Optakt: 4. etape af Etoile de Besseges

Ruten

Dengang løbet fulgte et helt fast format, skulle man om lørdagen altid slutte etapen med den klassiske spurt på den såkaldte mur i Laudun, der imidlertid ikke var nogen svær sag. Det ændrede man dramatisk på i 2020, hvor man som noget nyt havde en decideret bjergafslutning på den korte, men stejle Mont Bouquet i en uset hård udgave af løbet. Den finale vender dog ikke tilbage i 2021, hvor 4. etape er mere klassisk, men som noget nyt byder den på en ganske interessant puncheurfinale på en bakke, der er længere end afslutningen på 1. etape.

I alt skal der tilbagelægges 150,2 km, der fører feltet fra Rousson til Saint Siffret. Startbyen er en forstad til søndagens målby, Alés, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod nordøst, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Cote Lussan (6,4 km, 3,2%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes allerede efter 15,0 km, hvorefter man fortsætter videre mod sydvest igennem let kuperet terræn. Denne fase afsluttes med et længere faldende stykke, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Cote de Cavillargues (1,6 km, 5,2%), der ligeledes er helt jævn og har top efter 42,8 km. Herfra kører man via en bakke videre mod syd, indtil man igennem fladt terræn kører mod sydvest ned til målbyen, hvor målstregen efter 61,6 km for første gang krydses på toppen af finalebakken (1,1 km, 5,5%) i forbindelse med dagens første spurt.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 46,6 km lang og indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod syd, sydøst og vest, inden man via en bakke kører mod nord op til byen Uzes. Herfra går det videre mod nordøst og sydøst, indtil man kører mod vest op ad endnu en lille bakke. Herfra falder det mod sydvest, inden man kører mod syd op ad målbakken for anden gang i forbindelse med dagens anden spurt, der kommer efter 108,2 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nu afsluttes etapen med to omgange på en 21,0 km lang rundstrækning, der er en forkortet udgave af den forrige, idet man skærer både den nordligste og den sydligste del fra. Det betyder, at man kører mod sydvest og vest gennem faldende terræn og derefter mod nordøst op ad bakken til Uzes. Herfra får det videre mod nordøst og siden mod øst ad en ny lille bakke, indtil det falder let mod sydøst ned til målbyen, hvor målbakken venter igen. Først drejer man til venstre med 2,7 km igen og siden to gange i rap med 1300 m igen. Stigningen stiger som sagt med 5,6% over 1,1 km fordelt med 4,2% over de første 500 m og 7,0% over de sidste 600 m. Der er en tredje og sidste bonusspurt ved tredje passage af målstregen efter første omgang, dvs. efter i alt 129,2 km.

Etapen byder på i alt 1760 højdemeter.

Saint Siffret har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Vejret

For en uge siden så det ud til, at løbet ikke skulle martres af vind, men det bliver det alligevel. Efter nogle flotte dage venter der nemlig en voldsom lørdag. Regnen kommer først om aftenen, men der vil alligevel være en bygerisiko på 40% først på etapen, inden det ventes at klare op mod slutningen, hvor risikoen falder til 15%, og hvor solen ventes at skinne. Temperaturen vil være pæne 17 grader, men dramatisk er den hårde vind (30-33 km/t), der vil blæse fra sydøst. Det giver primært modvind på etapens indledende del mellem start- og målbyen, men på rundstrækningerne vil den komme fra alle retninger. På finalerundstrækningen vil der endda hovedsageligt være sidevind. Det gælder på første del og efter et kort medvindsstykke hele vejen gennem Uzes, indtil man med 6,7 km igen drejer ind i modvind. Med 2,7 km igen får man atter sidevind, indtil man får sidemodvind hele vejen op ad målbakken.

Favoritterne

Egentlig burde det slet ikke være blevet så dramatisk. Almindelig logik siger nemlig, at et stærkere felt gør det vanskeligere at gøre forskelle, men ikke desto mindre oplevede vi i dag den bedste udgave af den gamle kongeetape, siden den for to år siden blev udvandet kraftigt. Sjældent ser man et så stærkt besat løb med en så flad finale ende på så selektiv vis, men da løbets stjerner var så opsatte på at udnytte noget af løbets eneste terræn til at forbedre klassikerformen, fik etapen nu en betydning, som de færreste havde ventet, og som vi ikke har set siden de gode, gamle dage, hvor det netop var i bakkerne omkring om Besseges, at løbet skulle afgøres.

