Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: 4. etape af Giro d’Italia
13. maj 2019 21:32Foto: Sirotti

Efter en dramatisk spurt og en deklassering af Elia Viviani lykkedes det en ellers indtil i dag så formsvag Fernando Gaviria at bevare sin status som ubesejret i grand tour-sammenhæng, og dermed er det colombianeren, der foreløbig står som vinder af opgøret mellem de to tidligere holdkammerater. Hvis de hurtige folk skal til fadet tirsdag, skal de imidlertid have en superdag, for her venter en af de for Giroen så klassiske puncheurfinaler med en relativt let målbakke, der har en karakter, som må få en hel stribe ret forskellige ryttertyper til at øjne en chance.

Ruten

I de senere år er korte etaper blevet meget populære, men Giro-arrangørerne har altid været kendt som traditionalister. De byder altid på mange lange etaper, og det også tilfældet i 2019, hvor der venter et hav af etaper af klassikerdistance. Den næstlængste af disse kommer allerede på fjerdedagen, hvor der ikke blot bydes på klassikerdistance, men også klassikerterræn. Således gælder det hele 235 km, der fortsætter rejsen mod syd via en tur igennem kuperet terræn, hvor klassikerspecialisterne kan se frem til at boltre sig i en rigtig puncheurfinale som afslutning på en etape, der på alle måder minder om de klassikere, vi ellers netop har lagt bag os.

 

I alt skal rytterne alle tilbagelægge hele 235,0 km, der fører fra Orbetello til Frascati i udkanten af Rom. Fra start kører man mod nordøst væk fra kysten gennem et let stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 4-stigningen Manciano (8,0 km, 3,7%, max. 10,0%), hvis top nås efter 32,8 km. Efter en nedkørsel fortsætter man mod nordøst op over en lang ikke-kategoriseret stigning (12,8 km, 3%), hvis top rundes efter 63,5 km, hvorefter et længere let faldende stykke fører mod syd og sydøst ned forbi den første spurt, der er placeret efter 114,9 km.

 

Her indledes endnu et let stigende stykke, inden det falder videre mod sydøst med retning mod Rom, som man dog kører nordøst om. En let kuperet strækning indeholder en bakke (4 km, 3,5%) med top efter ca. 160 km, inden det falder ned mod dagens sidste spurt. Den kommer efter en bakke (1,7 km, 5,3%), et kort fladt stykke og yderligere en lille rampe og er placeret efter 186,7 km. Herfra er terrænet først fladt og siden let stigende, mens man kører mod sydøst og syd i en bue uden om hovedstaden.

 

Til slut kører man igennem småkuperet, men generelt let stigende terræn mod sydvest med retning mod Frascati, hvor det med 5 km igen begynder at falde i en fase, der byder på flere sving og rundkørsler. Med 3,5 km følger et let kuperet stykke, indtil man med 2 km igen rammer den sidste bakke, der stiger med 4,4% i snit, er meget jævn og har et stykke på 7% i bunden. Finalen er teknisk med et sving ved den røde flamme og derefter yderligere tre sving med hhv. 700, 300 og 250 m igen, inden man rammer den 6,5 km brede opløbsstrækning, der stiger med ca. 3,6%.

 

Etapen byder på i alt 2973 højdemeter.

 

Frascati har været målby fire gange tidligere, først i 1955 med sejr til Bernardo Ruiz, dernæst i 1957 med sejr til Miguel Poblet og i nyere tid i 1998 og 2007, hvor først Mario Cipollini og siden Robert Förster har taget spurtsejre. I 2006 vandt Paolo Bettini en stigende spurt foran Erik Zabel og Mikhaylo Khalilov, da Tirreno-Adriatico lagde vejen forbi.

 

 

image

image

 

image

Vejret

Efter en meget blæsende mandag venter en mere rolig, men bestemt ikke opløftende tirsdag. Således vil det være en skyet dag, hvor der fra 14-tiden er en bygerisiko på 35-40%. Temperaturen vil være beskedne 17 grader, men der vil blot være en let vind fra nord, hvilket efter et indledende sidemodvindsstykke giver sidemedvind det meste af dagen. Til slut drejer man ind i sidevind med retning mod Frascati, hvilket varer ved, indtil man får medvind fra bunden af målbakken og hele vejen frem til den 250 m lange opløbsstrækning, hvor der vil være sidevind.

 

Analyse af 3. etape

For 24 timer indledte jeg min analyse med at omtale sprintere som et særligt folkefærd med en ofte helt ukuelig vindermentalitet, der er nødvendig, hvis man skal være villig til at kaste sig ud i halsbrækkende manøvrer alene for at vinde et cykelløb. Bare 24 timer senere er det nærliggende at indlede endnu en analyse med de samme bemærkninger, efter at dagens lange 3. etape fik en dramatisk afslutning, der står i skærende kontrast til den langgaber af et cykelløb, der udspillede sig på hovedparten af det 220 km lange maraton ned gennem den italienske støvle.

