ville overskygge dem, men mod slutningen viste de virkelig, at Roglic ikke nødvendigvis vil have samme ringe støtte, som han havde i årets Giro, i fremtidige opgaver. Mens den ene topklatrer efter den anden faldt fra, sad det hollandske succesmandskab nemlig med hele tre mand i front, hvilket formentlig var hovedforklaringen på den manglende initiativlyst. Vi kender alle Steven Kruijswijks kørestil, og han har det som bekendt bedst, hvis der holdes et jævnt og malende tempo, og det kunne Laurens De Plus og George Bennett sikre. Når folk som Richie Porte, Enric Mas, Dan Martin, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Rigobert Uran og Thomas falder fra, ved man, at det går stærkt, så på den baggrund kan man godt forstå, at der ikke var den store appetit på at angribe i øst og vest.

 

Dermed fremstår Kruijswijk også som en yderst seriøs vinderkandidat. Knækker Alaphilippe, og er Thomas virkelig et såret dyr, er han reelt at regne som løbets førende rytter, endda med et yderst solidt forspring ned til Bernal, Emanuel Buchmann og Pinot. Samtidig er Kruijswijk jo berømt for sin evne til blot at blive bedre og bedre i den tredje uge, hvor han endda finder et hav af de lange, høje, regulære bjerge, der passer perfekt til hans monotone og opslidende kørestil. Nu har han endda De Plus, der efter en sløj indledning endelig fik vist, at hans fremragende kørsel i marts og flotte start på en Giro, som blev ødelagt af sygdom, ikke var noget one-hit wonder, samt Bennett, som jeg som bekendt havde store forventninger til allerede inden løbet, men som fik ødelagt det hele af lidt vind, til at sætte det tempo, han ønsker. Med dem ved sin side - og Ineos til at give en hånd med - kan Kruijswijk-maskinen bare male videre hele vejen igennem Alperne, og så bliver han pludselig livsfarlig. Watch out!!!

 

Til gengæld mistede det to- eller trehovedede Movistar-monster noget af sin frygtindgydenhed. Egentlig er det en lidt ærgerlig konklusion at drage, for holdet var faktisk i store perioder langt, langt bedre end forventet. Marc Soler og Andrey Amador leverede klatrepræstationer, de aldrig tidligere har leveret i Touren, og Alejandro Valverde viste, at han trods sine næsten 40 år ikke helt har glemt, hvordan man kører på lange stigninger, selvom det har været en stor svaghed i de senere år - og det endda i den tynde luft, som altid har voldt ham vanskeligheder. Holdet tog også det initiativ, vi alle havde ventet, men desværre brast drømmen om, at Quintanas flotte forår var et udtryk for en genrejsning, brat. Colombianeren sejlede lynhurtigt agterud og fik dermed vel definitivt slået det søm i grand tour-ligkisten, der gør det svært at berettige, at Movistar skal gribe dybt i lommerne for at fastholde ham i en kaptajnrolle også efter det snarlige kontraktudløb.

 

Drømmen om, at Landa ville flyve forbi de baskiske fans, blev heller ikke realiseret. Ganske vist var det ikke en forket fornemmelse, at han var blandt de stærkeste, men da det blev alvor, manglede han det sidste. Heldigvis betyder det nu også, at Movistar må have indset, at det ikke er i direkte favoritopgør, at de bringer Landa tilbage i spillet, og da Valverde nu kører så stærkt, at han ikke bare kan negligeres, hvis han angriber, og Quintana trods alt stadig ligger hæderligt i klassementet, har holdet nogle taktiske muligheder, der kun er dem forundt.

 

Den slags taktiske muligheder har Emanuel Buchmann ikke, men det behøver han tilsyneladende heller ikke. Hans ben og ikke mindst hans legendariske motor klarer det så rigeligt for ham. Efter det eminent forår bekræftede han i dag, at han er en ny tysk guldfugl, hvor han med klassisk Buchmann-kørsel havde lidt svært ved at få motoren varm og derfor længe så ud til at falde fra, men langsomt fik gang i dieslen og til slut bidrog til de få angreb. Det vil nok være ambitiøst at tro, at Buchmann kan vinde løbet, men med en sidste uge skabt til dieselmotorerne må han ligesom Kruijswijk kunne lugte blod og i den grad drømme om podiet.

