Optakt: 3. etape af UAE Tour

SE UAE TOUR LIVE PÅ EUROSPORT PLAYER

Ruten

Efter to dage i hjertet af selve storbyen afsluttes de tre dage i emiratet Abu Dhabi med en gentagelse af den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at det vil ske igen i den første udgave af UAE Tour også - ikke mindst fordi der denne gang venter en anden lang stigning senere i løbet - men om ikke andet vil Jebel Hafeet atter give os en ganske klar indikation på, hvem der skal slås om den samlede sejr i den første udgave af Mellemøstens storløb.

Den 179,0 km lange etape følger det helt klassiske mønster som kendes fra Abu Dhabi Tour, også selv om ruten er modificeret en anelse i forhold til sidste års udgave. Starten går således atter i Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet, og etapen består først af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top. Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 25,9 km i byens nordlige udkant. Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod sydvest, inden det via endnu en lige, flad vej går mod sydøst tilbage mod Al Ain.

I stedet for at køre ind til byen fortsættes imidlertid mod sydøst vest om selve byzonen, således at man forbliver i ørkenen, mens man kører det sidste stykke ad en lidt mere snoet vej, der drejer mod nordøst og fører hen til bunden af målstigningen. Her venter den sidste spurt efter 165,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 9,5 km lange klatretur, der stiger med 7,4% i gennemsnit. Efter de relativt ujævne første 5 km, hvor kilometer 2 og 5 stiger med hhv. 9,0% og 10,7% i gennemsnit, bliver stigningen mere regulær over de sidste 4,5 km, hvor stigningsprocenten ligger relativt stabilt på 6-8%. Mod slutningen bliver det en anelse lettere, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1461 højdemeter.

Vi har set, at vinden kan spille en stor rolle. I 2017 angreb Nairo Quintana utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. Sidste år var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskelle, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten.

Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

Vejret

Helt som varslet blev dagens etape en blæsende affære, og der venter mere af samme skuffe tirsdag, hvor vejrudsigten er stort set uforandret. Der venter således en skyfri himmel og en temperatur på 24 grader, men også atter en hård vind fra nordvest. Det giver modvind på turen ud mod vendepunket, inden der venter et sidevindsstykke og derefter medvind på turen tilbage til Al Ain. Der er igen et kort sidevindsstykke i forbindelse med indløbet til stigningen, hvor der vil være direkte medvind hele vejen op.

Analyse af 2. etape

Forhåbentlig er den norske kaffe ikke af samme tvivlsomme kvalitet som meget af den mad, man finder hos vores norske broderfolk, der ikke just er kendt for deres kulinariske fristelser. Man må nemlig formode, at Alexander Kristoff fik sin morgenmokka helt galt i halsen, da han sidste efterår gennem medierne pludselig kunne erfare, at hans UAE-mandskab uden det store forvarsel var meget tæt på at skrive kontakt med Fernando Gaviria. Colombianeren havde ganske vist kontrakt med Quick-Step for endnu en sæson, men usikkerheden om sponsorsituationen betød, at manager Patrick Lefevere havde givet sin guldfugl frit spil til at se sig om efter nye græsgange, og det var den mulighed, som manager Giuseppe Saronni stod på spring til at udnytte med sin næsten uudtømmelige kilde af arabiske oliemillioner.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Kristoff troede sikkert, at han kunne tørre sveden af panden, da det i oktober blev annonceret, at Lefevere havde reddet den synkende superskude ved at lande en stor aftale med Deceuninck, der i teorien betød, at Gaviria var låst af sin kontakt. Så enkelt var det imidlertid ikke, for der stod allerede dollartegn malet i de brune colombianske øjne, da først antallet af nuller på den arabiske millionkontrakt var gjort op, og Lefevere indså hurtigt, at det ikke gav mening at holde på sprinterstjernen mod hans vilje. I stedet valgte han at frigøre et ikke ubetydeligt millionbeløb til fremtiden og i stedet satse på Elia Viviani og kometerne Fabio Jakobsen samt Alvaro Hodeg, mens Gavira fløj til Emiraterne for at tage hul på et noget tvivlsomt eventyr.

Derfor har der næppe heller været sendt julekort fra Kristoff til Lefevere for et par måneder siden. Den norske stjerne endte nemlig som den store taber i Lefeveres og Saronnis økonomiske armlægning. Efter desavoueringen på Katusha, hvor en skuffet Kristoff efter en alt andet en optimal 2017-sæson var blevet kørt ud på et sidespor af det schweiziske storhold, var han nemlig blevet en væsentlig del af den arabiske storsatsning, der skulle gøre det fallerede mandskab, der tidligere var Italiens cykelstolthed under Lampre-mandskabet, til sportens bedste, og Kristoff var tiltænkt rollen både som førstesprinter og førstemand i klassikerne.

