Optakt: 3. etape af Tour de France

Ruten

Fans af sportens smukkeste disciplin, holdløbet, følte sig snydt i 2017, hvor arrangørerne brød med den ellers siden 2009 faste tradition, at ulige år altid bød på et gensyn med den kollektiveudfordring. Derfor var de samme fans ikke overraskede begejstrede, da det allerede tidligt blev annonceret, at de indledende tre dage i Vendee-regionen ville blive afsluttet med et gensyn med den spektakulære form for tidskørsel. Det sker, når 3. etape byder på hele 35,5 km fælles kamp mod uret på det, der må betegnes som den første nøgledag for klassementet. I år er etapen endda endnu vigtige end tidligere, fordi man bryder med den nyere tradition for altid at have korte holdløb på under 30 km, og denne gang vil en distance på 35,5 km i relativt fladt specialistterræn betyde, at de store favorithold med de største motorer kan vinde ganske meget tid i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der som sagt tilbagelægges 35,5 km med start og mål i Cholet. Etapen indledes i bycentrum, hvorfra man over en flad først kilometer kører mod vest og nordvest ud gennem byzonen. Efter 1 km rammer man en lille 500 m lang bakke, der stiger med 5% i gennemsnit, hvorefter terrænet flader ud, mens man fortsætter op til byen Saint-Leger-sous-Cholet. Her drejer man mod vest og fortsætter siden gennem det relativt flade terræn mod først sydvest og siden nordvest frem til den første mellemtid, der tages efter 13 km i byen Saint-André-de-la-Marche.

Efter mellemtiden kører man mod sydvest gennem hovedsageligt fladt terræn frem til La Romagne, der ligger efter 17 km på toppen af en 700 m lang bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,4. Her drejer man mod øst via en lang, lige vej, der fører frem til byen La Seguiniere. Her drejer man skarpt mod nord for at køre op ad den korte, men stejle Cote de la Seguiniere (400 m, 6,9%), på hvis top den sidste mellemtid tages efter 26,5 km. Herefter fortsætter man mod nord, inden man drejer mod sydøst og siden syd for at køre ned gennem udkanten af Cholet. Her venter tre skarpe sving på de sidste 3 km, inden man rammer den 750 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Der er en lille bakke med 4 km igen efterfulgt af en lille nedkørsel, mens de sidste 2 km er stort set helt flade.

Læs også

Dansk profil misser Giroen

Etapen byder på i alt 313 højdemeter.

Cholet var senest vært for løbet i 2008, hvor Stefan Schumacher vandt en tidlig enkeltstart i løbet - en sejr, der senere efter en positiv dopingtest er blevet tildelt Kim Kirchen. Tilbage i 1998 vandt Jeroen Blijlevens en tidlig massespurt i byen, og i 2007 slog en ung Kristof Vandewalle Bauke Mollema i en tomandsspurt på en Tour del’Avenir-etape med mål i byen. Derudover er byen kendt for endagsløbet Cholet-Pays De Loire, der i år blev vundet af Thomas Boudat i en massespurt.

Vejret

Det flotte sommervejr fortsætter, hvilket heldigvis betyder, at alle hold burde have nogenlunde ens vilkår. Mandag vil byde på en skyfri og en anelse laver temperaturer på 29 grader. Vinden vil være som i dag, hvorfor der vil være en let til jævn vind fra nordøst. Det giver primært sidmedvind på første del af ruten og sidemodvind på turen tilbage til Cholet.

Analyse af 2. etape

Blandt mange cykelfans kendes Tourens grønne trøje også som sprintertrøjen. Det navn er imidlertid i den grad misvisende, for den eftertragtede trikot vindes kun sjældent af løbets hurtigste rytter. Selvom Mark Cavendish i en årrække havde patent på at vinde massespurterne, og André Greipel og Marcel Kittel begge i de seneste år har taget fire eller fem sejre, har briten kun én grøn trøje på cv’et, og de to tyskere har aldrig været i grønt i Paris (selvom man med nogen rette kan hævde, at kun uheld forhindrede Kittel i at vinde konkurrencen sidste år). Til gengæld har Peter Sagan ejet trøjen siden sin Tour-debut i 2012, og var han ikke sidste år blevet kylet ud af et par emsige kommissærer, havde han fortsat været ubesejret i den eftertragtede kamp om løbets næstvigtigste trøje.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Pointkonkurrencen er nemlig i langt højere grad end konkurrence på stabilitet og alsidighed, og selvom man naturligvis skal være lynhurtig for at ende i grønt, er det langt vigtigere altid at være med fremme end at besidde den højeste topfart. Derfor har de positioneringssvage Kittel og Greipel altid haft det svært i netop denne konkurrence, og derfor har cykelekvilibristen Sagan, der mere end nogen anden formår at navigere i kaos, været umulig at slå. Lægger man dertil, at verdensmesteren med sine klatreevner mestrer næsten alle terræner og kan score point selv på bjergetaper, hvor de indlagte spurter ofte har været et mål, bliver det klart, at Sagan er som skabt til lige præcis denne konkurrence.

