Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie
03. maj 2019 12:55 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

For tredje gang i karrieren snød brølstærke Stefan Küng de frustrerede sprintere i et Tour de Romandie, hvor de hurtige folk nu må indse, at de kommer tomhændede hjem. Fra nu af tager klassementskampen nemlig over på de sidste tre dage, og der lægges ud med en spændende puncheuretape med en finale, hvor Damiano Cunego spurtede sig til sejr, da man sidst var forbi for otte år siden.

Ruten

Selvom det kuperede terræn egentlig indbyder til det, har Tour de Romandie kun sjældent budt på muligheder for puncheurs. I år kan de eksplosive folk imidlertid se frem til en sjælden chance, når løbet for første gang siden 2011 vender tilbage til Romont, hvor der venter en kort bakke op mod mål. Den kommer imidlertid efter en dag, der ikke hører til blandt de vanskeligste i løbets lange historie, og det vil derfor næppe være en afgørende dag, hvor der højst kan opstå små huller i den forventede puncheurspurt inden de to afgørende etaper i weekenden.

 

I alt skal der tilbagelægges 160,0 km, der alle afvikles i det kuperede terræn omkring Romont, hvor der er både start og mål. Løbet består således af tre forskellige rundstrækninger, der er placeret hhv. øst for, sydvest for og nordvest for byen. Den første indledes med, at man kører mod øst igennem fladt terræn frem til kategori 2-stigningen Sorens (3,8 km, 6,5%, max. 12,0%), der har top allerede efter 11,2 km. Efter en nedkørsel, der fører mod øst, snor man sig mod nord rundt om en sø igennem fladt terræn, inden man kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Vuisternens-en-Ogoz (2,3 km, 5,7%, max. 8,0%), der har top efter 40,1 km. Derfra går det igennem fladt terræn tilbage mod vest og sydvest, indtil man krydser stregen for første gang efter 53,0 km.

 

Den anden rundstrækning er 58,4 km lang og er relativt let. Den indledes med, at man snor sig mod syd igennem hovedsageligt fladt terræn, inden en lang lige vej fører mod sydvest ned til det sydligste punkt. Herfra faldet det let mod nord frem til dagens første spurt, der kommer efter 92,3 km på toppen af en 700 m lang bakke, der stiger med 7,9%. Herfra kører man mod øst op over kategori 3-stigningen Vauderens (900 m, 9,4%, max. 15,0%), hvis top rundes efter 96,8 km, inden man snor sig mod nord tilbage mod mål. Undervejs skal man over en 800 m lang bakke, der stiger med 7,9% i snit, inden det igennem let kuperet terræn går frem til mål, hvor stregen krydses for anden gang efter 111,4 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 48,6 km lange tredje rundstrækning. Fra start går det igennem let stigende og derefter let faldende terræn mod sydvest, inden man drejer mod nordvest og nordøst for at køre op ad en 2 km lang bakke, der stiger med 6% i snit. Kort efter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nord, inden et kort stykke leder mod nordøst frem til kategori 2-stigningen Villars-Bramard (4,3 km, 5,3%, max. 12,0%), hvis top rundes bare 16,9 km fra stregen. En kort nedkørsel fører mod nord, inden det går mod øst og syd via en 5,9 km lang bakke, der stiger med 3,1% i snit. Undervejs passeres den sidste spurt med 12,6 km igen, inden toppen rundes bare 4 km fra stregen. Herfra går det via en let og lige nedkørsel mod syd ned til Romont, hvor man rammer den 900 m lange målbakke, der stiger med 7,8% i snit. Den er samtidig yderst teknisk med to skarpe sving i bunden og adskillige hårnålesving, inden man drejer skarpt to gange lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2525 højdemeter.

 

Romont blev senest besøgt i 2011, hvor Damiano Cunego sejrede på bakken op mod mål ved med sit punch at køre 2 sekunder fra et felt, der førtes an af Cadel Evans, Alexandre Vinokourov og Rui Costa. I 2004 besøgte man også byen, og her slog Stefano Garzelli til i den stigende spurt, hvor han sejrede foran Ivan Basso og Gerrit Glomser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter en dag i regnvejr er der heldigvis bedring i vente på 3. etape. Det burde regne af i morgentimerne, og selvom etapen formentlig vil finde sted under en relativt skyet himmel, burde det langsomt klare op, så etapen kan slutte under en relativt klar himmel. Temperaturen vil kravle op på 13 grader, og der vil kun være en svag til let vind fra nord. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på de tre rundstrækninger. På den sidste rundstrækning vil der først være sidemedvind og siden primært modvind helt frem til den sidste spurt. Derfra får man medvind resten af vejen, også på bakken op til mål.