Et mildt sagt katastrofalt 2018 fik imidlertid Saronni til atter at åbne pungen på vid gab og slå til, da Lefevere åbnede for sit brandudsalg af superstjerner, og i sportens ubønhørlige verden er et ord som bekendt kun et ord, indtil det ikke gælder længere. Kristoff havde ganske vist taget sit livs sprinterskalp i Paris under Touren, men derudover havde 2018 været et år til den norske glemmebog, og derfor var det meget forståeligt, at Saronni slog til, da den colombianske mulighed bød sig til.

Det har med megen rette affødt en del kritik af Gaviria, der helt åbenlyst synes at ofre de sportslige resultater til fordel for ussel mammon. Det var i hvert fald svært at se, hvordan et skifte væk fra verdens måske bedste sprintertog og ikke mindst lead-out-manden og vennen Maximilano Richeze skulle gøre det nemmere for colombianeren at fortsætte sin kometkarriere. Mens Quick-Step er kendt som en ren vindermaskine, ikke mindst på sprinterfronten, forholder det sig stik modsat for UAE, der i hvert fald i 2018 syntes at kvæle selv de største talenter.

Jeg har selv hørt til blandt de skarpeste kritikere af Gavirias beslutning, der ifølge Lefevere da også var ansporet mere af rå dollar end af sportslige hensyn. I bagklogskabens ulideligt klare lys ser det imidlertid ud til, at jeg og de mange andre kritikere må væde ganen, så vi kan tygge os igennem vores ord igen, for den første del af sæsonen har gjort alle negative kommentarer til skamme. Først var det nemlig unge Simone Consonni, der i Argentina viste sig som en eminent lead-out man og to gange leverede etapesejre til Gaviria på et sølvfad, og i dag viste Kristoff så i årets første helt store gigantslag mellem sprinterne på UAE Tours 2. etape, at han på alle måder er den fødte lead-out man, da han med tårnhøj klasse nærmest ene mand sikrede det arabiske storhold en meget vigtig og forløsende sejr i det hjemmebaneløb, hvor de med deres A-hold skal præstere.

Som skrevet i gårsdagens optakt var det dog til at forudse. Kristoff har nemlig alle de egenskaber, der gør en god lead-out man, og det har længe ligget i kortene, at han ville være skabt til den rolle, hvis altså han kan forlige sig med opgaven. Topfarten er nemlig ikke god nok til, at han selv kan slå verdens supersprintere, men hans uforlignelige evner i positionskampen samt hans antieksplosive sprinterstil, hvor han stille og roligt skruer op til en fart, han kan holde over en enormt lang distance, er lige præcis det, der efterspørges af manden, som skal aflevere sprinteren.

Forventningerne til Kristoff var der for store, da han i dag for første gang skulle i aktion i sin nye rolle, og han leverede fra første færd. Med et fuldstændig sublimt lead-out satte han Elia Vivianis supertog med Fabio Sabatini og Michael Mørkøv til vægs, netop som belgierne havde troet, at de som altid havde sat sig afgørende igennem. Kristoff blæste med lethed forbi dem begge, og bag ham sad Gaviria klinet til feltets bedste baghjul. Den altid snu og årvågne Viviani havde heldigvis læst situationen rigtigt og sprang lynhurtigt ind bag manden, der sidste år henviste ham til rollen som andensprinter, og han havde derfor alle forudsætninger for at gøre arbejdet færdigt. Gaviria var da også tæt på at åbne en anelse for tidligt i den knaldhårde modvind, der klart favoriserede den bagfrakommende Viviani, men i sidste ende viste den formstærke colombianer klasser ved akkurat at holde sin tidligere holdkammerat bag sig.

Sejren er naturligvis i første omgang vigtig for UAE alene af den grund, at der var arabiske krav om resultater på hjemmebanen, men i virkeligheden har sejren langt mere vidtrækkende konsekvenser, fordi det viser, at Gaviria ikke er spor ringere stillet, når han til sommer stiller til start i Touren med Consonni og Kristoff ved sin side. Lefevere havde måske nok glædet sig til at sende Gaviria et ”hvad sagde jeg” efter en serie af Viviani-sejre på de franske landeveje, men efter i dag er de i forvejen temmelig grå belgiske lokker næppe blevet mindre grå.

