Optakt: 5. etape af Criterium du Dauphiné

Ruten

Efter den relativt bløde indledning på bjergetaperne bliver det alvor fredag, hvor det gælder løbets eneste afslutning på en stigning uden for kategori. Det sker, når man for første gang siden 2013 vender tilbage til målet i skisportsbyen Valmorel, hvor Chris Froome lagde grunden til sin første sejr i det franske løb ved at vinde den første bjergetape i det års udgave. Ganske vist er der ikke tale om en voldsomt stejl stigning, men mere et langt, regulært bjerg, som de er flest i de franske alper, men det ændrer ikke på, at det er fredag, at vi for alvor vil se, hvem der skal vinde årets udgave af Criterium du Dauphiné.

Etapen er en af de korte, intense bjergetaper, der har fået stigende popularitet i de senere år og fører feltet over beskedne 130 km fra Grenoble til målet i Valmorel. Grenoble ligger midt i Alperne i et større dalområde, der også rummer Chambery og Albertville i den umiddelbare nærhed, og langt det meste af etapen tilbringes i det flade terræn. Direkte fra start slår man dog et lille smut mord nordøst ind i bjergene, hvor man allerede efter 4 km når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Naysord (3,7 km, 8,5%). Et fladt stykke leder videre mod nordøst frem til toppen af kategori 2-stigningen Col des Mouilles (3,8 km, 7,2%), hvis top rundes efter 19,5 km. Herfra går det mod nord gennem fladt terræn og via en længere nedkørsel, der fører tilbage til dalen.

Efter den hårde start ændrer etapen nu helt karakter, idet stort set resten af dagen tilbringes ved, at man følger den flade dal mod nordøst frem til skisportsbyen Albertville, der nås efter 92,5 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en ny dal, der leder frem til byen Note-Dame-Le-Brancon, hvor den brutale finale indledes. Her afbrydes det flade terræn nemlig abrupt, når man kører mod sydvest op ad HC-stigningen til målet i Valmorel. Der er tale om en 12,7 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7, og bjerget er et ”rigtigt” alpebjerg i den forstand, at det er langt og regulært med en relativt konstant stigningsprocent på mellem 6 og 8. De sidste kilometer stiger med hhv. 5,9%, 6,9% og 6,5% og er derfor blandt de letteste. Der er flere hårnålesving på stigningen, og særligt de sidste 2 km er meget kringlede med mange bløde og skarpe sving, inden man rammer den bare 150 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 2635 højdemeter over den korte distance.

Valmorel blev besøgt i 2013, hvor Chris Froome tog sin første etapesejr i løbet ved at vinde den første bjergetape med fire sekunder ned til Alberto Contador og Matthew Busche.

Vejret

I dag blev feltet ramt af en grim regnbyge i finalen, og det kan ske igen fredag. Dagen vil være skuet med en konstant risiko for byger, særligt mod slutning af etapen. I bunden af sidste stigning vil temperaturen nå 26 grader, og der vil bare være en svag vind fra vest. Det giver sidemedvind hele dagen frem til sidste stigning. Her vil er være sidemodvind hele vejen op.

Analyse af 4. etape

Stakkels, stakkels Dan Martin! En rytters generalieblad bestemmes ikke kun af en rytters egen styrke, men i lige så høj grad af modstanden. Bare tænk på de mange ryttere, der var så uheldige at være på toppen i samme periode som Eddy Merckx, hvor Kannibalen kun efterlod krummer til resten at køre om. Eller på ryttere, der måtte slås mod Bernard Hinault i den tid, hvor Grævlingen var næsen altædende. Eller på Jan Ullrich, der kunne have haft et hav af Tour de France-sejre, hvis ikke han uheldigvis havde været i samme generation som Lance Armstrong.

På samme måde må Martin forbande sin fødselsdato langt væk. Med sit fabelagtige punch kunne den lille irer have vundet et hav af klassikere, hvis ikke han havde været så forbandet uheldig gang på gang at løbe ind i en ustoppelig Alejandro Valverde, der i ardennerklassikerne kun er overgået af Merckx. Efter sine mange nederlag til den uovervindelige spanier er Martin gang på gang blevet bedt forholde sig til, hvad der skal til for at slå El Imbatido, og hidtil har han ikke kunnet komme med andet svar, end at han vel må vente til den uopslidelige spanier engang går på pension - hvis dette da nogensinde sker.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Nu viser Valverdes dåbsattest efterhånden, at alderen nærmer sig de 40, og derfor har der endelig været lys for enden af tunnelen for Martin. Og netop som han i det fjerne kunne ane en vej ud af mørket, ser det nu ud til, at der blot tårner sig endnu en udfordring op, som atter vil afholde Martin fra at udbygge den sejrsliste, der kunne være så meget længere, hvis det ikke havde været for Valverde.

Den nye udfordring er fransk og er måske i virkeligheden endnu mere skræmmende end Valverde, hvis det overhovedet lader sig gøre. Det er de færreste, der i deres allerførste Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege bliver nr. 2 i begge løb, men det var præcis, hvad Julian Alaphilippe gjorde for to år siden. Lige siden dengang har det været klart, at supertalentet er intet mindre end et fænomen, og siden har han blot igen og igen bekræftet formatet. Ved OL i Rio kunne det meget vel være blevet til guld, hvis ikke han var blevet fanget bagude i et taktisk spil, i Fleche Wallonne i 2016 blev han atter nr. 2, sidste år var han stærkeste mand på stigningerne ved VM og kun få kilometer fra at blive verdensmester og blev siden nr. 2 bjergløbet Il Lombardia samt vandt en bjergetape i Vueltaen i direkte duel med Rafal Majka, og i år kom den store sejr så endelig i Fleche Wallonne, ligesom han meget vel kunne have vundet i Liege, hvis ikke han havde været tvunget til loyalt at beskytte Bob Jungels i front.

Alaphilippe er ganske ikke helt noget helt unikt, og i det bekræftede han så igen sit fabelagtige punch, da han slog til i en rigtig Alaphilippe-finale på første bjergetape i Dauphiné. Uden de store problemer overlevede han dagens lange stigning, der helt som ventet blev forceret i et relativt moderat tempo, og derefter var han fuldstændig ustoppelig på den korte rampe op mod mål, hvor der helt som ventet ikke var nogen, der var blot i nærheden af at matche hans antrit. Med tilsyneladende lethed fulgte han med, da Dan Martin åbnede ballet på den sidste kilometer, og herefter skulle han blot træde få gange for let at gå forbi ireren til sidst og dermed føje endnu en sejr til det allerede bugnende CV.

Alaphilippes sejr var lige så overlegen, som den var forventet, men det betyder ikke, at træerne vokser ind i himlen for den franske vidunderdreng. Mønsteret er nemlig efterhånden temmelig klart for franskmanden i de ugelange etapeløb. Gang på gang har han knust rivalerne i den indledende del af disse løb, hvor terrænet ofte har passet ham, men når han har ramt de lange stigninger sidst i løbet, er han som regel kommet til kort. Det skyldes dels for svære bjergudfordringer, men også en restitutionsevne, der desværre betyder, at han ofte taber niveau mod slutningen af etapeløbene. For to år siden viste han ganske vist med en sjetteplads i dette løb, at han kan forsvare sig også i de rigtige bjerge, men trods hans overlegenhed i dag vil det stadig være en overraskelse, hvis han kan køre med hver eneste dag i de høje bjerge helt frem til søndag, hvor udfordringerne bare bliver vanskeligere og vanskeligere fra dag til dag. Men så længe han fortsat er på toppen, er det for enhver cykelfan bare at nyde et fænomen, når man set et!

Igen var det altså Martin, der var måtte tage til takke med endnu en andenplads til samlingen, men ireren er forhåbentlig i stand til at se glasset som halvt fuldt. Med tanke for det mareridtsår både han og UAE-mandskabet har haft siden sæsonstarten kommer dagens resultat som kaldet fra himlen for både Martin og alle andre på det arabiske hold. Grundet kalenderændringen har Martin nemlig nedspillet forventningerne til årets Dauphiné, fordi han endnu ikke er har trænet med samme intensitet som vanligt, og derfor lover det fremragende, at han alligevel allerede er på dette niveau. Ireren var nemlig i særklasse en af de stærkeste, da han med sit ryk først gjorde forskellen og siden var helt alene om at holde resten af feltet bag sig, inden han alligevel havde kræfter til at spurte om andenpladsen. Det vidner om, at Martin endelig er tilbage, og holder han det niveau, er der al mulig grund til at tro, at der kan ligge en etapesejr at vente senere i løbet - og efter Kristoffs sejr i Gippingen et par timer senere kan dagen i dag derfor måske markere et vendepunkt for UAE.

