Optakt: 3. etape af Tour of Turkey

Ruten

Efter to dage for de rene sprintere venter der endelig lidt flere klatreudfordringer i finalen på løbets 3. etape, der bringer feltet frem til byen Marmaris, hvor den klassiske og helt velkendte finale venter. Det betyder, at sprinterne denne gang skal grave en anelse dybere, hvis de vil have en chance for at spurte om sejren, og at de lettere typer for første gang får en chance for at angribe i finalen. Historien viser dog med al tydelighed, at etapen til Marmaris som regel ender i en reduceret massespurt, og det er naturligvis også det sandsynlige scenarium denne gang.

Med en distance på bare 137,2 km er der igen tale om en yderst kort etape, der fører feltet fra Fethiye til Marmaris. Fra start går det mod nord langs den flade kystvej, inden man følger vandet mod nordvest. Her kører man et stykke ind i landet, hvor der venter to mindre bakker, der stiger med 7,15% og 7,20% over hhv. 1,25 og 1,85 km, inden man igen følger fladt terræn mod nordvest. Når kysten drejer mod syd, fortsætter feltet imidlertid mod nordvest ind i landet, hvilket betyder, at man skal op over en kategori 2-stigning, der over 4,9 km stiger med 6,0% i snit og har top efter 33,3 km. Herefter venter en nedkørsel, inden man fortsætter igennem fladlandet mod nordvest, hvor kun en lille bakke, der over 2,05 km stiger med 6,4% i snit efter godt 55 km er en lille udfordring.

Efter 65,2 km gælder det dagens indlagte spurt, inden man fortsætter mod nordvest igennem fladlandet frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 101,8 km. Den kommer næsten helt ude ved kysten og signalerer starten på finalen. Herfra drejer man nemlig stik syd, idet man skærer tværs over den halvø, hvor Marmaris har hjemme. Det betyder, at de sidste 25 km er betydeligt mere kuperede og byder på to mindre, ikke-kategoriserede stigninger. Den første af disse stiger med 6,6% over 2,3 km og har top efter ca. 105 km, mens den sidste, der bringer feltet op i næsten 250 m højde stiger med 6,8% over 3 km og har top med 10,5 km til mål. Der er imidlertid tale om en bred hovedvejsstigning uden sving, inden der venter en nedkørsel, der tillige er helt uden tekniske udfordringer. Den fører direkte ned til kystbyen Marmaris, hvor de sidste godt 5 km er flade. Her venter en ukompliceret finale, hvor man når kysten med 2 km igen, hvorefter man drejer ind på den lange, lige kystvej, der leder mod nordøst frem til mål.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1702 højdemeter.

Marmaris har været målby hvert eneste år siden 2006 og er dermed en af de hyppigst besøgte byer. Sidste år sikrede Sam Bennett sig et hattrick ved at vinde foran Edward Theuns og Simone Consonni. I 2016 vandt Sacha Modolo en reduceret massespurt foran Manuel Belletti og Marco Zanotti, mens André Greipel var hurtigere end Daniele Colli og Daniele Ratto et år tidligere. I 2014 slog Mark Cavendish Maximilano Richeze efter en opvisning af Quick-Step, der gav en tredjeplads til Mark Renshaw, efter at Greipel havde besejret Nikias Arndt og Moreno Hofland i 2013. Renshaw tog selv en sejr på målfoto foran Matthew Goss og Colli i 2012, og Belletti fik sin triumf i 2011, hvor han slog Roberto Ferrari og Wes Sulzberger. Senest det lykkedes et udbrud at holde hjem, var i 2010, hvor Giovanni Visconti var hurtigste i en kvintet, der nåede mål med et forspring på 13 sekunder. I 2009 blev etapen også vundet af et udbrud, da Daryl Impey var hurtigst af 9 mand, og Matteo Priamo var første mand til at vinde efter opgraderingen af løbet i 2008, også fra et udbrud. Forud for det vandt Ivailo Gabrovski i 2007, Igor Pugaci i 2006, Sergey Tretyakov i 2004 og Ghader Mizbani i 2002.

