Optakt: 4. etape af Volta a la Comunitat Valenciana

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Ruten

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger, og dermed er man gået bort fra den tidligere model fra tiden før genopstandelsen, hvor sprinterne kunne køre med om den samlede sejr. Også i år er det på løbets næstsidste dag, at det helt store slag skal slås, og det skal det på en voldsom dag med ca. 3600 højdemeter og en ganske interessant finale. Der er nemlig ingen stor bjergafslutning, men til gengæld har en meget stejl stigning top med 15 km igen, hvorefter et let kuperet indløb, der slutter med en 2 km lang rampe op til mål, kan blive rammen om en meget uforudsigelig finale, der med nogen sandsynlighed vil bestemme, hvem der skal vinde årets udgave af det spanske løb.

Med en distance på 175,0 km er der også tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Teulada Moraira til Vall d’Ebo. Startbyen ligger ud til den spanske østkyst lige nord for Alicante, og herfra bevæger man sig med det samme ind i landet, når man kortvarigt kører mod vest op ad en bakke (2,2 km, 5,9%), der har top allerede efter 3 km, hvorefter det fortsætter med at stige. I byen Benissa drejer man dog mod syd for at køre tilbage mod vandet igennem faldende terræn, der afbrydes en lille bakke, og kort efter er man tilbage ved havet i kystbyen Calp, hvorfra man kortvarigt kører mod sydvest hen langs havet, indtil man efter 27,3 km når kystbyen Altea.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Her forlader man igen vandet for at køre mod nordvest igennem let stigende terræn, og kort efter fortsætter man mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Benimantell (5,4 km, 7,0%), der er meget ujævn med tre kilometer med hhv. 7,6%, 12,5% og 8,8%, men også lettere stykker. Efter 46,4 km runder man toppen, men derfra er der kun en kort nedkørsel og et let stigende stykke, mens man fortsætter mod nordvest, inden det går videre mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Confrides (7,6 km, 4,5%), der er vanskeligst over de sidste 2,6 km, hvor den dog ikke stiger med mere end 5-6%.

Toppen i 971 m højde rundes efter 61,5 km og er etapens højeste punkt, hvorfra en relativt let nedkørsel leder mod sydvest og vest ned til Benilloba, hvor man efter 71,7 km drejer mod nordvest for at køre ad et først fladt og siden faldende stykke. Derfra går det imidlertid løs igen, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de la Cabaña (5,0 km, 3,9%), der aldrig stiger med mere end 5%, og hvis top rundes efter 82,5 km.

Derfra falder det videre mod nordøst ned til byen Planes, hvor det efter 92,7 km til gengæld begynder at stige, mens man kører videre mod nordøst, indtil et let kuperet stykke kortvarigt leder mod øst. Nu går det mod syd op ad kategori 3-stigningen Tollos (4,5 km, 4,9%), der efter en let første kilometer hovedsageligt stiger med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 106,7 km.

Derfra resterer stadig 68,5 km, der indledes med et meget let stykke. Således kører man ad en alenlang nedkørsel, der for det meste er let, men også har et meget teknisk stykke undervejs, og som fører mod syd, sydøst, nordøst og øst ud til byen Parcent, der nås efter 136,1 km. Her drejer man mod nord, hvorefter det fortsat falder kortvarigt, inden man skal op ad en bakke, hvis nedkørsel leder mod nordvest til byen Pego, hvor dagens spurt køres efter 153,2 km.

Derfra resterer 22,0 km, der udgør finalen. Lige efter spurten går det nemlig mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Alto del Miserat (5,7 km, 9,2%), der er meget irregulær. Efter en let første kilometer venter således to kilometer med hhv. 14,4% og 10,4%, hvorefter den flader ud med to kilometer med 5-8%, inden den tager fat igen med 12,9% over den sidste kilometer, herunder 14,3% over de sidste 700 m.

Toppen rundes efter 160,0 km, hvorefter de sidste 15,2 km indledes med en ultrakort nedkørsel, der fører mod sydvest, inden man skal op ad en bakke (1,0 km, 6,3%), der har top ca. 11 km fra stregen. Derefter er det kortvarigt småkuperet, inden det går mod øst ad en ganske let nedkørsel, der leder direkte ned til den afsluttende rampe. Slutteligt kører man nemlig mod sydøst op ad den 1,9 km lange stigning, der stiger med 7,4% i snit, herunder med 8,3% over den sidste kilometer, hvor den endda flader ud over de sidste par hundrede meter. Efter toppen af Miserat er der kun sving med 10,4 km og 8,6 km igen, og derudover går det ad en snoet ved ned til målbyen, hvor et blødt højresving leder ind på rampen. Den nedre del af stigningen går ad en lige vej, men slutteligt er der fire hårnålesving, det sidste ca. 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3595 højdemeter.

