Optakt: 21. etape af Giro d’Italia

Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart, der både i 2012 og 2017 gav anledning til et skifte allerøverst i klassementet. I år har man imidlertid ønsket at give sprinterne det sidste ord, og derfor er der lagt op til parade og ikke drama, når løbet for første gang siden 2009 slutter i hovedstaden Rom, der ellers aldrig har været et hyppigt besøgt sted af en af landets største begivenheder. Modsat for ni år siden, hvor et styrt til Denis Menchov på en dramatisk enkeltstart truede russerens samlede sejr, er der denne gang lagt op til, at et brag af en massespurt skal runde en stor og mindeværdig udgave af løbet af i smukke omgivelser i en af Europas vigtigste byer.

Modsat tidligere, hvor arrangørerne har fået en del kritik for at gøre disse afsluttende etaper alt for lange, har man denne gang designet en kort 115 km lang rute, der helt og holdent finder sted på en rundstrækning i hjertet af Rom. I alt skal der køres 10 omgange på den 11,5 km lange runde, der bestemt ikke er helt flad. Små bakker og nedkørsler er blandet med lange, lige strækninger forbundet af nogle ganske svære sving. Undervejs er der endda flere stykker med brosten.

Særligt første del er teknisk, inden man kører mod nordvest frem til det nordligste punkt, hvor man vender rundt og følger en lige vej mod syd. Herefter følger lidt flere sving, inden vejen atter retter sig ud på det sidste stykke mod sydøst frem til det sydligste punkt. Her venter et skarpt sving med 3,2 km, hvorefter vejen kun har ganske bløde kurver, mens man kører mod nordvest og nord frem til den røde flamme, der kommer efter 350 m brosten. Her følger et blødt 90-graders sving, inden vejen buer let ind på den 700 m lange, 8 m brede opløbsstrækning, der stiger let. De sidste 3 km er dog stort set flade. De indlagte spurter kommer ved mål efter afslutningen på hhv. fjerde og sjette omgang.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Etapen har i alt 874 højdemeter.

Rom har tidligere været besøgt 47 gange, men kun sjældent siden 1968. Frem til 1955 var byen på programmet næsten hvert eneste år, men derefter vendte man først tilbage i 1958, 1959, 1961, 1966 og 1968. Siden sidstnævnte år har man kun besøgt hovedstaden i 1982 og 1989, hvor Urs Freuler sejrede begge gange, samt i 2000, hvor Jan Hruska vandt en enkeltstart, og senest i 2009, hvor Ignatas Konovalovas overraskende sejrede på en våd og dramatisk enkeltstart, der efter et styrt nær havde kostet Menchov den samlede sejr.

Vejret

Efter et par dage i ustabilt norditaliensk vejr vender man tilbage i den sydlige varme. Søndag vil der kun være enkelte skyer, og selvom der køres sidst på eftermiddagen og først på aftenen, vil temperaturen være 27-28 grader. Der vil være en let vind fra sydvest, hvilket giver sidemedvind på første del af rundstrækningen, så sidemodvind og igen sidemedvind på de sidste ca. 3 km.

Analyse af 20. etape

For to år siden stod Vincenzo Nibali efter en katastrofal bjergenkeltstart og flere dårlige bjergetaper med en fjerdeplads og en afstand på hele 4.43 op til førertrøjen i Giro d’Italia, da man gik ind til løbets to sidste bjergetaper og løbets sidste paradeetape. Italieneren befandt sig efter de mange nedture i en sand mediestorm i hjemlandet, og oddsene på, at forhåndsfavoritten ville vinde løbet, var tårnhøje.