Det er de til gengæld i Katusha-lejren. Efter katastrofen i 2018 pegede meget ellers på, at Marcel Kittels dedikerede munketilværelse igennem vinteren havde bragt ham på spor af en gentagelse af succesen fra 2016, hvor en fokuseret off-season gjorde det muligt at vende en rædselssæson til den helt store jubeloplevelse. Han lagde i hvert fald ud som lyn og torden med både stor topfart og stærk klatring i de indledende sprinterløb, og der var derfor al mulig grund til optimisme forud for årets første helt store test for den tyske sprinterkonge.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

På det personlige plan har Kittel egentlig ikke grund til at lægge en dæmper på den optimisme efter dagens lidt kedelige 8. plads. Den alt andet end holdbare tysker viste nemlig atter storform ved uden de store problemer at klare splittelserne i sidevinden, hvor stærke folk som Elia Viviani og Tom Dumuoulin, der ikke just er novicer i den ædle, men vanskelige kunst, ellers var blevet sat tilbage. Til gengæld blev han atter hevet ned på jorden, da røgen havde lagt sig på Abu Dhabis vindblæste boulevarder, efter at hans sprintertog igen havde fået sig en solid lektion af sportens stærkeste hold.

En stor del af Kittels fiaskoer i 2018 skyldtes nemlig en kombination af hans egne ringe positioneringsevner samt et hold, der slet ikke kunne matche de bedste. Der var ellers forhåbninger om, at tilbagevendte Marco Haller, der missede næsten hele sidste sæson med en slem skade, i rollen som tredjesidste mand kunne lukke hullet op til sportens mest velsmurte maskiner, men efter i dag må man sande, at der fortsat er lang vej igen. Alt så ellers lovende ud, da Haller på den sidste kilometer ramte fronten, men da først Sabatini og siden Kristoff åbnede for gassen, stod både østrigeren og Rick Zabel nærmest stille, og da Gaviria indledte spurten, var Kittel allerede sejlet så langt tilbage, at vi aldrig fik lejlighed til at se, om han vitterligt er lige så hurtig, som han engang var det.

Det gør vi forhåbentlig senere i løbet, når han på 5. etape kan gå efter revanche i endnu en powerspurt, hvor det svage tog forhåbentlig ikke er alt for stor en hæmsko, men det ser under alle omstændigheder ud til, at sejre også i år snarere vil være undtagelsen end reglen for Kittel. Når han ikke kan sætte sig igennem i enkle finaler som denne, bliver det i hvert fald meget vanskeligt i Europas kringlede og komplicerede afslutninger. Man må håbe, at han kan få sig en succesoplevelse eller to i denne uge, for ellers kan man frygte, at han meget hurtigt igen mister den moral, der nu to gange tidligere også har knækket ham.

Moralen er næppe heller al for høj i Bora-lejren og hos Sam Bennett. Ireren har ellers efter en lovende start i San Juan været fyr og flamme efter at bevise sit værd for Bora-ledelsen, der over vinteren kastede et blik på hans og Pascal Ackermanns pas og vurderede, at alene farven betød, at sidste års vinder af tre etaper måtte se sig degraderet til rollen som tredjesprinter uden muligheder for at vende tilbage til Giroen. Derfor er denne uge så vigtig for Bennett, da den repræsenterer en chance for i det skrappest mulige selskab at vise Ralph Denk i managerkontoret, at han altså er en af verdens allerhurtigste, som han senest viste det i Italien sidste forår, hvor han flere gange gav Viviani nogle gedigne prygl.

Desværre lider Bennet under de samme problemer som Kittel, nemlig at han slet ikke mestrer positionskampen. Det så vi senest i Argentina, hvor han på 1. etape tabte hjulet på Erik Baska og aldrig kom til at spurte, og det scenarium gentog sig i dag. Baska gjorde det ellers fremragende og sad fint placeret i 5. position, men Bennett selv var alt for langt tilbage, og selvom han i selve spurten atter dokumenterede sin enorme topfart, rakte det altså blot til en 6. plads. Situationen bliver bestemt ikke lettere af, at hans tidligere lead-out man, den knalddygtige Rudiger Selig, også er overflyttet til Ackermanns hold, og derfor bliver det faktisk vanskeligt for Bennett at opnå de resultater, som hans topfart burde berettige til.