 

Analyse af 2. etape

Egentlig burde de have lært det, de arme sprinterhold. De kunne eksempelvis blot skrue tiden tilbage til en iskold og regnvåd 1. maj i 2015. Det var dengang en brede cykelverden lærte navnet Stefan Küng at kende, da den unge schweizer, der indtil da mest havde været kendt som den nye Cancellara, kørte et udbrud, der også talte Jan Bakelants og Bert-Jan Lindeman midt over og kørte alene hjem til sin første WorldTour-sejr på en dag, hvor en frustreret Gianni Meersmans spurtsejr derfor blot rakte til en 5. plads.

 

Den oplevelse var åbenbart ikke lærestreg nok. I hvert fald gentog det samme sig bare to år senere på endnu en drivvåd dag i Romandiet. Dengang var det stakkels Andriy Grivko, der forsøgte at tage kampen op mod den schweiziske maskine, og selvom han hang på hele vejen, havde det kostet ham så meget, at han var chanceløs i spurten. 20 sekunder senere måtte en skuffet Sonny Colbrelli indse, at hans fine spurtsejr kun var nok til en 3. plads.

 

Man kan måske tilgive sprinterholdene, at de ikke lærte af fejlen første gang. Men at dumme sig igen efter nu to gange at have oplevet, hvor brølstærk hjemmebanehelten kan være i dette terræn, er altså utilgiveligt. Analogierne var ellers så tydelige, at det nærmest drev ned ad væggene, da Küng og resten af feltet mødte op til en regnvåd sprinteretape i relativt kuperet terræn. Den slags plejer som bekendt hvert andet år at betyde Küng-sejr, men den havde Bora og Deceuninck åbenbart ikke fanget.

 

Det kunne ellers sikkert været undgået. Etapens start var nemlig ganske nem, og man kunne derfor formentlig relativt effektivt have lukket hullet, da Küng allerede på de første fem kilometer sammen med yderligere fem mand kørte væk. Det er nemlig børnelærdom for ethvert sprinterhold, at man aldrig skal gøre tingene sværere for sig selv end højst nødvendigt, og derfor er der ingen grund til ikke med det samme at lukke det ned, hvis folk som Küng eller Thomas De Gendt går i offensiven i terræn, hvor man relativt hurtigt kan køre dem ind igen.

 

Det gjorde de imidlertid ikke, og det var ikke den eneste brøler. Selvom både Bora og Deceuninck vidste, at dette var deres eneste chance for en spurtsejr, og at Bennett - Viviani kan trods alt bruge løbet som Giro-træning - reelt lige så godt kunne være blevet hjemme, hvis ikke det var for denne etape, lod de alligevel Jumbo stå for arbejdet helt frem til midtvejs på etapen. Her skulle de endda over en relativt lang stigning, som betød, at udbruddet kunne øge til fem minutter, og da det kneb med at hente tid på den efterfølgende nedkørsel, og regnen igen begyndte at falde, stod det klart, at de meget vel kunne have dummet sig. Herefter kan man bestemt ikke sætte en finger på deres engagement i jagten, men da var det bare for sent.

 

Sejren skyldtes imidlertid ikke kun sprinterholdenes fejltagelser. I lige så høj grad var det naturligvis Küngs enorme power, der gjorde forskellen. I gruppen var han oppe mod to hurtigere folk i folk af Gediminas Bagdonas og Claudio Imhof, ligesom han skulle af med en Frederik Backaert, der i de seneste uger har vist forrygende form i de franske løb. Alle blev de imidlertid sat fra hjul af det schweiziske tempofænomen, hvis styrke blot understreges af, at det er tredje gang på fem år, at han leverer en sådan præstation. Når man betænker, hvor sjældent sprinterne snydes i ugelange etapeløb, er det lidt af en bedrift, der samtidig giver FDJ-mandskabet lidt tiltrængt succes uden for deres hjemmebane, og som gør Küng til et brandvarmt bud på en vinder af søndagens enkeltstart.