Det er svært ikke at få en følelse af deja-vu. Skruer man tiden 24 måneder frem, var situationen stort set den samme. Løbets store favorit Chris Froome gik efter en serie af nedture og en massiv mediekritik ind til løbets to sidste bjergetaper samt den afsluttende paradeetape på en fjerdeplads samt en afstand på hele 3.22 op til løbets førsteplads, der ligesom i 2016 blev besat af en af løbets positive overraskelser. Også for ham gjaldt, at bookmakernes odds var vokset betragteligt, og at Froome måtte bruge mest tid på at svare på, hvorfor alt gik galt.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Resten er som bekendt historie. I begge tilfælde lykkedes det de to stjerner at vende løbet totalt på hovedet og med storslåede offensiver langt fra mål at vende løbet totalt på hovedet på de sidste to dage i bjergene. Nibali havde måske mere held på sin side, men var med sin aggressive kørsel med til at presse Steven Kruijswijk til at lave en kørefejl på nedkørslen fra Colle d’Agnello, men ellers er lighederne slående, efter at Froome i går med den flotteste solooffensiv i en grand tour i mange år gentog Nibalis bedrift fra 2016-udgaven: at vende alt på hovedet på de sidste dage i Alperne.

Hvilken lektie kan vi lære af de to eksempler? At man aldrig skal afskrive cykelsportens største klasseryttere, og at det netop er denne ukuelige fightervilje og evne til at udse sig muligheder, der bringer dem i en liga for sig. Det er kun ryttere med Froomes og Nibalis klasse, der er i stand til at overvinde så megen modgang, stadig bevare troen på det umulige og til sidste omsætte drømmen til virkelighed med det mod, som skaber en stor mester. Det er ikke tilfældigt, at de andre lignende eksempler i nyere tid er Alberto Contadors store kup i Fuente De i Vueltaen i 2012 og Nairo Quintanas mesterstykke på Formigal-etapen i det spanske løb i 2016. Få vil vel benægte, at netop de fire vel er de seneste års bedste grand tour-rytter - faktisk gik de i 2015 under navnet ”The Fabulous Four” - og det er derfor så meget desto bemærkelsesværdigt, at de alle fire har vundet grand tours med de smukkeste comebacks, vi har set i det seneste årti.

Froome gjorde det store arbejde i går, og i dag fuldendte med en kontrolleret indsats missionen, der ganske vist ikke er gået efter den ellers velplanlagte Sky-drejebog, men som med tilpas grad af mod og improvisation altid kunne tilrettes, så udkommet blev det ønskede. Grundstenen blev lagt i går, hvor Froome leverede sit mesterstykke, og i dag skulle arbejdet blot gøres færdigt med den mindst mulige kraftanstrengelse, og det lykkedes til UG med kryds og slange. Froome var aldrig i vanskeligheder, svarede med lethed på alle Tom Dumoulins mange angreb og havde endda så meget overskud, at han tydeligvis kunne undgå at gå i rødt felt. Og da han blev træt af de mange forceringer, sendte han et klart signal om sit overskud ved let at spurte væk fra alle rivalerne, der dermed fik klar besked om, at alle forsøg ville være nytteløse.

Dagens præstation er et storslået eksempel på, hvorfor Froome sidste år vandt Touren og Vueltaen i en historisk double, og hvorfor der er grund til at være optimistisk i hans ambition om i år at gøre det samme i Giroen og Touren. Ingen andre har nemlig Froomes kølige overblik og fornemmelse for egen krop. Års forberedelse til Touren har lært ham så meget om sig selv, at han ved præcis, hvilke grænser han skal holde sig indenfor, hvis han skal kunne være klar igen også de kommende dage. Derfor kørte han sidste års Tour ekstremt kontrolleret, udnyttede den gode Tour-form til at vinde tid i den første del af Vueltaen og gik derefter i control mode, da formen begyndte at aftage mod løbets slutning. Det var præcis den samme form for kontrol, han havde på gårsdagens etape, hvor han på den sidste del af etapen tydeligvis holdt sig inden for egne grænser, kørte Jafferau-stigningen med ro og kontrol og dermed bevarede det overskud, der var nødvendigt, så han kunne undgå at betale prisen på dagens etape.

