Optakt: 2. etape af Volta ao Algarve

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Ruten

I de sidste ni år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt de første tidsforskelle. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de har valgt en tilbagevenden siden da. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, og mens man ikke genbruger modellen fra 2018, hvor man kørte den helt nede fra bunden, dropper man også den nye finale fra 2022 og 2023 med et nyt indløb, der inkluderede en lang stigning umiddelbart inden selve målbjerget. Det ændrer ikke på, at etapen giver den første mulighed for at skabe afstande, selvom man bestemt ikke skal overvurdere vanskeligheden af den vindfølsomme stigning, hvad Magnus Corts sejr sidste år vidner om.

Rytterne skal i alt tilbagelægge 171,9 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 890 m højde. Startbyen ligger næsten helt ud til kysten, og efter igennem den neutrale zone at være kørt mod nord op til byen Silves kører man indledningsvist skiftevis mod sydøst, øst og sydøst igennem helt fladt terræn. Efter 21,8 km drejer man mod nordøst, hvorefter det bliver en anelse mere kuperet med et par mindre bakker, og sådan fortsætter det, når man efter 39,4 km drejer mod nordvest og herfra kører ad lange og lige veje frem til etapens nordligste punkt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Det nås efter 65,5 km og ligger på kanten af det kuperede område, hvor finalen køres. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke (1,7 km, 7,8%), der har top efter 70 km. En nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man fortsætter op ad kategori 4-stigningen Alto de Choca (1,8 km, 6,3%), der har to gange 500 m på hhv. 7,6% og 10,6%, inden de sidste 800 m er ganske lette. Toppen rundes efter 77,7 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter man fortsætter mod sydvest op ad en lang bakke (5,2 km, 4,9%), der har top efter 86 km, inden man kører ind til byen Monchique, der ligger for foden af målbjerget og nås efter 89,5 km.

Det er dog for tidligt at køre op til mål. I stedet skal man en tur ud i terrænet, og man lægger ud med at køre mod nord, vest og sydvest ad relativt flade, men meget snoede veje på et plateau. I det vestligste punkt drejer man mod sydøst, og nu begynder det i stedet at falde. Sådan fortsætter det i en lang fase, mens man kører mod øst og sydøst, inden man i det sydligste punkt drejer mod nordøst for nu at køre ad flade veje mod nordøst og nord frem til finalen.

Den indledes efter 140,6 km, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Alferce (3,0 km, 7,2%), der efter 500 m med 10,2% stiger relativt jævnt frem mod toppen, der kommer efter 146,3 km. De sidste 25,6 km indledes nu med en meget kort nedkørsel, der fører mod nord, inden det går mod vest op ad en bakke og mod nordvest ad en nedkørsel. I bunden kører man med det samme mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Pomba (3,8 km, 8,0%), der stiger med 8-10%, men har en kilometer 3 med bare 4,6%.

Toppen rundes efter 158,2 km, hvorefter de sidste 13,7 km indledes med, at man kører ad et let kuperet plateau mod sydvest, sydøst og igen sydvest tilbage til Monchique, hvor dagens spurt køres efter 164,7 km. Derfra drejer man mod vest for at køre op ad den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,5 km lang og stiger med 5,9% i gennemsnit. Efter en første kilometer med 7,5% ligger stigningsprocenten hovedsageligt på 4-5% over to kilometer, hvorefter den stiger jævnt med ca. 6% over de sidste 4,5 km. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3137 højdemeter, hvilket er ca. 250 færre end i 2023, ca. det samme som i 2022 og 2021 og ca. 200 færre end i 2020.

De seneste to år har man kørt den lange Picota-stigning lige inden finalebjerget, men i år vender man tilbage til modellen fra 2019, 2020 og 2021 med den kortere Pomba-stigning som næstsidste udfordring.

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2018 endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas, mens medvinden i 2019 betød, at fem mand spurtede om sejren med Tadej Pogacar som den hurtigste foran Wout Poels og Enric Mas.