 

Det er klart, at det er Sam Bennett, der har mest grund til at ærgre sig. Ireren viste nemlig i spurten igen, at han i øjeblik er skræmmende hurtig, og han var i sin helt egen liga, da der blev kæmpet om 2. pladsen. Det blev blot endnu en understregning af, at det måske kun er Dylan Groenewegen, der i topfart i øjeblikket kan måle sig med manden, der ellers kun er nr. 3 i Boras sprinterhierarki, og som uundgåeligt må have kurs mod et snarligt holdskifte. Nu betyder dagens brøler, at hans fine stime med at vinde etaper i alle sine etapeløb - en stime, der blev indledt i Giroen sidste år - nu med meget stor sandsynlighed bringes til ende. Og mens resten af sprinterstjernerne enten retter blikket mod Touren eller Giroen, kan han se frem til, at Hammer Stavanger er næste opgave som opvarmning til et Dauphiné, der desværre er sommerens store mål for den oversete supersprinter.

 

Mange blikke var naturligvis rettet mod Elia Viviani, der i dag kørte sin sidste spurt inden Giroen. På den baggrund burde der være grund til bekymring, for sjældent har man set den italienske mester køre så tam en massespurt. Det er der imidlertid næppe grund til. Sidste år kørte Viviani nemlig også et rædselsfuldt Tour de Romandie, hvor endda faldt for tidsgrænsen på bjergenkeltstarten, men alligevel var han i fin form ved Giro-starten en uge senere. For ham er Romandiet først og fremmest et sted, hvor man finpudser bjergbenene, og det er også med det formål, at han er start i år.

 

For Sonny Colbrelli blev det for Gud ved hvilken gang til et lige-ved-og-næsten i et løb, hvor han nu har tre 2. pladser, to 3. pladser, en 4. plads og to 6. pladser, men stadig ingen sejre. Denne gang var der dog ikke grund til så megen frustration som tidligere, hvor han enten er blevet slået af langsommere folk eller har måtte se et udbrud snyde ham - blandt andre Küng for to år siden - for reelt havde han ikke skyggen af chance for at slå Bennett i en finale som denne. Faktisk var en 2. plads i spurten et yderst hæderligt resultat, og det er blot en skam, at årets rute passer ham relativt dårligt, for han synes efter en skidt klassikerkampagne endelig at have fundet formen.

 

Spurten var også en positiv oplevelse for Simone Consonni, der bestemt ellers ikke er en mand til en boulevardspurt som denne. Alligevel viste han stor selvtillid ved at lade sit hold deltage i jagten, og det kronede han med en fin 3. plads i sprinternes opgør, hvor han fik skovlen under Viviani. Alligevel er han havnet i en lidt dum position, hvor han må sande, at han ikke har farten til at vinde mange cykelløb, og derfor risikerer han meget let at ende i en lead-out-rolle på et UAE-mandskab, hvor der ikke mangler sprintere.

 

Det gør der heller ikke på Dimension Data, men det er nu ikke den interne konkurrence, der truer Giacomo Nizzolo. Det er i stedet frustrationen over, at hans knæskade har sat ham så langt tilbage i de sidste to år, men da han trods dårlig form sejrede i et stærkt besat sprinterfelt i Oman, lignede han en mand, der måske kunne finde sit gamle niveau til Giroen. På den baggrund var dagens generalprøve skuffende, for han sad fint placeret, da spurten blev åbnet op, men endte helt nede på en 9. plads. Ligesom for Viviani skal man ikke drage forhastede konklusioner for en mand, der formentlig har trænet knaldhårdt op til løbet, men det var ikke just det skud af selvtillid, han havde brug for inden et løb, hvor han skal vise, hvorfor han er dobbelt vinder af Giroens pointtrøje. Endnu værre ser det dog ud for stortalentet Matteo Moschetti, der har imponeret med sin holdbarhed hidtil, men som i dag fik WorldTourens ubarmhjertighed at smage, da han endte næsten 8 minutter efter feltet og dermed fik sig et ubehageligt virkelighedstjek inden Giro-debuten om bare en uges tid.