Vejret

Det smukke sommeragtige vejr fortsætter endnu en dag. Torsdag vil igen byde på en helt skyfri himmel og en behagelig temperatur på 26 grader. Der vil bare være en svag til let vind fra sydvest, hvilket giver side- og sidemodvind frem til dagens Turkish Beauty Sprint. Herefter drejer man ind i sidemodvind på de to stigninger, og det vil vare ved helt frem til det sidste sving, der leder ind i medvind på opløbsstrækningen.

Analyse af 2. etape

Han er nu lidt sær, ham Sam Bennett. Følger man cykelsporten tæt, er det ikke svært at finde mønstre i, hvornår på en sæson en rytter typisk præsterer. Nogle kommer altid bragende ud efter vintertræningen, andre finder først benene i løbet af det sene forår eller sommeren, og nogle har ry for altid at køre brølstærkt sidst på sæsonen, hvor alle andre er trætte. En evne til at genkende disse mønster kan være meget nyttig, når man skal udpege favoritter til løbene, også selvom de langt fra altid holder.

Bennett er i den sammenhæng et af de sjovere eksempler. Det er velkendt, at den lynhurtige irer har et ret skrøbeligt helbred, der ofte har givet ham store vanskeligheder med at køre stabilt, og han har meget ofte haft perioder, hvor han enten ikke har kunnet gennemføre sine løb, eller har været så langt fra sit topniveau, at man kan undre sig over, om der virkelig er tale om den samme rytter. Det sjove er, at de mange sygdomme synes altid at sætte ind på samme tid af året, og det har skabt et påfaldende identisk sæsonforløb igennem de seneste år, hvor den eneste forskel synes at være, at Bennett bare er blevet stærkere og stærkere undervejs.

Efter en ofte ganske succesfuld start i de tidlige sprinterløb synes Bennett altid at blive ramt af problemer i løbet af foråret. Klassikerresultater er det ikke blevet til, og selvom han sidste år vandt en etape i Paris-Nice, og han i år faktisk kørte brølstærkt i Volta a Catalunya, er der langt mellem snapsene i foråret. Først frem mod de store grand tours - Bennett har tidligere fokuseret på Touren, men i de seneste to år på Giroen - har han fundet sine bedste ben.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Derefter sker det samme år efter år. Bennett rammes af sygdom i sensommeren og efteråret. Det var tilfældet i 2016, 2017 og igen i 2018, hvor han i alle tilfælde løb ind i en periode fyldt med sene afbud eller tidlige exits. I år meldte han således fra til eller magtede ikke at gennemføre sine løb mellem sejren i Rund um Köln d. 10. juni og sidste uges 11. plads i Münster, og hvert år tænker man, at ireren måske bare skal tage på ferie og kalde det en sæson.

Som ved et trylleslag synes efteråret imidlertid at have en lindrende effekt på Bennett. I 2015 vandt han Paris-Bourges først i oktober, en bedrift, han gentog i 2016, hvor han også vandt en etape i Giro della Toscana. Sidste år kom hans form helt ud af det blå, da han pludselig slog nærmest hele sprintereliten i Münster og derefter fortsatte til Tyrkiet, hvor han med hele fire sejre gjorde nærmeste rent bord.

I år har mønsteret været så ensartet, at man må kaste et ekstra blik på kalenderen for at tjekke, om der vitterligt ikke stadig står 2017. Efter en bragende flot Giro og den typiske sensommerkrise lignede han pludselig igen sig selv i Münster sidste onsdag, hvor han dog spillede andenviolin bag Pascal Ackermann. Det viste imidlertid, at han var klar til at gentage sidste års succes i Tyrkiet, og da han i går med nærmest legende lethed manøvrerede rundt i finalen med et tilsyneladende kolossalt overskud, lignede han for første gang igen den rytter, der vandt hele tre etaper i Italien i maj.

Der var lagt op til nogle drabelige opgør med Fernando Gaviria i denne uge, hvor vi sikkert var mange, der så frem til at få en direkte styrkeudmåling mellem de to, der ikke har spurtet mod hinanden siden sidste års Giro. Desværre betyder Gavirias kravebensbrud, at vi går glip af den mulighed, men det har til gengæld for Bennett gjort det overordentligt sandsynligt, at han faktisk kan nærme sig sidste sæsons vanvittige sejrsstime i det tyrkiske løb. Allerede i går blev det i hvert fald tydeligt, at han er feltets i særklasse hurtigste, og havde det ikke været for Quick-Steps lille genialitet i finalen, var han utvivlsomt startet, hvor han slap i 2017.