 

Det kan Jakob Fuglsang ikke længere. Min frygt for, at danskeren ville komme til kort, når vi ramte de høje bjerge mod løbets slutning, skulle desværre vise sig ikke at være helt ubegrundet, for selvom danskeren leverede en fin præstation, var det altså ikke Ardenner-Fuglsang, vi så slippe favoritterne nogle kilometer fra toppen. Med tanke på, at han næppe bliver bedre fra nu af, kunne noget tyde på, at Cykeldanmark må indstille forventningerne mod en top 10 og ikke den sejr, som 25% af danskerne angiveligt skulle have troet på. En top 10 er imidlertid også et ganske fornemt resultat, hvis man ser på Fuglsangs grand tour-historik - og så længe han ikke er knækket, lever drømmen om en genrejsning fortsat.

 

Det gjorde den også for Richie Porte indtil i dag. Det så så lovende ud i starten, men efter i dag kan vi nok lukke den bog, der hedder et grand tour-podium for australieren. Det skulle nok have været i 2016 eller 2017 inden det grimme styrt på Mont du Chat, for vi kan vel nu konstatere, at han ikke har været på samme niveau siden dengang. Med tanke på hans fremskredne alder kunne meget desværre nok pege i retning af, at uheld betød, at Porte aldrig fik at se, hvad talentet virkelig rakte til.

 

Han var dog ikke dagens største taber. Det var naturligvis Bardet, hvis sammenbrud dog var så forudsigeligt, at det vel snarere havde været overraskende, hvis det ikke var kommet. Mere ærgerligt var det for Adam Yates og Dan Martin, men heller ikke for dem kom det ud af det blå. Tværtimod har særligt Yates virket helt fra den lige siden begyndelsen af løbet, og nedturen var således næsten forventet. Det er nu andet år i træk, at briten fejler, og med tanke på Simons kollaps i årets Giro, er der vel noget, der tyder på, at briterne ikke har den tilstrækkelige robusthed. Nok vandt Simon sidste års Vuelta, men mønsteret har gennem hele karrieren været, at det har knebet med holdbarheden. Det synes stadig at være tilfældet.

 

Mere overraskende var det, at Martin tabte så megen tid. Ireren havde ganske vist vist klare svaghedstegn i Vogeserne, hvor terrænet burde passe ham, men det ligner ikke fighteren Martin nærmest at gå helt ned. I det hele taget har det været en skidt sæson for ireren, der vel ligesom så mange andre har måttet sande, at et skifte væk fra Deceuninck sjældent gør nogen bedre. Mon ikke han lige nu skæver lidt misundeligt til Alaphilippe, når han ser sine gamle holdkammerater passere ham i feltet?

 

Det er han dog nu nok ikke den eneste, der gør. Det gør hovedparten af feltet vel, og det gør i hvert fald de millioner af franskmænd, der lige nu befinder sig så meget på kogepunktet, at det sikkert er dem, der er skyld i den hedebølge, som ventes af ramme Frankrig i den kommende uge. Nok er en Alaphilippe-sejr stadig særdeles usandsynlig, men med en velkørende Pinot ventende i sulkyen, har chancerne vel ikke i næsten 30 år været større for, at den næste franske Tour-vinder kan komme. Det ellers altid så ubrydelige Ineos-panser er i hvert fald blevet svækket markant af de talrige franske missiler, og det står også en hollandsk og en tysk dieselmotor klar til at drage fordel af. Det er svært at huske, at man efter 14 dage har haft så mange vinderkandidater i Touren - og franskmændene krydser fingre for, at det er et af deres to numre, der bliver trukket, hvis de britiske Tour-konger abdicerer.

 

Favoritterne

Som skrevet ovenfor kan dagens etape umuligt have lagt en dæmper på ambitionerne. Der må være ganske mange, der ikke blot kan øjne podiet, men måske endda også en samlet Tour-sejr, og der burde derfor være masser af interesse i at gøre brug af søndagens 15. etape. Nok er stigningerne ikke så svære, som de var på 14. etape, og nok er der tale om mere eksplosivt terræn, ikke mindst på den stejle Mur de Peguere, men det er stadig en brutal etape med mere end 4000 højdemeter. Samtidig er det en betydeligt længere etape, så hvad den måske mangler i højde og sværhedsgrad på de enkelte stigninger, har den i kraft af sin samlede hårdhed - også selvom det er den letteste af de fem ”rigtige” bjergetaper i årets løb.