Det var også nødvendigt, for Froome har i de senere år også fået sig en lærestreg, der viser, at hans ambitioner om at skrive yderligere historie ved også at vinde Touren om et par måneder kun kan lade sig gøre, hvis han holder sig til planen. På Zoncolan lod han sig nemlig rive med af sit desperate ønske om at vinde etapen, og da Simon Yates kom stormende bagfra, kom han til at grave så dybt, at der var en benhård regning at betale 24 timer senere. Det samme skete sidste år på enkeltstarten i Vueltaen, hvor han efter en storslået sejr, var i krise dagen efter. På Zoncolan havde det naturligvis været klogest ud fra en klassementsbetragtning at lade Yates snuppe etapen, og Froome betalte her nogle dyre lærepenge, som kom ham til gode, da han i går undlod at grave alt for dybt på Jafferau-stigningen.

Dermed har Froome direkte kurs mod at fuldende den første del af sin store mission, og han er nu bare 115 km fra at skrive historie ved at blive blot den tredje rytter i historien, der på én gang sidder på alle tre grand tour-troner. Samtidig tilslutter han sig den eksklusive klub af ryttere, der har vundet alle tre grand tours, og bliver dermed sin generations tredje rytter i det fine selskab efter Nibali og Contador.

Allerede nu er der imidlertid ingen tvivl om, at blikket er rettet mod næste del af missionen, for alt er ikke gået efter planen for Froome. Planen var at tage trøjen på Zoncolan efter en let start på løbet, holde Dumoulin bag sig på enkeltstarten og derefter med sit stærke hold at forsvare trøjen med defensiv kørsel i Alperne. Styrtet og de mange genvordigheder i indledningen betød imidlertid, at Froome har betalt en lang dyrere pris for sin sejr, end han havde ønsket, og han kan umuligt have den friskhed, han havde ønsket. Derfor gnides der helt sikkert hænder hos Eusebio Unzue og resten af Movistar-lejren samt Richie Porte, der er Giroens øvrige vindere. Deres mål var nemlig, at Froome skulle bruge så mange kræfter som muligt på at vinde i Italien, og det er i den grad lykkedes - og det endda selvom Movistar droppede de oprindelige planer om at sende Valverde til Giroen, så han kunne trætte briten inden det store slag i juli. Mon ikke de skylder Simon Yates og Tom Dumoulin en øl eller to, hvis det skulle lykkes at vælte briten af tronen til sommer?

Froomes kontrollerede kørsel i dag var en logisk konsekvens af hans position, og derfor endte dagens etape da også som lidt af en fuser. Desværre er det ikke uset, at det går den vej på den sidste bjergetape, hvor alle er flade, og hvor klassementet ofte har sat sig. Mange vil huske våbenhvilen på Zoncolan i 2014 eller den defensive kørsel på Joux-Plane i Touren i 2016 som andre eksempler på, at løbets sidste store slag ikke altid bliver et festfyrværkeri, og at det ikke er altid, at vi får det drama, som vi så eksempelvis i 2016 ned Nibali, med Froomes store angreb på Contador og Quintana i Vueltaen i 2014 og 2016 eller med Quintanas attentat mod Froome i Touren i 2015.

Og det er egentlig blot et menneskeligt sundhedstegn. I går var vi nemlig vidner til en af de smukkeste bjergetaper i mange år, og det var kun logisk, at der var en pris at betale. Den blev blandt andet betalt af Dumoulin, der viste sig at være den mest mærkede af ham og Froome efter deres store duel i går. Hollænderen skulle naturligvis forsøge sig i dag, men havde han haft diamanter i benene var angrebene naturligvis kommet på næstsidste stigning, der var den eneste med procenter til at gøre en forskel. Allerede da han ventede til den lette sidste stigning og end ikke sendte Sam Oomen frem for at gøre løbet hårdt, var det tydeligt, at benene var mærkede. Hans forsøg havde da også mere karakter af en form for pligt end reel tro på, at det kunne lade sig gøre, og han indså da også hurtigt, at missionen var umulig. I stedet viste han sin høje klasse ved til slut at betale den loyale hjælper Sam Oomen tilbage for sit arbejde ved at hjælpe den unge hollænder med at vinde tid på sine rivaler i kampen om de sekundære top 10-placeringer. Den form for overskud forklarer, hvorfor Dumoulin er en populær og vellidt skikkelse både blandt fans og ryttere!