I dag var han så opsat på revanche, og heldigvis vidste han præcis, hvad der skulle til for at få den. Situationen er nemlig helt den samme som i Giroen i maj. Quick-Step er til start med det i særklasse bedste tog, men til gengæld er Bennett feltets klart hurtigste mands. Eneste forskel er, at den værste rival denne gang er Alvaro Hodeg og ikke Elia Viviani, men derudover kunne vi lige så godt have befundet os i Støvlelandet for et par måneder siden, for reelt er der i massespurterne tale om en tvekamp mellem løbets hurtigste mand og det bedste hold.

Som i Giroen er opskriften derfor ret simpel. Fanger Bennett Hodegs hjul til sidst, har han med sin topfart ingen problemer med at sætte sig igennem. Bliver han derimod fanget i positionskampen, står Hodeg med de bedste kort, fordi han kan se frem til et perfekt lead-out fra fabelagtige Maximilano Richeze, der efter gårsdagens jubelstund er tilbage i den rolle, han mestrer bedre end nogen anden.

I dag var Richeze da også på pletten igen med endnu en sublim præstation. Det så ellers ud til, at et uorganiseret Quick-Step-hold havde klokket en anelse i det til slut, men med vanlig sans for timing og præcision skød Richeze frem på det helt rette tidspunkt. Herfra kunne Hodeg starte sin spurt præcis, hvor han ville, men desværre var slaget allerede på det tidspunkt tabt.

Med en enorm lethed havde den tilsyneladende meget formstærke Bennett manøvreret rundt i feltet og fanget det colombianske baghjul, netop som Richeze trådte an. Havde Hodeg set sig tilbage og anet den grønne trøje, ville han derfor vide, at det var ”mission impossible”, for herfra kunne der kun være ét udfald. Med samme høje topfart som i Giroen gik Bennett let forbi og viste dermed igen, at det kun kan gå for langsomt med at få ham at se i aktion i et sprinterfelt, hvor alle de bedste er til stede. Bora har nemlig i sandhed en sand irsk guldfugl, der lige nu kraftigt aspirerer til at true de allerbedste.

Hodeg måtte derimod sande, at han trods en flot første sæson på WorldTouren fortsat mangler det sidste for at kunne slå de helt store navne. Det er blevet til fire flotte sejre i det første år, men i de fleste tilfælde er de kommet i kraft af et godt lead-out. Når Hodeg skal spurte i direkte dyst mod sportens topnavne, er der fortsat arbejde at gøre. Heldigvis er der god tid for en mand, der tros alt stadig er i gang med sin første sæson på højeste plan.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Spurten viste også, at Bennett og Hodeg i årets felt er i en klasse for sig, og at det bliver meget svært for andre at komme til fadet. Det må være særligt frustrerende for John Degenkolb, der måske nok ikke er fan af lette sprinteretaper som disse, men som efter andenpladsen i Münster havde haft en formodning om, at han kunne gøre sig gældende. Sådan har det slet ikke været hidtil, men faktisk skyldes det mere hans overraskende svage hold end ham selv. På topfart har han aldrig kunnet matche Bennett, men det har været helt uventet at se, hvordan et på papiret så stærkt sprinterhold har været helt anonymt hidtil.

Bedre er det gået for Simone Consonni, der med dagens tredjeplads fortsatte den enorme konsistens, han har udvist igennem de seneste måneder, hvor han har vist, at han mestrer positionskampen som de færreste. Det samme har Jempy Drucker traditionelt gjort, men han har i det seneste års tid været i lidt af en sprinterkrise. I de seneste måneder har han imidlertid vist fremragende form, og den har i dette løb givet ham mulighed for at genfinde tidligere tiders agilitet i de hektiske finaler. Han kan kun ærgre sig over, at dette løb er en anelse for let til, at en alsidig og formstærk fyr har mange chancer.