 

Forud for dagens etape var der helt sikkert mange, der havde drømt om en udbrudssejr. Den mulighed eksisterer bestemt også fortsat, men efter dagens etape må der være flere hold, der ser en interesse i at jagte ikke blot en sejr, men også vigtige bonussekunder. Samtidig er risikoen for et langsomt løb dalet betragteligt, for enhver ved, at Julian Alaphilippe ikke skal slæbes relativt let hen til sidste stigning, som ikke er voldsomt svær. Her kan han komme langt alene på sine eksplosivitet og sit punch - det urytmiske bjerg passer ham endda godt - så han skal i stedet slides ned via det samlede antal højdemeter og de næsten 200 km.

 

Desværre er det ikke hele etapen, der er vanskelig. Tværtimod får man de første knap 110 km om ikke gratis foræret, så i hvert fald relativt billigt. Nok er der nogle stigninger på de første 60 km, men den lette indledning betyder, at det bliver en meget taktisk start. Ikke blot er der et hav af ryttere, der drømmer om en udbrudssejr, der er formentlig heller ikke ét eneste klassementshold, der ikke vil have en mand ude foran. Mur de Peguere er nemlig et sandt bæst, hvor man kan smide hele klassementet, hvis man falder fra og ikke har hjælp i dalen, og derfor er det på en etape som denne, at det er særligt vigtigt at have hjælpere foran. Det gælder ikke mindst for ryttere med planer om måske at angribe allerede på Muren - og det er nok især Movistar - for en sådan offensiv vil næsten med sikkerhed være nyttesløs, hvis ikke man har en hjælper eller to hos sig i dalen frem mod den nye målstigning.

 

Derfor er der også lagt op til endnu en aggressiv start, og man må formode, at vi igen efter en byge af angreb får et stort udbrud, der sagtens kan ende med at tælle 20-30 mand, før alle kan være tilfredse. Deceuninck skal blot sikre sig, at Alaphilippes trøje ikke kommer i fare, men efter i dag er burde det ikke være et problem. Tidsforskelle er gigantiske, og med den lette indledning skal man blot sikre sig, at man ikke giver folk som Dan Martin, Adam Yates eller Nairo Quintana en adgangsbillet tilbage til klassementskampen. Særligt ryttere uden for top 22 er så langt efter, at de sagtens burde kunne få lov at køre, og i den lette start kan man formentlig godt sikre sig, at det aldrig bliver farligt.

 

For Deceuninck vil det være ideelt, hvis bonussekunderne forsvinder, og de vil derfor formentlig kun holde udbruddet i præcis så kort snor, som klassementet kræver. Skal gruppen køres ind, vil det derfor kræve, at der er andre hold, der påtager sig ansvaret, men det burde også kunne lade sig gøre at finde hold med planer om at jagte en etapesejr. Det gælder naturligvis først og fremmest FDJ med den selvtillidsfulde og flyvende Pinot, der sagtens kan bruge både endnu en triumf samt ikke mindst de 10 bonussekunder, men også Bora er en oplagt kandidat. Buchmann har gang på gang vist, at han ikke er bange for at sætte sit hold til at jagte, som han kortvarigt gjorde det med Peter Sagan i dag, og det skulle ikke undre, om han vil gøre det igen i morgen. Ligeledes må man forvente, at Movistar allerede er i gang med at lægge store planer om at sende Quintana i offensiven allerede på en af de to første lange stigninger, og selvom det ikke nødvendigvis kræver, at de holder udbruddet i snor, må man formode, at de meget gerne vil vinde en etape på deres hjemmebane i Pyrenæerne. Til gengæld vil Ineos nok køre et defensivt løg, så længe der er usikkerhed om Thomas’ styrke, og mens Steven Kruijswijk nok skal bruge et hårdt løb på stigningerne, er han ikke den vindertype, der har den store glæde af, at der er en etapesejr på spil. Jakob Fuglsang vil nok heller ikke tage det helt store initiativ efter dagens lille nederlag.