 

Nu bliver der nemlig ikke flere chancer for at støve sprinternes selvtillid af inden den første Giro-spurt. Resten af dette løb står nemlig på klassementskamp, og i den sammenhæng fik dagens etape faktisk en uventet betydning. Den ellers så velkørende Jan Hirt smed nemlig mere end 6 minutter, og dermed er vi nu i den sjældne situation, at Astana er ude af klassementet i et større etapeløb. Endnu værre gik det for Remco Evenepoel, der måske nok arbejdede for Viviani, men som med et tidstab på næsten syv minutter efter gårsdagens nedtur, virkelig i denne uge har fået lært, at der er forskel på juniorklassen og de sværeste WorldTour-løb.

 

Den påmindelse får han formentlig igen i morgen, hvor der er lagt op til en spændende puncheurfinale i Romont. Her er der utvivlsomt en stribe af de eksplosive afsluttere, der har luret en chance for at gå efter etapesejr og potentielt vigtige bonussekunder i kampen om den samlede sejr. Og mon ikke de nu har lært lektion, hvis de vil have chancen for at spurte om guldet? Hvis Küng skulle finde på at angribe fra start, kan det i hvert fald anbefales at få det lukket ned med det samme!

 

Favoritterne

Efter dagens lille intermezzo står den nu på klassementskamp på de sidste tre etaper. Naturligvis er alle øjne rettet mod lørdagens kongeetape og søndagens enkeltstart, men med udsigt til at der allerede nu tales om mulige ændringer af bjergetapen som følge af det lovede snefald, vil det være dumt ikke også at udnytte fredagens terræn. Vi så heldigvis på 1. etape, at en stribe hold er kommet til Schweiz for at køre cykelløb, og adskillige kandidater har også givet udtryk for, at de ingenlunde bare har i sinde at vente til weekenden med at opsøge muligheder.

 

Det var denne aggression, der gjorde onsdagens etape så herligt selektiv, at vi kun endte med 20 mand i front på en dag, hvor folk som Sonny Colbrelli og Sam Bennett ellers havde taget starten med ambitionen om måske at kunne vinde etapen. Som spået i disse spalter fik det brølstærke EF-mandskab imidlertid forpurret de planer, og selvom deres hårde forcering i sidste ende ramte dem i nakken, da deres stærkeste temporyttere, Tanel Kangert og Daniel Martinez, begge tabte tid, vidnede det om, at amerikanske klatremandskab ikke har tænkt sig at lade en mulighed være uprøvet.

 

Det lover godt for denne etape. Med Kangert og Martinez ude af kampen om den samlede sejr har EF nyu kun Michael Woods tilbage i toppen af klassementet. Han står naturligvis til en gang gedigne prygl på søndag, men har samtidig både på 1. etape og i Liege vist en fremragende form. Det ansporede til deres offensive kørsel i onsdags, og derfor ligger det i kortene, at noget lignende skal forsøges denne gang. Modsat på 1. etape har vi endda denne gang en puncheurfinale, der er skræddersyet til den eksplosive canadier, og derfor har de endnu større incitament til at gå benhårdt efter en etapesejr.

 

Terrænet er imidlertid ikke i nærheden af at være så svært som i onsdags, og selvom der ikke er meget fladt terræn, er der heller ingen lange stigninger. Reelt skal udskilningen derfor ske fra bunden af den sidste kategoriserede stigning, der starter med ca. 20 km igen. Herfra stiger det hovedparten af vejen til mål, men kun ad lange, lette opkørsler, hvor stigningsprocenten ligger på 3-6. Vi kommer dermed slet ikke i nærheden af sværhedsgrader som på 1. etape, og ganske mange ryttere vil have en chance for at hænge på.

 

Selve målbakken kender vi fra Damiano Cunegos sejr i 2011. Kaster man et blik på top 20 fra den etape, finder man stort set alene klatrere og klassementsryttere, men det var naturligvis de eksplosive folk som Cunego, Cadel Evans, Alexandre Vinokourov og Rui Costa, der var med i front. Dengang var etapen imidlertid betydeligt hårdere, idet man skulle over en kategori 1-stigning i den absolutte finale, og det er forklaringen på, at der kun sad ca. 30 mand i feltet til sidst. I morgen burde udskilningen være betydeligt mindre.

