Optakt: 15. etape af Vuelta a Espana

Ruten

Både Touren og Vueltaen er kendt for deres mange legendariske bjerge, der altid nyder stor prestige og har spillet en væsentlig rolle i cykelhistorien. Vueltaen har - blandt andet i kraft af den kortere historie - slet ikke samme mytiske tinder, men skal man pege på ét bjerg, der kan karakteriseres som Vueltaens mest ikoniske stigning, må de være den svære opkørsel til Lagos de Covadonga i den nordlige Atsurien-provins Efter Marino Lejarreta vandt ved første besøg i 1983, udviklede bjerget sig til lidt af en klassiker, der i 80erne og 90erne var på programmet næsten hvert eneste år, og selvom bjerget i dag ikke besøges med samme hyppighed, er det stadig her, de fleste bjergryttere drømmer om at vinde. Det får de chancen for igen i år, når bjerget efter et års fravær vender tilbage som rammen om den sidste af de tre store og afgørende bjergetaper i den næstsidste weekend, og der er derfor lagt op til en af løbets allervigtigste slag, når det legendariske bjerg dagen inden den sidste hviledag skal bestiges for 21. gang.

Etapen byder på i alt 178,2 km, der fører fra Ribera de Arriba til Lagos de Covadonga. Etapen byder på en tur igennem de asturiske bjerge, og derfor går det op og ned stort set hele dagen. Fra start kører man gennem fladt terræn mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de Santo Emiliano (6,1 km, 4,7%), der har top efter 20 km. Herfra går det gennem let kuperet terræn mod nordøst, inden en nedkørsel leder ned til Villaviciosa. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man igen kører mod nordøst via en nedkørsel helt ned til den nordspanske kyst.

Efter et kort fladt stykke, der fører mod øst, kører man igen ind i landet, når man drejer mod syd for at ramme en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Med det samme skal man op over kategori 1-stigningen Mirador del Fito (7,1 km, 7,7%, max. 11%), der har top efter 100,1 km og stiger med 9-10% over de sidste ca. 5 km. Herefter går det med sydvest via en nedkørsel og sydøst op over en lille bakke, inden et langt let faldende stykke fører mod nordøst tilbage til kysten. Her kører man mod sydvest, indtil man igen skal op over kategori 1-stigningen Mirador del Fito. Man afslutter omgangen et kort stykke oppe ad stigningen, og derfor stiger den denne gang med 7,7% over 6,3 km, men de sidste stejle kilometer er de samme.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Toppen rundes for anden og sidste gang efter 137,6 km, og derefter kører man igen nedad samme nedkørsel og op over den lille bakke, men herefter forlader man rundstrækningen for igennem relativt fladt terræn at køre mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 156,3 km. Herefter fører en let stigende dalvej mod sydøst direkte frem til bunden af målbjerget, der er uden for kategori. I alt stiger det med 7,2% over 11,7 km, men man skal ikke lade sig snyde. De første 8 km stiger nemlig hovedsageligt med 9-12%, hvor særligt den 7. og 8. km med stigningsprocenter over 11 er svære. Herefter bliver det lettere med en blanding af flade stykker, korte nedkørsler og stejle ramper på helt op til 20%. Det højeste punkt nås med godt 1 km igen, og derefter falder det ned til en kort 500 m lang rampe, der stiger med 4-5%. Vejen snor sig uden mange skarpe sving, men der skal dog drejes relativt skarpt med ca. 1000 og 50 m til mål.

Etapen byder på i alt 4684 højdemeter.

Lagos De Covadonga er som sagt en klassiker, der senest blev besøgt i 2016, hvor Nairo Quintana med et storslået soloridt fik et stort skub frem mod den samlede sejr, selvom Chris Froome med et vildt comeback i den grad formåede at redde en dag, der lignede en katastrofe for briten. I 2014 snød Przemyslaw Niemiec som eneste overlevende udbryder akkurat Alejandro Valverde for en etapesejr på en dag, hvor samme Froome igen havde lignet en mand i stor krise hele vejen op. I 2012 var Antonio Piedra klart bedste mand i et udbrud på en dag, hvor de tre hovedkombattanter, Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Valverde, sluttede i samme tid. I 2010 sejrede Carlos Barredo fra et udbrud, mens Vincenzo Nibali i førertrøjen tabte tid til Ezequiel Mosquera længere nede ad bjerget. I 2007 kørte Vladimir Efinkin sig i førertrøjen ved at vinde fra et udbrud på den første bjergetape, mens Eladio Jimenez var stærkest i 2005. I 2001 blev det til solosejr til Juan Miguel Mercado foran den førende Oscar Sevilla, og året forinden vandt Andrei Zintchenko ved det første møde med bjerget i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Analyse af 14. etape

