Optakt: 17. etape af Tour de France

Ruten

Det har i mange år primært været Vueltaens varemærke at finde nye, spektakulære stigninger, men i de senere år har også Christian Prudhomme sat en ære i at finde nye og stejlere bjerge end de klassikere, der er indskrevet i cykelhistorien. I 2018 var der mål på Col du Portet i Pyrenæerne, og sidste år havde man mål på den nye Prat d’Albis ligeledes i den østlige bjergkæde. I år har løbsdirektøren gjort det måske endnu bedre, når han inviterer til sand bjergfest på den nye stigning Col de la Loze i hjertet af Alperne. På løbets kongeetape får man chance for at varme op på en af sportens mest berømte stigninger, Col de la Madeleine, inden man klatrer op til skisportsstedet Meribel. Herfra fortsætter man imidlertid hele vejen op til toppen af Col de la Loze i 2304 m højde ad en ny vej, der er stejlere, end man typisk ser det i Alperne. Med en 21,5 km lang bjergafslutning, voldsomme procenter til sidst og iltfattig luft på alpetinderne er der lagt op til en helt afgørende onsdag i årets udgave af verdens største cykelløb.

I alt skal der køres 170,0 km, som fører feltet fra Grenoble til toppen af Col de la Loze nær Meribel. Selvom hele etapen foregår i Alperne, har arrangørerne i første omgang vist sig usædvanligt nådige. Således holder man sig i hele den første del af etapen i Isère-dalen, hvor man følger den berømte flod mod nordøst. Kun kortvarigt kører man lidt væk fra selve dalen i forbindelse med byen Saint-Pierre d’Allevard, der nås efter 31,5 km, men derudover er der ingen væsentlige forhindringer. Højdepunktet er spurten, der kommer efter 45,5 km for enden af en lang, lige og flad vej. Terrænet ændrer sig ikke i etapens nordligste punkt i byen Aiton, hvor man vender runder for at følge den helt flade dalvej mod syd ned til byen La Chambre, der nås efter 88,5 meget lette kilometer.

Herefter bryder helvedet imidlertid løs. Det sker, når man drejer mod nordøst for at køre op ad mægtige Col de la Madeleine, der stiger med 8,4% over 17,1 km og er uden for kategori. Særligt de første 4 km med stigningsprocenter på 9-11% er vanskelige, og herefter stiger den relativt jævnt med 7-9% det det meste af vejen op til toppen i præcis 2000 m højde. Den nås efter 107,5 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst ned til dalen, som nås i byen Note-Dame-de-Briancon. Herfra kører man mod sydøst ad en flad dalvej frem til byen Brides-les-Bains, hvor finalen indledes.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Her drejer man nemlig mod syd ind på Col de la Loze, der ligeledes er uden for kategori. I alt er der tale om en 21,5 km lang stigning, som i gennemsnit stiger med 7,8%, men den skal deles i flere dele. De første 11 km leder op til skisportsbyen Meribel og stiger indledningsvis jævnt med 7-8%, inden den flader lidt ud på det sidste stykke op til selve byen. Herefter rammer man den nye vej, der over de næste 6 km stiger med 6-9%, inden stigningen tager fat på de sidste 4,5 km. Her venter nemlig først 2 km med 11%, inden det stiger med 9-10% over de sidste 2500 m frem mod toppen, stejlest med 24% med 2,5 km igen og senere med 18% 300 m fra toppen. Stigningen er meget kringlet med adskillige hårnålesving, men de sidste 2500 m følger man en næsten helt lige vej, der bugter sig ind på den 2000 m lange, 4 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4430 højdemeter.

Col de la Loze blev for hidtil eneste gang benyttet som mål for et stort cykelløb i sidste års Tour de l’Avenir, hvor Alexander Evans kørte alene hjem til sejr, mens Tobias Foss overtog førertrøjen fra Mauri Vansevenant med sin 5. plads. I 2018 var der mål lidt længere ned i Meribel, hvor forhåndsfavoritten Ivan Ramiro Sosa tog sin revanche efter en skuffende start ved at sejre foran Brandon McNulty og Tadej Pogacar.

Vejret

De ryttere, der drømte om efterårskulde i september, må tro om. Ikke blot Danmark er ramt af sensommer. Det er Frankrig også, for der venter en varm onsdag med kun få skyer og en temperatur i dalen på 28 grader. Til gengæld er luften meget ustabil, og der er i løbet af eftermiddagen en risiko for tordenbyger på hele 75%, inden den aftager lidt mod etapens slutning. Igen vil der bare være en svag vind (5-7 km/t) fra skiftende retninger, i finalen mest fra fra sydvest og vest. Det giver vind fra alle retninger i løbet af dagen. Holder retningen til slut, vil der på Col de la Loze være sidemodvind op til Meribel og derefter sidemed- og slutteligt medvind på de sidste 2,5 km.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Analyse af 16. etape

Det er kun 13 dage siden, at jeg skrev en analyse, hvis tema var kloge karrierevalg. Dengang handlede det om Primoz Roglic, der undgik en karriere som ukendt skihopper og i stedet endte som sandsynlig vinder af verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed. Og det handlede om Wout van Aert, der skiftede en tilværelse som national, men i international sammenhæng relativt ukendt superstjerne indenfor crosssporten ud med rollen som landevejsfænomen med nu allerede én monumentsejr på cv’et.

