Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 2. etape af UAE Tour

Optakt: 2. etape af UAE Tour

20. februar 2024 11:17Foto: Sirotti

For andet år i træk gav Tim Merlier sig selv en drømmestart på sit første WorldTour-løb ved at vinde sprintergiganternes første opgør på en dag, hvor den kraftige vind slet ikke blev farlig. Dermed er det praktisk talt status quo i klassementet inden de første to store klassementsslag tirsdag og onsdag, og der lægges ud med en helt afgørende etape i form af den 12,1 km lange tonserenkeltstart, hvor de store wattmonstre skal åbne for gassen, og hvor de spinkle klatrere skal forsøge at undgå at bløde alt for meget.

Artiklen fortsætter efter videoen.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

Ruten

Tidskørsler i løb uden for Europa har sjældent været noget populært koncept, da det stiller store logistiske krav og kræver ekstra udgifter at transportere specialudstyr ud af sportens hovedkontinent. Mange har løst udfordringen ved at stille krav om brug af landevejscykler, som vi blandt andet har set det i Qatar og Argentina, men RCS er ikke bange for at udfordre holdenes logistik. Siden deres løb som Abu Dhabi Tour kom på WorldTour-kalenderen i 2018, har der nemlig været en tidskørsel i fem af de seks udgaver, først som en enkeltstart i 2018, siden som et holdløb i 2019, så igen som enkeltstarter i 2021 og 2022 og senest som et holdløb i 2023. I år er det igen den individuelle disciplin, der er på programmet, og det er den i det format, vi kender fra løbet, nemlig med en kort, flad tonserrute, hvor de store specialister kan åbne for gassen i en prøve på watt og aerodynamik.

 

Med en distance på 12,1 km har den nogenlunde den samme distance, som vi plejer at se det i løbet, og akkurat som i 2021 skal man køre en tur rundt på Hudayriat Island, der er en ø ud for Abu Dhabis kyst. Man følger dog ikke samme rute som for tre år siden, hvor man fulgte meget snoede veje, mens man denne gang kører ad langt mere lige veje i terræn, der er så fladt, at man bare finder 1 højdemeter undervejs!

 

Læs også
Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

 

Starten er den mest simple, da man efter tre hurtige og bløde kurver kører ad en enkel vej, der i starten bugter sig til venstre og siden går mod nordvest op langs vandet, hvor den er helt lige. Den leder direkte op til øens nordligste punkt, hvor man efter 5,7 kilometer tager dagens eneste mellemtid.

 

Efter tidstjekket er der en blød kurve, hvorefter det går mod syd ned langs vandet frem til den tekniske fase. Her er der en U-vending efter 7,5 km, hvorefter vejen bugter sig meget kraftigt 180 grader to gange, inden der efter 9,2 km er endnu en U-vending. Herefter bliver det til gengæld igen helt enkelt, når vejen, der føret mod syd og derefter sydøst kun bugter sig ganske let, indtil de sidste 600 m er stort set helt lige.

 

Den pandekageflade etape byder på i alt bare 1 højdemeter.

 

Al Hudayriat Island har to gange tidligere været vært for et stort cykelløb. Det var senest for enkeltstarten i dette løb i 2021, hvor Filippo Ganna knuste al modstand over 13 km ved at sejre med 14 sekunder ned til Stefan Bissegger og 21 sekunder ned til Mikkel Bjerg. Forinden var det fo rdet indledende holdløb i 2019-udgaven, hvor man kørte en anden og mindre kringlet rute, og hvor Jumbo-Visma lagde grunden til Primoz Roglics samlede sejr ved at vinde med 7 sekunder ned til Sunweb og 8 sekunder ned til Bahrain-Merida over den 16 km lange distance.

 

 

 

 

 

 

Læs også
Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

 

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

 

Vejret

Vinden skulle lægge sig onsdag, men der venter først endnu en blæsende dag. Tirsdagen bliver skyfri med temperaturer på 23-24 grader, og der vil være en frisk og konstant vind (24 km/t) fra nordvest. Det giver efter lidt sidevind i den kringlede indledning stort set direkte modvind hele vejen ud til mellemtiden, hvorfra der vil være sidemed- og medvind stort set resten af vejen, herunder direkte medvind over de sidste 600 m.