I det hele taget er det et problem for mange af folkene i toppen af dagens etaperesultat. Consonni, Drucker, Degenkolb, Ivan Garcia, Edward Theuns og Enrique Sanz er alle typer, der har det bedst med en spurt efter en hård dag og et par stigninger. Derfor er den kontrollerede tyrkiske sprinterfest ikke ideel for dem, og lettere bliver det bestemt ikke af, at Bennett i øjeblikket synes at være i skræmmende form.

I morgen får de chancen for at sætte ireren under pres, når der endelig venter en halvhård finale i Marmaris. Her vil et par sene stigninger give rivalerne håb om, at den irske fartkonge kan sættes under pres, men som han kører i øjeblikket, kan det meget vel vise sig at være et falsk håb. Sidste års vinder af Marmaris-etapen hed nemlig… nå ja, Bennett. Den sære irer er jo som bekendt altid flyvende i oktober, når han har fået brændt sin sensommersygdom af.

Favoritterne

Som sagt er der helt sikkert mange af de mere alsidige sprintertyper, der har set frem til torsdagens etape til Marmaris, der er lidt af en klassiker i løbet. Mens det har været givet for mange af dem, at det ville blive svært at konkurrere med de bedste på de lette etaper, som vi har været vidner til de første to dage, er der mange, der håber, at de velkendte stigninger i morgen vil kunne skabe lidt mere spredning.

Det burde de da også gøre, ligesom mage af klassementsrytterne helt sikkert ser frem til at teste benene lidt af inden fredagens kongeetape. År efter år ser vi da også små stik fra favoritterne på denne etape, men da de alle ved, at det er fredag, der er D-dag, vil vi på den anden side næppe heller se store navne kaste sig ud i den helt store offensiv. Vi kan se frem til betydeligt mere underholdning end på de foregående etaper, men man skal ikke forvente det helt store dramatiske klassementsslag.

Netop det forhold, at Marmaris-etapen er en klassiker betyder nemlig også, at vi har en ret god ide om, hvad vi skal forvente. Profilen kan se drabelig ud, men man skal passe på med at overvurdere de to store hovedvejsstigninger i finalen. Samme afslutning er blevet benyttet hvert eneste år siden den store opgradering af løbet i 2008, og hvor det i de tidlige år ofte lykkedes et udbrud at holde hjem, har det ændret sig, efterhånden som feltet er blevet stærkere. Faktisk er etapen endt i en reduceret massespurt de seneste syd gange, og stigningerne har ikke engang været nok til at ryste sprintere som Mark Cavendish og Mark Renshaw, der begge har sejret.

Graden af udskilning afhænger naturligvis meget af vindretningen på stigningen, men denne gang vil en sidemodvind gøre det lettere for sprinterne at hænge med hjem eller evt. komme tilbage på nedkørslen. Samtidig kan det lægge en dæmper på angrebslysten, og da der er et hav af holdbare sprintere, der har udset sig denne etape som et stort mål, og da mange vil være opmærksomme på at spare sig til fredag, vil det være en overraskelse, hvis det ikke ender i en reduceret massespurt, ikke mindst fordi man denne gang også har ændret finalen i byen, så der denne gang er længere fra toppen og frem til stregen, ligesom afslutningen herigennem er blevet betydeligt mindre teknisk. Det store spørgsmål er derfor først og fremmest, hvor mange ryttere der vil overleve.

Udsigten til en mere kuperet rute burde sætte scenen for en lidt mere aggressiv start end de foregående dage, men et udbrud burde relativt hurtigt blive etableret. Derefter vil det nok for en gangs skyld være Bora, der efterlades med hovedansvaret for at jagte, da Quick-Step vil være meget usikre på, om Alvaro Hodeg kan overleve bakkerne. Måske vil Trek eller BMC give en hånd med, men alt taler for, at det vil være Bora, der alene skal sikre samling.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det burde de stærkere tysker nok kunne klare i et løb som dette, og herefter kan vi se frem til en aggressiv finale. Der vil helt sikkert komme angreb på begge stigninger, men med den generelle modvind vil det være svært at gøre store forskelle. I stedet forventer vi, at det overordnede tema vil være det pres, BMC, Trek, Bahrain, Katusha og måske Sunweb vil lægge, og det vil være udskilning bagfra, der vil være mest interessant. Herefter venter en hæsblæsende og meget let nedkørsel, der i den grad favoriserer feltet, og til slut kan vi se frem til en reduceret massespurt i en afslutning, er altså er betydeligt mindre teknisk end de foregående dage.

