Optakt: 2. etape af Tour de France

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95 

Ruten

Fans af sportens smukkeste disciplin, holdløbet, følte sig snydt i 2017, hvor arrangørerne brød med den ellers siden 2009 faste tradition, at ulige år altid bød på et gensyn med den kollektive disciplin. Det ser imidlertid nu ud til, at man vil indhente det forsømte, for efter at holdløbet vendte tilbage i 2018, er det på programmet igen i 2019, hvor det allerede på 2. etape vil udgøre den første vigtige test for klassementsrytterne. Ligesom på førstedagen er det Bruxelles, der står for hyldesten til Merckx ved både at agere start- og målby, og her venter der en relativt flad rute, der måske nok er knap 10 km kortere end sidste år, men med en distance på næsten 30 km vil kunne skabe ganske vigtige forskelle i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 27,6 km, der alle er henlagt til Bruxelles. Starten går ved Palais i hjerte af Bruxelles, hvorfra man igennem to tidlige sving følger en lang, lige vej igennem det europæiske kvarter ud til den østlige udkant. Her drejer man mod syd for at følge endnu en stor, bred vej, der gradvist fører mod sydvest, vest og nordvest tilbage mod centrum. Kort efter drejer man til venstre for at køre ind gennem en park via en snoet og betydeligt mindre vej. Forinden bliver terrænet en anelse mere kuperet, idet man over 3400 m kører fra 60 til 100 m over havets overflade, inden man når frem til den første mellemtid, der tages efter 13,2 km inde i selve parken.

Efter mellemtiden bliver det igen fladt, når man forlader parken og kører mod nordøst via endnu en stor boulevard, der over de næste 6-7 km er helt uden sving og næsten flad, inden det begynder at falde let ned mod den anden mellemtid, der tages efter 20,1 km. Det fortsætter med at falde, indtil man når ned til Zenne-floden, der krydses, hvorefter man drejer skarpt til højre. Herefter rammer man endnu en stor, nu let stigende boulevard, der fører mod nord og nordvest, indtil det med 2 km igen begynder at falde let. Lige inden den røde flamme drejer man skarpt ind gennem en park, hvorefter man på den sidste kilometer, der er let stigende, skal igennem tre rundkørsler, inden man når frem til den 210 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der leder frem til målet ved Atomium, hvor Brussels Cycling Classic slutter hvert efterår.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Etapen byder på i alt 204 højdemeter.

Tour de France havde senest mål i Bruxelles i 2010, hvor Alessandro Petacchi spurtede sig til sejr på 1. etape, men er i cykelmæssig forstand mest kendt som mål for Brussels Cycling Classic, det tidligere Paris-Bruxelles, der sidste år blev vundet af Pascal Ackermann. Derudover har Eneco/BinckBank Tour haft mål i byen tre gange, nemlig i 2013, hvor Arnaud Demare sejrede, i 2009, hvor Tyler Farrar var hurtigst, og i 2008, hvor Edvald Boasson Hagen viste sig som feltets bedste sprinter.

Vejret

I Giroen så vi, hvor afgørende indflydelse dårligt vejr kan have på en tidskørsel, men heldigvis ser det ud til, at alle vil have samme forhold på holdløbet. Efter en regnfuld nat og en skyet morgen vil det klare op, så der om eftermiddagen blot vil være få skyer og en temperatur på 21 grader. Der vil være en let til jævn fra nord, som vil tiltage en anelse, men burde være relativt ensartet i løbet af det relativt korte tidsrum, etapen løber over. Det giver sidemed- og medvind frem til kort før første mellemtid, hvorefter der vil være sidemod- eller modvind resten af vejen

Analyse af 1. etape

Massespurter bliver ofte regnet som nogle af de mest forudsigelige etaper. Det er naturligvis med god grund, for i den specialiserede verden af sprintere er det for det første kun ganske få, der går efter sejren, og for det andet kun enkelte, der har den nødvendige fart til at være konkurrencedygtige. Det er således ikke uden grund, at sæsonens vinderliste som regel toppes af et par af de allerhurtigste, som har kunnet tage godt for sig af retterne i årets flade finaler.

Er man på jagt efter en overraskelse, ved man til gengæld godt, hvor man skal kigge hen. Her er 1. etape i en grand tour altid en god mulighed. Kombinationen af pres, nervøsitet og adrenalinsus i et felt, hvor langt størstedelen af de 176 mand har et job med enten selv at være eller holde en kaptajn fremme gør, at risikoen for styrt og kaos er overhængende. Og af kaos opstår ofte det mest uventede, der kan give en forventet statist en dag i rampelyset.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Det var præcis det, der i dag skete, da Mike Teunissen endte som den mest uventede vinder af en Tour-åbningsetape i mange, mange år, men hollænderens mirakel er ikke en enlig svale. Faktisk skal vi bare to år tilbage for at finde en endnu større sensation, da Lukas Pöstlberger nærmest ved et tilfælde fik et forspring i den første massespurt i Giroen og herved på nærmest ufattelig vis vandt etapen og kørte sig i den første førertrøje. På samme vis er der helt sikkert mange danskere, der husker Rubens Bertogliatis choksejr på 1. etape af Touren i 2002, hvor den relativt ukendt schweizer tog Jørn Mader så meget på sengen, at han i den danske offentlighed måtte leve med at blive kendt som ”Lampre-manden”, da han udnyttede en kaotisk åbning til at sikre sig både etapesejr og førertrøje.