Der var i den grad dækket op til fest. Hele den colombianske befolkning var inviteret til stor sydamerikansk klatreshow, da Vueltaen i dag bød op til dans på den helt nye og meget stejle Les Praeres-stigning. Igennem de foregående etaper havde Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez lignet løbets to stærkeste klatrere, og hele den colombianske cykelverden så frem til, at deres to stjerner skulle sætte sig igennem på en af løbets allervigtigste etaper.

De to helte tog da også imod invitationen, og da Lopez var den eneste, der kunne følge Quintanas to angreb i finalen, så det da også ud til, at Vueltaen kunne koges ned til den colombianske duel, sydamerikanerne havde drømt om. På det tidspunkt lignede det kortvarigt alene et spørgsmål om hvem af de to, der ville vise sig som den stærkeste, for en tilsyneladende uberørt Lopez sad bare limet til Quintanas hjul uden at afsløre, hvor stærk han reelt var.

Desværre for colombianerne gemte der sig i feltet en britisk partycrasher, der bare få øjeblikke senere ikke blot spolerede deres lukkede fest, men også satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet bliver en af de to colombianere, der vil ende øverst på podiet i Madrid om en uges tid. Med den eminente timing, der alle har været begge Yates-brødres varemærke, holdt Simon Yates nemlig hovedet koldt, inden han med sit velkendte punch fuldstændig tog de to forbavsede colombianske bjerggeder på sengen.

Resultatet blev, at Yates tog sin anden etapesejr i den spanske grand tour, og modsat for to år siden, hvis han lidt tilfældigt havde sneget sig væk som outsider på en halvkuperet etape, var der denne gang tale om en helt stor triumf i direkte kamp med verdens allerbedste klatrere. Derfor havde den lille brite da også svært ved efterfølgende at skjule sin begejstring. Ikke blot havde han sikret sig en stor triumf, han havde også generobret den røde trøje, og modsat sidste gang, hvor han ikke helt syntes, at han havde gjort sig fortjent til at bære den, var han denne gang tydeligvis over helt berettiget at have sat sig på positionen som løbets førstemand.

Sejren er i den grad perspektivrig for Yates. Forud for løbet har han nemlig haft en helt anderledes tilgang, end han har haft til tidligere grand tours. Denne gang handlede det om ikke at være for god for tidligt, og han har ikke lagt skjul på, at de første 12 dage for ham alene drejede sig om at spare på kræfterne. Det var også derfor, at det faktisk så ud til, at hans tur i førertrøjen kom lidt på tværs af hans planer, og hans manglende lyst til at bruge kræfter på et trøjeforsvar førte ham ud i åben krig med Movistar, der ikke var tilfreds med Mitchelton-holdets manglende vilje til at kontrollere et løb, der var deres ansvar.

Vi er imidlertid mange, der har været i tvivl om, hvorvidt strategien ville lykkes for Yates. Den lille brite har ganske vist tidligere vist, at han sagtens kan køre top 10 i en grand tour, men det har også hver gang været en tendens, at han er falmet i den tredje uge. I Giroen kom han så bekendt ind til løbet med lyn og torden og angreb i et væk de første to uger, indtil han eksploderede spektakulært i den tredje uge. Det var det, han med mere konservativ kørsel, ville undgå denne gang, men alligevel kunne man spørge, om Yates vitterligt har motoren til at ramme samme tårnhøje niveau også til allersidst i en grand tour.

Dagens præstation giver et delvist svar, for det er helt tydeligt, at strategien i første omgang har båret frugt. I hvert fald er Yates nu klart bedre, end han var i starten af løbet. På den anden side er det også tydeligt, at han ikke er i samme suveræne særklasse som i Giroen, hvor han var i en helt anden liga end resten af feltet, og vi har derfor stadig til gode at se, om Yates faktisk kan føre også den sidste del af sin plan ud i livet.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Sagen er nemlig, at han i dag vandt mere på et klogt hoved end på at have de bedste ben. Yates-brødrenes helt store styrke har altid været den helt eminente timing og evne til at læse løbet, som har givet dem et hav af sejre fra situationer, hvor de langt fra har været de stærkeste. I Giroen i år forholdt det sig imidlertid anderledes, for her var Yates så stærk i løbets første del, at han lagde koldblodigheden til side og i stede satte alle rivalerne til vægs på ren muskelkraft.