I 2020 var det også en relativt stor gruppe, der spurtede, og her lykkedes det Remco Evenepoel med et overraskelsesangreb at vinde foran Maximilian Schachmann og Dan Martin. I den svagt besatte 2021-udgave kørte seks mand væk, og efter at Sebastian Henao og Ivan Ramiro Sosa havde gjort forarbejdet, kunne Ethan Hayter spurtsejre foran Joao Rodrigues og Jonathan Lastra. I 2022 endte det i en meget lidt selektiv udgave, hvor David Gaudu vandt en styrtpræget spurt foran Samuele Battistella og Ethan Hayter på en dag, hvor hele top 10 sluttede inden for et sekund af franskmanden og hele 19 mand var inden for 18 sekunder af vindertiden. Endnu mindre selektiv blev etapen sidste år, hvor hele 18 mand sluttede inden for 2 sekunder af Magnus Cort, der højst overraskende vandt det, der næsten var en lille massespurt, foran en flov Ilan Van Wilder, der jublede for tidligt, og Rui Costa. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Vejret

Efter en skyet og blæsende dag viser Portugal sig torsdag bestemt ikke fra sin pæneste side. Her vil der gennem etapen være en risiko på 25-50% for byger, og der vil kun være lidt sol. Temperaturen vil ved starten være 18 grader, men bare 14 grader i bunden af målbjerget. Det vil igen være blæsende med en frisk vind (20-23 km/t) fra vest og til slut vestnordvest. Det giver først sidemedvind og derefter sidemodvind frem til stigningerne og ind til Monchique. På turen rundt om byen får man først sidemodvind, så medvind, dernæst side- og sidemedvind frem til toppen af Alferce. Derfra er der sidemodvind frem til Pomba, hvor der vil være modvind, inden man får sidevind frem til bunden af Foia. Her vil der være modvind næsten hele vejen, men sidemedvind over de sidste 1600 m.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

Favoritterne

Næsten hvert eneste år plages 1. etape i Algarve af et hav af styrt, men heldigvis er vores klassementskamp intakt efter den indledende sprinteretape. Denne gang var der kun ét styrt, der kom langt fra mål, og vi undgik heldigvis, at disse ærgerlige uheld eliminerede favoritter, som de før har gjort. Alligevel kan 1. etape få en uventet stor betydning, da arrangørerne lige nu ser ud til at opretholde betydelige huller i finalen, så to af de allertungeste favoritter, Magnis Sheffield og Filippo Ganna, allerede er hele 25 sekunder foran Remco Evenepoel og de øvrige topkandidater.

Dermed er alle klar til morgendagens opgør på Foia, der er lidt af en klassiker. På papiret kan det ligne en frygtindgydende udfordring, men man skal passe på med at overvurdere sværhedsgraden. Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. I 2019 blev det igen mere selektivt som følge af medvind, mens vi i 2020 atter fik en spurt i en relativt stor gruppe, inden vi i den svagt besatte 2021-udgave så en lille gruppe køre væk. I 2022 var der kraftig modvind igen, og her blev det en næsten uhørt stor gruppe, der skulle spurte til sidst. Den rekord blev dog slået i 2023, hvor der faktisk skulle være medvind, men hvor vi fik så stor en gruppe, at semisprinteren Magnus Cort sejrede.

Det viser, at det kan gå begge veje. Det er kun én gang, vi har set et rigtigt bjergslag, nemlig i 2017 med duellen mellem Daniel Martin og Primoz Roglic. I øvrige tilfælde har det enten været en lille gruppe på typisk 6-8 klassementsryttere, når vi har haft medvind, eller en spurt i en temmelig stor gruppe, hvis der har været kraftig modvind. De seneste to år har man haft den nye finale med en lang stigning inden Foia, men sjovt nok har den finale givet de hidtil mindst selektive udgaver. Nu vender man så tilbage til den tidligere model med den kortere, men meget stejlere Pomba-stigning. Historien tilsiger, at det kan give mere udskilning, men det er fortsat vindretning, der er altafgørende.