 

Hvor det i går var den vanskelige sameksistens mellem Sam Bennett og Pascal Ackermann, der var temaet, var det i dag den lokale helt, Elia Viviani, der løb med alle overskrifter. Efter at den italienske mester i første omgang troede, at han havde sikret sig den sejr, han til sin store frustration gik glip af i går, endte det nemlig med endnu en nedtur, da Vivianis jubel blev afløst af brede som følge af kommissærernes beslutning om at deklassere ham for ureglementeret kørsel og i stedet give sejren til hans tidligere holdkammerat og interne rival Fernando Gaviria.

 

Det er helt sikket en beslutning, der vil blive diskuteret, ikke mindst fordi Gaviria endda efterfølgende har sagt, at Viviani i hans øjne var den fortjente vinder. Det kan imidlertid ikke diskuteres, at Viviani kørte en for ham usædvanligt aggressiv finale, hvor han først boksede unge Matteo Moschetti væk fra Pascal Ackermanns hjul og siden lavede et voldsomt svaj til venstre i forbindelse med selve spurten og derved tvang den unge Trek-sprinter til at ophøre med at træde. Da reglerne klart siger, at man ikke afvige væsentligt fra sin linje i spurten, er det vel ikke helt urimeligt, at den italienske mester fratages den triumf, der ellers skulle have brudt en usædvanlig lang sejrstørke for sidste års mest vindende rytter.

 

Nu skal man naturligvis være varsom med at overfortolke en enkelt spurt, men da han kun sjældent kører med en så stor aggression i finalerne, er det svært ikke at få den tanke, at presset begynder at tynge hans smalle skuldre. Det er velkendt, at Viviani er meget ærgerrig og følelsesladet - mange vil helt sikkert huske, hvordan den stortudende italiener havde meget svært ved at komme sig over nederlaget til Peter Sagan i sidste års Gent-Wevelgem - og han har været nærmest besat af tanken om at beære den italienske mestertrøje i årets udgave af Giroen, som han altid har drømt om at køre med tricoloren på sine skuldre. Samtidig kom han til løbet efter en lidt svær tid, hvor han ikke har vundet ét eneste cykelløb siden den 15. marts, og efter at det i går mislykkedes at få den samme flyvende start som sidste år, hvor han lagde ud med at vinde de to første linjeløbsetaper, var det måske kombinationen af presset og ærgerrigheden, der fik det til at koge over for italieneren.

 

Ærgerligt var det i hvert fald, for Viviani viste igen sin eminente evne til at læse spurten. Han sad ellers ganske langt tilbage i de sidste sving, men lykkedes alligevel med at vinde kampen om Ackermanns hjul, da tyskeren ikke uventet fik et forrygende lead-out af Rudiger Selig. I stedet for at følge sin lead-out man Fabio Sabatini, da denne skød frem umiddelbart efter svinget, havde Viviani luret, at det handlede om at komme bagfra i den kraftige modvind, og han holdt sig derfor klogelig lidt længere tilbage. Da først Ackermann havde slidt sig op med en lang spurt i den kraftige vind, kunne den italienske mester let glide forbi til en sejr, der skulle have været en triumf opnået med vanlig snilde og klogskab, men som altså nu som følge af det unødige svaj endte i stor frustration.

 

I stedet blev det Gaviria, der helt uventet endte øverst på podiet. Det var der ellers ikke meget, der tydede på for 24 timer siden, hvor den ellers så lynhurtige colombianer kørte en katastrofal spurt og efterfølgende endda beklagede sig over dårlig form og elendige ben. Noget kunne imidlertid tyde på, at Gaviria har brug for lidt flere kilometer i benene inden sine grand tours, for mønsteret var det samme for to år siden. Her skuffede han også fælt på de første to etaper, men da han først fik hul på bylden med en sejr på 3. etape, endte han som løbets dominerende sprinter med ikke færre end fire etapesejre og en suveræn sejr i pointkonkurrencen.

 

Og i dag var det endda slet ikke ufortjent, at han endte øverst på podiet, for selvom det var Viviani, der krydsede stregen, var det Gaviria, der var hurtigst på de sidste meter, og det endda selvom han slet ikke blev skånet for den kraftige vind. Havde hans tog med Juan Sebastian Molano og Simone Consonni leveret samme fine arbejde som i går, hvor det var kaptajnen selv, der svigtede, er det meget tænkeligt, at han kunne have vundet etapen på mere regulær vis, for i dag fik colombianeren dokumenteret, hvorfor han vel på papiret er løbets hurtigste rytter, og samtidig lykkedes det ham at fastholde den fornemme statistik, der har givet ham mindst én sejr i sine hidtidige tre grand tours.