Og afgjort blev det formentlig. Tim Wellens havde allerede erklæret, at han havde ambitioner om at vinde fra sæsonstart, og rytteren, der vel mere end nogen anden er kendt for at komme stærkt ud af vinterpausen, var præcis lige så overbevisende som ventet. Med snu, stærk og opportunistisk kørsel har han nu sikret sig et forspring, der efter al logik bør være rigeligt til at sikre den samlede sejr, selv hvis han mod forventning skulle have en offday på søndag.

Heldigvis for løbet er det hele dog ikke helt så afgjort, som det kunne se ud til. Inden løbet så det ikke ud til, at vinden ville spille en rolle, men vejrudsigten har i den grad ændret sig. Alle, der har lyst til at træne sidevindskørsel inden klassikerne, må slikke sig om munden, for der venter et vejr, der næppe kunne have været mere velegnet til at skabe drama. Ikke blot er vinden uhyre stærk, den har også en retning, så der vil være sidevind på store dele af rundstrækningerne i finalen.

Det er naturligvis dårligt nyt for Wellens. Ikke fordi Wellens eller Lotto er ringe i sidevind - faktisk har belgierne et af de absolut stærkeste mandskaber til den slags betingelser - men roligt vejr havde formentlig blot ført til en klassisk puncheurspurt med fuldt felt, hvor kun uheld kunne have kostet væsentligt med tid. I sidevind kan alt ske, og Lotto kan formentlig imødese et felt med store ambitioner om at sætte den førende rytter under pres.

Sidevindsløb er altid svære at forudsige. Graden af selektion afhænger nemlig ikke blot af styrke og retning, men i høj grad også af, hvor åbent terrænet er. Vi ved imidlertid, at terrænet omkring Nimes meget ofte er pivåbent, og at vi ofte har set sidevindsdramaer i dette løb netop her. Medmindre rytterne skulle befinde sig i sjældent lukkede omgivelser, er det svært at forestille sig, at så kraftig en vind med så perfekt en retning ikke giver drama.

Allerede fra start kan det gå løs. De første kilometer frem til stigningen byder nemlig på sidevind, men da man fra bunden af bakken frem til første passage af målstregen har stort set uafbrudt modvind, er det meget sandsynligt, at løbet vil blive slået ihjel efter en hektisk start. Her vil et udbrud formentlig kunne etableres uden alt for mange sværdslag, hvorefter Lotto vil tage kontrol. Belgierne kan ønske sig, at gruppen er ufarlig, for de vil elske at lade dem stjæle bonussekunderne, men skulle de lade dem sejle væk, vil andre hold formentlig tage initiativ. Det gælder særligt Ag2r, der har store ambitioner med Greg van Avermaet, men også Ineos, der vel skal presse Wellens og bruge bonussekunder, må have en interesse i, at der skabes samling. Derfor får udbruddet næppe for lang snor.

Når vi rammer rundstrækningerne, tror jeg, at det går løs. Med så mange sidevindsstrækninger taler alt for, at det bliver uhyre nervøst resten af dagen, og det kan splittes nærmest når som helst. Meget taler for, at vi vil se et helt klassisk sidevindsløb med gradvis og konstant udskilning, og meget taler for, at det kan blive et mindre blodbad. Udbruddet vil formentlig komme tilbage af sig selv, og det er i hvert fald svært at forestille, at det bare bliver et stort felt, der skal spurte op ad bakken til sidst.

Nej, jeg forventer, at det bliver de stærke sidevindsspecialister, der bliver efterladt i en gruppe til slut, og herfra kan meget ske. Mest sandsynligt er det, at der skal spurtes på bakken efter en knaldhård dag, men i sidevindsfinaler kan meget ske. Eksempelvis så vi på sidevindsetapen i Vueltaen i 2019, at Deceuninck kunne udnytte et overtal til at trætte Sam Bennett, så Philippe Gilbert kunne vinde, og i sidste års Driedaagse de Panne spillede belgierne også på overtallet, da først Yves Lampaert og siden Tim Declercq kørte væk fra en lille gruppe og således sikrede en dobbeltsejr.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Den slags kan sagtens ske igen i en selektiv finale - særligt hvis ”angriberne” ikke er farlige i klassementet. Wellens og det meget stærke Lotto-hold skal først og fremmest holde øje med rytterne fra dagens udbrud, og hvis en ufarlig mand smutter væk i finalen, vil det være i deres interesse. Vinderen af etapen behøver derfor ikke være en god puncheur. Det kan også være en brølstærk rytter, der har tabt tid i dag.