Så uventet som disse to sejre var Teunissens sejr langtfra. Det har nemlig længe været klart, at den talentfulde hollænder har haft gang i en drømmesæson, hvor han efter skiftet fra Sunweb til Jumbo endelig er begyndt at indfri det store talent, der gjorde ham til en af U23-scenens mest lovende ryttere. Hypen omkring døde hurtigt ud, da han i de første år som professionel havde svært ved at leve op til forventningerne, men sidste års brostensklassikere, hvor han særligt imponerede i et Dwars door Vlaanderen, han med lidt mere årvågenhed kunne have vundet, viste, at der måske var ved at være hul igennem.

Det har der i den grad været i år. Ganske vist fandt han aldrig benene til klassikerne, men siden han kom ud fra en lille pause i forbindelse med 4 Dag ved Dunkerque i maj har han været her, der og alle vegne. Han lagde ud med at vinde samlet i det franske løb, hvor han vandt kongeetapen efter en overlegen præstation af ham og Amund Grøndahl Jansen, og dagen efter vandt han endda den sidste sprinteretape, da Dylan Groenewegen på snu vis lavede et hul bag sin vanlige lead-out man. Herefter var han vigtigste mand, da Jumbo vandt Hammer Series i Stavanger, og senest tog han den samlede sejr i et ZLM Tour, hvor han og Grøndahl Jansen igen legede kispus med rivalerne på kongeetapen.

Trods de to flotte samlede sejre i etapeløb var der dog ikke mange forventninger til Teunissen i årets Tour. Han er nemlig kommet til Frankrig som del af et Jumbo-hold, der har så mange forskellige hensyn at tage og ambitioner at indfri, at de sågar i dag måtte brænde George Bennett - en potentiel kandidat til en samlet top 10-placinger - af i det tidlige føringsarbejde. Det er nemlig en yderst vanskelig opgave både at gå efter en podieplads med Steven Kruijswijk og at vinde etaper med verdens hurtigste sprinter, Groenewegen. Derfor var Teunissen alene rejst til Bruxelles med den vigtige rolle at agere lead-out man for sin hollandske kaptajn.

Den rolle har han til gengæld også mestret på fornemste vis. Forud for sæsonen fik han og Groenewegens hidtidige lead-out man, Timo Roosen, at vide, at den første del af sæsonen ville afgøre, hvem af de to der skulle være Groenewegens sidste mand i Touren. Den konkurrence vandt Teunissen suverænt, og det skyldes ikke kun, at Roosen har været sat ud af spillet i en stor del af foråret som følge af to grimme styrt. Teunissen har nemlig flere gange afleveret Groenewegen så sublimt, at han endda selv er endt i top 3.

Derfor var det helt forventet, at Teunissen skulle spille en nøglerolle i dag, men et personligt resultat lå slet ikke i kortene. Nu er den enes død jo imidlertid ofte den andens brød, og Teunissen var ikke sen til at slå til, da lynet med 1500 m igen slog ned for stakkels Groenewegen, der kunne se den gule drøm, han har jagtet uafbrudt siden præsentationen af den store grand depart for efterhånden en menneskealder siden, blive knust mod den belgiske asfalt. Mens den sønderknuste sprinter forsøgte at fatte sit ufattelige uheld, ændrede Teunissen og Wout van Aert lynhurtigt planer, og det fabelagtige crossfænomen sørgede for at aflevere sin holdkammerat så fornemt, at han til alles overraskelse kunne gøre arbejdet færdigt.

At Teunissen er hurtig vidste vi alle - ikke mindst efter hans hidtidige sæson - men alligevel må man lige gnide sig i øjnene en ekstra gang, når man studerer resultat. Det var jo ikke just hr. Jensen fra nr. 4 henne på hjørnet, der blev sat til vægs af den kraftfulde hollænder. Næ, bag ham finder vi folk som Peter Sagan, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli og Michael Matthews, der alle i de senere år har cementeret deres status som de fire måske allerbedste i stigende spurter.

Og Teunissen satte dem vitterligt til vægs for rent bord. Naturligvis drog han fordel af at ligge i læ længe, mens Sagan, Colbrelli og Matthews alle åbnede for tidligt i den relativt hårde modvind, men i en spurt er det som bekendt ikke kun benene, men også hovedet, der taler. Det ved især Sagan, der vel mere end nogen anden har vundet spurter i kraft af positionering og timing, men denne gang var det Teunissen, der narrede de mindre kloge. I en finale, der var hårdere, end mange nok havde ventet, og hvor modvinden gjorde tålmodighed til en dyd, kunne Teunissen med sin veltimede spurt gå forbi ryttere, der i ni ud af ti tilfælde ville sætte ham til vægs.

Resultatet sikrer ham en dag i rampelyset, og det kan blive mere end det. Jumbo er blandt favoritterne til holdløbet, og nu må man formode, at både han og Van Aert vil kunne tage deres chance i mandagens puncheurfinale, der dog nok er til den stejle side for hollænderen. Hvis alt flasker sig på især holdløbet, kan Teunissen således få adskillige dage i gult, men det ændrer naturligvis ikke hans overordnede rolle på holdet. Så snart trøjen igen får et sort Jumbo-Visma-skær og ikke er helt gul, vil han skulle finde tilbage i rollen som barnepige for Groenewegen, der heldigvis meldes at være ok og cyklede hjem til hotellet efter etapen.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Sagan derimod kunne notere sig for sin 13. andenplads på en Tour-etape - til sammenligning har han ”blot” vundet 11 gange - og det må være ekstra smerteligt denne gang. Groenewegens uheld og Elia Vivianis håbløse placering betød nemlig, at der pludselig blev åbnet en motorvej mod endnu en gul trøje til det slovakiske fænomen, og han gjorde da også det, der normalt ville være nødvendigt, ved at vise sig som den stærkeste, da han, Matthews og Colbrelli side om side åbnede deres lange spurter.