 

Analyse af 1. etape

Normalt skriver jeg analyser af alle etaper til WorldTour-etapeløb, men februars mange løb gør, at jeg må droppe det til dette løb

 

Favoritterne

Man kan næsten høre de mange lettelsens suk hele vejen til Danmark. Dagens frygtede etape var aldrig i nærheden af at blive farlig, og medmindre prognoserne ændrer sig, ser det ud til, at det bliver en udgave uden sidevindskørsel. Den frygtede disciplin har for mange stået som den måske største forhindring for et godt samlet resultat, men den trussel er nu formentlig fjernet.

 

Der er dog for de samme ryttere endnu en sten i skoen. Tirsdag indledes klassementskampen nemlig med sikkerhed, og det sker med en etape, de bestemt ikke kan være begejstrede for. Det er blevet fast kutyme, at vi skal have en tidskørsel i løbet, og mange havde utvivlsomt håbet, at det igen i år ville være et holdløb. Arrangørerne har nemlig for vane at designe enkeltstarter, som de små folk vil forbande langt væk.

 

Årets enkeltstart minder meget om dem, vi har set i de øvrige ørkenløb, når de en sjælden gang har været på programmet. Det er ikke megen hokuspokus over ruten, der er akkurat lige så flad, som de plejer at være. Det er anden gang, vi skal køre enkeltstart på denne ø ud for Abu Dhabi, og denne gang har man valgt en lidt anden rute. For tre år siden var den meget kringlet med meget snoede veje, men også uden rigtige sving. Det viste sig, at de kurvede veje kunne tages i høj fart, og det blev alligevel bare et opgør på power og aerodynamik, som man normalt ser det på en kort, flad enkeltstart. Sådan vil det helt sikkert også være denne gang, hvor ruten er endnu enklere. Den bliver kringlet på hjemturen, men baseret på det, vi så for tre år siden, vil kurverne kunne tages i høj fart. De tekniske udfordringer er derfor ganske, ganske små, som de plejer at være det i løbet.

 

Det er altså på alle måder end helt klassisk tonserenkeltstart, der både i forhold til design, terræn og distance giver klare mindelser om Tirrenos klassiske afslutningsetape (som nu er blevet åbningsetape). Den væsentligste forskel er, at enkeltstarten her er en anelse længere, men grundlæggende er det af samme type.

 

Det er altså en rigtig Tirreno-enkeltstart, vi har i vente, og dem kender vi. Disse korte, flade wattenkeltstarter er en helt særlig disciplin, der i alt væsentligt altså kun handler om power og aerodynamik, der skal kunne holdes over et relativt kort tidsrum, og de er heldigvis så dejligt lette at fortolke. Det handler om watt og aerodynamik. Punktum!

 

Læs også
Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

 

Vejret bliver næppe heller en faktor. Det vil igen i morgen være blæsende, men vinden vil være helt stabil. Der vil være modvind ud til mellemtiden, og det er formentlig her, løbet kan tabes og vindes, inden de vil blæse hjem i høj fart. Med ens forhold får vi et helt fair opgør

 

I et løb, der mest har appel til lead-out men, sprintere og klatrere, kan man ikke forvente noget specielt stærkt enkeltstartsfelt. Det har vi ikke haft de seneste år, og det har vi heller ikke i år. I 2021 og 2022 kunne vi dog glæde os over duellen mellem Filippo Ganna og Stefan Bissegger, men i år er feltet helt renset for sportens største giganter, der næsten alle var til start i Algarve. Det giver en sjældent stor chance for at vinde en WorldTour-enkeltstart for de ganske få specialister, der har taget turen til ørkenen.