For mange er det sikkert overraskende, men Sagan har faktisk kun én gang i sin lange Tour-karriere vundet en massespurt. Det skete helt tilbage i debuten i 2012, hvor han udnyttede, at et stort styrt på den etape, der i dag kendes som ”Massakren i Metz”, havde revet feltet i stumper og stykker. Og naturligvis var det ikke en tilfældighed, at netop Sagan vandt den dag, for er der én rytter, der aldrig bliver fanget i et styrt, et det cykelvidunderet Sagan, der vel kun på 1. etape i 2013 har oplevet at ryge i asfalten i Tour-sammenhæng.

Og præcis derfor er det kun logisk, at Sagan anden Tour-etapesejr i en massespurt skulle komme i endnu et styrtdrama. Faktisk var styrtet så indgribende, at det er lidt af en tilsnigelse at kalde det en massespurt, for reelt var det kun 10-15 mand, der spurtede om sejren. Og Sagans arbejde var blevet betydeligt lettere, at feltets på papiret tre hurtigste, Fernando Gaviria, Dylan Groenewegen og Marcel Kittel, alle var sat ud af spille af forskellige omstændigheder, og da det samtidig viste sig, at det stigende opløb var hårdere, end man kunne have forventet, blev det på alle måder en etape, hvor navnet ”Sagan” stod skrevet i flammeskrift.

Sagan var nemlig naturligvis på den helt rigtige side af styrtet i endnu en imponerende Bora-opvisning. Tyskerne tog nemlig kampen op med det ellers så suveræne Quick-Step-mandskab, og selvom Sagan formentlig også havde klaret den på egen hånd, var det bestemt ikke en ulempe, at både Daniel Oss og Marcus Burghardt kunne sidde med i den absolutte finale. Det kommer efter en 1. etape, hvor tyskerne også var de værste konkurrenter til den ustoppelige Quick-Step-maskine, der også i dag var de bedste, men som blev sat tilbage af Gavirias uheld. Dermed synes de dage, hvor Sagan kan klage over manglende støtte i finalerne, definitivt at være ovre.

Sagan har imidlertid også en næse for cykelløb, der synes at give ham næsten profetiske evner. Som vanligt havde verdensmesteren nemlig vundet kampen om alles drømmehjul, Gavirias, men i det, der lignede en næsten troldmandsagtig forudsigelige af de videre begivenheder, bevægede han sig akkurat frem foran colombianeren inden sviget med 2 km igen. Få sekunder senere lå Gaviria i asfalten, mens Sagan havde kurs direkte mod sin første etapesejr i årets udgave af løbet!

Og Sagans kløgtige kørsel stoppede ikke her. Som fremhævet i gårsdagens optakt kan Sagan nemlig som ingen anden udnytte andres fejltrin. Det gjorde han i Tour de Suisse, hvor en alt for tidlig spurt fra Gaviria på 2. etape gjorde det relativt let at overspurte colombianeren, og i dag gentog samme scenarium sig. Her var det nemlig Arnaud Demare, der tilsyneladende totalt undervurderede det stigende opløb og slog sig selv ihjel ved at starte alt, alt for tidligt. Måske var det adrenalinrusen efter den lange jagt som følge af endnu en punktering, for Demares timing plejer faktisk at være ganske god, men i dag endte han i stedet med at agere verdens bedste lead-out man for sportens bedste rytter. Og som altid forstod Sagan at udnytte det optimalt.

Sagan blev også hjulpet af det stigende opløb, der passede ham perfekt, men måske skal han til at se sig over skulderen, hvis han skal bevare sin status som feltets bedste puncheur i disse mellemhårde finaler. I hvert fald kan ingen bestride, at det i dag var Sonny Colbrelli, der var feltets hurtigste mand, og havde det ikke været for Sagans eminente timing, var det formentlig blevet til karrierens første Tour-sejr til italieneren med det runde hoved og de buttede kinder.