 

Terrænet skriger naturligvis på angreb, og efter at Thomas De Gendt nu to dage i træk har misset udbruddet, vil han helt sikkert forsøge igen. Også Stefan Küng, der vandt i dag, ser ud til at være i kørehumør og kunne måske endda forsøge igen, og det samme er Alexis Gougeard, der var afsted på 1. etape. Der er derfor lagt op til en aggressiv start, hvor den hårde stigning i indledning vil betyde, at vi meget vel kan få en ganske stor og stærk gruppe, som vi gjorde det på 1. etape.

 

Det er en god etape for Roglic, men da sloveneren insisterer på, at han ikke skal køre klassement, tvivler vi på, at Jumbo vil jagte intenst. For dem vil det sikkert være fint at spare sig inden kongeetapen, og det må derfor være op til andre at stå for jagten. Som sagt forventer vi, at EF har planer for dagen, og vi forventer derfor, at amerikanerne hurtigt vil vise sig. Bahrain er næsten også nødt til at forsøge sig med Sonny Colbrelli i hans sidste chance for at vinde en etape, og måske skal Movistar også jagte for Carlos Betancur. Vi forventer dog, at det først og fremmest er EF, der vil stå for initiativet.

 

Tidsforskellene er efterhånden store og terrænet hårdt, og har en fyr som De Gendt en superdag, kan man ikke udelukke, at et udbrud kan holde hjem. Belgieren selv har dog ikke tabt alverden, og EF har samtidig det måske stærkeste hold. Derfor forventer vi, at der vil ske samling. Til slut må det være op til amerikanerne med deres mange klatrere at lægge et knaldhårdt pres på de sidste 20 km, så man kan komme af med eller som minimum trætte folk som Sonny Colbrelli, Patrick Bevin og Andrea Pasqualon og dermed øge chancerne for en klatrer som Woods.

 

Derfor forventer vi også, at det ender i en klassisk puncheurspurt med et større felt end i 2011, men først efter at EF har gjort det knaldhårdt. Mens målbakken i sig selv ikke er for hård for Colbrelli/Pasqualon-typerne, tror vi, at kombinationen af det høje tempo samt den ganske stejle sidste del af rampen op mod stregen gør det lidt for vanskeligt for de tungere folk, og derfor hælder vi til, at det først og fremmest bliver et opgør mellem de mest eksplosive klassementsryttere.

 

Det får os til at pege på Primoz Roglic som vores favorit. Det kan godt være, at sloveneren insisterer på, at han ikke skal køre klassement, men han viste på 1. etape, at det ikke forhindrer ham i at gå efter en etapesejr, når muligheden byder sig. Derfor må man formode, at han vil kaste sig ud i en spurt, hvis det som forventet er samlet til sidst, og det er en kunst, han mestrer. I den flade finale i onsdags viste han allerede sin spurtstyrke, men det er først og fremmest i stigende spurter, at han for alvor excellerer. Det så vi, da han vandt spurten på 6. etape af UAE Tour, med 3. pladsen på den meget eksplosive Hatta Dam, der ellers mere er for sprintere, i samme løb, samt senest på murene i Tirreno-Adriatico, hvor han atter stillede sit punch til skue.

 

I dette løb er han ikke oppe mod folk som Valverde, Alaphilippe og Kwiatkowski, der er hurtigere end ham, og med det, han har vist i sine seneste spurter, kunne han ligne bedste afslutter blandt favoritterne. Samtidig er han glimrende i positionskampen, og holder han hovedet koldt mod slutningen, burde han med sit fine punch have en god chance for at tage sin anden etapesejr i løbet.

 

Hans værste rival kunne være Michael Woods. Canadieren kom lidt haltende fra start i klassikerne, men fandt for alvor formen i Liege, hvor han var tredjestærkeste mand på stigningerne. Han imponerede igen på 1. etape, hvor han kørte alene op til Thomas og Gaudu, og han ligner en mand, der virkelig har fundet sine bedste ben. Vi ved, at han er en eminent puncheur, som han blandt andet viste med 2. pladsen bag Tim Wellens på 4. etape i Giroen sidste år, men til gengæld er hans speciale også de stejleste procenter. Denne afslutning kan være en anelse for let for Woods, men han kan i det mindste glæde sig over, at den stejleste del kommer nær toppen, hvor det kan blive for hårdt for de tungere folk.