 

Udbruddets chancer for at vinde vil blive bestemt på det flade. Lader FDJ, Bora og Movistar alle etapen sejle, kan forspringet blive så stort, at det kører hjem. Med tanke på, at de næste tre dage er lette for klassementsholdene, vil vi imidlertid tro, at der er mindst ét af de tre hold, der vil holde udbruddet i snor.

 

Kommer de først frem til stigningerne uden et alt for stort forspring, bliver det svært. Som sagt skal Alaphilippe slides ned, og vi forventer derfor, at FDJ og Movistar atter vil påtage sig ansvaret for at sætte pres på. Måske vil vi endda se Ineos fremme, for selvom Thomas må være usikker, er de jo også nødt til at forsøge at få skovlen under Alaphilippe. Der er så mange med en interesse i at gøre det svært for franskmanden, at det kommet til at gå lynhurtigt på de to stigninger inden målbjerget.

 

Vi forventer også angreb fra Movistar fra distancen. Mest indlysende er det at spille Quintana tidligt ud, for han er stadig for farlig til, at man blot lukker ham ind i klassementet igen. Valverde kan også komme i spil, og vi vil faktisk også blive lidt overraskede, hvis ikke Landa selv forsøger sig på Muren. Den er nemlig så svær, at der sagtens kan opstå huller, og har man en mand eller to ude foran inden dalen, er det et sådant angreb, der sagtens kan bære frugt.

 

Man kan dog formentlig ikke vinde etapen på Muren, men man kan tabe den. Mister man nogle meter her, og er der folk til at føre nede i dalen, kan man på denne etape tabe mere tid, end man kunne på Tourmalet. Den mulighed skal udnyttes - ikke mindst hvis Thomas vitterligt er et såret dyr - og vi vil derfor forvente angreb fra nogle af de favoritter, der har tabt lidt tid. Til gengæld er FDJ, Jumbo og Ineos også så stærke, at det nok ikke vil lykkes med en stor offensiv fra Landa eller andre af de ryttere, der har kørt stærkt i dag. Vi kan sagtens tabe en favorit eller to undervejs, men forventningen må være, at de bedste fra i dag trods alt vil sidde samlet i bunden af den sidste stigning. Vi forventer, at farten vil være så opskruet, at udbruddet hentes, men etapens længde og den flade start, hvor der skal være et hold til at jagte, betyder, at chancen for en udbrudssejr er betydeligt større, end den var i dag.

 

Vi forventer således, at et decimeret felt skal afgøre etapen på målbjerget, men efter en hård og hurtig dag. Selve målstigningen er ikke den sværeste, og det er kun fra km 3 til km 7, at den for alvor bider fra sig. Det er derfor her, de væsentligste angreb skal forsøges. På de sidste knap 5 km er det betydeligt lettere, og den sidste lille kilometer er endda næsten flad. Det er derfor på en etape som denne, at man bestemt ikke skal negligere betydningen af spurtstyrke. Til gengæld vil medvinden bidrage til at skabe selektion.

 

Det får os til at tro, at Thibaut Pinot tager endnu en sejr. Franskmanden har ikke vist skyggen af svaghedstegn hidtil og var i dag i hvert fald klart den stærkeste mand. Selvtilliden må være i top, og han har i David Gaudu en drømmehjælper til at hjælpe med at lægge det pres, han skal bruge for at slide rivalerne op. Selve målbjerget passer ham ikke så godt som Tourmalet, men til gengæld vil han glæde sig over det samlede antal højdemeter. Dertil kommer, at Pinot som bekendt er hurtig på stregen, og der er ikke mange klassementsryttere, han ikke kan slå i en relativt flad spurt som denne.

 

Der er imidlertid også trusler. Pinot har for vane at være meget svingende i grand tours, og har han en af sine dårlige dage, vinder han ikke. Varmen bliver også mere trykkende, og det er til ugunst for franskmanden, der altid har haft det svært i høje temperaturer. Endelig kan den ret lette finale også blive ganske taktisk, og har den svingende Gaudu en af sine mange nedture, kan det blive ret svært at kontrollere, hvis Thomas viser svaghedstegn, og Alaphilippe har nok at gøre med at følge med. Afgøres det alene af benene, ligner Pinot dog den klare favorit, og derfor er han vores vinderbud.