Den bitre pille hænger nok i halsen i ganske mange timer endnu, inden den langt om længe glider ned, men når den værste skuffelse har lagt sig, har Sagan al mulig grund til at være yderst tilfreds med dag 1. Først leverede han og Bora nemlig et mindre kup på den lille pavé kort inden den indlagte spurt, hvorved han ikke blot sikrede sig maksimumpoint, men også betød, at der blev noteret et stort rundt 0 ud for begge de to værste rivaler, Groenewegen og stakkels Elia Viviani, der var ramt af en punktering, netop som feltet splittedes. Med 2. pladsen betyder det, at han allerede nu med sine 50 point er lige med Teunissen i toppen af pointklassementet, mens Groenewegen står på 0, Viviani på 8 og Ewan, der i den indlagte spurt viste sig at være helt ligeglad med den grønne trøje, på 20. Arrangørerne havde ganske vist håbet, at slovakken i år ikke ville lukke konkurrencen alt for hurtigt, men lige nu kan man frygte, at han med to gode resultater mandag og tirsdag allerede reelt har sikret sig endnu en trøje - hvis han undgår uheld - allerede inden vi er en femtedel inde i løbet.

Sagan kan også glæde sig over sin præstation i spurten. Ganske vist sad hans timing ikke i skabet, men han var klart hurtigere end både Matthews og Colbrelli, der normalt regnes som to af hans værste rivaler i stigende spurter. Med tanke på, at han har haft en katastrofal sæson, og stadig ikke lignede sig selv i et Tour de Suisse, hvor Viviani sågar gav ham bøllebank i en stigende spurt, der burde have ligget til hans højreben, var dagens resultat ganske opløftende. Vel nærmest for første gang i år lignede Sagan atter sig selv - også selvom han blev slået af den snu Teunissen.

Ewan derimod er nok den rytter, der - næstefter Groenewegen - har mest grund til at ærgre sig. Egentlig havde hans Lotto-tog igen vist, at de fortsat har noget at arbejde med, men australieren sad faktisk ganske fint placeret, da spurten skulle lanceres. Modsat Sagan, Matthews og Colbrelli var han endda ikke tvunget til at åbne for tidligt, men desværre havde han ikke samme held som Teunissen, for hvem der åbnede sig en motorvej. I stedet blev han lukket inde bag Sagan, og han kunne aldrig for alvor åbne sin spurt. Dermed blev vi berøvet muligheden for at se ham i et direkte opgør med Sagan efter en sæson, hvor han synes at have nærmet sig den absolutte verdenselite i hårde finaler som denne.

Matthews har også megen grund til at ærgre sig. Australieren har ellers altid haft det svært med sin positionering, men i dag imponerede Sunweb stort, da Cees Bol afleverede ham perfekt bag det Deceuninck-tog, der som forventet viste sig i særklasse. Desværre for australieren havde Viviani imidlertid sovet i timen, og da først Yves Lampaert og Michael Mørkøv havde afsluttet deres arbejde, og Maximiliano Richeze skulle afslutte raketten, gik det op for den argentinske mester, at kaptajnen var forsvundet. Han stoppede derfor sit lead-out, inden han overhovedet var kommet i gang, og det efterlod stakkels Matthews i vinden så tidligt, at han var nødt til at stoppe op. Derefter skulle han træde sin spurt i gang igen fra spids, og fra den position var det naturligvis umuligt at vinde.

Det skulle det også vise sig at være for Colbrelli, der ikke kan være helt tilfreds med dagens 5. plads. Egentlig er det ganske fint, hvis man tager i betragtning, hvor lang en modvindsspurt han faktisk kørte, men normalt burde han havde været tættere på Sagan i en afslutning som denne. Det var han i hvert fald på 2. etape sidste år. Til gengæld kan han glæde sig over, at han med en lang spurt, der næsten antog samme længder som den mageløse spurt, han sidste år kørte i Montreal, fik bekræftet, at benene er lige så gode, som det så ud ved de italienske mesterskaber. Nu skal han bare sørge for, at hans positionering ikke som så ofte før giver ham for stor en ulempe, allerede inden selve spurten er lanceret.

Viviani må også ærgre sig gul og grøn. Særligt frustreret må den ellers normalt så driftssikre italiener være over, at han ikke kunne holde fast i Richezes baghjul. Deceuninck viste nemlig som forventet deres tårnhøje klasse - ikke mindst Lampaert leverede et arbejde, der fortjener næsegrus beundring - men italienerens uopmærksomhed betød, at han ikke fik et af de drømmeagtige lead-outs, Richeze ellers har for vane at levere. Alligevel sad han faktisk glimret placeret under spurten, men det, der var tæt på at blive en kollision med Ewan gjorde det desværre umuligt for ham at vise, at han stadig har den guddommelige form, han havde i Schweiz Rundt.