Vall d’Ebo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Vejret

Det fabelagtige vejr fortsætter hele vejen. Også lørdagen bliver helt skyfri med en temperatur, der ved starten vil være 17 grader og 16 grader i bunden af målrampen. Ved starten vil der være en let vind (14-15 km/t) fra syd, men den vil aftage inde i landet, hvor den vil være svag til let (7-8 km/t) og komme fra i starten syd, men senere sydøst og slutteligt sydsydøst. Det giver generelt sidemodvind i den indledende fase og derefter generelt sidemedvind, indtil man får modvind på næstsidste stigning. Herfra vil der hovedsageligt være sidevind, indtil man går sidemedvind på det sidste stykke frem til Miserat. Her vil der være side- og sidemedvind hele vejen op, og sådan fortsætter det, indtil man med 8,6 km får sidemodvind. Med 1 km igen får man kortvarigt sidemedvind, indtil man atter får sidemodvind over de sidste ca. 500 m.

Favoritterne

Som ventet handlede de første tre dage for klassementsrytterne bare om overlevelse, og det lykkedes heldigvis for langt de fleste at komme godt igennem indtil nu. Desværre har vi dog også tabt to profiler, nemlig den skadede Pavel Sivakov og Eddie Dunbar, der styrtede i går.

Nu går de så ind til den afgørende weekend, hvor begge etaper kan bruges til at gøre forskelle. Vi så sidste år, at man med det nye design bestemt ikke skal undervurdere søndagens etape, men det er også en etape, man burde kunne kontrollere, hvis man har et stærkt hold. Der er ingen tvivl om, at det er på morgendagens kongeetape, at det helt store slag skal slås.

Her er der til gengæld også basis for et herligt slag, der bliver langt bedre end sidste års tamme bjergetaper, hvor det var umuligt at gøre forskelle. Nu vender man nemlig tilbage til traditionen med korte og meget stejle mure, som vi kender løbet for. Alligevel er alt ikke helt som i gamle dage, for det skaber en noget anderledes dynamik, at der ikke er mål på toppen af Miserat.

Afstanden til mål er ganske vist kun godt 15 km, der endda er ganske hårde, men det er klart, at en sådan afslutning åbner mulighed for, at vi kan få en mere taktisk afgørelse, og at der vil kunne forekomme en eller anden form for regruppering. Med mål på toppen havde det været ret enkelt, at bedste og mest formstærke klatrer burde vinde, men det er nu ikke helt så givet længere.

Chancen derfor er dog stadig stor. De slutter trods alt også på en stigning, og selvom den ikke er noget Alpe d’Huez, kan mere end 7% over 1,9 km godt mærkes, når den kommer som afslutning på så hård en etape. Der er stadig en vis sandsynlighed for, at bedste mand alligevel vil vinde, hvis det ikke er gledet ham taktisk af hænde forinden. Selvfølgelig er det en afslutning, der passer til puncheurs mere end klatrere, men også den foregående stigning er jo relativt kort. Det er derfor to stigninger, der grundlæggende passer bedre til lidt mere eksplosive typer end de rene dieselklatrere, og meget taler derfor for, at stærkeste mand på Miserat også vinder til sidst. Det ændrer dog ikke på, at spurtstyrke og punch kan ændre udfaldet, og at taktik pludselig bliver en faktor.

Taktik kommer imidlertid ikke i spil inden Miserat. Det sidste stykke frem mod bunden er meget let, og der er ingen væsentlig vind. Det er derfor praktisk talt umuligt at gøre noget inden selve stigningen, og derfor venter formentlig en ret kontrolleret start. Jeg vil tro, at der vil være en vis kamp om at ramme udbruddet, som der typisk er på etaper som denne, men derefter vil der blive taget kontrol. Selvom Alessandro Tonelli ikke har en chance for at forsvare trøjen, vil Bardiani sikkert jagte for at vise den en sidste ære, men derudover følger jeg mig helt tryg ved, at Bora, Bahrain og UAE nok skal sikre, at vi får samling.

Herefter skal slaget slås på Miserat, og her vil jeg forvente, at UAE eller Bora, der begge har relativt stærke hold vil tage det første initiativ til at lægge et pres. Når de rammer den stejleste del bliver det herefter mand mod mand, og så vil tiden vise, om bedste mand kan køre alene hjem - her hjælper det, at vinden er gunstig på stigningen og på en stor del af det efterfølgende stykke, selvom de må slå med modvind på det meste af finalerampen - eller om vi får en mindre gruppe eller en regruppering, så vi kan få endnu en kamp på målrampen, eller så taktik kan komme i spil.

De første dage har vist meget lidt om styrkeforholdet mellem favoritterne, og derfor er nedennævnte med få undtagelser en gentagelse af det, jeg skrev i den store optakt.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Jeg vælger stadig at pege på Aleksandr Vlasov . Jeg havde ellers troet, at det var sket med den slags, for siden hans coronaexit fra Tour de Suisse i 2022 har han været en skygge af det uhyre, han var i begyndelsen af 2022. Der har dog været opløftende takter. Hans Vuelta viste, at han slet ikke er tilbage, men i Lombardiet var han den eneste, der kunne følge Tadej Pogacar, og i år har han efterladt et ganske stærkt indtryk på Mallorca. Vi ved da også, at han altid starter stærkt, for han gav Remco Evenepoel bøllebank, da han vandt dette løb i 2022, men til gengæld var han ret skuffende, da han skulle forsvare sin titel sidste år.

Heldigvis er modstanden i år alt andet end skræmmende, og i dette felt ligner han altså det bedste bud. Vi ved, han er i form, og vi ved, at han passer glimrende til ruten. Han har nemlig været bedst på relativt korte stigninger, og med sin sejr på Angliru har han vist sine evner på stejle procenter. En fin spurt har han også, og puncheurstigningen i finalen passer ham også som god i hose. Endelig er han ledsaget af et af de absolut stærkeste hold, der burde gøre det muligt at holde styr på det taktiske spil efter toppen, hvis ikke han kører væk på selve muren. Derfor tror jeg, at han endelig får den sejr, han var så tæt på i sidste uge.

Han er ikke alene. Bora har nemlig også Jai Hindley , der på papiret vel er den allerbedste klatrer i dette felt. Han startede da heller ikke dårligt sidste år, men det vil være synd at sige, at han satte Tour Down Under i brand. Han plejer først at toppe senere på året, og i forvejen er hans historik ikke god i ugelange løb, hvor hans tredjeugesmotor er ubrugelig. Til gengæld passer ruten ham godt, for han har punch og kan klare stejle procenter, ligesom han kan slutte på målbakken. Det vil undre, hvis han er flyvende nu, men særligt i en taktisk afgørelse med et Bora-overtal kan han måske komme i spil.

En tredje kandidat er Giovanni Aleotti, for vi så på Mallorca den bedste Aleotti i lang, lang tid, men selvom han passer til ruten, må han regnes som hjælper. Til gengæld har vi set, at Lennard Kämna er for mærket af sin sygdom, og at Frederik Wandahl og unge Alexander Hajek med det nuværende niveau må være hjælpere.

En rytter, der altid starter fremragende, er Pello Bilbao, der tidligere har været på podiet både i Tour Down Under, i dette løb og i UAE Tour i sæsonens første uger. Han må formodes at være i glimrende form, og i 2023 så vi vil næsten endda den bedste Bilbao nogensinde. Han er også ganske god på meget stejle stigninger, der passer fint til hans dieselagtige kørsel, hvor han ikke går i rødt felt, men til gengæld mangler han punchet på stigningerne, hvad der er vigtigt i lyset af finalen. Det kan derfor godt bekymre mig, om han til slut kan slå folk, der er bedre til at spurte op ad bakke, men er han lige så flyvende som i 2023, kan han vise sig som stærkeste mand.

Bahrains andet kort er Santiago Buitrago, der også plejer at starte meget stærkt, som vi senest så sidste år, hvor han var på podiet i både Saudi-Arabien og Andalusien. Han har nogle begrænsninger i bjergene, som vi senest så i Vueltaen, men dette mere eksplosive løb passer ham faktisk ganske glimrende. Han mangler stadig et stykke op til de bedste, men det hans typisk gode, colombianske startform forhåbentlig afhjælpe. Han så i hvert fald godt ud på 1. etape. Holdet har også den ganske solide Rainer Kepplinger, der dog ikke kommer hele vejen, og etapen er trods alt for svær for Matej Mohoric.

I fravær af Sivakov er det nu helt klart, at UAE skal satse på Brandon McNulty, der plejer at starte som lyn og torden. Det gør han også i år, som vi så på Mallorca, hvor han og Vlasov lignede de stærkeste, selvom det var lidt bekymrende for dem begge, at de på sidstedagen ikke kunne matche Lennert Van Eetvelt. De sidste to dage sad jeg med den klare fornemmelse, at Vlasov var en anelse stærkere end McNulty, og derudover vil jeg forvente, at Miserat er for stejl til, at amerikaneren kan matche sin russiske rival, der også passer lidt bedre til målrampen. Styrkeforholdet var dog uhyre jævnbyrdigt, og da taktik også kan komme i spil, kan sejren godt gå mod USA.

Et andet kort er Igor Arrieta, der på Mallorca virkelig bekræftede sit store potentiale og ikke syntes at slå sig i sidste uges styrt. Han passer nok bedre til så stejl en stigning end McNulty, men det var dog også klart, at det var amerikaneren, der var stærkest af de to. At han smed sekunder ved at sidde op i går, kunne tyde på, at han ikke har personlige ambitioner. En tredje kandidat er Felix Grossschartner, men han plejer at starte meget svagt og vil finde stigningen for stejl. Jeg har dog fået mere optimisme efter 1. etape, hvor han lignede en mand i hopla og spurtede efter bonussekunder - men det ændrer ikke på, at finalen passer ham dårligt.  Stortalentet Jan Christen er ikke på toppen.

Movistar møder med Einer Rubio, der med sin colombianske baggrund har en god chance for at starte stærkt. Det gjorde han da også sidste år, hvor han tog sin store sejr i UAE Tour. Til gengæld floppede han på kongeetapen i samme løb, og selvom han gjorde det godt i Giroen, har han altså til gode for alvor at blande sig i et felt som dette. Han er heldigvis stadig ung og bør have udviklet sig yderligere, og med god colombianerform i februar kommer man jo langt. Han ledsages af Pelayo Sanchez, der jo choksejrede på Mallorca og fik bekræftet det høje niveau, vi så i Vueltaen. Det var dog kun i det letteste af de tre klatreløb, han ikke floppede totalt, og det vil undre mig, hvis formen rækker hele vejen på denne meget svære rute. Efter gårsdagens punktering er han i hvert fald ude af klassementet Vi så også på Mallorca, at Javier Romo nok ikke er helt fremme, og at Antonio Pedrero må åbenlust betegnes som formsvag. Holdets joker er som altid den helt uforudsigelige Oier Lazkano , der arbejdede for Alex Aranburu i Castellon, men selvom han klatrer godt, burde dette terræn være for svært, som det også er for Will Barta, der også har skuffet indtil nu. Lazkano er også ude af klassementet efter en punktering i går.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Uden Dunbar satser Jayco på Filippo Zana, der jo også nåede helt nye højder i Giroen. Vi har dog til gode at se ham flyve, når han ikke har fået en del løb i benene, og vi har også til gode at se ham helt i front i et løb, der er så stærkt besat som dette. Lige så spændende er den unge komet Welay Hagos Berhe, der imponerede så stort i sommermånederne, men skuffede i efteråret. Hans etiopiske baggrund har givet ham alle forudsætninger for at møde op i god form, og han viste heldigvis på 1. etape, at han ikke er helt uden form. Det bliver også spændende at se unge Davide De Pretto, der dog nok er mere puncheur end klatrer, ligesom en ellers velkørende Felix Engelhardt vil finde det lidt for svært.

Intermarché kommer med et næsten rent sprinterhold med kun Rein Taaramae som klatrer. Desværre kan jeg godt frygte, at esteren er ”over the hill”. I Vueltaen i 2022 klatrede han ellers bedre end i mange, mange år, men efter en lovende start på 2023 var han bekymrende langt fra noget som helst resten af året. Den gode sæsonstart sidste år giver håb, men han har meget at bevise - og så vil selv den bedste Taaramae være overmatchet i så svært terræn, hvorfor han næppe vinder løbet for sit lille hold, som Rui Costa ellers gjorde det sidste år.

Polti kommer med stortalentet Davide Piganzoli, der endte som nr. 3 i l’Avenir sidste år. Han har manglet lidt mod de allerbedste, men sidste års præstationer i Emilia og Lombardiet viser, at han efterhånden kan komme meget langt - særligt hvis han har udviklet sig yderligere. Hans form er dog ukendt, og det kan være lidt bekymrende, at vi ikke så ham angribe sammen med Arrieta og Baudin i Castellon. Det kan dog sagtens være et løb, han brugte som opvarmning, og selvom jeg tvivler på, at formen er forrygende, har han et stort potentiale, hvis han er længere fremme end ventet. Mere sikkert er det med Paul Double, der var meget svingende på Mallorca, men kørte fremragende i det sværeste løb og også har set god ud i løbet indtil nu. Til gengæld er Fernando Tercero formsvag

Hvor står Mikel Bizkarra? Den baskiske veteran er ikke, som da han var bedst, men sidste år var hans niveau stadig pænt med en 16. plads på den uhyre stærkt besatte kongeetape i Catalonien og en god start på året med en 16. plads i dette løb. Desværre brækkede han jo lårbenet i Occitanie, og den slags skader kan være uhyre svære at komme sig over - ikke mindst når man har rundet 34 år. Han nåede heldigvis at få Langkawi i benene i efteråret, men det er oppe i luften, om han vil starte så fint, som han plejer. At han smed sekunder ved at sidde op i finalen på 1. etape og tabte tid på gårsdagens nedkørsel indikerer måske, at han ikke tror alt for meget på det. På Euskaltel ledsages han af Joan Bou, der har nået nye højder i bjergene og er startet sæsonen ganske godt på Mallorca, men som nok ikke har helt samme topniveau som Bizkarra. Mikel Iturria viste også fin form på Mallorca, men smed tid i gårsdagens finale.

Trek kommer med et sprinterhold, men de har også Sam Oomen og Patrick Konrad. Desværre er det svært at være optimistisk på deres vegne. Oomen smed tid i går - uden nogen forklaring - og han er derfor næppe alt for godt kørende. Når han havde sine muligheder på Visma, var han heller aldrig i nærheden af noget. Det er måske chancen for Konrad, for hvem det dog er gået gevaldigt ned ad bakke de seneste år, og som i forvejen vil finde dette terræn til den svære side. Det skulle ikke undre, om Amanuel Ghebreigzabhier ender som deres bedste, men han har arbejdet som  en hest og er her åbenlyst som hjælper.

Jeg nævner også Pablo Castrillo, men det er desværre uden den helt store entusiasme. I dette felt fører det niveau, han havde i særligt Burgos ganske langt, men vi så i fredagens løb på Mallorca, at han faldt ganske meget igennem. Jeg knytter et lille håb til, at han måske betalte en pris for torsdagens udbrud, men han lignede desværre ikke en mand med den fornødne form. Heller ikke Unai Iribar klatrede som i 2023 og smed tid på 1. etape, mens Jon Agirre også var for langt fra de bedste i sidste uge.

Lidt af det samme kan siges om Jose Manuel Diaz. Med det niveau, han havde sidste år, burde han kunne gøre det ganske hæderligt i dette løb, men han faldt endnu mere igennem på Mallorca. Derfor skal der være sket meget over natten, hvis han skal være med fremme, men han kom da med hjem på 1. etape.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Q36.5 vil de satse på James Whelan, der skam godt kan klatre, men ikke i så svært terræn og smed tid i går, og der synes desværre ingen lyspunkter for Carl Fredrik Hagen, selvom han har siddet med indtil nu. Bardianis trup er tung, da Samuele Zoccarato skuffede fælt på 1. etape, og Alessandro Tonelli trods alt ikke kan forsvare sin trøje Hos Novo Nordisk er David Lozano klart overmatchet her, og hos Bingoal gør jeg mig ingen illusion om en genrejsning af Floris De Tier, selvom han klarede 1. etape, mens Marco Tizza bestemt ikke viste storform i Marseille. Kontinentalholdene er uden chance, da hverken Tyler Stites eller Alex Molenaar imponerede på Mallorca.

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

Øvrige vinderkandidater: Pello Bilbao, Santiago Buitrago

Outsidere: Brandon McNullty, Jai Hindley, Einer Rubio, Filippo Zana, Igor Arrieta

Jokers: Welay Hagos Berhe, Felix Grossschartner, Giovanni Aleotti, Pelayo Sanchez, Rein Taaramae, Paul Double, Davide Piganzoli, Joan Bou, Mikel Bizkarra, Oier Lazkano

DELTAG I SÆSONSPILLET MED KAPTAJN

DELTAG I SÆSONSPILLET UDEN KAPTAJN