I dag kunne vi egentlig gentage hele smøren, bare med en tysk hovedperson. For to år siden så det nemlig ud til, at Lennard Kämna ville ende som et tabt og hurtigt glemt talent, som kun cykelsportens feinschmeckere ville huske. Efter en uhyre lovende tid som ungdomsrytter, hvor han var lidt af tempofænomen med et juniorverdensmesterskab i enkeltstart i 2014 og en bronzemedalje i samme disciplin som førsteårsrytter i U23-klassen i 2015 - en medalje, der meget vel kunne være blevet til guld, havde det ikke været for regnen - betød en lidt svær start som professionel nemlig, at motivationen forsvandt. Selvom han som Sunweb-rytter kun var blevet slået af Benoit Cosnefroy ved U23-VM i Norge og endda havde været med til at vinde VM i elitens holdløb, blev cyklen i 2018 sat i garagen, mens den langlemmede tysker fandt ud, hvad han egentlig ville med tilværelsen.

Havde han truffet en anden beslutning dengang, havde ingen talt om Kämna i dag. Nej, så havde han vel sikkert siddet på en eller anden tysk skolebænk og forsøgt at indhente det, der var blevet tabt under corona-nedlukningen. Heldigvis for hele cykelverdenen og ikke mindst tysk cykelsport vendte lysten imidlertid tilbage, og den 1. august samme år satte Kämna atter et nummer på ryggen i Aalborg, da han ganske anonymt stillede til start i et PostNord Danmark Rundt, der endte med en 17. plads.

Faktisk så det alligevel ud til, at Kämna kunne ende som en parentes i cykelhistorien. I første omgang var der nemlig så langt mellem snapsene, at promillen næppe havde rykket sig ud af stedet, hvis man havde givet sig i kast med at drikke den Kämnaske spiritus. Først et år senere i Tour de Suisse, hvor han atter endte som nr. 17 begyndte man at fornemme, at lidt af det gamle talent var intakt, men da særligt hans tempoevner var forduftet helt, var der næppe mange, der fortsat havde Kämna som et af de talenter, man skulle holde øje med.

Det skulle vi så alligevel. Det kan nemlig godt være, at tempoevnerne aldrig er blevet fundet igen, men til gengæld er tempoben blevet forvandlet til bjergben. Det fandt hele cykelverdenen ud af for et år siden, hvor samme Kämna pludselig var allestedsnærværende i Tourens tredje uge, hvor han var i udbrud på snart sagt enhver bjergetape med to top 6-placeringer til følge og en 13. plads i kamp med favoritterne på løbets sidste af slagsen.

Siden da er det gået stærkt. Efter en lovende start på sæsonen, hvor et sent angreb var uhyre tæt på at give ham samlet sejr i Murcia kort inden end 7. plads i Algarve, havde vi knap lagt corona-pausen på hylden, før Kämna havde vundet kongeetapen i Dauphiné. Desværre blev den store triumf overskygget af Bora-holdets tristesse efter det styrt, som i sidste ende skulle knuse Emanuel Buchmanns podiedrømme, og da Steven Kruijswijk, Thibaut Pinot og Primoz Roglic ligeledes styrede samme dag, mens Egan Bernal drog hjem med rygproblemer, var der ikke mange, der den aften talte om Kämna.

Det gør de heldigvis nu. Bare et år efter, at cykelverdenen lærte at forstå, at Kämna nu kan klatre, kan han allerede skrive sig bjergetapevinder i Tour de France på sit stadig korte cv. Og selvom hans sejr også denne gang primært skal bruges som trøst for et Bora-hold, der slet ikke har fået, hvad de er kommet efter, har holdet denne gang haft så meget tid til at sunde sig over Buchmanns og Peter Sagans nedture, at Kämnas sejr denne gang kommer som en forløsning og ikke som en lille parentes, der knap kunne anes ud af de tårevædede tyske øjne.

Nej, faktisk bliver der formentlig både drukket champagne og danset kædedans på Bora-hotellet i aften. Sejren redder nemlig ikke blot en Tour, der med mindre Sagan alligevel ender i grønt på søndag mest af alt vil være en parentes i det succesrige supermandskabs historie. Det har også nogle yderst løfterige perspektiver for et hold, hvis primære mission er at bringe tysk cykelsport tilbage til fordums styrke.

Selvfølgelig er det Buchmann, der i den sammenhæng er den store grand tour-ledestjerne, men måske kan Bora snart føje en ny tysker til toppen af grand tour-hierarkiet. Det er nemlig ikke tilfældigt, at Kämna nu i to grand tours har foldet sig ud i løbets anden halvdel. Den slags skal man altid bemærke sig, for det var samme observation, der allerede tidligt afslørede, at Richard Carapaz og Enric Mas var gjort af et helt særligt grand tour-materiale. Noget tyder på, at Kämna har samme fantastiske trejdeugesmotor, der mere end noget andet er det, som adskiller ryttere med hang til klassikere og ugelange etapeløb til giganter i sportens længste løb.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

I virkeligheden har Kämna hele pakken. Klatrebenene er nu så gode, at han i dag slog selveste Giro-kongen - der ganske vist hverken er i topform eller helt skadesfri - og forleden fulgte Dauphiné-mesteren helt til dørs på muren i Massif Central. Og selvom der ikke er noget, der i første omgang tyder på det, kan en genopfindelse af de forsvundne tempoben gøre ham til den komplette rytter, som kan være med helt i toppen af en grand tour. Lidt af de gamle tempoevner kunne man da heldigvis ane, da han på det flade plateau i dag kørte resten af det store daglange udbrud midt over.