En nedtur blev det også til for Alexander Kristoff, der virker helt fra den i øjeblikket. Allerede i Schweiz Rundt lignede han en skygge af den genfødte klassikerstjerne, som imponerede på forårets brosten, og den normalt så solide nordmand imponerede bestemt heller ikke i dag. Først blev han sammen med resten af UAE-mandskabet - naturligvis også den næsten urimeligt skødesløse Dan Martin - fanget, da Bora splittede feltet, og senere kørte han en spurt, hvor han mere lignede en hængt kat end sidste års vinder i Paris. Man kan håbe, at han som altid rejser sig i løbets sidste del, men lige nu er der lang vej. Endnu værre er det dog for André Greipel, der helt som forventet aldrig var i nærheden af noget som helst i en positionskamp, der nu om dage synes at være en by i Rusland for den engang så stærke tysker, og Jens Debusschere, hvis deroute sammen med resten af Katusha-holdet fortsatte, da han trods et eminent forarbejde fra Alex Dowsett og Marco Haller end ikke endte i top 20.

Udover Teunissen må dagens vinder være Giacomo Nizzolo. Allerede i gårsdagens optakt spekulerede jeg i, om den fine kørsel i Slovenien Rundt, hvor han vandt en knaldhård etape og var centimeter fra at slå Giro-kometen Pascal Ackermann på åbningsdagen, var udtryk for, at han efter et to et halvt år langt skadesmareridt måske er ved at være sig selv igen. Noget kunne tyde på det, for i dag viste han ikke blot sine gamle evner i positionskampen - en kunst, han mester som få - han viste også fin topfart ved at sikre sig en 4. plads. Med den præstation gjorde han sig i hvert fald foreløbig immun over for den bølge af britisk kritik, han kan se frem til, hvis han ikke viser sig fortjent til at overtage Mark Cavendishs plads, som han på ganske kontroversiel - men formentlig ganske klog - vis er blevet tildelt.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

For de øvrige sprintere var det pænt uden at være prangende. Uden støtte fra holdkammeraterne kan man ikke have de helt store forventninger til Matteo Trentin og Jasper Stuyven, og set i det lys gjorde de det hæderligt. Lovende var det til gengæld at se, hvordan folk som Oliver Naesen, Alberto Bettiol og Greg Van Avermaet, der endda havde gjort som ønsket i gårsdagens optakt ved at sikre sig en bjergtrøje på den ikoniske mur, lod sig anspore af det stigende opløb til at give den et skud.

1. etape af Touren handler imidlertid ikke kun om sprinterne. Det handler i mindst lige så høj grad om de klassementsryttere, der bliver et offer for de styrt, som er en uundgåelig følge af kaosset. Modsat sidste år, hvor Chris Froome, Adam Yates, Richie Porte og Nairo Quintana alle mistede tid på åbningsetapen, kostede det denne gang ikke tid for nogen.

Desværre for hele Cykeldanmark undgik vi alligevel ikke dramatik. Som det desværre er sket lidt for tit - også i mindre løb som Paris-Nice - blev Jakob Fuglsang nemlig involveret i et styrt. Heldigvis ser det ud til, at det dryppende blod gjorde billederne mere dramatiske, end skaderne gav anledning til, men nogen ideel start var det bestemt ikke - og slet ikke med tanke på, at han allerede i morgen skal kastes ud i sin første seriøse test. Heldigvis er det her holdet mere end ham selv, der skal træde til, og da den eneste seriøse opgave i de første 14 dage derudover kommer på torsdag, vil de forhåbentlig ubetydelige skader være glemt, når vi rammer 13. etape, hvor klassementskampen for alvor indledes.

Et andet prominent offer for styrt var Geraint Thomas, der heldigvis synes uskadt. Alligevel kan man ikke lade være med at spekulere i, om det er en form for varsel. Sidste år var det nemlig påfaldende, hvordan Thomas igennem hele Touren nærmest med magnetisk kraft kunne holde alle problemer fra sig. Nu har han været i asfalten to gange på kort tid - og vi ved som bekendt, at Thomas med undtagelse af sidste års Tour har haft en magnetisk tiltrækkende virkning på uheld, der har kostet ham adskillige store resultater i en karriere, der bestemt ikke har været tilsmilet af lykkens gudinde. Derudover var det umiddelbart kun Emanuel Buchmann, der var uheldig, men tyskeren skulle alene have pådraget sig overfladiske skrammer.

Evnen til at undgå styrt i den første uge er imidlertid en væsentlig del af det at vinde en grand tour og forklaringen på, at det særligt i Touren er en god ide at medbringe et helt kobbel af hærdebrede muskelbundter til de flade etaper. Heldigvis kan man sagtens komme tilbage efter et uheld på en tidlig etape, og de fleste har vel allerede glemt, hvordan Richard Carapaz på 3. etape af årets Giro var dybt frustreret over et dumt tidstab. Den lektie er i hvert fald god at huske for Fuglsang, mens han lader lægerne tilse de forhåbentlig begrænsede skader - og modsat ecuadorianeren mistede fuglen jo faktisk ingen tid.

Den lektie vil Groenewegen også forsøge at huske, for selvom hans gule og eventuelt også grønne drøm nu kan efterlades i Belgien, er der stadig masser af chancer for succes senere i løbet. Og hvad gør et styrt, når man er omgivet af så mange talenter, at der altid er en anden til at tage over? Den enes brød er jo som bekendt den andens brød. Det ved Mike Teunissen i hvert fald.