Det er nemlig værd at bemærke, at Colbrelli på 3. etape i årets Tour de Suisse gav samme Sagan lidt af en sprinterlektion efter en knaldhård etape, ligesom han satte en stribe af verdens bedste til vægs i en spurt efter et sidevindsdrama i sidste års Paris-Nice. Når enten opløbet er tilstrækkeligt svært, eller løbet har været tilstrækkeligt hårdt, kommer Colbrellis hurtighed til sin ret, og man kan kun gisne om, hvad det kan blive til i fremtiden, hvis han får bedre støtte. Han har nemlig været intet mindre end flyvende siden Hammer Series i begyndelsen af juni, og efter dagens præstation fremstår han mere og mere som en klar vinderkandidat på mini-Amstel-etapen til Quimper på onsdag. Her vil han være hæmmet af et ikke alt for stærkt hold, men Sagan og Michael Matthews, der på forhånd ligner de to største favoritter, skal tage sig grundigt i agt, hvis de skal undgå en gentagelse af resultat fra Schweiz i sidste måned.

For Gaviria endte det hele skidt, og det er desværre ikke første gang, at colombianeren er endt i asfalten. Trods alle hans kvaliteter er netop de mange styrt den helt store akilleshæl, og selvom det er svært at bebrejde ham alene for dagens uheld, er det trods alt tankevækkende, at det var ham og ikke Sagan, der missede muligheden for at spurte om sejren.

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Det samme skete for Dylan Groenewegen, der atter må sande, at det tog, der ellers har fungeret så fint i den første del af sæsonen, i den grad er kommet til kort på den helt store scene, og dermed gik vi atter glip af chancen for at se den i år ellers næsten ubesejrede hollænder måle sig må konkurrenterne. Den samme mulighed missede vi, hvad Marcel Kittel angår, for den nærmest ufatteligt uheldige tysker, der blandt andet punkterede tre gange i årets Scheldeprijs, blev igen sat tilbage af en defekt og blev dermed berøvet chancen for at bygge videre på den genfødsel, der ellers var blevet indledet med gårsdagens pragtspurt.

En pragtspurt var der imidlertid ikke tale for for André Greipel, der i den grad blev sat til vægs. I dag kunne den store tysker ingenlunde beklage sig over sit hold, der gjorde det til UG med kryds og slange, men da der skulle trædes an, kunne den tyske veteran blot se til, mens de yngre rivaler blæste forbi ham. De hiditige spurter i år havde ellers indikeret, at Greipel stadig var konkurrencedygtig, men der er bare forskel på at vinde i Tour Down Under og Belgium Tour og på at sejre i Tour de France. Måske var dagens spurt det sidste søm i den ligkiste, der betyder, at Greipel i disse dage prøver at fordøje, at han næste år måske skal agere lead-out man for Caleb Ewan på Lotto Soudal.

Spurten afslørede også, at Alexander Kristoff trods sin gode positioneringsevne stadig mangler farten til at kunne blande sig med store navne, selv i et stigende opløb, der burde passe ham. Og for anden dag i træk blev et ellers overraskende godt forarbejde af Trek endnu engang forpurret af Sagan, der tvang en ellers ganske formstærk John Degenkolb til at relancere sin spurt, så han atter missede muligheden for at blande sig helt fremme. Og så endte etapen som endnu en nedtur i rækken for Mark Cavendish, hvis Dimension Data-tog, der sidste år totalt dominerede finalerne, igen var helt usynlige og slet ikke synes at have fordums styrke.

Heldigvis blev der taget en synkepause i det ”Ti små cyklister”-udskilningsløb, som vi indledte i gårsdagens analyse, for alle de store favoritter slap helskindet fra dagens kaos. Adam Yates’ serie af uheld fortsatte ganske vist, da briten for anden dag i træk røg i asfalten, men denne gang kunne situationen reddes, og det blev derfor ikke til yderligere tidstab for den uheldige Mitchelton-rytter. Derfor var det mest interessante i klassementssammenhæng, at den snu Geraint Thomas stjal sig et enkelt bonussekund, og selvom det næppe spiller den store rolle i det overordnede billede, hvor han i forvejen er storfavorit til at komme i gult i morgen, er det endnu et tegn på, at waliseren er topklar til at slå til, hvis kaptajn Froome skulle fejle.