 

For at have en chance skal løbet være så hårdt som muligt, og det vil hans EF-hold kunne hjælpe ham med at sikre. Herefter er det op til ham selv mod slutningen, hvor han kan være hæmmet af sine evner i positionskampen. Heldigvis har han et forrygende hold til at hjælpe sig, og han synes også selv at have forbedret sig i den disciplin. Normalt ville vi nok have betegnet afslutningen som lidt for let, men kombinationen af et hold, der kan splitte feltet, og hans fremragende form gør ham til en af de absolutte topfavoritter.

 

Carlos Betancur har ikke vundet et WorldTour-løb, siden han steg ned fra podiet som vinder af Paris-Nice i 2014. Han har dog taget tre sejre i mindre spanske løb, senest i april, hvor han vandt Klasika Primavera. Det var starten på en stærk periode for den trinde humlebi, der igen i år har fundet sine ben gradvist i løbet af april, men i år er måske bedre end tidligere. Han var i hvert fald med helt fremme i Liege, han kørte sit livs prolog i tirsdags, og senest var han ganske tæt på at vinde 1. etape, hvor det kunne være gået anderledes, hvis han havde satset på spurten og ikke et angreb.

 

Det lover godt for denne etape. I sin storhedstid var han nemlig en fremragende puncheur, der kørte med sejrene på murene i Baskerlandet og på Mur de Huy i Fleche Wallonne og viste sit punch, da han vandt Paris-Nice. I 2014 slog han endda John Degenkolb i en let stigende spurt i Haut-Var, og han viste senest sin hurtighed, ganske vist på flad vej, da han sejrede i Klasika Primavera. På stigningerne har han ikke Woods’ og Roglics styrke, men i en finale som denne burde han kunne tage kampen op med dem. Måske er det i morgen, at humlebien bryder fem års WorldTour-tørke.

 

Det helt store spørgsmål er, om bakken er for hård til Sonny Colbrelli. Italieneren har indtaget den absolutte verdenselite i stigende spurter, også på ret hårde bakker, som han blandt andet viste med 2. pladsen bag Peter Sagan på 5. etape i Touren sidste år eller med sin suveræne spurt i GP Montreal, hvor han dog fik åbnet en anelse for tidligt. I sig selv burde målbakken her også være god for Colbrelli, selvom den nok kan blive en anelse for stejl for ham til sidst. Spørgsmålet er snarere, hvordan han vil klare det dræbende tempo, EF forventes at sætte. Han vil sikkert sidde med i bunden af bakken, men er han stadig frisk nok? Han havde en fæl klassikerkampagne, hvor han var helt væk i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, men kørte ganske flot på 1. etape og synes at have fin form igen. Det gør ham til en reel vinderkandidat, for er han frisk i bunden af bakken, vinder han formentlig. Det store spørgsmål er, om det vil være tilfældet.

 

Patrick Bevin falder lidt i samme kategori. Newzealænderen har i det seneste lille års tid endelig genfundet sine gamle klatreevner, og særligt i Tour Down Under, som han uden uheld formentlig havde vundet, var han skræmmende stærk. Siden har han været ramt af sygdom og styrt, senest i Baskerlandet, og forventningerne forud for dette løb var derfor måske også begrænsede. Han viste imidlertid storform på 1. etape, da han var hurtigste mand i anden gruppe på en dag, hvor der ellers stort set var klatrere med i front, og derfor burde han have ganske glimrende chancer i denne finale. Han har altid været en god puncheur, men vi så desværre også hans begrænsninger i Catalonien, hvor han aldrig rigtigt slog til. Sandheden er vel også, at han er bedre på lidt nemmere procenter, som da han vandt i Australien og kørte flot i Tour of Britain sidste efterår. Vi frygter lidt, at stigningen her alligevel er lidt for stejl, men med sin gode form har han en reel chance.