NY BOG: THOMAS DEKKERS RØVTOUR - SPAR 50 KRONER
 

Favoritterne

Årets Tour er usædvanligt bagtung, og det betyder, at 10 af de første 12 etaper med stor sandsynlighed blot vil handle om overlevelse for klassementsrytterne. Den første seriøse test kommer imidlertid allerede på løbets anden dag, hvor det vigtige holdløb og venter, og selvom det her ikke så meget er kaptajnerne selv som deres hold, der vil gøre forskellen, vil et godt resultat her være af stor betydning for moralen. En dårlig præstation søndag vil nemlig skabe en følelse af manglende momentum af at være bagud, og med kun én relativ tidlig chance for at rette op på det kan det være en kedelig følelse at bære rundt på igennem halvdelen af løbet.

Man skal dog passe på med at overvurdere betydningen af holdløbet. Mellem de bedste er forskellene over en relativt beskeden distance altid begrænset. Sidste år var det således blot 11 sekunder, der skilte BMC på 1. og Sunweb på 5. pladsen i det, der dog også var et usædvanligt tæt løb, og det var endda over endnu længere distance. Det er således ikke så meget de gode hold, der har meget at vinde, men snarere de ringere hold, der skal undgå et stort tab. Sidste år tabte Dan Martin og UAE således som nr. 15 hele 1.39, og så begynder vi at tale om et tab, der også på længere sigt kan koste placeringer i klassementet.

Alligevel er etapen vigtig og ikke kun på grund af klassementet. Den ligger nemlig i den absolutte top, når det handler om prestige, og for de hold, der specialiserer sig i holdløb, er det måske den etape, de allerhelst vil vinde. For andre handler det bare om overlevelse, men for feltets specialister er dette en af de mest betydningsfulde dage.

I de senere år har der været fem hold, der har kunnet regnes som giganterne: BMC, Ineos/Sky, Sunweb, Mitchelton og Deceuninck. I år synes Jumbo at være trådt ind i eliten, men til gengæld kan BMC, der nu kendes som CCC ikke længere, regnes som hørende til eliten. Det er de hold, der lægger særlig vægt på disciplinen, og som oftest har sat sig på podiet ved VM, og det er da også formentlig i denne kreds, at vinderen skal findes.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Det ser nemlig vitterligt ud til at være specialisterne, der skal slås om det. Ruten består nemlig i alt væsentligt af brede boulevarder uden sving, og det betyder, at det handler om at træde mange watt. Faktisk har arrangørerne talt om en mulig hastighedsrekord for et holdløb i Touren, men det virker nu ikke som et sandsynligt udkomme. Sammenlignet med den rute i Nice, hvor GreenEDGE i 2013 med næsten 58 km/t satte den nuværende rekord, er der lidt for mange stigninger i Bruxelles, og da rytterne endda vil have mere mod- end medvind med den nordlige vindretning, vil farten nok være lidt langsommere end dengang.

Som vi senest så i Giroen, kan vejret være helt afgørende for et holdløb, og det kan måske også få en lille indflydelse søndag eftermiddag. Mest af alt ser det ud til, at alle vil få fine og næsten perfekt betingelser, men vindstyrke ventes at tiltage fra 14 km/t for de først startende til 16 km/t for de sidst startende. Da der vil være mere mod- end medvind vil det være til fordel for de først startende - særligt Ineos, der starter allerførst - og til ugunst for de sidste startende - særligt Jumbo, der starter allersidst - men da hele etapen afvikles i byzone, formentlig omgivet af en kødrand af lægivende tilskuere over hele distancen, er det usandsynligt, at det bliver afgørende, med mindre det skulle være meget tæt.

Som sagt er der på papiret fem specialisthold med EF i en farlig jokerrolle, og i det, der må betegnes som et sjældent åbent holdløb, kan de alle reelt vinde. Det vil formentlig blive afgjort på marginaler, og det er derfor med stor, stor usikkerhed og efter 7-800 meningsskifter undervejs, at vi peger på Mitchelton-Scott som vores favorit. På papiret har australierne ellers langt fra det mest potente mandskab, men et holdløb handler om mere end bare rå muskelkraft. Det handler også om samarbejde og rutine i netop den disciplin, og da australierne på dedikerede træningslejre har arbejdet på denne disciplin igennem hele deres levetid, har de altid tilhørt den absolutte elite, også selvom de aldrig har haft en supermotor i Rohan Dennis-klassen eller et på papiret skræmmende mandskab.

Det har de bestemt heller ikke til dette løb, men det havde de bestemt heller ikke sidste år. Her blev de en lidt overraskende nr. 4, bare 9 sekunder fra sejren. Det er dog særligt årets Tirreno-Adriatico, der viser deres klasse. Her sejrede de nemlig ganske klart foran de på papiret stærkere Jumbo-, Sunweb- og Sky-mandskaber, der næsten kom med hele A-kæden. Med de erfarne holdløbsryttere Luke Durbridge og Michael Hepburn som motorer sejrede de imidlertid alligevel, og de to australiere er også med igen her, hvor de vil spille en absolut nøglerolle.

Resten af holdet er solidt og først og fremmest homogent. Daryl Impey er en glimrende temporytter, og Matteo Trentin har netop kørt en fremragende og overraskende god sidste enkeltstart i meget skrapt selskab i Tour de Suisse. Christopher Juul er solid og var med til at vinde i Tirreno, og de to Yates-brødre har som bekendt gjort enorme fremskridt i kampen mod uret, hvilket Simon viste i Paris-Nice og Adam for nylig i Dauphiné. Jack Haig er måske ikke en ørn i disciplinen, men modsat mange andre hold har australierne ikke megen dødvægt at slæbe rundt på. Det kan være et problem, at de starter 5. sidst og får mere vind, men vi tror, at homogeniteten og specialiseringen vil sikre australierne endnu et holdløbssejr efter triumfen for seks år siden.

I mange år har Jumbo-Visma på papiret haft et glimrende holdløbshold, men af en eller anden grund har de altid skuffet. I år synes de imidlertid at have taget det sidste skridt. De slog et brølstærkt Sunweb-hold i UAE Tour og blev nr. 2 bag Mitchelton i Dauphiné, og det ser ud til, at holdløbsspecialisten Tony Martin har givet holdet det sidste, de har manglet.

Desværre stiller holdet ikke med A-kæden denne gang. Kun Martin er også med her, men til gengæld mangler de i forhold til de tidligere holdløb både Primoz Roglic og Jos Van Emden. Til gengæld har de fået tilgang af kometen Wout van Aert, der med sine magtdemonstrationer i Dauphiné og i de stærkt besatte belgiske mesterskaber kunne ligne en favorit til enkeltstarten. Dermed har de stadig to af de allerstørste motorer, og dermed er der næppe noget hold, der har et lige så potent maskinrum som hollænderne.

De støttes af Mike Teunissen, der åbenlyst er i storform og en hæderlig temporytter, Steven Kruijswijk, der netop har braget en suveræn enkeltstart af i Dauphiné, samt Laurens De Plus, der måske ikke er specialist, men alligevel var med til sammen med Deceuninck at vinde VM sidste år. Holdets problem er primært, at de har lidt for meget dødvægt at slæbe rundt på i form af en forslået Dylan Groenewegen, spinkle George Bennett og Amund Grøndahl Jansen, der aldrig har kørt gode enkeltstarter. Spørgsmålet er, om Martin og Van Aert kan kompensere for det. Det burde ikke være umuligt.

Kigger man alene på trupperne, burde Team Ineos være gigantiske favoritter. Der findes intet hold, der har samme enorme muskelstyrke som briterne, hos hvem kun Luke Rowe kan regnes som dødvægt. Geraint Thomas er en af verdens bedste temporyttere og vandt blandt andet 1. etape i Touren i 2017, Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski og Jonathan Castroviejo har alle været i top 6 ved VM inden for de sidste to år, Dylan Van Baarle var indtil for nylig hollandsk mester, og Egan Bernal og Wout Poels kører trods deres status som klatrere ganske nydelige enkeltstarter. Holdet har således både homogenitet og råstyrke, og derfor burde de reelt være i særklasse.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Det samme gjaldt imidlertid sidste år, hvor de med Froome i stedet for Van Baarle endda havde et endnu bedre hold. Alligevel blev de højst overraskende slået af BMC, og desværre kommer de til løbet efter et år, hvor de har skuffet på den ene tidskørsel efter den anden. I holdløbssammenhæng var det især det nærmest pinlige resultat i Tirreno - hvor de havde næsten samme trup - og i mindre grad i UAE Tour, men også deres enkeltstarter har været skuffende. Kwiatkowski skuffede i Paris-Nice og Moscon i Dauphiné (hvor Kwiatkowski tog den med ro), og de er netop blevet hhv. nr. 4 og 5 ved de nationale mesterskaber - nærmest forrykt ringe resultater modstanden taget i betragtning. Thomas har skuffet enormt i årets to vigtige enkeltstarter i Romandiet og Tour de Suisse, og Van Baarle har aldrig været i nærheden af at leve op til sit nationale mesterskab. Poels kørte en skidt enkeltstart i Dauphiné, og selvom han vandt det spanske mesterskab i et svagt felt, har Castroviejo i år fejlet ved alle øvrige lejligheder. Faktisk er det kun Bernal, der har leveret, men det er kun sket efter hans egen standard, og det er altså ikke ham, der skal vinde et holdløb for Ineos.

Med andre ord er der et eller andet, der ikke spiller for det britiske storhold, og den tendens er så tydelig, at den ikke bare kan negligeres. Alligevel kan man ikke afskrive et hold, der på papiret er i særklasse, og som trods alt altid præsterer i Touren. Samtidig har de fordel af at starte meget tidligere end de værste konkurrenter, og derfor skal man bestemt ikke udelukke, at de rejser sig ved at tage en sejr.

I mange år var Team Sunweb ikke et specialisthold, men det har de været siden VM-sejren i 2017. Nu om dage er de altid med i front, og de blev da også nr. 2 i UAE Tour og nr. 3 i Tirreno. På papiret har de vel også sammen med Ineos det mest homogene hold med flest specialister. Således kan de mønstre Michael Matthews og Søren Kragh, der netop er kørt i top 5 på enkeltstarter i Tour de Suisse, Nikias Arndt, der har et top 10-resultat fra Tour de Suisse, samt ikke mindst Chad Haga, der som bekendt vandt den sidste enkeltstart i Giroen. På papiret burde Wilco Kelderman og Lennard Kämna også tælle som specialister, men desværre har de kørt så svage enkeltstarter i 2018 og 2019, at det trods Kämnas opmuntring i Tour de Suisse ikke kan forventes, at de kan levere på det niveau, de egentlig burde.