Løbets sidste topsprinter, Calebn Ewan, må sidde med en lidt blandet smag. Efter Lottos store fiasko i Australien måtte han igen sande, at hans nye hold fortsat har det meget svært i kampen mod storholdene, men selv viste han fin næse for positioneringen ved at gribe Vivianis hjul i finalen. Herfra blev han imidlerti bremset en anelse, da Kristoff faldt tilbage, og derfor havde han aldrig en chance i kampen mod Gaviria og Viviani. I Tour Down Under var der små tendenser til, at ”The Pocket Rocket” måske kan genfinde forumds hurtighed, men dagens spurt gav ikke noget bevis på, at han atter har farten til at slå Viviani og Gaviria, som han ellers var hurtigere end i 2017.

Spurten var også en lejlighed til at se nogle af sportens mest lovende talenter måle sig med eliten, men de fleste fik sig en lussing. Mest grund er der til at fremhæve supertalentet Matteo Moschetti, der har kurs mod at blive den næste italienske storsprinter. Helt på egen hånd viste den heroisk kæmpende neopro stor klasse og beundringsværdigt mod i kamp mod de store tog, men han endte med at kæmpe alt for længe i vinden ganske alene. At han alligevel endte på en 11. plads er faktisk yderst lovende, og efter en overraskende stærk klatreindsats i bjergene i Provence har han i årets først løb virkelig vist, at han med lidt mere støtte kan komme rigtigt langt.

Lige så store glæde må der være hos Kristoffer Halvorsen. Den norske guldklump har ellers i 2018 måttet indse, at valget af Sky viste sig at være helt forkert, da han i et resultatløst år kunne se sine jævnaldrende Jakobsen og Hodeg indtage sprinterscenen, mens han selv var helt usynlig. I Australien fik han imidlertid endelig sin første sejr i et dog ganske svagt besat Herald Sun Tour, og i dag håndterede han så i et af de skarpest mulige felter positionskampen fremragende. Han er stadig hæmmet af den manglende støtte, men forhåbentlig kan 2019 blive året, hvor han viser, hvorfor han i 2017 var regnet som verdens kommende supersprinter.

De to tyske sprinterkometer Max Walscheid og Phil Bauhaus fik sig til gengæld en lærestreg. Sunweb og Bahrain måtte nemlig indse, at timing i modvindsspurter er en meget ædel kunst, som de i dag slet ikke mestrede. Begge dominerede de store dele af finalen, men da først de virkelige specialister åbnede op var gassen allerede gået af ballonen, og de ellers så hurtige tyskere kunne ligesom landsmanden Kittel aldrig få lov at spurte. Mere forventeligt var det, at lynhurtige Jakub Mareczko som altid var helt ude af position, og trods endnu en flot spurt måtte han atter sande, at han heller ikke på BMC har den støtte, der gør det muligt for ham på den store scene at tage de sejre, hans topfart berettiger til. Og Mark Cavendish måtte igen sande, at han fortsat har lang vej igen, hvis han nogensinde skal være mere end en skygge af den mand, der aspirerer til rekorden over flest Tour-etapesejre

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

For favoritterne blev det alt andet end en rolig dag, da den varslede sidevind som forventet rev feltet i stumper og stykker. Det truede en kort overgang med at ødelægge løbet for Tom Dumoulin og Wilco Kelderman, der lidt overraskende sov i timen, samt Richie Porte, der endnu engang viste, hvorfor han er et af de letteste ofre, når vinden tager fat. Hård modvind i en senere fase samt uopmærksomhed fra Viviani, der derfor satte Deceuninck til at jagte, gjorde dog, at alarmen kunne afblæses, og da vejene i finalen lå i ly af storbyens giganthuse, var den eneste konsekvens af dagens drama, at en snu Kelderman sikrede sig et enkelt bonussekund i den sidste spurt og dermed vendte en lurende katastrofe til en ganske lille gevinst.

Det blegner imidlertid mod det, der kan vindes og tabes i morgen. Her venter nemlig løbets ikoniske kongeetape til Jebel Hafeet, hvor en kraftig medvind vil sikre, at feltet kan sprænges til atomer. Det er her Porte, Valverde og de andre klatrere skal forsøge at genvinde den tid, de i går tabte til Primoz Roglic, Dumoulin og Kelderman, og med tanke på den modvind, der venter på fredagens etape til Jebel Jais kan det meget vel vise sig også at være den eneste. Og da sidevind i ørkenen samtidig truer med at skabe drama allerede tidligt på etapen, er der garanti for knaldgodt cykelløb i det, der ligner årets første virkelig store klatreslag på WorldTouren.