Mest sandsynligt er det dog nok trods alt, at cremen af sidevindsspecialister skal spurte på bakken. Ag2r og Ineos har nemlig begge meget stærke hold, og de vil formentlig meget gerne have det afgjort i en spurt, hvis ikke de kommer af med Wellens forinden. Sidstnævnte synes stærkt usandsynligt, for Wellens er både form- og sidevindsstærk og støttet af et næsten uhyggeligt hold. Jeg vælger derfor at tro, at et træt og mærket felt af klassikerspecialister skal spurte til sidst.

Selve bakken er svær at læse. Den er næsten dobbelt så lang som bakken på 1. etape, men den har ikke de samme stejle procenter. Den er dog lang nok til, at sprinterne ikke bare kan spurte fra bund til top, som de kunne forleden - særligt fordi den første halvdel blev kørt så langsomt, at de næsten ikke kunne tro deres held - og selv i et fuldt og friskt felt vil den være for lang for mange, når de sidste 600 m faktisk er ganske stejle, i hvert fald hvis der denne gang blev gået til stålet fra bunden. I dette tilfælde må man formode, at etapen forinden har været så hård, at sprinterne enten er sat af eller meget mærkede. Jeg tror derfor, at vi primært skal se i ret af puncheurs og klassikerspecialister, som både kan klare sidevind og spurte på en bakke.

I det lys vælger jeg at pege på Tim Wellens som min favorit. Nok var belgieren en smule heldig med at snige sig væk på en nedkørsel, hvor der var olie på vejen, men gennem hele etapen efterlod han et uhyre overbevisende indtryk. Finalen her ligger samtidig glimrende til belgieren, der før har vundet puncheurfinaler i blandt andet Ruta del Sol og Giroen, og heldigvis er den sidste del så stejl, at han bør have en overhånd også mod hurtigere folk. Wellens er samtidig en glimrende afslutter efter hårde dage, som han senest viste med sine to udbrudssejre (begge i puncheurfinaler) i Vueltaen og tidligere også gjorde ved at overspurte lynhurtige Marc Hirschi på kongeetapen i BinckBank Tour i 2019. Lægger man dertil, at hans hold er uhyggeligt stærkt i sidevinden, og at Wellens derfor næppe bliver isoleret, vil jeg tro, at han kan gøre det færdigt i en finale, der passer ham glimrende. Omstændighederne betyder også, at der næppe kan blive plads til, at Andreas Kron, Philippe Gilbert eller John Degenkolb kan få chancen, selvom de alle kan spurte på en bakke.

En af dagens tabere var Alberto Bettiol, der sov i timen, da det afgørende udbrud kørte. Der er dog intet, der tyder på, at italieneren ikke er i form. Tværtimod var han sammen med Wellens den eneste, der på dagens etape var med i de tidlige meget stærke udbrud, og det vidner om, at benene kan være lige så gode som sidste år, hvor han slet og ret var flyvende i dette løb. Til gengæld tabte han det hele på gulvet i netop sidevinden, og jeg kan have min frygt for, at netop vinden atter kan sætte ham til tælling. EF har trods tabet af Michael Valgren dog stadig et stærk klassikerhold med folk som Sebastian Langeveld og Jens Keukeleire, og kan de fragte Bettiol frem til bakken, burde han elske en finale af denne type. Med tanke på dagens angiveligt gode præstation på den ikke tv-dækkede del anser jeg ham som Wellens’ værste rival i en spurt - også fordi han med tidstabet kan have frihed til at angribe i finalen

Greg van Avermaet var lidt svær at vurdere i dag. Belgieren sad med i det ene af de tidlige kongeudbrud og var med igen i finalen, men her virkede han ikke til at være helt på toppen. Formen er dog stadig glimrende, og det virker helt usandsynligt, at Van Avermaet med sit stærke klassikerhold ikke vil være der til sidst. Naturligvis får han ikke frihed til at angribe fra distancen, men til gengæld er han en af de bedste puncheurs. Han har desværre tabt lidt hurtighed på det seneste, men vandt trods alt stadig puncheurspurten i Montreal for halvandet år siden. Særligt efter en hård dag er Van Avermaet hurtig, og bakken her er ikke for stejl for ham. Med Oliver Naesen til at sætte sig op er det bestemt ikke umuligt, at Van Avermaet kan tage den sejr, han missede chancen for på en 1. etape, hvor han blev lukket inde.

