Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

Ruten

Der er mange grunde til at forbande corona langt væk, men Giro-sprinterne har en ekstra en af slagsen. Aflysningen af den ungarske start kostede nemlig to tidlige sprinteretaper i det flade terræn mod øst, og i stedet betyder flytningen til Sicilien, at vi højst usædvanligt skal fire dage hen i løbet, før der er udsigt til den første massespurt. Den burde til gengæld også komme som afslutning på det sicilianske eventyr, for selvom man undervejs skal helt op i 1125 m højde via en meget lang stigning, er de sidste 65 km så lette, at alt taler for det første opgør mellem de hurtige folk.

For tredje dag i træk er der tale om en uhyre kort etape, der fører feltet over blot 140,0 km fra Catania til Villafranca Tirrena. Startbyen ligger helt ude ved østkysten, og herfra kører man mod nord op langs vandet ad en vej, der undervejs er først let stigende, siden let faldende og slutteligt helt flad. Efter 38,8 km ændrer etapen sig imidlertid, når man drejer mod nordvest for at køre ind i landet. Det betyder, at det begynder at stige let op forbi dagens første spurt, der kommer efter 56,3 km. Kort efter drejer man mod nord ad en let stigende vej, der leder ind på kategori 3-stigningen Portella Mandrazi (16,2 km, 4,6%, max. 8%), som er en lang og uhyre jævn opkørsel uden stejle procenter.

Toppen i hele 1125 m højde rundes efter 75,4 km, og den efterfølges af en ganske teknisk nedkørsel, der leder videre mod nord ned til den sicilianske nordkyst. Den nås efter 105,3 km, hvor man drejer mod nordøst for at følge den næsten helt flade kystvej op til målbyen helt oppe i Siciliens nordligste punkt. Undervejs passerer man dagens sidste spurt, som kommer efter 114,0 km, inden man når frem til Villafranca Tirrena. Her falder det ganske let med 3000 m igen, indtil det er næsten helt fladt efter den røde flamme. Finalen er til gengæld teknisk, da den lange, lige vej afbrydes ad hele fire skarpe sving med hhv. 1800 m, 1500 m, 1400 m og slutteligt 850 m igen, indtil man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Etapen byder på i alt 1765 højdemeter.

Villafranca Tirrena har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Vejret

Sicilien ventes at blive ramt af regn mandag aften og natten til tirsdag, men det bør være tørt under etapen. Der vil kun være få skyer, men dog en bygerisiko på 10-20%, størst sidst på etapen. Temperaturen vil være 24 grader, og der vil være en jævn vind fra nord (20 km/t). Det giver stort set modvind hele vejen frem til afslutningen på nedkørslen, hvorefter der er sidemodvind op langs kysten. Først på opløbsstrækningen får man i stedet sidemedvind.

Analyse af 3. etape

Hver onsdag sender TV2 News et magasinprogram, der kaldes ”Brexit, Boris og Briterne”. Nu nærmer Brexit-forhandlingerne sig ganske vist deres klimaks, hvorfor der næppe mangler samtaleemner til de kommende tre uger, men skulle de alligevel løbe tør for stof, kunne de snildt omdøbe udsendelsen til ”Bradley-forbandelsen, Brailsford og briterne”, for så vil de i hvert fald have rigeligt at tale om, selvom det måske vil kræve en vis udskiftning i bemandingen.

Læs også

Optakt: Eschborn-Frankfurt

Nu er det kun ca. halvdelen af briterne, der betragter Brexit som en forbandelse, og det er heller ikke Bradley Wiggins’ skyld, at Ineos/Sky er ramt af en Giro-forbandelse (men matematikerens begrænsede sprogkundskaber skulle jo have bogstavrimet til at gå op!), så analogien eller titlen er måske ikke helt velvalgt, men det vil i hvert fald være berettiget at lave en hel temaudsendelse alene om den triste skæbne, Dave Brailsfords ellers så succesrige supermandskab har oplevet på de italienske landeveje. Uanset om de har satset på Wiggins (én gang), Richie Porte (to gange), Mikel Landa (to gange), Egan Bernal (én gang) eller Geraint Thomas (nu også to gange), har der nemlig siden Wiggins’ mislykkede forsøg i 2013 hvilet tung forbandelse over kaptajnen, der er blevet sat ud af spillet enten før eller tidligt i løbet. Kun da man stillede det helt tunge skyts, Chris Froome, i 2018, kunne man bryde serien af uheld, og selv grand tour-kongen måtte endda i asfalten hele to gange den første uge, så det kun var et sandt mirakel, der gjorde, at han alligevel endte som samlet vinder.