I mellemtiden kan Kristoff så gemme sig i feltet, hvor han må forsøge at forlige sig med sin nye rolle. Dagens præstation er nemlig et tveægget sværd, der blot gør det endnu mere klart for UAE-ledelsen, at han befinder sig bedst i rollen som lead-out man. Han får ganske vist sin chance i klassikerne - selvom Milano-Sanremo stadig hænger som et uløst problem i den arabiske lejr - men som Tour-sprinter er hans dage nok talte.

Han har heller ikke lagt skjul på, at den situation bestemt ikke huer sig, men sådan er det jo med tvangsægteskaber. Begge parter er sjældent lykkelige, men ofte kan bagmændene være svært tilfredse. Sådan er det også i Emiraterne.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af denne analyse er det blevet klart, at Rick Zabel stod af undervejs, og at han derfor var fraværende i finalen. Det forklarer en stor del af Katusha-mandskabets tamme præstation.

Favoritterne

Som sagt kunne Richie Porte, Tom Dumoulin og Wilco Kelderman alle tørre sveden af panden, efter at sidevinden i dag var ganske tæt på at lægge deres løb i ruiner. Heldigvis blev alarmen afblæst, og dermed er alle løbets forhåndsfavoritter fortsat i spil til at kæmpe om sejren på de etaper, der har været udset som de udslagsgivende.

Den vigtigste af disse venter allerede tirsdag. Jebel Hafeet er ikke blot sværere end Jebel Jais, der skal bestiges på fredag, vindforholdene gør, at det meget vel kan blive den eneste reelle mulighed for klatrerne til at gøre en forskel. Da mange samtidig har en del tid at hente efter holdløbet, er der garanti for drama på løbets på papiret vigtigste etape.

Dagens etape var en overordentligt blæsende affære, og det ser ud til, at den kraftige nordvestenvind vil vare ved hele ugen. Det kan give nogle ret dramatiske dage og også betyde, at det slet ikke kun e klatreben, der vil afgøre løbet eller morgendagens etape. Faktisk så vi allerede for nogle år siden, at feltet splittedes i ørkenen inden Jebel Hafeet, og efter dagens drama er det slet ikke usandsynligt, at det vil gentage sig tirsdag.

Starten på etapen burde dog blive ganske rolig, da en kraftig modvind vil kvæle al initiativlyst. Det betyder, at vi formentlig igen vil se Gazprom og Novo Nordisk gå i offensiven fra km 0, hvorefter Jumbo skal løfte ansvaret i feltet. Modvinden vil sikkert igen betyde, at forspringet bliver stort, og hollænderne kan ende med at skulle føre det meste af tiden selv. Movistar, Trek og måske også UAE og Sunweb kan tænkes at give en hånd med, men det er langt fra givet.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Etapen vil ændre karakter, når man ude i ørkenen drejer ind i det korte sidevindsstykke, og her kan feltet meget vel splittes til atomer igen. Derefter vil der endda være medvind næsten hele vejen frem til bunden af Jebel Hafeet, og selvom der er ganske langt, betyder det, at det faktisk kan lade sig gøre at bibeholde splittelserne. Det kræver dog en determineret indsats og vil formentlig kun ske, hvis en eller flere af favoritterne er sat af. Ellers vil der sikkert ske en regruppering, men vinden vil konstant bidrage til nervøsitet, og derfor vil turen frem mod Jebel Hafeet blive lynhurtig. Der venter endda mere sidevind på de sidste km frem mod stigningen, og her kan der ske yderligere splittelser, selvom terrænet der næppe er helt åbent nok.

Med andre ord burde det koges ned til et opgør mellem favoritterne på selve stigningen, men det er altså ikke helt utænkeligt, at en klatrer eller to er sat af forinden. Det er her særligt folk som Richie Porte, David Gaudu, Dan Martin, Louis Meintjes og Ilnur Zakarin, der er sårbare, og selvom vi ikke tror det, risikerer de at være ude af billedet allerede inden selve stigningen.

Med nu hele fire besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour kender vi efterhånden alt til denne stigning, der vil være rammen om det første af de to store klatreslag. Vi ved, at den er yderst følsom over for vinden, som vi så det i 2017, hvor stakkels Nairo Quintana grundet modvind ikke kunne gøre forskellen og slet ikke havde holdet til holde tingene under kontrol, og det blev derfor lidt tilfældigt, at det var Rui Costa og Ilnur Zakarin, der kørte væk. Sidste år var forholdene gunstigere, og her kunne Alejandro Valverde og Miguel Angel Lopez uden de store vanskeligheder sætte rivalerne til vægs.