I dag var det igen Yates Classic. I stedet for at lade sig med af de colombianske bjerggeder forblev han helt kølig og lod Lopez og Quintana ride hornene af sig, mens han gemte sig i et felt, hvor han nok skylder Steven Kruijswijk en øl eller to for at have ageret trækdyr på det meste af den afsluttende stigning. Han var imidlertid ikke uheldig, for han løb også den risiko, at en af de to colombianere ville vise sig som den stærkeste og køre hjem til en suveræn solosejr.

Det skete bare ikke, for Quintana var ude af stand til at smide Lopez, og da Astana-stjernen tydeligvis ikke havde til sinds at blotte sig selv, tabte den colombianske duo konstant momentum, når Lopez nægtede at overtage føringen. Resultatet blev, at Yates gang på gang kunne lade sig fragte tilbage - kun en enkelt gang måtte han selv træde an for at lukke et hul - og derfor havde han stadig sit klassiske punch gemt i stængerne, da feltet nærmede sig sidste km. Her kunne han med sin vanlige sans for timing iværksatte et klassisk Yates-angreb, der viste sig umuligt at neutralisere, og den koldblodige og afventende taktik gav ham derfor en yderst fortjent sejr.

De to colombianere har imidlertid grund til at ærgre sig, for det kunne måske være endt helt anderledes, hvis de havde samarbejdet om at neutralisere de øvrige rivaler. Den mulighed smed Lopez imidlertid på gulvet, og det kan vise sig at være en stor fejl. Da han endelig åbnede op til sidst, viste han nemlig stort overskud, men på det tidspunkt var den britiske fugl for længst fløjet. Derfor må Astana-mandskabet i den grad se tilbage på etapen som en spildt mulighed, for havde Lopez været mere risikovillig i den direkte duel med Quintana, kunne det være endt med den helt store succes.

Lopez’ frygt for Quintana var imidlertid tilsyneladende for stor. I lyset af Quintanas historik kan man egentlig ikke fortænke ham i at være en anelse forsigtig, for han kunne meget vel have fået kondoren i nakken, hvis Movistar-stjernen havde haft en af sine store dage. Det havde han bare ikke, og faktisk var dagens helt store overraskelse vel, at han viste helt uventede svaghedstegn mod slutningen.

Desværre følger det efterhånden et kedeligt mønster, for i de senere år er det blevet ganske hyppigt, at Quintana efter utallige angreb er faldt lidt sammen mod slutningen af de store bjergetaper. Det så vi også i sidste års Giro og tidligere også i Vueltaen, og set i det lys havde det måske været mere befordrende for hans chancer ikke at spille helt så meget med musklerne, selvom man som cykelfan naturligvis kun kan begejstres over, at den lille colombianer aldrig er bleg for at åbne ballet.

Den anden store overraskelse var, at Alejandro Valverde i den grad rejste sig og i dag klart var en af de stærkeste ryttere. Den spanske veteran, der virkede så stærk i starten af løbet, havde ellers tabt momentum på La Covatilla og lignede en rytter, der først og fremmest ville fokusere på VM. Efter dagens præstation åbner der sig imidlertid igen ret store Vuelta-perspektiver, der komplicerer billedet og strategien for en mand, der kan så meget, at det er svært at finde plads til det hele.

Det vil dog nok alligevel være dumt for Movistar at skifte hest. Hvis man skal lede efter et mønster i Valverdes usædvanligt ustabile præstationer i år, har det været, at det har knebet på de længere stigninger. De seneste to dage har budt på rigtigt Valverde-terræn, og det er derfor først i morgen berygtede Lagos de Covadonga, at vi for alvor vil få en ide om, hvor langt veteranen kan drive det. Klarer han imidlertid også den test, åbner der sig meget spændende perspektiver for Movistar, for i et favoritfelt med fire ret jævnbyrdige ryttere, så vi i dag, at taktik meget vel kan blive afgørende, og derfor kan to potentielle vinderkort måske være den trumf, der i sidste ende giver spanierne den helt afgørende fordel.