Alligevel bød etapen på store tabere. Selvom Lawson Craddock på imponerende vis gennemførte etapen, ligner det en umulighed at klare tidsgrænsen på holdløbet, hvor han skulle have været en af de helt store motorer for Rigoberto Uran, der har lidt et gevaldigt tilbageslag. Mindre alvorligt er det i morgen for Bauke Mollema, men tabet af Tsgabu Grmay som følge af maveproblemer er en regulær katastrofe på længere sigt, for etiopieren var eneste mand, der kunne ventes at være ved sin kaptajn relativt sent i finalerne på bjergetaperne, hvor han nu stort set vil være overladt til sig selv.

Den allerstørste nedtur oplevede imidlertid Jakob Fuglsang. Var der én mand, danskeren ikke kunne undvære i de kommende tre uger, var det multikunstneren Luis Leon Sanchez, der havde udsigt til en nøglerytter i alle slags terræner. På holdløbet var han holdets helt store motor, i positionskampen var han holdets måske allerbedste, og i bjergene var han livsvigtig på et i forvejen ikke specielt skræmmende Astana-mandskab.

Nu må Fuglsang imidlertid klare sig uden Astana-mandskabets styrmand, og betydning af det tab kan næppe overvurderes. I første omgang kan det sagtens koste 20-30 sekunder allerede i morgen, hvor holdet vil mange deres største motor og være en rytter færre end konkurrenterne, men også i resten af den hektiske første uge vil Sanchez blive savnet. Særligt på brostensetapen, hvor Astana i forvejen står ret svagt i positionskampen, kan tabet af spanieren blive livsvigtigt, og det må derfor desværre konstateres, at Fuglsangs podiechancer fik sig et ordentligt skud for boven i dag.

Som vi skrev i går, er det kun en tåbe, der ikke frygter Tourens første ni dage, og hver dag vil have sine ofre. I går var det især Froome, Quintana, Porte og Yates det gik ud over, og i dag var det indirekte Fuglsang og Mollema. Derfor er der fortsat så ufatteligt lang vej til den i går omtalte aftendrink ved Annecy-søens bred på første hviledag, for inden da vil der helt sikkert være yderligere ganske mange favoritter, der har oplevet en eller anden form for tilbageslag.

Heldigvis byder den første uge også på muligheder for at rejse sig, og den første af disse kommer i morgen. Mon ikke Froome og Porte er særligt sultne efter at få revanche på en etape, de fra start har udset sig om en nøgledag, og efter i morgen vil de begge formentlig atter være på ”den rigtige side” af de fleste af deres konkurrenter.

Læs også

Ny stjerne til Giroen?

Men samtidig kan der opstå et andet problem, for alt taler for, at Thomas i morgen kan iklæde sig den gule trøje for andet i år træk. Selvom Skys hierarki helt sikkert er mejslet i granit, ligner Thomas en mand, der tror mere og mere på sig selv, og det vil helt sikkert ikke ændre sig, hvis han i form cementerer sin pole position i klassementskampen.

En sådan intern spænding på Sky-mandskabet vil blot øge dramaet i en i forvejen uforudsigelig første uge af Tour de France, der bliver ved med at levere. Det kan godt være, at den første del af verdens største cykelløb har ry for at være kedelig, men intet kunne være mere forkert!

Favoritterne

For de klassementsrytterne handlede de første to dage om ren overlevelse, og den mission er bestemt ikke lykkedes for dem alle. Chris Froome, Adam Yates, Nairo Quintana og Richie Porte har alle lidt tidstab, og Jakob Fuglsang, Bauke Mollema og Rigoberto Uran har alle oplevet en mere indirekte nedtur i form af tabet af en nøglehjælper.

Det har imidlertid hele tiden været holdløbet, der har været udset som det første reelle angrebsterræn. Hvor de øvrige etaper i den første uge primært handler om at undgå at tabe løbet, er holdløbet en chance for at vinde tid. Det gælder især for Chris Froome, Geraint Thomas, Richie Porte og Tom Dumoulin, der alle har udset sig netop denne etape som et af deres vigtigste våben, og også Bob Jungels og Adam Yates har utvivlsomt indkalkuleret en forventet tidsgevinst på en del af rivalerne på mandagens etape.

Terrænet er ikke pandekagefladt, og etapen er mere kuperet, end vi så det ved generalprøven i Dauphiné for nylig. Specielt vil de tre små bakker teste homogeniteten og udfordre holdenes evne til at holde sig sammen, men det meste af etapen består fortsat af lange, lige, flade veje, hvor de store motorer for alvor kan træde mange watt. Det er derfor en etape for de store specialisthold, der ventes at skulle slås om etapesejren og forsøge at bringe en af deres ryttere i gult. Som vi så over en lignende distance i Dauphiné kan ryttere som Chris Froome, Richie Porte og Tom Dumoulin sagtens vinde mellem et og to minutter på en etape som denne, og derfor vil mandag d. 9. juli være dagen, hvor favoritterne for første gang skal testes i årets Tour de France. Heldigvis er vejret med os, og alle hold burde derfor have helt lige vilkår.