 

Det gør det til en ret åben etape, hvor det er helt umuligt at pege på en entydig favorit, selvom der heller ikke er alt for mange reelle vinderkandidater. Jeg prøver at gå med Mikkel Bjerg. Danskeren fik endelig sit store gennembrud som temporytter i 2023, hvor han sejr over Jonas Vingegaard i Dauphiné må gives en enorm vægt. Det faldt naturligvis sammen med UAEs enorme forbedringer på materielsiden og kom også til udtryk ved en fin VM-enkeltstart, hvor han ellers virkede træt, og ikke mindst på den for ham alt for kuperede enkeltstart i Romandiet.

 

I det lys vil jeg vurdere, at Bjerg i dette felt kan have det højeste topniveau. Ruten passer ham ikke ideelt, da han er bedre over lange distancer, men den er lang nok. Da de sidst kørte enkeltstart på denne ø for tre år siden, blev han over 13 km nr. 3 bag Ganna og Bissegger, men altså foran en vis Tadej Pogacar, der få måneder senere knuste al modstand på Tourens første enkeltstart! Denne gang er ruten mere enkel, hvad der næppe skader danskeren, men der er også to forbehold. Hans form er ret ukendt, men heldigvis så han stærk ud allerede på Mallorca for en måned siden. For det andet kan hans enkeltstarter være ganske svingende, men med tanke på, hvordan han plejer at køre i dette løb, og hvordan han bragede ind på scenen sidste år, tror jeg på årets første danske WorldTour-sejr.

 

I det hele taget står UAE med uhyre gode kort på hånden. De har nemlig også Brandon McNulty, der sidste år kørte sit livs enkeltstart ved VM, hvor han blev nr. 4. Desværre er han ekstremt svingende, for bare 8 dage inden VM blev han blot nr. 10 i Polen. Han satte bestemt heller ikke verden i brand på de to flade Giro-enkeltstarter, hvor han blot blev nr. 8 og 16 (i sidstnævnte tilfælde var han dog lidt småsyg), og det var desværre på ruter, der kan minde om denne.

 

Heldigvis viste han med sin fornemme 5. plads i Tirreno, at han sagtens kan flyve på denne slags ruter også, og han har jo i hvert fald glæde af UAEs supermateriel. Vi ved også, at han er i fabelagtig form, og at han grundet det flotte VM-resultat har gjort OL-enkeltstarten til et af sæsonens helt store mål. Det taler for, at det er en disciplin, han har investeret i, og kører han, som han gjorde til VM, vil han have en meget, meget stor chance for at vinde i dette felt - kort rute eller ej.

 

Sjældent har de danske chancer været bedre. Johan Price-Pejtersen, der endnu ikke har vundet et professionelt løb, har alletiders chance for at blive en af de sjældne, der tager den første på WorldTouren. Han har ikke kørt mange enkeltstarter i sin korte karriere, men han leverede et rystende godt resultat i Schweiz sidste år. Her slog han navne som Mattias Skjelmose, Stefan Bissegger, Kasper Asgreen og Juan Ayuso, og de fire ryttere, der slog ham var såmænd fire af de helt store giganter, nemlig Stefan Küng, Remco Evenepoel, Wout van Aert og Magnus Sheffield. De slog ham også med nogen afstand, men det vidner om, at han har niveauet til at vinde i dette meget svagere felt.

 

Endnu bedre er det, at ruten er næsten identisk, og dermed har han vist, at han også kan præstere over denne lidt kortere distance - og minsandten om Bahrain ikke inden løbet sagde, at de glæder sig til at se effekterne af de forbedringer, de har gjort på materielsiden til denne sæson. Mange pile peger altså i den rigtige retning, men desværre gør hans få løb og generelle rolle, at det altid er ret umuligt at udtale sig om hans form - og så er det trods alt kun én gang, han har præsteret på så tårnhøjt niveau. Til gengæld taler meget for, at en 24-årig rytter ikke er blevet dårligere over det sidste halve år, snarere tværtimod.