Også to af løbets dieselmotorer satte sig fornemt igennem sammen med de fire øverst placerede i klassementet. Thibaut Pinot og Steven Kruijswijk har begge et ry for at være stærke i den tredje uge af en grand tour, og det ser igen ud til, at de begge har timet formen helt perfekt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Hvor det hele tiden har været ret klart, at Pinot ville være stærk mod slutningen, herskede der denne gang lidt usikkerhed om Kruijswijk, der ellers mere end nogen anden er en dieselmotor med stor holdbarhed. Denne gang har han nemlig for første gang Touren i benene, men i dag viste han, at det bestemt ikke har gjort ham nogen skade. Faktisk var hollænderen dybt imponerende, for i erkendelse af, at den eksplosive stigning ikke passede ham, valgte han at køre den som en slags enkeltstart, hvor han uden at se sig tilbage førte uafbrudt nærmest fra top til bund. At han alligevel kunne ende på en 6. plads er derfor yderst løfterigt. Og da både Kruijswijk og Pinot er bedre på længere stigninger, ser det ganske lovende ud med tanke på de bjergetaper, der venter i løbets sidste del.

Når vi taler om motorer, var en dagens helt store positive overraskelse måske Fabio Aru. Det har ellers lignet endnu en lang lidelseshistorie med et muligt tidligt exit for italieneren, men i dag rejste han sig på flot vis. Det kan godt være, at hans niveau stadig er uendeligt langt fra hans bedste, men det er trods alt opløftende, at han i dag kunne køre sig i top 10. Aru har altid været bedst i løbets tredje uge, og det kunne derfor være meget livgivende for en efterhånden hendøende karriere, hvis han i den sidste uge kunne vise, at han stadig besidder elementer af tidligere tiders klasse.

En anden stor vinder var Enric Mas, der for anden dag i træk bekræftede, at hans talent er enormt. Faktisk kunne det måske være blevet endnu bedre, hvis han havde kørt mere defensivt, for det så ud til, at han aldrig rigtigt kom sig igen efter sit angreb. Under alle omstændigheder har han vist, at han hører til blandt feltets bedste klatrere. Nu skal han så blot bevise, at han kan holde hele vejen.

Det ved vi, at Rigoberto Uran kan. Det har colombianeren nemlig vist talrige gange, men det ser ikke ud til, at det er denne gang, han skal erobre en podieplads i Vueltaen til sin allerede flotte samling. Etapen i dag bekræftede nemlig tendensen fra de foregående dage, nemlig at han fortsat mangler det allersidste for at kunne følge de bedste. Uran er ikke typen, der går helt ned, men i lyset af hans efterhånden temmelig dårlige enkeltstart synes en podieplads at være uden for rækkevidde for den mest erfarne af de tre colombianere.

Til gengæld bekræftede etapen også mere negative billeder. Selvom Ion Izagirre kørte flot og konservativt på den sidste stigning, hvor han med klog kørsel begrænsede tidstabet, og også fortjener applaus for den aggressive Bahrain-offensiv, viste etapen også, at han ikke er lige så flyvende som i løbets første del. Desværre har det hele tiden været forventeligt, at han ville falme lidt til sidst, men nu skal han koncentrere sig om at undgå det totale kollaps, der altid er en risiko for en mand, der aldrig tidligere har kørt klassement i den tredje uge af en grand tour.

Emanuel Buchmann bekræftede også den lidt kedelige tendens, der har gjort sig gældende siden styrtet, ligesom George Bennett ligner en mand, der har toppet alt for tidligt. Ganske vist tabte han kontakten på nedkørslerne og ikke på stigningerne, men da han på det sidste bjerg tabte næsten tre minutter til David de la Cruz ser det ud til, at manden, der satte verden i brand på de polske stigninger, i den grad har kikset sin formtiming. Nu ender han formentlig som luksushjælper for den stadig mere overbevisende Kruijswijk.

Mere grund til ærgrelse må der være hos de la Cruz, for han fik sig ikke en lussing på grund af dårlige ben. Faktisk køre han ganske stærkt op ad den sidste stigning, selvom han forinden havde brugt mange kræfter på at skulle lukke et hul. I stedet var det på nedkørslen, det gik galt, og dermed fik han igen stillet sin store svaghed til skue. Også sidste år tabte han nemlig flere gange terræn, når det gik nedad, og det er et problem, der skal løses, hvis han for alvor skal etablere sig som etapeløbsrytter. Det er desværre en skam, for de la Cruz gav igen i dag indtryk af, at han virkelig har fundet benene til den sidste uge.