Naturligvis er det alt for tidligt at konkludere, at Kämna ender der. Dertil er spørgsmålene for mange og afstanden til de bedste stadig for stor. Men hvis Bora kan fortsætte den fantastiske rytterudvikling, som de har leveret i forhold til ryttere som Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner og senest Matteo Fabbro, der alle for alvor er brudt igennem efter at være skiftet til holdet, er perspektiverne store - og Sunwebs grund til ærgrelse over at have mistet ham så meget desto større.

Samme ærgrelse er der naturligvis i Ineos-lejren. 2020 er tilsyneladende året, hvor intet vil lykkes for holdet, der ellers altid har kunnet bruge Touren til at rette op på ellers af og til skuffende sæsoner. Sådan bliver det ikke i år, for selvom holdet skulle vinde en etape senere i løbet, vil det være så beskeden pynt på en lagkage, der allerede er smeltet helt, at den aldrig på nogen måde kan serveres til nogen form for fest i Paris på søndag.

Det var ellers tæt på. Richard Carapaz var lige ved at gøre, som Mikel Landa gjorde i 2017, hvor holdets ambitiøse Giro-satsning med baskeren og Geraint Thomas ikke kom meget længere end til bagenden af en væltet motorcykel på kurs mod Blockhaus-stigningen. Dengang rejste baskeren sig med bøde etapesejr og bjergtrøje - krydret med endnu en sejr til Mikel Nieve - og det er nu håbet, at Carapaz og måske Egan Bernal selv kan gøre det i dette løb også.

Carapaz er i hvert fald i stand til det. Trods skaderne fra i tirsdags viste han i dag sin tårnhøje klasse - som altid i den tredje uge - men måske blev han en anelse for selvbevidst mod slutningen af dagens hovedstigning. Dagens vigtigste bjerg havde nemlig kun til formål at sende Julian Alaphilippe inden en finalebakke, hvor ingen havde lyst til at spurte mod verdens bedste puncheur, og da den mission via de gentagne forceringer var lykkedes, var Carapaz egentlig home safe.

Vi kender nemlig Alaphilippe så godt, at hans eksplosioner er så kraftige, at der intet er tilbage i de sønderbombede ben, når først der har lydt et ”BANG!” i hele Frankrig, og da Carapaz uden problemer med sit punch kunne have slået Kämna og spurtsvage Sebastien Reichenbach på målbakken, burde han måske have sparet kræfter til netop det. Det gjorde han imidlertid ikke, og da han tabte fart i en af sine lidt unødvendige forceringer, fik han Kämna i nakken på det værst tænkelige tidspunkt. Og da det stod på enkeltstart mod den tidligere juniorverdensmester til sidst, blev den tyske 1-0-føring lynhurtigt til 4-0. Heldigvis kan Ineos så låne af de mange gravøl, Bora-mandskabet har drukket i ét væk i dette løb, for selvom Pavel Sivakov viste stigende form med en 4. plads, blev det bare endnu en møgdag i et møgløb for de tidligere Tour-konger.

I virkeligheden er det påfaldende, hvordan dagens etape var stedet, hvor de hold, der nød så stor succes i 2019, skulle forsøge at redde stumperne. Det var tilfældet for Bora, der er bagud på point i kampen om endnu en grøn trøje og ikke gentager Buchmanns 4. plads. Det var tilfældet for Ineos, der er forvandlet til biroller i en forestilling, hvor de normalt plejer at sidde hele på hovedrollelisten. Og det var tilfældet for FDJ, der efter sidste års forrygende, men i sidste ende også smertefulde Tour nu desperat jagter oprejsning og kom tæt på den åbenlyst meget formstærke Reichenbach, der dog havde valgt den forkerte etape, som aldrig kunne vindes af en dieselklatrer som ham.

Og så var det tilfældet for Alaphilippe. Naturligvis er løbet ingenlunde en fiasko for Deceuninck - tværtimod - og det er også svært for franskmanden selv at være utilfreds, når der står både etapesejr og gul trøje på kontoen. Alaphilippe satte bare standarden så tårnhøjt sidste år, at der næppe er en franskmand, der ikke er skuffet. Det er Alaphilippe selv åbenlyst også, for der var tydelig frustration at spore, da en etape, som i sit design havde hans navn skrevet med flammeskrift udover sig, endte i endnu en af de eksplosioner, Alaphilippe mere end nogen anden er kendt for. Desværre har hans kørsel i løbet hidtil gjort, at dagens eksplosion kunne forudses allerede tidligt på etapen og derfor næppe kom som en overraskelse for mange.

