Optakt: 1. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt og Kennaugh, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning. Det gør den til gengæld i år, hvor åbningsetapen helt følger den nyere trend, men denne gang med så svær en finale, at man skal grave dybt, hvis han vil have chancen for at spurte sig til sejr.

Med en distance på 181,8 km er der tale om en for løbet usædvanligt lang åbningsetape, der afvikledes på to forskelle rundstrækninger med start og mål i Issoire. Den første af disse er 107,7 km lang og indledes med en stor sløjfe i det relativt flade område syd for byen. Fra start snor man sig først mod øst, nordvest og nordøst igennem fladlandet, inden relativt fladt terræn leder mod syd ned til Brassac-les-Mines, der nås efter 42,8 km. Her kører man kortvarigt mod vest, inden man sætter kursen mod nordvest og nord med retning tilbage mod Issoire. Her når man efter 65,7 km toppen af kategori 4-stigningen Cote de Bergonne (1,2 km, 6,7%), der er en helt jævn stigning, inden man når frem til Issoire igen.

Her rammer man efter 71,4 km den afsluttende rundstrækning, og den sidste del af den første rundstrækning er herfra den sidste del af den sidste af de to runder, som er placeret i bakkerne nord for byen. Det er dog stadig fladt, når man kører mod vest og siden nordøst frem til det nordligste punkt, men her tager etapen fandt, når man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Cote du chateau de Buron (3,2 km, 6,8%), der er uhyre regulær helt uden udsving. Toppen rundes efter 93,0 km, men efterfølges bare af et ultrakort fladt stykke, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 4-stigningen Col del la Croix des Gardes (1,6 km, 5,1%), der ligeledes er helt regulær og uden udsving. Toppen passeres efter 95,6 km, hvorefter en teknisk ukompliceret nedkørsel leder mod sydøst og siden syd tilbage til Issore, hvor man til slut kører et let stigende stykke mod vest for at passere målstregen for første gang efter 107,7 km i forbindelse med dagens spurt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Giro d’Italia

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 37,1 km lange afsluttende rundstrækning, der reelt bare er sidste del af den store. Allerede 800 m efter stregen rammer man nemlig den del, man allerede har kørt én gang, og det betyder, at det er stor set fladt, indtil man igen skal over først Cote du chateau de Buron efter hhv. 130,1 og 167,2 km og siden Col de la Croix des Gardes efter hhv. 132,7 og 169,7 km. Den sidste af de fire toppe kommer med 12,1 km igen, og de består af samme teknisk ukomplicerede nedkørsel som tidligere samt de sidste tre let stigende kilometer inde i Issoire. Finalen er mestendels teknisk ukompliceret, idet der efter nedkørslen bare er to rundkørsler med 2000 og 1600 m igen, men der venter til gengæld et sidste skarpt sving bare 500 m fra stregen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger svagt med 0,8%, idet det dog af profilen ser ud til, at det nok snarere er de sidste 500 m, der stiger med 1,6%.

Etapen byder på i alt 2308 højdemeter.

Issoire har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Bundærlig Pogačar: Det er noget lort

Vejret

Også i år starter løbet i Massif-Central, der kan være glohedt, men det er det ikke denne gang. Tværtimod venter der en næsten perfekt søndag med bare enkelte skyer og en temperatur på relativt behagelige 23 grader. Der vil være en let til jævn vind (11-14 km/t) fra nord, hvilket på den store rundstrækning primært giver medvind på første del og modvind på anden del. På den lille rundstrækning vil der være indledende sidevind og siden sidemedvind, inden man får sidevind op over begge stigninger. Der vil være sidemed- og medvind på nedkørslen, sidevind med 2 km igen og slutteligt medvind på de sidste 500 m.

Favoritterne

Der var noget særligt over det, da Dauphiné altid startede med en prolog. Efter en maj måned med fokus på Giroen var det en helt ny verden, der åbnede sig, når de allerstørste navne ofte kom ned fra højderne og blev præsenteret én efter én på en søndag eftermiddag i juni. Det var det sande startskud til Tour de France, hvor jeg i hvert fald altid for første gang kunne mærke Tour-feberen melde sig.

Sådan er det ikke længere. En linjeløbsetape er ikke det samme som en prolog, og man får ikke på samme måde den individuelle præsentation af de hovedaktører, vi skal lære at kende frem over de kommende to måneder frem til afslutningen af Touren. Nu får de store navne i højere grad lov til at gemme sig i feltet, og de er slet ikke på samme måde til den første lille eksamen, som det var tilfældet i gamle dage, hvor formen med det samme blev testet lidt.

I stedet har arrangørerne valgt at give hurtige folk den første chance, men helt i tråd med løbets natur er 1. etape aldrig flad. Det er i virkeligheden en naturlig konsekvens af den nye trend med en start i det kuperede Massif-Central, men det vil på sin vis også være naturstridigt, hvis en ren sprinter skulle føre WorldTourens mest udprægede bjergløb. Sådan er det heller aldrig gået, siden den nye trend blev indledt i 2013, og i stedet har disse kuperede rundstrækningsløb givet alle mulige tænkelige udfald i form af udbrudssejr, som da Thomas de Gendt sejrede, succes til et sent angreb, som da Peter Kennaugh sneg sig væk, og spurtsejr i et reduceret felt, som da den seneste fulde udgave i 2019 åbnedes med sejr til Edvald Boasson Hagen - i øvrigt nordmandens seneste af i alt 81 sejre.

Det er ikke mærkeligt, at udfaldsrummet har været så stort for disse kuperede åbningsetaper. Det gode ved en prolog er nemlig, at det med det samme bringer et hold i førertrøjen, og dermed ved alle, hvem der skal tage ansvar. Det er der ikke en kæft, der aner, når etapen er så svært fortolkelig som denne. Det var præcis den uklarhed, De Gendt udnyttede til sin flotte udbrudssejr, og vi har set lignende scenarier i eksempelvis Catalonien, hvor en vanskeligt fortolkelig åbningsetape tre gange i de seneste ni udgaver er blevet vundet af udbrud.

Det er bestemt også en option, der ikke kan afvises denne gang. Åbningsetapen er nemlig alt andet end enkel. Cote du chateau de Buron-stigningen er en ret kedelig sag, der både har længden og stejlheden til at sætte et hav af hurtige folk til vægs. I det lys vil mange tøve med at bede deres folk tage ansvar, for de risikerer lynhurtigt at blive sat af og dermed gøre det hele til spildt arbejde.

Årets løb er af gode grunde præget af, at sprinterne er løbet skrigende væk. Normalt plejer løbet at byde på to relativt sikre massespurter, men i år er der intet at komme efter for regulære sprintere - heller ikke for relativt holdbare af slagsen. Puncheurspurten på 3. etape er ikke ideel for mange, og finalerne på 1. og 5. etape vil være for svære for de fleste. Den eneste supersprinter, der havde planer om at køre løbet, nemlig Pascal Ackermann, forsvandt da også stille og roligt fra startlisten igen.

Der er kun holdbare folk tilbage, og selv de kan ikke vide sig sikre på at overleve stigningen. Der kan sagtens opstå et større pokerspil, når det skal afklares, hvem der skal jagte et udbrud, og en udbrudssejr må derfor regnes for en ikke uafviselig option.

Læs også

Pogacar erkender nederlag til ”hurtigere” mand: Det var ikke vores dag

Det burde egentlig føre til stor kamp om at komme afsted, men af eller anden grund kører der på 1. etape næsten altid meget hurtigt et relativt lille udbrud. Det kan sagtens være, at kampen bliver større denne gang, men mest sandsynligt er det, at udbruddet relativt let etableres.

Hvem skal så jagte? Faktisk er der kun ét hold, der med nogenlunde sikkerhed vil træde i aktion. Det er Bahrain med Sonny Colbrelli, men jeg har faktisk lidt svært ved at se, hvem der skal hjælpe dem. Alexander Kristoff kan umuligt tro på sig selv på så svær en stigning, og Trek kan bestemt heller ikke vide sig sikre, selvom de har to kort i Mads Pedersen og Jasper Stuyven. Jeg kan forestille mig, at Bahrain måske får hjælp af Trek, der aldrig er bange for at føre, samt måske Astana med Alex Aranburu, Deceuninck med Florian Senechal og lokale Ag2r med Clement Venturini, men det kan sagtens ske, at Bahrain skal føre hele dagen uden hjælp. Derfor udelukker jeg heller ikke en gentagelse af De Gendts choksejr, for selvom klassementsholdene - dvs. Ineos - nok skal sørge for, at udbruddet ikke kører hjem med 10 minutter, kan briterne sagtens tillade sig at lade et udbrud køre hjem med et par minutter, da det næppe er en langsigtet trussel.

Heldigvis for Bahrain er det meste af etapen ikke alt for svær, og mest sandsynligt er det vel trods alt, at vi får skabt samling. Et angreb allerede på næstsidste tur op ad stigning kan vel ikke helt udelukkes - Tim Wellens kan i hvert fald sjældent holde sig i ro - men mest af alt tror jeg, at den store action vil indtræffe, når vi sidste gang skal op ad de to bakker.

Er der nogen, der vil lægge pres på? Jeg kunne sagtens se Astana tage initiativ. Sådan plejer de at køre denne slags finaler, endda også når de ikke har en hurtig mand som Aranburu. Et eksempel er en lignende etape i Tour de Suisse i 2019, hvor man rystede på hovedet over, at det sprinterløse hold splittede feltet til atomer, indtil man så, hvordan Luis Leon Sanchez kørte alene væk til sidst.

Det er i hvert fald sandsynligt, at kasakkerne vil tage initiativ til først at lægge pres på og siden gå i offensiven. Det kunne være både med Aranburu og Alexey Lutsenko, men også Wellens, Greg van Avermaet, Valentin Madouas, Kasper Asgreen og Quentin Pacher er gode bud på folk, der vil forsøge at undgå en spurt. Sågar Michal Kwiatkowski kunne være en kandidat, hvis Ineos er tro mod deres nye offensive natur. Det var som bekendt hjælperen Kennaugh, de lod sejre for nogle år siden via netop et sent angreb. Det er dog nok mere sandsynligt, at Ineos vil sætte sig frem inden toppen for at ramme nedkørslen i en god position.

Et sent angreb kan godt holde hjem, når det er faldende i medvind næsten hele vejen, og dermed har vi alle tre optioner i spil: udbrud, sent angreb og reduceret massespurt. Mest sandsynligt er trods alt spurtscenariet, særligt hvis Ineos sætter sig frem for at undgå problemer. En god position er dog ikke altafgørende, fordi nedkørslen er så enkel, at den aldrig kan splitte feltet. Den er mest af alt bare lynhurtig.

Jeg vælger at tro på spurten, men det bliver efter et hårdt løb. Jeg tror, at Astana vil kunne skabe betydelig udskilning, og derefter skal man sidde rigtigt inden det sidste skarpe sving med 500 m igen. Heldigvis taler meget for, at antallet af sprintere vil være så lille, at positionskampen trods det sene sving ikke bliver alt for afgørende.

Det er svært at komme uden om, at Sonny Colbrelli er favorit, men han har bestemt ingen garantier for at klare stigningen. Når han kommer ned fra højderne, er han ofte rusten, og jeg husker i hvert fald, at han for nogle år siden skuffede fælt på de første stigninger i Tour de Suisse. Stigningen her er så svær, at Colbrelli skal være i form for at klare den, og er han ikke det, kan Astana sætte ham af. Hvis til gengæld han klatrer som på 2. etape i Romandiet, hvor han leverede sit livs klatrepræstation, kommer han utvivlsomt med hjem, og lykkes det, bør han være den hurtigste. De få ryttere, der i dette felt har størst chance for at slå ham - først og fremmest Mads Pedersen og Alexander Kristoff samt måske Florian Senechal - vil formentlig få det for svært. Colbrellis problem er altid positioneringen, men i et lille felt burde han kunne klare sig, selvom han kan være uden lead-put, når Marco Haller formentlig ikke kommer med hjem. Sidder han fornuftigt, burde han være så hurtig, at han tager sæsonens anden WorldTour-sejr.

Jeg vælger faktisk at pege på Alex Aranburu som nr. 2. En næsten flad spurt er ikke hans favorit, og kommer der sprintere med hjem, vinder han ikke. Jeg har dog en tro på, at Astana selv kan gøre løbet ganske hårdt, og så kommer den lille basker pludselig i spil. Han har klatret bedre end nogensinde i år, hvor han særligt imponerende på sin hjemmebane i Baskerlandet, og for ham kan løbet kun blive for nemt. Han har i Alexey Lutsenko en fremragende lead-out man, hvilket er vigtigt i en finale med så sent et sving. Han er en lidt svingende fyr formmæssigt, men selv en halvsvag Aranburu kommer over denne stigning. Spørgsmålet er bare, om Astana kan gøre det så hårdt, at han er hurtigst. Det synes ikke helt umuligt.

Læs også

Optakt: Tro-Bro Leon

Stigningen er efter al sandsynlighed for svær for Mads Pedersen, der i Andalusien bekræftede, at han skal bruge nogle løbskilometer for at finde formen, og selv i topform ville han formentlig komme til kort på så lang en stigning. Trek har dog en anden option i Jasper Stuyven, der har en betydeligt bedre chance for at komme med hjem, men heller ikke han kan vide sig sikker. Som for næsten alle andre i dette felt er han i en uklar tilstand efter en lang pause, og han skal være relativt skarp for at klare denne bakke. Det er dog inden for mulighedens grænser, og selvom han bestemt ikke er verdens hurtigste, vil han utvivlsomt være i stand til at køre med om sejren, hvis han kommer med hjem. Colbrelli er måske en anelse hurtigere, men ikke meget, og i en teknisk finale med et sent sving har Stuyven i hvert fald en fordel i positionskampen.

Vi skal bestemt heller ikke udelukke den danske sejr. Der er ingen tvivl om, at Florian Senechal er Deceunincks plan A og Shane Archbold holdets plan B, men jeg tror, at finalen bliver så hård, at plan C ender som den bedste. Det bringer Kasper Asgreen i spil, og han burde i hvert fald være i form til at klare bakken. I formsvag tilstand gik han på podiet i Algarve, og i dette løb er han endda udset til at prøve sig af i klassementet. Derfor vil han kun have glæde af et sandt blodbad fra Astana, og i et lille felt er han bestemt ikke uden chance efter en hård dag. Hans spurtsejr over Mathieu van der Poel i Flandern husker de fleste, men også hans flotte spurter i Californien i 2019 og ikke mindst 2. etape af Tour de Suisse i 2019, hvor han i en spurt endte bag Peter Sagan og Matteo Trentin, men foran Greg van Avermset og Michael Matthews, vidner om hans potentiale. Det kræver et hårdt løb, men får vi det, kan Asgreen sagtens spurte sig til sejr i dette felt.

En rytter, der altid er svær at vurdere, er Clement Venturini. På sine store dage klarer han en stigning som denne, men i år har han klatret yderst skuffende. Sådan var det i Catalonien og i Romandiet, men til gengæld kørte han fremragende i Laigueglia og Strade Bianche. Hans comeback i Finistere var skuffende, men her var Ag2r også toneangivende i forsøget på at vinde med Benoit Cosnefroy, og han kan meget vel have ofret sig for holdet. Hans generelle klatrepræstationer bekymrer mig så meget, at han ender lidt nede på listen, men er han i topform, har han ganske gode chancer for at komme med hjem. Han er også vild med et sent sving, men jeg er bekymret for farten efter et år, hvor spurterne generelt har været skuffende.

Deceunincks plan A er som sagt Florian Senechal, men jeg tvivler på, at han kommer med hjem. Han er nemlig ikke nogen stor klatrer på længere stigninger, og Astana bør have en fair chance for at sætte ham til vægs. Til gengæld står han fremragende, hvis han overlever. Han er uhyre positioneringsstærk, og han har i Asgreen - i den bedste af alle verdener sågar også Shane Archbold - til at køre lead-out, og det kan være altafgørende i denne finale. Senechal er så hurtig, at han også vil kunne slå Colbrelli, særligt med et godt lead-out, og derfor peger meget på ham, hvis han overlevet bakker. Deceuninck har også Shane Archbold, der klatret godt i år, men han får det svært i denne finale. Og det er i hvert fald svært at se ham komme hjem uden Senechal, hvorfor han næsten umuligt kan få lov til at spurte.

Ag2r har et andet kort i Greg van Avermaet, der utvivlsomt vil tage chancen, hvis Venturini falder fra. Hvis han skal vinde, skal løbet dog have været hårdt, og spørgsmålet er, om det er nok. Van Avermaet har nemlig ikke fordums fart, og derfor har jeg måske lidt svært ved at se ham sejre. Omvendt er han stadig solid efter en hård dag, og god form har han altid efter en pause. Vigtigst er det dog, at et tog med Dorian Godon og Oliver Naesen, der selv kunne spurte, men som regel kører for sin ven, ligner et af de bedste, og det kan gøre forskellen i en finale med et sent sving.

Jumbo er her stort set udelukkende for klassementet, men de giver Timo Roosen chancerne i spurterne. Hollænderen er formentlig for tung til bakken, særligt fordi han ikke imponerede stort i Andalusien. Det gjorde han til gengæld i foråret, hvor han imponerede mig meget med sit arbejde for Wout van Aert i særligt Tirreno, og det giver mig et håb om, at han har en chance. Han er mere puncheur end sprinter, som vi har set med hans flotte resultater på Hatta Dam og ikke mindst i Canada, men i dette felt burde han have en fair chance, hvis han overlever bakken - også selvom et hold af klatrere gør ham lidt alene i finalen.

Jeg er spændt på, om Ineos giver Michal Kwiatkowski lov at søge sin chance. Mest sandsynligt er det selvfølgelig, at han alene skal være hjælper, men vi skal ikke glemme, at Ineos lod Peter Kennaugh køre alene væk til solosejr på den tilsvarende etape i 2015. Skal holdt være tro mod deres erklærede offensive tilgang, kunne det være forfriskende at spice finalen lidt op med et Kwiatkowski-angreb. Finalen er skabt til den eksplosive polak, der både har power og tillige er hurtig. Skal han vinde etapen, skal det nok være med en sen offensiv, men er feltet tilstrækkeligt lille, vil jeg bestemt ikke udelukke, at han også blander sig i en spurt. Han er trods alt før blevet nr. 5 i en massespurt i Tirreno og er efter et hård løb ganske hurtig.

En anden spændende kandidat er Sven Erik Bystrøm. Nordmanden har været flyvende efter sin lille pause og kørte fremragende på Mallorca og ikke mindst i Andalusien, hvor han blev nr. 3 og 5 på etaper. Han passer glimrende til en stigning som denne, hvis han de andalusiske klatreben, og han er i en spurt hurtig nok til køre i top 10. Skal han vinde etapen, skal han dog nok i offensiven til sidst, men lige nu synes han også at være en af de mest formstærke puncheurs, og han kan tillige gøre det færdigt på stregen, hvis han skulle få noget selskab.

Vi har faktisk også et andet udmærket dansk bud. Mads Würtz Schmidt fik ødelagt sit forår af sygdom, men efter en rusten start i Romandiet var han tilbage i god form på Mallorca, hvor han spurtede sig til en 4. plads i det næsthårdeste af de fire løb - endda ved at slå Alexander Kristoff! Det var naturligvis mere med snilde end et udtryk for, at han er hurtigere end nordmanden, men det viser, at han kan begå sig i en reduceret massespurt. Det kræver dog, at han overlever, og her er hans klatreniveau uhyre afhængigt af formen, da der er meget stor forskel på hans holdbarhed. Klatrer han så fremragende, som i Dauphiné sidste år, har han dog en realistisk chance for at overleve. Israle SUN har også Omer Goldstein ¸men selvom han godt kan klare, ser jeg ham ikke overleve,

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige åbning på den forudsigelige Giro

NTT har Carlos Barbero , men jeg tvivler på, at han overlever. Spanieren imponerede nemlig bestemt ikke på Mallorcas stigninger, og han har generelt tabt ganske meget niveau i de senere år. Dertil kommer, at det efterhånden er en menneskealder, siden vi sidste så ham fremme i en spurt, og i forvejen er han mere puncheur end rigtig sprinter. I gamle dage havde dette dog ikke været uden for hans rækkevidde, og derfor kan han ikke helt afskrives. I et felt uden mange sprintere er han i hvert fald ikke helt chanceløs, hvis han overlever. Mere sandsynligt er det dog, at NTT spurter med formstærke Sean Bennett, men hans mulighed for at vinde er praktisk talt ikkeeksisterende.

Movistar har gode gamle Jose Joaquin Rojas, der dog næppe deltager i spurten. Han har efterhånden indstillet sig på et liv som hjælper for sine tre kaptajner, og det var heller ikke just forrygende fart, han viste, da han forleden blev nr. 4 i Murcia. Omvendt er feltet her så sprinterfattigt, at Rojas, der ikke bør på problemer med at overleve, i hvert fald er top 10-kandidat, hvis Movistar giver ham friheden. Vi skal se det blive til virkelighed, før det for alvor er til at tro, men i et felt uden sprintere er det måske forsøget værd.

Jeg har svært ved at se andre vindere af en spurt. Alexander Kristoff klatrede som en drøm på Mallorca, men denne stigning må altså være for lang og svær for en mand, der ikke er en ørn på lange stigninger. Desværre bekræftede Mads Pedersen i Andalusien, at han stadig ikke har motoren så varm, at han kan overleve i terræn, der i forvejen er til den svære side. Derfor er det svært at se ham overleve en sandsynlig Astana-massakre. Unge Kaden Groves blev i sidste øjeblik hentet ind som erstatning for den skadede Robert Stannard, men hans holdbarhed har som professionel været så begrænset, at han næppe kan klatre med de bedste i et af de løb, hvor klatreniveauet er allerhøjest. Hos Bora håber man at få Michael Schwarzmann med over, men det er næppe realistisk. Det bliver også svært for tunge Nils Politt, men klarer han den, kan han godt levere en top 10. Ellers har de Patrick Konrad¸ men han deltager næppe i en spurt. Hos Cofidis er Nathan Haas stadig en skygge af sig selv, og da heller ikke Emmanuel Morin overlever, er det snarere formstærke Anthony Perez, der kan spurte, men han har ikke spurtet i en menneskealder. Hos EF kan Michael Valgren spurte sig til en top 10, men næppe mere end det, og FDJ lader næppe Valentin Madouas spurte. Arkea har Clement Russo, men han får nok svært ved at overleve, og for dem handler det alene om at passe på Quintana. Hos B&B vil Cyril Gautier måske forsøge at spurte sig i top 10, som Loic Vliegen vil det for Intermarché.

Snarere skal vi se på folk, der kan angribe til sidst. Jeg har allerede nævnt Alex Aranburu, Kasper Asgreen, Greg van Avermaet, Michal Kwiatkowski og Sven Erik Bystrøm som oplagte kandidater, der både kan spurte og angribe.

Et andet oplagt bud er Alexey Lutsenko. Som sagt tror jeg, at Astana sætter alt ind på at skabe en hård finale, og de har sagt, at de vil vinde etaper med enten Lutsenko eller Aranburu. Det vil være nærliggende at satse på Aranburu i en spurt og lade Lutsenko gå i offensiven, som han mestrer bedre end de fleste. Han har vundet udbrudsetaper i Paris-Nice, Tirreno, Vueltaen og Tour de Suisse og er en mester i at gøre det færdigt, når han har formen. Den har han ikke haft i år, men da han sidst kom til Dauphiné efter højdetræning i 2019 var han slet og ret flyvende i dette løb.

En anden indlysende kandidat er Tim Wellens, Belgieren og Lotto har gjort det klart, at de alene er kommet til løbet for at vinde etaper og angribe, og de har lovet at være i offensiven dag ud og dag ind. Man skal altid være varsom med Wellens på årets første relativt varme løbsdag, men hvis han har nogenlunde ben, er angreb næsten garanterede. Vi kender alle Wellens’ evner, når han rammer dagen, og han kan både køre alene og slå en rytter eller to i en spurt til sidst.

