Optakt: 5. etape af BinckBank Tour

Ruten

Intet vil være afgjort før til allersidst, for som så ofte før har arrangørerne gemt en af de to hårdeste etaper til sidstedagen. Da den samtidig byder på den eneste afslutning på en stigning, vil det i et år uden en ardenneretape utvivlsomt være den bedste chance for rytterne til at skabe tidsforskelle ud over de afstande, der kan skabes på enkeltstarten. Den mulighed kommer på det, der nu er en nyklassiker. Naturligvis har et klassikerløb som dette som regel haft en ”Flandern Rundt-etape” i De Flamske Ardenner, men i 2012 besluttede man at gøre den langt hårdere ved at inkludere en finale på den berømte Muur van Geraardsbergen. Da det blev meddelt, at den berømte stigning ikke længere skulle udgøre en del af Flandern Rundt, lavede byen Geraardsbergen en aftale med folkene bag etapeløbet om, at løbet i de kommende år skulle inkludere en etape med mål halvvejs oppe af Muren. Etapen har alle år været en stor succes, og aftalen er derfor blevet forlænget, således at den samme finale i år er med for niende år i træk. Kun i 2014 fandt den ikke sted på sidste etape, men i årene 2012, 2013, 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019 har den hver eneste gang været scenen for det afgørende slag mellem favoritterne, og flere gange har førertrøjen skiftet ejermand. Derfor er intet aldrig afgjort før til allersidst, og det vil det heller ikke være i 2020.

Arrangørerne har varieret den første del af etapen lidt fra år til år, og distancen har ikke altid været den samme, men finalen er blevet udgjort at samme rundstrækning. Nogle år har vi endda nærmest os klassikerdistance, men det gælder ikke i år, hvor der skal tilbagelægges bare 183,6 km med start i Ottignies-Louvain-la-Neuve og mål på Muren i Geraardsbergen. Etapen alt det, vi kender fra de flamske endagsløb. Rytterne skal op over flere af de berømte hellingen i De Flamske Ardenner, og mange af dem er på programmet flere gange på en dag, hvor det går op og ned meget af dagen.

Etapen indledes i Vallonien, der kun meget kortvarigt besøges i årets udgave, og den indledes ikke med en rundstrækning denne gang. I stedet snor man sig mod nordvest i småkuperet vallonsk terræn, dog uden betydelige stigninger. Efter 54,8 km krydser man grænsen til Flandern, og derefter fortsætter man direkte mod nordvest igennem fladlandet frem til Geraardsbergen, hvor man efter 76,4 relativt lette kilometer rammer den afsluttende rundstrækning. Bare 4,2 km senere skal man første gang op over Muren (1100 m, 8,7), og 600 m oppe krydser man efter 81,5 km stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med fire omgange på den klassiske 25,6 km lange runde (mod blot to i 2017 og tre i 2016, 2018 og 2019).

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Helt oppe på toppen af Muren kommer de to Checkpoint-spurter på 1. og 3. omgang, dvs. med. hhv. 101,9 km og 50,7 km igen. Efter Muren venter den kendte og brostensbelagte Bosberg (1000 m, 6%) med 21,3 km igen, og den vil være rammen om Den Gyldne Kilometer på fjerde og sidste omgang, så den sidste af de tre spurter køres med 20,8 km. Herefter flader terrænet lidt ud, inden man rammer Onkerzelestraat (1500 m, 3%), som passeres med 12,9 km igen, og senere den brostensbelagte Denderoordberg (700 m, 8%), der kommer med 6,0 km igen. Til slut venter Muren igen, hvor de 600 m op til stregen stiger med 7,6% i gennemsnit. Rytterne drejer skarpt med 2800 m, 2700 m, 2000 m, 1100 m og 900 m igen, og derefter skal man igennem tre sving på den nedre del af de 600 m af Muren, som leder op til mål, det sidste med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 2018 højdemeter, hvilket er ca. 300 mere end i de to foregående udgaver.

Som sagt blev samme finale benyttet i de seneste otte udgaver, og derfor ved vi nu, hvad vi skal forvente. I den første udgave eksploderede feltet på Muren, og til slut viste Alessandro Ballan og Lars Boom sig som de stærkeste. Italieneren tog etapesejren, mens hollænderen vandt nok tid på Svein Tuft til at tage en samlet sejr. I 2013 stjal Zdenek Stybar førertrøjen fra Tom Dumoulin ved et flot holdarbejde, hvor Sylvain Chavanel først havde sat Dumoulin under pres, inden Stybar på Denderoordberg kørte op til Ian Stannard fra det tidlige udbrud, et angreb, der gav båd etapegevinst og samlet sejr. I 2014 vandt Greg van Avermaet en spurt på Muren i en relativt stor gruppe ved at gå forbi Pavel Brutt, der havde forsøgt at snyde favoritterne. Han vandt med 1 sekund ned til Dumoulin, Brutt, Matti Breschel og Lars Boom, der mistede trøjen til Dumoulin pga. bonussekunder. I 2015 holdt udbruddet hjem, da Manuel Quinziato tog en sjælden sejr ved at sætte Bjorn Leukemans i finalen. Van Avermaet slog Julian Alaphilippe og Tiesj Benoot i feltets spurt på en dag, hvor hele 19 mand sluttede inden for 19 sekunder af den olympiske mester. I 2016 gik det helt anderledes, da episk regnvejr og et styrt til Rohan Dennis i førertrøjen vendte løbet på hovedet efter et sandt udskilningsløb. Niki Terpstra, Oliver Naesen og Edvald Boasson Hagen angreb langt udefra, og trods hårdt arbejde fra Peter Sagan og Van Avermaet kunne de ikke hentes. Boasson Hagen vandt spurten på Muren, mens Terpstra tog den samlede sejr. I 2017 skulle en 35 mand stor gruppe køre om det må Muren, men det lykkedes forinden Jasper Stuyven at stikke af, så han kunne vinde med 1 sekund ned til Philippe Gilbert og Tom Dumoulin, der var de hurtigste blandt de 12 mand, der sluttede i samme tid. I 2018 forsøgte alle at angribe Matej Mohoric, og det så ud til, at det skulle lykkes for Oliver Naesen og Tim Wellens at køre væk, men til slut blev det alligevel samlet til en spurt på Muren i en gruppe på godt 30 mand. Her var Michael Matthews hurtigst og sejrede med 1 sekund ned til Van Avermaet og 3 sekunder ned til syv ryttere, der førtes an af Stybar på etapens 3. plads, men Mohoric med et tab på 13 sekunder til Matthews som nr. 13 kunne sikre sig den samlede sejr. Sidste år måtte en isoleret Tim Wellens lade Oliver Naesen, Greg van Avermaet og Laurens De Plus køre væk fra distancen, og mens Naesen sejrede i spurten på toppen, kunne De Plus med en 3. plads tage den samlede sejr. 25 sekunder senere var Simon Clarke hurtigste mand blandt de 19 mand, der spurtede om 4. pladsen, idet han nærmest slog Gilbert og Mike Teunissen.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Inden løbet så det ud til, at lørdag skulle blive en trist dag, men vejrudsigten har bedret sig. Det vil regne fra morgenstunden og formentlig også først på etapen, men fra først på eftermiddagen vil det klare op, og etapen vil slutte solrigt. Temperaturen vil nå 25 grader, og vinden vil blot være let til jævn (15-17 km/t) fra syd. Det giver først sidevind og siden sidemedvind på stykket frem til rundstrækningen. Det giver først sidemedvind efter Muren og derefter mest mod-og sidemodvind indtil toppen af Denderoordberg. Her får de medvind, hvilket varer ved stort set hele vejen frem til Muren, hvor der først er sidevind og siden sidemedvind på sidste halvdel op til stregen.

Favoritterne

Det var bestemt ikke uventet, at Søren Kragh blev den store vinder og Stefan Küng den store taber grundet ruteændringen til dagens enkeltstart, og mens schweizeren for første gang i fire år ikke endte som bedste klassementsrytter på tidskørslen og derfor nu må regnes som ude af billedet i kampen om den samlede sejr, må arrangørerne juble over en stilling, der er mindst lige så spændingsmættet forud for sidste etape, som vi så det sidste år. Tre mand står nu med meget store vinderchancer på Flandern Rundt-etapen, der har for vane at vende op og ned på klassementet. Af de otte gange, den har fungeret som sidste etape, har trøjen således skiftet ejermand halvdelen af gangene, senest sidste år, hvor Tim Wellens som nævnt ovenfor snorksov og forærede sejren på et sølvfad til den snu Laurens De Plus.

Det kan meget vel ske igen denne gang, og scenariet er nærmest perfekt. Den tungeste af de tre vinderkandidater, Mads Pedersen, er i front, mens den rytter, der må ventes at være stærkest på Muren, Mathieu van der Poel, er bagerst, og midt i det hele har vi Søren Kragh, der må ventes bedre end Pedersen og svagere end Van der Poel. Med andre ord skal Van der Poel håbe på et knaldhårdt blodbad, Pedersen skal forsøge at overleve, og Kragh skal håbe, at det bliver et sted midt imellem, så han får Dannebrog for sig selv, men stadig kan holde fast i det hollandske flag, når det åbner for gassen.

For løbet er det godt, at Van der Poel er 17 sekunder. Han kan ikke længere bare vente på en spurt opad Muren, for bonussekunder er ikke nok i sig selv. Og han kan heller ikke indgå nogen alliance med Kragh, for skulle de to ende køre væk fra alle andre - et ikke urealistisk scenarium - er 10 bonussekunder ikke nok, hvis Kragh bliver nr. 2 - heller ikke via Den Gyldne Kilometer, hvor han i givet fald kun vil vinde 3 sekunder. Bliver det scenariet, skal han i hvert fald åbne et hul på 4 sekunder på Muren, og det er bestemt ikke noget, han kan regne med.

Derfor skal Van der Poel have skabt et hårdt løb, og her får han ikke hjælp af vejret. Siden den store optakt gik i trykken, har vejrudsigten rettet sig, og der venter nu ganske pænt efterårsvejr, når det først er stoppet med at regne, hvilket bør ske relativt tidligt. Vindstille er det ikke, men blæsten bør ikke være stærk nok til at splitte feltet, selvom der er sidevind stort set hele vejen frem til rundstrækningen, og jeg tror ikke, at den vil gøre andet end at skabe nervøsitet. Det vil bestemt ikke være umuligt, at et hold som Deceuninck eller måske Jumbo vil gøre et forsøg undervejs, men jeg tror ikke, at vinden bliver afgørende.

Det bør dog blive en aggressiv start. Det gør denne etape hvert eneste år, og jeg er stensikker på, at et desperat Deceuninck, der skal i offensiven, vil gøre meget for at få en mand afsted. Ofte får vi på denne etape etableret gigantudbrud - gerne efter en time med uafbrudte angreb - og det er meget tænkeligt, at vi ser noget lignende igen. Det er svært usandsynligt, at et udbrud ikke vil true Pedersens trøje, og derfor skal Trek holde dem i snor, men de vil utvivlsomt også få hjælp af Alpecin og Sunwb om nødvendigt, da begge hold er tvunget til at bringe bonussekunderne i spil.

Det tidlige udbrud bør derfor ikke have den store chance, og det skal så afgøres på rundstrækningen. Vi har set meget forskellige scenarier. I nogle år, hvor det førende hold har været stærkt og vejret godt, har det været umuligt at gøre de store forskelle, og en stor gruppe er spurtet på Muren - senest i 2018, hvor det førende hold ganske vist var svagt, men hvor man alligevel fik hentet Oliver Naesen og Tim Wellens, som ellers var kørt væk. Omvendt så vi i regnvejret i 2016, at det blev et episk udskilningsløb, og også sidste år blev løbet umuligt at kontrollere for det svage Lotto-hold, så De Plus i sidste ende løb med det hele.

I år er feltet svagere, og der skal køres en ekstra omgang på rundstrækningen, hvilket gør løbet betydeligt hårdere. Samtidig er Trek mildt sagt ikke imponerende, og det bliver meget let at skabe en situation, hvor Pedersen kun har Alex Kirsch hos sig. Lægger man dertil, at Van der Poel og Alpecin formentlig vil angribe i ét væk - først ved at sende forposter afsted og siden med kaptajnen selv - og at Sunweb med Kragh støttet af formstærke Jasha Sütterlin og kometen Nils Eekhoff skal det samme, tror jeg mere på 2019- end 2018-scenariet.

Jeg tror altså på stor aggression på de første tre omgange, hvor Alpecin og Sunweb sikkert gerne vil have hjælpere afsted, og Deceuninck skal angribe i højre og venstre for at udnytte deres enorme bredde og isolere de tre store favoritter, så de måske kan overraske. Alpecin og Sunweb har dog begge så stærke hold, at de nok kan skabe en situation, hvor de udbrud, der måtte være, ikke er alt for langt væk ved indgangen til sidste omgang, og så regner jeg med, at Van der Poels store angreb kommer næstsidste gang på Muren - selvom han sikkert tester benene allerede tidligere.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det store spørgsmål er, om han kan køre alene væk. Det er bestemt et sandsynligt scenarium, at hollænderen, der efter sin træningslejr erklærer sig selv i topform, bare kører fra alt og alle. Måske skal han bruge flere forceringer på først Muren og siden Bosberg for at komme helt fri, men en solosejr er langt fra umulig. Det er dog også muligt, at han ikke kommer af med alle, og jeg vil især regne med, at Søren Kragh og Sep Vanmarcke samt måske Ivan Garcia Cortina kan være svære at sætte. Alle er perfekte allierede, for mens de to sidstnævnte vil gå benhårdt efter etapen, er Kragh også nødt til at forsøge at komme af med Pedersen. Og Van der Poel kan ikke bare løsne grebet, hvis Kragh skulle sidde med, for han er nødt til at tro på, at han før eller siden kan få det gjort så hårdt, at han på en af de sidste bakker kan køre væk - og hvis ikke må han så i stedet fokusere på at vinde etapen.

I det lys peger jeg på Mathieu van der Poel som min favorit. Hollænderen melder som sagt, at han langt om længe er kommet i storform, efter at corona-pausen kostede dyrt for en mand, der er vant til at køre cykelløb året rundt. Det lover ikke godt, for hans vilde comeback i Flandern Rundt sidste år vidner om, at det formentlig kun er Wout van Aert, der i dag kan matche ham i denne slags terræn. Som sagt er det bestemt ikke umuligt, at vi ser en Van der Poelsk magtdemonstration i form af et soloridt, men også i en spurt på Muren er han uhyggelig. Sidder han i en gruppe, der skal spurte til sidst, er det svært at se, hvem der skal slå ham - i hvert fald hvis lyset ikke slukkes, eller han har en af sine offdays, som man af og til ser det. Udfordringen er, at det kan blive svært at kontrollere i en mindre gruppe til sidst, men jeg tror, at Van der Poel lever op til rollen som storfavorit.

Den rytter, han skal frygte mest, er nok Sep Vanmarcke. Belgieren har altid været en af de allerbedste på de belgiske hellingen, hvor han punch er uhyggeligt, og selvom resultaterne ikke helt har været der i nogle år, hvor sygdom og styrt har ramt, viste hans vilde ridt i Roubaix, hvor han ellers var forslået og mærket, at klassen stadig er der. Hans form er lidt usikker, men han ved, hvordan han skal forberede sig til klassikerne, som han altid rammer i god tilstand. Indtil styrtet kørte han også flot i dag, og han har den fordel, at han ikke længere er med i klassementet, hvilket giver ham taktiske muligheder til enten at stikke af eller spare sig, når det ikke er hans opgave at køre Pedersen ud af løbet. Han skal naturligvis også støtte Stefan Bissegger, men han bør få frihed til at jagte sejren.

Jeg vil heller ikke udelukke, at Søren Kragh faktisk kan gøre det. Danskeren er flyvende for tiden, og det er lidt svært at sige, præcis hvor meget han har lagt på siden foråret, hvor han allerede blev nr. 3 i et dog ret taktisk Omloop. Han har den fordel, at det først og fremmest er Van der Poel, der skal gøre det hårdt, og da hollænderen i forvejen er lidt slem til at ødsle med kræfterne, er Kragh bestemt ikke uden chance, heller ikke i en spurt på Muren. Det er dog nok også hans eneste mulighed, for frihed har han ikke, og det er trods alt svært at se ham slet og ret køre fra Van der Poel.

I dag var det opløftende at se Ivan Garcia Cortina køre en overraskende god enkeltstart. Det tyder på, at han langt om længe har fundet formen, og så er han uhyggelig. Det så vi i dette løb sidste år, men særligt med 3. pladsen over 4000 højdemeter i Montreal og hans vilde kørsel i Paris-Nice i foråret. Han er stadig lidt uprøvet i disse finaler, man han blev nr. 8 på etapen sidste år. Han er lynhurtig, brølstærk og har frihed, da han ikke længere er med i klassementet.

Deceuninck skal som sagt udnytte deres overtal, og det er Florian Senechal, der umiddelbart står stærkest. Han har været uhyre godt kørende uafbrudt siden pausen, og i dag kørte han efter sin standard en fornem enkeltstart. Han har hidtil vist sig med i Roubaix, men hans punch bør være skabt til de belgiske hellingen også. Han ligger lidt for godt til i klassementet til at få frihed, men sidder Deceuninck i et overtal, kan de blive svære at kontrollere. Og Senechal er med det nuværende formniveau hos deres ryttere nok deres bedste afslutter.

Sammen med Van der Poel må Sonny Colbrelli være løbets bedste puncheur, men selvom han er kørt i top 10 i Flandern, har han aldrig kunne køre med de bedste på de belgiske hellingen, der er en anelse for stejle. I dag lagde han stærkt ud på enkeltstarten, men endte med at tabe det hele. En forklaring er ikke givet, men noget kunne tyde på, at han har været i asfalten. Er han uskadt, bør han dog med den form, han viste i dag, køre stærkt, og nu har han også nogen ekstra frihed. Spurten på Muren er nok for stejl til, at han kan vinde den, men han bør i hvert fald kunne gøre det hæderligt.

Mike Teunissen har aldrig fået sit gennembrud i de flamske klassikere, men han blev nr. 6 på denne etape sidste år. Det vidner om, at han er en glimrende afslutter på Muren, og hans enkeltstart vidner om, at han er ved at finde formen efter skadespausen. Naturligvis har han ikke oceaner af frihed, men han er ikke en umiddelbar trussel og kunne således ligesom Senechal være et godt bud på en mand, der kunne snige sig væk til allersidst, som Stuyven gjorde, da han vandt etapen.

Det er også sådan, Yves Lampaert skal vinde. Belgierens enkeltstart vidner om, at formen efter skadespausen endnu ikke er i top, men den er bestemt ikke ringe. Han har altid været lidt for tung til de stejleste stigninger, men kørslen i Omloop viste klar fremgang. Det er klart, at han trods hurtigheden ikke slår Van der Poel i en spurt, og at han ikke har den helt store frihed, men det havde Stuyven heller ikke i sin tid, og Deceuninck kan meget vel sidde i overtal.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er også overtallet, der er chancen for Zdenek Stybar. Det er vist klart, at formen ikke er i top endnu efter den lange skades- og løbspause, men han virker ivrig og motiveret. Selv en formsvag Stybar er stadig en af de bedste i denne slags terræn, som vi så med sejrene i E3 og Omloop sidste år, og han er utvivlsomt også Deceunincks bedste sprinter på Muren. Han har ikke formen til at vinde her, men med tidstab er det måske ham, der kan udnytte et Deceuninck-overtal.

Jeg er også nødt til at nævne Stefan Bissegger, der i dag bekræftede, at han er en komet på vej frem. Vi har stadig ikke set ham køre et løb af denne type på dette niveau, men han har alle de egenskaber, der skal til. Han er kraftfuld og lynhurtig, og formen sidder i skabet. Han burde jo ikke få frihed, men han er stadig den ukendte underdog, som meget vel kan overraske dem alle.

I dag bekræftede Nils Politt, at han har kurs mod nogle gode klassikere, men han har altid været for tung til disse løb. Roubaix er hans spidskompetence, men hans motor bringer ham altid langt også her. Han mangler punch på de for ham for stejle stigninger, og han får heller ikke den store frihed, men han synes så velkørende, at det måske er ham, der kan lave ”en Stuyven”.

Jeg vil også pege på Amaury Capiot og Aime de Gendt, der i Luxembourg begge viste storform - særligt De Gendt var overraskende stærk - og de bør begge kunne gøre det godt i en spurt på Muren. Capiot var allerede i top 10 sidste år og er den bedste afslutter, men De Gendt synes at være den mest formstærke. At vinde bliver svært, men de kan komme langt.

Forud for løbet var jeg meget spændt på Mitchelton, men de fik deres løb ødelagt af styrtet i tirsdags, mens enkeltstarten i dag blev ruineret af våde veje for de først startende. Nu skal de redde løbet på denne etape, der burde passe godt til de eksplosive Robert Stannard og Dion Smith. Smith har allerede tidligere været i top 10 her, og Stannard har efter en svær start endelig imponeret, ikke mindst i Piemonte. Han mangler erfaring, men har i hvert fald punchet, som Smith også har det. Det bliver nok lidt for stejlt for Alex Edmondson, og Luke Durbridge er ikke just en vinder, selvom hans motor før har hjulpet ham i disse løb.

Det er også værd at pege på John Degenkolb og Christophe Laporte. Begge har de altid været lidt for tunge til disse løb, og for Degenkolb er det ikke blevet bedre efter styrtet, der har sænket hans niveau gevaldigt. Han synes dog at være kommet godt tilbage efter Tour-styrtet, og dette løb er trods alt betydeligt lettere end en flamsk klassiker. Laporte viste fornem form i dag, og også han drager fordel af, at vi ikke taler sværhedsgrad som en klassiker.

Jeg nævner også Mads Pedersen, men det er svært at se ham vinde etapen. Hans mål er at forsvare trøjen, og da han på så stejl en stigning, må regnes som tungere end både Van der Poel og Kragh, er det svært at se ham tage etapesejren. Han har altid manglet lidt punch på disse bakker, hvor han er mere diesel end eksplosiv, og det handler derfor formentlig om overlevelse. VM viste dog også, at man altid skal regne med en overraskelse, og nogen ringe afslutter er han jo i hvert fald ikke, ligesom en sejr på Kiddesvej jo viser, at det også gælder, selvom det er lidt stejlt.

Endelig er der sidste års vinder, Oliver Naesen. Det er lidt et mirakel, at den i tirsdags etbenede belgier stadig er i løbet, men han skulle have fået det meget bedre. Optimal tilstand er han dog ikke i, og derfor skulle det undre, om han kan være med i kampen om sejren. Fremgangen er dog så hastig, at jeg ikke helt tør udelukke en klasserytter som Naesen.

Clement Venturini er lidt for let til disse løb, men kan gøre det pænt. Den spændende Gianni Vermeersch kan meget vel ende langt fremme, men hans opgave er at hjælpe Van der Poel. Jannik Steimle er nok stadig fir uprøvet og lidt for tung, og Andrea Pasqualon er aldrig slået igennem i disse løb. Danny van Poppel er bedre igen, men han er næppe længere god nok i disse løb, og selvom han sikkert klarer det godt, vinder Jempy Drucker næppe. Edvald Boasson Hagen og Jurgen Roelandts synes ikke længere at have niveauet, og Baptiste Planckaert, Patrick Bevin og Xandro Meurisse synes for formsvage. Sebastian Langeveld mangler punch, og Niki Terpstra gjorde det pænt i dag, men han synes ikke længere at have niveauet. Sven Erik Bystrøm, Dries van Gestel, Michael Gogl, Florian Vermeersch, Owain Doull og Jonas Koch kan gøre det godt, men ikke vinde, og Nils Eekhoff og Jasha Sütterlin er hjælpere. Endelig bør  Stefan Küng være blandt de stærkeste, men hans position i klassementet og manglende punch gør det umuligt for ham at vinde på en rute, der ikke passer ham ideelt.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Sep Vanmarcke, Søren Kragh

Outsidere: Ivan Garcia Cortina, Florian Senechal, Sonny Colbrelli, Mike Teunissen, Yves Lampaert

Jokers: Zdenek Stybar, Stefan Bissegger, Nils Politt, Amaury Capiot, Aime de Gendt, Dion Smith, Robert Stannard, John Degenkolb, Christophe Laporte, Mads Pedersen, Oliver Naesen

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Oliver Naesens sejr fra 2019, Michael Matthews’ sejr fra 2018, Jasper Stuyvens sejr fra 2017, Edvald Boasson Hagens sejr fra 2016, Manuel Quinziatos sejr fra 2015, Greg Van Avermaets sejr fra 2014, Zdenek Stybars sejr fra 2013 samt Alessandro Ballans sejr fra 2012.