Til gengæld har holdet ingen svage led. Cees Bol er en kraftfuld fyr, der netop har kørt en flot prolog i ZLM Tour, og selvom han ikke er specialist, kan han bidrage. Nicolas Roche har enorm erfaring fra Sky og BMC, hvor han har leveret adskillige topresultater på holdløb, og også han kan derfor yde sit bidrag. Ligesom Ineos har de altså ingen svage led, men de mangler til gengæld den helt store motor, nu hvor Dumoulin er fraværende. Samtidig skuffede Matthews altså temmelig fælt på den lange enkeltstart i Schweiz, og måske er det kun Kragh og i et vist omfang Haga, der for alvor kan levere nogle af de watt, Dumoulin plejer at komme med. Holdet har muskelkraft og homogenitet, men måske mangler de den sidste motor, især nu hvor Kelderman og Kämna synes at mangle det niveau, de engang havde. Til gengæld har de fordel af ikke at skulle start alt for sent

Deceuninck-Quick Step stiller til start som verdensmestre, men deres trup til dette løb er altså ikke skræmmende. Ganske vist har de to gigantiske motorer i form af Kasper Asgreen og Yves Lampaert, der netop er blevet nr. 1 og 2 på enkeltstarten i Tour de Suisse, men den øvrige del af truppen mangler en del. Julian Alaphilippe er svingende, men viste senest i Dauphiné, at han kører udmærkede enkeltstarter. Ruten her synes dog ikke at passe ham. Enric Mas kørte en god enkeltstart i Vueltaen, men gør det aldrig tidligt i etapeløb og kan ikke bidrage med alverden på denne rute. Og selvom Elia Vivianis tog med Maximiliano Richeze og Michael Mørkøv har en god fart, der altid er brugbar i et holdløb, har det kun sjældent spillet, når de har kørt sammen. Endelig er Dries Devenyns måske nok solid, men ikke specialist. En næsten identisk trup blev da også blot nr. 4 i Tirreno, slået med hele 37 sekunder af Mitchelton.

Alligevel skal man passe på med at afskrive belgierne. Ligesom Mitchelton har de nemlig for vane at køre bedre, end truppen umiddelbart burde antyde. Det så vi senest med VM-sejren, der kom bag på de fleste, samt 3. pladsen bag BMC sidste år, hvor de havde en trup, der nogenlunde kan sammenlignes med den, de har i år. Asgreen er en klar forstærkning, men til gengæld vil de savne Niki Terpstra og Bob Jungels, der begge var to af de vigtigste sidste år. Af erfaring ved vi således, at Deceuninck altid gør det bedre, end man regner med, men vi tvivler alligevel på, at de har en bred nok trup til at kunne vinde i dette stærke felt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Bag de fem specialisthold er der ét mandskab, der skiller sig ud. I år har EF Education First knap kunnet se en enkeltstartscykel, uden at de har overrasket. Alberto Bettiol leverede årets sensation med sin 2. plads i specialistfeltet i Tirreno, og for nylig var han mindre end et sekund fra at blive italiensk mester. Sebastian Langeveld er pludselig blevet en sand specialist med et topresultat i Tirreno og en nylig 2. plads ved de hollandske mesterskaber, og Tejay van Garderen er netop blevet nr. 2 i Dauphiné, hvor han slog en vis Tom Dumoulin. Tom Scully har fortsat sin fremgang, der kulminerede med 4. pladsen i Tour de Suisse for nylig. Og selvom han er yderst svingende og ikke god på flade ruter, viste Tanel Kangert i Giroen, at han har nget at bidrage med.

Holdet har imidlertid også svage led. Selvom Simon Clarke har forbedret sig voldsomt i år, er han stadig ikke specialist, og Rigoberto Uran har stadig til gode at bevise, at han har genfundet lidt af de takter, der gjorde ham til specialist, men som har været langt, langt borte i de sidste mange år. Svagest er dog Michael Woods, der har enkeltstarter som en enorm og meget synlig akilleshæl, og dermed er der tre lidt tungere folk at slæbe rundt på. Samtidig mangler de en af de førende specialister på et homogent hold og ikke mindst mangler de den erfaring, som de store specialisthold har. Det forhindrede dem ikke i overraskende at vinde i et dog svagt felt i Colombia 2.1, men i Tirreno blev en lignende trup trods alt blot nr. 7. Det vil derfor være uventet, hvis de vinder, men de kan sagtens være ganske tæt på de allerbedste.

Efter skiftet væk fra BMC har Rohan Dennis måttet indse, at det nok er slut med at vinde holdløb, nu hvor han i stedet kører for Bahrain-Merida. Australieren har ellers i mange år været verdens vel nok bedste holdløbsrytter. Desværre har skiftet væk fra det amerikanske hold - mange har peget på cyklen som en sandsynlig forklaring - ændret ham fra at være overmenneskelig til nu at være yderst medgørlig. Det ændrer dog ikke på, at han stadig har både power og ekspertise, og at han vil være guld værd for det arabiske hold.

Resten af holdet er også solidt. Jan Tratnik er ligeledes specialist, og Vincenzo Nibali og Damiano Caruso, som forhåbentlig ikke er for mærket af styrtet, kørte begge fornemme enkeltstarter i Giroen. Dylan Teuns har også forbedret sig voldsomt i det seneste års tid. Til gengæld er hverken Matej Mohoric, Ivan Garcia eller Sonny Colbrelli store temporyttere, og det er trods alt nok lidt for mange svage led på et hold, hvor den ikke længere så suveræne Dennis er eneste rigtige specialist.