Michal Kwiatkowski har i løbet vist, at han er i bedre startform, end han har været i de seneste sæsoner, men han synes stadig at mangle noget. Således var han ikke med i de udbrud, der i dag kørte væk på stigningerne, og mod slutningen af etapen, hvor han ganske vist også havde haft en opkørsel efter sit styrt, havde han end ikke overskud til at deltage i spurten om de seks bonussekunder. Min fornemmelse er således, at polakken stadig mangler lidt, men det ændrer ikke på, at han er konkurrencedygtig. Han mestrer sidevinden glimrende, og Ineos har et af de stærkeste mandskaber til den slags kørsel. Afslutningen er også glimrende for en puncheur som Kwiatkowski, der i blandt andet Polen Rundt har vist sine evner i den type finaler. Efter en lovende spurt på 1. etape er han bestemt ikke uden chance.

Efter sejren på 1. etape må Christophe Laporte også tages seriøst. Franskmanden er åbenlyst i fremragende form, men sidevinden er næppe til hans fordel. Nok er han selv udmærket i disciplinen, men Cofidis er ikke på niveau med de stærkeste hold. Samtidig frygter jeg, at bakken er for lang til, at han kan matche de lettere folk på den sidste del, for han er næppe så heldig som forleden, hvor selve spurten reelt kun blev 300 m lang. Vi ved dog også, at Laporte i Besseges-form er uhyre stærk, og hvis han er lige så stærk som for to år siden, er han bestemt ikke uden chance. Det kunne også være en god finale for holdkammeraterne Jempy Drucker og Anthony Perez, der begge virker velkørende, men medmindre Laporte ryger af i sidevinden, regner jeg med, at de vil gøre alt for at få en spurtafgørelse.

Ag2r er i den luksussituation, at de kan spille på to mand. Ganske vist er der næppe tvivl om, at de i en spurt vil køre for Van Avermaet, men hvis det vitterligt bliver hårdt i sidevinden, handler det i sidste ende om, hvem der har mest tilbage. Her kan Oliver Naesen således også komme i spil, og rytteren, der før har vundet i BinckBank Tour på Muren er bestemt ikke en ringe puncheur. Han er en anelse tungere end de ovennævnte, men dette er slet ikke en ringe finale for den store belgier, der i de senere år bare er blevet hurtigere. Derudover har han tabt tid, og på et stærkt Ag2r-hold er han en af de ryttere, Lotto med sindsro kan lade køre væk til slut.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Sidevind er også guf for Mads Pedersen , der selv når han er i dårlig form som regel altid er med i første gruppe - i hvert fald indtil han eksploderer. I dag beviste han atter, at hans februarform er bedre end vanligt, men vi så også på 1. etape, at den endnu ikke er i top. Jeg vil derfor tro, at han stadig mangler for meget til at vinde i en så hård finale, hvor sidevinden forinden har slidt folk ned. Heldigvis for Pedersen er stigningen ikke specielt stejl, og hans hold er blandt de stærkeste. Derudover er temporytteren Pedersen en af de ryttere, som Lotto nu kan lade køre væk i finalen. Til gengæld må bakken ventes at være for svær for Edward Theuns, der ellers synes i storform. Hvis Pedersen og Theuns begge kommer til kort, er Bauke Mollema slet ikke en ringe puncheur, og han viste lidt form ved at være med i front tidligt i dag. Til gengæld sad han op i finalen, og det vidner ikke om de helt store ambitioner. Vincenzo Nibali virker, som han havde lovet, til at være i sjældent god februarform, og han kunne være en mand, der kunne snige sig væk i finalen. Endelig er finalen ganske god for Alex Kirsch, der kunne få en sjælden chance for at spurte, hvis Pedersen melder om dårlige ben, og luxembourgeren er også stærk i sidevinden.

En rytter, det er svært at blive klog på, er Sep Vanmarcke. I onsdags manglede han skud i stængerne, selvom han sad perfekt ved bakkens start, men i dag fik han stor ros af Mads Würtz for sin aktive kørsel i etapens indledning. Vanmarcke er som bekendt en fremragende sidevindsrytter, og han er tillige en glimrende puncheur, der i de flamske klassikere har et eminent punch på stigningerne, selvom han sjældent kører denne slags finaler. Jeg frygter, at han primært skal beskytte Würtz, der ligner et godt bud på den samlede 3. plads bag Wellens og Kwiatkowski, men skulle han få noget frihed, er det en etape, han kan vinde. Würtz vil formentlig også gøre det fremragende, både i vind og på bakke, men da han ikke får nogen frihed og trods alt er oppe mod hurtigere folk, er det svært at se den velkørende dansker vinde etapen.

Bryan Coquard er ikke til at blive klog på. Franskmanden var uhyre overbevisende i Marseille, og det vidner også om god form, at han i dag kom med i frontgruppen. Til gengæld eksploderede han før normalt svagere ryttere, og i onsdags kørte han også en skuffende finale. I forvejen er sidevind ikke hans spidskompetence, og jeg frygter, at etapen bliver for hård. Omvendt er han åbenlyst i god form, og bakken er ikke så svær, at den Coquard, vi så i søndags, er uden chance. Muligheden er størst, hvis etapen bliver relativt let, men det er en rute, der er inden for hans rækkevidde. Som alternativ har holdet den uhyre velkørende Cyril Barthe, der er en glimrende puncheur, hvis han klarer sidevinden.

En rytter, man skal holde øje med, er Benjamin Thomas. Franskmanden var her, der og alle vegne i Marseille, og i dette løb virker han også meget velkørende. I hvert fald var han med i det kongeudbrud, der kørte væk på dagens sværeste stigning. Udfordringen er, at FDJ bestemt ikke har det stærkeste hold til sidevinden, og selvom han kan spurte, slår han ikke de rigtige puncheurs på denne bakke. Sidder han der mod slutningen i en lille gruppe, er Thomas dog en underdog, der kan snige sig væk, og så bliver tempospecialisten svær at fange. FDJ har også store ambitioner med Jake Stewart i den finale, han anser som den bedste for ham. Jeg frygter dog, at den samlede etape bliver for hård for den spændende englænder, der ellers viste flot kørsel i dag. Endelig har holdet jo Alexys Brunel, der efter en dårlig dag i Marseille var stærk i dagens indledning, og som sidste år jo faktisk netop vandt 1. etape ved at snige sig væk på en sidevindsetape.

Og nu er vi ved ryttere, der kan køre væk… Filippo Ganna er nu ude af billedet til den samlede sejr, men til gengæld har han nu frihed. I sidevinden kommer hans store motor ham til gode, og hvis først han får en mm, ser de ham ikke igen. Problemet er naturligvis, at Kwiatkowski nu er den klare kaptajn, og det er spørgsmålet, om Ganna får frihed til at røre på sig. Hvis han gør, skal man dog tage sig i agt. Faktisk kunne en joker fra Ineos også være Owain Doull ¸ der synes meget formstærk og måske også kan få frihed til at snige sig væk. Til gengæld er en ellers formstærk Egan Bernal ren hjælper, ikke mindst i sidevinden, ligesom formsvage Geraint Thomas er det, mens Ethan Hayter åbenlyst er for forslået efter styrtet.

I dag var Total mærkeligt passive, indtil de mod slutningen sendte Edvald Boasson Hagen frem for at føre. Netop ofringen af nordmanden viser, at han formentlig er for forslået efter sit styrt til at spille en rolle i en finale, der ellers passer ham, og derfor er det nok snarere Anthony Turgis, der kan lave et resultat. Franskmanden synes bare at blive hurtigere og hurtigere, men han har stadig til gode virkelig at vise sig frem i denne slags finaler. Samtidig kan han være en anelse sårbar i sidevinden, men kommer han med til slut, burde han have de rette kvaliteter til at spurte eller angribe, også selvom den sidste del af bakken nok er lidt for stejl til at passe ham ideelt. Som alternativ har holdet den ligeledes hurtige Pierre Latour, men fornemmelsen både her og i Marseille er, at formen ikke er helt oppe at ringe.

Man er vel også nødt til at nævne Nacer Bouhanni. Efter den stærke start er han kommet ned på jorden både i går og i dag, men han endte dog alligevel med at komme med feltet hjem efter at have været sat undervejs. Han har altid været en ørn i sidevinden, og han er åbenlyst i glimrende. Til gengæld taler al logik for, at bakken mod slutningen er for svær, for selvom han genfandt lidt af sine gamle puncheurevner forleden, kan han næppe atter lukrere på, at de nærmest går i stå på halvdelen af bakken. Denne gang må man formode, at bakken bliver for lang, men i lyset af onsdagens resultat og modvinden på stigningen vil det være dumt at udelukke endnu en positiv overraskelse fra den delvist genfødte Bouhanni.

Det har været en fornøjelse at se Odd Christian Eiking de seneste dage, hvor han har været flyvende i Marseille og igen i dag. Egentlig burde denne finale også være guf for en puncheur som ham, men desværre frygter jeg, at han falder fra i sidevinden. Vi skal ikke glemme, at han for to år siden smed en samlet sejr i Arctic Race væk netop i vinden, og det har aldrig været spidskompetencen for den ikke specielt kraftfulde nordmand. Hvis han sidder der for bunden af bakken, er han til gengæld en seriøs kandidat, hvis man erindrer de puncheurspurter, han i 2019 kørte i Sicilien og Catalonien. Til gengæld synes den ellers velkørende Danny van Poppel at være for forslået efter sit styrt, og derfor er Jonas Koch alternativet til Eiking, hvis han mod forventning skulle sidde der til sidst.

Finalen er på papiret god for Felix Grossschartner, men min fornemmelse er, at han ikke er på toppen. I hvert fald var der ingen meldinger om, at han var aktiv på de tidlige stigninger i dag, og jeg tror derfor ikke, at han i år bryder traditionen med at være lidt sløv fra start. Han kan dog overraske, og som vi så i Vueltaen og Burgos, er han efterhånden blevet en habil puncheur. Bora har også Nils Politt, men han får ikke friheden til at køre væk, og finalen må være for hård for Pascal Ackermann og Jordi Meeus¸ der trods den fine 1. etape endte i gruppettoen i dag.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

En spændende joker er Arjen Livyns . Belgieren imponerede allerede sidste år i særligt Flandern Rundt, og i år var han en af de stærkeste i Marseille. Han er samtidig ganske hurtig, og dette burde være en udmærket finale for ham. Naturligvis slår han ikke favoritterne i en spurt, men han synes stærk nok til at kunne køre væk i finalen, hvor han vil have frihed. Udfordringen bliver for ham og hans svage Bingoal-hold at klare sig i sidevinden.

Endelig kunne man pege på Silvan Dillier og måske endda Tobias Bayer fra Alpecin. Østrigeren var minsandten med i dagens stærke udbrud på den sværeste stigning, men det vil trods alt nok være overraskende, hvis han kan holde sig til i sidevinden. Det burde Dillier til gengæld kunne, og han virker ganske velkørende. Med sine tempoevner kunne han måske snige sig væk til slut. Holdets stjerne, Tim Merlier, er fremragende i sidevinden, men finalen er for hård.

Slutteligt skal det bemærkes, at Giacomo Nizzolo i dag viste, at han vitterligt er formmæssigt langt tilbage efter sine knæproblemer, og derfor kan han næppe være med. Qhubeka har Simon Clarke som en god puncheur, men han synes ikke på toppen og er ikke en ørn i sidevinden. I stedet har de en stærk Michael Gogl, men han får ikke frihed til at køre væk og mangler den fornødne hurtighed.

OPDATERING: Jeg har nu erfaret, at Coquard faktisk styrtede på nedkørslen i dag. Heldigvis har han ikke slået sig, men det var altså ikke dårlige ben, der kostede et resultat i dag. Han er stadig sårbar i sidevinden, men sidder han der til sidst, skal han tages seriøst.

Feltet.dks vinderbud: Tim Wellens

Øvrige vinderkandidater: Alberto Bettiol, Greg van Avermaet

Outsidere: Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte, Oliver Naesen, Mads Pedersen, Sep Vanmarcke

Jokers: Bryan Coquard, Benjamin Thomas, Filippo Ganna, Anthony Turgis, Nacer Bouhanni, Odd Christian Eiking, Felix Grossschartner, Arjen Livyns