 

Nu er dette jo en afspejling af vinderchancer og ikke af, hvem der bliver nr. 2, 3 og 4. Derfor må man regne Julian Alaphilippe som en af de absolutte favoritter. Som skrevet i analysen har vi stadig en forventning om, at han eksploderer før eller siden, og det kunne meget vel ske på denne lange, opslidende etape, især efter to dage, hvor han kørt sig selv helt i hegnet. Omvendt er stigningerne korte og urytmiske og minder mere om en ardennerklassiker end en Tourmalet-etape. Det burde alt andet lige være til fordel for Alaphilippe. Og kommer han først op over det stejle stykke, bliver han meget svær at slå, især på den sidste næsten flade kilometer. Det kan således meget vel blive enten-eller med Alaphilippe. Enten begynder han at betale en pris for de mange hårde dage - og det tror vi mest på - eller også ender han med stor sandsynlighed med at spurte sig til sejr på toppen.

 

En farlig rival kunne være Egan Bernal. Den lille colombianer viste sig lidt overraskende stærkere end Thomas i dag, og det har genåbnet det ellers ret fastlagte hierarki. Så længe Thomas stadig er at regne som førstemand - forudsat af Alaphilippe eksploderer - vil Bernal ikke få lov at køre et offensivt løb. Men som vi så i dag, skal han ikke vente på waliseren, og han vil derfor meget vel kunne havne i en position, hvor han kan køre sin egen chance. Det er klart, at frihed er en by i Rusland for Bernal, men det behøver han heller ikke. Tendensen både i år og sidste år er en stigende formkurve, og han kan ventes at være endnu bedre i morgen, end han var i dag. Med sin gode spurt kan han også gøre det færdigt i denne relativt lette finale, og han vil endda have den fordel, at han meget ofte kan sætte sig på hjul med Thomas som alibi, mens hans følgesvende altid vil have en interesse i at føre for at vinde tid på waliseren, hvis denne skulle blive sat.

 

Det er også alt for tidligt at udelukke Geraint Thomas. I analysen ovenfor har vi allerede spekuleret i årsagerne til hans nedtur i dag, og det vil vi ikke gentage her. Der er i hvert fald en chance for, at det bare var en dårlig dag, og selv hvis han reelt mangler lidt, kan han sagtens vinde denne etape. Målstigningen er betydeligt lettere, og får han først bagenden med over den stejle del, bliver han ikke let at sætte af. Hvis man har glemt, hvilken eksplosion Thomas kan have på toppen af en stigning, der ikke er voldsomt stejl, skal man blot gense etaperne fra Dauphiné og Touren sidste år. En let stigende finale passer glimrende til kraftfulde Thomas, der ikke behøver at være stærkeste mand for at rejse sig fra i dag ved at sejre på denne etape.

 

En oplagt kandidat er Warren Barguil. Dagens 9. plads fortæller slet ikke, hvor stærk den lille franskmand var, for man glemmer let, at han faktisk lå alene i front i adskillige kilometer. Han kørte endda så stærkt, at han satte feltet med 20 sekunder, endda på et tidspunkt, hvor Gaudu kørte så stærkt, at folk faldt fra som fluer. Med mere defensiv kørsel havde Barguil formentlig været med helt i front, og den styrke borger godt for denne etape. Som sagt kan finalen nemlig blive svær at kontrollere, og der er ikke mange, der reagerer, hvis den franske tricolore stikker af. Han kan endda også bare vente til en eventuel spurt, for selvom han måske ikke helt har Pinots fart, viste han top 10 på den seneste sprinteretape atter, at han altså er en glimrende afslutter. Med andre ord har han mange kort at spille. Nu skal han bare vælge den rette strategi.

 

Det var virkelig herligt at se, hvordan Alejandro Valverde i dag rejste sig. Når han kan køre så stærkt på en 20 km lang i 2000 m højde, bliver han pludselig temmelig farlig på en 12 km lang stigning i 1200 m højde. Den er endda så irregulær, at Valverde bare skal klemme ballerne sammen på de fire stejle kilometer, inden han for alvor vil kunne lugte en sejr. Sidder han først med på den lettere del, er det i hvert kun Alaphilippe, der vil kunne true ham i en spurt. Spørgsmålet er bare, om etapen ikke alligevel bliver for hård. Valverde har ikke kørt med de bedste på så lang og trods alt relativt svær en stigning siden styrtet i 2017 - i hvert fald ikke i de helt store løb - og selvom han gjorde det godt i dag, var han ikke i stand til at sidde med de allerbedste. Der er stadig store spørgsmål ved Valverde, men skal han vinde en etape, er dette formentlig hans bedste chance. Og den er altså ikke helt ringe.

