Optakt: 1. etape af Tirreno-Adriatico

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Ruten

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en holdtidskørsel, og det har man ikke ændret i 2019. Det er således ottende år i træk, at man har haft planer om at lade en kollektiv kamp mod uret starte begivenhederne, men i 2015 måtte man grundet dårligt vejr i sidste øjeblik ændre etapen til en kort prolog. Som kompensation valgte man at åbne både 2016- og 2017-udgaven af løbet med en tro kopi af den aflyste etape, og det er en let modificeret og forkortet udgave af samme rute, der vil blive benyttet til at skyde festen i gang i år.

I 2012, 2013 og 2014 blev holdtidskørslen afviklet mellem byerne San Vincenzo og Donoratico på den Tyrrhenske kyst, men nu er etapen blevet flyttet til den nærliggende ferieby, Lido di Camaiore. Distancen har varieret en anelse fra år til år, idet etapen har været mellem 16,9 og 18,5 km lang, men efter at man er flyttet til nye omgivelser forlængede man distancen til 22,7 km i 2016 og 2017. Sidste år skar man imidlertid et lille stykke af ruten, og derfor blev distancen reduceret til 21,5 km, og det format fastholdes i dette års genbrug af 2018-udgaven af etapen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den gamle rute fra tiden før 2015 var ikke teknisk og for det meste flad, men der var en lille stigning undervejs. På den nye rute er der imidlertid ingen grund til at finde klatrebenene frem, idet arrangørerne har sammensat en meget enkel rute i Lido di Camaiore. Fra staten følger man den flade kystvej i nordvestlig retning i 9,5 km, inden et skarpt højresving leder ind i byen. Der følger yderligere tre skarpe sving umiddelbart efter, inden man atter rammer kystvejen i forbindelse med en venstresving, hvor mellemtiden tages efter 10,7 km. De sidste 10,8 km består af den lange tur tilbage til start- og målområdet, denne gang i den modsatte retning. Etapen er helt flad, idet man befinder sig mellem 2 og 3 meter over havets overflade hele vejen. I forhold til 2016 og 2017 er eneste ændring, at den lille sløjfe i forbindelse med vendepunktet er gjort mindre.

Etapen byder på i alt blot 11 højdemeter.

I lyset af den flade, ikke-tekniske natur af den gamle rute er det ikke overraskende, at Orica-GreenEDGE og Omega Pharma-QuickStep, der hører til blandt de største specialister i disciplinen, vandt holdtidskørslen i de første tre år. Belgierne var således hurtigst i 2013 og 2014, men australierne vandt i 2012. I 2018, 2017 og 2016 levede BMC op til favoritværdigheden på den nye rute ved at slå Quick-Step med hhv. 17 og 2 sekunder og overraskelsen FDJ med hhv. 22 og 9 sekunder og sidste år Mtchelton-Scott og Sky med hhv. 4 og 10 sekunder. I alt sluttede hele 16 hold inden for et minut af vindertiden i 2018, hvilket viser, at forskellene kan forventes at være små på en så hurtig rute.

Lido di Camaiore var også rammen om den hastigt arrangerede prolog i 2015, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen.

Vejret

En af grundene til, at mange foretrækker Tirreno-Adriatico fremfor Paris-Nice er den større sikkerhed for godt vejr, men desværre får løbet en halvkedelig start. Onsdag vil nemlig starte med let regn, der først vil ende først på eftermiddagen, men derefter burde det klare op og ende med enkelte kig til solen pg ten temperatur på 14 grader. Vinden bør være relativt konstant fra en sydvestlig og vestlig retning, hvilket vil give side- og sidemodvind på turen ud til vendepunktet samt side- og sidemedvind på hjemturen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

Det er velkendt, at man altid skal være klar fra start i et ugelangt etapeløb, men det har sjældent været mere korrekt end i Tirreno-Adriatico. Løbet har altid været tæt, og da den sidste enkeltstart er meget kort, har holdtidskørslen altid været en af løbets absolutte nøgleetaper. I år betyder fraværet af en stor bjergetape at betydningen er øget yderligere, og formentlig vil en stor del af klassementsrytterne allerede onsdag aften reelt være ude af kampen om den samlede sejr.