Brailsford må i hvert fald have stillet sig selv det spørgsmål, hvad i alverden han da havde gjort galt, da drømmestarten i Palermo med ét blev forvandlet til endnu et Giro-mareridt allerede inden løbets første bjergetape, var startet. En flaske faldt ned i Thomas’ forhjul, og det, der for 48 timer siden næsten kunne ligne en walisisk procession mod samlet sejr, blev med ét forvandlet til en total gentagelse af samme Thomas’ første forsøg på Giro-triumf i 2017. Dengang var det også på den første store bjergetape, at korthuset ramlede, og eneste forskelle var vel, at styrtet dengang skete lidt tættere på målstigningen, og at det dengang var en motorcykel og ikke en flaske, der var skyld i miseren.

Det efterlader desværre storholdet lige så afklædte, som de var for få uger siden på de franske landeveje, da det, der ser ud til at blive en rigtig skodsæson, kulminerede med Egan Bernals exit fra Touren. Nok viste Jonathan Castroviejo nok engang, at han jo er blevet en hel lille klatrer, men da der næppe er mange, der ser ham overleve en historisk vanskelig tredje uge, og lottokuponen Tao Geoghegan Hart nok engang viste sig som en nitte, som han også gjorde det i sidste års Vuelta, kan briterne vist godt glemme alt om et topresultat i klassementet. Heldigvis har man allerede en etapegevinst - og gode chancer for flere på løbets to tilbageværende enkeltstarter - men meget peger på, at Ineos for femte gang i de seneste seks grand tours mere ender som statister end hovedaktører. Denne gang har de endda ikke Touren til at redde Giro-forbandelsen, men heldigvis taler mere og mere for, at Richard Carapaz og Bernal gør fælles front i en Vuelta-satsning, der ellers så nødlidende ud i lyset af stakkels Froomes fortsat ustoppelige trængsler.

Det ser dog ud til, at Brailsford måske ikke skal se på sit hold, men snarere sin nation for at finde en forklaring på forbandelsen. Efter dagens etape er løbet nemlig helt uden britisk islæt i toppen af klassementet, da også Simon Yates leverede en af de eksplosioner, der jo desværre er hans primære varemærke. At den lille brite gik ned, var vi nok mange, der havde forudset - robusthed i en grand tour er ikke just spidskompetencen - men at det ligefrem skulle ske allerede på første bjergetape, var måske svært at forudsige i lyset af den genfødsel, en ellers hensygnende Yates havde leveret i Tirreno.

På den anden side var det jo også åbenlyst, at lige netop Yates næppe gjorde sig selv en tjeneste ved at være i topform mere end måned inden afslutningen på Giroen, og når en mand ikke just er kendt for at holde sin form synderligt længe, kan det vel ikke komme som det helt store chok, at der kom et sammenbrud næsten en måned efter, at Yates dansede fra alt og alle på Sassotetto-stigningen i Tirreno. Og da James Knox bekræftede, at han altså aldrig bliver nogen stor grand tour-stjerne, og Geoghegan Hart som sagt legede nitte, var det slet og ret en møgdag for alle med drømme om at bryde den britiske grand tour-tørke, der for denne epoke har varet nærmest uhørt længe.

Det efterlader også et af løbets andre supermandskaber i en uhyre svækket tilstand. Jack Haig, der ellers var plan B, valgte nemlig at vente på Yates - en beslutning, der i første omgang virkede tåbelig, men som nok også kan forklares med knap så mange diamanter i de australske ben. Og da plan C, Lucas Hamilton, fortsatte sin lidt skuffende sæson, som kun har budt på en lidt tilfældig sejr i Tirreno, står det mandskab, der ellers lignede et af de to stærkeste, nu totalt afklædte tilbage. Og de har modsat Ineos ikke en et par tempokonger at falde tilbage på.