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapens helt afgørende moment var Thibaut Pinots spektakulære kollaps. Indtil da havde Astana al mulig interesse i at hente det store udbrud, så Miguel Angel Lopez kunne vinde etapen og sikre sig i en plads på podiet. Det hårde tempo viste intentionen, men i det øjeblik Pinot forsvandt ud af billedet, var det kun logisk at situationen ændredes. Lopez stod da med valget mellem at jagte en etapesejr, men dermed også risikere, at Richard Carapaz fik de bonussekunder, der kunne sende ham ned fra podiet igen og endda koste ham den hvide trøje, eller at køre sikkert og defensivt. Ikke uventet valgte han det sidste, og fra det øjeblik var det klart, at der ikke ville være den helt store interesse i at køre cykelløb mellem favoritterne.

Den situation udnyttede Mikel Nieve til fulde. Frem til da så det ud til, at Astana ville køre udbruddet ind, men i det øjeblik Pinots navn forsvandt helt ud af klassementet, var det klart, at gruppen fik lov at holde. Og her viste Nieve sin fantastiske klasse. Det kan godt være, at han mest er kendt som hjælper, men han kunne have opnået så meget på egen hånd. I sin tid hos Euskaltel viste han med etapesejre på kongeetaper i både Giroen og Vueltaen sin store motor som udbryderkonge på store dage i bjergene, og i Giroen for to år siden reddede han alt for Sky efter Mikel Landas sygdom ved at vinde en stor bjergetape samt bjergtrøjen. I dag gentog han den bedrift ved at skabe ny glæde i Mitchelton-lejren med en sejr bare 24 timer efter Yates’ store nedtur, og dermed hjælper han holdet med forhåbentlig at se på løbet i det større billede og glæde sig over et fantastisk løb med fem etapesejre og 13 dage i lyserødt i stedet for at stirre sig blind på de to kaptajners kollaps.

Netop kaptajnernes kollaps var løbets store tema. Først var det Chaves, der med ét forsvandt ud af billedet, så var det Fabio Aru, der knækkede totalt, i går var det Simon Yates, der forsvandt på dramatisk vis, og i dag var det Thibaut Pinot. Det kom formentlig som et lyn fra en klar himmel for de fleste. Franskmanden lignede ganske vist med sin sygdom i anden og begyndelsen af tredje uge en mand, der kunne kollapse helt når som helst, men da han rejste sig med en storslået indsats på 19. etape, lignede han en mand, der var kommet sig. Formentlig betød den kraftanstrengelse ovenpå sygdommen imidlertid, at han var ude af stand til at komme sig, som han normalt ellers mestrer storartet, og derfor blev det i dag ham, der betalte den dyreste pris bare 24 timer inden målet i Rom. Forhåbentlig betyder nedturen ikke, at det knækker hans motivation, for ligesom Froome har han den store ambition om også at køre med om podiet på de franske landeveje til sommer.

Udover Dumoulin var det kun Richard Carapaz, der viste mod til at forsøge sig, men det var efter Pinots kollaps også kun ham og Dumoulin, der havde noget at vinde. Ecuadorianeren gjorde et behjertet forsøg, men det lå hele tiden i kortene, at Lopez ikke kunne knækkes på den lette stigning. Forhåbentlig kommer han sig hurtigt over skuffelsen, for hvis nogen inden løbet havde tilbudt ham en fjerdeplads og en etapesejr, var han utvivlsomt slået til. Og fremtiden er ufatteligt lys. I Vueltaens tredje uge sidste år viste han første gang, at han har en ufattelig motor, og det er kun blevet bekræftet i dette løb, hvor han bare er blevet bedre og bedre undervejs. Kan han forbedre sin enkeltstart, ligger der store ting og venter for ecuadorianeren, der sammen med Lopez og Egan Bernal udgør en trio, som har potentiale til at farve alle grand tours i sydamerikanske farver i de kommende år.

Carapaz var ikke den eneste positive overraskelse. Mens der i top 10 mangler navne som Aru, Chaves og Pinot - ryttere, der alle har været på podiet i grand tours - var der i stedet plads til Carapaz, Pello Bilbao, Patrick Konrad og Sam Oomen, der aldrig tidligere har været blandt de 10 bedste. George Bennett og Miguel Angel Lopez har kun én gang tidligere været i top 10, og faktisk er det kun Froome og Domenico Pozzovivo, der betalte en dyr pris for at have en dårlig dag på den værst tænkelige etape og dermed gik glip af en ellers fortjent podieplads, som i top 10 kan betegnes som rigtige grand tour-veteraner.

Trods overraskelserne fornægter klasse sig imidlertid ikke. Forud for løbet havde jeg - og helt sikkert også mange andre - Froome, Dumoulin og Lopez som de tre store favoritter, og lige præcis de tre ryttere ender på podiet i præcis den rækkefølge. Grand tours er så smukke og uforudsigelige og byder på drama, der med et kan vende alt på hovedet, som det skete på storslået vis i går. Når al røgen har lagt sig, er det imidlertid de tre forhåndsfavoritter, der står tilbage, når regnskabet i morgen skal gøres op. Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet for denne analyse: ægte klasse fornægter sig ikke!

Favoritterne

Inden vi kan hylde de tre forhåndsfavoritter for sidste gang, er der en sidste etape, der skal overstås. Giroen har som sagt haft betydeligt mere variation på sidstedagen end Touren og Vueltaen, hvor det stort set altid ender med en paradeetape i hovedstaden, men når man har haft en linjeløbsetape, adskiller den italienske grand tour sig ikke fra dets brødre. Er der enkeltstart på programmet, køres der om klassementet, men er det en linjeløbsetape er der dømt parade og massespurt.

Derfor er morgendagens etape, der for første gang siden 2009 slutter i Rom efter en lang rejse mod syd lørdag aften, da også en helt traditionel afslutning på en grand tour. Manglen på tradition betyder, at den ikke har helt samme prestige som særligt den store Paris-etape, der er den mest prestigiøse for enhver sprinter, men i år betyder den helt specielle afslutning i den italienske hovedstad, at den har en særlig værdi. Særligt har Elia Viviani lige siden starten talt om, at han drømmer om at vinde i sit hjemlands største by med den cyclamenfarvede trøje på sine skuldre.

Der er da også lagt op til massespurt på en sidste etape, der vil følge det velkendte mønster fra disse afsluttende grand tour-etaper. Denne gang foregår hele etapen på rundstrækningen, og derfor er det mindre klart, hvornår det rigtige ”cykelløb” vil starte, men mon ikke i hvert fald de første omgange vil blive brugt til at skåle i champagne og posere for fotografen? Hvornår løbet vil blive givet fri, vil formentlig blive afgjort lidt tilfældigt, men under alle omstændigheder vil der være lagt op til hæsblæsende finale.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Når angrebene starter, vil der hurtigt blive etableret et udbrud - mon ikke vi kan forvente en hel byge af Katusha- og Androni-angreb, som vi plejer - men de vil blive holdt i kort snor af Quick-Step og Bora, der vil gøre alt for en massespurt. EF og LottoNL kan sagtens komme dem til undsætning også, og derfor peger alt på en spurtafslutning. Viviani var så klog, at han ved at gå i udbrud i dag nu har så stort et forspring ned til Bennett i kampen om pointtrøjen, at det ikke er nok for ireren at vinde etapen, hvis han vil have den cyclamenfarvede trøje. Han skal også have point i de indlagte spurter, og da sandsynligheden for, at han kan vende klassementet på hovedet søndag er næsten 0, vil han ikke bruge kræfter på pointene undervejs. Derfor kan Quick-Step med sindsro arbejde for en massespurt uden at løbe nogen risiko, og Viviani behøver endda ikke bruge kræfter på spurterne undervejs.

Man skal tage sig i agt for de tekniske rundstrækninger i Italien, og denne er da også langt mere kompliceret end dem, vi ser under Touren og Vueltaen i hhv. Paris og Madrid. Så sent som i 2015 snød Iljo Keisse alle sprinterne, da han og Luke Durbridge holdt til mål på en lignende rundstrækning i Milano, og derfor skal sprinterne holde sig til og køre kontrolleret, hvis de vil være sikre på at spurte om sejren inden den store fest i Rom. Man må dog formode, at de stærke Quick-Step-mandskaber vil køre helt uden risiko og til slut skabe samling til den helt store spurtafslutning.

Selve finalen er ikke helt let at blive klog på. Umiddelbart ser den sidste del ikke voldsomt teknisk ud, ligesom opløbsstrækningen er meget bred, men kender vi de italienske storbyer ret, er det slet ikke så ligetil. Der er da også brosten på de sidste 2 km, og det er formentlig en finale, hvor det ganske afgørende at have et godt tog, der kan aflevere én helt i front - også selvom den brede vej betyder, at man kan gøre en forskel med god topfart.

Igen er der lagt op til duel mellem Elia Viviani og Sam Bennett, og det er vanskeligt at se andre løbe med etapesejren. Igen er billedet det samme: Viviani har fordel af at have det bedste tog og det køligste hoved, mens Bennett har fordel af at have hurtigst, som han senest viste det på 17. etape. Samtidig betyder friskheden som altid meget i den tredje uge af en grand tour, hvor man ofte ser helt andre udfald end tidligere i løbet.

Efter nogen overvejelse peger vi på Elia Viviani som vores favorit. Italieneren har trods alt vundet fire ud af fem direkte dueller med Bennett, og det skyldes først og fremmest hans ekstremt kloge kørsel i spurterne, som han har læst formidabelt, samt hans fantastiske tog. Man skal endda huske, at han i to tilfælde har været helt uden Fabio Sabatini, hans vigtigste lead-out man, som har været sat tilbage af punkteringer, men alligevel har Quick-Step domineret finalerne. Det vil de kunne gøre igen i morgen, og det vil være afgørende på en kompliceret rundstrækning som denne. Dertil kommer, at Viviani synes at have et enormt overskud. Det siger alt, at han i dag var i udbrud efter en meget hektisk start og slet ikke var bange for tidsgrænse, bjerge eller andet. Det gør man kun, hvis man er frisk. Samtidig sluttede Bennett allersidst på etapen og kan formentlig endelig mærke tre hårde uger efter et fantastisk flot løb. Alt sammen får det balancen til at tippe til fordel for Viviani, som er vores favorit.

Hans værste rival er naturligvis Sam Bennett. Gang på gang har ireren vist, at han er feltets klart hurtigste, senest på 17. etape, hvor han var ganske tæt på at fange Viviani trods et håbløst udgangspunkt. Desværre har han efter tabet af Rudiger Selig været alt for alene i finalerne, og det var kun på 7. etape, hvor han fik Vivianis hjul, at han kunne bruge sin hurtighed til at gå forbi. Nu har Quick-Step imidlertid lært, at de skal placere en rytter bag Viviani, så Bennett ikke får sin foretrukne position, og det er en stor ulempe for ireren. Heldigvis kan han i morgen regne med støtte fra særligt Christoph Pfingsten, da hans hold ikke på samme måde skal bruge alle kræfter undervejs, som de gjorde på 12., 13. og 17. etape, men matche Quick-Step kan de ikke. Alt afhænger derfor af, om Bennett får den rette position. Er han ikke langt bag Viviani ved spurtens start, bør han vinde, men vinder Quick-Step kampen, vil han formentlig igen komme til kort.

Danny Van Poppel har været ganske frisk mod slutningen af løbet og er bare blevet bedre og bedre. Det er blevet klart, at han ikke helt har samme fart som de to favoritter, men han mangler ikke meget. Vigtigst er det dog, at Gijs Van Hoecke og Jos Van Emden sammen med Enrico Battaglin har kørt fremragende lead-outs, og særligt på 13. og 17. etape har LottoNL-Jumbo været meget markante i finalen. Kan de gøre det igen og fintune den timing, der har manglet de seneste to gange, har Van Poppel en chance for at snyde de to favoritter.