 

Som sagt venter vi os endnu en storslået Movistar-offensiv, måske allerede med et tidligt angreb fra Mikel Landa på Mur de Peguere. Som sagt er det nok ikke herfra, at han kan køre hjem, men han kan også sagtens gøre det færdigt til sidst. I dag var han måske ikke helt så god som ventet, men han var dog stadig en af de stærkeste. Han har stadig den i denne sammenhæng store fordel, at han er alenlangt efter i klassementet, og det vil være en kolossal trumf i en finale, der ikke nødvendigvis bliver helt let at kontrollere. Landa er i hvert fald ikke bange for at forsøge sig, og hans rivaler skal ikke tøve længe, inden den baskiske fugl er fløjet langt væk. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Movistar vil gøre alt for at redde deres Tour på hjemmebanen, inden de atter drager østpå.

 

Rigoberto Uran har gjort det langt bedre, end vi havde ventet. Ganske vist er han ikke så god som i 2017, men han er langt, langt bedre end i 2018. Det er svært at se ham klatre med de allerbedste, når løbet for alvor bliver svært, men på denne etape burde han have en ganske glimrende chance. Selvom han sjældent viser det, er Uran nemlig ganske hurtig på stregen, og er det ikke Valverde eller Alaphilippe, han skal spurte med, har han en reel chance for at kunne gøre det færdigt på toppen. Til gengæld skal vi nok ikke forvente at se Uran i offensiven, for angreb i bjergene har aldrig været EF-rytterens spidskompetence.

 

Mange vil sikkert undre sig over, at vi endnu ikke har nævnt Emanuel Buchmann og Steven Kruijswijk. Begge var de jo helt åbenlyst blandt de stærkeste i dag, og med deres enorme motorer bliver de formentlig ikke ringere fra nu af. Problemet er bare, at denne etape nok er den, der passer dem dårligst af de store bjergetaper. Stigningerne er korte og urytmiske, og den sidste del af målstigningen er så svær, at det bliver meget vanskeligt for en dieselmotor uden punch at køre alene hjem. Med samlede top 5-placeringer får de heller ingen frihed, og da de begge er langsomme i en spurt, er det meget svært at se, hvordan de faktisk skal vinde etapen. Særligt Kruijswijk får det svært, da han som nr. 3 i klassementet vil have ryttere over sig bare han løfter et øjenbryn, men han er også så stærk, at man ikke helt kan udelukke, at han kan køre alene hjem. Bedre chance har Buchmann, der dels er lidt hurtigere, dels er ubeskrevet og ikke helt så overvåget og dels ligger ringere i klassementet, men også han får det svært.

 

Mange danskere håber naturligvis, at Jakob Fuglsang kan vinde etapen. Det ser nok desværre svært ud, for dagens etape viste, at han er et stykke fra de bedste. Samtidig er han ikke typen, der kan ventes at blive bedre gennem løbet, og han har ikke mange chancer i en spurt. For at vinde etapen skal han altså udnytte en ukontrollerbar finale til at snige sig væk. Det bliver ikke let for en mand, der trods alt ligger solidt i top 10. Omvendt er han ikke umiddelbart en trussel for kandidaterne til den samlede sejr, og Fuglsang har før vist, at han har næse for at time et angreb i et taktisk spil.

 

Det er også chancen for Richie Porte. Drømmen om genrejsning brast for australieren, der ikke længere kan regne med at køre fra alt og alle, som han gjorde det i sine bedste år. Nu skal han i stedet forsøge at køre som Fuglsang, dvs. udnytte tidstabet til at snige sig væk, mens favoritterne kigger på hinanden. Det er til gengæld heller ikke helt umuligt, for Porte har faktisk et ganske fremragende punch. Får han først slået hullet i en den ikke alt for svære finale, bliver han ikke let at hente igen.