Det er ikke mærkeligt. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller, hvis man ikke har vinden i ansigtet på den åbne vej. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og det vil blive betydeligt mere enkelt i år, hvor der er en meget kraftig medvind hele vejen op. Årets udgave kan derfor meget vel blive den mest selektive udgave af de tre, vi har set på WorldTour-niveau.

Feltet af klatrere er som bekendt knivskarpt, og der er derfor ikke en indlysende favorit. Vi vover dog pelsen og sætter pengene på Richie Porte, selvom det altid er farligt at satse på australieren, der særligt i februar ikke just er kendt for stabilitet. Efter skuffelsen i 2018 viste han med endnu en overlegen sejr på kongeetapen i Tour Down Under, hvor han trodsede den knaldhårde modvind og leverede en regulær magtdemonstration, at han er tilbage, men siden blev han ramt af sygdom under Herald Sun Tour. Alligevel var han med helt fremme, og det viser, at grundformen i hvert fald er, hvor den plejer.

Det lover godt for Porte, der igennem flere år har været den dominerende skikkelse i forårets ugelange etapeløb. I 2016, 2017 og 2018 var han i hvert fald den i særklasse bedste klatrer, når han var i form, og han bekræftede blot sin tårnhøje klasse på Mur-de-Bretagne under Touren, indtil det ærgerlige styrt igen satte ham ud af spillet. Porte har tidligere haft et lille formdyk i februar, og der er derfor ingen garanti for, at han stadig er helt på toppen, men da Paris-Nice er forårets store mål, burde han være skarp. Han har meldt ud, at han igen vil vinde lidt mere i løbet af foråret, som han gjorde det i 2017, og det er ildevarslende for konkurrenterne.

Samtidig kommer medvinden ham til gode, og dermed bliver det langt lettere for løbets bedste klatrer med sit uimodståelige ryk at sætte sig igennem. Samtidig har Porte tabt så meget tid, at han har mere frihed end de fleste, og derfor står han med gode kort på hånden. Det kræver, at han ikke bliver sat af i sidevinden, men klarer han den hurdle, og er han ikke for mærket af sin sygdom, bør stigningen være svær nok for Porte til at tage sæsonens anden sejr.

Sidste år sejrede Alejandro Valverde på stigningen, da han let overspurtede Miguel Angel Lopez til sidst, men dengang var han også begunstiget af en skræmmende form. I år har det været tydeligt, at hans udlæg har været mere afmålt, efter at han i 2018 brændte ud allerede inden klassikerne. Det har dog ikke forhindret ham i at være med i front i alle løb, og senest i Murcia, hvor det kun var en forsigtig nedkørsel, der kostede ham den samlede sejr, viste han, at formen bare bliver bedre og bedre, og nu er han formentlig endnu skarpere.

Der er imidlertid også usikkerheder. Valverde havde i 2018 kun én svaghed, nemlig evnen på lange stigninger. Det blev tydeligt i Vueltaen, hvor han var sublim på de eksplosive mure, men kom til kort, når vi ramte de rigtige bjerge. Jebel Hafeet er ikke en specielt svær stigning, men særligt i medvinden kan den blive lidt for lang for Valverde, der ikke i samme grad kan drage fordel af sit punch. Omvendt er han naturligvis den måske mest formstærke klatrer, og han har den fordel, at han altid vil vinde en spurt. De lettere sidste kilometer taler også til fordel for eksplosive Valverde, der bliver meget svær at slå, hvis han stadig er med så langt - og hvis hans svage hold ikke efterlader ham lidt for alene med alles øjne hvilende på den smukke regnbuetrøje.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Forud for løbet var vi meget usikre på Primoz Roglic. Sidste år lagde sloveneren nemlig meget blødt ud, og da han i år endda satser på Giroen, kunne man have en formodning om et endnu mere afmålt forår. Sådan ser det imidlertid ikke ud til at være, efter at han efter holdløbet erklærede sin klare ambition om at vinde. Efter en træningslejr på Tenerife ventes han derfor at være skarp, og nærmer han sig toppen, er han næsten umulig at sætte på en stigning som denne. Det måtte Egan Bernal sande i sidste års Romandiet Rundt og Mikel Landa på de baskiske landeveje, og derfor må han formodes at være med i front. Han er tillige ganske hurtig, så selvom han ikke har en chance mod Valverde, kan han slå de fleste på stregen. Der hersker naturligvis stadig en vis usikkerhed om formen, og derudover kan han få problemer med som løbets førende at skulle lukke for mange huller som følge af et svagt hold, men i medvinden kan han jo altif bare lade benene tale og dermed gøre det hele meget enklere.