Holdløbsdisciplinen er en helt speciel kunstart, som kun de sande specialister mestrer, og derfor er det de samme hold, der dominerer igen og igen. I de senere år har der været fem hold, der har været i særklasse og generelt har fordelt sejrene imellem sig, nemlig BMC, Sky, Sunweb, Mitchelton-Scott og Quick-Step, og i langt, langt de fleste tilfælde kører de altid med blandt de bedste, også selvom de ikke i alle løb stiller med deres fremmeste mandskaber. Det gør de imidlertid her, hvor de alle fem kommer med noget, der er ganske tæt på A-holdet, og meget tyder derfor på, at det er de fem virkelige specialister, der mandag eftermiddag vil okkupere de fem øverste pladser i klassementet.

Da VM i holdløb blev introduceret i 2012, var det i de følgende år Quick-Step og Michelton-Scott, der kæmpede benhårdt om tronen. Efter at belgierne har mistet Tony Martin og Mitchelon har rettet blikket mod klassementet i grand tours, har de imidlertid overladt scenen til andre. Siden den lidt overraskende sejr ved VM i 2014, har BMC været det generelt set stærkeste mandskab, og selvom de er blevet besejret ved de seneste to VM-opgør, er det amerikanerne, der har vundet langt de fleste holdløb. Specielt er det tydeligt, at de altid er konkurrencedygtige, og det er meget sjældent, at de ikke slutter i top 3.

Sky og Sunweb er mere ustabile og har ikke samme generalieblad som BMC, men det er ikke tilfældigt, at netop de tre mandskaber ryddede podiet ved VM. Nu om dage er det nemlig dem, der topper listen over holdløbshold, og de går derfor også ind til mandagens nøgleetape som de tre favoritter. Mitchelton-Schott og Quick-Step er på papiret et niveau under de tre giganter, men det bliver svært for andre at blande sig i kampen om top 5.

Der er dog ikke den store tvivl om, at Team Sky går ind til etapen som de klare favoritter. Hvor BMC og Sunweb begge mangler en af deres allervigtigste motorer, er det vel kun Vasil Kiryienka og måske Dylan Van Baarle, man kunne savne i briternes opstilling. De kommer til Frankrig med et veritabelt supermandskab, der stort set alene udgøres af specialister, og på papiret kan der næppe være tvivl om, at de har det bredeste og mest homogene af de tre topmandskaber. Deres klasse blev ganske tydelig i Dauphiné, hvor de knuste alt og alle med en nærmest skræmmende overlegen sejr. I forhold til dengang er de blevet forstærket med en vis Chris Froome og også med Wout Poels, og selvom de til gengæld mangler Dylan Van Baarle, er der ingen tvivl om, at de her er endnu bedre rustet her.

Læs også

Dansker skal hjælpe med sprinters comeback

Det kræver blot et blik på de enkelte ryttere at indse, hvor stærke de er. Froome er bronzevinder ved VM og OL og har vundet flere enkeltstarter i grand tours, Geraint Thomas har været skræmmende i de sidste to år, hvor han blandt andet har vundet en enkeltstart i Touren og er blevet nr. 2 bag Dumoulin i Giroen, Michal Kwiatkowski blev nr. 2 på den sidste Tour-enkeltstart sidste år og vandt senest prologen i Dauphiné. Gianni Moscon blev nr. 6 ved VM og er italiensk mester, Jonathan Castroviejo er tidligere bronzevinder ved VM og blev nr. 4 ved OL, og selvom han ikke er specialist, er Wout Poels trods alt kørt i top 10 i Vueltaen og vandt en ganske vist meget kuperet enkeltstart i Paris-Nice i år. Kun Egan Bernal og Luke Rowe kan ikke bidrage med det store, men førstnævnte er trods alt colombiansk mester og sidstnævnte en stor motor, så det er alt i alt en skræmmende formation, briterne kommer med.

Man kan måske argumentere for, at holdet mangler en motor i Dennis- eller Dumoulin-klasssen, men med tanke på de enkeltstarter, Thomas har kørt i 2017 og 2018, er han fuldt ud i stand til at udfylde den rolle. Hans banebaggrund gør ham til en eminent holdløbsrytter, og med ham og snu Kwiatkowski til at dirigere tropperne, står briterne fremragende. Med andre ord er det et hold uden svagheder, og de bør derfor vinde denne etape og dermed bringe Thomas i gult.

Som sagt har BMC i de senere år været verdens bedste holdløbshold, og de har senest vist deres klasse med en andenplads bag Sky i Dauphiné og en suveræn sejr i Schweiz. Det siger meget om holdets bredde - især fordi Rohan Dennis ikke kørte et af de to løb - men selvom de her er til start med en forstærket udgave af truppen i Schweiz, er de på papiret et niveau under Sky. Det skyldes først og fremmest fraværet af holdets store motor, Dennis (der måske er verdens bedste holdløbsrytter), og selvom Stefan Küng også har en kolossal motor og var nøglen til sejren i Schweiz, kan han trods alt ikke matche sin australske holdkammerat.

Heldigvis er Küng ikke alene. Tejay van Garderen har kørt fremragende enkeltstarter i år, og Richie Portes tempokvaliteter er velkendt, selvom han ikke i Schweiz kunne leve op til den imponerende sejr, han tog på Dauphiné-enkeltstarten sidste år. I forhold til Tour de Suisse er de styrket med Patrick Bevin, der i år har udviklet sig til specialist og blandt andet blev nr. 2 på enkeltstarterne i Baskerlandet og Californien, samt Damaino Caruso, der på sine gode dage kører gode tidskørsler. Greg Van Avermaet har også en stor motor til en rute som denne, og selvom han ikke er specialist, har Michael Schär stor erfaring med at køre med om sejren i holdløb. Det samme har Simon Gerrans, og selvom de to sidstnævnte kan karakteriseres som svage led, er det et temmelig homogent hold, amerikanerne har. Først og fremmest har de den helt store ekspertise i netop denne disciplin, og derfor fremstår de som de største trusler mod en Sky-sejr.

Sunweb stillede op som de store jokers ved sidste års VM, og de levede op til den status ved at besejre alle forhåndsfavoritterne. Det er ikke uden grund, for med Tom Dumoulin som en stor motor flankeret af en stribe specialister var det klart, at de ville være konkurrencedygtige. Det vil de også være her, men efter tabet af Wilco Kelderman, der styrtede i de hollandske mesterskaber, er de svækket markant. Dermed har de nemlig kun tre mand fra det vindende VM-hold med i truppen, og selvom Dumoulin, Michael Matthews og formstærke Søren Kragh, der virkelig imponerede på enkeltstarten i Schweiz, er fremragende, er savnet af Kelderman, Lennard Kämna og i mindre grad Sam Oomen stort.

Heldigvis har de i Nikias Arndt fået føjet en nye specialist til holdet, og også Chad Haga har i de senere år vist, at han kan køre med blandt de bedste på WordlTour-enkeltstarter. Selv Simon Geschke kører også gode enkeltstarter, når det tager ham, og det er derfor kun Edward Theuns og især Laurens Ten Dam, der ikke har meget at bidrage med. Desværre er Sunweb denne gang oppe mod et Sky-mandskab, der i forhold til VM både er forstærket og i betydeligt bedre form, og da der samtidig kan stilles spørgsmål ved Dumoulins friskhed, kan det blive en svær affære at gentage sejren fra Bergen. Er Dumoulin på toppen, og har Kragh og Matthews deres bedste ben, er det dog ikke umuligt at slå briterne. Som minimum burde man i hvert fald have gode chancer for at bringe Kragh i hvidt.

I gamle dage var Mitchelton-Scott stort set altid topfavoritter i deres holdløb - selvom de aldrig vandt det forløsende verdensmesterskab - men de er ikke helt på samme niveau længere. Da man besluttede at lade Caleb Ewan blive hjemme, var det imidlertid først og fremmest på grund af denne etape, for det betyder, at man stiller til start med næsten alle specialisterne. Selvom Luke Durbridge aldrig blev den temporytter, alle forventede, har han en stor motor, og også den tidligere banerytter Michael Hepburn er decideret holdløbsekspert. De allerbedste kort kan dog være brølstærke Daryl Impey og Jack Bauer, der begge har kørt fremragende enkeltstarter på det seneste og elsker en let kuperet rute, og dermed har holdet en meget stærk kerne af fire deciderede specialister. Lægger man dertil, at Damien Howson som tidligere U23-verdensmester ved, hvordan man kører enkeltstart, også selvom han ikke længere er specialist, er der klart, at holdet står stærkt.

Problemet er, at det kniber med resten. Adam Yates og særligt Mikel Nieve kan ikke bidrage med det store, og selvom Mathew Hayman er stor og stærk, er det ikke just tempocyklen, der er hans foretrukne. Da holdet samtidig mangler en motor i Dumoulin-, Küng- og Thomas-klassen, vil det være en overraskelse, hvis de kan slå de tre favoritter. Mindre kan dog også gøre det for, for Yates står under alle omstændigheder til at blive en af dagens vindere. Holdet kan være sat lidt tilbage af, at Durbridge, Yates og særligt Impey alle var i asfalten i dag, men heldigvis synes de alle at være sluppet med hudafskrabninger, der imidlertid kan være nok så ubehagelige.

Quick-Step har hele tre VM-titler på cv’et og har dermed samlet set været det stærkeste hold i den sammenhæng. Desværre har de ikke siden tabet af Tony Martin, der hjalp med at tage en sidste titel i 2016, været på samme niveau, og selvom de stort set altid kører med i toppen, vinder de i dag sjældent. Det vil formentlig være det samme i dette løb, hvor de har en ganske stærk trup, men hvor der mangler både en motor og en bredde til at gøre sejren realistisk.

Læs også

Topsprinters kontrakt er næsten på plads

Holdets eneste specialister er Yves Lampaert og Bob Jungels, og han flankeres af en formstærk Niki Terpstra, der kørte en fremragende enkeltstart ved de hollandske mesterskaber, og de udgør den solide kerne. Dertil kommer en brølstærk og tilsyneladende ekstremt velkørende Philippe Gilbert, ligesom Julian Alaphilippe heller ikke er ueffen på en tempocykel. Fernando Gaviria er med sin banebaggrund heller ikke en dårlig holdløbsrytter, og det samme er tilfældet for Maximilano Richeze. Tim Declercq kan med sin motor hjælpe i den indledende del, og derfor er det faktisk et ganske homogent hold. Desværre mangler de nok den helt store specialist, der kan give dem en reel sejrschance.

Bag de fem giganter er det Bora-hansgrohe formentlig det bedste bud på en 6. plads. I hvert fald har tyskerne et ganske stærkt hold til dette terræn, og det var ingenlunde tilfældigt, at de har været ganske markante i finalerne hidtil. Det kan godt være, at Maciej Bodnar er holdets eneste specialist, men han synes til gengæld at have timet sin form eminent, og er flankeret af nogle råstærke folk. Det gælder naturligvis særligt Peter Sagan, der er en fremragende holdløbsrytter, men også Daniel Oss har en motor af en vis kaliber. Det samme har Lukas Pöstlberger, der lige er blevet østrigsk mester, og selvom Marcus Burghardt kører temmelig elendige enkeltstarter, er hans power ganske stor. Af en klatrer er Gregor Mühlberger heller ikke helt skidt stillet, og derfor er det kun Rafal Majka og Pawel Poljanski, der ikke kan bidrage med det store. Fraværet af specialister og manglen på erfaring gør, at holdet næppe kan slå de fem store, men det er ikke helt umuligt, at de kan snige sig ind i top 5.

For nogle år siden vandt Movistar bronze ved VM, men det var i de gyldne dage med Jonathan Castroviejo, Ion Izagirre og Adriano Malori. De er af forskellige årsager ikke længere en del af holdet, og man har endda ladet holdets sidste specialist, Nelson Oliveira, blive hjemme. Alligevel ser det faktisk ikke helt håbløst ud. Daniele Bennati har ofte vist, at han er en ganske kapabel rytter i denne disciplin, og Andrey Amador er decideret specialist over lange distancer. Dertil skal lægges Imanol Erviti, der faktisk kører ganske pæne enkeltstarter, for slet ikke at tale om multikunstneren Alejandro Valverde, der elsker en småkuperet rute som denne. Marc Soler har kørt nogle bragende gode enkeltstarter i år og ligner næsten en helt lille specialist, og også Jose Joaquin Rojas er ganske solid. Nairo Quintana og Mikel Landa skal naturligvis bæres frem, men kan faktisk begge på deres gode dage køre gode enkeltstarter, og der er derfor tale om en ganske homogen trup med mange klasseryttere. De dage, hvor de kører med om sejren, er ovre, men det bør gå dem ganske pænt.

Den store overraskelse i Dauphiné var Lotto Soudal, der imponerede stort ved at køre sig til en tredjeplads. Her kommer de endda til start med et mandskab, der på papiret er stærkere i terræn som dette, og selvom man må spejde langt efter specialister, har de et kollektiv, der igen kan overraske. De har i hvert fald ikke lagt skjul på, at Dauphiné har givet smag på mere, og de drømmer om en gentagelse. Skal det lykkes, kræver det en superdag fra Thomas De Gendt, men det er næppe heller umuligt, for den brølstærke belgier chokerede en hel cykelverden, da han bare få timer efter en lang rejse var bare sekunder fra at slå selveste Victor Campenaerts ved de belgiske mesterskaber. Han flankeres af Greipels tog bestående af Greipel selv, Jasper De Buyst, Jens Keukeleire og Marcel Sieberg, der alle er gode fladbaneryttere, og Tiesj Benoot gjorde det overraskende godt i Dauphiné. Også Tomasz Marczynski har en solid motor, og dermed er det kun Jelle Vanendert, der intet kan bidrage med. Holdet er uden tempostjerner, men deres kollektiv bragte dem langt i Dauphiné. Måske er en gentagelse mulig.

I sidste års Vuelta fik Vincenzo Nibali sammen med resten af et meget svagt Bahrain-Merida prygl på det indledende holdløb. Holdet kom i hvert fald fint fra generalprøven i Schweiz, og i forhold til dengang er de med Nibali selv kraftigt forstærket. Izagirre-brødrene er nemlig sammen med kaptajnen selv ganske glimrende temporyttere i kuperet terræn som dette, og også Sonny Colbrelli, Heinrich Haussler og Kristijan Koren har ført kørt gode holdløbet. Selv lille Domenico Pozzovivo er jo en langt bedre temporytter, end hans klejne størrelse antyder, og derfor er det kun Franco Pellizotti, der er et regulært blylod. Det er klart, at et hold uden en stor motor aldrig kan køre med om sejren, men et homogent Bahrain-hold bestående af klasseryttere kan gøre det godt.

Hvor homogenitet er Bahrains styrke, er det helt annerledes med Katusha, der er et af feltets sværeste hold at vurdere. På den ene side har holdet fire store motorer i Tony Martin, Ilnur Zakarin, Nils Politt og Marcel Kittel, der alle er gode temporyttere, men på den anden side består holdet også af hele tre klatrere, der intet har at bidrage med. Man skal se langt efter hjælpen fra Ian Boswell, Pavel Kochetkov og Robert Kiserlovski, og heller ikke Rick Zabel er ligefrem kendt som specialist. Risikoen for, at Martin atter river et hold helt i stykker efter bare få kilometer, er derfor stor, men kan de fire store navne sammen med Zabel holde nogenlunde sammen og undgå at smide Kittel på en tidlig bakke, ser det faktisk helt ikke helt dumt ud. Manglen på homogenitet betyder, at det kan ende i den helt store fiasko, men Katusha kan også ende med at overraske positivt.

Til slut skal det bemærkes, at Ag2r kørte deres måske livs bedste holdløb i Dauphiné, og selvom de ikke vil være med helt fremme, kan de med en formstærk Pierre Latour som motor, gøre det hæderligt. Det samme kan FDJ, der har udviklet sig til semispecialister i disciplinen, men som måske mangler lidt incitament til at give den gas, da tirsdagens sprinteretape er betydeligt vigtigere. Endelig har Trek, EF og Astana på papiret nogle halvsolide hold, men da de alle har tabt en mand (EF kører reelt kun med syv ryttere efter Craddocks styrt), vil de alle få det svært.

Feltet.dks vinderbud: Team Sky

Øvrige vinderkandidater: BMC, Sunweb

Outsidere: Mitchelton-Scott, Quick-Step, Bora-hansgrohe

Jokers: Movistar, Lotto Soudal, Bahrain-Merida, Katusha

Starttider

15.10 Mitchelton-Scott
15.15 Sky
15.20 Movistar
15.25 Groupama-FDJ
15.30 BMC
15.35 EF Education First-Drapac
15.40 UAE Emirates
15.45 AG2R La Mondiale
15.50 Fortuneo-Samsic
15.55 Direct Energie
16.00 Lotto Soudal
16.05 LottoNL-Jumbo
16.10 Cofidis
16.15 Sunweb
16.20 Dimension Data
16.25 Katusha-Alpecin
16.30 Bahrain Merida
16.35 Trek-Segafredo
16.40 Astana
16.45 Wanty-Groupe Gobert
16.50 Quick-Step Floors
16.55  BORA-hansgrohe