 

Normalt ville jeg utvivlsomt have peget på Remi Cavagna som favorit. Der er ingen tvivl om, at han i dette felt er den rytter, der de seneste år mest stabilt har levet topresultater på enkeltstarter, og selvom også han er bedst over længere distancer, kan også han sagtens præstere på en rute som denne. Sidste år fandt han endda sig selv efter en svær periode, og han kørte et af sit livs enkeltstarter fra sæsonstart, da han i Algarve blev nr. 2 foran blandt andre Filippo Ganna i et meget, meget stærkt felt. Når jeg alligevel er skeptisk, skyldes det skiftet til Movistar. Spanierne var tidligere kendt for at have fremragende materiel, men det er ikke en disciplin, de har dyrket de senere år. Faktisk er det kun Nelson Oliveira, der har leveret gode resultater for holdet, og selvom det også hænger sammen med truppen, kan jeg godt være bekymret for, at et skifte fra Soudal til Movistar vil svække ham. Når man kombinerer det med en rute, der ikke er ideel, ender han kun som nr. 3 på min liste.

 

Læs også
Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

 

Jeg er pokkers spændt på Tobias Foss. Den tidligere verdensmester kunne ikke rigtigt leve op til sin regnbuetrøje i 2023, hvor han aldrig kom i nærheden af en gentagelse af sit VM-ridt, men helt elendigt var det trods alt ikke. Sidste år var der også en klar tendens til, at Jumbo underpræsterede på enkeltstarter - fraregnet en eller anden dansker på en Tour-enkeltstart - hvad Ineos til gengæld aldrig gør. Derfor kan jeg godt tro, at hans holdskifte vil stille ham stærkere, når han har vænnet sig til sin nye cykel. Han har også flere gang vist, at han er ganske god på korte enkeltstarter, senest med 2. plads på prologen i Romandiet, der kun var halvt så lang. I dette felt kan den bedste Foss i hvert fald godt vinde på denne rute. Vi har bare ikke set ham i nogen tid, men måske holdskiftet har givet ham de ekstra procent.

 

Vi må hellere tage endnu en UAE-rytter. Sidste år fandt Jay Vine pludselig ud af, at han kunne køre enkeltstart. Det kunne han til gengæld i høj grad, da han på Giroens flade enkeltstarter blev hhv. nr. 7 og 11 og begge gange slog sin holdkammerat McNulty. Det er dog også klart, at denne rute ikke er helt ideel, og da han kørte på den tilsvarende rute i Schweiz, blev han ”kun” nr. 12. I lyset af det skrappe selskab i Schweiz burde der ikke være tvivl om, at han kommer meget langt i dette felt, men kan han virkelig vinde på så flad en rute? Det virker svært, men ikke umuligt - og det kræver, at han er i form, hvad vi endnu ikke ved noget om, men som heldigvis er ganske sandsynligt i lyset af sidste års sæsonstart.

 

Hvor stærk er Bruno Armirail lige nu? Han plejer ikke at starte stærkt, og hans 4. plads i det svage felt i Provence indikerer tydeligt, at det heller ikke gælder i år. Sandt er det heldigvis også, at ruten i Provence passede ham ganske elendigt, men selvom denne er mere end dobbelt så lang, er også denne alt, alt for kort. Derudover hersker der stor usikkerhed om betydningen af skiftet til nyt materiel - endda materiel, der er uden historik på WorldTour-niveau. Meldingerne er heldigvis lovende, og de generelt gode Ag2r-præstationer i Provence synes at bekræfte det, men det skal bevises. Vi ved heldigvis, at Armirail i 2023 særligt i Giroen nåede helt nye højder som temporytter, men vi ved også, at der er enorm forskel på hans top- og bundniveau, som vi så i blandt andet Vallonien. Mit gæt er, at han lige nu er for langt fra sit topniveau, men trods ruten kommer en god Armirail meget langt i dette felt.

 

Jeg er endnu mere spændt på at se hans holdkammerat Ben O’Connor. Det er klart, at det også for ham gælder, at vi ikke ved meget om effekten af materielskiftet, men tegnene i Provence var i den henseende lovende. Han har hidtil været kendt som temposvag, men det ændrede sig med ét med hans nærmest sensationelle 5. plads i Dauphiné på en relativt flad rute. Det er dog også klart, at den enkeltstart passede ham meget bedre både i forhold til terræn og distance, men noget tyder på, at han har forbedret sig enormt. Det niveau, han havde i juni, fører i hvert fald meget langt i dette felt - kort rute eller ej.