Mange håber at komme af med ham inden spurten, men det er umuligt at komme udenom, at Sam Bennett igen er dagens favorit. Ireren er ikke bare blevet hurtigere de seneste år, han er også blevet enormt holdbar. Mange vil sikkert huske, at han næsten kørte med de bedste på Montjuic-stigningen i Catalonien tidligere i år, ligesom han i Giroen klatrede så godt, at han endda angreb i finalen på den regnvejrsetape, hvor Viviani totalt eksploderede. Med andre ord har Bennett vist, at han er langt mere end bare en sprinter, og derfor er det næsten endda til hans fordel, at han undervejs skal over lidt stigninger.

Naturligvis hersker der lidt usikkerhed om formen efter en lang periode uden topresultater, men som skrevet ovenfor har han bevæget sig med en så ekstrem lethed, at han virker skræmmende stærk i øjeblikket. Han overlevede allerede stigningerne sidste år, og denne gang er han endda endnu bedre stiller. Finalen gør det lettere at sætte sig igennem på ren topfart, og derfor er Bennett igen tårnhøj favorit.

Hans værste rival må denne gang være John Degenkolb. Det kan godt være, at intet hidtil har fungeret for tyskeren, men vi skal ikke glemme, at han for bare en uge siden spurtede sig til en andenplads i det stærkt besatte sprinterfelt i Münster. I det hele taget har han siden Touren igen lignet sig selv i massspurterne, og han er som bekendt bedst, når spurten kommer efter et par sene stigninger. Han synes ikke at være i absolut topform, men han er fortsat en af de allermest formstærke sprintere. Derudover burde han kunne regne med støtte fra Fabio Felline, Kiel Reijnen og Koen De Kort til sidst, og han burde derfor stå bedre end mange andre, der vil tabe folk på stigningen. Alt sammen øger det chancen for, at han endelig kan vise sig frem.

Sammen med Bennett synes Jempy Drucker at være den mest formstærke sprinter. Han har kørt enormt stærkt i de seneste belgiske endagsløb, og i dette løb har han også været dybt imponerende med nogle meget lange spurter, hvor han alligevel har holdt de fleste bag sig. Derfor burde han i den grad kunne drage fordel af de sene stigninger, hvor det virker indlysende, at BMC skal forsøge at lægge pres på. Han foretrækker betydeligt mere tekniske finaler, og det ser da også svært ud at skulle slå Bennett i en spurt som denne, men med formstærke Patrick Bevin som lead-out man, har han måske en chance, især hvis det har været hårdt.

Alvaro Hodeg har gang på gang vist, at stigninger ikke just er hans force, og derfor ligner han blandt sprinterne det måske mest oplagte offer i finalen. Det kan til gengæld åbne døren for, at Maximilano Richeze igen kan få en mulighed, for modsat colombianeren er argentineren en glimrende klatrer, når han er i form. Hvor han står formmæssigt er måske lidt tvivlsomt, for han fløj ikke just på stigningerne i England i september, men på papiret burde han have en god chance for at klare sig. Desværre har han i det seneste års tid spurtet betydeligt svagere end tidligere, men han viste i San Juan i januar, at han trods alt stadig kan krydse stregen først, når han får et godt lead-out. Først og fremmest er han dog snu og god til at positionere sig. Vi udelukker heller ikke helt, at Hodeg kan komme med over. Sker det, vil han med Richeze som sidste mand naturligvis være den helt store rival til Bennett, men vi tvivler på, at det vil lykkes ham.

En anden holdbar sprinter er Simone Consonni, der sidste år blev nr. 3 på denne etape. Den unge italiener har som skrevet ovenfor været ufatteligt stabil på det seneste, hvor han med sin gode positionering har sikret sig et hav af topplaceringer. Han viste også med sin top 10 på 5. etape i Polen, at han på sine gode dage er enormt holdbar, men desværre har han haft det svært på stigningerne siden midten af Vueltaen. Han synes ikke længere at have sine bedste ben, og der er faktisk en risiko for, at han ikke kommer med over. Klarer han den, burde han imidlertid med sin gode positionering være godt stillet i kampen om endnu en topplacering.