Som sagt er løbet startet med en holdtidskørsel hvert år siden 2012 bortset fra i 2015, hvor man i sidste øjeblik måtte ændre det til en kort prolog. Sammenlignet med den gamle rute, der blev benyttet i 2012, 2013 og 2014, er denne længere, og der kan derfor ventes større tidsforskelle. Derfor vil vi allerede have en god ide om, hvem der kan vinde samlet, når morgendagens etape er ovre.

Da der stort set ingen højdeforskelle er, men til gengæld mange lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen, er det en etape for de virkeligt kraftfulde ryttere. Den gamle rute var tilsvarende simpel, men der var i det mindste en lille bakke og lidt flere tekniske udfordringer, der kunne skabe lidt variation. Den nye etape kunne ikke være enklere, og den vil blive vundet af det hold, der har mest power og de største maskiner.

I de første år blev den indledende holdtidskørsel i de første år ødelagt af meget ulige forhold, og desværre kan det blive tilfældet igen denne gang. Det burde være klaret en anelse op, når etapen skydes i gang kl. 14.00, men formentlig vil de først startende have våde veje. Derefter burde forholdene gradvist forbedres (vinden kan endda også tænkes at lægge sig en anelse), og selvom der ikke er mange sving, vil det i hvert fald omkring vendepunktet være en fordel ikke at skulle køre under våde betingelser. De sidst startende ventes derfor at være begunstiget, men som skrevet i nedenstående bemærkning baserer vi denne optakt alene på en analyse af holdenes reelle styrke, da startrækkefølgen først kendes tirsdag eftermiddag.

På forhånd er der tre hold, der skiller sig ud, og det ligner en knivskarp dyst mellem Jumbo-Visma, Sky, Mitchelton-Scott og Sunweb, der alle har en reel vinderchance, med et stærkt Deceuninck-Quick Step og Bahrain-Merida som skarpe outsidere. Til gengæld vil det - hvis ikke vejret spiller ind - være en overraskelse, hvis ikke vinderen skal findes blandt disse fire førstnævnte. Det er nu ikke overraskende, idet fire af de seks sammen med BMC i mange år har været totalt dominerende i denne meget specielle disciplin, nemlig Sunweb, Sky, Mitchelton og Deceuninck.

Alligevel vil vi pege på opkomlingene som vores favorit. I mange år har Jumbo-Visma på papiret haft et fremragende mandskab, men trods deres mange motorer har de leveret den ene skuffelse efter den anden. Sidste år kom der et mindre gennembrud, da de vandt det meget specielle holdløb i Tour of Britain, og nu synes de at være klar til at tage det sidste skridt op i verdenseliten. ”The missing link” var erhvervelsen af Tony Martin, der måske ikke er den tempostjerne, han engang var, men som stadig er en af verdens bedste holdløbsryttere, ikke mindst på en flad tonserrute som denne.

Investeringen gav med det samme pote, da hollænderne tog en stor WorldTour-skalp med sejr på 1. etape af UAE Tour for et par uger siden. Med Martin og Jos Van Emden, der er blandt verdens største motorer i fladt terræn, samt fænomenet Primoz Roglic som de tre store specialister, var hollænderne ganske overlegne i ørkenen, hvor terrænet var meget lig med det, der venter her. Eneste forskel er den forøgede distance, og det kan kun være til fordel for hollænderne, hos hvem Martin altid har haft det betydeligt sværere, hvis ikke motoren når at blive varm.

I forhold til opstillingen i Emiraterne er kun Tom Leezer skiftet ud med Robert Gesink, og det burde ikke gøre den store forskel andet end måske at styrke dem en anelse. Det er fortsat Van Emden, Martin og Roglic, der udgør maskinrummet, og det fås ganske enkelt ikke meget bedre. Dertil kommer bundsolide Laurens De Plus, der måske ikke er specialist, men trods alt var en del af Quick-Steps VM-vindende trup i 2018, og også Koen Bouwman kører ganske pæne enkeltstarter. Gesink kan også yde sit bidrag, og det er vel kun Paul Martens, der skiller sig ud som et svagt led på et homogent hollandsk hold. Først og fremmest er det dog maskinrummet med de tre specialister, der skiller sig ud, og det er i kraft af dem, at vi tror på endnu en hollandsk sejr.