Det har Wilco Kelderman til gengæld ikke, og det var en kedelig overraskelse. Hidtil har hollænderen nemig virket enormt stærk, og med tanke på den langt fra optimale forberedelse sagde al logik, at han blot skulle blive bedre og bedre undervejs. Derfor var hans store tidstab i dag vel det mest uventede af dem alle. Det skal blive interessant at se, om der blot var tale om en enkeltstående dårlig dag, eller om han måske alligevel betaler en pris for at komme relativt dårligt forberedt til et af sportens allersværeste løb.

Den slags bekymringer er der ikke hos Quintana, Lopez og Yates, der alle i dag levede op til deres status som løbets tre største favoritter. Den colombianske fest udeblev imidlertid, for da der til slut blev serveret Yates Classic havde de to sydamerikanske bjerggeder allerede fået nok. Nu udestår blot at se, om briten også har nok på lager til at holde kunne forsyningskæden åben hele vejen, eller om han igen ender med at må melde udsolgt, når vi når til desserten i Andorra.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

I første omgang skal vi se, om der er til hovedretten. Det ved vi om 24 timer, for der er allerede dækket op til mere fest på løbets mest mytiske stigning, Lagos de Covadonga.

Favoritterne

Som sagt mangler Vuelta a Espana de samme mytiske tinder, som vi kender fra Touren og Giroen. Angliru har i kraft af sin stejlhed vundet en status som et helt særligt bjerg, hvor de fleste gerne vil vinde, men er der én stigning, der skiller sig ud som Vuelta-historiens mest betydningsfulde bjerg, må det være Lagos de Covadonga. Det er et sted, de fleste vil gøre alt for at vinde, og det bør sætte sit præg på forløbet af morgendagens etape, hvor feltet for første gang siden 2016 vender tilbage til den legendariske stigning.

Det var da også en Nairo Quintana, der var helt bevidst om stigningens historiske betydning, der vandt netop her for to år siden, og der er næppe nogen tvivl om, at han drømmer om at gentage den bedrift i morgen. Samtidig har han i flere dage set frem til at ramme løbets længere stigninger, og dette er en af de bjergfinaler, der passer en ren klatrer som ham bedst. Faktisk er det for ham måske den allerbedste af dem alle, og den sult, han har, bør spille en betydelig rolle på etapen.

Der er nemlig flere forhold, der taler for, at favoritterne skal køre om sejren. For det første er etapen så prestigefuld, at det er et sted, de alle gerne vil vinde, især Quintana. For det andet står både Miguel Angel Lopez og Quintana fortsat uden etapesejr, og for dem er dette en af de bedste muligheder. Endelig kommer etapen som den sidste af de tre i bjergtrilogien, og da der de kommende to dage venter halvanden hviledag for hjælperytterne, der jo bare skal let igennem enkeltstarten, kan man tillade sig at brænde lidt kræfter af på at kontrollere morgendagens etape.

Det ligger derfor i kortene, at Movistar og Astana skal gå efter sejren. Mitchelton-Scott har nu deres etapesejr og har ikke det store incitament til at bringe bonussekunderne i spil. Er det op til dem, kører udbruddet hjem, men mon ikke de to colombianere vil det anderledes? Movistar har ganske vist brugt mange kræfter de seneste dage, men Quintana virker så opsat på at vinde denne etape, at de formentlig er klar til endnu en dag i front.

Det samme må Astana være. I dag var det faktisk helt tydeligt, at kasakkerne var klar til at gå efter sejren, for i den indledende del af etapen sad der tre Astana-folk klar til at sikre, at udbruddet ikke blev or stærkt. I sidste ende tog Movistar og Cofidis ansvaret, og derfor slap de for at røre en finger senere i løbet. Det betyder imidlertid, at de er friske til at give den et skud igen i morgen, og da dagens etape ikke giver grund til at tro, at Lopez ikke kan vinde i morgen, forventer vi, at de vil sætte alt ind på at gå efter sejren.

Det betyder ikke, at vi ikke vil se angreb, for den første del af etapen er så hård, at den kan blive svær at kontrollere. Der er derfor en god sandsynlighed for, at vi faktisk vil få etableret et ret stærkt udbrud med nogle gode klatrere, og især Bora vil helt sikkert være motiverede til endelig at få den forløsende sejr med Rafal Majka, der i dag tabte lidt tid. Derfor bliver der nok at gøre med at kontrollere etapen, og vi regner med, at udbruddet bliver slagkraftigt. Movistar og Astana vil derfor sikkert skulle i gang relativt tidligt, men vi tror ikke, at de vil lade denne mulighed glide dem af hænde. Etapen er svær nok til, at man ikke kan udelukke, at et godt udbrud kan gøre det færdigt - især hvis Movistar nægter at føre som led i en nervekrig med Mitchelton-Scott - men mest peger i retning af en favoritafgørelse.