Manden, der sidste år henviste Consonni til tredjepladsen, var Edward Theuns, der var Bennetts værste rival i 2017. I år har der imidlertid været meget langt mellem snapsene for belgieren, der befinder sig i et dybt hul. Heller ikke i dette løb er det gået specielt godt for Theuns, der i dag fik udstiller, at han slet ikke er så hurtig som tidligere. Samtidig er han stadig på vej tilbage efter styrtet i England, og derfor er det ikke sikkert, at stigningerne vil være den fordel, de egentlig burde være. I teorien burde han dog stå ganske godt i en finale som denne, da han i Nikias Arndt og Mike Teunissen har to meget holdbare folk til at køre sig frem. Dermed vil han være bedre støttet end mange andre med svagere hold, og det kan give ham hans chance. Falder en ikke helt formstærk Theuns fra, vil klatrestærke Arndt eller Teunissen tage chancen, men de er næppe hurtige nok til at vinde.

En anden rytter, der i den grad har fordel af det hårdere terræn, er Ivan Garcia, der imponerede med sin klatring i Vueltaen. Har han bevaret den form, kan løbet næppe blive hårdt nok for den talentfulde spanier, men til gengæld har vi også set, at han som sprinter er lidt for begrænset til at vinde. Til gengæld har han i Vueltaen vist, at han har udviklet en glimrende næse for positionering, der ellers hidtil har været hans svaghed, og det burde give ham bedre chancer for at kompensere for den manglende hurtighed.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det var virkelig en skam, at Szymon Sajnok fik mekaniske problemer i spurten i dag. Vi har ikke lagt skjul på, at vi har glædet os til at se polakken i aktion i dette løb, men den mulighed blev vi igen i dag berøvet. Sajnok havde ellers imponeret i positionskampen og sad perfekt placeret til at træde an. Nu håber han på revanche i morgen, hvor der til gengæld hersker usikkerhed om hans muligheder for at overleve. Han har vist fin holdbarhed i flere mindre løb, men det skal blive interessant at se, om han også klarer stigningerne her.

Løbet er hidtil ikke gået godt for den lokale helt Ahmet Örken, men nu håber han, at et par sene stigninger kan give ham bedre chancer. I de tidligere år er hans bedste resultater, herunder sidste års andenplads bag Bennett, nemlig kommet på etaper, hvor der har været en vis udskilning. Derfor håber han på et hårdt og selektivt løb, hvor de tunge folk bliver sat til vægs, og hvor han derfor igen kan vise, at han kan gøre sig gældende på dette niveau. Formen burde i hvert fald i top til sæsonens helt store mål.

Det har været opløftende at se Enrique Sanz præstere så godt på de rene sprinteretaper hidtil. Spanieren har nemlig aldrig været hurtig nok til at gøre sig gældende på lette etaper, og derfor lover det godt, at han har kunnet sikre sig to top 10-placeringer. Selvom han i år ikke har klatret så godt som tidligere, har han før været en af de meget holdbare sprintere, og selvom farten ikke rækker til sejr, burde han kunne sikre sig endnu et godt resultat.

Andre holdbare folk, der kan blande sig i en spurt, er Justin Jules, Sergey Shilov, Yevgeniy Gidick, Nathan Haas, Patrick Bevin, Jetse Bol, Michal Paluta, Mauro Finetto, Eduard Prades, men de bør ikke have farten til at vinde.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: John Degenkolb, Jempy Drucker

Outsidere: Maximiliano Richeze, Simone Consonni, Edward Theuns, Alvaro Hodeg

Jokers: Ivan Garcia, Szymon Sajnok, Nikias Arndt, Ahmet Örken, Enrique Sanz

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sam Bennetts sejr fra 2017, Sacha Modolos sejr fra 2016, André Greipels sejr fra 2015 og 2013 samt Mark Cavendishs sejr fra 2014.