I Emiraterne var Team Sky ikke helt i stand til at blande sig med de bedste, men det bør ændre sig her. I forhold til det arabiske løb er de nemlig markant styrket, og selvom de mangler Michal Kwiatkowski, kompenseres der så rigeligt herfor ved at tilføje yderligere tre specialister. Det gælder først og fremmest Geraint Thomas, der med sejren på 1. etape i Touren i 2017 og den knusende magtdemonstration i Algarve sidste år, skal regnes som en af verdens førende i terræn som dette, samt Jonathan Castroviejo, der efter skiftet til Sky igen ligner sig selv, og som sidste år blandt andet blev nr. 3 på enkeltstarten i dette løb. De bakkes op af alsidige Gianni Moscon, der som bekendt er italiensk mester, og selvom han tydeligvis ikke er i topform, er han stadig skræmmende stærk på sin tempocykel, hvor han stadig bliver bedre og bedre. Holdets sidste specialist er Filippo Ganna, der i sin første tid på holdet primært har koncentreret sig om banen, men som med sejren på prologen i Provence viste, at hans skifte til det britiske storhold kan føre ham det sidste stykke ind i den tempoelite, han længe har været udset til at være en del af.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Resten af holdet udgøres ikke af specialister, men de kan alle bidrage. Wout Poels elsker ikke denne rute, men han kører altid hæderlige enkeltstarter, og også Salvatore Puccio og Ian Stannard har visse motor. Samlet set er holdet homogent og har samtidig hele fire superspecialister til at matche også de stærkeste hold. Det bør gøre dem i stand til at køre med om sejren og dermed tage en af de holdløbsgevinster, der desværre er lidt for sjældne for det britiske superhold.

Det er efterhånden nogle år siden, at Mitchelton-Scott var blandt verdens allerbedste holdløbshold, men disciplinen har altid ligget deres hjerte nær, hvilket har resulteret i et hav af VM-medaljer - og et ekstremt bittert nederlag til Quick-Step i Firenze i 2013 - samt sejre i Giroen, Touren og dette løb. De har dog stadig et glimrende mandskab til de helt flade ruter, og det understregede de sidste år, hvor de var overraskende tæt på at slå storfavoritterne fra BMC på netop denne etape. Det viser, at potentialet er enormt, og at de stadig har det nødvendige til at slå de virkelige storhold.

Også denne gang kommer de med et fremragende hold, der måske nok modsat Jumbo, Sky, Sunweb og Bahrain mangler en af de helt store motorer, men til gengæld har en homogenitet, som de fleste må beundre. Michael Hepburn er decideret specialist i holdløb som disse, og Luke Durbridge viste ved at besejre selveste Rohan Dennis ved de australske mesterskaber, at han nærmer sig fordums styrke. Dertil skal lægges Alexander Edmondson, der ligeledes har en banebaggrund og er fremragende i disciplinen, den tidligere U23-verdensmester Damien Howson, der måske ikke længere er specialist, men stadig stærk, og Brent Bookwalter, der både kører gode enkeltstarter og fra tiden hos BMC har en enorm erfaring i netop denne disciplin. Også Christopher Juul er som bekendt en stærk type, og faktisk er det kun kaptajnen, Adam Yates, der ikke har meget at byde ind med. Det kan godt være, at der mangler stjerneglans over truppen, men som homogen enhed er den fremragende, hvilket blev dokumenteret sidste år både her og i Touren. Derfor skulle det ikke undre, om de igen kører med om sejren, som de gjorde sidste år.

Helt omvendt forholder det sig med Team Sunweb, der helt som forventet kæmpede om sejren mod Jumbo i en interessant duel i Emiraterne. Med Tom Dumoulin som den sublime motor er det nemlig ikke stjernestøv eller en topmotor, der mangler på holdet, men til gengæld mangler de den homogenitet, som de tre ovennævnte kan prale med. Tre af holdets ryttere, Sam Oomen, Robert Power og Nicolas Roche, er nemlig ikke specielt nyttige i dette terræn, for sidstnævntes vedkommende dog primært som følge af alt andet end overbevisende form.

Resten af holdet er til gengæld brølstærkt. Søren Kragh Andersen viste så sent som i Algarve, at han efter det fantastiske 2018 nu skal regnes som hørende til den absolutte tempoelite, og også Nikias Arndt og Chad Haga er specialister med individuelt top 10-potentiale på enkeltstarter. Desværre er holdet hæmmet af, at Kragh som følge af sygdom nu har misset to løbsweekender, og han må nødvendigvis have tabt lidt af formen. Selv hvis han er på toppen, kan danskerens og Dumoulins muskelkraft vise sig at være for lidt. Omvendt er de begge så stærke, at holdet bestemt har reelle sejrschancer, ganske enkelt fordi de både er alsidige og har to enorme motorer.

I tiden på BMC udviklede Rohan Dennis sig til verdens bedste holdløbsrytter, og han var en stor del af forklaringen på holdets endeløse stribe af sejre. Efter skiftet til Bahrain-Merida er han imidlertid havnet i en ny virkelighed, hvor han er omgivet af et betydeligt svagere hold, og de dage, hvor han kan vinde holdløb, er formentlig ovre. Alligevel siger det en del om Dennis’ enorme klasse, at araberne i UAE Tour faktisk blev nr. 3 bag Jumbo og Sunweb, og et hold med den australske stjerne vil næsten altid være med fremme, især på en rute som denne.

I forhold til løbet i Mellemøsten er eneste ændring, at Heinrich Haussler er udskiftet med Matej Mohoric. Det gør næppe den store forskel, da ingen af dem er specialister, men da sloveneren vender tilbage efter en knæskade, er det i hvert fald ikke en styrkelse. Holdets problem er, at Dennis ved sin side kun har én specialist, nemlig Jan Tratnik. Ganske vist er Vincenzo Nibali og Damiano Caruso begge solide temporyttere, men terrænet passer dem ikke. Phil Bauhaus og Marcel Sieberg har masser af power, men enkeltstarter er ikke just deres kop te. Dennis’ motor gav dem alligevel en 3. plads i UAE Tour, men i dette lidt skarpere felt bliver det nok svært for selv verdensmesteren at gentage den bedrift her.

Set over et helt årti er det vel Deceuninck-Quick Step, der samlet set har været det mest stabile tophold i denne disciplin, og derfor var det også kun passende, at de vandt det allersidste verdensmesterskab. Selv når de ikke kommer i den bedste opstilling, er de da også altid med i front, og man skal altid passe på med at afskrive dem alene ved at kigge på truppen. Belgierne overpræsterer altid, og derfor vil de også være med fremme på denne etape, hvor de trods en ikke specielt imponerende trup blev nr. 2 i både 2016 og 2017.

Til gengæld må det også konstateres, at holdet heller ikke her er i deres bedste forfatning, ligesom det var tilfældet i Emiraterne, hvor de var relativt langt efter. Her er de med tilføjelsen af de formstærke specialister Yves Lampaert, der blev nr. 3 i Algarve, samt Kasper Asgreen betydeligt bedre stillede, men resten af holdet udgøres af folk, der ikke er kendt for deres styrke på tempocyklen. Julian Alaphilippe kører altid stærkt, også på en flad rute - det viste han med sejren i Argentina - men mod de sande wattmonstre kommer han til kort. Zdenek Stybar kørte en god enkeltstart i Algarve, men han har altid hadet disciplinen, og resten af holdet udgøres af Vivianis tog, der heldigvis har god fart til en rute som denne, men som trods alt ikke kan matche de virkelige tempokonger. Med andre ord er holdet temmelig homogent uden helt svage led, men de mangler formentlig den sidste råstyrke og supermotor til at slå favoritterne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

I 2016 og 2017 skabte Groupama-FDJ to mindre sensationer ved med specialistløse hold to gange at blive nr. 3. I det hele taget har franskmændene haft en tendens til at overpræstere på tempocyklen, hvor de synes at få det bedste ud af deres ryttere, og nu står de endda i en situation, hvor de har fået to af verdens førende specialister. Det gælder naturligvis først og fremmest Stefan Küng, der så sent som i Algarve med en sejr viste, at han er en af feltets absolut største motorer, og han har endda fra tiden på BMC en enorm erfaring i disciplinen. Det samme har Miles Scotson, der er fløjet under radaren, men som med sine enkeltstarter i BinckBank Tour og UAE Tour har vist, at han er uvurderlig i dette terræn, ligesom også han kommer med den store BMC-erfaring i bagagen.

Resten af holdet udgøres af semispecialister som Benjamin Thomas, der med sine banebaggrund er god i disciplinen, samt Anthony Roux, og Thibaut Pinot viste i Provence, at han måske kan genfinde sit gamle niveau i disciplinen. Selv Mathieu Ladagnous og Steve Morabito kan yde et pænt bidrag, og derfor er det et ganske homogent hold, der samtidig i Küng og Scotson har to virkelige motorer. Med andre ord kan franskmændene sagtens overraske igen.

CCC Team er måske formelt arvtagerne efter BMC, men ser man på truppen, er der ikke mange ligheder. I denne trup er det således kun Greg Van Avermaet, Joey Rosskopf, Nathan Van Hooydonck og Michael Schär, der kommer fra de tidligere verdensmestre, og de største motorer som Dennis og Küng er alle væk. Det er derfor udelukket, at polakkerne kan vinde for fjerde gang i træk, men med en meget homogen og råstærk trup kan de gøre det hæderligt, ikke mindst fordi de stadig satser stort på disciplinen og har den førende ekspertise i staben, hvor Marco Pinotti stadig styrer tropperne. De fire nævnte er alle hæderlige temporyttere, ikke mindst Rosskopf, der er dobbelt national mester, og også Lukasz Wisniowski er en glimrende og meget formstærk tempomaskine. Gijs Van Hoecke og Guillaume Van Keirsbulck er også brølstærke, selvom de ikke er specialister, og der findes ikke mange hold, der har så homogen en fladbanetrup som CCC. De mangler helt sikkert den nødvendige superspecialist, men som en velsmurt enhed bør de gøre det godt.

I tiden som Garmin var EF Education First et af verdens bedste i disciplinen, men i de seneste mange år har de befundet sig på den helt anden side af spektret. Til dette løb burde de imidlertid kunne gøre det ganske hæderligt og følge op på den overraskende sejr i Colombia 2.1, hvor de slog favoritterne fra Deceuninck-Quick Step. Her møder de nemlig op med Taylor Phinney, der trods sit fald fra tinderne stadig har en vis power i fladt terræn, særligt over korte distancer, og han bakkes op af brølstærke folk som Sebastian Langeveld, der chokerede med en 2. plads på den helt flade prolog i Provence, Sep Vanmarcke og Tanel Kangert. Alberto Bettiol er ikke specialist, men har hos BMC helt sikkert lært en ting eller to om at køre holdløb, og selv Mitchell Docker kan i dette terræn vel yde et vist bidrag. Kun Sacha Modolo er et decieret svagt led, men alt i alt er det faktisk en ganske homogen trup med masser af råstyrke til en flad rute. Det kan godt give et hæderligt resultat.

Bora-hansgrohe gør det altid hæderligt i disciplinen, og derfor fortjener de at blive nævnt. Denne gang er vi dog ikke helt overbeviste om chancerne, for holdet har temmelig mange meget svage led. Det gælder Oscar Gatto, Davide Formolo og Rafal Majka, der på denne rute ikke har meget at bidrage med, og selv stærke Marcus Burghardt har aldrig været en mand for tempokørsel. Resten af holdet med specialisten Maciej Bodnar, den formstærke motor Daniel Oss samt naturligvis Peter Sagan, der også er en glimrende holdløbsrytter, er til gengæld brølstærkt og bør i sig selv kunne sikre et godt resultat. Resten af truppen er dog så svag, at det næppe bliver så godt som tidligere, og da det nu er kommet frem, at Sagan er syg og har misset fem dages træning, er det kun, hvis slovakken igen er på toppen, at vi skal have reelle forventninger.

Derudover kan det være en ide at holde øje med Lotto Soudal, der i Victor Campenaerts har en enorm motor, der dog desværre er omgivet af folk, som ikke er specialister, Movistar, der måske nok har Nelson Oliveira, Lluis Mas og Jasha Sütterlin, men derudover er meget svagt besat, samt måske Dimension Data, der trods deres status som blandt de svageste i disciplinen faktisk denne gang har en ganske kraftfuld trup ført an af Stephen Cummings, der igen viser lidt livstegn.

BEMÆRK: Af tidsmæssige årsager er denne optakt udarbejdet, inden startrækkefølgen kendes sidst på eftermiddagen tirsdag. Som sagt vil de sidst startende være favoriseret af formodet mere tørre veje, og det kan derfor være en god ide at tjekke startlisten, når den offentliggøres knap 24 timer inden starten.

Feltet.dks vinderbud: Team Jumbo Visma

Øvrige vinderkandidater: Team Sky, Mitchelton-Scott

Outsidere: Sunweb, Deceuninck-Quick Step, Bahrain-Merida

Jokers: Groupama-FDJ, CCC Team, EF Education First

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense BMCs sejre fra 2018, 2017 og 2016.