Et andet oplagt bud er Valentin Madouas, der også har den rette kombination af klatreevner og spurt. Hans niveau er dog kendt for at være uhyre svingende, og hans comeback i Finistere var ifølge holdet selv præget af nogen rust. Derfor ved man aldrig, hvor man har ham, men er han kommet sig, er der ingen tvivl om, at det er en glimrende finale for en fyr som Madouas.

Det er det også for Anthony Perez. Nok er han mest kendt som puncheur, men det var svært ikke at tabe kæben over hans klatrepræstation i Mercan’Tour Classic i mandags. Med de klatreben er der intet, der taler imod et Perez-angreb til sidst, og han har også hurtigheden på stregen, selvom han sjældent viser det. I det hele taget har Perez taget et stort skridt siden sidste års Tour, hvor han styrtede ud, mens han virtuelt førte bjergkonkurrencen, og vi skal ikke glemme, at det var manden, der for efterhånden mange år siden slog Greg van Avermaet i en luxembourgsk puncheurspurt i dennes storhedstid. Tilsvarende var det en god finale for Simon Geschke, men han er formentlig den erfarne bodyguard for Guillaume Martin og var ikke flyvende i mandags.

Hvad med Loic Vliegen? Allergi ødelagde belgierens forår, men han er generelt kommet fornuftigt i gang hos Intermarché med sidste års sejr i Doubs og fine kørsel i Liege. Han har trænet i højderne frem mod løbet, og dette terræner perfekt for en ardennerspecialist som ham. Niveauet kan være en anelse for højt, men på sine gode dage er Vliegen, der tog den samlede sejr i Vallonen i 2019, altså stadig en god cykelrytter. Han er tillige halvhurtig på stregen.

Læs også

Se højdepunkterne fra intens åbningsetape i Giro d'Italia

Endelig er der Michael Valgren. EF er her med et ret profilfattigt hold, og danskeren bør derfor få al den frihed, han ønsker sig. Desværre nåede han aldrig at finde formen i foråret, hvor det tidlige styrt satte ham tilbage, men sidste efterår nåede han ved VM at vise, at topniveauet stadig er tårnhøjt. Desværre viser han det sjældent, og han synes at skulle bruge flere løb for at få motoren varmet op. Derfor er han næppe helt skarp nu, selvom det er en god finale for en angriber som Valgren.

Andre gode bud på sene angribere Quentin Pacher og Michael Gogl, men det er sværere at se dem gøre det færdigt.

Som sagt skal man ikke udelukke en sejr til et udbrud, hvis pokerspillet bliver lige så stort, som da De Gendt vandt, men netop fordi en sådan sejr er mere taktisk end fysisk, er det meget svært at pege på de ryttere, der kan gøre det færdigt. Navnene skal dog være relativt små, for en fyr som Wellens vil aldrig få lov at køre hjem fra et tidligt udbrud. Samtidig skal kandidaterne findes fra hold, der ikke har alt for store klassementsambitioner, ligesom de skal klatre ganske fornuftigt. Her kunne jeg pege på Quentin Pacher, Dorian Godon, Will Barta, Brent van Moer, Josef Cerny, Martijn Tusveld, Felix Gall, Marco Brenner, Eliot Lietaer, Loic Vligen, Michael Gogl, Robert Power og Sean Bennett som kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Sonny Colbrelli

Øvrige vinderkandidater: Alex Aranburu, Jasper Stuyven

Outsidere: Kasper Asgreen, Clement Venturini, Florian Senechal, Greg van Avermaet, Timo Roosen

Jokers: Michal Kwiatkowski, Sven Erik Bystrøm, Mads Würtz Schmidt, Carlos Barbero, Jose Joaquin Rojas, Alexey Lutsenko, Tim Wellens, Valentin Madouas, Anthony Perez, Loic Vliegen, Michael Valgren

Kandidater til et udbrud (i vilkårlig rækkefølge): Quentin Pacher, Dorian Godon, Will Barta, Brent van Moer, Josef Cerny, Martijn Tusveld, Felix Gall, Marco Brenner, Eliot Lietaer, Loic Vligen, Michael Gogl, Robert Power, Sean Bennett