 

1. etape markerede genfødslen af Geraint Thomas, der efter lang tid endelig synes at have fundet formen. Faktisk var han nærmest skræmmende stærk i en finale, hvor han angreb igen og igen, og hvor kun Gaudu og Woods kunne matche ham på den sidste mur. Det vidner om, at han er klar til også at forsøge sig i denne finale, der egentlig burde passe ham fint. I sine unge år var han nemlig en fin afslutter, særligt på bakker. Den evne har han ikke udviklet i de senere sæsoner, men med nogle voldsomme forceringer i finalerne i sidste års Tour og Dauphiné viste han, at han stadig har et vist punch. Umiddelbart får han det nok lidt svært mod de hurtigere folk i en finale, der næppe er helt hård nok, men med de ben, han viste i onsdags, skal man bestemt ikke afskrive Tour-kongen.

 

Som vi har fremhævet igen og igen, sker der noget magisk med formen for Rui Costa, når han passerer grænsen til Schweiz. Det skete senest i 2018, hvor han efter en skuffende ardennerkampagne var blandt de absolut stærkeste i dette løb, og det synes også at være tilfældet i år, hvor mønsteret gentager sig fuldstændig. Han viste intet i klassikerne, men her har han først kørt en fremragende prolog og siden spurtet sig til en 3. plads på den hårde 1. etape. Han har også altid været en glimrende puncheur, og som nævnt var en ung Costa faktisk med helt fremme i denne finale for 8 år siden. Desværre har vi også set, at han ikke er helt så eksplosiv længere, hvilket særligt blev tydeligt i Oman, hvor han skuffede flere gange. Omvendt viste han med sin top 3 bag Van Avermaet i samme løb i 2018, at han altså stadig har visse evner i den retning, og i dette felt bør han uanset hvad med sin fine form være med i front.

 

Egentlig ville vi ikke have nævnt David Gaudu på denne etape, men det har ændret sig. Den lille franskmand viste med sin top 10 i sit første Fleche Wallonne i 2017, at han har et fint punch på korte stigninger, men hidtil har han kun vist det, når det bliver meget stejlt. Det har ændret sig i år, hvor han spurtede flot på den ret lette målstigning på 6. etape i Emiraterne, ligesom han nærmest sensationelt blev nr. 2 i spurten på 1. etape. Efter skuffelsen i Baskerlandet og Fleche har han endelig fundet den forrygende februarform igen, og på 1. etape lignede han en af feltets absolut stærkeste. Vi frygter stadig, at denne afslutning er en anelse for let for vidunderbarnet, især fordi han ikke er en ørn i positionskampen, men ligesom for Thomas gælder, at hans superform formentlig kan bringe ham langt.

 

En spændende outsider er Felix Grossschartner. Østrigeren kommer til løbet med en samlet sejr fra Tyrkiet i bagagen, og formen er derfor ganske glimrende. I det tyrkiske løb viste han endda også stærkt forbedrede evner som puncheur, da han på 2. etape spurtede sig til en 2. plads bag holdkammeraten Sam Bennett i en finale, der var lettere end denne. I teorien burde afslutningen her med de stejlere procenter give ham større chancer, men omvendt har han stadig til gode at bevise sig i en sådan afslutning på dette niveau. Han skuffede i spurten på 1. etape, og vi har måske en lille frygt for, at han ikke helt har farten til at matche de bedste.

 

For nogle år siden ville Michael Albasini have været den naturlige storfavorit til denne etape. Schweizeren vandt nemlig næsten hver eneste dag i dette løb, og han spiste afslutninger af denne type til morgenmad, hvilket hans mange topresultater i Fleche Wallonne også vidner om. Desværre markerede 2018 starten på enden for schweizeren, der slet ikke har været på sit gamle niveau i nu ca. 2 år. Siden Liege har han vist markant fremgang, og han gjorde det da også ganske fint på 1. etape. Her burde han nok kunne sidde med frem til bakken, og han viste sidste år i Tour des Fjords, at hans punch stadig er hæderligt. Vi tvivler dog på, at han stadig har niveauet til at vinde på allerhøjeste niveau.