Her er der dårligt nyt for de klatrere, der gerne vil gøre forskelle og vinde bonussekunder på toppen. Ikke blot er der direkte modvind, indtil man får sidemedvind over de sidste 1600 m, den er også voldsomt kraftig. Endnu værre er det, at der også er modvind på Pomba, og selvom den er så stejl, at den nok skal gøre ondt, bidrager også det til at gøre det mindre selektivt. Ganske vist får man 1600 m med gunstig vind til sidst, men det bliver næppe i år, at 6-8 mand spurter om sejren. Jeg vil forvente en meget stor gruppe igen denne gang - og så lærte vi sidste år, at når det bliver mindst selektivt, kan selv en fyr som Cort vinde. Det er dog også et engangstilfælde, at så ”tung” en rytter har vundet. I alle tilfælde har det trods alt været mere klatrestærke folk, når vinderlisten tæller Luis Leon Sanchez, Dan Martin, Michal Kwiatkowski, Tadej Pogacar, Remco Evenepoel, Ethan Hayter og David Gaudu.

Jeg vil forvente, at vi skal have et favoritopgør til sidst. De små kontinentalhold kan igen slås om at ramme udbruddet, men på denne type etape vil flere af de større hold sikkert også blande sig. Det har vi i hvert fald set i andre år, hvor udbruddet før har været både stort og stærkt. Det kan give noget kamp om at komme afsted, men det vil være en overraskelse, hvis udbruddet holder hjem. Intermarché har ganske vist kun trøjen til låns - i hvert fald med Gerben Thijssen - men mon ikke de vil vise trøjen ære og samtidig sætte Rune Herregodts i scene? Der bør også være hjælp at hente fra, for jeg vil tro, at Soudal i hvert fald vil bidrage til arbejdet og sikre, at et udbrud ikke holder hjem. Andre kandidater til at arbejde er Ineos, Visma og måske Bora, men selv hvis Soudal ender med at få begrænset hjælp, har jeg meget svært ved a se, at udbruddet skulle holde.

Det bliver som sagt meget blæsende, men som vi fik bekræftet i dag, rimer Portugal stadig ikke på sidevindskørsel, og det gør det endnu mindre i et kuperet område med masser af læ. Det er altså bakkerne, der skal skabe udskilning. Her har Evenepoel brug for det hårdest mulige løb, og derfor vil jeg forvente, at Soudal tager kontrol på den første af de tre finalestigninger. Måske vil vi se Ineos bidrage til arbejdet, men belgierne kan meget vel blive toneangivende i at gøre det hård. En tredje kandidat kunne være Bora, men det er mindre sandsynligt.

Pomba er skabt til et tidligt angreb, men det umuliggør modvinden. Derfor må man forvente, at det bliver ét langt forsøg på at gøre det så hårdt som muligt fra de nævnte hold, primært Soudal. Modvinden på Foia sørger også for, at det alene bliver et spørgsmål om udskilning bagfra. Spørgsmålet er så, om vi vil se angreb, når vi rammer medvinden. Det oplagte navn er selvfølgelig Evenepoel, men jeg tvivler på, at han vil risikere at ødelægge sin spurt, for selv han får svært ved at køre væk over 1600 m med bløde procenter. I stedet vil han formentlig bare få Mikel Landa til at skrue op for presset - og så regner jeg med, at en af de større grupper i finalens historie skal spurte om sejren, selvom Soudal har forsøgt at gøre det så hårdt som muligt.

Jeg går med Wout van Aert, men med lidt usikkerhed. Jeg var ikke rasende imponeret over belgieren i mandags, hvor han ganske vist havde defekt, men hvor hans forsøg på at kommende tilbage ikke virkede overbevisende. I hvert fald kørte han i perioder kun lige så stærkt som Oier Lazkano, der havde været i udbrud hele dagen, og jeg er i forvejen bekymret for det niveau, vi vil se fra han i år efter et 2023 og særligt et efterår, hvor han var under det niveau, vi så i 2022.

Der er dog ingen tvivl om, at han med denne kraftige modvind ikke burde få problemer med at overleve, når man ser på, hvordan Cort sejrede sidste år, og skal der spurtes på toppen, vil han som udgangspunkt være hurtigt. Som han blandt andet viste med sejren i Lausanne er han glimrende i stigende spurter, men denne er dog også så stejl, at han kan blive slået af lettere ryttere. Vi ved også, at positionering betyder enormt meget, men her hjælpes han af sit skræmmende stærke hold, der tæller formstærke Jan Tratnik som en perfekt sidste mand. I dag smed han som lovet en masse tid, men han har proklameret, at han vil gå efter denne etape. Så må vi se, om formen rækker til at slå de lettere folk. Modvinden hjælper ham i hvert fald så meget, at han er min favorit. Skulle han slet ikke være på toppen, burde formstærke Tratnik være et godt alternativ, men også Milan Vader og endda Sepp Kuss vil kunne gå i top 10. Grundet modvinden bør de dog få svært ved at vinde. Tiesj Benoot styrtede i dag og ligner nu ren hjælper, som også Per Strand Hagenes må være det.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Den største taber på modvinden er vel Remco Evenepoel. I medvind havde han kunnet forsøge at skabe et 2017-scenarium med et angreb, men nu er han næsten nødt til at satse på sin spurt. Den kan til gengæld også række. Han vandt som bekendt i 2020, og det var endda, inden han fandt sin nuværende spurtstyrke. Dengang var det dog også i en lille gruppe efter en hårdere medvindsudgave, og nu skal han vise, at han er eksplosiv nok til at vinde i en formentlig betydeligt større gruppe. Med den stigende spurt, han kørte på 1. etape i Catalonien, er jeg ret sikker på, at det kan lade sig gøre - også fordi vi får medvind til sidst, hvorfor han kan gøre mere skade på de tunge folk. Min bekymring er dog hans positionering, for her har han stadig en svaghed, og hvis hans hold har lagt presset undervejs, er de måske slidt ned. I en stor gruppe risikerer han at blive lukket inde. Alle hans holdkammerater, også Mikel Landa, må være hjælpere.

Sidste år havde jeg Tom Pidcock som favorit, men han begik efter eget udsagn en fejl. Han viste få dage senere med sejren på Malhao, at den i hvert fald ikke var gal med formen, og som beskrevet i optakten regner jeg bestemt heller ikke med, at den er noget problem denne gang. Det er ikke ofte, vi har set ham køre denne slags spurter, men det er helt åbenlyst, at det er noget, der passer ham. Min bekymring er, at han igen bliver lukket inde, men her har han trods alt ret god støtte fra Geraint Thomas, Thymen Arensman og ikke mindst Magnus Sheffield. Han er så hurtig, at han på disse procenter burde kunne true Van Aert. Jeg vil også forvente at se Sheffield langt fremme, men han er ikke hurtig nok til at vinde. For Arensman og Filippo Ganna handler det om at begrænse tabet, som vi så sidste år, hvor Ganna trods alt kæmpede for overlevelse, og i dag lignede Thomas den hjælper, jeg hele tiden har anset ham for at være.

Den store joker er vel Tao Geoghegan Hart . Britens form er efter den lange pause som bekendt helt ukendt, men i dagens interview med Eurosport lød han på baggrund af sin højdetræningslejr ganske optimistisk. Han er en pokkers god afslutter i stigende finaler, som vi blandt andet så med hans sejr i Valencia sidste år. Til gengæld er han også en af de store tabere på modvinden, for en mindre gruppe og et hårdere løb havde klart være at foretrække. Den er dog så stejl, at han bør kunne vinde, hvis formen er så god, som man kan håbe. Lidl har dog et på papiret bedre kort i Andrea Bagioli. Havde han været i form, havde han formentlig været nr. 3 på min liste, for han er skabt til denne finale. Problemet er bare, at han skuffede fælt i lørdags, og når han end ikke kan følge Vito Braet og Marijn van den Berg, har jeg altså svært ved at se ham vinde, selvom modvinden ikke gør det helt umuligt - medmindre da han bare havde en offday. Sam Oomen må regnes som ren hjælper, og Mathias Vacek har ikke vist form.

Hvad så med Marc Hirschi? Det burde jo være en perfekt afslutning for den lille schweizer, for selvom han ikke er så hurtig som tidligere, er han stadig en fornem puncheur. Desværre efterlod han et meget skuffende indtryk i lørdags, og i lyset af det har jeg lidt svært ved at se ham vinde i dette felt. Dertil har han tabt lidt for meget fart, men udelukkes kan han aldrig i en finale, der passer ham så godt som denne. UAE har også kometen Isaac Del Toro, der i Australien viste sig uventet eksplosiv, men det vil undre mig, hvis han kan vinde en spurt her med så megen modvind. Jeg vil antage, at Antonio Morgado og Jan Christen er hjælpere.

Meget af det samme kan siges om Sergio Higuita. Colombianeren er skabt til denne spurt og burde være en af de helt tunge favoritter, som han også var det i 2022, hvor det dumme styrt formentlig kostede ham den sejr, han heldigvis fik på Malhao. Som beskrevet i den store optakt skuffede han dog igen i Murcia, og selvom han viste, at formen ikke er så elendig, at han ikke kan blande sig, har han skuffet mig så endeløst mange gange i 2023, at jeg har svært ved for alvor at tro på ham. Hvis han ikke er på toppen, hjælpes han dog voldsomt af modvinden, og når Cort kan vinde her, burde en ikke formstærk Higuita måske også kunne, alene i kraft af sin fart. Heldigvis har Bora et alternativ i Daniel Martinez. Som beskrevet i den store optakt tror jeg meget mere på en genrejsning fra ham, og som han har vist med sin sejr i Baskerlandet, er han en god afslutter i stigende finaler. Hvis han skulle vinde, skulle han dog nok bruge en medvindsfinale. Nu frygter jeg, at gruppen bliver for stor. Maximilian Schachmann burde være topkandidat, men det kan han umuligt være med den form, han har vist hidtil, og forventningerne til Bob Jungels er også små.

En anden rytter, der jagter genrejsning, er Quinten Hermans. Belgieren har alt at bevise efter sit svage 2023, men der var lidt positive takter i lørdags. Som vi så med hans sejr i Belgien i 2022, burde han være e n knivskarp afslutter på denne bakke, men han har stadig lidt for meget at bevise, for helt overbevisende var han ikke forleden. Heldigvis hjælper modvinden, og på ren fart burde han være en af de allerhurtigste. Alpecin har dog også en joker i Lars Boven, der har klatret som en drøm, og med denne modvind kunne lave en Cort-overraskelse. Det vil dog undre mig meget, hvis ikke det handler om Hermans. Xandro Meurisse fortsætter med at skuffe, og finalen er for eksplosiv for Luca Vergallito.

En rytter, der taber på modvinden, er Rui Costa. Han er ellers en glimrende puncheur, som han viste sidste år, hvor han blev nr. 3 - og det var endda i en stor gruppe. Det vidner om, at det bestemt kan lade sig gøre for portugiseren, der også er snu i positionskampen. Der er bare den forskel, at han sidste år havde været flyvende i optakten, mens han denne gang skuffede fælt på Mallorca. Heldigvis har der været tid til at forbedre sig. EF har også en af etapens helt store jokers, nemlig Marijn van den Berg. Hans sejr i Polen viste, at han er sublim til at spurte på en bakke, og når Cort kan, kan Van den Berg måske også. Han imponerede dog ikke nok i lørdags til, at jeg for alvor tror på det. Her var Mikkel Honoré meget stærkere, men selvom dette er en god finale for danskeren, så vi i dag, at han nok desværre er hjælper. Grundet modvinden handler det for Ben Healy bare om at holde sig til, og James Shaw må ligeledes regnes som hjælper.

Finalen passer glimrende til Valentin Madouas, der er en god puncheur, men skulle han vinde, skulle han nok have haft medvind. Jeg er også en anelse bekymret for hans form, for han meldte ikke om gode ben i Murcia. Han viste heldigvis også, at det ikke er helt skidt, men skal han vinde her, skal han formentlig være flyvende - og det tror jeg ikke, at han er. Han slog også sit lår i dagens styrt, men alvorligt skulle det ikke være. For Stefan Küng handler det om at begrænse tabet, mens vi i lørdags så, at Lewis Askey er hjælper.

Sidste år endte Rune Herregodts som nr. 6, hvilket vidner om, at det er en spurt, der passer ham. Der var også grund til optimisme efter hans rasende gode klatring på Mallorca, men han har lidt at bevise efter lørdagens enorme nedtur. Det kan derfor gå begge veje, men uanset hvad er han nok ikke helt hurtig nok til at vinde. Intermarché har også en joker i den lige nu helt sublimt klatrende Hugo Page, der også er specialist i en stigende spurt. Med den klatring, han viste i Limousin, er han med denne modvind et bud på en Cort-overraskelse. Det samme er den ligeledes sublimt klatrende Vito Braet, men han skal klatre noget bedre end tidligere for at være med, mens Mike Teunissen mangler for meget.

Læs også

Carapaz: Udnyttede INEOS Grenadiers' arbejde

Astana har to ret gode bud til denne spurt, nemlig Christian Scaroni og Simone Velasco, der begge har den rette form og fart. Der er ingen tvivl om, at holdets bedste bud burde være den i 2023 så flyvende Velasco, men som jeg skrev i den store optakt, var Scaroni altså markant stærkere i lørdags. Det er klart, at modvinden kan tippe balancen tilbage til Velasco, men mit gæt vil være, at finalen er hård nok til, at Scaroni i kraft af sin form er det bedste bud. Skal de vinde, skal de dog nok satse på, at Velasco pludselig finder sig selv. Samuele Battistella er tidligere blevet nr. 2, men synes stadig helt fra snøvsen.

Hos Tudor har man klatreren Yannis Voisard , men for ham handler det bare om at holde sig til. Skal holdet vinde, skal de håbe på en Cort-overraskelse, men her har de også et par gode bud, nemlig Marius Mayrhofer og Matteo Trentin. Manden, der virkelig kan overraske, er Mayrhofer, der har klatret helt sensationelt i år, men det er next level, hvis han vinder her. I modvind kan intet dog udelukkes. I gamle dage havde jeg regnet Trentin som et knaldgodt bud i modvinden, men jeg tror ikke længere, han er stærk nok.

Så er der naturligvis Magnus Cort. Danskeren tog alle på sengen sidste år, og det vidner om, at det kan lade sig gøre. I år hjælpes han endda betydeligt mere af vindforholdene, men desværre er han næppe på toppen. Han var syg efter Besseges, hvor han i forvejen ikke imponerede og kørte en betydeligt svagere enkeltstart end i 2023 (egentlig var tiden den samme, men vejrforholdene gjorde, at de øvrige ryttere var meget hurtigere i 2024). Med sygdom ovenpå er det svært at tro på, at formen rækker til en finale, hvor sejr kun muliggøres med topform. Finalen er for hård for Rasmus Tiller, og hverken Markus Hoelgaard eller formsvage Andreas Leknessund er eksplosive nok, selvom førstnævnte ikke er uden punch.

Hvad så med Eduard Prades? I gamle dage havde den spanske superpuncheur været et knaldgodt bud, men desværre er han en skygge af sig selv. Takterne har i Marseille og senest i lørdags dog været bedre end længe, og jeg husker, at han i 2022 pludselig kørte en fremragende puncheurspurt i Norge. Modvinden vil hjælpe ham med en gentagelse, men min tiltro til ham er begrænset,

De øvrige hold får det svært. Arkea er her med tunge folk, og jeg har ingen tiltro til holdbarheden hos Thibault Guernalec. Hos DSM er klassementsmanden Gijs Leemreize helt uden punch. Skulle kontinentalholdene blande sig, skulle det være med Oscar Cabedo, Luis Fernandes, Joaquim Silva, Henrique Casimiro, Cesar Fonte eller Federico Figueiredo, men ingen synes flyvende lige nu. De mest formstærke synes at være Figueiredo og måske Silva, men ingen af dem har virket overbevisende.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale. Der uddybes ovenfor.

Feltet.dks vinderbud: Wout van Aert

Øvrige vinderkandidater: Remco Evenepoel, Tom Pidcock

Outsidere: Tao Geoghegan Hart, Marc Hirschi, Sergio Higuita, Quinten Hermans, Rui Costa

Jokers: Andrea Bagioli, Daniel Martinez, Jan Tratnik, Isaac Del Toro, Valentin Madouas, Magnus Sheffield, Hugo Page, Simone Velasco, Marius Mayrhofer, Lars Boven, Rune Herregodts, Marijn van den Berg, Christian Scaroni

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Magnus Corts sejr fra 2023, David Gaudus sejr fra 2022, Ethan Hayters sejr fra 2021, Remco Evenepoels sejr fra 2020, Tadej Pogacars sejr fra 2019, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2018, Dan Martins sejr fra 2017 og Luis Leon Sanchez’ sejr fra 2016.

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN