Optakt: 4. etape af UAE Tour

Ruten

Mens kongeetapen i Abu Dhabi Tour med sit mål på 3. etape Jebel Hafeet-stigning altid har været en sag for klatrerne, har det forholdt sig helt anderledes i Dubai Tour. Her er terrænet langt fladere, og derfor har løbet været lidt af en sprinterfest. Undtagelsen har været den nu efterhånden ikoniske kongeetape, der har ført feltet ud i ørkenen, hvor de eksplosive puncheurs har kunnet slås om sejren på den korte, men meget stejle Hatta Dam-stigning. Naturligvis skal den finale genbruges også i UAE Tour, hvor den ganske vist ikke som i det gamle løb ventes at spille nogen stor rolle i kampen om den samlede sejr, men hvor den som altid vil give anledning til et forrygende og spektakulært show, hvor evnen til at overleve et sandt syrebad vil bestemme, hvem der skal hyldes som vinder af det, der allerede nu er blevet lidt af en klassiker.

Med sine 197 km er der tale om landet usædvanligt lang etape, der dog følger det mønster, vi til hudløshed kender fra kongeetapen i Dubai Tour. Således indledes slaget også denne gang i hjertet af Dubai og slutter på Hatta Dam-rampen dybt inde i ørkenen. Starten går på spektakulær vis helt ude på Palm Island ud for Dubais kyst, hvor man efter en kort rundtur kører mod sydøst ind til fastlandet. Herefter går det kortvarigt mod nordøst op langs kysten, inden man forlader vandet for at køre mod sydøst ud gennem Dubai med retning mod ørkenen. Her fortsætter man igennem sandbankerne mod sydøst frem til den første spurt, der er placeret efter 46,8 km på Al Quadra-cykelbanen. Her drejer man mod nordøst for at køre igennem den flade ørken frem til den anden spurt, der er placeret i Labhab efter 88,9 km.

Efter et kort stykke, der først leder mod sydøst og siden nordøst, følger en lang, lige og flad vej, der leder gennem ørkenen frem til afslutningen i Hajar-bjergene. Her rammer man en lang, jævn stigning og dernæst en lang nedkørsel, der leder til byen Huwaylat med 18,3 km igen. Her starter finalen, når rytterne over 6,6 km bevæger sig mod syd op ad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 7% mod toppen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der har top med 10 km til mål, men herefter returnerer feltet til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter adskillige sving i byen Hatta frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Det sidste, meget skarpe sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1436 højdemeter.

Finalen har været benyttet tre gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet tilstrækkeligt til at vinde samlet. I 2016 var etapen betydeligt lettere og havde en finale, der var en kopi af årets udgave. Det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med 4 sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt. I 2017 var nøjagtigt samme etape på programmet, men her betød meget kraftig vind desværre, at man efter i første omgang at have ændret løbet til et rundstrækningsløb helt måtte aflyse etapen. Sidste år lykkedes det atter at afvikle etapen, og her var Brandon McNulty meget tæt på at levere en sand sensation, da han efter en lang dag i udbrud først blev hentet mindre end 100 m fra stregen. I stedet endte det i den ventede puncheurspurt, og denne gang var det Sonny Colbrelli, der sejrede foran en stærkt afsluttende Magnus Cort og Timo Roosen.

Vejret

I dag kom vinden ikke i spil, og det bør den heller ikke gøre onsdag. Her bliver det nemlig mere stille og varmere på en dg med kun enkelte skyer og en temperatur på 26 grader. Vinden vil bare være let til jævn fra nordvest, hvilket giver medvind på det meste af turen gennem ørkenen, afbrudt af et kort sidevindsstykke. Ind mod Hatta drejer man gradvist fra medvind over i sidemedvind, indtil man efter det sidste skarpe sving får sidemodvind på selve rampen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Analyse af 3. etape

Man må håbe, at Alejandro Valverde i årets første uge ikke har brugt alt for megen tid i selskab med de gamle rivaler Philippe Gilbert og Michal Kwiatkowski eller den tidligere holdkammerat Philippe Gilbert. I givet fald har de nemlig sikkert alle haft travlt med at belære ham om, at der er en gran af sandhed i den gamle myte om regnbuetrøjen forbandelse. Alle havde nemlig overordentlig svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger med sportens smukkeste trøje på deres skuldre, og et kig i historiebøgerne giver al mulig grund til at støtte påstanden om, at det hele bare bliver lidt mere vanskeligt med det ikoniske symbol tværs over maven.

Hvis han var lidt bekymret for, om han nu også som en anden Peter Sagan kunne fortsætte vinderstimen trods sin nye status, har de første løb heller ikke givet megen grund til i maven at holde fast i den solide isklump, der altid har kendetegnet den kølige veteran. Valverde er nemlig kendt som en sand vindermaskine, der kun sjældent fejler, men i år har alt ikke været ved det gamle. Tværtimod er de mange sejre blevet erstattet af hele fire 2. pladser, en 3. plasds, tre 4. pladser, en 5. plads, en 8. plads, en 10. plads og mere beskedne placeringer som nr. 12, 21 og 25 i tre sprinterløb. Dermed var Valverde stadig sejrsløs, da han i morges slog øjnene op under den arabiske sol - og vi taler altså om den 26. februar, et næsten uhørt sent tidspunkt på sæsonen for den spanske vindermaskine.

Tanken om forbandelsen har derfor været nærliggende, men man har næppe skullet lade sig narre. Mange vil helt sikkert huske, hvordan en desperat Valverde i vinteren mellem 2017 og 2018 som følge af en slem skade, der truede hans fremtidige karriere, gennemførte et trænings- og genoptræningsregime, som kun sportens mest dedikerede blot tør tænke på. Det betød, at han på mirakuløs vis i 2018 var lige så stærk som tidligere, men havde også den pris, at han brændte krudtet af for tidligt. Efter at have knust al modstand i februar og marts var gassen gået af ballonen, da der skulle skrives yderligere historie i Ardennerne, og resultatet blev en sjældent glansløs klassikerkampagne, der tvang Valverde på en tiltrængt ferie.

Valverdes mange sejre er et resultat af et eminent kendskab til egne evner og forståelse for sin krop, ig derfor har han naturligvis været pinligt bevidst om ikke at gentage den fejl. Det har derfor ikke været svært uventet, at han i 2019 har lagt relativt blødt ud. Nuvel, Valverde har sportens højeste bundniveau, og selv på 80% kører han, som ovenstående imponerende resultatliste viser, altid med i front, men man behøver ikke at have set meget af kongeetapen i Valencia for at vide, at verdensmesteren ikke har været ved vanlig styrke.

Da han knuste al modstand på Cresta del Gallo-stigningen i Vuelta a Murcia, hvor det kun var en lidt forsigtig nedkørsel og en ugunstig taktisk situation, der kostede ham sejren, var det imidlertid helt klart, at formen var på helt rette vej frem mod det helt store mål i de sydbelgiske bjerge til april. Derfor var der også grund til forhåbninger om noget stort, da han i søndags stillede til start i UAE Tour, også selvom ingen kunne sige sig fri for at have mistanke om, at han fortsat ikke er ved samme styrke som sidste år.

Dagens kongeetape giver egentlig fortsat indtryk af, at der er plads til forbedring, men alligevel lykkedes det den spanske cykelkonge endelig at frigøre sig fra regnbuens ubehagelige forbandelse, da han med et studium i mesterlig timing for andet år træk erobrede det golde bjerg Jebel Hafeet i den arabiske ørken. Og har man svært ved at forstå, hvorfor dagens sejr var nr. 122 i en lang og glorværdig karriere behøver man blot at se finalen på dagens etape for at forstå, hvorfor veteranen er en sand sejrmaskine.

Det var nemlig så klassisk og snu Valverde-kørsel, som det overhovedet kan være. Ligesom sidste år forholdt han sig helt i ro, mens han lod rivalerne slide silken af med utallige angreb på de stejle skråninger. Heller ikke da Primoz Roglic, Dan Martin, Emanuel Buchmann og David Gaudu en overgang havde distanceret ham med næsten et halvt minut, gik han i panik, for med sin enorme erfaring vidste han præcis, hvor han skulle slå til, og hvad han ville være i stand til på den knap så vanskelige og meget eksplosive sidste del af stigningen.

Derfor sad vi vel alle bare og ventede på, hvornår det første af de berømte slangehug blev sat ind, for enhver vidste, at det ville komme før eller siden. Og præcis som i 2018, hvor det var Miguel Angel Lopez, der skulle fanges, timede verdensmesteren det hele til UG, da han med en første forcering i et snuptag fangede en lidende Dan Martin, der havde måttet slippe under Roglic’ og Gaudus mange forceringer. Her var han ikke uheldig med netop at sidde hos ireren, der som altid var alt for generøs i sit føringsarbejde, og helt uden nærmere eftertanke lod sin ærkerival komme sig i sit baghjul.

Dermed var det helt givet, at Valverde med endnu et klinisk slangehug ville kunne køre alene op til de forreste, og det blev igen gjort med mesterlig timing, så han fangede fronttrioen lige inden den sidste nedkørsel i finalen. Den gav ham mulighed for at få vejret en sidste gang, hvorefter det naturligvis var som at stjæle slik fra børn med et tredje og sidste slangehug at slå til i spurten, som han for 12 måneder siden gjorde det mod en hjælpeløs Lopez.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Sejren var så stilren og klinisk, at der intet andet er at gøre end at bøje sig i støvet for verdensmesteren. Men der bliver ikke megen tid til fejring i aften, for straks melder bekymringerne sig i Movistar-lejren. Var der én rytter, der ikke måtte være med fremme i dag, var det nemlig den førende Roglic, og derfor var der kraftig malurt i bægeret, da Valverde midt i al glæden kunne vende sig rundt og stirre direkte ind i nogle fokuserede slovenske øjne, der med tilfredshed kunne notere, at tabet blot blev de beskedne 4 sekunder, som udgjorde forskellen i tidsbonus.

Dermed fik Roglic til fulde dokumenteret, hvorfor overmennesket Egan Bernal ikke kunne slide ham af i Romandiets bjerge sidste år, eller hvorfor end ikke supereksplosive Julian Alaphilippe på de to første etaper af Bakerlandet Rundt kunne vriste sig fri af det slovenske fænomen. Der er nemlig en grund til, at sloveneren er et af tidens allermest lovende klassementshåb, for udover at være blandt de førende temporyttere dokumenterede han atter i dag, at han også i bjergene hører til blandet de allerskarpeste.

Scenariet kunne derfor ikke være bedre for alverdens cykelfans. Roglic har nu en føring på 14 sekunder ned til Valverde, der fremstår som favorit til at vinde på eksplosive Hatta Dam i morgen og på Jebel Jais på fredag, hvor en meget kraftig modvind ventes at sikre en sandsynlig spurt på toppen af den ellers ret lange stigning. Selvsamme modvind betyder, at det bliver vanskeligt for Valverde at drømme om at køre fra brølstærke Roglic, og skal han vinde, skal det formentlig ske i kraft af bonussekunder. Yderligere to etapesejre vil bibringe ham 20, men Roglic kan sagtens også få del i bonussen, ikke mindst på fredag, og dermed er der lagt op til en knivskarp afslutning, hvor man slet ikke kan udelukke, at også de indlagte spurter kan komme i spil.

Midt i al beundringen over Valverdes kliniske sejr skal man imidlertid ikke glemme, at dagen også bød på opvisninger fra to af sportens klatretalenter. Enhver, der har været vidne til etaperne i Tour La Provence og løbene på Mallorca, ville ganske vist allerede vide, at David Gaudu og Emanuel Buchmann har været flyvende fra sæsonstart, men det var alligevel smukt at se dem konfirmere deres potentiale på den helt store WorldTour-scene i et felt, der er en grand tour værdig.

Særligt Gaudu har altid kunnet få blodet i kog hos sportens fans, lige siden han som helt ung satte tider på La Planche des Belles Filles, der var hurtigere end den, Romain Bardet satte under Touren. Starten i 2017 var trods den manglende stabilitet da også lovende, og derfor var det så smertefuldt at se, hvordan han i 2018 helt forsvandt fra scenen. Heldigvis viste han med et eminent Milano-Torino i oktober, at han måske var på vej tilbage på sporet, og efter i dag er der al mulig grund til, at de franske journalister atter fyrer op under drømmen om en ny hjemlig Tour-vinder, for det står helt klart, at Gaudu er ”the real deal”.

I Provence kørte den klejne FDJ-rytter allerede som en motorcykel, men her var hans styrke skjult i resultatlisten, der var skæmmet af, at stigningerne havde været for lette til at åbenbare den styrke, han vitterligt havde vist. I dag konfirmerede han evnerne på den største scene, for han lignede aldrig en mand, der på noget tidspunkt var i vanskeligheder trods Roglic’ gentagne forceringer. Resten af løbet passer ham ganske vist ikke, men Gaudu kan i hvert fald tage tilbage til Europa med bevidstheden om, at han går en stor fremtid i møde.

Det gør Buchmann også, efter at han fulgte den knusende overlegne kørsel på Mallorca op med endnu en smuk præstation i dag, hvor hans solide ”dieselklatring” bragte ham helt i front i en eksplosiv finale, der ellers ikke passede ham. Noget kunne tyde på, at sidste års Vuelta blot har styrket hans motor yderligere, og at han er klar til i juli for første gang for alvor at teste evnerne som Boras klassementsrytter i Touren. Han skal time formen bedre, end han gjorde sidste efterår, men hans gradvise udvikling er både naturlig og lovende.

Lidt mere malurt må der være i UAE-bægeret. Dan Martin havde fået ordre om at være knivskarp til sit arabiske holds hjemmebaneløb, og han viste da også, at han var blandt de allerstærkeste. Som det desværre ofte er tilfældet for sympatiske og uheldige Martin, manglede han imidlertid det allersidste, og nok engang var det lige-ved-og-næsten i en nærkamp med ærkerivalen Valverde. Hans kørsel var dog solid og en bekræftelse på, at UAE med deres hovedrengøring i ledelsen har vendt et fallitbo til at være et lovende storhold, der er kommet flyvende fra start.

Det var der i det hele taget mange, der i dag gjorde. Det gælder særligt for Ilnur Zakarin, der efter et katastrofalt 2018 synes at være på vej tilbage. Sidste år blev den dårlige tone allerede slået an i dette løb , men da han sidst kørte med om sejren på denne stigning i 2017, endte sæsonen på Vuelta-podiet. Tænker man på, at dagens eksplosive finale tillige var ”anti-Zakarin”, kan man kun være fortrøstningsfulde hos et Katusha-hold, der efter mareridtet i 2018 har set opmuntrende tegn fra kaptajnerne Kittel og Zakarin.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Også Davide Formolo lagde som i 2018 stærkt fra land på denne stigning, hvor han for 12 måneder siden skabte forventninger om, at han måske endelig kunne indfri sit kolossale potentiale. Det skete desværre aldrig, men mon ikke de italienske cykelromantikere igen skruer op for drømmene efter i dag? I hvert fal det opløftende at se den ranglede Bora-klatrer lægge så stærkt fra land.

Listen over opmuntringer tæller også James Knox, der slet heller ikke passede til denne eksplosive stigning, men som efter en lidt svær debutsæson i dag viste, hvorfor han længe har været regnet som en af næste store britiske klatrere. I det hele taget var det en stor dag for Deceuninck, der satte point ind på talentkontoen. Remco Evenepoel fortsætter nemlig med at overgå de selv de vildeste forventninger, da det blot 19-årige fænomen i karrierens første bjergfinale på WorldTouren sluttede som nr. 15 og endda udviste enorm modenhed ved tidligt at slippe og herefter langsomt kæmpe sig tilbage. Ja, jeg har tidligere sagt, at 2019 kommer for tidligt for en så ung rytter, men de ord har jeg netop indtaget til min frokost. Allerede i år kan vi forvente os solide resultater fra sportens nye komet.

Og lad os så også kippe med flaget for Jan Hirt. I tiden på CCC viste tjekken sig som en af de mest lovende rene klatrere, da han gang på gang var med i front på de sværeste af de svære stigninger. Det første år på Astana var en regulær katastrofe, men i dag viste han atter, hvorfor han sikrede sig en plads på WorldTouren. Med tanke på, at dagens finale slet ikke passede ham, kan der derfor være håb om, at den altid ustabile Hirt måske kan rejse sig igen. I givet fald kan Miguel Angel Lopez glæde sig over, at han fået et næsten skræmmende hold til at støtte sig i Giroens bjerge. Og endelig skal det bemærkes, at Geoffrey Bouchard, der har en ganske speciel baggrund, viste, at han i den grad er værd at holde øje med i sit første år på Ag2r.

Listen over tabere tæller naturligvis først og fremmest Richie Porte, men hans kollaps kommer nu ikke som en stor overraskelse. Som vi allerede skrev i går, var det enten-eller med lottokuponen Porte, der altid enten er flyvende eller helt til hundene. Som så ofte før i februar var det sidstnævnte, der gjorde sig gældende, og dermed ser det ud til, at sygdom for Gud ved hvilken gang har slået australieren ud. Man kan håbe, at han genfinder benene til nogle af forårets senere løb, men lige nu ligner han i hvert fald ikke den Paris-Nice-favorit, han gjorde i morges. Og meget bedre blev det ikke af, at slideren Bauke Mollema måske nok kæmpede sig tilbage til en hæderlig 9. plads, men efter en lovende sæsonstart atter måtte indse, at han i de høje bjerge ikke har fordums styrke.

Også Sunweb fik sig lidt af en lussing, da hverken Tom Dumoulin eller Wilco Kelderman kunne være med i front. I årets første løb er det slet ikke nogen katastrofe, men ingen af dem havde lagt skjul på, at de var kommet til Mellemøsten for at køre med om sejren. I det store billede er et februarløb som dette uvæsentligt, men tyskerne går i hvert fald glip af vigtige WorldTour-point, som de havde kalkuleret med at sikre sig i ørkenens nye storløb.