 

Til gengæld blev det ikke til en dobbeltsejr til Pascal Ackermann. Modsat Viviani, der ved ikke at følge Sabatini viste, at han havde læst vinden rigtigt, betalte tyskeren en lidt usædvanlig pris for at have feltets bedste lead-out man. I dag viste Rudiger Selig nemlig igen sin tårnhøje klasse ved at køre den tyske mester perfekt frem efter det sidste sving, men desværre betød den hårde modvind på den 400 m lange opløbsstrækning, at det denne gang var en fordel at komme bagfra. Da først Selig og siden Sabatini slog ud, var der nemlig ikke andet for Ackermann at gøre end at åbne spurten, og allerede der var det givet, at han trods sin enorme muskelkraft ikke ville have mange chancer for at holde rivalerne, der længe havde fordel af læ, bag sig. Heldigvis kan han trøste sig ved, at Selig igen fik dokumenteret den klasse, som i 2017 vel gjorde ham til verdens bedste i rollen som sidste mand, og som han langsomt synes at have genvundet i 2019 efter et knap så godt 2018.

 

Når vi taler om lead-outs, er det også svært ikke at omtale FDJ. Allerede forud for løbet stod det klart, at franskmændene kom med et tog, der samlet set måske var løbets allerstærkeste. I går led de under, at Ramon Sinkeldam ikke havde overlevet Appenninernes stejle stigninger, men i dag lykkedes det dem at vinde deres klasse. Det var i hvert fald FDJ, der vandt kampen forud for de sene sving, men desværre har Jacopo Guarnieri ikke helt samme klasse som i årene på Katusha, hvor han aspirerede til at være den allerbedste i positionen lige inden sprinteren. Denne gang blev han i hvert fald overmatchet af Selig, og derfor gled Demare for langt tilbage til, at han kunne true de på papiret hurtigere folk. Han kan så glæde sig over, at toget i hvert fald fik vist sin styrke, og det stærke FDJ-kollektiv ikke er uden chance for at kompensere for den topfart, Demare mangler i forhold til de allerbedste.

 

Dagens store taber var naturligvis Caleb Ewan, men det var nu ikke hans egen skyld. Den lille australier fik nemlig knust det tog, der ellers imponerede så fornemt i går, mod den italienske asfalt, da det store styrt efterlod ham stort set uden holdkammerater i finalen. Her kunne man se en ensomt kæmpende Ewan forsøge at holde sig til sine værste rivaler, men desværre har positionskamp aldrig været hans spidskompetence. Det har vi set utallige gange i år, hvor han har været uden et tilstrækkeligt stærkt tog, og det blev tydeligt igen denne gang, hvor han manglede den større, der normalt er afgørende for ham. Derfor gik han og Lotto glip af muligheden for at bygge videre på det fine momentum, de ellers havde skabt i går, men heldigvis er katastrofen ikke alt for stor. Etapen her var nemlig ikke den allerbedste for den lille australier, og selvom han ikke kan tillade sig at spilde alt for mange af de begrænsede muligheder, kommer der hårdere etaper senere i løbet, hvor han vil have større chancer.

 

Dagens største fornøjelse var at se Matteo Moschetti folde sig ud. Det italienske supertalent har længe været regnet som støvlelandets næste supersprinter, og efter at gårsdagens bakker havde vist sig for svære, lykkedes det ham i dag at vise hvorfor også på den helt store scene. Ganske vist var han uden megen støtte, men ligesom i UAE Tour kæmpede han på egen hånd heroisk mod sprintergiganterne og viste atter fornemme evner i positionskampen. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at han havde taget en forrygende gennembrudssejr, hvis ikke det havde været for Vivianis svaj, der nu snød os for chancen for at se ham i en direkte styrkeprøve mod giganterne. Forhåbentlig får vi chancen igen senere i løbet, for Moschetti fik i dag bekræftet, at det ikke er uden grund, at han som ung Kometa-rytter vandt en etape i Burgos sidste år og var ganske tæt på at få skovlen under Demare i Tour du Poitou-Charentes.

 

En anden positiv overraskelse var Jakub Mareczko. Den ”polsk” italiener er ellers kendt som feltets måske mindst holdbare sprinter, og derfor var det i sig selv en bedrift, at han stadig var med efter 220 km og godt 2000 højdemeter. Desværre viste selve spurten også, at han desværre ikke har forbedret sig spor i positionskampen, og selvom han igen fik vist den hurtighed, der allerede har sikret ham tre 2. pladser i dette løb, sad han for langt tilbage til at komme i nærheden af sejren. Alligevel er det en af hans bedste præstationer i en alt andet end opløftende sæsonstart, og med det rette held i positioneringen på en af to helt flade etaper på Po-sletten, kunne han måske få en chance for at forbedre sine tre 2. pladser. Det kræver dog, at han ikke falder for tidsgrænsen inden da, hvor ikke mindst den lange, kuperede enkeltstart ligner en svær udfordring for den skrøbelige italiener.

 

Etapen gav også endelig lidt opmuntring til Giacomo Nizzolo, der efter gårsdagens ærgerlige punktering fik en fin chance for revanche. Samtidig viste hans Dimension Data-hold overraskende stor styrke i spurten frem mod de sene sving, hvor det faktisk var Ryan Gibbons, der kom først igennem, men desværre lykkedes det ikke Nizzolo selv at komme med helt frem. Derfor sad han for langt tilbage inden selve spurten, og da han efter sine mange knæskader fortsat ikke har samme topfart som i sin storhedstid, er det ikke tilstrækkeligt, hvos han skal vinde en etape i dette løb. Det samme gælder for de stabile og formstærke Davide Cimolai og Manuel Belletti, der atter viste deres evner i positionskampen, men som desværre mangler den hurtighed, der gør det realistisk at tro på en sejr i årets løb.

 

Etapen blev heller ikke helt ligegyldig for klassementet, men det skyldtes ikke den sidevind, mange ellers havde set frem til. Den megen skov betød nemlig, at den kraftige vind aldrig blev en faktor, men det gjorde i stedet et dumt styrt i finalen. Det gik især ud over Richard Carapaz, der var så uheldig at punktere kort inden uheldet og derfor sad for langt tilbage, da halvdelen af feltet blev bremset. Det kostede ham 46 ærgerlige sekunder, og det samme tidstab måtte Tanel Kangert, der ligeledes havde været ramt af en defekt, samt Domenico Pozzovivo, som i rollen som løjtnant ikke er helt så koncentreret i sin positionering, som han plejer. Også den ene af CCCs to kaptajner, veteranen Laurens Ten Dam, endte i samme gruppe.

 

Allerværst gik det dog for Tao Geoghegan Hart, der ser ud til at fortsætte den Giro-forbandelse, der har hvilet over Ineos/Sky i de sidste mange år. Briten, der ellers kom så flot fra start med en fornem enkeltstart, styrtede nemlig ikke bare én, men hele to gange, og det kostede et tidstab på 1.28. Heldigvis har han ikke pådraget sig væsentlige skader, men der synes bare ikke at være grænser for det uheld, der forølger det britiske storhold på de italienske landeveje.

 

Den slags uheld har Primoz Roglic ikke. Sloveneren kom let og sikkert igennem dagens maraton og kan dermed se frem til en tredje dag i lyserødt i morgen. Her bliver udfordringerne imidlertid større på en etape, der byder på en ganske interessant puncheurfinale, hvor klassementsrytterne i hvert fald skal være på dupperne for ikke at tabe dumme sekunder på den lille, ikke specielt stejle målbakke. Og man kan bestemt heller ikke afvise, at Roglic vil lade førertrøjen sejle væk, hvis det viser sig, at manglen på en oplagt favorit til etapen giver et udbrud en mulighed for at holde hele vejen. Det ville i hvert fald ikke være en dum beslutning af det ikke specielt stærke Jumbo-hold at slippe for ansvaret i en lidt uforudsigelig første uge, hvor det kunne være rart med lidt hjælp fra et mandskab, der ser mere værdi i at have en tidlig førertrøje.

 

Viviani derimod må formentlig vente til onsdag, inden han får chancen for revanche. Ganske vist er han ikke dårlig på korte bakker, men mon ikke morgendagens finale alligevel bliver for svær? Til gengæld venter der en oplagt chance igen på 5. etape. Så må man bare håbe, at han får pulsen ned inden da, og at der ikke allerede er panik i Deceuninck-lejren. Der er trods alt stadig næsten tre uger, inden vi når Verona, og derfor længe til den lukketid, der som regel er årsagen til, at panikken breder sig.