Niccolo Bonifazio har allerede to gange været på podiet og dermed vist, at han hører til blandt de allerhurtigste. Han har virket ganske frisk, selvom dagens etape var svær for ham, men vigtigst er det, at han elsker tekniske finale. I Matej Mohoric har han en ekvilibrist til at føre sig frem, og sammen med Giovanni Visconti har han gjort det bedre og bedre i de seneste spurter. Hidtil er de kommet en anelse for sent frem, og det har betydet, at Bonifazio har skullet komme langt bagfra, men kan de endelig time det rigtigt, har Bonifazio en af de højeste topfarter i feltet.

Sacha Modolo var meget markant i spurterne i den første uge, men har skuffet i de seneste tre spurter. Italieneren er i forvejen ikke hurtig nok at true de allerbedste, og han har i høj grad skullet lukrere på sit gode tog. Det har ikke fungeret optimalt på det seneste, og det er ikke blevet lettere med tabet af To Scully. Det ændrer dog ikke på, at han med Mitchell Docker og Tom Van Asbroeck stadig har et af de på papiret bedste hold, særligt på en let etape som denne, og kan han få samme gode position som på de første etaper, kan det sagtens blive til et godt resultat.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Positionering og friskhed betyder meget i den tredje uge og i en kompliceret finale, og det burde tale til fordel for Jurgen Roelandts. Belgieren er allerede én gang blevet nummer 5 i en spurt, og han har altid haft en fantastisk næse for at komme frem og finde det rette hjul. Han skal fordel opgaverne med Jempy Drucker, men hidtil har det været Roelandts, der i kraft af sin positionering har klaret sig bedst. Det er uklart, hvem der satses på, men Roelandts er de bedste chancer, også selvom farten ikke rækker til en sejr.

Jens Debusschere er formentlig en af feltets hurtigste, også selvom han har spurtet temmelig skidt på det seneste. Han blev dog nr. 5 i den seneste spurt, men generelt har han virket temmelig slidt på det seneste. Meldingen er, at han har det bedre, men til gengæld har han mistet sine to vigtigste lead-out men i Tosh van der Sande og Tim Wellens. Det er stort handicap for en mand, der i forvejen ikke altid har været den bedste til at positionere sig.

Det har til gengæld altid været et særkende for Ryan Gibbons. Sydafrikaneren har ellers hat det svært i spurterne siden sin flotte Giro sidste år, men i dette løb er han langsomt blevet bedre. I sidste spurt sad han fremragende, indtil en defekt betød, at han gled tilbage i selve spurten. Inden det kørte han flot på 13. etape, og han synes at være langt bedre restitueret end mange andre sprintere. Hans hold er svagt, men det kan han forhåbentlig kompensere for med sine egne positioneringsevner.

Baptiste Planckaert har også kørt et par flotte spurter undervejs, men en let etape som denne er ikke just hans kop te. Til gengæld har han en stor fordel: hans tog. Der er ikke mange, der kan præstere et lead-out med folk som Tony Martin, Alex Dowsett, Mads Würtz og Jose Goncalves. Farten rækker næppe til at vinde, men god position kan bringe ham langt.

Endelig vil vi pege på Manuel Belletti. Den erfarne italiener plejer at være god i positionskampen, ligesom han er en ganske holdbar type. Han har manglet den sidste topfart, og derfor vinder han næppe, men han burde kunne komme langt. Hans holdkammerat Davide Ballerini vil utvivlsomt køre spurten af hensyn til pointkonkurrencen - hvis han altså ikke har brugt for mange kræfter i et udbrud - men han er ikke hurtig nok til at vinde.

Andre ryttere, der kan ventes at deltage i spurten er Clement Venturini, Paolo Simion, Anthony Roux, Kristian Sbaragli, Mads Pedersen, Liam Bertazzo samt måske Marco Marcato.

Feltet.dks vinderbud: Elia Viviani

Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Danny Van Poppel

Outsidere: Niccolo Bonifazio, Sacha Modolo, Jurgen Roelandts

Jokers: Jens Debusschere, Ryan Gibbons, Baptiste Planckaert, Manuel Belletti,