Man kan vel også føje Warren Barguil til listen. Sidste år rejste han sig ellers efter katastrofen i 2018 med en fornem 10. plads og et fransk mesterskab, men i år har intet fungeret for den engang så succesfulde franskmand. Ligesom på 13. etape kom han i dag til kort på en etape, hvor han burde have været en af favoritterne, og dermed har det så ambitiøse Arkea-mandskab nu kurs mod en så dundrende fiasko, at de måske overvejer at spørge ASO, om de må skifte Nacer Bouhanni ind inden spurten i Paris. I hvert fald blev Nairo Quintana dagens eneste store taber i klassementet, da hans skader og nu veletablerede manglende holdbarhed nok engang blev kostbar, så han nu atter synes sendt ind i den dødskamp, han også oplevede i 2017, 2018 og 2019.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

På dagen, hvor guldfuglen David Gaudu endegyldigt kastede håndklædet i ringen efter styrtet i Nice, måtte franskmændene søge til en veteran for at finde lidt opmuntring i et løb, der har været noget helt andet end sidste års franske jubeloplevelse. Således fortsatte Pierre Rolland sin genrejsning, og selvom han kom til kort mod slutningen - måske grundet en hård opkørsel tidligt på etapen - og således måtte sande, at Benoit Cosnefroy for anden dag i træk med det yderste af neglene forblev i prikker, er han nu tættere end nogensinde tidligere på at erobre en bjergtrøje, han har jagtet igennem hele sin karriere. Det bliver stadig svært at afholde en af de to slovenske monstre fra at tage 40 point på Col de la Loze i morgen, men lige nu er Rolland formentlig den eneste, der for alvor kan true slovenske mæslinger på podiet i Paris på søndag.

Netop de to slovenere endte som ventet med en delvis våbenhvile. Det lå i kortene, at Tadej Pogacar naturligvis skulle forsøge at teste, om der var lidt Roglicsk hviledagsrust at fornemme på den korte Cote 2000 til sidst, men han opgav lynhurtigt at knække det suveræne Jumbo-tog, der blot atter sendte brostenskonge Wout van Aert frem for at bringe klatrerne i vanskeligheder på en stor Tour-bjergetape og således sendte et klart signal om, at det ikke blev i dag, at der kunne lugtes monsterblod. Og selvom Miguel Angel Lopez var snu nok til næsten at stjæle nogle sekunder fra de uopmærksomme kamphaner, endte det i den status quo og generelle passivitet, som ikke kunne undgås på en etape med dette design dagen inden løbets kongeetape.

Alligevel var der fornemmer Pogacar måske lidt kraftigere dunsten af slovensk monsterblod. Udover Quintanas sammenbrud var eneste væsentlige svar nemlig, at Tom Dumoulin virkede uhyre rusten. Vi ved fra tidligere, at den store hollænder ofte har været i rent overlevelsesmode i den tredje uge af en grand tour, og hvis det atter er tilfældet, kan Jumbo måske ligefrem rystes lidt tidligere på morgendagens kongeetape - især hvis Sepp Kuss og/eller George Bennett har en af de mange offdays, der er blevet deres varemærke.

Det er Kämna utvivlsomt ligeglad med på karrierens største dag, men han har sikkert alligevel et særligt kig på Dumoulin. Hollænderen kunne nemlig være et godt forbillede og eksempel at følge i jagten på at transformere sig fra tempospecialist til grand tour-stjerne. Og modsat Dumoulin synes Kämna endda ligefrem at have tredje uge og holdbarhed som sin største spidskompetence. At gå i Dumoulins fodsport er en uhyre vanskelig opgave, men det er trods alt betydeligt mere attraktivt end at sidde på en anonym tysk skolebænk en trist septemberdag.

Favoritterne

Som skrevet ovenfor kunne det ikke være anderledes, end at dagens etape måtte ende med noget nær våbenhvile blandt favoritterne. Ikke blot lagde etapedesignet op til, at ethvert angreb ville være dødsdømt, udsigten til onsdagens opgør er også så skræmmende, at man gjorde klogt i at tænke sig om to gange, inden man kastede sig ud i en offensiv (ikke også, Guillaume Martin?). Der venter nemlig noget helt usædvanligt for Touren denne onsdag i september.

For mange bjergryttere har det været lidt frustrerende, at Touren ikke har haft de samme stejle stigninger, som man finder i Giroen og Vueltaen. Det er derfor ikke uden grund, at Prudhomme er gået på jagt efter nye finaler, og denne gang har han gjort et fund, der tilfører løbet masser af krydderi. Col de la Loze har det hele i form af iltfattig luft, en voldsom længde og en meget stejl afslutning med op til 24% i den absoluttte finale, og forinden kan man endda udnytte den ligeledes meget vanskelige Madeleine til at lægge et tidligt pres på rivalerne.

Det gør det til en finale, der er så vild, at man ikke finder det i Touren normalt. Den slags bjergfinaler kender vi kun fra Giroen og Vueltaen, og her kombineres de stejleste procenter kun sjældent med så voldsomme højder også. Det gør det til en helt særegent svær etape, og mens man ofte i Tourens alpefinaler har stor glæde af et stærkt hold, er afslutningen her så vanskelig, at vi bør ende med en mand-til-mand-kamp, hvor Primoz Roglic selv skal gøre arbejdet færdigt og ikke kun kan læne sig af sit superhold.

Som jeg skrev i analysen efter 15. etape, er der ingen tvivl om, at Tadej Pogacar lugter blod efter de uventede svaghedstegn, vi så fra Roglic på de sidste meter af Grand Colombier. Den unge slovener er da også blevet stadig mere selvbevidst i sine udtalelser siden da, og han har ikke lagt skjul på, at målet ikke er en podieplads, men derimod Tour-sejren.

Derfor kommer angrebet på Roglic også, hvis Poagcar har de ben, han hidtil har haft. Med udsigt til en 18. etape, hvor Roglic meget vel kan kontrollere det med sit fabelagtige hold, er det onsdag, at Pogacar skal vinde den tid, der giver ham en tilstrækkelig buffer inden lørdagens forventelige nederlag. Og da han også skal indhente de 40 sekunder, han allerede har tabt, er der ikke råd til at lade ét sekund gå til spilde.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det betyder også, at UAE er nødt til at gå efter etapesejr og bonussekunder. Det har hidtil været en umulighed for det decimerede og svækkede hold, men i morgen har de faktisk ressourcerne til at kontrollere. Den første del af etapen er nemlig så flad, at Marco Marcato, Alexander Kristoff og Vegard Stake Laengen pludselig er brugbare, og alt taler derfor, at UAE skal sørge for, at det tidlige udbrud holdes i så kort snor, at de ikke har en chance for at gøre det færdigt til slut, når araberne må overlade ansvaret til mere klatrestærke hold.

Naturligvis vil der være kamp om at komme afsted, for alle drømmer om at vinde her. De fleste ved dog også, at chancerne for udbrudssejr er meget større torsdag, og elastikken kan derfor godt knække relativt tidligt, som vi så det i søndags, hvor alle vidste, at det var en dag for favoritterne. Mange af de store hold vil nok forsøge at får forposter afsted, men det kan Jumbo let forhindre i en flad start, hvor også UAE med mulig hjælp fra Astana og Bahrain kan sikre, at udbruddet ikke bliver for stort og stærkt.

Når elastikken er knækket, forventer jeg, at UAE lynhurtigt sætter sig frem. Jumbo vil næppe jagte udbruddet. Nok har Roglic vist, at han ikke er bange for at bringe bonussekunder i spil, selvom det er unødvendigt, men efter fredagens etape vil han formentlig være lidt mere afholdende.

Det bliver således nok UAE, der skal kontrollere det flade, men jeg bliver slet ikke overrasket, hvis Astana og måske også Bahrain giver en hånd med. Vi har aldrig set en grand tour, hvor Lopez ikke har iværksat et stort angreb sent i løbet, og han har tanket selvtillid de sidste dage. Skal Landa på podiet, skal det også være i dag, og det er den etape, der passer ham bedst. Det var meget bemærkelsesværdigt, at vi i dag ikke så ét eneste angreb fra de to hold, og det tyder på, at alle mand er blevet bedt om at spare sig.

Jeg tror derfor, at udbruddet bliver holdt i meget kort snor, særligt fordi UAE skal bruge de tunge folk, mens de kan, og ikke kan hente meget på stigningerne. I mellemtiden kan Peter Sagan og Sam Bennett så spurte om point i pointspurten, hvor det nok atter bliver 2-0 til Bennett, hvis han og Michael Mørkøv kan sikre endnu en af deres flotte dobbeltsejre.

Det bliver interessant at se, hvad der sker på stigningen. Selvom jeg ikke udelukker det, tror jeg ikke, at Jumbo vil hente udbruddet, og UAE har næppe holdet til det, da de gerne vil spare David De La Cruz til finalen og således kun har Jan Polanc at bruge. Til gengæld kan man meget vel forestille sig aktivitet fra Astana og Bahrain, der enten vil lægge pres på eller sende folk i offensiven som kan bruges på sidste stigning. Mest oplagt er det nok at lægge presset, men forposter vil formentlig blive lukket så effektivt ned af Jumbo, at farten alligevel vil gå i vejret.

Man ved aldrig med Landa, der aldrig er bange for at angribe fra distancen og har meget tid at vinde, men frygten for Col de la Loze gør formentlig, at vi ikke vil se angreb på Madeleine. Den store offensiv kan vente til torsdag, hvis den bliver nødvendig, og jeg regner derfor, at første stigning kun bruges til at lægge pres og reducere feltet inden det store slag til sidst.

Betyder det, at udbruddet er uden chance? Ikke helt. UAE kan som sagt ikke kontrollere Madeleine, og hvis Astana og Bahrain bare lader Jumbo føre hele vejen, kan en stærk gruppe godt holde hjem. Col de la Loze er bare så svær, at man skal have et meget stort forspring i bunden, hvis det skal kunne holde, og man skal være en fremragende klatrer. Hvis UAE er kloge, sørger de for, at det tidlige udbrud ikke består af specielt gode klatrere - noget, der kan lade sig gøre i en flad start - og derfor tror jeg, at de sidste rester af udbruddet hentes ind senest på vej op ad Col de la Loze.

Jeg forventer altså et favoritopgør på Loze. Det ender formentlig med Jumbo-tog, da UAE ikke kan lægge presset. Bahrain og Astana vil måske prøve - særligt Bahrain, der med Pello Bilbao og Damiano Caruso har holdet til det - men Jumbo vil sikkert ende med at styre det meste. Stigningens længde og vanskelighed til slut gør også, at jeg tror, at folk vil vente relativt længe med at angribe, og skulle folk som Landa, Lopez og Adam Yates prøve lidt tidligere, vil Jumbo formentlig hurtigt trække dem ind, som de gjorde med Yates forleden.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Jeg tror først, at det for alvor åbnes, når Pogacar træder i karakter. Han skal bruge meget tid, så han kan ikke vente alt for længe, men de sidste 4,5 km er så svære, at man kan gøre gigantisk skade alene her - bare se på hvor meget tid Pogacar og Roglic tog på mange i spurten på muren på 13. etape. Det er derfor her, jeg venter det store slag, og her bør det på de stejle procenter bliver mand mod mand.

Det er klart, at det er svært at se andre vindere end en af de to slovenere, men til gengæld er det også et ret åbent opgør mellem dem. Denne gang vælger jeg at pege på Tadej Pogacar, og det skyldes især to årsager. For det første beskrev jeg i analysen efter 15. etape, at det entydigt har været billedet, at Pogacar har haft en lille overhånd på de lange stigninger, senest på Grand Colombier, mens Roglic har været bedst i de eksplosive finaler. Det taler for, at Pogacar vil være bedst her, også selvom han fra Vueltaen og senest 13. etape har haft det lidt svært med stejle procenter. Los Machucos i Vueltaen viste nemlig, at stejle procenter ikke er et problem, hvis blot stigningen er lang nok, og det er den i sandhed her. Vi så som bekendt også Pogacar sejre på en meget stejl stigning i Valencia i februar.

For det andet synes Pogacars formkurve som altid i et etapeløb at være opadgående, hvilket hans åbenlyse selvtillid også indikerer. Og som et ekstra krydderi vil lidt uvejr også passe regnvejrsrytteren Pogacar, der som bekendt vandt uvejrsetapen til Andorra i Vueltaen. Der er en usikkerhed om Pogacars evner i højderne, men selvom niveauet slet ikke kan sammenlignes med dette, viste Pogacar med sejren i Californien, at han umiddelbart kan leve i iltfattig luft. Denne gang kan Roglic ikke stole på sit hold, og i en mand-til-mand-duel på lange stigninger har Pogacar hidtil været bedst. Derfor tror jeg, at han - igen - tager en tredje bjergetapesejr i en grand tour.

Det vil dog være dumt at afskrive Primoz Roglic. Det kan godt være, at der var små svaghedstegn i søndags, men de var ganske små. Dengang begik han den fejl at angribe for tidligt, men den lektie har han lært. I morgen har han ingen grund til at gøre andet end at sætte sig i Pogacars baghjul, og hvis han føler for det, ved vi også fra Vueltaen sidste år, at han er klog nok til ikke at gå i rød zone for siden at kunne trække sine rivaler stille og roligt tilbage.

Roglic har en kølighed, som unge Pogacar ikke har vist med sine mange lidt hovedløse og ivrige angreb, og han har råd til at give landsmanden lidt elastik. Det kan vise sig klogt, hvis Pogacar mærkes i den iltfattige luft, og Roglics position i klassementet gør derfor, at han stadig har den taktiske overhånd, selvom han her næppe kan lukrere på sit hold. Ser man bort fra den sygdomsmartrede Giro, der ikke kan bruges til noget, er Roglic ikke alt for testet i højderne, men hans første store Tour-etapesejr kom ved at sætte Contador på mægtige Galibier, så det burde ikke blive et problem. Roglic skal ”bare” holde sig til Pogacar og slå ham i spurten til sidst, og det vil være meget dumt at udelukke, at monsteret nok engang viser sin dominans ved at gøre netop det.

Som sagt er det næsten umuligt at forestille sig en anden vinder, hvis favoritterne skal afgøre det i en finale, hvor taktik næppe spiller en rolle, men da jeg tvivler så meget på udbrudssejr, at jeg heller ikke rigtigt ser vindere i det scenarium, fortsætter jeg med at nævne de ryttere, der står næst i rækken, hvis det skulle blive til en kollektiv slovensk offday. Her vil jeg pege på Miguel Angel Lopez som nr. 3 på listen, selvom Richie Porte hidtil har været den klare nr. 3. Det skyldes etapens design.

Colombianeren havde en offday på Marie Blanque, men derudover har han været meget overbevisende. Historisk har han som regel været bedst i den tredje uge - selvom tendensen ikke er helt entydig - og som colombianer er han komfortabel i den iltfattige luft. Et rigtigt bjerg som dette er også guf for Lopez, der også har det fint med stejle procenter. Dagens kørsel så meget overbevisende ud, da han nær havde snydt slovenerne med lidt snilde, og det vidner om friskhed. Udfordringen er, at Lopez jo desværre er blevet kendt for sine store udsving, og derfor risikerer vi, at han render ind i en dårlig dag på det værst tænkelige tidspunkt. Sker det ikke, vil jeg dog ingenlunde blive overrasket over at se Lopez som nr. 3 bag de to slovenere eller måske udnytte lidt for meget internt slovensk magtspil til at snige sig væk til sidst, nu hvor han har tabt tid.

Det kan dog også blive Richie Porte. I hvert fald har australieren været klart nr. 3, siden han på 9. etape gav de første lovende takter, og i dag virkede han også i totalt overskud. Faktisk ser det ud til, at det har været en fordel, at han ramte løbet i en lidt svag tilstand, for denne gang synes han helt modsat de vanlige tendenser bare at blive bedre og bedre dag for dag. Fortsætter han det, og kommer han endnu nærmere det sublime niveau fra 2017 og 2018, kan han måske true de to favoritter.

Jeg er dog lidt bekymret for stigningens længde. Porte har sine bedste resultater på lidt kortere stigninger, og han har endnu til gode at vise det helt store i højderne. Han har dog heller ikke vist svagheder i iltfattig luft, og der er grund til at håbe, at han også kan håndtere den. Stejle procenter har han altid været god på, og derfor kan det sagtens ham, der kommer tættest på de to slovenere og måske kan lukrere på lidt internt slovensk magtkamp, selvom taktik næppe spiller den helt store rolle her - i hvert fald hvis de foregående etapers hierarki bevares her.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Vi er også derhenne, hvor Enric Mas’ seje motor endelig er varm. 5. pladsen på Grand Colombier indikerer, at det går som i Vueltaen i 2018, hvor han på 9 dage til sidst gik fra en 12. til en 2. plads, og han bliver traditionelt bare bedre og bedre. Det har været helt konsekvent i dette løb også, og denne store bjergetape med lange stigninger er skabt til den dieselmotor, der gav ham en stor sejr på samme Vueltas 20. etape, som netop var en svær bjergetape med mange bjerge og højdemeter. Også han er lidt uprøvet i den iltfattige luft, men kan han håndtere den, er en så stor bjergetape i den tredje uge guf for en Mas i åbenlys fremgang.

Den store skuffelse på Grand Colombier var Mikel Landa, der slet ikke byggede videre på de fine tendenser fra Pyrenæerne. Det burde ellers være hans terræn i de virkelige bjerge, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Landa har imidlertid ikke altid været lige stabil, og man kan håbe, at han har fundet sig selv inden denne etape, der burde passe ham. Han er god på lange stigninger og har i Baskerlandet og i Giroen vist, at han er god på stejle procenter. I Giroen har han også klaret den iltfattige luft, og han er ikke bange for at tage initiativ, hvis der bliver for meget slovensk kiggen-på-hinanden undervejs. Det kræver dog, at han genfinder benene fra Pyrenæerne og ikke har Grand Colombier-benene igen.

Næst i rækken står Rigoberto Uran . Han har åbenlyst konsekvent været et niveau under de ovennævnte - dog først i anden del under Mas - og det vil han næsten med sikkerhed være igen. Uran kører sine grand tours på at følge med og begrænse tabet, og det vil være opskriften igen her. Det er svært at se, at det pludselig skulle gå markant anderledes, men for hans vedkommende kan man håbe, at den iltfattige luft trods alt giver en colombianer som ham en lidt større chance end hidtil.

Endelig er der jokeren. Egan Bernal smed i dag tid for at kunne gå i udbrud. Det får han næppe lov til på denne etape, hvor UAE ikke vil give ham en lillefinger, og derfor sparer han formentlig kræfter til torsdag. Men tænk nu, at de gode ben, som han fandt mellem 8. og 9. etape pludselig melder sig igen, og ryggen ikke driller. Vi er i den tredje uge af en grand tour, vi skal op i Bernals elskede højder, hvor han vandt Touren sidste år, og Col de la Loze er som skabt til den rene dieselklatrer Bernal. Formentlig sparer han sig, men kongen af højder i Tourens tredje uge er måske frisk på at overraske, hvis han igen oplever samme markante fremgang som i Pyrenæerne. Af samme årsag kunne man pege på Richard Carapaz, men han vil næsten med sikkerhed spare sig til torsdag efter at have gravet dybt i dag.

Blandt de øvrige klassementsryttere er det svært at tro på Adam Yates på så lang og svær en stigning så sent i løbet, selvom han har vist sig ganske holdbar indtil videre. Alejandro Valverde er kendt for sit had til højder, og hans niveau rækker trods fremgangen ikke til at vinde en etape, der ikke just passer ham. Tom Dumoulin er ren hjælper og skal i forvejen på en etape som denne bare overleve - især nu hvor dagens etape som beskrevet i analysen indikerede lidt af hans klassiske tredjeugesrust. Sepp Kuss kunne meget vel være med helt fremme igen, men alene i rollen som hjælper og uden chance for at vinde etapen. Selvom Nairo Quintana nu faktisk to år i træk har rejst sig og vundet kongeetapen i den tredje uge, skal der vist et mirakel til, hvis det skal igen, selvom denne etape er den, der passer ham bedst. Og endelig har Guillaume Martin været så klart i formnedgang, at det er svært at se ham rejse sig markant, selvom denne etape er skabt til en dieselklatrer som ham. Derudover vil jeg holde øje med dieselklatrere som Jan Hirt, Sebastien Reichenbach, colombianerne Harold Tejada og Daniel Martinez, Kenny Elissonde samt Damiano Caruso og måske også Pello Bilbao, der dog vil finde stigningen lidt lang og svær, som folk, der ender godt og formentlig holder sig til, men de vinder naturligvis ikke et favoritopgør. George Bennett kunne på denne etape også levere sit hidtil bedste resultat, selvom han formentlig slapper af, når først han er færdig med at føre. Etapen passer ham i hvert fald.

Som sagt tror jeg ikke meget på en udbrudssejr, og hvis endelig det lykkes, tror jeg ikke, at vi skal regne med oplagte navne som Egan Bernal, Richard Carapaz, Daniel Martinez, Emanuel Buchmann, Warren Barguil, Pierre Rolland eller Thibaut Pinot. Jeg tror nemlig, at UAE vil gøre alt for at sørge, at den slags farlige folk ikke kommer afsted, og det lader sig gøre i en flad indledning. Derfor skal vi nok snarere se i retning af ryttere, der måske kan undervurderes.

Her er det særligt Jan Hirt, der springer i øjnene. Forskellen på tjekkens bund- og topniveau er så stor, at man sjældent forstår, at det er samme rytter, men når han alt for sjældent rammer sit topniveau, er han fantastisk. Hans spidskompetence er netop de længste og stejleste stigninger. Det har vi set med nogle fremragende bedrifter på modbydelige Rettenbachferner - der tillige er i højderne - i Tour de Suisse, ligesom han har vundet Østrig Rundt på Kitzbüheler Horn. Sidste år var han meget tæt på at vinde Giroens kongeetape over frygtede og stejle Mortirolo, og det beviser blot, at Col de la Loze har hans navn skrevet med flammeskrift. Den kommer endda i den tredje uge, hvor hans gigantiske motor er ved at være varm, og det så vi på 15. etape, at den er. Han er rytteren, der måske kan undervurderes - og det skal man i den grad lade være med.

En anden rytter er Sebastien Reichenbach. Schweizeren gravede dybt i dag, og det kunne tale for, at han tager sig en fridag. Omvendt ser man ofte, at det er de friske, der angriber igen og igen i den tredje uge, og Reichenbach synes at have friskhed. FDJ kan ikke bare lade en af deres sidste chancer sejle, og da Pinot næppe får lov, kan Reichenbach være manden, der undervurderes. Modsat i dag finder han en finale, der er skabt til en sand dieselklatrer som ham.

En anden rytter kunne være Marc Hirschi. Som udgangspunkt ville man mene, at så lang og svær en stigning ikke er noget for en puncheur, men med de klatreevner, han viste i Pyrenæerne, skal man aldrig sige aldrig. Udbruddet vil næppe indeholde topklatrerne, og så kan Hirschi meget vel være stærkeste mand. Hans problem er, at hans kørsel hidtil gør, at han næppe er en mand, man undervurderer igen, men terrænet er trods alt lidt uvant for ham.

En anden rytter, der måske kan få lov, er Dan Martin. Ireren har vist klar fremgang med sin kørsel på Grand Colombier, og nu kan hans skader måske komme ham til gode. Han er næppe den rytter, der frygtes allermest efter en resultatmæssigt fattig tid, men hans niveau er stadig højt, som vi så på kongeetapen i Ain. Tiden arbejder mod skaderne og for formen, og Martin bliver bedre og bedre. Etapen passer ham ikke specielt godt, men har jeg ret i, at de mere rendyrkede topklatrere lukkes ned, kan han meget vel være bedste mand i et udbrud.

Den sidste er High Carthy. Som dieselklatrer er han skræddersyet til denne etape med lange og svære stigninger, og med Giro-benene ville han være en topkandidat. Desværre er han faldet helt sammen de seneste dage, og det kan meget vel skyldes styrtet på 10. etape. Det så dog lidt bedre ud i dag, og på 13. etape var han jo ganske fremragende, da han slæbte Martinez med op til frontgruppen og kørte fra folk som Rolland og Barguil. Genfinder han de ben, må man bestemt ikke undervurdere ham på denne etape.

Skulle et af de større navne alligevel få lov, vil jeg særligt pege på to. Den ene er Emanuel Buchmann, der hidtil har været overraskende passiv. Det kan kun være for at have sparet sig til disse to sidste bjergetaper, der passer perfekt til hans gigantiske dieselmotor - særligt i den tredje uge. Hans kørsel hidtil har gjort det meget svært at vurdere, hvor han virkelig står, men logikken siger, at han er i fremgang, efterhånden som hans skader bliver fortid. Etapen passer perfekt til Buchmann, der bliver svær at slå, hvis han får lov.

Den anden er Daniel Martinez. Hans niveau er åbenlyst tårnhøjt, som vi så med sejren på 13. etape og med hans kørsel hos favoritterne de seneste dage. Som colombianer vil han elske den tynde luft, men desværre har han kørt lidt for stærkt. Det betyder formentlig, at han næppe for frihed.

Til gengæld anser jeg det ikke som sandsynligt, at Bernal på nogen måde får frihed af UAE, og jeg anser stigningerne som værende for svære for Marc Soler, Alexis Vuillermoz og Valentin Madouas, selvom de sikkert godt kunne få lidt frihed og synes i form. Og Lennard Kämna tager sig nok en fridag, mens ryttere fra Astana, Bahrain, UAE og Trek formentlig er låst af Jumbo.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez

Outsidere: Richie Porte, Enric Mas, Mikel Landa Rigoberto Uran, Egan Bernal

Jokers: Jan Hirt, Sebastien Reichenbach, Marc Hirschi, Dan Martin, Hugh Carthy, Emanuel Buchmann, Daniel Martinez (alle fra et udbrud)