 

Skal vi pege på et longshot, der måske kan overraske, er det oplagte navn Jack Haig. Det australske supertalent har vist sit enorme potentiale som hjælper for Simon Yates i Giroen og Vueltaen og ikke mindst med sit meget flotte Paris-Nice. Han kom haltende fra start, men har rejst sig, og i dag arbejdede han stenhårdt for Adam Yates. Nu burde der være mere frihed til, at han kan køre sin egen chance, og det kunne faktisk være sjovt at se, hvor god han er i kamp med favoritterne. Der er i hvert fald ikke mange, der vil løfte et øjenbryn, hvis han sniger sig væk, som han gjorde, da han vandt sin etape i Tour de Pologne.

 

Derudover forventer vi igen toppræstationer fra David Gaudu, George Bennett og Laurens De Plus, men da de alle har nogle af de mest formstærke kaptajner, er de låst. Det er Enric Mas formentlig også. Han kunne være en kandidat til at forsøge at snige sig væk, men dels vil Bernal næppe lade det ske, og dels skal han formentlig holde sig i skindet, så længe Alaphilippe fører løbet. Fabio Aru synes i fremgang uden at være god nok til at vinde, og Bauke Mollema mangler nok også for meget, selvom han med Portes nedtur nu har mere frihed.

 

Som sagt er der ganske gode chancer for en udbrudssejr, og til det er der mange kandidater. Vi vil stadig tro, at Nairo Quintana, Bauke Mollema, Dan Martin, Roman Kreuziger og Adam Yates vil blive forhindret i at gå i udbrud som følge af deres placering i klassementet, men andre kan få lov. Det gælder særligt Vincenzo Nibali, der efter i dag ligner et brandvarmt bud på en vinder af bjergtrøjen og en bjergetape, og som synes at være kommet sig over maveproblemerne. Det gælder Fabio Aru, der efterhånden har tabt så meget tid, at han kan få lov, og det gælder Simon Yates, der nu burde få lov at forsøge igen efter Adams sammenbrud. Det gælder naturligvis ikke mindst Jack Haig, som jeg allerede én gang har fremhævet, og det gælder Alexey Lutsenko, der desværre skuffede i dag, men indtil nu har kørt fremragende og nu burde få lidt mere frihed. Det gælder også Ilnur Zakarin, der måske manglede lidt i dag, men synes i fremgang, og det gælder Giulio Ciccone, der med Portes nedtur kan genoptage sin bjergtrøjejagt. Han så dog i dag ud til at være yderst mærket af sit styrt. Marc Soler var skræmmende stærk i dag og sender Movistar ham afsted i en taktisk offensiv, kan han måske ende i en position, hvor han kan gå efter sejren. Damiano Caruso ser også ud til at være kommet sig over sit styrt, og det vil også være en god ide at holde øje med de øvrige Astana-ryttere (i prioriteret rækkefølge) Pello Bilbao, Omar Fraile og Gorka Izagirre, der alle kan blive sendt i forkøbet og også gøre det færdigt, hvis de får chancen. Endelig er der Lotto-duoen med Tiesj Benoot, som i dag så bedre ud efter sit styrt og sine rygproblemer, samt Thomas De Gendt, der efter en dårlig dag i dag garanteret er flyvende igen i morgen, men som dog nok vil finde etapen lige stram nok. Endelig er der Romain Bardet¸ men han ligner ikke et vinderbud og skal nok snarere satse på at genfinde benene til sin hjemmebane i Alperne. Vi forventer, at folk som Laurens De Plus, George Bennett, Tanel Kangert, Gregor Mühlberger og Patrick Konrad skal sidde hos kaptajnerne.

 

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Egan Bernal

Outsidere: Geraint Thomas, Warren Barguil, Alejandro Valverde, Mikel Landa, Rigoberto Uran

Jokers: Emanuel Buchmann, Steven Kruijswijk, Jakob Fuglsang, Richie Porte, Jack Haig

Udbrudskandidater: Vincenzo Nibali, Jack Haig, Simon Yates, Fabio Aru, Alexey Lutsenko, Giulio Ciccone, Ilnur Zakarin, Marc Soler, Damiano Caruso, Tiesj Benoot, Thomas De Gendt

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 17/10-22/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 20/10

World Cup Bern(CDM) 20/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 20/10

Chrono des Nations(1.1) 20/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

FIND DINE CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS