Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 18. etape af Tour de France

Optakt: 18. etape af Tour de France

16. september 2020 21:24Foto: A.S.O. / Pauline Ballet

Miguel Angel Lopez viste nok engang, at han er en mester i den iltfattige luft og bragte sig med sejr på kongeetapen meget tæt på en samlet podieplads. Han får en sidste chance for at vinde yderligere tid inden enkeltstarten, når det torsdag gælder den sidste bjergetape, men trods de mere end 5000 højdemeter har den et design, der kan gøre det for let for Jumbo-Visma at lægge løbet i et jerngreb.

Ruten

Efter kongeetapen vil tankerne hurtigt blive rettet mod lørdagens enkeltstart, men forinden får klatrerne en sidste chance for at gøre en forskel på løbets sidste alpeetape. Manglen på en bjergafslutning får den til at glide lidt under radaren, men faktisk er der ingen anden etape i hele løbet med så mange højdemeter. Således skal man over hele tre af Alpernes kendte bjergpas, inden man atter får lov til at stifte bekendtskab med den stejle og spektakulære grusvejsstigning Plateau de Glières, der for første gang blev besteget for to år siden. Dengang spillede den en birolle tidligt på etapen, men det bliver ikke tilfældet denne gang, hvor den reelt er klatrernes sidste mulighed for at bringe mere tempostærke ryttere under pres. Derfor er der næsten garanti for et stort show, men en relativt bød afslutning med ca. 30 lettere kilometer til sidst betyder også, at det kan blive en dag, hvor forskellene mellem de allerbedste er begrænsede.

 

I alt skal der køres 175,0 km mellem Méribel og La Roche-sur-Foron, og de køres alle i hjertet af Alperne. Starten er dog relativt fredsommelig, idet man kører ad en let stigende dalvej mod nordøst frem til byen Bourg-Saint-Maurice-Les-Arcs, der nås efter 25,0 km. Forinden kører man dagens spurt allerede efter 14,0 km, hvor den kommer efter en lige vej, der over den sidste km stiger ganske let. I Bourg-Saint-Maurice-Les-Arcs tager etapen til gengæld for alvor fat, når man drejer mod nordvest for at bestige det berømte kategori 1-bjerg Cormet de Roselend, der over 18,6 km stiger med 6,1% i snit. Der er tale om en relativt jævn stigning, som aldrig for alvor bliver stejl, og som efter fem relativt lette kilometer stiger med 7-8% det meste af vejen mod toppen, der nås efter 46,0 km.

 

Herefter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest - kortvarig afbrudt af en ultrakort bakke, der leder op til toppen af Col du Méraillet - ned til byen Les Cernix, hvor man skal over den lille kategori 3-stigning Cote de la route des Villes (3,2 km, 6,6%), som har top efter 67,5 km, inden man kører videre ned til Beaufort, der nås efter 73,5 km. Man forbliver dog ikke længe i dalen, da man med det samme kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Col des Saisies, der stiger med 6,4% i snit over 14,6 km. Den er betydeligt mere irregulær end Cormet de Roselend og veksler på første halvdel mellem stejle kilometer med op til 11,1% og næsten flade plateauer. Anden halvdel er dog mere regulær med en stigningsprocent på hovedsageligt ca. 7, inden man runder toppen efter 91,0 km. Herfra venter en ikke alt for vanskelig nedkørsel, der leder mod nordvest ned til Flumet, hvor man med det samme fortsætter mod nordvest op ad den lidt kortere kategori 1-stigning Col des Aravis, der over 6,7 km stiger med 7,0% i snit. Den er på den nedre del meget regulær med 6-7%, inden den 6. kilometer stiger med hele 11,1%, hvorefter den flader ud frem mod toppen, som passeres efter 117,5 km.

 

Efter tre berømte alpetinder følger en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod nordvest tilbage til dalen. De 30 lettere kilometer får imidlertid hurtigt en ende, når man drejer mod sydvest for at passere den stejle Montée du plateau des Glières, der er uden for kategori. Den er blot 6,0 km lang, men stiger med hele 11,2% i snit fordelt med ca. 10% over de første to kilometer, 12-13% over de følgende to kilometer og derefter hhv. 9,8% og 12,0% på de sidste to kilometer frem mod toppen, som rundes med 31,5 km igen i forbindelse med en bonusspurt. Her fortsætter man ad et let stigende stykke, som byder på 1800 m grusvej, inden man når helt op på Col des Glières i 1433 m højde efter 145,5 km.

 

De afsluttende 29,5 km indledes med en meget kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest ned til Thorens-Glières i dalen. Her kører man med det samme mod nordøst op ad den lille ikke-kategoriserede Col de Fleuries, der stiger uhyre jævnt med et gennemsnit på 4,4% over 5,9 km. Toppen kommer med bare 10,0 km igen, og de består af en ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod nordøst ned til La Roche-sur-Foron. Her fortsætter det med at falde ned mod de sidste 500 m, der er stigende med 4,6% i snit. Inde i byen er der sving med 1200 m og 500 m igen, inden man rammer den 6,5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 5166 højdemeter.

 

La-Roche-sur-Foron har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter dagens risiko for uvejr venter en smuk og varm torsdag. Himlen vil være skyfri med en tempertaur, der i målbyen når hele 29 grader. Risikoen for en byge er kun 15% sidst på etapen, og vinden vil igen være svag til let (5-10 km/t) og komme fra nord. Det giver mod- og sidemodvind hele dagen frem til Glières-stigningen, hvor man får sidemedvind. Fra nedkørslen er der så sidemod- og modvind resten af vejen, indtil man får sidevind på de sidste 500 m.

 

Analyse af 17. etape

Kan I huske tilbage til Vueltaen i 2017? Det var dengang en hel cykelverden havde lidt svært ved at forstå, hvad der udspandt sig i de sydspanske bjerge. Nok vidste alle, at den Miguel Angel Lopez, der helt ud af det blå uden forudgående erfaring i Europa nærmest sensationelt vandt Tour de l’Avenir var noget ganske særligt, som hans meget tidlige sejr i Tour de Suisse var det klareste eksempel på, men alligevel var der næppe nogen, der havde ventet det, de så i de dage.

 

Hvad var det, der skete? Jo, lille Lopez fra Colombia viste sig at være den Superman, hans tilnavn tilsagde, da han over tre dage fik Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og co. til at ligne en skoleklasse på vej til cyklistprøve. Det startede på Calar Alto, hvor alle andre gispede efter vejret i de 2154 m højde, det fortsatte lidt længere ned i blot 1824 m højde på Sierra de la Pandera, hvor udbryderen Rafal Majka dog forhindrede ham i at vinde etapen, og det kulminerede med hans vilde ridt fra distancen helt op i Sierre Nevadas tyndeste luftlag 2504 over havets overflade.

 

Det er nemlig meget passende, at Lopez kaldes Superman. Han flyver nemlig akkurat lige så højt som tegneseriehelten, og derfor kommer han kun for alvor til sin ret, når luften er så tynd, at europæere tænker, at toppen af Mount Everest må være lige om hjørnet. Som de fleste andre colombianere trives Lopez bedst på den anden side af de 2000 m, som han gjorde det, da han vandt omtalte Tour de Suisse på Rettenbachferner på den forkerte side af de 2500 m.

 

På den baggrund er det kun naturligt, at Lopez havde peget på onsdag d. 16. september som sin D-dag i sin Tour-debut. Skulle han indfri ambitionen om at stå på det eneste grand tour-podium, han stadig ikke har betrådt, skulle det ske med en stor offensiv i det terræn, der sidste år gjorde det muligt for landsmanden Egan Bernal at indhente det terræn, han havde tabt drypvist i de første to uger. I det lys burde man egentlig ikke være svært forundret over, at det netop blev Lopez, der erobrede løbets kongeetape.

 

Alligevel var der næppe mange, der vitterligt troede på, at Lopez kunne slå begge de slovenske supermænd, der hidtil har været så suveræne i årets løb. Siden 2017 har der nemlig været alt for langt mellem snapsene hos Superman, hvis foreløbige nedtur kulminerede i 2019, hvor både Giroen og Touren endte som gedigne fiaskoer.

 

Derfor er Lopez gledet lidt under radaren, men topniveauet har altid været. I 2019 blev suveræne Roglic kun én gang sat på en længere stigning, når han var i fuld vigør, og det var netop selvsamme Lopez, der mestrede den kunst på Javalambre i Vueltaen. Ja, faktisk gjorde han det i virkeligheden to gange, for han havde kurs mod et lignende soloridt på kongeetapen i Andorra, indtil himmel og jord stod i ét og sendte den flyvende Lopez pladask ned på de regnvåde grusveje og efterlod ham med skader, han vel i virkeligheden aldrig helt kom sig over igen. Selv inden corona-pausen nåede havde han vise det, da han satte Remco Evenepoel til vægs på Malhao i Algarve - en bedrift, hvis klasse vi først senere for alvor har forstået omfanget af.

 

Alligevel sidder man med en uforløst fornemmelse. Lopez er nemlig stadig hele 1.26 efter Roglic i klassementet og derfor slet ikke en reel trussel i kampen om den samlede sejr. Det skyldes desværre det, der altid har været hans akilleshæl, nemlig de dumme offdays specielt i den første del af grand tours. Således har jeg gentagne gange påpeget, at Lopez lige siden 4. etape lignede en mand lige så flyvende som i begyndelsen af sidste års Vuelta, men hans sejrsdrøm knustes af endnu en af de dårlige dage på Marie Blanque for halvanden uge siden.

 

Nu kan Lopez nok godt finde lidt trøst alligevel. Selv uden tabet i Pyrenæerne, havde han næppe været en trussel mod Roglic og Pogacar, der har været ham ganske overlegen på etaperne i mere iltrig luft. Og selvom Lopez jo i Algarve antydede, at han måske har forvandlet akilleshælen på enkeltstarten til måske endda en lille styrke, er han trods alt ingen Roglic, når tempocyklerne trækkes frem på søndag. Og havde han endelig været i gult i dag, havde et Astana-mandskab, hvis væsentligste klatrere alle har skuffet, næppe kunnet stille noget op med det store Jumbo-kavaleri.

 

Selvsamme kavaleri har nemlig lige så meget grund til at fejre dagen som Lopez. Det gør de nok ikke, for det altædende gule monster viste med holdets kørsel først på etapen, hvor et ufarligt udbrud holdtes i snor, nok engang, at han er så urimeligt sulten, at resten af feltet efterhånden må være lidt småtrætte af han. Derfor vil han næppe være tilfreds med at være blevet slået af Lopez, som han åbenlyst undervurderede i sin kamp mod Pogacar og således gav et hul, der selv med god hjælp fra fænomenale Sepp Kuss, der igen dag viste sig at være en gevinst og ikke den frygtede nitte, ikke atter kunne lukkes.

 

Når den skuffelse har lagt sig, bør han alligevel være tilfreds - også selvom han tydeligvis er frustreret over stadig ikke at have vundet en rigtig bjergafslutning i en grand tour (i den sammenhæng tæller spurten på 4. etape ikke rigtigt). I dag sikrede han sig nemlig allerede reelt Tour-sejren, da eneste trussel i den sammenhæng var Pogacar, og denne gang viste chefmonsteret med eftertrykkelighed, at han også på de længere stigninger stadig er Sloveniens bedste klatrer, selvom de foregående etaper kunne have antydet det modsatte.

 

Nu skal det gå meget galt, hvis ikke Roglic skal stå øverst på podiet i Paris. Selvom Tom Dumoulin stadig er ramt af den tredjeugesrust, han ofte lider af, og George Bennett aldrig er blevet sig selv efter styrtet - og formentlig også har mistimet sin form, som han plejer - er Jumbo-maskinen med Kuss og den stadig mere skræmmende Wout van Aert så overbevisende, at kun en offday kan knække dem og Roglic på en 18. etape, der er designet til et stærkt hold og ikke til en mand-mod-mand-duel. Lægger man dertil, at der allerede er udskrevet regninger til alle andre inden lørdagens enkeltstart, peger alt på, at Roglic lever op til status som storfavorit og nok engang understreger, at alle desperate håb om, at han skulle mangle holdbarhed i den tredje uge, er lige så meget fri fantasi, som når folk tror, at der findes monstre - selvom selvsamme Roglic som bekendt godt kunne give liv til den slags opfattelser.

 

I stedet blev det Pogacar, der blev dagens taber. Taber er dog nok et stort ord, når vi taler om en 21-årig ungersvend, der har vundet fem af de nu 38 grand tour-etaper, han har kørt, og har kurs mod sit andet podium ud af to mulige. Kørslen var da også igen lige så fortræffelig som i resten af løbet, selvom Roglic altså fik sat en streg under, at det fortsat er ham, der har den slovenske overhånd, som han også havde det i Vueltaen. Skuffelsen vil utvivlsomt være stor for ambitiøse Pogacar, der jo med David De La Cruz’ forcering klart signalerede, at han var tro mod sit ord og gik efter Tour-sejren, men når adrenalinen har lagt sig og klarsynet meldt sig, kan han glæde sig over, at han i dette løb har været den trussel mod Roglic i etapeløbssammenhæng, som vi ikke rigtigt har set i de seneste knap to sæsoner.

 

Der er straks mere grund til at have ondt af Richie Porte. Bedst som ingen forventede det, og alle havde sendt ham på pension som kommende luksushjælper hos Ineos, har australieren endelig lignet en kandidat til det podium, han jo burde have fået, da han i 2017 og 2018 var så skræmmende stærk. Desværre kunne man på forhånd udpege netop denne etape med et meget langt målbjerg i højderne som den måske største trussel mod den podiedrøm, han tændte på Marie Blanque for halvanden uge siden, og selvom han atter undgik det kollaps, mange forventer af ham i grand tour-sammenhæng, må han nu indse, at han meget vel kan ende som podieløs Tour-rytter til trods for, at han uden uheld måske kunne have været Tour-vinder.

 

Til trods for sine indiskutable tempoevner er det nemlig meget at skulle indhente 1.39 på Lopez. Det lader sig gøre, hvis vi taler om den Lopez, vi kendte frem til og med 2019, men hvis vi taler om den Lopez, der slog adskillige specialister på den relativt flade rute i Algarve, ligner det en 4. plads til Porte - hvis altså ikke Lopez nok engang løber ind i de offdays, der som bekendt er hans varemærke.

 

Han er imidlertid ikke den eneste taber. Et endnu større nederlag indkasserede Mikel Landa, men man må beundre ham for det initiativ, han altid viser, selv når benene ikke er til det. Drømmen om podiet krævede en stor offensiv i dag, og selvom man allerede i søndags fornemmede, at det nok ikke var realistisk, blev Bahrain det første hold, der turde sætte Jumbo lidt under pres. Desværre løb det hele ud i sandet, da fornemmelsen fra Grand Colombier blev bekræftet, men Bahrain og Landa skal have ros for at gøre et forsøg, der på forhånd lignede en næsten umulig opgave at gøre til virkelighed. Og for seerne er det slet ikke så ringe at have en indebrændt Landa uden noget at miste på en 18. etape, der lægger op til angreb fra distancen.

 

En anden taber var Rigoberto Uran, men det vil være en overvurdering af egne evner, hvis han vitterligt er skuffet over ikke længere at være podiekandidat. Selvom han har overpræsteret i forhold til det, han har vist i de seneste mere end tre år, har han konsekvent hængt et par meter bag alle andre. Håbet om, at den iltfattige luft kunne ændre det forhold, viste sig ikke uventet ubegrundet, og Uran bør i stedet være stærkt tilfreds med, at han i kraft af stabil kørsel uden tab i sidevind eller på dårlige dage ligger på en 6. plads foran ryttere, der har vist sig stærkere end ham og med udsigt til avancement til en 5. plads på lørdagens enkeltstart.

 

Det vil ske på bekostning af Adam Yates, der nok engang undlod det kollaps, man altid forventer fra en Yates i den tredje uge. Det gjaldt særligt på en etape med så lange stigninger og mange højdemeter, men som det var tilfældet i 2016 har Yates denne gang med klog og afmålt kørsel været i stand til at forsvare sig så meget, at han har kurs mod en top 10, hvis han blot undgår det altid farlige Yates-kollaps på en 18. etape, hvis mange højdemeter dog er en betydelig trussel. Og dermed viste ideen om som i 2016 at bluffe ved på forhånd at afblæse alle klassementsambitioner nok engang som en uhyre god ide, der vidner om, at det åbenbart er en god ide ikke at tynge den spinkle britiske krop med alt for store forhåndsforventninger.

 

Den slags forhåndsforventninger var der i stedet til Nairo Quintana, men efter to uger med konstant niveaufald, som vi efterhånden har lært det at kende for ”Gamle Quintana” i grand tours, kom det totale kollaps i går. Dermed ender det løb, hvor forhåndsforventningerne efter et flyvende forår har været størst siden 2016, med at give det værst tænkelige resultat. Det skyldes formentlig i høj grad styrtet, selvom niveaufaldet allerede var tydeligt forinden, men medmindre han i morgen hiver den kanin op af hatten, han gjorde med kongeetapesejre i både 2018 og 2019, bliver 2020-udgaven af Touren den værste for den lille colombianer nogensinde.

 

Det gør den til gengæld ikke for Enric Mas. Igen i dag viste den spanske tredjeugesmotor, at den er gigantisk, og det spanske talent fortsætter stilen fra Vueltaen i 2018, hvor han avancerede dag for dag i løbets anden halvdel. Dengang nåede han op på 2. pladsen, og selvom det ikke sker denne gang, kan han med sine fine tempoevner sent i grand tours stræbe efter et betydeligt avancement på måske 2-3 pladser på lørdag. Og selvom den igen tempostærke Uran nok bliver svær at fange, vil denne Tour med en mulig 6. plads og et stensikkert top 10-resultat bekræfte, at han er tilbage som det grand tour-talent, vi alle så for to år siden.

 

Talent er nok for meget sagt om Alejandro Valverde. Jo, talent har han masser af, men det prædikat er reserveret til ryttere, der med lidt god vilje kunne være hans børn. Og man kan kun bøje sig i støvet over, at 40-årige Valverde nu nok engang har kurs mod en top 10-placering, som ingen næppe havde forventet, da selvsamme Valverde næsten skulle have stokken til hjælp for at komme til mål i alle sæsonens forudgående løb. Nej, pensionsmoden er Valverde alligevel ikke, og når han forsvarer sig så godt på en etape som denne i hans forhadte højder, ligner han atter både VM- og Vuelta-kandidat, som han plejer.

 

Vuelta-kandidat kunne Richard Carapaz også være. Man kan kun beundre, hvordan Little Richard har holdt fanen højt for Ineos, som Landa gjorde det efter en lignende fiasko i Giroen i 2017. Nok blev det ikke den store triumf på Col de la Loze, men Carapaz’ enorme motor er efterhånden ved at finde sin vanlige høje temperatur i den tredje uge trods styrt og en forberedelse, der var alt andet end optimal. Og med stakkels Chris Froomes store trængsler med at genfinde sit niveau, vil det ikke være dumt for Ineos at give Carapaz sin egen chance ved siden af briten på de spanske landeveje, hvor hans store holdbarhed burde gøre det muligt at køre to grand tours i et løb, hvor alle topkandidater vil have Touren i benene.

 

Der slipper han nok for at bekymre sig om Lopez - i hvert fald hvis ikke Ion Izagirres brækkede håndled og kraveben betyder, at Astana alligevel sender ham til Spanien som plan B i stedet for den baskiske plan A. Det er dog heller ikke sikkert, at Superman vil flyve lige så højt i Spanien, som han gjorde på Col de la Loze i dag, for den spanske grand tour byder kun i begrænset omfang på iltfattig luft. Som vi så det så tit i 2017, og som vi så det i dag, er det nemlig her, den lille colombianer for alvor trives, og selvom der denne gang kun var ét iltfattigt skud i bøssen, var det nok til sandsynligvis at fuldende hattricket over grand tour-podiet.

 

Mens Alexandre Vinokourov så spekulerer over, hvordan han fik den geniale ide at sende Jakob Fuglsang og ikke Lopez til et enkeltstartsfattigt højdernes Tour de France i 2019 for i stedet at lade colombianeren satse på en Giro med hele tre enkeltstarter, har resten af cykelverdenen fået en påmindelse om, hvorfor det var vi alle stirrede så måbende op himlen dengang, Superman fløj højt første gange og fik Froome og co. til at ligne en skoleklasse.

 

Favoritterne

Det er ikke svært at gennemskue, hvad arrangørerne tænkte, da de sammensatte en rute med mange bjergetaper, men uden mange bjergafslutninger. Håbet var naturligvis, at det kunne anspore til et festfyrværkeri af et cykelløb, hvor der ville blive angrebet fra distancen, og risikovilligheden ville være stor. Drømmescenariet var utvivlsomt, at status efter kongeetapen ville gøre, at en hel serie ryttere havde tid at vinde inden enkeltstarten, og derfor har de som sidste bjergetape lavet et design, der ansporer til den slags storslåede offensiver, vi kender fra folk som Miguel Angel Lopez og Mikel Landa.

 

Den strategi indebærer bare også en risiko. Etapen er virkelig en ordentlig mundfuld med mere end 5000 højdemeter over bare 175 km, hvilket samlet set gør den til den i særklasse vanskeligste i årets Tour, men de har nok strammet den lidt for meget ved at anbringe den ellers brutale Glières-stigning hele 30 km fra mål. Nok skal de efterfølgende over Fleuries også, men den er en uhyre let sag, og når man først er ovre den teknisk vanskelige nedkørsel venter hele 19 km, der er relativt lette at kontrollere for et stærkt hold. Og som bekendt findes der i dette løb netop ét hold, der er 7-8 gange stærkere end alle andre mandskaber til sammen. Bedre bliver det bestemt heller ikke af, at der de sidste 30 km vil være nærmest uafbrudt modvind.

 

Nej, det er en etape, som Jumbo kan være ganske fint tilfredse med at skulle forsvare sig på i en situation, hvor status quo reelt sikrer Primoz Roglic den samlede sejr. For alle andre hold ville det have været et mareridt at skulle kontrollere en etape med så mange højdemeter og så mange bjerge, men lige netop for Jumbo er det ikke sådan. Derfor er det formentlig kun en offday, der kan forhindre Roglic i at forsvare sin føring og sætte sig selv i en position, hvor han næsten ikke kan undgå at vinde.

 

Spørgsmålet er, hvem der overhovedet tør tage kampen op mod overmagten. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at Tadej Pogacar nok skal gøre forsøget på Glières, men selv hvis han skulle sætte Roglic, vil hollænderne kunne køre ham endnu igen. Og med et svagt hold, der gør det svært at sende forposter afsted - noget, Jumbo heller aldrig vil tillade - vil han næppe være villig til at gamble stort med en vild offensiv, der kan koste ham den 2. plads, der lige nu synes ret sikker.

 

Den slags offensiver ligger til gengæld til Miguel Angel Lopez. Faktisk er det svært at huske en grand tour, hvor Astana ikke på den sidste bjergetape netop har sat det helt store i scene, så Lopez kunne lave et stort nummer fra distancen. Det så vi i Vueltaen i 2018, i Giroen i 2019 og senest i Vueltaen i 2019, men det var kun i førstnævnte, at udbyttet var betydeligt.

 

Spørgsmålet er bare, om han vil gøre det her. Jumbo er så stærke, at det overraskende svage Astana-mandskab næppe får en forpost afsted igen, når nu Lopez har vist sin reelle styrke, og lige nu har han god kurs mod en podieplads, der kan fuldende hans hattrick af podier i grand tours. For at vinde løbet skal han vel tage i nærheden af tre minutter på Roglic, og det vil være galmandsværk at risikere at blotte sig over for tempostærke Richie Porte, der i forvejen er en trussel på enkeltstarten. Naturligvis vil det være oplagt at forsøge at sætte Porte på Glières og måske slå sig sammen med slovenerne, men angreb fra distancen vil næppe være gennemtænkt.

 

Hvem skal så åbne løbet? Adam Yates vil formentlig være for bange for at eksplodere, og jeg tvivler på, at Movistar tør satse stort med Enric Mas og Alejandro Valverde, da det vil ligne dem dårligt. Rigoberto Uran har sjældent angrebet i hele sit liv, men han kunne faktisk godt finde på det, som han faktisk gjorde det på 18. etape sidste år. Desværre for ham vil Jumbo relativt let kunne lukke ham ned, hvis han forsøger tidligt.

 

I stedet er der nok lagt op til en stensikker offensiv fra Mikel Landa, også langt udefra. Baskeren er kendt for vilde satsninger, og han har ikke noget at miste. Hans enkeltstart er pivringe, og om han ender som nr. 7, 8, 9  eller 10 er ét fedt. Han kunne sagtens finde på at forsøge at snige sig med i det tidlige udbrud allerede på første stigning, men ellers må Bahrain forsøge at bruge deres uhyre stærke hold til at sende forposter afsted, så Landa kan forsøge på Saisies eller Aravis.

 

Igen er Jumbo bare problemet. De vil formentlig lukke den slags offensiver nærmest med det samme, og vi skal derfor ikke regne med, at nogen af favoritterne vil få lov at køre væsentligt fra hollænderne inden Glières. Her vil jeg som sagt tro, at Pogacar, Lopez og igen Landa nok skal forsøge, hvis benene rækker, men selv hvis de skulle få hul, er det - særligt i modvind - næsten en umulighed at køre fra en Roglic omgivet også sent på etapen af i hvert fald Tom Dumoulin og Sepp Kuss, der kun én gang har haft en af sine oddays i dette løb.

 

Hvad betyder det så for kampen om etapesejren? Igen er det Jumbo, der har nøglen. Etapen er så svær, at det reelt kun er Jumbo og måske Bahrain, der kan kontrollere den. Bahrain vil forsøge et eller andet fra distancen med forposter og et Landa-angreb, men de vil næppe lægge løbet i et jerngreb for at køre finale med Landa. Det eneste hold, der kan forhindre en udbrudssejr, er Jumbo, når nu Astana er så overraskende svage og ikke kan lægge det pres, de formentlig gerne ville.

 

Gør de så det? Det tror jeg faktisk. Roglic ville åbenlyst gerne have vundet i dag, og dette er en etape, han kan gå efter uden at blotte sig selv væsentligt. Den kan han nemlig vinde i kraft af sit hold og sin spurt, og da det er sidste dag, Jumbo-holdet reelt skal i arbejdstøjet, kan han tillade sig at brænde dem af uden at frygte for et sammenbrud senere. Med andre ord kan han uden væsentlige risici gå efter en sejr, som han jagtede på 9., 15. og 17. etape, men missede alle gange. Det vil det altædende monster formentlig gøre.

 

Det betyder dog ikke, at det bliver let. Alt, hvad der kan krybe og gå af klatrere, vil forsøge at komme afsted, og der venter derfor en gedigen angrebsfest. Vi vil næppe have etableret et udbrud i den indlagte spurt, hvilket øger chancen for, at Sam Bennett og Michael Mørkøv i den let stigende dyst kan sætte yderligere point i den irske bank med en mulig dobbeltsejr. Alt taler da også for, at udbruddet først kører på Cormet de Roselend.

 

Her forventer jeg, at det kan gå helt amok. I disse situationer ser man ofte, at klassementsryttere, som ikke har så meget at miste - dvs. som sagt især Landa, men måske også Uran - går i offensiven og pludselig sidder i store grupper foran. Jeg forventer derfor en vild angrebsfest, stor udskilning bagfra - stakkels sprintere, der skal grave meget dybt for at klare tidsgrænsen - forsøg på at få forposter afsted og samtidig ret aggressiv og kontrollerende Jumbo-kørsel.

 

Jeg tror ikke, at de lader top 10-ryttere smutte væk, men før eller siden vil elastikken knække, enten før eller efter Roselend. I den slags indledninger vil udbruddet være brølstærkt og kun bestå af sublime klatrere, hvilket i sagens natur gør dem svære at indhente. Det er som sagt formentlig kun Jumbo, der kan gøre det, og det tror jeg, at de gør - særligt hvis Landa med et angreb midtvejs tvinger dem til at køre endnu stærkere. På denne slags etaper er udbrud af superklatrere altid farlige, men mit bedste bud er, at favoritterne ender med at køre om det, også fordi modvinden hjælper Jumbo, hvis de vitterligt går efter den.

 

Vi kan så se frem til det ventede opgør mellem de bedste på Glières, men her kan Roglic og Kuss næppe bringes ud af fatning - heller ikke selvom angreb fra Porte, Lopez og Pogacar er sandsynlige. Roglic er nemlig i uhyre overskud, og vi så på 13. etape, at han er feltets bedste på korte, stejle stigninger. Spørgsmålet er derfor nok mest, om der herefter sker en regruppering til en større favoritgruppe, eller om Pogacar, Roglic og Lopez kan samarbejde. Sidstnævnte vil nok kræve, at de kommer af med Porte, hvilket er svært på denne form for kort, stejl stigning, som han vil elske, for ellers er der ikke meget for dem at vinde ved at holde alt for meget gang i den og dermed blotte sig over for hinanden. Jeg hælder derfor mest til, at der sker en regruppering, så det meste af top 10 trækkes af Dumoulin og Kuss frem mod en spurt, da Fleuries næppe er svær nok til at spille en rolle, slet ikke i modvind. Med andre ord er det formentlig kun dårlige dage, der for alvor kan koste og næppe en dag, hvor der gøres forskelle mellem de allerbedste, forudsat at offdays altså undgås.

 

Bliver det scenarium til virkelighed, er det imidlertid meget få, der reelt har en chance for at vinde. Jumbo kan sætte det hele i scene til en spurt, og ser man på toppen af klassementet, er der vel reelt kun tre, der kan vinde en sådan på de sidste 500 m, der stiger med knap 5%, nemlig Primoz Roglic, Tadej Pogacar og Alejandro Valverde. Alle andre skal drømme om et taktisk spil, hvor man kan snige sig væk, men hvordan sniger man sig væk fra Dumoulin og Kuss? Det lader sig kun gøre, hvis Jumbo har en kollektiv offday.

 

Jeg tror derfor, at Primoz Roglic får den sejr, han nu tre gange har misset. Han og Pogacar har vist sig meget jævnbyrdige i deres indbyrdes spurtopgør, men da de senest spurtede i en stigende finale på 4. etape, var det Roglic, der sejrede. Vi så også på den stejle mur på 13. etape, at han havde et ekstra punch, og modsat Pogacar vil han i finalen have folk til at sikre, at han kan starte spurten, præcis som han vil. Det var ikke tilfældet på 9. etape, hvor spurten var flad, og hvor han var alt for generøs med sit føringsarbejde på den sidste kilometer. I morgen kan han koncentrere sig 100% om etapesejren, og derfor tror jeg, at Dumoulin og Kuss sætter ham op til at tage sin anden spurtsejr i løbet.

 

Hans værste rival er åbenlyst Tadej Pogacar. Sloveneren fik sig en lille lussing i dag, men han har bekræftet, at han stadig er flyvende sent i et etapeløb, som han plejer. Han er stadig et ubeskrevet blad i højderne, der kan have svækket ham, og selvom han næppe kører fra Roglic på Glières, der passer bedre til Jumbo-rytteren, taler alt for, at de vil kunne nå mål sammen igen. Som sagt har de været uhyre jævnbyrdige i spurterne, hvilket gør et indbyrdes opgør meget svært at kalde, men Pogacar har den klare ulempe, at det er Jumbo, der kan kontrollere finalen. Til gengæld så vi også i den seneste puncheurspurt på 4. etape, at Pogacar havde nogenlunde samme fart som Roglic, men at han var dårligt placeret. Sidder han denne gang i sin landsmands baghjul, er der god grund til at tro, at han også kan gå forbi og nok engang komme hjem fra en grand tour med tre etapesejre.

 

Den eneste af toprytterne, der kan true dem i en spurt, må være Alejandro Valverde. Det er naturligvis urealistisk at tro, at han kører med de to slovenere på Glières, når de forventede angreb fra Lopez, Porte og Pogacar lanceres. Til gengæld er der som sagt gode chancer for en regruppering, og ender det i en spurt i en favoritgruppe, må Valverde tages seriøst. Han har ikke spurtet så meget i år og synes at have tabt lidt fart, men 2. pladsen bag Pogacar i puncheurfinalen i Valencia samt spurten på 1. etape i Dauphiné vidner om, at der stadig er fart i stængerne. Denne lidt bløde bakke handler mere om fart end om styrke, og det taler til hans fordel mod de stærkere slovenere. Sidste år var det kun Nibali, der snød ham for at spurte sig til sejr på løbets sidste bjergetape. Nu håber han, at han kan få sin revanche et år senere og tage den første Tour-etapesejr i 8 år.

 

Og så er der selvfølgelig Marc Hirschi. Schweizerens mission er at komme i udbrud, men medmindre han sparer sig til et muligt udbrud fredag, kan han lige så godt forsøge at køre finale, uanset om han hentes fra et udbrud eller aldrig kommer afsted. Til trods for alle hans fortræffeligheder kan han ikke matche de bedste på Glières, men en regruppering er sandsynlig. Sker det, er finalen nærmest skræddersyet til den lynhurtige schweizer, der senest i Laruns viste sin fantastiske hurtighed, endda i en yderst træt tilstand. Han synes stadig frisk og har sparet sig tre etaper i træk, hvor han ikke har ramt udbruddene, og det gør det muligt, at han måske kan køre finale med de bedste.

 

Den anden rytter udenfor klassementet med muligheder er Julian Alaphilippe. Det er svært at tro, at han i sin nuværende form kan være med på en dag med over 5000 højdemeter, men skulle han ramme udbruddet, kan han blive hentet så sent, at det lader sig gøre. Overlever han Glières så fint, at hans eminente nedkørsel kan bringe ham tilbage, burde selv en træt Alaphilippe kunne sidde med hjem. Det er klart, at han vil mangle slovenernes friskhed, men i denne spurt vil han altid være farlig. Alt taler dog for, at det bliver for hårdt efter to udbrudsdage i træk.

 

Jeg ser ikke andre ryttere vinde en spurt. Rigoberto Uran, Adam Yates samt Guillaume Martin og Richard Carapaz (hvis de to sidstnævnte kommer med hjem) har en god afslutning i denne slags finale, men de slår aldrig de to slovenere. Bakken er for let til, at Miguel Angel Lopez, Enric Mas eller Mikel Landa kan komme i spil, og Tom Dumoulin skal støtte Roglic. Skulle de overleve, kan Pello Bilbao, Damiano Caruso, Warren Barguil og Valentin Madouas alle afslutte i en sådan finale, men heller ikke kan slå slovenerne. Og så kunne man selvfølgelig spekulere i Wout van Aert¸ men hvis Jumbo skal kontrollere denne etape, skal belgieren så meget i arbejdstøjet, at det ikke bør kunne blive aktuelt, slet ikke når Roglic åbenlyst selv er skrupsulten efter etapesejr.

 

Endelig er jeg nødt til at åbne en lille dør for Miguel Angel Lopez. Det er åbenlyst, at han er den eneste, der udover Pogacar måske kan køre fra Jumbo-maskinen. Det virker stærkt urealistisk grundet etapens design og den betragtelige modvind, men får han en forpost afsted (som Jumbo dog nok næppe tillader), må han være manden, der kan køre alene hjem fra Glières, også selvom denne stigning passer ham meget dårligere end Loze, og han denne gang ikke har glæde af højdernes iltfattige luft.

 

Mine øvrige vinderkandidater skal vinde fra et udbrud. Som sagt bliver det svært at snyde Jumbo på denne etape, hvis de vitterligt går efter den, og derfor skal man være en sublim klatrer for at gøre det. Formentlig skal man kunne køre væk på Roselend, og derefter skal man kunne gøre det færdigt i en vild finale med muren Glières. Det reducerer kandidatlisten ganske betydeligt. Efter 5000 højdemeter er det ofte stærkeste mand, der vinder, og i et udbrud vil bedste mand også kunne køre væk på den sidste bløde stigning. Den generelle modvind betyder dog, at en god puncheurspurt har en vis sandsynlighed for også at komme i spil, ligesom den teknisk svære nedkørsel stiller krav til nedkørselsesevnerne.

 

Igen er mit bedste bud Marc Hirschi. Sunweb valgte i dag at spare hele holdet for at gå efter de kommende to etaper, og dette må være dagen for den schweiziske vidunderknægt. Det er klart, at 5000 højdemeter er voldsomt for en mand, der indtil dette løb aldrig har været blandt de bedste i bjergene, men han viste i Pyrenæerne, at det ikke er et problem. Han synes stadig frisk og derfor god nok til at køre væk på Roselend, og selv hvis klatrerne skulle sætte ham på Glières, har han sin eminente nedkørsel som våben på den teknisk svære strækning. Kommer han først med hjem til puncheurspurten, er det svært at se, hvem der skal slå ham, og derfor står han med gode kort.

 

Den anden kandidat må være Daniel Martinez. I dag slap han tidligt til trods for Urans klassement, og det kan vel kun læses sådan, at der er lagt i kakkelovnen til et stort angreb. Han synes bare at blive bedre og bedre, efterhånden som styrtet lægges bag ham, og han viste på både 15. og 16. etape, at han kan køre med favoritterne ganske længe. Med udsigt til, at udbruddet kører på Roselend, burde han komme med, og så vil han være svær at sætte på Glières. Han er ikke specielt hurtig til en finale som denne, men i forhold til mange andre klatrere har han et fint punch.

 

Man må også igen fremhæve Richard Carapaz. Ganske vist er han gravet dybt to dage i træk, men i den tredje uge af en grand tour, sidder de friske folk, der dag ud og dag ind. Frisk synes Carapaz at være trods styrtet, og det undrer ikke, når man kender den gigantiske grand tour-motor, der mere end noget andet er hans varemærke. Kører udbruddet på Roselend, står han stærkt i forhold til at ramme rigtigt, og han viste så sent som i dag, hvor fremragende en klatrer han er. Samtidig kan han afslutte på en bakke som denne i selskab med de fleste andre klatrere, og det gør ham til en god kandidat, hvis friskheden er i behold.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor vi har Emanuel Buchmann. Han har været bemærkelsesværdigt passiv i udbrudsforsøgene, og det kan tyde på, at formen ikke sidder helt i skabet. Omvendt har han heller ikke rigtigt haft etaper, der for alvor har passet ham, og hvor et udbrud har haft en chance. Dette må være dagen, han har satset på, og de 5000 højdemeter er skabt til hans eminente motor. Udfordringen er, at han ikke er voldsomt hurtig, og at der derfor er lige vel langt til mål, men den Buchmann, vi kendte senest i Dauphiné, kan sagtens køre alene hjem, som han også gjorde det med sine vilde ridt på Mallorca og Baskerlandet i 2019. Hvis han har sparet sig til ét stort udbrud, må Buchmann være topkandidat til denne etape.

 

Som sagt tror jeg, at Bahrain vil sende forposter afsted, men at Jumbo nægter Landa at komme op til dem. Det kan betyde, at de kan få lov at køre deres egen chance, og så ligner Pello Bilbao pludselig et forrygende bud. Han har i den grad fundet formen de seneste dage, og han er samtidig en god nedkører og en eminent puncheur. Det er klart, at han kan være overmatchet mod de lidt bedre klatrere, men med tid til at komme tilbage og bruge sin spurt, står han stærkt. Vi så som bekendt i Giroen sidste år, at han netop udnyttede en sådan forpostrolle til at vinde den sidste bjergetape, så han har gjort det før.

 

Det kan også blive hans holdkammerat Damiano Caruso. Italieneren er den mest klatrestærke af de to og passer derfor i virkeligheden bedre til de 5000 højdemeter. Den gode form blev bekræftet med dagens topresultat, selvom han havde ført, og også han er nærmest skræddersyet til denne etape, da han kan køre nedad og spurte. Problemet er, at han plejer at være Landas personlige oppasser, og derfor er det nok Bilbao, der først og fremmest skal forsøge at ramme udbruddet.

 

Allerede sidste år viste Lennard Kämna, at han mestrer kunsten at komme i udbrud konstant i den tredje uge. Det gør han også i år, og derfor skal man ikke udelukke, at han kommer afsted tre dage i træk. Han har allerede lovet, at han vil gøre forsøget, men vi må se, om friskheden rækker. I dag var han i hvert fald mærket, og i forvejen passer finalen ham ikke specielt godt, da han ikke er voldsomt hurtig. Til gengæld så vi også i går, at han med sine bedste ben sagtens kan køre alene hjem på en etape som denne.

 

Man må heller ikke regne Thibaut Pinot for helt ude. Det kan godt være, at han ikke er på toppen og har angrebet forgæves, men han har ikke været helt væk. Senest sad han fint med i dag, og han burde faktisk passe ret godt til denne etape. Ikke blot kan han køre væk på Roselend, han elsker også de mange højdemeter og mange bjergpas, ligesom han er lynhurtig. Nedkørslen har han også fået fint styr på med alderen, så eneste spørgsmål er, om formen rækker til at gentage bedriften fra 2015, hvor han efter en stor nedtur endte med at vinde den sidste bjergetape.

 

I dag viste Dan Martin igen, at han er ved at rejse sig, men hans ellers fine nedkørselsevner svigtede - måske grundet angst efter de mange styrt. Benene på stigningerne så til gengæld igen endelig gode ud, og en formstærk Martin er god i denne finale, da han elsker stejle mure samt er lynhurtig på stregen. Usikkerheden går på nedkørslen, hvis dagens scenarium gentager sig, samt på, om formen vitterligt er så god, at han kan komme afsted to dage i træk.

 

Ineos’ bedste bud er Carapaz, men måske kan de også satse på Michal Kwiatkowski og Pavel Sivakov. 5000 højdemeter er formentlig for meget for polakken, men etapens design giver ham en chance. Han har virket uhyre velkørende, og kommer han med på Roselend, kan han gøre det færdigt. Det kræver, at han begrænser tabet på Glières og derefter bruger sine eminente nedkørselsevner og sin gode spurt. Etapen passer på papiret bedre til Sivakov, der jo er en eminent klatrer og faktisk også ganske hurtig i en puncheurspurt, som han viste i Tour of the Alps sidste år. Spørgsmålet er, om formen er god nok efter styrtet. Præstationen i går viser, at han nærmer sig, når man husker, at han havde en hård opkørsel undervejs.

 

Endelig er der Jan Hirt, Hugh Carthy og Sebastien Reichenbach. Alle er de sande dieselklatrere, der har gode chance for at køre med på Roselend, og alle vil de elske de 5000 højdemeter. Problemet for dem alle er bare, at de får pokker svært ved at vinde en etape, hvor sidste svære stigning ligger langt fra mål, da ingen af dem kan spurte, og da de formentlig er i gruppe med andre topklatrere nævnt ovenfor. Som beskrevet i går er Hirt ellers en fantastisk motor i den tredje uge, og han viste på Grand Colombier, at formen er god, ligesom han sparede sig i dag. Carthy kører efter styrtet, som vinden blæser, men i dag viste han, at han på sine gode dage altså er i glimrende form. Form har Reichenbach vist længe, senest i går. Ergo har de alle gode chancer for at ramme udbruddet og lave et stort resultat. Sejren er bare noget andet.

 

Til gengæld tror jeg ikke, at forposter fra Astana, Trek eller UAE får lov at Jumbo, så det udelukker folk som Harold Tejada, formstærke Omar Fraile, den svækkede Alexet Lutsenko, Gorka Izagirre, David De La Cruz og Kenny Elissonde. Hos Movistar har Marc Soler ikke virket helt så overbevisende de seneste dage, og han vil heller ikke elske den stejle stigning. Warren Barguil synes under niveau, og Pierre Rolland vil formentlig kun koncentrere sig om prikkerne, hvilket gør det svært at vinde i en finale, der ikke passer ham. Valentin Madouas gravede meget dybt i dag, og han er ikke typen, der kan præstere sådan to dage i træk, ligesom Carlos Verona trods den fine form næppe vinder. Wout Poels er i fremgang, men næppe god nok endnu, og etapen må antaget for hård for Alexis Vuillermoz, Rudy Molard, Thomas de Gendt, Tiesj Benoot, Ben Hermans, Maximilian Schachmann og Jesus Herrada. Esteban Chaves, Ben Hermans og Nicolas Edet er for formsvage, og jeg tror ikke, at Julian Alaphilippe kan vinde fra et udbrud over 5000 højdemeter, når han har været afsted de foregående to dage. Endelig skal man jo aldrig helt udelukke, at Nairo Quintana gentager nummeret fra sidste år og alligevel hiver en udbrudssejr op på en stor etape i Alperne, som han gjorde på 18. etape sidste år, men denne gang er trængslerne så store, at det virker stærkt usandsynligt.

 

BEMÆRK: På en etape som denne er det nok engang vigtigt at understrege, at navnene nedenfor er dem, der har bedst chance for at vinde etapen, ikke at gå i top 10. Det omtales derimod kort i analysen ovenfor.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Alejandro Valverde

Outsidere: Marc Hirschi, DanielMartinez, Richard Carapaz, Emanuel Buchmann, Pello Bilbao

Jokers: Damiano Caruso, Lennard Kämna, Thibaut Pinot, Dan Martin, Michal Kwiatkowski, Pavel Sivakov, Jan Hirt, Hugh Carthy, Sebastien Reichenbach, Julian Alaphilippe, Miguel Angel Lopez

Primoz Roglic
Tadej Pogacar, Alejandro Valverde
Marc Hirschi, DanielMartinez, Richard Carapaz, Emanuel Buchmann, Pello Bilbao
Damiano Caruso, Lennard Kämna, Thibaut Pinot, Dan Martin, Michal Kwiatkowski, Pavel Sivakov, Jan Hirt, Hugh Carthy, Sebastien Reichenbach, Julian Alaphilippe, Miguel Angel Lopez
Marc Soler, Warren Barguil, Pierre Rolland, Valentin Madouas, Nairo Quintana, Alexis Vuillermoz, Maximilian Schachmann, Jesus Herrada, Omar Fraile, Wout Poels
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

VM - Herre Junior(CM) 26/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

VM - U23 Herrer(CM) 25/09

VM - Dame Junior(CMW) 25/09

VM - Kvinder(CMW) 26/09

Paris-Chauny(1.1) 27/09

Volta a Portugal Santander(2.1) 27/09-05/10

VM - Herre Junior(CM) 26/09

VM - Kvinder(CMW) 26/09

VM - Herrer(CM) 27/09

Paris-Chauny(1.1) 27/09

Volta a Portugal Santander(2.1) 27/09-05/10

BinckBank Tour(2.UWT) 29/09-03/10

Cro Race(2.1) 29/09-04/10

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 30/09

La Flèche Wallonne(1.UWT) 30/09

Coppa Agostoni - Giro del...(1.1) 30/09

Giro d'Italia(2.UWT) 03/10-25/10

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 04/10

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 04/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 04/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 04/10

Tour de Vendée(1.1) 04/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

NY MOUNTAINBIKE? GUIDE, SAMMENLIGN OG FIND FORHANDLER