CCC Team er arvtagerne fra BMC, og selvom de ikke længere har nær samme styrke som det amerikanske mandskab, der i mange år var verdens bedste, nyder de åbenlyst stadig godt af især Marco Pinottis ekspertise. Det så vi Hammer Series, hvor de har kørt fremragende to gange med relativt svage trupper, samt med et pænt holdløb i UAE Tour. Med Patrick Bevin som den helt store motor flankeret af den dobbelt amerikanske mester Joey Rosskopf samt Alessandro De Marchi, der med en nylig 3. plads ved de italienske mesterskaber har bekræftet sin fremgang i disciplinen, har holdet da også et solidt maskinrum. Resten af truppen udgøres af Lukasz Wisniowski, der af og til kører hæderlige enkeltstarter, Simon Geschke, der kørte nogle fremragende enkeltstarter sidste år, samt solide folk som Greg Van Avermaet og Michael Schär. Faktisk er kun Serge Pauwels et svagt led, og de har et ret stærkt mandskab til en flad rute som denne. De mangler nok den store motor til at være med i front, men de bør bestemt gøre det hæderligt.

I morgen kommer Bora-hansgrohe til at savne Maciej Bodnar, der ellers var i storform, men de bør stadig gøre det godt. Således har de kometen Maximilian Schachmann som en motor, hvis betydning næppe kan undervurderes, og selvom resten af holdet ikke udgøres af specialister, har de masser af muskelkraft til en flad rute. Den vil særligt Peter Sagan kunne levere, men også Daniel Oss, Lukas Pöstlberger og Marcus Burghardt kan træde nogle watt. Emanuel Buchmann chokerede ved at køre sig livs enkeltstart i Dauphiné, og Patrick Konrad kan forsvare sig i disciplinen. Gregor Mühlberger er et decideret svagt led, men resten af truppen er homogen og kraftfuld. Spørgsmålet er dog, om ikke det er lidt for lidt kun at have én rigtig specialist.

Sidste år regnede de fleste med, at Astana Pro Team skulle have en gedigen lussing, men selvom de forinden havde tabt Luis Leon Sanchez som følge af et styrt på 2. etape, overraskede de stort ved med bare 7 mand at blive nr. 8. I år har de endda en langt stærkere trup, hvor Sanchez er tilbage, og hvor Pello Bilbao og Gorka Izagirre, der netop begge har vundet medalje ved de spanske mesterskaber vil kunne bidrage pænt. Jakob Fuglsang er samtidig blevet markant stærkere på sin tempocykel, og Hugo Houle er bestemt heller ikke en svækkelse. Det er klart, at et Astana-hold uden én eneste rigtig specialist ikke har skyggen af chance for at vinde, men de burde have en god mulighed for at gøre det endnu bedre en sidste års overraskende gode resultat.

Endelig vil vi pege på Lotto Soudal. Belgierne er på papiret ikke specielt stærke, men de har det altså med at overraske igen og igen. Det skete, da de blev nr. 3 i Dauphiné sidste år og senest med en højst uventet 6. plads i Tirreno. Thomas De Gendt har netop kørt en fremragende enkeltstart i Giroen, og Tim Wellens har netop slået en vis Victor Campenaerts i Belgium Tour. Maxime Monfort har altid kørt hæderlige enkeltstarter, og Jasper De Buyst og Roger Kluge har stor og nyttig erfaring fra banen, ligesom Jens Keukeleire forsvarer sig hæderligt i kampen mod uret. Tiesj Benoot og Calen Ewan er måske svage led, men de er trods alt begge klasseryttere. Lotto Soudal vinder ikke, men de kunne sagtens overraske positivt.

Blandt de øvrige hold har Groupama-FDJ ofte for vane at overraske, men selvom de er forstærket med Stefan Küng, synes truppen ikke at kunne gøre det denne gang. Movistar Team har desværre sagt farvel til de fleste af deres specialister og skal primært begrænse tabet. Endelig skal man ikke helt afskrive et relativt solid Katusha-Alpecin med specialisten Alex Dowsett og brøkstærke Nils Politt, men det virker usandsynligt, at de vil være med helt fremme.

Endelig er der spørgsmålet om førertrøjen. Hvis ikke Mike Teunissen kan udnytte sit forspring på 10 sekunder fra i dag, vil den tilfalde den rytter fra det vindende hold, der kommer med de bedste hjem, og som var bedst placeret på 1. etape. Placeringen i morgen spiller ingen rolle overhovedet. Forudsat at de kommer med hjem, er det således Trentin, Teunissen, Moscon, Matthews, Viviani og Bettiol, der står til at tage trøjen for hhv. Mitchelton, Jumbo, Ineos, Sunweb, Deceuninck og EF.

Feltet.dks vinderbud: Mitchelton-Scott

Øvrige vinderkandidater: Jumbo-Visma, Team Ineos

Outsidere: Team Sunweb, Deceuninck-Quick Step, EF Education First

Jokers: Bahrain-Merida, CCC Team, Bora-hansgrohe, Astana Pro Team, Lotto Soudal

Starttider

14:30 Team Ineos
14:35 Arkea-Samsic
14:40 Astana
14:45 Groupama-FDJ
14:50 AG2R La Mondiale
14:55 Movistar
15:00 Total Direct Energie
15:05 CCC Team
15:10 UAE Team Emirates
15:15 Trek-Segafredo
15:20 Team Katusha Alpecin
15:25 Cofidis
15:30 Dimension Data
15:35 Team Sunweb
15:40 Bora - Hansgrohe
15:45 Lotto Soudal
15:50 Mitchelton - Scott
15:55 Bahrain - Merida
16:00 EF Education First
16:05 Deceuninck - Quick Step
16:10 Wanty-Gobert Cycling Team
16:15 Team Jumbo - Visma

KØB PRO CYCLING MANAGER TIL KUN 228,95