Mange point bliver der heller ikke til Sky. For Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski var det naturligvis indlysende, at en så lang stigning kunne være for svær, og det viste sig da også at være tilfældet. For dem er der dog grund til en anelse mere bekymring, ikke mindst for Moscon, der modsat alle rivalerne skal være i storform om ganske få uger i brostensklassikerne. Naturligvis skal man ikke tænde for alarmen allerede nu, men der er ingen tvivl om, at forventningen var større end dette. Det var den også for Gorka Izagirre, der dog også var ganske tvivlsom på en så lang stigning som denne.

Andre er mere rolige. Det gælder særligt for Vincenzo Nibali, for der var ingen, der havde forventninger til den italienske stjerne, der i de senere år har haft for vane slet ikke at præstere i årets første løb. Derfor var dagens resultat ganske hæderligt. Langt værre er det for Tejay van Garderen, der virkede enormt motiveret, men fik et mentalt knæk nr. 747, da han på de sidste kilometer eksploderede totalt og dermed ikke synes at have kunnet bruge skiftet til EF til noget positivt. Og for Dimension Data endte det hele også katastrofalt, da Roman Kreuziger fortsatte sin katastrofale sæsonstart, og Louis Meintjes ingen tegn på fremgang viste.

Alle sammen kan de da også godt skyde en hvid pind efter den samlede sejr. Med mindre Jebel Jais bliver en taktisk affære, som de svage Movistar- og Jumbo-hold ikke kan kontrollere, ligner det fra nu af et opgør mellem Roglic og Valverde, men den bliver som sagt også knivskarp og formentlig afgjort på bonussekunder.

Allerede om 24 timer bliver vi meget klogere, når støvet har lagt sig på Hatta Dam. Scorer Valverde nemlig ikke tidsbonus her, bliver det nemlig meget vanskeligt at knække Roglic på fredagens etape. Heldigvis passer den stejle mur ham glimrende - og denne gang kan han nøjes med et enkelt klinisk slangehug for at vise, at han ingenlunde lider under nogen regnbueforbandelse.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Favoritterne

Som sagt er morgendagens etape til Hatta Dam med dagens udvikling gået fra at være interessant til at være potentielt helt afgørende for kampen om den samlede sejr. Uden bonussekunder i morgendagens finale vil Alejandro Valverde nemlig stå i en overordentlig vanskelig situation og uden mange chancer for at besejre Primoz Roglic. Derfor er der i den grad lagt i kakkelovnen til endnu et spektakulært slag, der til fulde kan matche dagens smukke finale.

Blandt de mange velkendte etaper fra Abu Dhabi og Dubai er Hatta Dam vel den mest ikoniske af dem alle. Den er nemlig både spektakulær og unik og har en profil, der gør det hele enormt åbent. Stigningen er nemlig så kort, at ”bakkesprintere” som Sonny Colbrelli, John Degenkolb og Juan Jose Lobato har haft overhånden, og at de holdbare sprintere altid er med langt fremme. Omvendt er den også så stejl, at de eksplosive puncheurs kan være med, og Valverde selv blev nr. 3, da han for hidtil eneste gang i 2015 gav sig i kast med de stejle skråninger.

Der bør heller ikke være den mindste tvivl om, at et samlet felt vil skulle slås om sejren. Som sagt kan Movistar under ingen omstændigheder tillade sig at smide bonussekunder væk, og derfor skal de kontrollere etapen. Starten vil formentlig blive mere aggressiv end det har været tilfældet på de to første langgabere, og det vil passe Jumbo-Visma fint, da de har al mulig interesse i at lade et ufarligt udbrud køre hjem. Derfor vil de lade forspringet vokse, men Movistar er nødt til hurtigt at vise deres intentioner. Måske giver også Sky en hånd med, men selv hvis de står med ansvaret alene, vil spanierne være nødt til at skabe samling. Til gengæld er det nok ikke på denne etape, at de skal jagte bonussekunder i de indlagte spurter, der begge kommer langt fra både start og mål.

Som altid er der frygt for sidevind i ørkenen, men denne gang har vinden lagt sig. Der venter et sidevindsstykke midtvejs, men det kommer for tidligt til at skabe andet end nervøsitet. Derefter vil der være medvind hele vejen hjem, og det vil betyde, at vinden næppe komme i spil denne gang.

På de sidste bakker kan vi vente os, at Movistar lægger pres på. De har al mulig interesse i at trætte sprinterne inden finalen, så det i stedet bliver et opgør mellem de lidt lettere folk. Afslutningen er dig den samme som i 2016 og 2018 og ikke som i 2015, og derfor er bakkerne ikke velegnede til at skabe den store udskilning. Medvinden vil være en hjælp, ligesom de også kan få skruet farten op af de angreb, vi altid ser i denne fase, men vi forventer et stort felt frem mod bunden af muren.

I år er situationen anderledes end i Dubai Tour. Dengang var det nemlig sprinterne, der kæmpede om klassementet, og derfor måtte også folk som Marcel Kittel og Mark Cavendish forsøge at holde sig til. Sådan er det ikke i år, og derfor vil mange af de hurtige folk sikkert tage den med ro og spare kræfter til torsdag. Samtidig er feltet renset for de bedste ”bakkesprintere” som Colbrelli og Degenkolb, og det bør yderligere gøre det nemmere for de lidt lettere typer. I det hele taget er der langt flere ”små” folk, end vi er vant til, og derfor vil vi formentlig se en lidt anderledes finale, hvor sprinterne vil træde lidt mere i baggrunden og måske snarere hjælpe deres kaptajner, og hvor det først og fremmest vil være klassementsfolk, der vil blande sig med enkelte udvalgte sprintertyper.

Selve bakken er naturligvis vigtig, men allervigtigst er positionskampen frem mod sidste sving. Man kan være nok så stærk på selve muren, men sidder man langt tilbage inden svinget, er man allerede ude af kampen. Som Lobato viste i 2015, og Magnus Cort viste sidste år, kan man vinde en del på de sidste meter, men langt de fleste vil have tabt løbet allerede med 150 m igen. Positionering kan ganske enkelt ikke overvurderes i denne finale!

Historien viser klart, at det først og fremmest er Colbrelli-typerne, der er stærke her, men som sagt er de alle fraværende. Derfor peger vi på Alejandro Valverde, der er en af de få klassementsryttere, der faktisk tidligere har prøvet etapen. I 2015 blev han ganske vist slået af Degenkolb og holdkammeraten Lobato, men han fik vist, at han sagtens kan blande sig med de tungere folk også i så eksplosiv en finale. I det hele taget har han blandt andet med sidste års sejr over Sagan på 8. etape i Vueltaen vist, at han også i lettere finaler kan slå de tunge folk, og dermed er der i et felt uden sprintere, der virkelig specialiserer sig i bakkespurter, ingen tvivl om, at Valverde vel er bedste mand.

Spørgsmålet kan snarere blive positionskampen. Valverde selv er glimrende, men siden styrtet under Touren har han været mere forsigtig. Det så man senest på nedkørslen i Murcia samt på Mallorca, hvor han smed mulige sejre væk. Løbet her betyder mere, men man kan frygte, at Valverde, der heller ikke har det stærkeste hold, ikke vil tage de nødvendige chancer. Derfor bliver skæbnen formentlig afgjort med 150 m igen. Sidder han godt i svinget, bliver han meget svær at slå, og derfor tror vi, at det bliver endnu en sejr til verdensmesteren.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Som skrevet i analysen var det ikke helt uventet, at Michal Kwiatkowski kom til kort på dagens lange stigning. Faktisk var der al mulig grund til at være optimistisk, for polakken gjorde det ganske pænt i en finale, der ikke just var hans kop te. Det er morgendagens eksplosive afslutning til gengæld, for her har han alle de rette egenskaber. Han er blandt de allerbedste i positionskampen, og han er fremragende på korte, stejle mure. Måske er denne en anelse for stejl til at passe ham ideelt, og vi så da også så sent som på 2. etape i Vueltaen sidste år, at han ikke har Valverdes fart i stigende spurter, men han er stadig blandt verdens bedste i disse afslutninger. Først og fremmest er det positionskampen, der er hans stærkeste våben, og herefter synes han at have en fornuftig form, der gør det muligt at færdiggøre arbejdet.

Svigter han, har Sky i stedet Gianni Moscon. Hans præstation i dag var ganske vist en anelse ildevarslende, da han har ambitioner om at være knivskarp allerede på brostenene. Omvendt har han næppe fokuseret meget på klatreevnerne frem mod klassikerne, og derfor kan han sagtens være bedre, end dagens præstation antyder. Denne finale passer ham i hvert fald fint, for han har blandt andet i Burgos i 2017 og sidste år i Coppa Sabatini vist, at han er en glimrende puncheur. Han er tillige stærk i positionskampen og kan her blive hjulpet yderligere, hvis han griber Kwiatkowskis baghjul. Måske er finalen også for ham en anelse for stejl, men efter et bragende flot efterår er der al mulig grund til at tro, at han kan være med helt fremme.

Som sagt er der blandt sprinterne ingen virkelige specialister i stigende finaler, men der er folk, der har chancer. Fernando Gaviria står nok stærkest, selvom han endnu har til gode at vise, hvad han kan i denne type afslutninger. Han har imidlertid vist gode klatreben på 2. etape i San Juan, hvor han klarede en svær stigning i finalen, og hans flotte kørsel på 1. og 2. etape vidner om god form trods sygdommen for et par uger siden. Det er stadig uklart, om han overhovedet vil forsøge sig, eller om han giver chancen til Alexander Kristoff, Diego Ulissi, Rui Costa og Dan Martin, der alle kan køre denne slags finaler, men han burde give det et skud. Vi har tidligere set, at Giacomo Nizzolo næsten har vundet her, og derfor burde Gaviria også have en reel chance. Til gengæld bliver det svært for Kristoff, der nok var med fremme sidste år, men trods alt kommer til kort på så stejle procenter. Finalen kræver nok også for meget power til lille Martin, og UIissi og Costa kan begge køre i top 10, men har på det seneste ikke givet forhåbninger om, at de ligefrem kan vinde - heller ikke selvom Ulissi faktisk så ganske stærk ud i dag og derfor sagtens kan gøre det hæderligt, hvis ikke han forsvinder i positionskampen.

En virkelig spændende kandidat er Patrick Bevin. Det gør stadig ondt at tænke på, hvordan et uheldigt styrt formentlig kostede ham den samlede sejr i Tour Down Under, hvor han efter et stærkt efterår viste helt nye klatreevner, da han sad med hos de allerbedste på den stejle Corkscrew-stigning. Styrtet har kostet en del af formen, men det stærke angreb på dagens etape vidner om, at benene ikke er dårlige, og han er da også selv fortrøstningsfuld. Han er stadig en anelse uprøvet i disse finaler og ikke mindst i positionskampen, men efter hans flotte spurtsejr på bakken på 2. etape i Australien, er der al mulig grund til at tro, at Bevin klan køre med om sejren, hvis han rammer svinget i en gunstig position.

Blandt sprinterne er det også værd at holde øje med Caleb Ewan . Den lille australier har måske ikke spurtet så godt i 2018, men til gengæld klatrede han fremragende. Han overraskede sig selv ved at vinde den stigende spurt på Stirling-etapen i Tour Down Under, men særligt imponerende var han på 3. etape i Californien, hvor han slog en vis Peter Sagan i en finale, der også havde en stejl mur kort inden stregen. Man kan have sin tvivl om, hvorvidt formen rækker, da han netop har fået fjernet en visdomstand og er blevet sat lidt tilbage, og han kan også ventes at få det svært i positionskampen. Giver han det et forsøg, burde den mere holdbare Ewan dog kunne være med helt i front også på en mur som denne.

Vi har også lidt fidus til Sam Bennett¸ hvis han overhovedet forsøger. I 2018 lærte han nemlig at klatre på et helt nyt niveau, og vi var eksempelvis mange, der gned os i øjnene, da han pludselig gik i angreb i en knaldhård finale i Giroen sidste år. Om han har samme form nu, er ikke sikkert, men han var ganske velkørende i San Juan. På sidste etape i Tyrkiet viste han sit punch på korte, stejle bakker, og han kunne derfor være en sprinter, der kan køre med om sejren her. Den store udfordring er usikkerheden om formen samt ikke mindst positionskampen, der altid har været hans svaghed og meget vel kan koste ham chancen.

Egentlig burde finalen være for eksplosiv for Primoz Roglic, men vi tør ikke helt afskrive ham. Slovenren er nemlig i storform, og han viste med sin etapesejr i Tirreno sidste år, at hans punch er ganske godt på stejle mure. Det måtte Julian Alaphilippe også sande, da han på 1. og 2. etape i Baskerlandet ikke kunne ryste sin slovenske rival, og med den form, han har nu, vil han med sikkerhed ende godt. Han har et brølstærkt hold til positionskampen og burde starte langt fremme. Finalen er nok for eksplosiv til, at han kan vinde, men han kan meget vel ende på podiet.

Sidste år spurtede Gorka Izagirre sig til en 2. plads bag Arnaud Demare i en ganske hård finale på 1. etape a Paris-Nice. Det vidner om hans afslutterevner på bakker, og han har med sejren i Provence vist glimrende form. Det var ikke uventet, at han kom til kort på dagens meget lange stigning, og derfor siger det ikke meget om dårlige ben. Han er også teknisk fremragende, men spørgsmålet er, om han er helt risikovillig nok frem mod svinget, ligesom finalen kan være lidt for eksplosiv. Astana kan også satse på Omar Fraile, der som bekendt choksejrede foran Colbrelli i en stigende spurt i Romandiet sidste år, men mon ikke denne finale trods alt er for stejl til store Fraile.

Som skrevet i analysen var det en skuffende dag for Tom Dumoulin, men han vil helt sikkert kæmpe videre. I gamle dage var dette også en ganske god afslutning for den store hollænder, men over de senere år har han tabt lidt eksplosivitet. Man kan også frygte, om han efter dagens tidstab vil tage de nødvendige risici til sidst, og han mangler nok den sidste topfart til at gøre arbejdet færdigt. Vi ved dog fra blandt andet GP Quebec og Vueltaen i 2015, at Dumoulins punch på mure slet ikke er ringe. Wilco Kelderman kan også gøre det godt uden dog at kunne vinde - og så kunne Nikias Arndt måske overraske, hvis ikke han som forventet skal ofre sig for kaptajnerne i positionskampen.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Simon Clarke er forsvundet lidt fra radaren, men efter hans fejende flotte kørsel i Provence er der grund til at have visse forventninger. Formen er i hvert fald sublim, og han burde være stærk i disse finaler. Det har vi ganske vist ikke set meget til, men det skyldes snarere hans rolle som hjælper end manglende evner. Han er erfaren, men har ikke det stærkeste hold i positionskampen, og derfor kan meget være afgjort for den formstærke australier allerede med 150 m igen.

Bora har i Maximilian Schachmann et glimrende supplement til Bennett. Dette er sæsondebuten, men i dag forsvarede han sig fint på en lang stigning, der ikke just passede ham. Man kan frygte, at han skal slide sig ihjel for Buchmann, der er sårbar i disse finaler, men forhåbentlig får han chancen. Han viste sidste år i Giroen og Deutschland Tour, at han har punch og fart, men han er trods alt nok ikke helt hurtig nok til faktisk at vinde.

Det bliver også spændende at følge Reinardt van Rensburg. Sydafrikaneren flyver under radaren, fordi han ofte agerer hjælper, men på papiret burde det være en god finale for ham. Han fik 2018 ødelagt af skader, men sluttede meget stærkt af og så ud til at være i god form på holdløbet. Dimension Data har ikke haft meget at komme med hidtil, og en formstærk van Rensburg kan med lidt helt i positionskampen måske redde deres ære her.

Bjorg Lambrecht kunne i dag slet ikke leve op til forventningerne, men han burde have en bedre chance her. Hidtil har han nemlig først og fremmest været puncheur, og det indbragte ham sidste år en top 10 i Vueltaen samt en sejr på kongeetapen i Tour des Fjords. Han har allerede sagt, at denne etape er et mål, men man kan frygte, at han fortsat er for begrænset i positionskampen til at få en reel chance.

Endelig er der Tony Gallopin. Normalt burde han være knivskarp i denne finale, ikke mindst efter hans 3. plads bag Valverde og Kwiatkowski i sidste års Vuelta, men nu tvivler vi på, at formen rækker. Han blev i hvert fald flere gange reddet af gongongen i Tour La Provence og har indrømmet, at formen ikke er i top. Til gengæld handler det her mest om positionering, og derfor kan han sagtens være med fremme alligevel.

Blandt de øvrige kandidater virker Michael Albasini og Anthony Roux begge til at være alt for formsvage, of Samuel Dumoulin er nok ikke længere god nok til at være med helt fremme på dette niveau. Damiano Caruso har hverken den rette form eller fart til så eksplosiv en finale, og Davide Formolo har ikke den nødvendige power til så kort en bakke. Dries Devenyns virker ikke helt så skarp som i 2018, og Elia Viviani kan trods den fine præstation sidste år ikke vinde i så svær en afslutning. Bauke Mollemakan måske gøre det hæderligt med sin fine form, men finalen kræver for meget power, ligesom han er hæmmet i positionskampen.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon

Outsidere: Fernando Gaviria, Patrick Bevin, Caleb Ewan, Sam Bennett, Primoz Roglic

Jokers: Gorka Izagirre, Dan Martin, Tom Dumoulin, Simon Clarke, Maximilan Schachmann, Diego Ulissi, Reinardt van Rensburg, Bjorg Lambrecht, Tony Gallopin

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Sonny Colbrellis sejr fra 2018, Juan Jose Lobatos sejr fra 2016 og John Degenkolbs sejr fra 2015.