At vinde samlet bliver dog formentlig en umulig opgave for Martin. Dagens etape bekræftede nemlig blot det indtryk, det har været umuligt at komme udenom siden starten af løbet: at Geraint Thomas ligner feltets i særklasse stærkeste mand. Med nærmest legende lethed trådte han op til Martin, da den eksplosive irer forcerede, nøjagtigt som han gjorde det, da Alaphilippe angreb på 1. etape. Havde det ikke været for uheld, havde han formentlig også vundet prologen, og selvom førertrøjen i øjeblikket sidder på Gianni Moscon, står det efterhånden lysende klart: Thomas ligner den rytter, der sidste år knuste alle i Tour of the Alps, og han bliver næsten umulig at slå i dette løb.

Foreløbig er det dog et af sportens øvrige fænomener, der er i den gul-blå trøje. Mens Michal Kwiatkowski skuffede i en finale, der burde have passet ham - med stor sandsynlighed som følge af styrtet for to dage siden - viste den unge italiener, at der ikke umiddelbart er grænser for talentets rækkevidde eller alsidighed. Smid ham ud på brostenene i Roubaix, og han kører i top 5. Send ham til Il Lombardia, og han kører på podiet på en bjergrig rute. Send ham til Vueltaen, og han får feltet til eksplodere i bjergene, så kaptajn Froome kan angribe. Send ham til VM i enkeltstart, og han kører i top 6. Og send ham til Dauphiné, og han tager førertrøjen efter den første bjergetape.

Heller ikke for Moscon vokser træerne dog ind i himlen, for også for ham var dagens ekplosive finale særligt god. De lange stigninger senere bliver formentlig lidt for hård kost for italieneren, men nu får han i det mindst lov til at se, hvor langt klatreevnerne rækker. Der er ingen tvivl om, at Thomas er øverst i hierarkiet, men Kwiatkowskis tidstab i dag betyder formentlig, at Moscon vil være mere beskyttet end polakken. Det kan give ham en uventet chance for at køre for sig selv, og det vil kunne give en indikation på, om han vitterligt ligesom Thomas er af en støbning, der gør det muligt på sigt både at køre efter sejre i brostensklassikere og grand tours.

Den sidste mand i frontgruppen var Romain Bardet, hvis Ag2r-hold leverede en mærkelig halvhjertet indsats, hvor man ikke helt kunne beslutte sig for, om man ville gå efter etapesejren eller ej. Det ville dog også have været en stor overraskelse, hvis Bardet havde vundet i en finale som denne, og han har al mulig grund til at være tilfreds med dagens udkommer. De kommende tre etaper passer ham langt bedre, og efter en flot prolog og et stærkt holdløb kunne Bardet næppe have ønsket sig et bedre udgangspunkt efter 5 dage - slet ikke fordi Pierre Latour med en 5. plads bekræftede den store fremgang, han også viste med sin podieplads i Catalonien tilbage i marts.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Udover Kwiatkowski var dagens skuffelse Adam Yates, der burde havde kunnet sidde med i en finale som denne. Der er dog ingen grund til panik for briten, der allerede på forhånd havde nedspillet forventningerne med tanke på, at der fortsat er lang vej til Touren. Dagens præstation fortæller, at Yates ikke er i Tirreno-form og derfor næppe kan køre med om sejren, men i Tour-sammenhænhg er der ingen grund til panik. Det er der heller ikke for Vincenzo Nibali, der tabte tid i finalen, men den italienske stjerne havde allerede på forhånd varslet, at man absolut ikke skulle have blot de mindste forventninger til ham i denne uge.

Det skal man til gengæld til Emanuel Buchmann, der helt levede op til mine store forventninger med en flot præstation i en eksplosiv finale, der slet ikke passede ham. Også unge Guillaume Martin, der ellers havde meldt ud, at han endnu var et stykke fra formen, viste imponerende styrke ved stadig at kunne spurte sig til en 8. plads trods et soloangreb i finalen. Også Tiesj Benoot viste atter, at han er i stand til at overvinde tyngdekraften og klatre med bjergrytterne selv i meget svært terræn.

Derudover gav løbet ikke de helt store svar. Efter den lovende indledning kom Bob Jungels en anelse ned på jorden i en finale, der burde have passet ham, men ellers er det svært at aflæse meget af en finale som denne. Dieselmotorerne Marc Soler og Ilnur Zakarin sad fint med de bedste, Pello Bilbao er fortsat ikke træt efter Giroen, og Damiano Caruso har igen kurs mod et fint resultat som BMCs loyale skyggekaptajn. I virkeligheden var det vel kun Antwan Tolhoek og Jaime Roson, som skuffede ved ikke at sidde med i favoritgruppen - for der var vel ikke mange, der havde regnet med, at Warren Barguil ville være i stand til at vende den endeløse serie af skuffelser, den har stået på lige siden starten af sæsonen.

Man kan dog ikke læse meget ud af en kort, eksplosiv stigning som denne. Dauphiné er et bjergløb, ikke et puncheurløb, og derfor er det de kommende tre dage, der for alvor vil skille fårene fra bukkene og vise, hvem der er hot, og hvem der er not inden årets Tour. I dag var det helt efter bogen Alaphilippe, der satte alle til vægs, men franskmanden kan som sagt meget vel få slidt silken af i bjergene på de kommende etaper. Mon ikke der i hvert er en vis irer, der har det håb?

Favoritterne

Årets bjergetaper i Dauphiné bliver gradvist sværere og sværere. Hvor dagens etape var for puncheurs, vil fredagens etape give os et langt klarere billede af klatrehierarkiet i 2018-udgaven af alpeløbet. Modsat 4. etape har fredagens rute nemlig mål på toppen af et rigtigt bjerg, og dermed vil vi i højere grad se de mere typiske klatrere sætte sig igennem.

Det meste af etapen er relativt let, men det hele slutter med et brag på løbets sværeste målstigning. ”Svær” skal dog tages med en gran salt, idet der ingenlunde er tale om et bjerg i den hårdeste klasse, og selv ikke en meget formstærk Chris Froome kunne skabe de helt store forskelle i 2013, hvor hele 10 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. På en stigning som denne spiller vindretningen en helt afgørende rolle, og det er bestemt ikke en ulempe at have en relativt god afslutning. Man skal derfor ikke forvente, at det er fredag, at vi ser den helt store eksplosion. Den skal vi formentlig udskyde til de eksplosive etaper i weekenden, hvor der virkelig er terræn til angreb, også fra distancen.

Modsat weekendens etaper handler det fredag alene om målstigningen, der kommer efter en kort dag i fladt terræn. Derfor vil de fleste formentlig være relativt friske, når det går løs på den sidste stigning, og det er derfor en etape for rytter med gode eksplosive evner og ikke en dag for de store motorer, der skal bruge 2-3 bjerge for at blive varme. Det er med andre ord en bjergetape, Tom Dumoulin ville elske, og ikke en dag for Louis Meintjes, Steven Kruijswijk eller andre uopslidelige dieselmotorer.

I dag blev etapen indledt i et vanvittigt tempo, hvor man tilbage lagde 52 km i løbet af den første time, og det er ikke utænkeligt, at vi vil se det samme her. Det er nemlig en dag, hvor et udbrud har en reel chance, og da stort set hele feltet forsøger at køre sig til en Tour-udtagelse, vil en stor del af feltet forsøge at komme afsted. Den hårde start betyder, at feltet meget vel kan eksplodere tidligt, og man skal derfor være en stærk mand for at sikre sig en billet til frontgruppen. Der er dog også en vis sandsynlighed for, at vi når ned i dalen igen, inden udbruddet er kørt, og i så fald vil udbruddets sammensætning igen blive mere tilfældig.

Når de endelig er kørt, bliver det interessant at se, hvem der vil tage kontrol. Sky skal formentlig ingen stedet, for de får brug for alle mand, når trøjen skal forsvares i weekenden. Med tanke på Martins flotte præstation i dag, vil det dog være hovedløst, hvis ikke UAE går efter en etapesejr. Terrænet er fladt, og det koste ikke det store at få Rory Sutherland og Sven Erik Bystrøm til at holde snor i udbruddet. Ag2r viste i dag stor ivrighed og kunne meget vel tænkes at give en hånd med, og vi tror, at de to hold sammen vil sikre, at det er favoritterne, der skal afgøre etapen.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

På stigningen vil Sky formentlig sætte et benhårdt tempo, der kvæler enhver angrebslyst, og er Tao Geoghegan Hart lige så stærk som i dag, bliver det formentlig et udskilningsløb bagfra. Stigningen er nemlig ikke voldsomt svær, og da der samtidig er modvind, vil det være halsløs gerning at angribe tidligt. Ag2r kan tænkes at lægge lidt pres på nær toppen, men det er formentlig først til allersidst, at favoritterne skal slås om sejren i en direkte dyst.

Det får os til at pege på Geraint Thomas som vores favorit. Som sagt har waliseren virket næsten skræmmende i løbets første fase, hvor han har lignet en mand med stort overskud. Hidtil har terrænet dog været en anelse for let for ham, men nu burde han have betydeligt bedre chancer for at gøre en forskel på en længere stigning. Faktisk er en jævn opkørsel som denne et rigtigt Thomas-bjerg, der minder om dem, der tidligere har givet ham succes i Paris-Nice, og han er en af verdens bedste på denne type stigninger. Længden betyder, at han i højere grad vil kunne sætte sig igennem med den råstyrke, han synes at besidde i overflod. Det er klart, at modvinden ikke taler til hans fordel, for i en spurt bliver han slået af folk som Yates, Alaphilippe og Martin, men vi tror, at stigningen er hård nok til, at han som stærkeste mand kan køre fra alt og alle. Det gjorde Froome for fem år siden, og det tror vi, at Thomas gør i 2018.

I dag var Dan Martin som sagt endelig sit gamle jeg, og han var dybt imponerende i finalen, hvor han første det meste af den sidste kilometer. I sidste ende var Alaphilippe for stærk, men Martin burde have langt bedre muligheder på en længere stigning som denne. I dag var han trods sin føring stadig i stand til at spurte sig til en andenplads, og det er formentlig kun Alaphilippe, der kan slå ham i en spurt. En relativt let stigning som denne passer derfor ganske glimrende til Martin, der i virkeligheden bare har én opgave: at følge Thomas, når waliseren åbner op og herefter håbe på, at Alaphilippe falder fra. Lykkes begge dele, vinder Martin etapen.

Bliver det for hårdt for Julian Alaphilippe? Logikken siger, at stigningen er lidt for lang, særligt fordi den kommer på sjettedagen af et etapeløb. Alaphilippe kørte dog med de bedste de fleste dage i 2016, og han har før vist, at han kan overraske også i de høje bjerge. Etapen minder i virkeligheden på alle parametre ufatteligt meget om kongeetapen i Abu Dhabi, og her har Alaphilippe i de seneste to år begge gang været med helt fremme. Modvinden og den korte distance burde alt sammen give Alaphilippe en reel chance for at sidde med. Ligesom med Martin er det meget enkelt. Sidder Alaphilippe med til allersidst, vinder han etapen.

I dag skuffede Adam Yates en anelse, men briten var dog ikke langt fra de bedste. Han vil formentlig blive bedre og bedre undervejs, og kan allerede vise sig fra en bedre side fredag. Som han viste i Tirreno, har han et fantastisk punch på den sidste del af en stigning, og selvom han havde foretrukket en anden type bjerg end dette, der er meget regulært, betyder punch og spurtstyrke stadig ufatteligt meget på en etape som denne, særligt fordi der modvind på stigningen. Yates og Martin er nogenlunde lige hurtige på stregen, og det er kun Alaphilippe, han vel næppe kan drømme om at slå på stregen. Sidder Yates med til slut, kan han sagtens rejse sig efter dagens skuffelse.

I dag viste Romain Bardet som sagt ganske fin form, og han burde være langt mere komfortabel på en lang stigning som denne. Det er dog fortsat ikke en Bardet-etape. Dels er den for kort, dels er terrænet generelt for let, og dels er den afsluttende stigning slet ikke hård nok. Bardets bedste chancer kommer på de to store etaper i weekenden, men han burde dog stadig være i stand til at køre med blandt de allerbedste også fredag. Han burde uden problemer sikre sig endnu et topresultat, men da hans frihed er meget begrænset, er det trods alt svært at se ham vinde etapen.

Det kunne til gengæld måske Guillaume Martin. Det var dybt imponerende at se den unge franskmand angribe i finalen og stadig hænge på til en 8. plads. Hans store tidstab på prologen og holdløbet betyder, at han ikke er en umiddelbar trussel, hvis han angriber, og det kunne han meget vel finde på at gøre igen. Er silken slidt af de øvrige hold, vil Sky næppe bruge mange kræfter på at køre ham ind, og da han har et ganske glimrende punch, er det faktisk en god finale for ham.

Ag2r kører for Bardet, men hvorfor ikke spille på to heste? Bardet får ikke skyggen af frihed, men Sky er næppe voldsomt bange for Pierre Latour. Hvis franskmanden, der med dagens 5. plads viste storform, kommer fri, vil hverken Ag2r eller Sky - løbets to på papiret stærkeste hold - jagte alt for hårdt, og dermed er chancen for at gøre det færdig god. Samtidig skal man ikke glemme, at Latour har en god spurt, hvis han skulle få brug for at sætte en følgesvend eller to til vægs.

Det kunne også være en god stigning for Tiesj Benoot. Den er regulær uden at være alt for stejl, og der er næppe mange, der frygter den i denne sammenhæng store belgier alt for meget. Benoot viste i Tirreno, at en stigning som denne passer ham ganske fint, og han sad også glimrende med i dag. Med sin gode spurt kan han endda også gøre det færdigt på stregen.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Hvem var det, der angreb, da alle kiggede på hinanden i modvinden på Etna i Giroen sidste år? Det var Ilnur Zakarin, der synes at have ret god næse for at finde disse momenter til at snige sig væk på ret lette målstigninger. Russeren, der sigter efter topformen i tredje uge af Touren, har været langt bedre end ventet og synes at være i ganske god form. Dagens finale passede ham ikke, men han vil være langt mere komfortabel fredag. Og efter holdløbet har han også en vis frihed.

Emanuel Buchmann virker brølstærk, efter at han var med helt fremme i en puncheurfinale som denne. Han er langt mere komfortabel på et rigtigt bjerg som dette, men terrænet er dog fortsat for let til, at han kan have de helt store ambitioner. Skal han vinde, skal han snige sig væk og udnytte, at Sky lader ham køre. Det er dog bestemt også en mulighed, hvis Buchmann har samme niveau, som han havde i dette løb sidste år.

Så er der Gianni Moscon. Hvad kan vi forvente af det italienske fænomen på en etape som denne? Formentlig bliver bjergkosten lidt for hård i de kommende dage, men her vil han have en chance for at kunne sidde med til toppen. Der er tale om kun én ikke specielt svær stigning, og det burde en formstærk Moscon nok kunne overkomme. Det kunne være forfriskende at se Sky spille ham ud, for selvom han er i trøjen, vil han få mere frihed end Thomas. Og han har som bekendt en fremragende spurt.

Endelig er der Pello Bilbao og Marc Soler, der er to meget forskellige typer. Bilbao er eksplosiv og skal håbe, at han kan sidde med til stregen og herefter bruge sin gode afslutning. Det bliver ikke let, men kan han få et forspring med et tidligt angreb, er det ikke umuligt. Soler er derimod en diesel, der skal forsøge at snige sig væk, mens de andre kigger på hinanden. Det bliver ikke nemt på en stigning som denne, for Soler vinder kun, hvis han kommer alene hjem. På den anden side har han i både Paris-Nice og Catalonien vist, at han har instinktet og modet til at gøre forsøget.

Feltet.dks vinderbud: Geraint Thomas

Øvrige vinderkandidater: Dan Martin, Julian Alaphilippe

Outsidere: Adam Yates, Romain Bardet, Guillaume Martin, Pierre Latour, Tiesj Benoot

Jokers: Ilnur Zakarin, Emanuel Buchmann, Gianni Moscon, Pello Bilbao, Marc Soler

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Chris Froomes sejr fra 2013.