Lagos de Covadonga er en lidt speciel stigning. Den er meget svær over en ganske lang strækning, og i de fleste tilfælde eksploderer det hele også relativt tidligt, som det eksempelvis gjorde det i forbindelse med Quintanas store soloridt for to år siden. På den anden side er de sidste par kilometer ganske lette, og ender det hele i en ret jævnbyrdig og taktisk affære, er det før endt i en spurt mellem de bedste. Sammenlignet med de foregående etaper er der imidlertid denne gang tale om et ”rigtigt” bjerg, og der er derfor mere end en etape for rene klatrere end for de eksplosive typer.

Det får os til for anden dag i træk at pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Som nævnt ovenfor var den lille colombianer ikke helt let at blive klog på i dag, hvor det var lidt uklart, om han var bange for at blotte sig over for Quintana, eller om hans manglende føringsvilje skyldtes dårlige ben. Til slut viste det sig imidlertid, at han havde masser af overskud, og derfor kunne noget tyde på, at det mere var et spørgsmål om forsigtighed. Der var i hvert fald ikke mange svaghedstegn at spore hos Lopez, der både svarede på Quintanas angreb og til slut var meget tæt på at hente Yates med sin sidste forcering.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Quintanas svaghedstegn i dag må give Lopez lidt større tro på sig selv, og i morgen vil han derfor formentlig være lidt mere risikovillig. Er han det, kan det meget vel være, at han vil kunne køre alene hjem. Han ser i hvert fald ud til at have overskud, og selvom han endnu ikke har vist, at han er lige så stærk som sidste år, har han heller ikke vist det modsatte. Lopez er traditionelt bedst sidst i en grand tour, og morgendagens længere stigning passer ham langt bedre end de foregående. Lægger man dertil, at han i en spurt er klart hurtigere end Quintana, tror vi, at Lopez endelig tager den sejr, han smed væk i dag.

Kan Nairo Quintana rejse sig efter dagens skuffelse? Der er ingen grund til at tro, at han ikke kan, for han viste i Touren, at han nu om dage faktisk kan være ret svingende i grand tours. Så sent som i går var han stærkere end Yates i en finale, der var skræddersyet til briten, og i morgen kommer vi endelig til en rigtig Quintana-stigning. Blandt toprytterne er Quintana den, der er dårligst egnet til de eksplosive ramper, og det er først i morgen, han for alvor får lejlighed til at udfolde sig. Vi så i både Schweiz Rundt og Tourne, at Quintana stadig kan være skræmmende god på lange stigninger, og rammer han igen sådan en dag, bliver han ikke let at styre. Hans ulempe er, at de øvrige topryttere alle slår ham på stregen, og derfor skal han alene hjem for at vinde. I 2016 viste han imidlertid, at han har evnerne til at komme netop det.

I dag tog Simon Yates en fornem sejr, men som skrevet i analysen handlede det mere om timing og snilde end om ren råstyrke. Havde Lopez samarbejdet med Quintana, havde Yates næppe vundet etapen, og han ligner derfor stadig en mand, der er et niveau under de to bjerggeder. Samtidig var dagens etape med sin eksplosive karakter bedre for Yates end for Lopez og Quintana, der begge er bedre stillet søndag. Omvendt har Yates den fordel, at finalen er relativt flad, og han kan med sit forspring tillade sig bare at køre defensivt og derefter slå til i en spurt, hvor han er hurtigere end de to colombianere. Han viste i Giroen, især på Zoncolan, at han også sagtens kan begå sig på lange stigninger, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at det bliver to i træk for den klogt kørende brite.

Skal Yates vinde en spurt, har han imidlertid en opgave, der skal løses. Han skal af med Alejandro Valverde, der bliver meget svær at slå, hvis han overlever den stejle del. På den lette del af stigningen er der ingen, der er over eller ved siden af den spanske veteran, men spørgsmålet er, om han når dertil sammen med de bedste. I dag var han klart en af de stærkeste, men som skrevet i analysen er det eneste mønster i Valverde ustabile præstationer på det seneste, at det har knebet lidt på de lange stigninger. Vi har derfor en lille frygt for, at Lagos de Covadonga er lidt for meget et ”rigtigt” bjerg til, at Valverde kan sidde med. Det er imidlertid slet ikke sikkert, at han behøver det, for ender det igen i en taktisk affære, hvor ingen kan sætte sg igennem, kan det sagtens blive til en spurtsejr til Valverde alligevel.

De seneste to dage har Thibaut Pinot gjort det fremragende på to stigninger, der ikke passede ham. Uden at gå i rød zone har han kørt sit eget tempo, så han på den sidste kilometer har haft det nødvendige punch til at gå med i rykkene. I morgen venter der endelig en rigtig Pinot-stigning og det endda i det regnvejr, franskmanden elsker. Pinot bliver bare bedre og bedre, og han har endda den fordel, at han i kraft af sit tidstab har mere frihed end de fleste andre. Endelig skal vi ikke glemme, at han har en fremragende spurt, og det er et ganske godt våben i den relativt lette finale.

På samme vis kommer vi endelig til en stigning, der passer Steven Kruijswijk. Hollænderen ejer ikke skyggen af punch, og derfor er det ganske imponerende, at han har gjort det så fint de seneste to dage. I dag var han særligt imponerende, for med sit uafbrudte føringsarbejde var han måske i virkeligheden endnu bedre, end resultatet antyder. Kruijswijk er langt mere komfortabel på en lang stigning som denne, men han har stadig én ulempe, der gør det svært at vinde etapen. Alle slår ham i en spurt i den ret lette finale, og da han næppe kører væk fra Lopez og co. på ren power, skal han formentlig udnytte det taktiske spil til at snige sig væk, hvis han vil vinde etapen.

Igen i dag kørte Enric Mas en fremragende etape. Som sagt kunne det måske endda være blevet endnu bedre, hvis ikke han havde ladet sig rive med og gå i angreb. Det kom han sig aldrig over, men han fik i hvert fald for anden dag i træk bevist, at han hører til blandt feltets skrappeste klatrere. Modsat Kruijswijk har han faktisk også en udmærket spurt, og derfor er det ikke en helt dårlig finale for ham. Han er imidlertid et niveau under de bedste, og skal derfor udnytte det taktiske spil, hvis han skal vinde etapen.

Endelig er der Rigoberto Uran. Det er helt tydeligt, at han er et niveau under de bedste, og med hans altid defensive kørsel virker det usandsynligt, at det er ham, der kan udnytte det taktiske spil til at snige sig væk. Det betyder imidlertid ikke, at han ikke kan vinde etapen. Har Valverde nemlig igen problemer som på La Covatilla, og ender det i en spurt i den ret lette finale, er Uran bestemt ikke uden chance. Yates og Pinot er svære at bide skeer med, men i en nem finale som denne skal man bestemt ikke har Uran mange gange vist, at han har en ganske glimrende spurt.

Finalen er så svær, at det er svært at se andre vindere end de nævnte. Blandt de øvrige er det især værd at holde øje med David de la Cruz. Spanieren blev i dag sat på nedkørslen, men han efterlod både i dag og i går et ganske positivt indtryk. Han synes ikke at have niveauet til at vinde, men kan han denne gang faktisk starte stigning sammen med de bedste, kan han gøre det godt. En anden interessant kandidat er Wilco Kelderman. I dag skuffede han, men forud for det har han stabilt vist sig som en af de allerbedste. Morgendagens længere og knap så stejle stigning passer ham bedre, og derfor kan han måske rejse sig, hvis der blot var tale om en enkelt dårlig dag. Den sidste powerdel passer ham godt, han har en del frihed, og han er hurtig i en spurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Som sagt tror vi ikke meget på et udbrud, men helt udelukkes kan det ikke. Holder en gruppe hjem, er Rafal Majka manden, der skal slås. Der er ikke megen tvivl om, at Bora vil gøre alt for at få ham med i udbrud, og får han endda et par folk med igen, vil der folk til at hjælpe med at holde feltet bag sig. I går blev han ganske vist sat til vægs, men det var på en stigning, der slet ikke passede ham ideelt. Kommer han frem til det sidste bjerg med et forspring, bliver han svær at hente, som han var det sidste år, hvor han akkurat snød Lopez for at vinde alle tre bjergetaper i den anden uge.

Majka er imidlertid ikke Boras eneste kort. Også Davide Formolo har virkelig fundet benene efter en svær start på løbet. Han lignede stærkeste mand på stigningerne i udbruddet i torsdags, hvor terrænet var for let, og i dag sad han hos Emanuel Buchmann til allersidst. Modsat Majka har han tabt så meget tid, at han helt sikkert ikke bekymrer favoritterne, og det kan blive hans genvej til at få sin chance.