Sammenbruddet for Mitchelton og Ineos skulle med det samme vise sig at have afgørende indvirkning på løbet. Forud for starten var det tydeligt, at Giroen ikke er topprioritet for mange i corona-året 2020, og der var ikke mange stærke formationer til start. Astana og Mitchelton skilte sig ud med Ineos som en solid nr. 3, men da Astana som bekendt tabte to af deres tre stærke kort, nærmest inden Alexandre Vinokourov havde fået bestilt en ny corona-test for at se, om Alex Aranburu, Yuriy Natarov og Vadim Pronskiy var blevet raske, er de tre hold, der skulle kontrollere løbet nu pludselig kørt helt bag om dansen.

Det kan i den grad få indvirkning på den fremtidige udvikling. Skal vi bedømme ud fra den indianerkørsel, der prægede opkørslen ad Etna, er der i hvert fald lagt op til tjubang-cykelløb de kommende tre uger. Ganske vist viste Koen Bouwman, at han altid rejser sig i Giroen, så han kunne sidde hos Steven Kruijswijk, og Gianluca Brambilla fortsatte sin stille genfødsel, som blev startet i Tirreno, men det endte lynhurtigt mest som et mand-mod-mand-opgør mellem løbets favoritter. Det kunne ingen kontrollere, og pludselig stak Wilco Kelderman, og den unge Harm Vanhoucke, der ved at køre fra Castroviejo atter beviste, at han efter et svært 2019 endelig kan folde sit store potentiale ud, af og vandt vigtig tid, mens de tre tilbageværende af de seks forhåndsfavoritter, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali og Steven Kruijswijk, var lidt for jævnbyrdige til at gøre nævneværdig skade på hinanden.

Det skal de passe på med. Mange vil huske, hvordan en sygdomssvækket Primoz Roglic med et meget svagt Jumbo-hold - også dengang var Bouwman sidste man hos sin kaptajn - og Nibali havde så travlt med at se på hinanden, at de lod Richard Carapaz køre væk to gange i træk. Og da det endelig gik op for dem, at den lille ecuadorianer faktisk var den i særklasse stærkeste rytter i løbet, var slaget allerede tabt. Og hvem ved, hvad der kan ske, hvis de tre isolerede forhåndsfavoritter fortsætter med at være så lige, at de ikke rigtigt kan ryste hinanden. Kelderman viste i dag, at han i hvert fald er vågen, og en Rafal Majka, der igen fortsatte den langsomme genfødsel, vi har set i de seneste to år, kunne være en kandidat til at gøre det samme.

Læs også

Suveræn legendesejr i Vueltaen - Norsgaard udgår

Udover Kelderman og Vanhoucke, der nu serøst må overveje de klassementsplaner, jeg allerede omtalte i går, var de store vindere vel Nibali og Kruijswijk. Begge kom nemlig til løbet med stor tvivl om deres form, men begge bestod de den første test - endda med glans. Nok var Kruijswijk et niveau under de bedste, men hans stabile dieselkørsel betød, at han langsomt og sikkert begrænsede tabet nok til at ligne en af de to topfavoritter til den samlede sejr. Vi ved nemlig alle, at både Nibali og Kruijswijk skal slås i uge 1, og at de er bedst i uge 3, og at de allerede klarer sig så pænt nu, er bekymrende for alle andre. Og så må man i øvrigt bare tage hatten af for Nibali, der måske nok - sagt i al god mening - kører som en sæk kartofler det meste af året, men når der står grand tour på kalenderen, kan man stille uret efter, at han har fundet formen.

Det var dog hverken Nibali eller Kruijswijk, der var stærkest. Det var ikke uventet Fuglsang, der lukrerede på sin gode VM-form til trods tidlig isolation at køre et aggressivt cykelløb. Naturligvis kan danskeren også lugte blod efter tabet af tre af sine fem værste rivaler, men han må alligevel være lidt bekymret over udsigterne. Når han ikke kan køre fra sine to hovedrivaler i uge 1, hvor han burde være den bedste, ser det utvivlsomt problematisk ud i uge 3, hvis Nibali, Kruijswijk og han alle følger den grand tour-formkurve, de plejer. De går nemlig hver sin vej for.

Allermest grund til at juble har dog Domenico Pozzovivo. Den var næppe mange, der havde satset pensionsopsparingen på, at den lille, kloge italiener pludselig skulle rejse sig. Hans karriere så nemlig ud til at ligge i graven, da et voldsomt styrt i august efterlod ham så svækket, at han selv troede, at det hele var slut. Sådan så det da også ud, da Bahrain-mandskabet skammeligt smed ham på møddingen som udtjent vraggods, der næppe kunne rejse sig igen, og havde NTT ikke givet ham en julegave i juledagene, havde Professoren formentlig været i gang med at dyrke sine intellektuelle og ikke fysiske evner i disse dage.

Sådan gik det heldigvis ikke, og den snart 38-årige italiener var i dag fuldt på højde med Nibali og Fuglsang - endda så meget, at han sammen med danskeren var den mest aggressive. Naturligvis ved vi ikke, hvor meget holdbarhed der er hos en mand, der har været igennem så megen modgang det sidste år, og som ikke just er nogen vårhare længere, men det ser ud til, at NTT endelig skal spille en hovedrolle i et stort cykelløb igen. Og i en tid, hvor Giacomo Nizzolos forbandede knæ ser ud til igen at sende hans karriere til tælling, er det opløftende, at flere af holdets fallerede stjerner som Pozzovivo, Michael Valgren og Louis Meintjes pludselig spiller lidt med musklerne igen.

Netop Meintjes kan vel sammen med Hermann Pernsteiner og Ilnur Zakarin kaldes små vindere. Særligt Pernsteiner var uhyre overbevisende, indtil han desværre eksploderede til sidst, men de kom alle ganske pænt fra en første test i uge 1. Alle er som bekendt kendt for deres evne til at blomstre i den tredje uge, og holder den tendens, ser fortsættelsen ganske lovende ud.

Det gør den også for Joao Almeida. Nok måtte han sande, at han ikke helt kunne matche de bedste, men den dieselkørsel, vi lærte at kende fra Burgos, var akkurat nok til at bringe ham i førertrøjen. Naturligvis skal vi lære at forstå hans holdbarhed, men han har i hvert fald kørt sin ind som Deceunincks klare nr. 1, for selvom Fausto Masnada med sin ligeledes klassiske dieselstil også kom hæderligt ind, vil jeg tro, at italieneren ret hurtigt retter blikket mod etapesejre i stedet.

Det var dog kun med nød og næppe, at førertrøjen blev sikret. Det udbrud, der var helt dødsdømt, da Mitchelton satte sig tidligt frem, blev nemlig reddet på gongongen af Yates’ og Thomas’ sammenbrud. Uden et hold til at kontrollere blev det derfor alligevel til udbrudssejr, for indianerkørsel er ikke pokkers effektivt, hvis forankørende skal hentes.

Det lukrerede den spændende Jonathan Caicedo på. Nok var 2019 svært, men i dag viste han, hvorfor han i 2018 fik mig til at spærre øjnene op, da Carapaz og han i Asturien lavede en sjælden italiensk dobbeltsejr. Naturligvis er han ingen ny Carapaz, men efter Ruben Guerreiros og Tanel Kangerts nedtur skal det blive spændende at se, om han kan blive en klassementssatsning for EF og derved bygge videre på de lovende takter fra Colombia i februar.

Carapaz savner de helt sikkert på Movistar, men spanierne var en anden positiv overraskelse i dag. Efter mere end et år med uafbrudte skuffelser viste Antonio Pedrero nemlig i dag endelig, hvorfor han sidste år var guld værd, da Little Richard skulle forvandles til Giro-konge. Og da også det ellers stagnerede talent Sergio Samitier pludselig viste lidt af de gamle evner, kan det nu være, at det hensygnende spanske storhold efter en vellykket Tour nok engang slipper for at spille den statistrolle, de ellers med en uinteressant og mærkeligt sammensat trup har fået for vane i det meste af 2020.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det er de dog ikke ene om. Vi har vænnet os til, at Ineos er en gigant i de lange etapeløb, men i nu fem ud af de seneste seks grand tours har supermandskabet været eller vil blive henvist til en birolle i klassementet, og det er en ny virkelighed, vi skal lære at forholde os til. Helt nyt er det dog ikke, for i Giroen plejer det jo at gå sådan. Der er nemlig stadig nemlig masser at tale om, hvis TV2 News skulle finde plads i programmet til temaudsendelsen ”Bradley-forbandelsen, Brailsford og Briterne”.

Favoritterne

Endelig! Sådan må sprinterne have det, da de nåede toppen af Etna i dag. Da corona-virus amputerede den sprintervenlige Giro og efterlod blot fire af de oprindelige seks lette etaper tilbage, stod det nemlig også klart, at vi skulle frem til dag 4, inden det endelig vil blive tid til den allerførste massespurt - en nærmest uhørt situation i grand tour-sammenhæng.

Desværre for de hurtige folk var løbsdirektør Mauro Vegni ved ruteplanlægningen næsten lige så sadistisk som sin forgænger Angelo Zomegnan, da han designede årets løb. Ikke blot har han gjort den tredje uge nærmest uhørt voldsom, da han havde muligheden for at sende rytterne på en let og flad tur op langs den sicilianske kyst, kunne han ikke dy sig for at sende dem en afstikker ind i de sicilianske bjerge, så en ellers kort og for det meste enkel etape alligevel inkluderer et rigtigt bjerg.

Forud for løbet havde jeg egentlig ikke regnet med, at det ville spille den helt store rolle. Så tidligt placerede stigninger på sprinteretaper plejer nemlig aldrig at blive brugt til noget som helst, men det mønster blev ændret under årets Tour, hvor Bora som bekendt på to etaper valgte at gå til stålet på stigninger, der var placeret endda langt længere fra mål end denne. Med tanke på at Peter Sagan utvivlsomt tankede masser af selvtillid med gårsdagens lille genfødsel på en etape, der endte med at være knaldhård, og at han ikke har vundet ét eneste cykelløb i nu snart 15 måneder, må sejrssulten vel efterhånden være så stor, at ”Projekt Albi”, som han første gang lancerede på 7. etape i Touren i 2013, og som altså blev anvendt to gange i september også, kunne være på bordet igen.

Der er dog to forhold, der taler for, at det giver mening for Bora at gå til stålet og sende de fleste sprintere til tælling på stigningen, der er rigeligt svær til at rydde næsten helt ud i gruppen af afsluttere. Det første er, at etapen er ganske kort, og det er derfor ikke en uoverskuelig og alt for energikrævende opgave. Det andet er, at der venter en ret teknisk nedkørsel, som går lidt af sig selv, og at der således kun er 40 km at kontrollere til sidst.

Der er imidlertid også to forhold, der taler imod det. For det første, at Boras Giro-hold slet ikke så klatrestærkt som Tour-truppen. Patrick Gamper og Maciej Bodnar er ubrugelige til projektet, og da Rafal Majka og Patrick Konrad skal beskyttes, efterlader det ham med bare Cesare Benedetti, Matteo Fabbro og Pawel Poljanski til dels at smadre feltet og dels kontrollere det flade indløb. Det andet forhold er Majkas fine kørsel i dag, som kunne tilsige, at udsigten til en stor bjergetape onsdag bør betyde, at man måske lægger en dæmper på den værste aggression.

Spørgsmålet er, om de kan finde allierede. Det er nærliggende at kigge i retning af Sunweb. Michael Matthews vinder aldrig en flad spurt mod de rigtige sprintere, men stigningen her er så svær, at vi kan reducere antallet af hurtige folk til så få, at også han har en chance. Sunweb har en solid trup af klatrere, men ligesom Bora tankede deres kaptajn, Wilco Kelderman, også selvtillid i dag, hvorfor de måske også tænker, at der er en hest, der trænger til at blive klappet.

Den sidste lille overvejelse, jeg har mig, er, om Ineos kunne finde på at vise samme flotte moral som i Touren. Ganske vist virker det uhørt usandsynligt, at Ben Swift skulle vinde en spurt, men det ville immervæk være en flot måde at rejse sig på, hvis de smadrede feltet undervejs og gav deres formstærke britiske mester en chance. Mest tror jeg, at der er for mange sår, der skal slikkes, men det er ikke helt utænkeligt, at de giver den et skud.

Det efterlader os med to scenarier, og de kan begge blive til virkelighed. Enten ender det som en kedelig sprinteretape, hvor de bare ruller op ad bjerget og kører en helt klassisk massespurt til sidst. Alternativet er, at Bora, Sunweb og/eller Ineos for alvor til fat og gør etapen til det blodbad, en så lang stigning kan gøre.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne mirakuløst Giro-klar: 21. april var en slags D-dag

Jeg er bestemt ikke skråsikker i min vurdering, men jeg hælder faktisk mest til det sidste. Jeg tror, at Sagan er så skrupsulten, at selv det slovenske monster Primoz Roglic ville blive mæt før ham, og da etapen er relativt kort, og man formentlig med Benedetti og Poljanski motorer kan spare den formstærke nøglehjælper Fabbro til onsdag, vælger jeg at tro, at de gør forsøget. Om Sunweb og /eller Ineos giver en hånd med, må vi se, men jeg mener, at chancen for en reduceret og ikke fuld massespurt er gode. Og hvis det bliver den lille gruppe, er stigningen så lang, at det vitterligt også bliver en ganske lille en af slagsen.

Første del af etapen bør dog være begivenhedsfattig. Der er modvind hele dagen, og det ansporer nok ikke til angrebslyst fra mange andre end wildcardholdene og måske Thomas De Gendt. Udbruddet bliver formentlig dannet fra km 0, inden Deceuninck sætter sig frem, og de kan nok vente sig hjælp fra FDJ, UAE og Bora samt måske også Cofidis og Israel SUN. Udbruddet vil nok være så lille, at der vil være lidt point at kæmpe om i den første indlagte spurt, der som den eneste har point til pointtrøjen, og derefter bliver det helt afgørende, om vi får udskilning eller ej, eller om det bliver langsomt hele vejen op. Uanset hvad kommer det til at gå stærkt til allersidst, når alle klassementsholdene vil først ind på den tekniske nedkørsel. Får vi det hårde løb, bliver det så forfølgelsesløb hele vejen - og mulighed for bonussekunder for klassementsrytterne i den sidste spurt, da udbruddet så vil være kørt ind - men får vi det lette, bliver det et langt ventespil i modvinden, indtil spurten skal køres.

Selve spurten er meget kringlet med de mange sving på de sidste to kilometer. Selve opløbet er stadig relativt langt og meget bredt, hvorfor der bliver plads til at lade farten tale - ikke mindst i medvind. Lead-outs vil dog være meget vigtige, hvis vi har et fuldt felt. I et reduceret felt vil der dog være så få sprintere og så svækkede tog, at det formentlig vil være hurtigste mand, der vinder.

Da jeg mest tror på det hårde scenarium, vælger jeg at pege på Peter Sagan som min favorit. Slovakken var som nævnt lidt af sit gamle jeg i går, og han kommer utvivlsomt også med over denne stigning. I det lette scenarium er der folk, der er hurtigere end ham - selvom han i så teknisk en finale uden mere end én supersprinter (Gaviria) godt kan vinde - men hans største chance kommer i det hårde scenarium. I det tilfælde vil jeg tro, at Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Elia Viviani og Alvaro Hodeg alle er sat af, og så ligner Sagan pludselig den klart hurtigste. Den tekniske finale passer også fremragende til den positioneringsstærke slovak - især i et felt uden lead-outs - og derfor er der al mulig grund til at tro, at han bryder sin næsten 15 måneder lang tørke, hvis Bora vælger at gå efter det. Det tror jeg, at det gør, og derfor peger jeg på Sagan som min favorit.

Den største trussel i en reduceret massespurt må være Davide Ballerini. Der er ingen tvivl om, at Hodeg er plan A, hvis det bliver let, men colombianeren kommer aldrig med over, hvis der bare bliver kørt lidt stærkt. Det bør Ballerini, der ved de italienske mesterskaber kørte som en drøm, til gengæld gøre, og så står han ganske stærkt. Med sejren i Polen viste han nemlig, at han har fået en helt ny hurtighed efter at være kommet til Belgien, og når han kan slå Pascal Ackermann, kan han også slå Sagan - også selvom vi i Tirreno trods alt så, at han har sine begrænsninger. Men det kræver, at Hodeg falder fra, for ellers ender han som en fremragende lead-out man i stedet.

Hvis det bliver en klassisk massespurt, er Arnaud Demare til gengæld min favorit. Gaviria er utvivlsomt stadig den hurtigste i løbet, men franskmanden har én gigantisk fordel: hans tog: Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri har vel ikke kørt én eneste spurt efter pausen, uden at de har været dominerende, og det vil de formentlig også være her. I denne tekniske finale er det en enorm fordel, og med den fart, Demare viste med sin sejr i Vallonien og ikke mindst i Torino, bliver han svær at slå, hvis han sættes rigtigt op. Får vi det hårde scenarium, har han også en lille chance, men lange stigninger har aldrig rimet på Demare. Derfor hælder jeg til, at han kun har en mulighed, hvis Bora giver ham lov til at komme relativt let med over.

Manden, der kan slå ham i den lette spurt, er naturligvis Fernando Gaviria. Colombianeren havde et forfærdeligt 2019, men i Kina til sidst var han sit gamle lynhurtige jeg, da han fik Ackermann til to gange at ligne statist. Samme hurtighed viste han i Burgos i år, men desværre så vi så sent som i Tirreno og i næsten alle hans løb i år, at hans positionering er helt forsvundet. Toget med Sebastian Molano og Maximiliano Richeze har skuffet fælt, men i et felt uden mange tog burde de stadig stå stærkt. Sidder Gaviria ikke for langt tilbage, vil han formentlig være hurtigst, og han reddes af den brede vej og medvinden. Alt sammen kræver det dog et let løb, for Gaviria klatrer efterhånden ringere end de fleste. Lidt mere holdbar er Sebastian Molano, men heller ikke han har mange chancer for at klare den, hvis der åbnes for gassen. Falder de alle fra, vil Diego Ulissi måske spurte af hensyn til pointtrøjen, men han har ikke farten til at komme i nærheden af Sagan.

Det har ikke været sjovt at være Elia Viviani i år, men han har faktisk en pæn chance for at vinde en etape i dette løb. Hans 4. og 5. plads i Touren viste nemlig, at farten fortsat er ganske fin, og hvis Gaviria sidder dårligt placeret, er der ingen i dette felt, han ikke kan slå. Udfordringen bliver at overleve stigningen, for han kommer ikke med hjem, hvis Bora går til stålet. Han klatrer dog ikke ringe, og sidder han der til sidst, viste han i Touren, at hans positionering stadig er en af de bedste. Og det er som bekendt en nøglekomponent i denne kringlede finale. Gårsdagens styrt var heldigvis harmløst.

Alvaro Hodeg er næsten umulig at vurdere. Hans fart synes stærkt svingende, for af og til imponerer han stort, mens han ofte også skuffer. Han spurtede katastrofalt i januar og februar, men til gengæld vandt han en fornem sejr foran Bennett og Groenewegen i BinckBank Tour sidste år, inden han slog Ackermann, Merlier og Gaviria i Münsterland. På sine gode dage er han på fart nok den største trussel mod Gaviria, men han er også den ringeste klatrer, og han kommer kun med hjem, hvis det går meget let. Hans positionering er skidt, men han har heldigvis i Ballerini en af de bedste lead-out men. Han har derfor gode chancer for at vinde, men det kræver, at de andre har lyst til at slæbe ham med til stregen.

Læs også

Emma Norsgaard udgår af Vueltaen

Michael Matthews vinder aldrig en klassisk massespurt, og hans eneste reelle chance er derfor et hårdt løb. Selv i det tilfælde tror jeg dog, at det bliver svært. Matthews er bare ikke specielt hurtig på flad vej, som vi senest så i sidste års Tour, og jeg har godt nok svært ved at se ham overspurte Sagan i denne finale. For mig at se er han en meget sandsynlig podiekandidat, hvis det bliver hårdt, men som vinderkandidat står han ikke specielt stærkt. Han har dog før overraskende vundet også helt flade og fulde massespurter i Paris-Nice, ligesom han i Milano-Sanremo jo faktisk kørte en fornem spurt. Selv da var han dog nok også blevet slået af Sagan, der blev lukket inde, og det er bare noget andet at spurte efter 140 end efter 300 km. Jeg tror, at etapen er for let, og at han må nøjes med en placering i top 3.

Cofidis’ alternativ er Simone Consonni, men det er helt umuligt at spå om hans holdbarhed, der svinger mere end meldingerne om Donald Trumps helbredstilstand. Af og til falder han fra på en motorvejsbro, men i Touren imponerede han stort på særligt Lyon-etapen. Det kan derfor blive både fugl og fisk, men sidder han der til slut i et reduceret felt, står han ikke helt ringe. Nok er der hurtigere folk end ham, men han er ganske god i positionskampen, og mod Sagan, Ballerini og Matthews er han ikke helt uden chance. Cofidis har også Nathan Haas som plan C, men jeg vil tro, at han skal vente på sine sprintere, for han vinder alligevel ikke en spurt mod Sagan.