 

Favoritterne

Efter to dage, der var relativt forudsigelige, bliver det hele nu betydeligt mere kompliceret. Tirsdag venter nemlig en af løbets mere uforudsigelige etaper, der på den ene side er en mulighed for ret mange og ganske forskellige ryttertyper, men samtidig er et grænsetilfælde for mange, der derfor kan være usikre på, om de har en reel chance. Finalebakken er således overhovedet ikke stejl, og stigningsprocenter på 3-4 er normalt ikke et problem for stærke bakkesprintere som Caleb Ewan og Arnaud Demare. På den anden side er den mere end 2 km lang og kommer efter 235 km med 3000 højdemeter, hvilket meget vel kan gøre det for hårdt for de tunge folk. På den anden side mangler bakken også den stejlhed, der gør det til et helt oplagt mål for eksplosive puncheurs, der risikerer at blive slået af en sprinter til sidst.

 

Det betyder også, at det langt fra er givet, at det overhovedet ender i en spurt. Det er bestemt ikke gratis at kontrollere 235 km, og det er i næppe noget bare et enkelt hold vil gøre på en dag, hvor de ikke ved, om deres kaptajn kan gøre det færdigt i en ret åben finale. Vi mangler ganske enkelt typer som Peter Sagan, Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Julian Alaphilippe, der næsten med sikkerhed ville jagte en etapesejr her, og i et felt uden de allerbedste puncheurs er det langt fra oplagt, hvem der skal påtage sig ansvaret.

 

Det ved de fleste naturligvis godt, og derfor er der lagt op til en aggressiv start. Jumbo og Primoz Roglic kan formentlig godt se en fordel i at komme hurtigt af med førertrøjen og det stress, der følger med, og derfor er næppe Jumbo, der egenhændigt vil køre et udbrud ind. Det kræver hjælp andetsteds fra, og spørgsmålet er, hvor den skal komme fra. Vi forventer derfor en hård kamp om at komme afsted, og da mange både kan lure en mulig etapesejr og en førertrøje, og da der endda er en tidlig stigning, kan det meget vel blive et potent udbrud, der kommer afsted.

 

Når det er sket, er spørgsmålet, hvem der vil give Jumbo en hånd. Umiddelbart er der særligt tre kandidater. Caleb Ewan har i år kørt så fint i hårde finaler, at han må have blik på denne etape som en af sine bedste chancer, og Lotto kan derfor meget vel tage arbejdstøjet på for tredje dag i træk. Pilen kunne også pege på UAE, der i Diego Ulissi har en god kandidat, men de har også folk som Valerio Conti og Jan Polanc, der kunne forsøge sig i et udbrud. Endelig er der Katusha, der i Enrico Battaglin har en absolut topkandidat, men da italieneren i dag røg højt i asfalten, er det nu temmelig usikkert, om vi vil se det schweiziske hold give en hånd med.

 

Naturligvis er der også andre muligheder. Androni, Nippo og Ag2r har alle afsluttere med evner i en finale som denne, og da de primært er her for etapesejre, er det meget tænkeligt, at de vil give en hånd med, hvis de skulle misse udbruddet. Det er imidlertid også næsten givet, at de også vil forsøge at køre offensivt, og det er således kun, hvis udbruddet skulle glippe, at de muligvis kunne finde på at jagte.

 

Samlet set er der dog seks hold, der kunne tænkes at tage del i arbejdet i det omfang, de misser udbruddet, og hvis Jumbo også viser sig mere ivrige efter at beholde førertrøjen end umiddelbart antaget, burde der være muskelkraft nok til at skabe samling. Derfor tror vi også, at det ender i en spurt, men det er langt fra givet. På så lang en etape har et udbrud en ganske reel chance for at holde hjem.

 

Ender det i den spurt, vi alligevel forventer, er det som sagt ikke helt oplagt, hvem der står med de bedste kort. Stigningen er lidt lang for sprinterne, men lidt for let for de klassiske puncheurs, og det kan derfor gå begge veje. Det er dog en ganske væsentlig faktor, at spurten kommer efter 235 km og 3000 højdemeter samt efter en relativt kuperet finale med flere småbakker. Samtidig er det meget tænkeligt, at et stærkt udbrud vil føre til højt tempo hele dagen, og vi tror derfor, at det kan vise sig at blive for vanskelig en dag også for folk som Caleb Ewan og Arnaud Demare - ikke så meget på grund af selve målbakken, men mere som følge af etapens samlede sværhedsgrad.

 

I stedet vil vi pege på en rytter, der ellers ikke umiddelbart er etapens mest oplagte bud. Egentlig burde målbakken nemlig være for let for Primoz Roglic, der trods alt ikke er nogen sprinter, men vi har alligevel en grum mistanke om, at sloveneren kunne ende med at tage os alle på sengen én gang til. I disse dage synes han nemlig at være et niveau eller to over resten af feltet, og Roglic har på det seneste vist, at han har fået smag for spurter og ikke mindst puncheurfinaler. Det er således blot en uges tid siden, at han spurtede sig til sejr i en flad spurt på den hårde 1. etape i Romandiet, og få dage senere havde han med sikkerhed vundet 3. etapes puncheurspurt, hvis ikke han var blevet lukket inde, inden han spurtede sig til sejr på kongeetapen. På Hatta Dam i UAE Tour blev han nr. 3 bag Caleb Ewan og Matteo Moschetti, selvom den ultrakorte målbakke normalt er for klatrestærke sprintere, og få dage senere spurtede han sig til sejr i den let stigende spurt på den nemme afsluttende bjergetape.