Ilnur Zakarin skuffede i går, men det betyder ikke, at han skal afskrives. Den meget eksplosive stigning var nemlig så anti-Zakarin som noget kan være, og morgendagens rigtige bjerg passer ham langt bedre. Han har tydeligt vist, at han har klare intentioner om at jagte en etapesejr, og han vil derfor helt sikkert gøre alt for at ramme udbruddet. Han er helt tydeligt ikke i topform, men selv en Zakarin på 80 burde være en af de bedste på en stigning som denne, hvis han rammer udbruddet.

Vi har allerede én gang nævnt den tilsyneladende ret gode form fra David de la Cruz. Dagens dumme tidstab efter den elendige nedkørsel betyder, at han nu skal finde på noget, hvis han skal i top 10. Spørgsmålet er, om han er villig til at risikere det hele ved at gå i offensiven, og om feltet tør lade ham køre. Han ligner en af feltets mest formstærke ryttere og har ofte vist, at han ikke er bange for at angribe. Det har før båret pote for ham i Vueltaen, så måske han er frisk på at prøve igen.

Bahrain-Merida vil helt sikkert forsøge at få en mand i udbrud af hensyn til holdkonkurrencen, og her har de flere gode kort til også at kunne gå efter etapen. Størst chance har Hermann Pernsteiner , der igen i dag imponerede stort. Ikke blot førte han for Izagirre på det meste af næstsidste stigning, han havde endda kræfter til at køre sig til en 17. plads på etapen. Forhåbentlig skal han ikke bare lege barnepige for sin kaptajn, for han synes at have benene til at vinde en etape. Det samme har ligeledes talentfulde Mark Padun, der ganske vist har været langt tilbage på de fleste bjergetaper, men som i går viste, at han har benene til at vinde, som han gjorde det i Tour of the Alps. Derfor handler det formentlig om, at han passer på sig selv, men rammer han udbruddet, bør han kunne køre med om sejren. Til gengæld er vi stadig ikke helt overbeviste om, at Vincenzo Nibali har formen til at vinde en etape, og Gorka Izagirre ser først og fremmest ud til at skulle holde sig til sin bror.

Gianluca Brambilla har ikke gjort sig selv en tjeneste ved at holde sig så fint til i klassementet, men han har til gengæld vist storform. Dagens præstation siger det hele, og havde det ikke været for krampe i torsdags, havde han måske vundet 12. etape. Han er kun 5.30 efter, og det kan lægge begrænsninger på hans muligheder. På den anden side er han ikke en langsigtet trussel, og de store hold vil næppe være meget bekymrede for at give ham et par minutter. Til gengæld har Bauke Mollema skuffet i de seneste udbrud, og han synes ikke at have friskheden til at vinde en etape.

Endelig er der Omar Fraile og Dylan Teuns. Formentlig satser Astana 100% på Lopez, men udbruddets chancer vil øges betragteligt, hvis kasakkerne faktisk sender en mand med. Gør de det, er Fraile den oplagte kandidat, for han drømmer helt sikkert om at gentage miraklet fra 2016, hvor han fulgte Froome hele vejen til toppen efter at have siddet i udbrud. Han har vist fremragende form, ikke mindst på 11. etape, hvor han trods en times jagt for Lopez alligevel endte i et udbrud på løbets hårdeste dag, og også i dag virkede han stærk. Stigningen er til den lange side, men han har en god spurt. Præcis det samme kan siges om Teuns, der normalt ikke er kandidat på store bjerge som dette, men som med tre top 5-placering på tre udbrudsetaper i træk har vist friskhed og storform. Efter en dag i feltet er han sikkert frisk til at angribe igen.

Feltet.dks vinderbud: Miguel Angel Lopez

Øvrige vinderkandidater: Nairo Quintana, Simon Yates

Outsidere: Alejandro Valverde, Thibaut Pinot, Steven Kruijswijk, Enric Mas, Rigoberto Uran

Jokers (fra et udbrud): Rafal Majka, Davide Formolo, Ilnur Zakarin, David de la Cruz, Hermann Pernsteiner, Gianluca Brambilla, Dylan Teuns, Omar Fraile, Mark Padun

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Nairo Quintanas sejr fra 2016, Przemyslaw Niemiecs sejr fra 2014 samt Antonio Piedras sejr frsa 2012.