Israel SUN har to kandidater, og jeg tillægger nok Davide Cimolai de bedste chancer. Man kan gentage det meste af historien om Consonni, for også hans holdbarhed svinger, som vinden blæser. I år har det desværre haltet gevaldigt, og derfor tror jeg ikke, at han klarer den, men skulle han have de ben, han havde i eksempelvis Tour of Britain sidste år, har han en reel chance. I en spurt uden de hurtigste står han også fornuftigt med sin fine positioneringsevne, men desværre synes han at have tabt betydelig hurtighed i år, hvor han har skuffet de fleste gange - senest i Tirreno, hvor han end ikke kunne gå forbi sin lead-out man Rick Zabel.

Bliver det et let løb, synes meldinger fra holdet at være, at de kører for Rudy Barbier, men han kommer også kun med hjem, hvis det bliver nemt. Det tvivler jeg på, at det gør, men skulle han sidde der, er han ikke uden chance. I år har han spurtet bedre end nogensinde, siden han tog en choksejr helt fra begyndelsen i Argentina, og toget med Zabel og Cimolai er et af de bedste. Vi har dog set betydelige begrænsninger på det seneste i Polen, Ungarn og Slovakiet, og derfor tror jeg, at der er folk, der er hurtigere end ham.

Jeg vil faktisk heller ikke afskrive Rick Zabel. Han er her som lead-out man, men han har altså imponeret stort i år, først på Hatta Dam i UAE Tour, siden med sit flotte lead-out for Cimolai i Tirreno som omtalt ovenfor og senest med bjergtrøjen forleden. Jeg vil stadig tro, at han falder fra, hvis der går til stålet, men sidder han der uden sine sprintere, får han chancen. Jeg tror ikke, at han vinder, men spurter han som i Tirreno er det ikke umuligt.

Som sagt kan etapen også blive så hård, at Ben Swift kommer i spil. Igen i dag viste han, at ingen klatrer som ham på lange stigninger, og han kommer med statsgaranti med hjem. Til gengæld ved vi også, at han bestemt ikke er hurtig i en flad spurt, og det kun blevet værre med alderen. Derfor er han ligesom Matthews mere podie- end vinderkandidat, men som hans to podiepladser i Sanremo viser, har han før overrasket efter et hårdt løb.

Endelig vil jeg pege på Jhonatan Restrepo. Colombianeren er egentlig ikke sprinter, men han var altså overraskende god i spurterne i Colombia i foråret. Han har ikke en chance i en klassisk massespurt, men bliver det hårdere, sidder en formstærk Restrepo med hjem. Alligevel frygter jeg, at det ikke sker, for efter pausen har han været helt væk, og vi ved desværre, at en formsvag Restrepo er meget, meget, meget langt fra sit topniveau. Og desværre har han altid været mere formsvag end -stærk.

Både Enrico Battaglin og Andrea Vendrame sidder helt sikkert med hjem til en spurt, og top 10 er derfor meget sandsynlig. Sejrschancer har de dog ikke. Den formstærke Luca Wackermann kan også meget vel tænkes at spurte, i hvert fald hvis det bliver hårdt, men heller ikke han vinder, og i et let løb har Vini Simone Bevilacqua som alternativ. Stefano Oldani burde have en god chance for at sidde med hjem, men han er med sin fart mere top 10 end vinderkandidat. Albert Torres har imponeret med sin holdbarhed, men han sidder kun med i et let løb, og han vinder ikke. Giovanni Lonardi er faldet helt sammen både på holdbarhed og fart, men måske kan Bardiani få Filippo Fiorelli i top 10, hvis det bliver hårdere. Fabio Felline viste lidt af sin gamle hurtighed med sejren for nylig, og måske får han en chance for en top 5 eller 10, hvis det har været hårdt, men jeg tvivler på, at det decimerede Astana-mandskab giver plads til det. Endelig er det sandsynligt, at Sean Bennett, Kamil Malecki og Josef Cerny kører en spurt, som kan give en top 10, hvis det har været hårdt, mens Danilo Wyss måske kan gøre det samme, selvom han ikke har kørt en spurt siden Ruder Konge var knægt.

BEMÆRK: Jeg skal nok engang understrege, at jeg her taler om vinderbud. Bruger man optakten til managerhold eller lignende, er det derfor vigtigt, at man læser beskrivelsen af de enkelte ryttere. Ellers kan man få sig en gedigen overraskelse.

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Arnaud Demare

Outsidere: Fernando Gaviria, Elia Viviani, Alvaro Hodeg, Michael Matthews, Simone Consonni

Jokers: Davide Cimolai, Rudy Barbier, Rick Zabel, Ben Swift, Sebastian Molano, Jhonatan Restrepo