 

Hvad så med Ilan Van Wilder? Belgieren kørte nogle fabelagtige enkeltstarter i 2021 for DSM, men siden har det været knap så prangende. I 2023 var det i hvert fald lidt blandet med en flot 7. plads i Algarve og en hæderlig 6. plads i Polen, men også en 1. etape i Giroen, en enkeltstart i Luxembourg og et belgisk mesterskab, hvor jeg havde ventet mig mere. En tendens har i hvert fald været, at han først for alvor er god, når ruten er kuperet og teknisk, og derfor tror jeg, at der er en grænse for, hvor langt han kan komme i dette felt, selvom han utvivlsomt er en af de bedste temporyttere. Han har også til gode at bevise, at han formmæssigt har fundet det, han manglede på Mallorca, men mon ikke han er kommet langt i løbet af den seneste måned?

 

Det bliver ret spændende at se Adam Yates. Da han kørte enkeltstart i løbet her i 2021, mistede han en masse tid, men for to år siden var det allerede meget bedre, da han endte lige uden for top 10. Det var endda inden UAEs tempomirakel, som sidste år betød, at han kørte enkeltstarter på et helt nyt niveau. Det taler for, at det vil gå bedre end i 2022, men ruten kunne ikke passe ham meget ringere. I Dauphiné på den relativt flade rute blev han trods storform i hvert fald ”kun” nr. 8, og det taler nok for, at der trods alt er grænser for, hvor langt han kan komme på en rute som denne.

 

Et af de helt store spørgsmål er Lorenzo Milesi. Det var vel en af sidste sæsons sensationer, at han pludselig blev U23-verdensmester foran Alec Segaert, for det var en præstation på et for ham helt uhørt niveau. Bare få dage forinden var han blot blevet nr. 25 i Polen, og i månederne forinden blev han nr. 9 ved de nationale mesterskaber og nr. 29 i Dauphiné. Siden dengang har han ikke kørt en enkeltstart, og dermed har han ikke haft chancen for at bekræfte niveauet, men det virker ret sensationelt, hvis han vitterligt har forbedret sig så enormt på så kort tid. Nu kommer holdskiftet endda ind som en ekstra usikkerhed, men det er klart, at hans VM-ridt var så flot, at man er nødt til at regne det som en reel mulighed, at han vitterligt skal til at regnes som specialist.

 

En af de mest spændende ryttere er Ivan Romeo. For en måned siden anså jeg ham som en ganske uinteressant rytter, men det har i den grad ændret sig i denne sæsonstart, hvor han har vist sig at være et talent på et helt andet niveau end ventet. Trods sin gigantiske størrelse har han klatret eminent, og nu skal han så vise sig frem i terræn, der burde passe ham langt bedre. Hans enkeltstarter har indtil nu slet ikke været prangende, og sidste år blev han eksempelvis blot nr. 11 ved U23-VM og nr. 19 ved de spanske mesterskaber. Der var dog tegn på fremgang ved hans generelt flotte EM, hvor han akkurat blev snydt for podiet af to danskere, og hans flotte 21. plads i Romandiet vidner om et vist potentiale på en rute som denne. Siden dengang har han jo forbedret sig helt enormt, og i det lys bliver det spændende at se, hvor langt han kommer i dette felt.

 

En rytter, der kan overraske, er måske Maikel Zijlaard . Han har vist sig som en storartet prologrytter, men hans 4. plads i ZLM Tour, hvor distancen blev lidt længere, og ruten mindede om denne, indikerer i lyset af det svage felt, at distancen hurtigt bliver for lang, og ruten for enkel. Denne enkeltstarter er endda meget længere, og derfor vil det undre mig, hvis han ender helt fremme. Det er bare svært at komme udenom, at Tudor leverede et sandt mirakel med deres præstationer i Algarve. Hvis Fabian Cancellara har lavet lidt materielmagi, kan Zijlaard måske også præstere over denne distance.