 

Roglic har med andre ord vist, at han har fundet en hurtighed, han ikke tidligere har haft, og selvom han næppe har etapen som mål, vil han helt sikkert holde sig til for at undgå at tabe tid. Havde han været oppe mod Alaphilippe, Sagan eller lignende specialister, havde han ikke haft en chance, men her forholder det sig anderledes. Hvis finalen vitterligt bliver for hård for de lette sprintere, tror vi, at Roglics superform atter sætter sig igennem, og derfor vover vi pelsen og peger på ham som favorit.

 

Vi var ellers på nippet til at pege på Diego Ulissi, der umiddelbart kunne ligne den værste rival. Det har ellers været sløjt på det seneste for italieneren, der slet ikke har været ved fordums styrke. Den højst overraskende 3. plads i Fleche Wallonne vidner imidlertid om, at han er ved at finde den form, der også gav en puncheursejr på 5. etape i Tour de Suisse sidste år og en 2. plads på 3. etape i Baskerlandet, og selvom han ikke helt har samme hurtighed som i karrierens unge år, har han altså tre gange inden for det seneste år vist, at han stadig kan afslutte på bakker, når han har sin bedste form.

 

Umiddelbart ville Ulissi have foretrukket en lidt stejlere bakke, men han har i 2014 faktisk vundet en betydeligt lettere spurt i dette løb. Heller ikke i Baskerlandet var målbakken voldsomt stejl, og her blev han altså nr. 2 bag Maximilian Schachmann. Finalen burde således passe ham glimrende, men der hersker nogen usikkerhed om distancen. Ulissi har nemlig altid haft det svært på den anden side af 200 km, men mon ikke denne etape trods alt er så let, at det ikke bliver nogen synderlig udfordring for en mand, der har vundet betydeligt sværere etaper end denne.

 

Vi er meget i tvivl om, hvad vi skal mene om Caleb Ewan. Vi har en slem mistanke om, at etapen samlet set bliver for hård for den lille australier. Ganske vist har han vist stærkt forøget holdbarhed i de seneste to sæsoner, men han har også altid været lidt skrøbelig og haft nogle gevaldige udfald på dage, hvor man ikke ventede det. Heldigvis synes han at have fundet lidt mere stabilitet og robusthed, men det er langt fra givet, at det rækker til en 235 km lang etape med hele 3000 højdemeter.

 

Til gengæld burde selve målbakken være fin for ham. Ewan har nemlig med sin seneste sejr i Tyrkiet og sejren på Hatta Dam i UAE Tour og på Stirling-etapen i Tour Down Under fået smag for stigende spurter, der efterhånden har udviklet sig til lidt af et speciale. Spørgsmålet er bare, om ikke den bakke er for lang og etapen for hård. Det svar får vi først i morgen sidst på eftermiddagen.

 

Med Pascal Ackermanns sejr har Bora haft et fremragende løb, og det kan meget vel fortsætte i morgen. Efter en lidt skuffende sæsonstart synes Jay McCarthy nemlig at have fundet benene. Således blev han nr. 14 i Liege-Bastogne-Liege, der ellers normalt har været alt for hårdt for ham, og det kunne tyde på, at han endelig er klar til at levere i Europa også. Egentlig har han overraskende få resultater i stigende spurter, men han har ikke mindst med sejren på Stirling-etapen i Tour Down Under vist sine evner i disse finaler. Lynhurtig på flad vej er han også, hvilket vi så med sejren i massespurten i Baskerlandet sidste år, og denne afslutning, der heldigvis ikke er alt for stejl, burde i virkeligheden være noget nær perfekt. Med den form, han viste i Liege, ligner han i hvert fald en mand, der er klar til at forsøge sig.

 

Egentlig havde vi bestemt os for at gøre Enrico Battaglin til favorit, men nu må han nøjes med outsiderstatus. Den stakkels italiener røg nemlig i asfalten på dagens etape, og selvom han ikke har pådraget sig brud, er han forslået. Det er en skam, for denne finale er nærmest perfekt for italieneren, der sidste år vandt en lignende spurt på 5. etape, ligesom han blev nr. 3 i en næsten identisk spurt i Polen. Desværre er det ikke kun styrtet, der gør Battaglin til et wildcard, for den ustabile italiener har reelt kun været i form én gang i de seneste mange sæsoner. Det var i begyndelsen af sidste års Giro, men her var han til gengæld også skræmmende stærk. Så stærke synes han ikke at være i år, men en nylig 3. plads i Baskerlandet og pæne placeringer i Amstel og Liege burde gøre ham i stand til at køre med om sejren her. Det meste afhænger af, hvordan han har det efter styrtet.

 

Den rytter, vi glæder os allermest til at se i aktion, er Andrea Vendrame. Italieneren har haft et lidt sært karriereforløb, hvor Androni stort set kun har brugt ham på den franske scene. Her har han imidlertid imponeret stort, først med flot kørsel i 2018 og senest med et decideret gennembrud, der gav sejr i en stigende spurt på sidste etape i Sarthe, en 2. plads i puncheurfinalen i Finistere og sejr i grusvejsløbet Tro-Bro-Leon. Vendrame er specialist i denne type finaler, og formen synes fremragende, men fordi han stort set kun har kørt mindre franske .1-løb, er han stadig uprøvet på dette niveau. Han synes imidlertid at have hele pakken til at levere, og han kunne måske ende som en for mange overraskende vinder i morgen.

 

En anden rytter, der er store forventninger til, er den yderst lovende Valentin Madouas. Franskmanden er et af sportens store ardennertalenter og kommer til løbet med en frisk 8. plads i sit første Amstel Gold Race i bagagen. Med 5. pladsen på 2. etape i Baskerlandet har han også vist sine evner som puncheur, og dette burde være en finale, der passer ham ganske fint. Han havde formentlig foretrukket en lidt stejlere målbakke, men i et felt uden de største specialister burde stortalentet Madouas atter kunne give prøve på sit enorme potentiale.

 

En anden ardennerspecialist er Enrico Gasparotto. Den italienske veteran havde ikke den ardennersæson, han havde drømt om, men han viste trods alt puncheurevnerne med en 7. plads i Brabantse Pijl og en 10. plads i Fleche Wallonne. Han har ikke helt samme hurtighed som i sine yngre dage, men han har altid været god i stigende spurter, også selvom denne nok er en anelse let for ham. Han så ganske skarp ud med sit fornemme føringsarbejde i gårsdagens massespurt, og i et felt, hvor de største specialister mangler, burde han kunne være med fremme.

 

Nippo har et ganske interessant hold med hele tre kandidater. Den talentfulde Nicola Bagioli er nok desværre nederst i hierarkiet og får næppe sin egen chance. Det burde egentlig være en god finale for Juan Jose Lobato, der er ekspert i stigende spurter, hvilket han senest viste med 2. pladsen bag Ewan i Tyrkiet og sejren i sidste års Coppa Sabatini, men efter en håbløs præstation på 2. etape ligner den altid meget uforudsigelige spanier ikke en mand i form. Afskrives kan han aldrig, for hans gode ben kommer ofte ud af det blå, men vi tvivler på hans chancer. Bedre muligheder har Marco Canola, der i jubelåret 2017 gjorde netop denne slags finaler til sit speciale, hvilket blandt andet gav sejre i Utah og Japan Cup. Desværre har det knebet lidt i både 2018 og 2019, men i år har han faktisk klatret ganske godt. Nu skal han bare vise, at han også har den hurtighed, han havde for to år siden.

 

En anden specialist er Francesco Gavazzi, men desværre er den lille italiener ikke helt så skarp, som han var i sine bedste år. I år har det i hvert fald knebet med formen, og selvom han har vist lidt fremgang fra Tour of the Alps og frem, kan vi godt tvivle på, om han stadig har niveauet til at blande sig i en puncheurspurt på højeste niveau. Omvendt er det ikke mere end et halvt års tid siden, at han vandt en sådan i Vuelta a Burgos, og det viser, at han stadig har evnerne, hvis han finder sine bedste ben. Det har han ikke gjort endnu i år, men det kunne jo passende ske til årets største løb.

 

En joker er Arnaud Demare. Vi tror, at finalen er for hård for franskmanden, men når han finder sine bedste ben, kan han overraske. Det så vi, da han vandt en lignende spurt på 1. etape i Paris-Nice sidste år, eller da han blev nr. 6 på den endnu hårdere målbakke på 3. etape af Touren for to år siden. Desværre tror vi, at denne etape samlet set er for vanskelig og målbakken lidt for lang, ikke mindst fordi det som bekendt har knebet med formen gennem hele sæsonen for Demare, der endnu har sin første sejr til gode.

 

Ag2r har to gode puncheurs i Tony Gallopin og Alexis Vuillermoz, der begge kunne tænkes at forsøge sig. Begge har ganske gode muligheder for at ende i top 10, men spørgsmålet er, om de er hurtige nok til at vinde. Gallopin har nemlig slet ikke spurtet så godt som i sine unge år, men han viste dog lidt glimt af fordums styrke, da han som eneste mand kunne følge Valverde og Kwiatkowski på 2. etape af Vueltaen sidste år. Vuillermoz var derimod meget velkørende indtil styrtet i Tirreno, men spørgsmålet er, om ikke denne bakke trods alt er lidt for let for en mand, der har stejle mure som sit speciale. Samtidig er der spørgsmål ved formen for dem begge, Gallopin efter et skuffende forår og Vuillermoz efter uheldet for knap to måneder siden og skidt kørsel i Tour of the Alps.

 

Trek vil sikkert forsøge sig med Gianluca Brambilla, og ligesom de to Ag2r-ryttere burde han have en fin chance for top 10, men nok ikke de store sejrschancer. Dertil har han ikke den hurtighed, han havde i sine yngre dage, og generelt er han ikke så god som tidligere. Han så dog fin ud i Romandiet, hvor det var en skam, at styrtet på 3. etape kostede chancen for at vise, at han stadig har puncheurevnerne intakte. Det kan han så vise i morgen, selvom bakken nok også er lidt for let til at passe ham ideelt.

 

Egentlig ville vi gerne have en vis tiltro til Tao Geoghegan Hart, der senest i Tour of the Alps viste, at han er ganske hurtig. Desværre styrtede han hele to gange i dag, og selvom han er klar til at fortsætte, kan det ikke undgå at have sat sig sine spor. I forvejen er han nok ikke hurtig nok til at vinde i dette felt, og derfor er det nok ikke mere end top 10, han kan stræbe efter.

 

Endelig er der et par sprintere, der ikke helt kan afskrives. Det gælder først og fremmest Davide Cimolai¸ der med sin etapesejr i Paris-Nice har vist evner i stigende finaler, og som er i storform i øjeblikket. Vi tror dog, at bakken alligevel bliver for lang for en mand, der ikke er super holdbar på længere stigninger. Pascal Ackermann viste med sin flotte kørsel på 5. etape i Tour de Pologne sidste år en vis evne, og vi ved også, at Elia Viviani og ikke mindst Fernando Gaviria klatrer godt. Ingen af dem har dog vundet stigende spurter af denne type tidligere, og vi tror, at det bliver for hårdt. Giacomo Nizzolo havde været en oplagt kandidat før sin knæskade, men han har næppe niveauet på nuværende tidspunkt, og hans holdkammerat, Ryan Gibbons, der i år har imponeret, er desværre småsyg.

 

Endelig kan vi naturligvis forvente, at klassementsrytterne alle vil være langt fremme, men udover Roglic får de nok svært ved at vinde. Det er særligt Simon Yates, Bauke Mollema, Davide Formolo og måske også Rafal Majka, der før har forsøgt sig i spurter som disse. Valerio Conti ventes at arbejde for Ulissi, og Simone Consonni får nok samme opgave. James Knox skal sikkert tage sig af Bob Jungels, og de dage, hvor Pello Bilbao forsøger sig i spurter som disse er vist ovre.

 

Som sagt kan et udbrud bestemt ikke udelukkes. Skulle det lykkes vil især pege på Diego Ulissi, Valerio Conti, Tony Gallopin, Enrico Gasparotto, Jan Polanc, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Francesco Gavazzi, Valentin Madouas, Giulio Ciccone, Marco Canola, Nicola Bagioli, og Thomas De Gendt som ryttere, der både kan få den nødvendige frihed og også gøre det færdigt.

 

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Diego Ulissi, Caleb Ewan

Outsidere: Jay McCarthy, Enrico Battaglin, Andrea Vendrame, Valentin Madouas, Enrico Gasparotto

Jokers: Marco Canola, Francesco Gavazzi, Arnaud Demare, Tony Gallopin, Alexis Vuillermoz, Gianluca Brambilla, Tao Geoghegan Hart, Juan Jose Lobato, Davide Cimolai

Udbrudskandidater: Diego Ulissi, Valerio Conti, Tony Gallopin, Enrico Gasparotto, Jan Polanc, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Gianluca Brambilla, Andrea Vendrame, Giulio Ciccone, Francesco Gavazzi, Valentin Madouas, Marco Canola, Nicola Bagioli, Thomas De Gendt

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Fuzhou(2.1) 17/11-23/11

World Cup Koksijde(CDM) 24/11

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SPAR 7.200 PÅ LÆKKER PINARELLO CYKEL