Dan Martin har af UAE-ledelsen fået ordre på at være i form til arabernes hjemmebaneløb, og det har han adlydt. Han har trænet hårdt igennem vinteren og testede benene i Valencia, hvor han var svært tilfreds med udkommet. Nu skulle han gerne have ramt en første lille formtop, og det gør ham farlig i en finale, der passer ham fint. Stigningen er nemlig ikke for lang, og det passer eksplosive Martin, der i de senere år er blevet langt bedre på de rigtige bjerge. Ligesom Porte er han begunstiget af at have tabt tid holdløbet, og han har gang på gang vist, at han med sin sublime timing mere end andre formår at udnytte den form for frihed til at snige sig væk. Samtidig er det kun Valverde, der slår ham i en stigende spurt, og dermed har han alle forudsætninger for at kunne fortsætte UAE-holdets drømmestart - hvis han da holder sig til i sidevinden, hvor han er meget sårbar.

Tom Dumoulin befinder sig i samme situation som Roglic. I Touren så vi, at klatrer nogenlunde lige godt, begge gør de sæsondebut, begge har de vundet tid på holdløbet, og begge har de meldt ud, at ambitionerne er tårnhøje. Dumoulin var svært uheldig sidste år, men viste god form, og det ventes han også at gøre i dag. Dagens blunder i sidevinden skyldtes formentlig uopmærksomhed og ikke manglende form, og evigt stabile Dumoulin ventes at være med helt fremme. Her vil han sammen med Wilco Kelderman kunne udgøre en meget farlig duo, der ikke bliver let at holde styr på, og Dumoulin har altid vist, at hans speciale er etaper, der indledes fladt og ender med bare en enkelt stigning. Hans power passer godt til en regulær opkørsel, og da han også er relativt hurtig i en stigende spurt, har han gode chancer for at vinde etapen.

Havde dette været 2018, havde vi ikke tiltænkt Gianni Moscon nogen stor rolle. Efter et drømmeefterår, hvor han blev nr. 5 ved et regulært klatre-VM har han imidlertid vist, at han nu skal tages seriøst også på længere stigninger. En stor dag i bjergene er måske stadig hård kost, men en relativt eksplosiv finale som denne burde være guf for kraftfulde Moscon. Han gør sæsondebut, hvorfor hans form er ukendt, men forud for brostenssæsonen og med en colombiansk træningslejr i benene burde han være skarp. Stigningen her er aldrig meget stejl, og det burde passe det italienske vidunderbarn, der særligt i den sidste del kan gøre brug af sin power og sin gode spurt til at vise, at han bliver helt ustoppelig i årets klassikere.

Alle, der var på Mallorca sidst i januar, vil vide, at Emanuel Buchmann er i skræmmende form. Den unge tysker synes at være klar til at tage det næste store skridt efter et 2018, hvor han mistimede formen til Vueltaen, men grundlæggende gjorde store fremskridt. Han overraskede alt og alle med sin sublime kørsel på Mallorca, og selvom konkurrenterne nok har hentet lidt ind over de forløbne uger, burde han være en af de mest formstærke. En lang stigning passer ham, og han har fordel af at være en underdog, der tillige har tabt en del tid. Det kan give ham den fornødne frihed, som han i medvinden vil have bedre forudsætninger for at udnytte. Til gengæld skal han alene til stregen for at vinde, da han ikke just er feltets hurtigste.

Sidste år sad både Dumoulin og Wilco Kelderman med helt fremme, indtil førstnævnte blev sat ud spillet med en defekt. Kelderman sikrede sig imidlertid en samlet 2. plads og viste forrygende form fra start af en sæson, der ellers blev ødelagt af skader. Han fandt aldrig sin bedste form som følge af de mange uheld, men efter en træningslejr på Teide burde han være god fra sæsonstart. Han sov i sidevinden i dag, men viste opmærksomhed ved at sikre sig et bonussekund, ligesom han også kørte stærkt på holdløbet. Siden skiftet til Sunweb har han generelt klatret fremragende, ikke mindst i Vueltaen i 2017. Han vinder ikke på ren styrke, men som andenviolin på et Sunweb-hold med to kort står han meget stærkt i skyggen af Dumoulin, hvor han har mere frihed.

Alle, der så Tour La Provence, vil vide, at supertalentet David Gaudu efter det elendige 2018, endelig er klar til at vise sit potentiale på den store scene. Den klejne franskmand er flyvende i øjeblikket, og selvom han havde fortrukket en stejlere stigning, har han evnerne til at gøre sig gældende her også, ikke mindst med den kraftige medvind. Ingen frygter ham, og derfor har han muligheder, som de store stjerner ikke har, og det vil han være klar til at udnytte. Han skal først overleve sidevinden, men sidder han med frem til stigningen, bliver det meget spændende at se, hvor langt han kan komme.

En af løbets jokere er Ilnur Zakarin. Russeren skal forsøge at rejse sig efter et elendigt 2018, og da han er en langsom starter, skal man måske ikke have de helt store forventninger. Omvendt blev han jo faktisk nr. 2 på denne etape for to år siden, og for tre år siden vandt han kongeetapen i Paris-Nice. Med andre ord kan han godt præstere tidligt på året, og finder han sit gamle niveau, er han en af verdens skarpeste klatrere. Det han har stadig til gode at vise, men det kan han passende gøre i morgen - hvis han altså overlever sidevinden, hvor han er et oplagt byrre.

Det er Michal Kwiatkowski ikke, men vi er ikke helt sikre på, hvor polakken står formmæssigt. Sidste år brændte han ud for tidligt, og derfor taler meget for, at han med Ardennerne som mål forsøge at holde lidt igen denne gang. I forvejen er han ikke en ren klatrer, og derfor kan denne stigning være for lang, ikke mindst fordi medvinden vil gøre det selektivt. Omvendt ved vi, at en formstærk Kwiatkowski godt kan være med på en powerstigning som denne, hvor han til sidst endda kan gør brug af sin gode spurt i den lette finale. Derfor afhænger alt af, hvor han står formmæssigt.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Sidste år lagde Davide Formolo meget stærkt fra land på denne etape. Derfor er der grund til at tro, at det samme vil gælde i år, men vi ved det endnu ikke. Han fandt aldrig helt melodien i sine store mål sidste år, men der var tegn på, at han kan nærme sig det niveau, vi alle troede, at han kunne finde. Han har tabt tid på holdløbet og vil sammen med Buchmann kunne udgøre en farlig duo, der kan angribe på skift.

Endelig er der Bauke Mollema . I de senere år er det blevet tydeligt, at han i de høje bjerge slet ikke er på sit gamle niveau, men måske kan han rejse sig i dette løb. Han kørte i hvert fald som en drøm på Mallorca, hvor han sågar overspurtede Valverde på toppen af en stigning, og han er derfor utvivlsomt knivskarp. Sammen med Porte kan han derfor udgøre en meget skarp duo, men det kræver først, at han viser, at han vitterligt kan finde det klatreniveau, han på lange stigninger ikke har haft siden jubelåret 2016.

Andre kandidater er Tejay van Garderen , der efter et stærkt holdløb som en altid god starter kan ventes at gøre det ganske godt, Roman Kreuziger¸ der dog har en del at bevise efter en svag start i Valencia, Louis Meintjes, der mangler eksplosivitet og aldrig er skarp fra start, og Sebastien Reichenbach, der desværre skuffede i Provence. Gorka Izagirre, Damiano Caruso, James Knox, Kenny Elissonde, Pavel Sivakov, Dries Devenyns, Daniel Navarro, Rui Costa, Diego Ulissi, Alessandro De Marchi, Tsgabu Grmay, Tony Gallopin, Ildar Arslanov og Maximilian Schachmann kan alle gøre det godt, men bør ikke være med helt i front. Og så skal det blive meget interessant at følge talentfulde Bjorg Lambrecht og ikke mindst supertalentet Remco Evenepoel ¸ som dog ikke bør være med helt fremme i dette selskab trods en meget overbevisende 1. etape. Rohan Dennis arbejdede for holdet i dag og ligner en ren hjælper, og Vincenzo Nibali er her alene for at træne, mens Laurens De Plus og Ruben Fernandez skal ofre sig for hhv. Roglic og Valverde.

Feltet.dks vinderbud: Richie Porte

Øvrige vinderkandidater: Alejandro Valverde, Primoz Roglic

Outsidere: Dan Martin, Tom Dumoulin, Gianni Moscon, Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman

Jokers: David Gaudu, Ilnur Zakarin, Michal Kwiatkowski, Davide Formolo, Bauke Mollema

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Alejandro Valverdes sejr fra 2018, Rui Costas sejr fra 2017, Tanel Kangerts sejr fra 2016 og Esteban Chaves’ dramatiske sejr fra 2015

SE UAE TOUR LIVE PÅ EUROSPORT PLAYER