 

Læs også
Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

 

Jeg er ret spændt på Bart Lemmen. Den hollandske militærrytter kørte en ganske fremragende enkeltstart i Galicien sidste år, hvor han blev nr. 4. Det var dog i et meget pauvert felt og på en stærkt, stærkt kuperet rute. Alle hans øvrige enkeltstarter var på et betydeligt lavere niveau, men nu er han jo altså kommet til Visma. Det er i hvert fald en markant opgradering på materiellet i forhold til Human Powered Health, og det betyder formentlig også, at han for første gang er begyndt at fokusere på disciplinen. Vi så jo i Australien, at han på stigningerne havde forbedret sig helt enormt, og nu skal han så bevise, at det samme gælder i denne disciplin. Han har i hvert fald bevist, at formen er fremragende, og han har et enormt udviklingspotentiale, hvad der ikke er mærkeligt for en mand, der kommer direkte fra militæret og ikke har kørt mange løb endnu.

 

Er Alex Edmondson ved at finde sig selv som temporytter? Jeg tror det ikke, men han lavede to gode resultater i 2023. I et svagt felt blev han nr. 2 i ZLM Tour, og endnu vigtigere blev han nr. 3 i Belgien. Det var også i et ganske svagt felt, men han slog altså en vis Mathieu van der Poel. Til gengæld kørte han også helt anderledes svage enkeltstarter med eksempelvis en 47. plads i Renewi Tour, men de flotte resultater vidner om, at han har et potentiale - særligt fordi ruten minder om dem, hvor han gjorde det godt, men desværre også om ruten, der blot gav en 47. plads.

 

En anden ung rytter, hvis niveau er ret umuligt at vurdere, er supertalentet Andrew August. Han kommer direkte fra juniorklassen, hvorfor han selvsagt har haft det lidt svært, men på en kort enkeltstart betaler han ikke samme pris for den motor, han endnu ikke har, hvad Josh Tarling kan skrive under på. Han var en af de bedre temporytter som junior, men han var bestemt ikke suveræn og blev eksempelvis blot nr. 9 til VM. Til gengæld kommer han nu til et hold, der er førende på området, og det skal blive ganske interessant at se, om Ineos allerede har hævet hans niveau så meget, at han kan blande sig i dette relativt pauvre felt.

 

Som nævnt ovenfor hævder Bahrain, at de har forbedret deres materiel. Det har de i forvejen haft stor succes med de seneste år, og hvis de har gjort yderligere fremgang, vil det måske vise sig his Nikias Arndt . For nogle år siden var han en ret fremragende temporytter, men det har han bestemt ikke været de seneste år. Sidste år endte han dog trods alt som nr. 15 på prologen i Romandiet, hvor ruten minder om denne, og det taler for, at han med bedre materiel kan hævde sig i dette felt. Hans form er dog ukendt, da dette er hans sæsondebut.

 

Vi må hellere tage endnu en UAE-rytter. Ivo Oliveira har bestemt ikke imponeret som temporytter på den internationale scene, hvor han aldrig har været tæt på toppen, men han har vist sig som en god prologrytter. Han vandt i Mayenne på en rute, der dog var så teknisk og kort, at den ikke kan bruges til noget, men det kan hans 9. plads i Romandiet. Det var dog kun godt halv distance af denne, og hvis man ser på hans generelle resultater, bliver denne for lang. Men i dette felt må han regnes som en af de ryttere, der med godt materiel kan overraske.

 

En anden rytter, der skal lukrere på Bahrains potentielle forbedringer, er Pello Bilbao. Han var tidligere en god temporytter, men hans skifte til Bahrain kostede dyrt. Nu er materiellet heldigvis blevet bedre, og det taler for en bedre præstation end i 2022, hvor han blot blev nr. 24. Selv i sine bedste år har han dog aldrig været flyvende på denne slags ruter, der er for flade og enkle, og selvom vi ved, at han er i fin form, som han altid er fra start, kommer han trods alt nok ikke alt for langt i dette fladland.

 

Jeg vil slå Tim og Mick van Dijke sammen. Begge var som U23-ryttere pæne temporyttere, men det har knebet betydeligt mere som professionelle. De har været relativt langt fra de bedste, men i dette felt burde de dog kunne komme et stykke. Der er ingen tvivl om, at det er Mick, jeg har de største forventninger til, for han viste en uhørt god form i Murcia. Til gengæld skal han også være betydeligt stærkere end i 2023, hvor han i et meget svagt felt blot blev nr. 8 i Dunkeque, mens Tim blot blev nr. 7 i et svagt felt i ZLM Tour.

 

Jeg er også ret spændt på Rainer Kepplinger. Også han er en Bahrain-rytter, der kan lukrere på mulige materielforbedringer. Han viste sig først frem ved de nationale mesterskaber i enkeltstart, men det viste sig hurtigt, at det kneb meget mere på den store scene. Hans 19. plads på 1. etape i Romandiet på en rute, der minder om denne, var imidlertid meget lovende, når man samtidig tager i betragtning, at han klatrede på et indtil nu uhørt højt niveau i Valencia og synes at have forbedret sig enormt.

 

Visma har også Loe van Belle. Hollænderen er ikke specialist, men han blev nr. 2 på den flade åbningsenkeltstart i Baby-Giroen sidste år og blev i 2022 nr. 4 på den flade, 7 km lange prolog i Slovakiet. Det vidner om et vist potentiale til denne form for enkeltstart, men alle hans øvrige enkeltstarter i 2023 var på et niveau, der slet ikke kan sammenlignes med det. Det skaber en del usikkerhed om, hvad han egentlig kan, og det er også usikkert, om han giver den gas.

 

Læs også
Landis: Pereiro var også dopet i 2006

 

Har EF gang i årets tempomirakel? Den ide fik man efter deres dominans i Besseges, men ruten var så speciel, at man ikke kunne drage entydige konklusioner. Ser man bort fra Ben Healy, tyder Algarve på, at rygtet var en and, men lad os give dem chancen for at skyde anden. En af de ryttere, der overraskede stort i Besseges, var Sean Quinn , der også i 2023 havde kørt en pæn 20. plads hjem i Dauphiné. Det er dog også hans eneste fine resultat i disciplinen, og selv hvis han vitterligt har fordel af det nye materiel, kommer han på denne rute slet ikke så langt som i Dauphiné.

 

Hele Quinn-smøren kan gentages om Simon Carr, der i Besseges endte en enkelt plads bag Quinn. Modsat sin amerikanske holdkammerat har han dog ikke leveret andre gode resultater i disciplinen - dog med en enkelt undtagelse. I 2022 blev han nr. 12 i Polen, men det var på en speciel rute, hvor det steg hele vejen. Denne rute kunne vel ikke passe ham ringere, og derfor vil det overraske, hvis han gentager Besseges-resultat, men lige nu skal vi stadig give EF-rytterne lidt ”benefit of the doubt”.

 

Samme ”benefit of the doubt” skal man som sagt give Tudor, og derfor vil jeg nævne Florian Stork. Nej, han er alt andet end specialist, men som vi har set i sæsonstarten, senest i Portugal, er han i flyvende form, hvad han jo før har været i dette løb. Hans præstation i Tirreno sidste år viste, at han godt kan forsvare sig på en enkeltstart af denne type, så med lidt held kan Tudor-miraklet måske smitte af på ham. Heldigvis så dagens styrt ganske harmløst ud.

 

Kan Gleb Syritsa lave et resultat? Jeg tror det ikke, men han overraskede mig i sin tid med sin 21. plads i Tirreno, hvor ruten jo minder meget om denne. Desværre var hans øvrige enkeltstarter på tilsvarende ruter af et helt andet og langt lavere niveau, men det vidner om, at han kan have et vist potentiale på en kort, flad rute som denne.

 

Jeg kunne også nævne Mads Würtz Schmidt, der i Giroen viste, at han i formstærk udgave stadig kan køre en pæn enkeltstart, og han plejer endda at starte meget stærkt. Han er dog nok alligevel lidt for meget bagud på materiel. Kelland O’Brien har kørt ret gode enkeltstarter som U23, men det har knebet på den store scene. Derudover er der en række sprintertyper som Sam Welsford, der imponerede på enkeltstarten i Belgien sidste år, Mark Cavendish, Michael Mørkøv og Olav Kooij, der før har kørt gode enkeltstarter over korte distancer, men det vil undre, hvis de giver den gas. Oscar Rodriguez er slet ikke så ringe en temporytter og kan drage fordel af skiftet til Ineos, mens Thomas De Gendt til gengæld slet ikke er den temporytter, han engang var, slet ikke på så kort en distance. Jason Osborne har vist sig slet ikke at være tempostærk, og efter dagens styrt skal vi næppe have forventninger til Ryan Mullen eller Harold Tejada, hvis de kommer til start. Det er ikke en rute for Eddie Dunbar, der også styrtede i dag, og Michael Leonard har som professionel haft det meget svært. Elmar Reinders har heller ikke kørt gode enkeltstarter siden skiftet til Jayco, og det er længe siden, vi har set en god enkeltstart fra Timo Roosen, Jonas Rickaert og Silvan Dillier , hvad vi slet ikke har set fra Filip Maciejuk som professionel. Julius van den Berg kan gøre det hæderligt, men ikke mere end det, mens Attila Valter trods fremgang i 2023 må være for meget på udebane på denne rute. Endelig kørte Georg Steinhauser uventet godt ved de tyske mesterskaber, men der er ikke meget, der tyder på, at han kan præstere på denne rute, der slet ikke kan sammenlignes med den ekstremt tekniske Romandiet-prolog i 2022.

 

OPDATERING: Valter, Oliveira og Kepplinger styrtede alle. Kun Valter meldes at have slået sig.

 

Feltet.dks vinderbud: Mikkel Bjerg

Øvrige vinderkandidater: Brandon McNulty, Johan Price-Pejtersen

Outsidere: Remi Cavagna, Tobias Foss, Jay Vine, Bruno Armirail, Ben O’Connor

Jokers: Ilan Van Wilder, Adam Yates, Lorenzo Milesi, Ivan Romeo, Maikel Zijlaard, Bart Lemmen, Alex Edmondson, Andrew August, Nikias Arndt, Ivo Oliveira, Pello Bilbao, Mick van Dijke, Rainer Kepplinger, Loe van Belle, Sean Quinn, Simon Carr, Florian Stork, Gleb Syritsa, Tim van Dijke

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Filippo Gannas sejr fra 2021 og Jumbos sejr fra 2019. I begge tilfælde var ruterne anderledes, men de kørte rundt på samme ø.

 

Starttider

Starttiderne findes under liveopdateringen.

 

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Mikkel Bjerg
Brandon McNulty, Johan Price-Pejtersen
Remi Cavagna, Tobias Foss, Jay Vine, Bruno Armirail, Ben O’Connor
Ilan Van Wilder, Adam Yates, Lorenzo Milesi, Ivan Romeo, Maikel Zijlaard, Bart Lemmen, Alex Edmondson, Andrew August, Nikias Arndt, Ivo Oliveira, Pello Bilbao, Mick van Dijke, Rainer Kepplinger, Loe van Belle, Sean Quinn, Simon Carr, Florian Stork, Gleb Syritsa, Tim van Dijke
Mads Würtz Schmidt, Sam Welsford, Kelland O’Brien, Ryan Mullen, Oscar Rodriguez, Attila Valter, Georg Steinhauser, Elmar Reinders, Julius van den Berg, Filip Maciejuk, Eddie Dunbar, Olav Kooij, Mark Cavendish, Michael Mørkøv, Timo Roosen, Patrick Konrad, Mauri Vansevenant, Lennert van Eetvelt, Max Poole
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?