 

Havde dette været juni 2018, havde Andrea Pasqualon været et brandvarmt navn til denne etape. Her var italieneren nemlig bedre end nogensinde, og efter at han året forinden havde fået skovlen under Colbrelli i puncheurløbet Coppa Sabatini, var han suveræn, da han vandt et andet puncheurløb, GP Plumelec, og sejrede samlet i Luxembourg, hvor løbet afgøres af finaler som denne. Desværre har Pasqualon slet ikke fundet samme form i år, og han har ikke leveret mange resultater. Heldigvis var der tegn på fremgang på en hæderlig 1. etape, hvor han sad længere fremme, end man kunne have ventet, men han har stadig ikke vist, at han har formen til ligefrem at vinde på WorldTouren. Selve finalen passer ham dog så godt, at man ikke helt kan afskrive en af løbets bedste puncheurs.

 

Det burde også være den ideelle finale for Eduard Prades, der sidste år i løb som Tour de Yorkshire, Tour og Norway og Tour of Turkey viste sine evner i puncheurfinaler. Desværre har han været formsvag gennem hele 2019, og senest skuffede han fælt på 1. etape, hvor han blev sat langt tidligere end ventet. Det gør os meget i tvivl om, hvorvidt benene rækker til at forsøge sig i en afslutning, der ellers burde passe ham næsten perfekt, ikke mindst fordi Movistar jo har en formstærk Betancur, der fortjener holdets fulde støtte. Evnerne har han, men har han også den rette rolle og den nødvendige form? Det tvivler vi på.

 

Løbet her peger ikke umiddelbart i retning af genoprejsning for Gianluca Brambilla, der ikke har vist meget siden skiftet til Trek. Det var dog hæderligt at ende i anden gruppe på 1. etape, hvor man vel ikke kunne have ventet, at han ville have været med helt i front, og Giro-formen er således ikke helt væk. Her er terrænet langt bedre for den lille italiener, der trods alt ikke er ren klatrer, og selvom han egentlig har vist det overraskende sjældent, er han en glimrende puncheur. Senest viste han sin hurtighed i spurten på 1. etape, og han burde i teorien være bedre i en stigende finale. Farten rækker nok ikke til at vinde, men han burde være med fremme.

 

James Knox har altid selv betegnet sig som klassisk klatrer, men han har faktisk også udviklet visse puncheurevner. Det så vi på kongeetapen i Tyrkiet sidste efterår og senest på 2. etape i Catalonien for en måneds tid siden. Det bør give ham motivationen til også at forsøge sig på denne etape, og han så suverænt velkørende ud på 1. etape, hvilket viser, at Giro-formen er, hvor den skal være.  Formentlig er han trods alt ikke hurtig nok til at matche de virkelige afsluttere, men med den fine form kan han gøre det hæderligt.

 

Endelig vil vi pege på Wanty-duoen Xandro Meurisse og Odd Christian Eiking. Begge har den puncheurfinaler som deres specialer, og afslutningen her burde være god for dem begge. Desværre er deres form også yderst tvivlsom. Meurisse har aldrig været på 100% i 2019, og selvom han ser bedre ud nu, er han stadig ikke på toppen. Eiking var fremragende i marts og begyndelsen af april, hvor han imponerede i denne type finaler både i Catalonien og på Sicilien, men siden da er formen forsvundet som dug for solen. Der kom en opblomstring i Liege, men på 1. etape var han igen helt, helt væk. Man ved aldrig, hvad man skal forvente sig af nordmanden, og derfor er både han og Meurisse snarere jokers end rigtige favoritter.

 

Trods sine forbedrede klatreevner burde Sam Bennett komme til kort i denne finale. Vi tror også, at målbakken er for svær for Patrick Müller, og Roland Thalmann synes træt efter Tour of the Alps. Davide Villella og Merhawi Kudus kan gøre det hæderligt, men ikke vinde, og Jan Tratnik må formodes at skulle arbejde for Colbrelli. Nicolas Roche kørte en fin prolog og kan gøre det hæderligt, og det samme kan Carl Fredrik Hagen, der endelig viste sit potentiale med flot kørsel på 1. etape.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Michael Woods, Carlos Betancur

Outsidere: Sonny Colbrelli, Patrick Bevin, Geraint Thomas, Rui Costa, David Gaudu

Jokers: Felix Grossschartner, Michael Albasini, Andrea Pasqualon, Eduard Prades, Gianluca Brambilla, James Knox, Xandro Meurisse, Odd Christian Eiking

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Damiano Cunegos sejr fra 2011.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger